PRESSE- OG INFORMATIONSAFDELINGEN

PRESSEMEDDELELSE NR. 6/98

af 19. februar 1998

Distributionsnet for biograffilm, der muligvis var uforenelige med konkurrencereglerne, fandtes ikke at kunne modtage støtte fra MEDIA I-programmet

Rettens dom i de forenede sager T-369/94 og T-85/95
D.I.R. International Film Srl m.fl. mod Kommissionen


Den 21. december 1990 vedtog Rådet en afgørelse om gennemførelse af et handlingsprogram til udvikling af det europæiske marked for biograffilm (MEDIA).

Rådet pålagde deri Kommissionen ansvaret for programmet. Kommissionen indgik derefter en række finansielle aftaler med foreningen "European Film Distribution Office" (herefter "EFDO") i Hamborg, hvis væsentligste opgave er at skabe mere effektive filmdistributionsnet. Med henblik herpå yder dette organ under visse betingelser favorable lån (forskud på indtægter) til europæiske filmudlejere.

På opfordring fra producenterne af filmene "Maniaci Sentimentali" og "Nostradamus" indgav filmudlejningsselskabet "United International Pictures" (herefter "UIP") en ansøgning til EFDO om finansiel støtte til distribution af filmene i Norge, Finland, Sverige, Danmark, Grækenland og Spanien på vegne af sine datterselskaber i hvert af landene. UIP, der havde hjemsted i Nederlandene, blev oprindeligt oprettet af tre amerikanske selskaber til at distribuere film i Europa.

EFDO afslog afsøgningen efter overenskomst med Kommissionen i det væsentlige med den begrundelse, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med formålet med MEDIA-programmet, nemlig at udbygge samarbejdet mellem forskellige selskaber, som opererede hver for sig på nationalt plan. Dette formål var ikke opfyldt i den foreliggende sag, idet filmudlejerne i realiteten kun var datterselskaber af det samme moderselskab, UIP.

Uvisheden om UIP's status indgik ligeledes i begrundelsen for at afslå ansøgningen. I medfør af de fællesskabsretlige konkurrenceregler skulle UIP nemlig have forlænget sin fritagelse af Kommissionen for at kunne udøve sin virksomhed, og ansøgningen herom er til dags dato ikke færdigbehandlet.

Producenterne af de pågældende to film og filmudlejerne - moderselskabet og datterselskaberne - havde derfor anlagt sag ved Retten i Første Instans med påstand om annullation af disse afslag.

Retten konstaterede, at MEDIA-programmet havde til formål "at skabe nye former for samarbejde mellem europæiske erhvervsdrivende om at styrke Europas audiovisuelle kapacitet".

Retten lagde tillige vægt på, at programmet havde som sit væsentligste formål at fremme etablering af distributionsnet, der endnu ikke fandtes, og at ansøgningerne om finansiering skulle indgives af mindst tre filmudlejere fra tre forskellige lande i Den Europæiske Union, der ikke tidligere havde haft et betydeligt fast samarbejde.

Med hensyn til filmen "Maniaci Sentimentali" fandt Retten derfor, at det distributionsnet, der kun bestod af UIP's datterselskaber og havde en særdeles begrænset selvstændighed, ikke kunne henføres under de samarbejdsformer, der var tiltænkt med MEDIA-programmet, fordi der ikke deltog andre selskaber.

Retten fandt endelig, at udlejerne af filmen "Nostradamus", hvor distributionsnettet ikke alene omfattede datterselskaberne af UIP, men også de seks uafhængige filmudlejere, i denne henseende opfyldte betingelserne for at opnå lån. Retten gav dem imidlertid ikke medhold i deres påstand, idet den fandt, at Kommissionen havde truffet en lovlig afgørelse. Kommissionen kunne nemlig ikke på grund af UIP's uafklarede retsstilling efterkomme låneansøgningen, for så vidt som UIP's opbygning muligvis var i strid med konkurrencereglerne.

(Det bemærkes, at siden MEDIA II-programmet trådte i kraft i januar 1996, har EFDO ikke haft med programmet at gøre.)

Denne skrivelse er til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Retten.

Fra ca. klokken 15 i dag forefindes dommen i sin helhed på Domstolens hjemmeside på Internettet, http://curia.eu.int/.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. (00 352) 4303 3651 eller fax (00 352) 4303 2034.