VIGTIGT: Denne pressemeddelelse er ikke et officielt dokument, men kun til brug for pressen. Yderligere oplysninger eller et eksemplar af dommen kan fås ved henvendelse til Milagros Gallego på tlf. (+352) 4303-3442, eller ved fremsendelse af en fax på nr. (+352) 4303-2500.

Sagens baggrund

I 1991 offentliggjorde de irske myndigheder en plan om opførelse af et besøgscenter i Mullaghmore i Burren National Park i det vestlige Irland. De anmodede om, at der blev anvendt strukturfondsmidler til projektet. Efter indsigelser fra bl.a. WWF (World Wide Fund for Nature) indledte Kommissionen en undersøgelse vedrørende projektet, men den nåede frem til, at det ikke var i strid med fællesskabsretlige miljøbestemmelser, og at intet var til hinder for, at der kunne ydes strukturfondsmidler til gennemførelse af projektet. WWF (UK) og An Taisce anlagde sag med påstand om annullation af Kommissionens beslutning. Denne sag blev afvist.

Herefter rettede WWF (UK) (sagsøgeren) henvendelse til Kommissionen med begæring om aktindsigt i alle de kommissionsdokumenter, der vedrørte Kommissionens undersøgelse af Mullaghmore-projektet, og navnlig i de dokumenter, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der kunne anvendes strukturfondsmidler. Ved skrivelser af 17. november 1994 og 24. november 1994 meddelte GD XI (miljø) og GD XVI (regionalpolitik) sagsøgeren, at begæringen ikke kunne imødekommes.

Herefter fremsatte sagsøgeren i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i "Adfærdskodeksen for aktindsigt i Rådets og Kommissionens dokumenter", bekræftende begæringer over for Kommissionens generalsekretær.

I skrivelse af 2. februar 1995 bekræftede generalsekretæren, at de begæringer, der var fremsat over for Generaldirektorat XI og XVI, ikke kunne imødekommes, og han gentog den begrundelse, de havde givet.

Herefter anlagde sagsøgeren sag ved Retten i Første Instans med påstand om annullation af den afgørelse, der er indeholdt i den pågældende skrivelse.

Retlig baggrund

I henhold til erklæringer, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten), og erklæringer, der blev afgivet på de europæiske topmøder i Birmingham og Edinburgh i 1992, udarbejdede Rådet og Kommissionen den ovenfor nævnte adfærdskodeks og forpligtede sig til at gennemføre den senest den 1. januar 1994. Med henblik herpå traf Kommissionen afgørelse 94/90, hvorved kodeksen formelt blev vedtaget, og den fulde ordlyd af kodeksen er optaget som bilag til afgørelsen.

Adfærdskodeksen er baseret på det princip, at "offentligheden skal have størst mulig adgang til de dokumenter, som Kommissionen og Rådet ligger inde med". I kodeksen defineres også udtrykket "dokument", ligesom den indeholder de nærmere regler om, hvorledes begæringer om aktindsigt i dokumenter skal indgives, og den fremgangsmåde, der skal følges, såfremt institutionen påtænker ikke at imødekomme en sådan begæring.

Endelig er der i adfærdskodeksen fastsat de hensyn, der kan bevirke, at en institution afslår at give aktindsigt i dokumenter. Det hedder navnlig, at "institutionerne afslår at give aktindsigt i dokumenter, hvis offentliggørelse kunne skade beskyttelsen af offentlige interesser" [herunder retlige procedurer, inspektioner og undersøgelser]. Ifølge kodeksen kan de også afslå at give aktindsigt "for at sikre beskyttelsen af institutionens interesser for så vidt angår tavshedspligten om forhandlingerne".

Rettens bemærkninger

Retten behandlede først spørgsmålet om, hvilken retlig karakter der måtte tillægges afgørelse 94/90, og derefter formålet med de undtagelser, der er fastsat i kodeksen. Retten bemærkede, at i og med, at Kommissionen havde truffet den pågældende afgørelse, havde den over for borgere, som ønskede at få adgang til dokumenter, som den lå inde med, påpeget, at deres begæringer ville blive behandlet i overensstemmelse med de herom gældende fremgangsmåder, nærmere betingelser og undtagelser. Selv om afgørelse 94/90 reelt indeholder en række forpligtelser, som Kommissionen frivilligt har påtaget sig på internt grundlag, måtte afgørelsen dog antages at tillægge tredjemand rettigheder, som Kommissionen er forpligtet til at overholde.

For så vidt angår formålet med de undtagelser, der er fastsat i adfærdskodeksen, bemærkede Retten, at begrundelserne for ikke at imødekomme en begæring om aktindsigt i kommissionsdokumenter skal fortolkes på en sådan måde, at det ikke herved må blive umuligt at opnå den gennemsigtighed, der kræves i henhold til medlemsstaternes og Det Europæiske Råds erklæringer.

Retten bemærkede først, at adfærdskodeksen indeholder to kategorier af undtagelser fra det almindelige princip om, at offentligheden har adgang til aktindsigt i Kommissionens dokumenter, og tilføjede derefter, at eftersom den første kategori er bindende, måtte det heraf følge, at Kommissionen er forpligtet til at afslå at give aktindsigt i dokumenter, der falder ind under en af undtagelserne i den pågældende kategori, såfremt det godtgøres, at dette er tilfældet.

Til gengæld fandt Retten med hensyn til den anden kategori, at Kommissionen har en skønsbeføjelse, som indebærer, at den i givet fald kan afslå en begæring om indsigt i dokumenter, der vedrører dens drøftelser. Retten understregede imidlertid, at når Kommissionen udøver sin skønsbeføjelse, skal den foretage en egentlig afvejning af borgernes interesse i at få indsigt i de pågældende dokumenter mod dens egen interesse i at opretholde tavshedspligten om sine drøftelser.

Retten tilføjede, at sondringen mellem de nævnte to kategorier af undtagelser i adfærdskodeksen kan forklares med de hensyn, der søges beskyttet gennem de to kategorier af undtagelser. Den første, der omfatter de "bindende undtagelser", tilsigter en beskyttelse af tredjemands eller offentlighedens interesser, hvorimod det i den anden kategori, som vedrører institutionens interne drøftelser, alene er institutionens egne interesser, der søges beskyttet.

Herefter behandlede Retten spørgsmålet om, hvorvidt dokumenter, der vedrører en undersøgelse af, om der eventuelt er tale om en overtrædelse af fællesskabsretten, opfylder betingelserne for, at Kommissionen kan påberåbe sig undtagelsen med hensyn til offentlighedens interesser, dvs. den første kategori.

Hertil bemærkede Retten først, at den tavshedspligt, som medlemsstaterne under sådanne omstændigheder har ret til at forvente fra Kommissionens side, ud fra hensynet til beskyttelsen af offentlighedens interesser kan begrunde, at der ikke gives aktindsigt i dokumenter, som vedrører undersøgelser, der kan føre til indledningen af en traktatbrudsprocedure, selv om der er forløbet en vis tid, efter at undersøgelsen er afsluttet.

Retten tilføjede imidlertid, at Kommissionen ikke blot kan påberåbe sig en eventuel indledning af en traktatbrudsprocedure som begrundelse for Ä ud fra hensynet til beskyttelse af offentlighedens interesser Ä ikke at give aktindsigt i alle de dokumenter, der omhandles i en begæring fra en borger. Retten bemærkede, at Kommissionen i det mindste med henvisning til kategorier af dokumenter må angive, hvorfor den er af den opfattelse, at de dokumenter, der er angivet i den begæring, den modtog, vedrører en eventuel indledning af en traktatbrudsprocedure. Den skal angive, hvad dokumenterne vedrører, og navnlig, om de indebærer inspektioner eller undersøgelser med henblik på en eventuel indledning af en traktatbrudsprocedure.

Efter at have foretaget en nærmere gennemgang af ordlyden af den anfægtede afgørelse og af skrivelserne fra GD XVI og GD XI fandt Retten, at Kommissionen ikke havde begrundet sin afgørelse, således som det kræves i henhold til traktatens artikel 190, og at den navnlig ikke havde angivet, hvilken af undtagelserne i adfærdskodeksen den påberåbte sig, eller angivet den eller de kategorier af undtagelser, som dokumenterne var omfattet af. Retten annullerede derfor den anfægtede beslutning.