Efter Sveriges tiltrædelse af Den Europæiske Union besluttede det svenske journalistforbund at undersøge, hvorledes de svenske myndigheder administrerede svenske borgeres ret til aktindsigt i dokumenter vedrørende Den Europæiske Unions arbejde. Forbundet anmodede således 46 svenske myndigheder om at få udleveret 20 rådsdokumenter vedrørende oprettelsen af Europol. Forbundet fik aktindsigt i 18 af de 20 dokumenter, men visse passager i dokumenterne var blevet slettet.
Journalistforbundet begærede også over for Rådet aktindsigt i de samme 20 dokumenter. Som svar på begæringen gav Rådet forbundet kun aktindsigt i to dokumenter, men afslog at give aktindsigt i de 18 øvrige, idet disse dokumenter ifølge Rådet var omfattet af princippet om fortrolighed. Ved en efterfølgende skrivelse gav Rådet aktindsigt i yderligere to dokumenter, men afslog begæringen vedrørende de 16 resterende dokumenter, idet Rådet præciserede, at en offentliggørelse af disse 16 dokumenter ville kunne skade beskyttelsen af offentlighedens interesser (den offentlige sikkerhed), og at dokumenterne vedrørte forhandlingerne i Rådet. Herefter anlagde journalistforbundet nærværende sag.
Retten bemærkede indledningsvis, at som følge af den erklæring om retten til adgang til oplysninger, som medlemsstaterne i 1992 indsatte i slutakten til traktaten om Den Europæiske Union, vedtog Kommissionen og Rådet en adfærdskodeks, som fastlægger det almindelige princip, at "offentligheden skal have størst mulig adgang til de dokumenter, som Kommissionen og Rådet ligger inde med". I adfærdskodeksen beskrives det bl.a., hvilken fremgangsmåde der skal følges, såfremt det påtænkes at afslå en begæring om aktindsigt i dokumenter, ligesom der i adfærdskodeksen opregnes de omstændigheder, en institution kan påberåbe sig som begrundelse for at afslå en begæring. Efterfølgende traf Rådet en afgørelse med henblik på gennemførelse af de principper, der er fastsat i adfærdskodeksen.
I henhold til den nævnte afgørelse skal Rådet afslå en begæring om aktindsigt i et dokument, hvis offentliggørelse vil kunne skade beskyttelsen af offentlighedens interesser, der bl.a. omfatter begrebet den offentlige sikkerhed. I henhold til afgørelsen kan Rådet også afslå en begæring om aktindsigt af hensyn til tavshedspligten om Rådets drøftelser. Såfremt begæringen afslås, skal Rådet give en begrundelse.
Dersom begæringen om aktindsigt afslås af hensyn til tavshedspligten om Rådets drøftelser, må det understreges, fortsatte Retten, at undtagelsen fra reglen om aktindsigt i dokumenter er fakultativ for Rådet, og at Rådet, inden det træffer afgørelse om ikke at give aktindsigt, skal foretage en afvejning af borgerens interesse i at få indsigt i de pågældende dokumenter mod Rådets interesse i at opretholde tavshedspligten om sine drøftelser.
Retten fastslog, at borgerne har ret til adgang til dokumenter, som Rådet ligger inde med, og at de derfor kan begære aktindsigt i ethvert dokument, uden at begæringen skal begrundes. De to kategorier af undtagelser fra det almindelige princip om, at borgere har ret til aktindsigt i de ovenfor nævnte dokumenter, skal derfor fortolkes og anvendes indskrænkende.
Retten bemærkede dernæst, at selv om den ikke har kompetence til at tage stilling til retsakter, der henhører under retlige og indre anliggender og således ikke kan træffe afgørelse med hensyn til, om retsakter som de her omtvistede er lovlige, har Retten kompetence til at afgøre sager vedrørende offentlighedens adgang til sådanne retsakter.
Begrundelsen for en afgørelse om ikke at give aktindsigt skal således - i det mindste for hver kategori af de pågældende dokumenter - angive de specifikke grunde til, at Rådet finder, at det kan påberåbe sig undtagelserne fra det almindelige princip om, at borgerne kan få aktindsigt i et hvilket som helst dokument.
I den foreliggende sag havde Rådet både påberåbt sig den obligatoriske undtagelse, dvs. hensynet til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed, og den fakultative undtagelse, dvs. hensynet til tavshedspligten om Rådets drøftelser, men ikke nærmere angivet, om det samtidig påberåbte sig de to undtagelser for så vidt angår alle de dokumenter, det havde afslået at give aktindsigt i, eller om visse dokumenter var omfattet af den første undtagelse og andre af den anden.
Retten fastslog, at da Rådet ikke nærmere havde præciseret, hvorfor en offentliggørelse af dokumenterne faktisk i nogen henseende ville kunne skade beskyttelsen af den offentlige sikkerhed, kunne Retten ikke tage stilling til, om de dokumenter, Rådet havde nægtet aktindsigt i, er omfattet af denne undtagelse. Retten tilføjede, at Rådet kunne have givet en begrundelse for afslaget uden herved at offentliggøre indholdet af de pågældende dokumenter. Retten bemærkede endelig for så vidt angår den fakultative undtagelse, at Retten ikke på grundlag af den anfægtede afgørelse kunne efterprøve, om Rådet faktisk havde overholdt sin forpligtelse til at foretage en egentlig afvejning af de involverede interesser.
Af de nævnte grunde annullerede Retten den anfægtede afgørelse.
Retten tilføjede i øvrigt, at den omstændighed, at sagsøgeren havde lagt en ændret affattelse af Rådets svarskrift ud på Internettet sammen med en opfordring til offentligheden om at fremsende kommentarer til Rådets befuldmægtigede, var udtryk for unødig trætte. Som følge heraf fandtes Rådet kun at burde betale to tredjedele af sagsøgerens omkostninger.
NB: Der kan iværksættes appel til Domstolen til prøvelse af Rettens dom senest to måneder fra dommens forkyndelse. Appellen kan dog kun omfatte retsspørgsmål.
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Retten i Første Instans. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog.
Yderligere oplysninger kan fås på Domstolens hjemmeside på Internettet www.curia.eu.int eller ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. nr.: (00352) 43 03 36 51 eller fax nr.: (00352) 43 03 25 00