Presse- og Informationsafdelingen

Kommissionen er ud fra hensynet til god forvaltningsskik i forbindelse med traktatens regler om statsstøtte forpligtet til at undersøge klager påpasseligt og upartisk

Der er ti tv-selskaber i Spanien, tre private og syv offentlige. Mens de private tv-selskaber hovedsagelig finansieres ved reklameindtægter, finansieres de offentlige tv-selskaber dels af reklameindtægter, dels af tilskud fra de forvaltninger, de henhører under.

Sagsøgeren, Gestevisión Telecinco SA, er et af de tre private kommercielle selskaber. Den 2. marts 1992 indgav selskabet en klage til Kommissionen med henblik på at få fastslået, at de tilskud, som de regionale tv-selskaber modtog fra deres respektive selvstændige regioner, var uforenelige med fællesmarkedet. Den 12. november 1993 indgav sagsøgeren en ny klage med henblik på at få fastslået, at de tilskud, den spanske stat ydede det offentlige organ RTVE, var uforenelige med fællesmarkedet. Da Kommissionen ikke tog stilling til klagerne, sendte sagsøgeren den 6. februar 1996 en skrivelse til Kommissionen, hvori denne blev opfordret til at handle. Den 20. februar 1996 meddelte Kommissionen Gestevisión Telecinco, at den havde anmodet de spanske myndigheder om en række supplerende oplysninger, som var nødvendige for sagens behandling. Kommissionen har imidlertid indtil i dag endnu ikke truffet nogen beslutning vedrørende sagsøgerens klager.

Gestevisión Telecinco ønskede med sit søgsmål for Retten nærmere at få fastslået, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten ved ikke at have truffet nogen afgørelse vedrørende de to klager, selskabet har indgivet, og ved ikke at have indledt den tilbundsgående undersøgelse af støtten, som traktaten foreskriver.

Efter at have fastslået, at den af Gestevisión Telecinco anlagte sag kunne antages til realitetsbehandling, bemærker Retten med hensyn til sagens realitet for det første, at Kommissionen ud fra hensynet til god forvaltningsskik i forbindelse med traktatens regler om statsstøtte er forpligtet til at gennemføre en påpasselig og upartisk undersøgelse af en klage over en påstået støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Retten erindrer endvidere om, at det må anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip, at Kommissionen handler inden for en rimelig frist, når den træffer afgørelser inden for konkurrencepolitikken.

Retten henviser dernæst til, at sagsøgerens første klage blev indgivet den 2. marts 1992 og den anden klage den 12. november 1993. På det tidspunkt, hvor Kommissionen blev opfordret til at handle, havde Kommissionens indledende undersøgelse af de omtvistede tilskud således varet 47 måneder for så vidt angår den første klage og 26 måneder for så vidt angår den anden klage.

Retten fastslår, at Kommissionen inden for så lang tid burde have kunnet afslutte den indledende fase af undersøgelsen af de omhandlede tilskud. Den burde således have været i stand til at træffe en afgørelse vedrørende de pågældende foranstaltninger Ä ved at fastslå, at den omhandlede statslige foranstaltning ikke udgør en "støtte" i traktatens forstand, ved at beslutte, at foranstaltningen ganske vist udgør en støtte, men er forenelig med fællesmarkedet, eller ved at indlede den tilbundsgående undersøgelse, som traktaten foreskriver Ä medmindre den kan godtgøre, at der forelå helt særlige omstændigheder, der kan retfærdiggøre, at der medgik så lang tid.

Kommissionen har ganske vist forsøgt at retfærdiggøre den forløbne tid ved at henvise til de foranstaltninger, den har truffet efter indgivelsen af sagsøgerens klager, navnlig de begæringer om oplysninger, den sendte til de spanske myndigheder, og den omfattende rapport om finansieringen af de offentlige tv-selskaber i EU, som den bestilte hos et konsulentfirma.

Retten finder imidlertid, at disse foranstaltninger på ingen måde retfærdiggør, at Kommissionen lod den indledende undersøgelse af de omhandlede foranstaltninger fortsætte så længe, idet den i betydelig grad overskred en rimelig betænkningstid.

Retten fastslår derfor, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at have truffet en afgørelse, som enten gik ud på at fastslå, at de omhandlede statslige foranstaltninger ikke udgør støtte, eller at de måtte betegnes som støtte, men er forenelige med fællesmarkedet, eller også at det var nødvendigt at indlede den tilbundsgående undersøgelse, som traktaten forskriver.

N.B.: Rettens dom kan, med hensyn til retsspørgsmål, appelleres til EF-Domstolen inden for en frist på to måneder fra dommens forkyndelse.