Gennemgangen af de sager, som de to retsinstanser i 1998 (768) har truffet afgørelse i, viser udviklingen i Domstolens samlede praksis. For at klargøre den væsentligste udvikling i denne retspraksis, eventuelle ændringer i eller de nødvendige præciseringer heraf, opdeles redegørelsen af dommene efter de vigtigste emner.
- Domstolen har for første gang behandlet unionsborgerskabet og fastslået, at en medlemsstats statsborgere, som lovligt har bopæl i en anden medlemsstat kan støtte ret på artiklen i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende unionsborgerskabet (Martinez Sala).
- Domstolen har ligeledes under henvisning til denne artikel fastslået, at en national lovgivning, hvis formål var at beskytte en sproglig minoritet, også fandt anvendelse på fællesskabsborgere, hvis sprog var det samme, som den sproglige minoritets, der var omfattet af beskyttelsen og som frit kunne bevæge sig og opholde sig i den pågældende provins (Bickel og Franz).
- Domstolen har fastslået, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentlige ansatte om forfremmelsesbetingelserne for ansatte i en offentlig institution, hvori der ikke tages hensyn til tilsvarende beskæftigelsesperioder tilbagelagt inden for samme beskæftigelsesområde i en anden medlemsstats offentlige tjeneste, var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling (Schöning-Kougebetopoulou).
- Derimod har Domstolen fastslået, at forskelle i beskatningen af arbejdstagere, der er bosat i en medlemsstat, men som arbejder i en anden medlemsstat, og som beror på fordelingen af den skattemæssige kompetence mellem to medlemsstater, ikke kan anses for forskelsbehandling (Gilly).
- Domstolen har endelig fastslået, at Den Franske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser ved at udelukke grænsearbejdere bosat i Belgien fra retten til tillægspensionspoint, når deres beskæftigelse er blevet afbrudt før tiden (Kommissionen mod Frankrig).
- I sagerne Decker og Kohl behandlede Domstolen foreneligheden med fællesskabsretten af en medlemsstats lovgivning, som kræver en særlig forudgående tilladelse for efter den pågældende stats satser at godtgøre briller indkøbt i en anden medlemsstat eller ikke hospitalsmæssige lægeydelser præsteret dér.
Domstolen fastslog, at den pågældende nationale lovgivning udgjorde en hindring for de frie varebevægelser og den fri udveksling af tjenesteydelser og kendte hindringerne ulovlige.
- Domstolen har vedrørende tekniske lovgivninger fastslået, at en manglende meddelelse til Kommissionen af tekniske bestemmelser indebar, at disse ikke kunne finde anvendelse men ikke gjorde anvendelsen af et produkt, der var i overensstemmelse med de ikke-meddelte nationale bestemmelser, ulovlig (Lemmens).
- Med hensyn til lægemidler og vedrørende de betingelser, der skal opfyldes af en ansøger i henhold til den forenklede procedure til markedsføringstilladelse, har Domstolen fastslået, hvilke kriterier der gælder for definitionen af de produkter, der kan være genstand for forenklede ansøgninger (Generics (UK)).
- Domstolen har fastslået, at bestemmelserne vedrørende den frie etableringsret er til hinder for bl.a., at oprindelsesstaten forhindrer, at en af dens statsborgere eller et selskab stiftet i henhold til dens lovgivning, etablerer sig i en anden medlemsstat. En sådan hindring kan være en følge af diskriminatorisk beskatning (ICI).
- Domstolen har fastslået, at den svenske lovgivning vedrørende beskatning af livsforsikringsopsparing, som indeholdt en ordning, der var forskellig, alt efter om selskaberne var etableret i eller uden for Sverige, var uforenelig med princippet om den fri udveksling af tjenesteydelser (SAFIR).
- I sagen Grant fandt Domstolen, at en arbejdsgivers afslag på at yde rejsebegunstigelse til arbejdstagerens samlever af samme køn, ikke udgjorde forskelsbehandling. Domstolen fastslog, at afslaget gjaldt uanset den pågældende arbejdstagers køn og undersøgte, om et samlivsforhold mellem personer af samme køn burde sidestilles med et ægteskab eller et samlivsforhold mellem personer af modsat køn under hensyntagen til fællesskabsretten, medlemsstaternes ret og retspraksis fra Den Europæiske Menneskehedsrettighedskommission. Domstolen fastslog, at der ikke forelå nogen sådan sidestilling, idet alene fællesskabslovgiver kan ændre situationen på området.
- Vedrørende beskyttelsen af gravide kvinder har Domstolen fastslået, at princippet om forbuddet mod forskelsbehandling krævede samme beskyttelse under hele barselsperioden, bl.a. såfremt afskedigelsen var baseret på fravær på grund af uarbejdsdygtighed som følge af en sygdom med oprindelse i svangerskabet (Brown), og har truffet afgørelse vedrørende visse forhold i en lønordning og de rettigheder, som kvinder kan gøre krav på under barselsorlov (Boyle).
- Konkret har Domstolen fastslået, at borgernes rettigheder bl.a. indebærer, at en arbejdsgiver ikke kan påberåbe sig en forældelsesfrist på to år over for en ansat, når arbejdsgiverens bedrag var årsagen til det søgsmål, som den ansatte anlagde for sent med henblik på at opnå anvendelse af princippet om ligeløn (Levez).
- Domstolen har afsagt en række domme vedrørende forbuddet mod aftaler, misbrug af en dominerende stilling samt vedrørende kontrollen med fusion mellem selskaber (teorien om "en svækket virksomhed", hvorefter Domstolen hovedsagelig tiltrådte Kommissionens opfattelse, og angav betingelserne for ikke at anse en fusion som en oprettelse eller en styrkelse af en dominerende stilling, Frankrig m.fl. mod Kommissionen).
- Domstolen har nærmere kunnet afgrænse Kommissionens forpligtelser vedrørende behandlingen af en klage og begrundelsen for dennes afvisning med hensyn til statsstøtte (Domstolen fastslog herved, at det er den afgørelse, hvorved Kommissionen meddeler medlemsstatens dens stillingtagen, som kan være genstand for et annullationssøgsmål fra en klager og ikke den skrivelse, som tilstilles denne, og hvori vedkommende oplyses herom; der foreligger intet grundlag for en forpligtelse for Kommissionen til at indlede drøftelser med klageren; Kommissionen er forpligtet til på tilstrækkelig vis at meddele klageren baggrunden for, at de faktiske retlige omstændigheder i klagen ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at der var tale om statsstøtte (Kommissionen mod Sytraval og Brink's Frankrig).
- Retten har afsagt en række domme inden for konkurrenceretten, bl.a. i sagerne "karton". Retten har klart herved fastslået de betingelser, hvorunder et selskab kan anses for ansvarlig for en samordnet praksis. Retten fastslog desuden, at bødenedslag i de af Kommissionen fastsatte bøder kun var begrundet, såfremt virksomhedens adfærd havde gjort det muligt for Kommissionen lettere at fastslå en overtrædelse og i givet fald at bringe den til ophør.
- Retten fastslog for første gang Kommissionens retsstridige passivitet med hensyn til statsstøtte: sidstnævnte havde ikke truffet afgørelse vedrørende to klager, som var indgivet vedrørende to tv-selskaber (Gestevisión Telecinco mod Kommissionen).
- Retten har vedrørende statsstøtte gennemgået formalitetsbetingelserne for et søgsmål, anlagt af en region. Retten fastslog, at Kommissionens afgørelse vedrørende støtte ydet af regionen Flandern til et luftfartsselskab, umiddelbart og individuelt påvirkede regionens stilling, idet denne blev afskåret fra at udøve sine selvstændige beføjelser på den måde, den ønskede, således at regionen hindredes i at yde støtte og forpligtedes til at ændre en lånekontrakt indgået med en virksomhed (Vlaams Gewest mod Kommissionen). Derimod fandt Retten ikke, at en fagforening var umiddelbart og individuelt påvirket af en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne erklærede en støtte uforenelig med fællesmarkedet (Comité d'entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen). Retten fandt ligeledes, at et spansk regionalt kollektiv heller ikke kunne anses for at være individuelt berørt af en forordning for Rådet om støtte til visse skibsværfter trods den almindelige interesse, som nævnte kollektivitet kunne have i udviklingen af økonomien og beskæftigelsessituationen.
- Retten annullerede på grund af formfejl en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne tillod de franske myndigheder at yde Air France støtte i form af kapitalforhøjelse under henvisning til, at beslutningen ikke var tilstrækkelig begrundet, bl.a. med hensyn til støttens følger for de konkurrerende luftfartsselskaber (British Airways m.fl. mod Kommissionen).
- Antallet af de domme, som Domstolen afsiger inden for dette område, er stigende, bl.a. som følge af de præjudicielle spørgsmål, de nationale retter forelægger, navnlig med hensyn til definitionen af "offentligretligt organ" under begrebet ordregivende myndighed, et vigtigt begreb ved bestemmelsen af fællesskabsordningen om offentligt udbud. Domstolen har fastslået, at et organ oprettet med henblik på udelukkende fremstilling af officielle offentlige dokumenter var et offentligretligt organ (Mannesmann), og som "alment behov", anset indsamling og behandling af husholdningsaffald (BFI Holding), hvorved begrebet almen interesse hører til et af de kriterier, som i fællesskabsretten er relevant for henførelse til gruppen offentligretlige organer. Domstolen har herved fastslået, at almenhedens behov kunne imødekommes ved private organer oprettet med henblik he rpå, uanset sådanne udøver andre former for virksomhed, hvoraf hovedparten har andre formål.
- De første sager inden for fællesskabsvaremærkeretten er blevet anlagt ved Retten med henblik på prøvelse af en afgørelse fra en af Afdelingerne i Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked.
- Domstolen fastslog vedrørende varemærkeretten, at der kan være risiko for forveksling hos kunderne mellem varer eller tjenesteydelser angivet ved to mærker, hvorfor den større adskillelsesevne ved det ældste mærke og dets renommé må tages i betragtning ved den beskyttelse, der skal indrømmes (Canon). Domstolen fastslog, at fællesskabskonsumptionen, hvorefter indehaveren af et varemærke ikke længere er beføjet til at forbyde dets anvendelse, når produkterne er blevet markedsført i Det Europæiske Økonomiske Samarbejde med indehaverens tilladelse, må fortolkes snævert, hvorved varemærkeindehaveren er beføjet til at opnå et forbud mod dets anvendelse i lande uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejde (Silhouette).
- Domstolen har ligeledes udtalt, at litterære og kunstneriske værker kan udnyttes kommercielt på anden måde end ved salg af de fysiske bærere, som de er fremstillet af, og at en særlig beskyttelse af retten til udlejning kan forekomme begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret (Metronome Musik).
- En indehaver af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmværk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat (FDV).
- Under sin afgørelse af gyldigheden af rammeaftalen om bananer med fire lande i Central- og Sydamerika, en rammeaftale, der var indgået efter GATT's underkendelse af Fællesskabets importordning, behandlede Domstolen i de konkrete sager den forskelsbehandling, som var forbeholdt erhvervsdrivende, og fastslog, at visse af disse forskelle i behandlingen var acceptable, eftersom de var en automatisk følge af den forskellige behandling af tredjelande, og at andre var uacceptable, bl.a. på området for visse erhvervsdrivendes fritagelse for ordningen med eksportlicenser (Tyskland mod Rådet).
- Domstolen har også behandlet Kommissionens udøvelse af sine beføjelser inden for sundhedspolitikken og deres forenelighed med fællesmarkedets krav. I sagerne vedrørende den såkaldte sygdom "kogalskab" fastslog Domstolen, at når der er usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er risiko for menneskers sundhed, må institutionerne kunne træffe beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at det fuldt ud påvistes, at der er risiko, og hvilket omfang denne har (National Farmers' Union; Det Forenede Kongerige mod Kommissionen).
- Domstolen fastslog her, at forpligtelserne i henhold til direktivet om beskyttelse af vilde fugle med hensyn til udlæggelse af særligt beskyttede områder, at medlemsstaterne er forpligtet til at udlægge disse områder under overholdelse af de fastsatte ornitologiske kriterier (Kommissionen mod Nederlandene).
- I en sag vedrørende afgift efter fremstillingsmetode af national elektricitet fremførte Domstolen miljømæssige betragtninger og fastslog, at en afgiftsmæssig forskelsbehandling af importeret elektricitet er forenelig med fællesskabsretten, såfremt de forskellige afgiftsordninger ikke fører til pålæggelse af en højere afgift på det tilsvarende importerede produkt (Outokumpu).
- Domstolen har præciseret betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål anlagt af en forening, hvis formål er forsvar af miljøet (Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen) eller af selskaber til prøvelse af kommissionsbeslutninger og fastslået, at det afgørende kriterium er, om der foreligger en umiddelbar indvirkning eller en umiddelbar og individuel interesse i afgørelsen vedrørende de påberåbte rettigheder (Dreyfus m.fl.).
- Vedrørende de nærmere regler for en præjudiciel procedure fastslog Domstolen, at muligheden for at forelægge præjudicielle spørgsmål kun består for organer, som udøver en dømmende judiciel myndighed (Victoria Film).
Domstolen fastslog ligeledes, at den ikke kunne træffe afgørelse ved en begrundet kendelse, når det forelagte spørgsmål var åbenbart identisk med et spørgsmål, som Domstolen allerede havde afgjort (Béton Express; Conata og Agrindustria).
- Domstolen har også delvis annulleret en dom fra Retten i Første Instans på grund af for lang sagsbehandlingstid. Domstolen henholdt sig herved til retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedskommission ved sin bedømmelse af spørgsmålet om en rimelig sagsbehandlingstid og dens påvirkning af tvistens udfald. Domstolen udtalte endvidere, at der ikke kan pålægges en frist for dommens afsigelsen efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Domstolen fastslog endvidere, at der heller ikke består nogen ret til indsigt i "sagens procesakter" (Baustahlgewebe mod Kommissionen).
- Endelig har Domstolen fastslået, at uopsættelighedskravet for afsigelse af en kendelse om udsættelse af fuldbyrdelse af en retsakt ikke kan udledes af skønnet hos den myndighed, hvis afgørelse anfægtes (Emesa Sugar mod Rådet og Emesa Sugar mod Kommissionen).
- Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne skal fastsætte de nærmere regler i deres interne retsorden for søgsmål til sikring af beskyttelse af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne. Det såkaldte "ækvivalensprincip" indebærer, at disse processuelle regler ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretsorden i henhold til det såkaldte princip om den "effektive virkning".
- Domstolen har i øvrigt haft lejlighed til at præcisere rækkevidden af dens dom i sagen Simenthal, hvori den havde udtalt, at nationale love ikke gyldigt kan udstedes i det omfang, de måtte være uforenelige med fællesskabsreglerne. Enhver anden national ret har pligt til at anvende fællesskabsretten fuldt ud og til at beskytte de rettigheder, som fællesskabsretten tillægger private, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov, hvad enten den er vedtaget før eller efter fællesskabsreglen (dom IN.CO.GE.'90).
- Domstolen har stadfæstet den tidligere praksis, hvorefter intet er til hinder for, at de nationale retter anvender en national retsbestemmelse ved afgørelsen af, om en rettighed i henhold til en fællesskabsbestemmelse er blevet misbrugt, såfremt de nationale retter ikke ved anvendelsen af en sådan national bestemmelse ændrer rækkevidden af den pågældende fællesskabsregel eller fortolker den i strid med de formål, den forfølger (Kefalas).
- Retten har i en dom i sagen Interporc mod Kommissionen dømt Kommissionen for ikke at have givet sagsøgeren indsigt i visse dokumenter, idet Kommissionen ikke havde givet nogen forklaring med henblik på at godtgøre forbindelsen mellem dokumenterne og den afgørelse, som blev påstået annulleret, hvilken forbindelse var begrundelsen for afslaget. Derimod frifandt Retten Kommissionen for et søgsmål, som var anlagt med henblik på annullation af Kommissionens beslutning, hvorved Kommissionen afslog at give indsigt i skrivelser, som Generaldirektoratet for Konkurrence havde rettet til de nationale retter (Van der Wal mod Kommissionen). Endelig har Retten fastslået, at den ikke var beføjet til at prøve lovligheden af retsakter inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender, og fastslog derefter, at den ikke kunne vurdere, om dokumenter vedrørende Europol, som Rådet n& aelig;gtede at tilstille svenske journalister, omfattedes af de undtagelser, som var påberåbt af hensyn til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed og fortroligheden af drøftelserne (Svenska Journalistförbundet mod Rådet).
- Traditionelle spørgsmål vedrørende valget af hjemmelen for fællesskabsretsakter har foranlediget Domstolen til at fastslå, at anvendelsen af EF-traktatens artikel 235 kun er mulig, såfremt ingen anden traktatbestemmelse giver fællesskabsinstitutionerne den fornødne kompetence til at udstede den pågældende retsakt (annullation efter påstand fra Europa-Parlamentet af en afgørelse fra Rådet om de transeuropæiske datanet).
- Domstolen har fastslået, at den var kompetent til at behandle indholdet af en fælles aktion vedtaget af Rådet inden for rammerne af tredje søjle i traktaten om Den Europæiske Union (bestemmelser om samarbejde om retlige og indre anliggender), som Kommissionen havde påstået annulleret. Domstolen tiltrådte ikke i denne sag Kommissionens argumentation om lufthavnstransit, men fastslog, at Rådet ikke havde tiltaget sig fællesskabskompetence.
- Domstolen fastslog ved pådømmelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, at de afgørelser, som Kommissionen traf med henblik på overholdelse af konkurrencereglerne, burde træffes af den samlede Kommission, og ikke udgjorde administrative eller forvaltningsmæssige foranstaltninger.
- I en sag, hvor Kommissionen havde ydet støtte til bekæmpelse af social udstødelse, fastslog Domstolen, at en basisretsakt, altså en afledt retsakt, som tillod udgiften, var nødvendig, medmindre der er tale om en ikke væsentlig EF-foranstaltning, og at det på dette område påhviler Kommissionen at godtgøre, at den planlagte aktion ikke var væsentlig (Det Forenede Kongerige mod Kommissionen).
|
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson tlf. 3651 (+352) 4303 3205 eller fax (+352) 4303 2500. |