Sagernes faktiske omstændigheder

Nogle tv-stationer i Det Forenede Kongerige og i Sverige udsendte satellitprogrammer til Danmark, Sverige og Norge. I forbindelse med programmerne udsendte de forskellige former for tv-reklamer, der er forbudt efter den svenske markedsføringslov.

I sag C-34/95 var der tale om reklamer for et tidsskrift for børn om dinosaurer. Tidsskriftet blev udgivet i serier af et forlag ved navn De Agostini. Med hvert nummer af bladet fulgte en del til en dinosaur-model, og når alle numre i serien var købt, havde man samlet alle dele til modellen. Konsumentombudsmannen (den svenske forbrugerombudsmand) anlagde sag ved Marknadsdomstolen principalt med påstand om, at markedsføringen af tidsskriftet blev forbudt, subsidiært med påstand om, at De Agostini fik påbud om at oplyse, hvor mange numre af tidsskriftet, det var nødvendigt at købe for at samle modellen. Desuden nedlagde Konsumentombudsmannen påstand om, at der blev nedlagt forbud mod, at De Agostini fremsatte bestemte vildledende udtalelser.

I sagerne C-35/95 og C-36/95 var der tale om et hudplejeprodukt af mærket "Body de Lite" og et rengøringsmiddel af mærket "Astonish". Produkterne blev markedsført ved tv-indslag, og de kunne derefter bestilles pr. telefon. Konsumentombudsmannen nedlagde under sagerne for Marknadsdomstolen i det væsentlige påstand om, at der blev nedlagt forbud mod, at TV-Shop udsendte vildledende reklamer.

Under behandlingen af sagerne anmodede Marknadsdomstolen EF-Domstolen om at træffe afgørelse om, hvorvidt EF-traktatens artikel 30 (om forbud mod kvantitative indførselsrestriktioner), EF-traktatens artikel 59 (om fri udveksling af tjenesteydelser) eller direktiv 89/552/EØF (direktivet om "fjernsyn uden grænser") giver en medlemsstat mulighed for

1. at forbyde tv-reklamer, der sendes fra en anden medlemsstat
2. at forbyde tv-reklamer, der er rettet til børn under 12 år (sag C-34/95).

Svensk ret

Efter den svenske markedsføringslov kan Marknadsdomstolen forbyde en reklame eller en anden handling, der er i strid med god forretningsskik eller er utilbørlig over for forbrugerne eller andre erhvervsdrivende. Marknadsdomstolen kan også påbyde en erhvervsdrivende i reklamer at give oplysninger, som er af betydning for forbrugerne. Ifølge den svenske lov om radio- og fjernsynsvirksomhed må en tv-reklame ikke være beregnet på at fange opmærksomheden hos børn.

Domstolens dom

A) Vildledende reklamer, der udsendes fra en anden medlemsstat

1. Formålet med direktiv 89/552/EØF er at samordne medlemsstaternes retsregler om tv-udsendelser og at fjerne de hindringer for den frie adgang til udsendelse af tv-programmer, som skyldes forskelle i de enkelte medlemsstaters bestemmelser. Efter direktivet skal udsendelser fra en medlemsstat, der er beregnet til modtagelse i en anden medlemsstat, overholde lovgivningen i den medlemsstat, hvorfra udsendelserne bringes. Modtagermedlemsstaten kan ikke opstille begrænsninger af grunde, der falder ind under de områder, der er samordnet ved direktivet.

   I direktivet opstilles der en række principper om tv-reklamer og om reklamernes indhold. Ved direktivet er der dog kun foretaget en delvis samordning, og direktivet udelukker ikke uden videre, at andre regler end regler om udsendelse af tv-programmer finder anvendelse. Der er således intet til hinder for, at der kan gælde nationale bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne, når blot der ikke derved indføres en fornyet kontrol af udsendelserne. I øvrigt pålægger et andet EF-direktiv (84/450/EØF) medlemsstaterne at føre kontrol med, at reklamer ikke er vildledende i forhold til forbrugerne og offentligheden. Direktivet er således ikke til hinder for, at modtagermedlemsstaten træffer foranstaltninger over for en annoncør på grund af en tv-reklame, men sådanne foranstaltninger må ikke hindre selve retransmissionen på medlemsstatens område af tv-udsendelser fra en anden medlemsstat.

2. Efter Domstolens praksis opfattes et forbud mod tv-reklamer i princippet således, at det vedrører en form for markedsføring, og nationale bestemmelser herom, som "begrænser eller forbyder bestemte former for salg", falder ikke ind under artikel 30, hvis de finder anvendelse på alle de berørte erhvervsdrivende og såvel retligt som faktisk påvirker afsætningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater på samme måde.

   Hvis den nationale ret derimod finder, at forbuddet i højere grad påvirker udenlandske varer, og det dermed er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 30, skal den efterprøve, om forbuddet ikke er nødvendigt for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de mål, der er anført i traktatens artikel 36. I denne forbindelse er det fast praksis, at god handelsskik og forbrugerbeskyttelse hører til de tvingende almene hensyn, som kan begrunde, at der opstilles restriktioner for de frie varebevægelser.

3. En tv-reklame, som af en tv-station i en medlemsstat udsendes for en annoncør i en anden medlemsstat, er en tjenesteydelse i traktatens artikel 59's forstand. Når der ikke er foretaget en harmonisering på fællesskabsplan på det pågældende område, udgør nationale regler som dem, sagerne drejer sig om, derfor restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser. Den nationale ret skal således efterprøve, om bestemmelserne er nødvendige for at varetage tvingende almene hensyn, og om de står i rimeligt forhold til det tilsigtede mål, og målene eller hensynene ikke kunne nås eller varetages ved andre, mindre restriktive foranstaltninger. Også her følger det af Domstolens praksis, at god handelsskik og beskyttelse af forbrugerne hører til de tvingende almene hensyn, der kan begrunde, at der opstilles restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser.

B) Tv-reklamer, der retter sig til børn

Direktivet er ikke til hinder for, at en medlemsstat fastsætter strengere regler for indenlandske tv-stationer. Dette kan imidlertid ikke gælde over for tv-stationer i andre medlemsstater.

Direktivet indeholder et fuldstændigt system af bestemmelser til beskyttelse af mindreårige mod tv-programmer og tv-reklamer. Modtagermedlemsstaten kan fortsat anvende sine egne generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne og mindreårige, men den må ikke hindre retransmission af udsendelser fra en anden medlemsstat eller anvende bestemmelser, som specielt har til formål at kontrollere indholdet af tv-reklamer, der retter sig til mindreårige. Dette ville være ensbetydende med en fornyet kontrol ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at udføre i henhold til direktivet.

Denne pressemeddelelse er et uofficielt dokument, som ikke forpligter Domstolen. Den er udelukkende udarbejdet til brug for pressen. Yderligere oplysninger eller et eksemplar af dommen kan fås ved henvendelse til fr. Milagros Gallego på tlf. +352 4303 3442 eller fax +352 4303 2500.