Når varer, såsom tobak og cigaretter, der er pålagt punktafgift, købes i en medlemsstat og derefter transporteres til en anden medlemsstat af en erhvervsdrivende, der optræder mod vederlag og som forudgående har hvervet kunderne i sidstnævnte stat og har organiseret transporten og indførslen af disse varer, skal der erlægges punktafgift i indførselsstaten.
EMU Tabac, som sælger tobaksvarer i Luxembourg, og The Man in Black Ltd er datterselskaber af the Enlightened Tobacco Company. Disse selskaber havde indført og anvendte en ordning, der gjorde det muligt for enkeltpersoner bosat i Det Forenede Kongerige "uden at skulle forlade lænestolen" at erhverve tobaksvarer købt hos EMU i Luxembourg.
Køberen søger gennem denne ordning at undgå at skulle betale de punktafgifter, der anvendes i Det Forenede Kongerige, som er betydeligt højere end dem, der skal betales i Luxembourg. Kunderne, der afgiver ordrer gennem virksomheden The Man in Black, kan højst købe 800 cigaretter ad gangen. Denne virksomhed forestår transporten af varerne fra Luxembourg til Det Forenede Kongerige og står inde for betalingen til EMU Tabac og transportvirksomheden af det beløb, som tilkommer dem, og oppebærer et vederlag herfor.
I løbet af 1995 tilbageholdt Commissioners of Customs and Excise i Dover nogle mængder tobaksvarer under indførsel, således som de i henhold til lovgivningen i Det Forenede Kongerige havde hjemmel til i tilfælde, hvor der skal betales punktafgifter dér.
Under en sag om "judicial review" mod det britiske toldvæsen anførte de to selskaber, at da det drejede sig om indførsler foretaget for privatpersoner, der havde betalt punktafgifter i Storhertugdømmet Luxembourg, var de pågældende produkter fritaget fra disse afgifter i Det Forenede Kongerige, og af den af toldvæsenet foretagne tilbageholdelse derfor var ulovlig.
Court of Appeal of England and Wales forelagde Domstolen nogle spørgsmål om fortolkning af fællesdirektivet om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer. Under sagens behandling for Domstolen indgav elleve medlemsstater indlæg vedrørende disse spørgsmål.
Ved besvarelsen af spørgsmålene henviste Domstolen for det første til den i direktivet fastlagte sondring mellem henholdsvis varer, der er oplagt i kommercielt øjemed, og varer, der opbevares til personligt brug.
For at kunne fastslå den strengt personlige karakter af de i direktivets artikel 8 omhandlede punktafgiftspligtige varer, der opbevares til personligt brug, skal disse ifølge direktivet være anskaffet af en privatperson, anskaffelsen skal være sket til eget brug, og transporten af varerne skal være blevet gennemført af den pågældende privatperson.
Selskaberne anførte, at disse betingelser er opfyldt, når varerne er blevet købt gennem en mellemmand, som også har arrangeret transporten af varerne.
Domstolen udtalte, at fællesskabslovgiver i tilfælde, hvor der i forbindelse med direktivet regnes med andre som repræsentanter, udtrykkeligt har reguleret disse på grundlag af en konkret affattet regel. I det foreliggende tilfælde foreskriver ingen af direktivets sproglige versioner udtrykkeligt deltagelse af repræsentanter.
Domstolen udtalte endvidere, at den ordning, som var blevet indført af detailhandleren og mellemmanden, både kunne falde ind under direktivets artikel 10, som regulerer spørgsmålet om fjernsalg, og artikel 7; disse bestemmelser foreskriver betaling af punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten.
Hvad endelig angik anbringendet om, at der forelå dobbelt afgiftspligt, udtalte Domstolen, at direktivet udtrykkeligt foreskriver, at de punktafgifter, der er erlagt i den medlemsstat, hvor varerne er blevet købt, godtgøres.
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog.
Yderligere oplysninger kan fås på Domstolens hjemmeside på Internettet, http://curia.eu.int, eller ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. nr. (00352) 4303 3651 eller fax nr. (00352) 4303 2500.