En afgørelse truffet af Rådet, som godkendte indgåelsen af rammeaftalen om bananer mellem Fællesskabet på den ene side og Costa Rica, Columbia, Nicaragua og Venezuela på den anden side, annulleres af Domstolen, for så vidt denne rammeaftale fritager nogle erhvervsdrivende fra den ordning med eksportlicenser, som den fastsætter.
Siden den 1. juli 1993 har forordning (EØF) nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer været i kraft. Denne forordning har bl.a. erstattet de tidligere forskellige nationale ordninger med en fælles ordning for samhandelen med tredjelande. Ud over fastsættelse af et årligt toldkontingent for indførsler af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer (1) og opkrævning af en told på indførslerne fordeler forordningen det toldkontingent, som åbnes, med 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsført tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer [kategori A], 30% til erhvervsdrivende, der har markedsført EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer [kategori B], og 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Fællesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsføre andre bananer end EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer [kategori C].
Efter denne forordnings ikrafttræden havde de pågældende sydamerikanske producentstater anfægtet denne nye EF-importordning for bananer som led i den procedure for bilæggelse af tvister, der er fastsat i GATT. Imidlertid nåede EF-Kommissionen til en ordning med en del af de pågældende leverandørstater (nemlig Costa Rica, Columbia, Nicaragua og Venezuela) i form af en rammeaftale. I denne aftale fastsættes der en forhøjelse af det samlede toldkontingent fra 1994 og en nedsættelse af tolden på indførsler, der foretages inden for rammerne af dette kontingent, samt de procentdele af kontingentet, der tildeles hvert af disse sydamerikanske lande. I punkt 6 bestemmes det desuden, at "... leverandørlande, for hvilke der er fastsat et kontingent, kan udstede særlige eksportlicenser på indtil 70% af deres kontingent. Sådanne licenser er en betingelse for, at Fællesskabet kan udstede licenser til 'kategori A'- og 'kategori C'-erhvervsdrivende med henblik på indførsel af bananer fra de pågældende lande ..." - med andre ord, ifølge denne bestemmelse er de erhvervsdrivende i kategori A og C omfattet af ordningen med eksportlicenser, mens de erhvervsdrivende i kategori B er fritaget herfor.
Denne rammeaftale blev indsat i Fællesskabets liste til Uruguay-runden. Rammeaftalen er således blevet en del af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Rådet har godkendt WTO-overenskomsten ved en afgørelse af 22.12.1994.
Forbundsrepublikken Tyskland (støttet af Belgien) har under sit søgsmål mod Rådet (som støttes af Spanien, Frankrig og Kommissionen) nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse, for så vidt Rådet herved har godkendt indgåelsen af rammeaftalen om bananer med Costa Rica, Columbia, Nicaragua og Venezuela. Tyskland gør gældende, at den ved rammeaftalen indførte ordning gør indgreb i de grundrettigheder, der tilkommer de erhvervsdrivende i kategori A og C, nemlig retten til fri erhvervsudøvelse og ejendomsretten, og forskelsbehandler dem i forhold til de erhvervsdrivende i kategori B. I øvrigt er aftalen ifølge Tyskland i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet.
Domstolen forkaster alle de af Tyskland anførte anbringender - bortset fra ét - som ubegrundede, først og fremmest under henvisning til argumentationen i dens dom af 5.10.1994, Tyskland mod Rådet, om den fælles markedsordning for bananer (sag C-280/93).
Ifølge Domstolen er kun anbringendet om tilsidesættelse af det almindelige forbud mod forskelsbehandling begrundet, for så vidt angår fritagelsen af de erhvervsdrivende i kategori B fra den ordning med eksportlicenser, der er fastsat i rammeaftalen.
Domstolen ser en forskelsbehandling i den omstændighed, at blandt de EF-erhvervsdrivende, der har knyttet handelsforbindelser med de tredjelande, som er omfattet af ordningen med eksportlicenser for indførsler herfra, er nogle pålagt forpligtelsen til at indhente eksportlicenser, mens andre er fritaget herfor. Denne forskellige behandling af erhvervsdrivende i kategori A og C i forhold til erhvervsdrivende i kategori B er åbenbar, da den omstændighed, at de er omfattet af ordningen med eksportlicenser, for de førstes vedkommende indebærer en forhøjelse af indkøbsprisen på bananer med oprindelse i de pågældende tredjelande på 33% i forhold til den pris, som betales af sidstnævnte.
Rådet og Kommissionen har fremført det argument, at denne forskellige behandling er sagligt begrundet med, at det er nødvendigt at genskabe den konkurrencemæssige ligevægt mellem disse kategorier af erhvervsdrivende.
Domstolen fastslår imidlertid, at Rådet skulle have godtgjort, at den ligevægt, der blev forrykket ved forhøjelsen af toldkontingentet og den samtidige nedsættelse af tolden, som de erhvervsdrivende i kategori B ligeledes har fordel af, kun har kunnet genskabes ved at give denne samme kategori erhvervsdrivende en væsentlig fordel, altså kun ved at indføre en ny differentieret behandling til skade for de andre kategorier af erhvervsdrivende, som allerede, da toldkontingentet og fordelingsordningen for dette blev indført, blev udsat for lignende begrænsninger og differentieret behandling. Rådet har imidlertid ikke ført dette bevis.
Rådet har også udtrykkeligt erkendt, at indførelsen af ordningen med eksportlicenser, ud over at tilsigte at genskabe ligevægten mellem de forskellige kategorier af erhvervsdrivende i Fællesskabet, har til formål at give de tredjelande økonomisk støtte, som er deltagere i rammeaftalen, og således kompensere for de begrænsninger, som forordning nr. 404/93 har pålagt handelen med bananer fra disse lande til fordel for EF-bananer og AVS-bananer. Domstolen udtaler, at Rådet ikke har givet den oplysninger, der fyldestgørende kan forklare, at forhøjelsen af toldkontingentet og dets fordeling på nationale kontingenter såvel som den samtidige nedsættelse af tolden ikke var tilstrækkelig til at kompensere for de begrænsninger, som ved forordning nr. 404/93 var blevet indført for handelen med bananer fra de tredjelande, der er deltagere i rammeaftalen, og at dette formål følgelig måtte opnås ved kun at pålægge en del af de erhvervsdrivende, der foretog indførsler fra disse lande, en økonomisk byrde.
Følgelig annullerer Domstolen Rådets anfægtede afgørelse af 22.12.1994, idet Rådet herved har godkendt indgåelsen af rammeaftalen om bananer mellem Fællesskabet på den ene side og Costa Rica, Columbia, Nicaragua og Venezuela på den anden side, for så vidt denne rammeaftale fritager de erhvervsdrivende i kategori B fra den ordning med eksportlicenser, som den fastsætter.
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog.
For dommens fulde ordlyd se Domstolens hjemmeside på Internettet, http://curia.eu.int ca. kl. 15.00 i dag.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. nr. (00352) 4303 3651 eller fax nr. (00352) 4303 2500.
(1) De lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet, der har undertegnet Lomé-konventionen med EF.