I 1994 anlagde Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber sag ved Domstolen for at få dom over Nederlandene, Italien, Frankrig og Spanien for, at deres respektive nationale monopolordninger vedrørende import og eksport af elektricitet (og af gas for så vidt angår Frankrig) er ulovlige.
I Nederlandene bestemmer Electriciteitswet fra 1989, at de endelige forbrugere har ret til at importere elektricitet til eget brug, men når der er tale om en spænding på over 500 V, har kun selskabet NV Samenwerkende Electricteitsproduktiebedrijven ret til at importere elektricitet bestemt til offentlig forsyning.
I Italien blev elektricitetssektoren nationaliseret ved lov nr. 1643 af 1992: al virksomhed med produktion, import og eksport, såvel som transport, transformation, distribution og salg af elektricitet blev overdraget til ENEL, som er det statslige organ, hvortil de erhvervsvirksomheder blev overført, som drev virksomhed inden for elektricitetssektoren. Endvidere er import og eksport betinget af en tilladelse fra ministeren for offentlige arbejder.
I Frankrig nationaliseredes ved lov nr. 46-628 af 1946 al virksomhed med produktion, transport, distribution, import og eksport af elektricitet og gas, og disse aktiviteter blev overdraget til nationaliserede virksomheder, der ledes af offentlige virksomheder (EDF og GDF). Import, eksport og transport af elektricitet varetages imidlertid af EDF med eneret; import og eksport af gas varetages af GDF, ligeledes med eneret.
I Spanien bestemmer lov nr. 49/84 af 1984, at det nationale højspændingssystem som en offentlig tjeneste drives af et statsligt selskab, Red Eléctrica de España.
I alle de fire sager mente Kommissionen, at de nationale regler begrænsede samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed var i strid med principperne om de frie varebevægelser og med kravet om, at nationale handelsmonopoler, hvad enten de drives direkte eller via koncessioner, skal tilpasses med henblik på at udelukke enhver form for forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere. Kommissionen gjorde gældende, at et statsligt importmonopol er til hinder for, at de andre medlemsstaters producenter sælger elektricitet (samt gas for Frankrigs vedkommende) i Nederlandene, Italien, Frankrig og Spanien til andre kunder end monopolhaveren. Endvidere kan en potentiel kunde, der befinder sig i en af disse medlemsstater, ikke frit vælge sin kilde til forsyning med elektricitet fra andre medlemsstater. Vedrørende enerettighederne til eksport hævdede Kommissionen, at indehaveren af enerettighederne er tilbøjelig til at forbeholde den indenlandske produktion for hjemmemarkedet, hvorved det indenlandske marked begunstiges, fremfor at imødekomme efterspørgslen fra andre medlemsstater.
Hvad særligt angår Spanien fastslår Domstolen, at Kommissionen kritiserer et lovbestemt monopol, men at den ikke beviser, at det eksisterer. Loven indfører således ingen eneret vedrørende den internationale samhandel. Tværtimod tildeler det statslige selskab under visse betingelser den enkelte virksomhed den andel, som tilkommer den i forbindelse med den internationale samhandel. Da Kommissionen ikke har bevist sine påstande, frifindes Spanien.
For så vidt angår Nederlandene, Italien og Frankrig fastslår Domstolen, at enerettighederne til import og eksport hindrer de frie varebevægelser og direkte påvirker afsætnings-, henholdsvis forsyningsvilkårene for de erhvervsdrivende i andre medlemsstater.
Medlemsstaterne har derefter forsøgt at begrunde deres restriktive lovgivning med henvisning til en traktatbestemmelse, der - på betingelse af at samhandelen inden for Fællesskabet ikke påvirkes - fritager virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra at overholde traktatens bestemmelser, såfremt disse bestemmelser ville hindre opfyldelsen af deres særlige opgaver på økonomisk acceptable vilkår.
Medlemsstaterne har givet en detaljeret beskrivelse af deres respektive nationale elektricitetssystems (eller gassystems) struktur og funktion og har herved anført, at systemet har til formål at opfylde de opgaver, som de statslige virksomheder har fået overdraget, og at kritikken af denne struktur anfægter målene med den nationale energipolitik samt forvaltningen af de nationale systemer.
Kommissionen har ikke taget hensyn til de særlige forhold ved de nationale ordninger og har blot fremført rent retlige betragtninger uden at angive grundlaget for sine argumenter. Domstolen har ikke ment at være i stand til at undersøge, om der er andre foranstaltninger, som medlemsstaterne kunne have truffet, og om staterne har overskredet de grænser, som de skal overholde, når de overdrager en virksomhed en opgave af almindelig interesse, som skal opfyldes på økonomisk acceptable vilkår.
I øvrigt har Kommissionen ikke bevist, at bestemmelserne om enerettighederne til import- og eksport har negative virkninger for udviklingen af samhandelen inden for Fællesskabet.
Domstolen frifinder følgelig medlemsstaterne for Kommissionens søgsmål i alle sagerne.
Denne pressemeddelelse er et ikke-officielt dokument, der udelukkende er til pressens brug. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog. Ønsker De yderligere oplysninger eller en kopi af generaladvokatens forslag til afgørelse, bedes De kontakte Milagros Gallego, tlf. 00352 4303 3442, eller rette henvendelse pr. fax, 00352 4303 2500.
(1) - Pressemeddelelsen foreligger på alle Fællesskabernes officielle sprog.