Den omstændighed, at et stof er integreret i en industriel produktionsproces, udelukker ikke, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i det på området gældende fællesskabsdirektiv
Inter-Environnement Wallonie havde under en sag ved Belgiens Conseil d'État nedlagt påstand om annullation af en bekendtgørelse om giftigt eller farligt affald, som er udstedt af Exécutif régional wallon (det udøvende organ for regionen Wallonien), navnlig under henvisning til, at bekendtgørelsen var i strid med visse bestemmelser i det på området gældende fællesskabsdirektiv.
Forholdet var imidlertid det, at den omtvistede bekendtgørelse var blevet vedtaget inden fristen for direktivets gennemførelse udløb. Da bekendtgørelsens lovlighed principielt skulle vurderes på tidspunktet for dens vedtagelse, var det for Belgiens Conseil d'État et spørgsmål, om der påhvilede medlemsstaterne nogen forpligtelser efter direktivet forud for gennemførelsesfristens udløb, og da hvilke.
Belgiens Conseil d'État forelagde Domstolen et spørgsmål vedrørende definitionen af begrebet affald i direktivet samt vedrørende medlemsstaternes forpligtelser inden for den periode, som er fastsat for direktivets gennemførelse. Dette sidste spørgsmål rejste et retligt problem af stor, generel betydning, som ikke før havde været forelagt Domstolen.
I dommen fastslår Domstolen i overensstemmelse med den vide fortolkning af begrebet affald, som den har anlagt i sine tidligere domme på området, at den omstændighed alene, at et stof er integreret i en industriel produktionsproces, ikke udelukker, at det kan betragtes som affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i direktivet om bortskaffelse af affald.
Hvad angår spørgsmålet, om EØF-traktaten er til hinder for, at medlemsstaterne inden for den periode, som er fastsaat for et direktivs gennemførelse træffer foranstaltninger, som er i strid med direktivet, henviser Domstolen for det første til, at den forpligtelse, som påhviler en medlemsstat, til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at nå det ved et direktiv foreskrevne resultat, er en bindende forpligtelse.
Endvidere fremhæver Domstolen, at et direktiv har retsvirkning for den medlemsstat, det retter sig til, fra tidspunktet for dets meddelelse.
Selv om fristen i et direktiv for dettes gennemførelse er fastsat under hensyn til, at medlemsstaterne skal have den nødvendige tid til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, er disse i perioden forud for gennemførelsesfristens udløb forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det i direktivet foreskrevne resultat nås ved fristens udløb.
Ganske vist er de ikke forpligtet til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, inden fristen udløber, men så længe den løber, skal de afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare.
Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om der er risiko herfor. I denne forbindelse ytrer Domstolen betænkelighed ved nationale foranstaltninger, der fremtræder som en endelig og fuldstændig gennemførelse af et direktiv, men som ikke er i overensstemmelse med direktivet.
Derimod udtaler Domstolen sig ikke imod, at en medlemsstat i perioden forud for gennemførelsesfristens udløb vedtager midlertidige bestemmelser eller gennemfører direktivet gradvist.
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen.
Yderligere oplysninger eller kopi af dommen kan fås på Internettet, www.curia.eu.int, eller ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. nr. (00352) 4303 3651.