Domstolen træffer afgørelse i en sag angående det forhold, at en vandrende arbejdstager, der i en årrække har været arbejdsløs, i Tyskland er blevet nægtet en børnepasningsydelse for et barn.
María Martínez Sala er en spansk statsborger, der har haft bopæl i Tyskland siden maj 1968. Hun havde med forskellig afbrydelser arbejde fra 1976 og frem til 1986 og derefter kun i tidsrummet 12. september - 24. oktober 1989. Hun har siden da modtaget bistandshjælp i henhold til Bundessozialhilfegesetz (tysk forbundslov om social bistand). María Martínez Sala fik frem til den 19. maj 1984 af de tyske myndigheder meddelt en næsten ubrudt række af opholdstilladelser. Derefter fik hun alene udstedt attestation for, at hun havde ansøgt om at få forlænget sin opholdstilladelse. Europarådskonventionen af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp var imidlertid til hinder for, at hun blev udvist. I januar 1993, dvs. i den periode, hvor hun ikke var i besiddelse af noget opholdsdokument, indgav hun ansøgning til Freistaat Bayern om børnepasningsydelse for et barn, der var blevet født samme måned. Ved afgørelse af den 21. januar 1993 afslog Freistaat Bayern María Martínez Sala's ansøgning med den begrundelse, at hun hverken havde tysk statsborgerskab eller var i besiddelse af en opholdstilladelse eller nogen anden form for opholdsdokument. Senere, nemlig den 19. april 1994, fik María Martínez Sala meddelt en opholdstilladelse, der udløb den 18. april 1995, hvorefter tilladelsen den 20. april 1995 blev forlænget for yderligere et år.
María Martínez Sala anlagde efter afslaget på ansøgningen om børnepasningsydelse sag ved Sozialgericht Nürnberg, i første instans, men fik ikke medhold, hvorefter hun appellerede til Bayerisches Landessozialgericht, som fandt, at det ikke kunne udelukkes, at hun kunne påberåbe sig to EF-forordninger, nærmere bestemt en forordning om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (forordning nr. 1612/68) og en forordning om social beskyttelse af bl.a. vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer (forordning nr. 1408/71). Bayerisches Landessozialgericht udsatte derfor sin behandling af sagen og forelagde EF-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål, som Domstolen har besvaret i dag.
Den tyske børnepasningsydelse er en ydelse på grundlag af en ordning, hvortil der ikke skal betales bidrag, og den indgår i en større pakke af familiepolitiske foranstaltninger og tilkendes i henhold til en tysk lov (Bundeserziehungsgeldgesetz), som opstiller visse betingelser, herunder at "en udlænding for at have ret til ydelsen skal være i besiddelse af en opholdstilladelse ['Aufenthaltsberechtigung' eller 'Aufenthaltserlaubnis']". Domstolen fastslår i sin dom, at en ydelse som den tyske børnepasningsydelse, der uden videre tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skønsmæssig bedømmelse af personlige behov, og hvis formål er at lette en forsørgerbyrde, er omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde.
Bayerisches Landessozialgericht havde bl.a. spurgt, om en statsborger i én medlemsstat, der har bopæl i en anden medlemsstat, hvor han eller hun har udøvet lønnet beskæftigelse og derefter modtaget bistandshjælp, har status som "arbejdstager" i henhold til en af de to EF-forordninger.
Da retten ikke havde meddelt oplysninger, der var tilstrækkelige til, at Domstolen kunne afgøre, hvorvidt en person som María Martínez Sala må anses for "arbejdstager" i henhold til den pågældende forordning (f.eks. fordi vedkommende er arbejdssøgende), udtaler Domstolen i sin dom, at det tilkommer den tyske ret at undersøge dette spørgsmål.
Bayerisches Landessozialgericht havde endelig spurgt, om fællesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere i andre medlemsstater stiller krav om, at disse skal være i besiddelse af en formel opholdstilladelse for at kunne få tilkendt en børnepasningsydelse. Ved dette spørgsmål var det forudsat, at María Martínez Sala havde en anerkendt ret til at have bopæl i Tyskland.
Domstolen fastslår i sin dom, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat af statsborgere i andre medlemsstater, der lovligt har bopæl på dens territorium, kræver, at disse altid er i besiddelse af dokumentation for deres opholdsret, for så vidt en tilsvarende forpligtelse påhviler landets egne statsborgere med hensyn til identitetskort, men at dette ikke nødvendigvis gælder den situation, hvor en medlemsstat kræver, at statsborgere i andre medlemsstater for at kunne få tilkendt en børnepasningsydelse som en ufravigelig betingelse skal være i besiddelse af et opholdsdokument, som medlemsstatens myndigheder skal udstede. For så vidt angår spørgsmålet om anerkendelsen af, at der består en opholdsret, kan et opholdsdokument således kun være udtryk for en bekræftelse herpå og dokumentation herfor. Det fremgik derimod af sagen, at for så vidt angår tilkendelse af børnepasningsydelsen tillægges opholdstilladelse en retsstiftende karakter. Domstolen fastslår på dette grundlag i sin dom, at når en medlemsstat af statsborgere i andre medlemsstater kræver, at de for at have ret til en ydelse som børnepasningsydelsen skal være i besiddelse af et dokument, der tillægges en retsstiftende karakter, og som udstedes af medlemsstatens egne myndigheder - mens der ikke af landets egne statsborgere forlanges et sådant dokument - medfører dette ulige vilkår. Inden for EF-traktatens anvendelsesområde er sådanne ulige vilkår - for så vidt det pågældende krav ikke er tilstrækkeligt begrundet - udtryk for forskelsbehandling i strid med traktaten (artikel 6).
Domstolen fastslår følgelig, at såfremt Bayerisches Landessozialgericht kommer frem til, at María Martínez Sala er "arbejdstager" i henhold til en af de tidligere nævnte forordninger, vil de nævnte ulige vilkår stride mod EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed.
For det tilfælde, at Bayerisches Landessozialgericht ikke når frem til, at María Martínez Sala er "EF-arbejdstager", havde den tyske regering i sagen gjort gældende, at omstændighederne i denne ikke var omfattet af EF-traktatens anvendelsesområde. María Martínez Sala måtte i så fald være afskåret fra at påberåbe sig traktatens artikel 6. Kommissionen havde derimod gjort gældende, at María Martínez Sala under alle omstændigheder siden den 1. november 1993 - da traktaten om Den Europæiske Union trådte i kraft - har haft en opholdsret i henhold til EF-traktatens artikel 8 A. Denne bestemmelse lyder således: "Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil." Ifølge traktatens artikel 8, stk. 1, er enhver, der er statsborger i en medlemsstat, borger i Den Europæiske Union.
Domstolen fastslår i sin dom, at det i en sag som den foreliggende ikke er nødvendigt at undersøge, om den pågældende person kan påberåbe sig EF-traktatens artikel 8 A til støtte for en ny opholdsret i den pågældende medlemsstat. Domstolen bemærker i denne forbindelse, at parterne i sagen var enige om, at María Martínez Sala allerede har en anerkendt ret til at have bopæl i Tyskland, selv om hun er blevet nægtet en formel opholdstilladelse.
Som statsborger i en medlemsstat, der lovligt har bopæl i en anden medlemsstat, er hun omfattet af det personelle anvendelsesområde for traktatens bestemmelser om de europæiske borgeres retsstilling.
Domstolen bemærker i denne forbindelse, at unionsborgerne i henhold til traktatens artikel 8, stk. 2, har de rettigheder og pligter, der er fastlagt i traktaten, herunder den i artikel 6 knæsatte ret til ikke inden for traktatens saglige anvendelsesområde at blive udsat for forskelsbehandling som følge af deres nationalitet.
Domstolen fastslår herefter, at en borger i Den Europæiske Union som María Martínez Sala, der lovligt har bopæl i en anden medlemsstat end den, i hvilken han eller hun er statsborger, kan påberåbe sig traktatens artikel 6 i alle de tilfælde, der er omfattet af fællesskabsrettens saglige anvendelsesområde, herunder såfremt den pågældende medlemsstat forhaler eller afslår at tilkende en ydelse, der ellers udbetales til enhver, som lovligt har bopæl i medlemsstaten, med den begrundelse, at vedkommende ikke er i besiddelse af et dokument - som ikke forlanges af landets egne statsborgere - og hvis udstedelse medlemsstatens myndigheder kan forsinke eller nægte.
Endelig fastslår Domstolen, at de omhandlede ulige vilkår, der som nævnt hører under traktatens anvendelsesområde, ikke kan anses for tilstrækkeligt begrundet. Der er således tale om en direkte forskelsbehandling på grundlag af María Martínez Sala's nationalitet, og der var ikke i øvrigt under sagens behandling ved Domstolen blevet peget på forhold, som kunne begrunde de ulige vilkår.
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen.
Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog. Dommens fulde ordlyd vil være til rådighed på Domstolens Internet-adresse, http://curia.eu.int fra omkring kl. 15.00 i dag.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. nr.: (352) 43 03 3651 fax nr.: (352) 43 03 2500.