PRESSE- OG INFORMATIONSAFDELINGEN

PRESSEMEDDELELSE NR. 63/97

NYE MEDLEMMER AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS DOMSTOL
HØJTIDELIGT RETSMØDE DEN 6. OKTOBER 1997


Ved afgørelse af 29. maj 1997 har repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer udnævnt syv dommere og fire generaladvokater ved Domstolen for perioden 7. oktober 1997 - 6. oktober 2003.

Dommerne Claus Gulmann, John Murray, Gil Carlos Rodriguez Iglesias (Domstolens nuværende præsident), Romain Schintgen, Leif Sevón og Melchior Wathelet samt generaladvokaterne Francis Jacobs og Dámaso Ruiz-Jarabo Colomer blev ved denne afgørelse genudnævnt.

Da tre af Domstolens medlemmer fratræder den 6. oktober 1997, har repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer endvidere udnævnt deres efterfølgere. De medlemmer, som fratræder, er dommer Constatinos Kakouris, der har været dommer ved Domstolen siden den 14. marts 1983, generaladvokat Carl Otto Lenz, der har været generaladvokat ved Domstolen siden den 11. januar 1984, og generaladvokat Michael Bendik Elmer, der har været generaladvokat ved Domstolen siden den 7. oktober 1994.

De Europæiske Fællesskabers Domstol har mandag, den 6. oktober 1997, afholdt højtideligt retsmøde i anledning af dommer C.N. Kakouris' og generaladvokat C.O. Lenz' fratræden og Krateros Ioannou's og Siegbert Alber's tiltrædelse af deres embeder som henholdsvis dommer og generaladvokat.

Jean Mischo's tiltrædelse af embedet som generaladvokat i stedet for Michael B. Elmer vil finde sted i et højtideligt retsmøde for Domstolen i løbet af december måned 1997.

Krateros Ioannou er født i 1935. Han fik i 1963 meddelt advokatbeskikkelse i Thessaloniki. I 1971 modtog han doktorgraden i international ret ved universitetet i Thessaloniki. Krateros Ioannou var derefter professor i international offentlig ret og fællesskabsret ved det retsvidenskabelige fakultet på Thrakiens universitet og har fungeret som juridisk konsulent på nationalt og internationalt plan, herunder har han siden 1983 været medlem af den græske delegation ved FN's generalforsamling og var fra 1989 til 1992 formand for Europarådets ekspertudvalg for forbedring af proceduren ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Siegbert Alber er født i 1936. Han har studeret jura ved universiteterne i Tübingen, Berlin, Paris, Hamburg, Wien, Torino og Cambridge. Han var medlem af den tyske Bundestag fra 1969 til 1980. I 1977 blev han indvalgt i Europa-Parlamentet, hvor han har siddet i talrige udvalg, bl.a. som medlem af Udvalget for Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, som han i 1993-1994 var formand for. Han har endvidere været formand for delegationen for forbindelserne med de baltiske lande samt for underudvalget for databeskyttelse og underudvalget for giftige eller farlige stoffer. Han var i perioden 1984-1992 næstformand for Europa-Parlamentet.

I morgen, den 7. oktober 1997, udpeger dommerne Domstolens nye præsident.