Association des aciéries européennes indépendantes (EISA) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af Rådet for Den Europæiske Union, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Italienske Republik og Ilva Laminati Piani SpA
British Steel plc, støttet af SSAB Svenskt Stål AB og Det Danske Stålvalseværk A/S, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af Rådet for Den Europæiske Union, Den Italienske Republik, Kongeriget Spanien og Ilva Laminati Piani SpA
Wirtschaftsvereinigung Stahl, Thyssen Stahl AG, Preussag Stahl AG og Hoogovens Groep BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af Rådet for Den Europæiske Union, Den Italienske Republik og Ilva Laminati Piani SpA
På baggrund af forværringen af jern- og stålindustriens økonomiske og finansielle situation vedtog Kommissionen den 12. april 1994 som led i et overordnet program med henblik på varige strukturomlægninger inden for jern- og stålindustrien og væsentlige indskrænkninger af produktionskapaciteten i Fællesskabet seks individuelle beslutninger, hvorved den godkendte støtte, der skulle bidrage til en strukturomlægning hos en række offentlige virksomheder med henblik på disses privatisering. Ved beslutningerne godkendtes den støtte, som Tyskland ville yde til jern- og stålvirksomheden EKO Stahl
AG og virksomheden Sächsische Edelstahlwerke GmbH, den støtte, som Portugal ville yde til jern- og stålvirksomheden Siderurgia Nacional, den støtte, som Spanien ville yde til den offentlige jern- og stålvirksomhed Corporación de la Siderurgia Integral og virksomheden Sidenor, og den støtte, som Italien ville yde til jern- og stålkoncernen Ilva.
Til godkendelserne var der knyttet en række forpligtelser i form af væsentlige kapacitetsindskrænkninger med det formål at sikre en varig afhjælpning af den herskende uligevægt mellem udbud og efterspørgsel på markedet for jern- og stålprodukter i Fællesskabet. Den godkendte støtte var begrænset til, hvad der var strengt nødvendigt for at retablere de pågældende virksomheders levedygtighed og for at skabe grundlag for deres privatisering.
En række konkurrerende virksomheder anlagde sag ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med påstand om annullation af beslutningerne af 12. april 1994.
Retten fastslog, at selv om statsstøtte i henhold til EKSF-traktaten som udgangspunkt er forbudt (artikel 4), har Kommissionen i medfør af traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, kompetence til i form af undtagelser at godkende statsstøtte, der er i overensstemmelse med traktatens målsætninger, når dette sker for at gribe ind over for situationer, der ikke har været forudset. Det var på dette grundlag, at Kommissionen ved en generel beslutning havde indført den føromtalte "støttekodeks", hvorefter visse nærmere opregnede former for støtte undtages fra forbuddet mod statsstøtte. Senere vedtog Kommissionen de pågældende individuelle beslutninger om godkendelse af specifik støtte, der ikke faldt ind under de af støttekodeksen omfattede former for støtte.
Retten fastslog, at retsgrundlaget for støttekodeksen og for de individuelle beslutninger var det samme. Støttekodeksen kunne kun være bindende for så vidt angår de former for støtte, kodeksen opregner. Støtte, der ikke særligt er omfattet af støttekodeksen, kan gøres til genstand for individuelle undtagelser, såfremt Kommissionen skønner, at støtten er nødvendig for at virkeliggøre målsætningerne med traktaten.
De individuelle beslutninger der godkendte statsstøtte med henblik på i en ganske usædvanlig krisesituation at gøre det muligt for en række store jern- og stålkoncerner at gennemføre strukturomlægninger og blive privatiseret var i denne forbindelse ikke omfattet af støttekodeksen.
Retten fastslog, at formålet med beslutningerne var at gøre det muligt at gennemføre en rationalisering inden for den europæiske jern- og stålindustri og at bevare stabiliteten i beskæftigelsen i områder med stor arbejdsløshed med henblik på at forhindre en alvorlig og vedvarende økonomisk og social krise. Beslutningerne var derfor udtryk for en afvejning mellem hensynene til de forskellige målsætninger med traktaten, hvorved Kommissionen havde villet tilgodese væsentlige interesser, og beslutningerne var nødvendige for at virkeliggøre de målsætninger, der forfulgtes.
Retten gav følgelig ikke sagsøgerne medhold i deres påstand om annullation af beslutningerne.
NB: Rettens domme kan inden for to måneder appelleres til De Europæiske Fællesskabers Domstol, der i appelsager kun kan tage stilling til retsspørgsmål.
Udelukkende til pressens brug ikke-officielt dokument, der ikke forpligter Retten i Første Instans
Ønsker De yderligere oplysninger eller kopier af dommene, bedes De kontakte Jessica Larsson - tel. +352 4303 3651