Domstolen finder, at en nedsættelse af den bøde på 3 mio. ECU, som er pålagt en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne, med 50 000 ECU er en "passende kompensation" for den urimelig lange sagsbehandlingstid ved Retten i Første Instans
Kommissionen vedtog den 2. august 1989 beslutning 89/515/EØF, hvorved fjorten producenter af armeringsnet blev pålagt en bøde for overtrædelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1. De ulovlige konkurrencebegrænsninger bestod i en række aftaler og/eller forskellige former for samordnet praksis med det formål at fastsætte priser og/eller leveringskvoter samt at opdele markederne for armeringsnet. Aftalerne vedrørte ifølge beslutningen forskellige delmarkeder (de franske og tyske markeder samt Benelux-markedet), men påvirkede samtidig handelen mellem medlemsstater, fordi der deltog virksomheder fra flere medlemsstater. En af de berørte virksomheder, det tyske selskab Baustahlgewebe GmbH, blev pålagt en bøde på 4,5 mio. ECU.
Den 20. oktober 1989 anlagde Baustahlgewebe sag med påstand om annullation af denne beslutning ved Domstolen. Den 15. november 1989 henviste Domstolen denne sag og de sager vedrørende samme beslutning, der var anlagt af ti andre producenter af armeringsnet, til Retten i Første Instans, som var oprettet i september samme år. For så vidt angår Baustahlgewebe annullerede Retten ved dom af 6. april 1995 delvis Kommissionens beslutning og nedsatte bøden til 3 mio. ECU. Den 14. juni 1995 appellerede Baustahlgewebe denne dom til Domstolen med påstand om ophævelse af Rettens dom.
Efter en indgående undersøgelse forkaster Domstolen de fleste af de argumenter, Baustahlgewebe har fremført, idet det er dens opfattelse, at Rettens afgørelse er i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Med hensyn til Baustahlgewebe's argument om en urimelig lang sagsbehandlingstid tiltræder Domstolen derimod, at den tid, der medgik, inden Retten traf afgørelse, var urimelig lang. Domstolen henviser til, at det generelle fællesskabsretlige princip, hvorefter enhver person har ret til en retfærdig rettergang, har sin baggrund i de grundrettigheder, som er fastlagt i den europæiske menneskerettighedskonvention, og omfatter et krav på en rettergang inden en rimelig frist.
Sagen begyndte den 20. oktober 1989, hvor stævningen blev indleveret, og blev afsluttet ved afsigelsen af Rettens dom den 6. april 1995, dvs. en periode på fem år og seks måneder. Domstolen bemærker, at Baustahlgewebe's sag var én blandt elleve sager, som var anlagt på tre forskellige processprog, sagerne var forenet i forbindelse med retsmøderne og nødvendiggjorde en indgående undersøgelse af forholdsvis omfattende dokumenter og komplicerede faktiske og juridiske spørgsmål.
Domstolen erkender, at strukturen i den fællesskabsretlige domstolsordning, bl.a. det forhold, at der findes to instanser, begrunder, at Retten, som alene har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og foretage den indholdsmæssige undersøgelse af sagen, har længere tid til at forberede særlig vanskelige sager. Retten skal imidlertid uanset denne opgave overholde princippet om en rimelig frist i forbindelse med behandlingen af de sager, der indbringes for den.
Domstolen finder i nærværende sag, at der ikke var tale om særlige krav i forbindelse med sagsbehandlingen, f.eks. på grund af sprogordningen, eller forelå særlige omstændigheder, som begrundede, at der medgik 66 måneder fra indleveringen af stævningen og til afsigelsen af Rettens dom. Selv om der tages hensyn til sagens kompleksitet, finder Domstolen, at sagsbehandlingstiden ved Retten var længere end, hvad der kan anses for en rimelig frist. Af procesøkonomiske hensyn og for effektivt at afhjælpe denne fejl har Domstolen besluttet at annullere Rettens dom, for så vidt bøden herved fastsættes til 3 mio. ECU. Da der imidlertid ikke er holdepunkter for at antage, at sagsbehandlingstiden har haft indflydelse på sagens udfald, finder Domstolen ikke grundlag for at annullere dommen i dens helhed, således som Baustahlgewebe nedlagde påstand om.
Domstolen finder, at et beløb på 50 000 ECU er en "passende kompensation" for den urimelig lange sagsbehandlingstid, og nedsætter derfor den oprindelige bøde til 2 950 000 ECU. I øvrigt forkaster Domstolen appellen.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet, www.curia.eu.int. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. (+ 352) 4303 3651 eller fax (+ 352) 4303 2500.