Fællesskabets domstolsordnings funktion vil i den nærmeste fremtid blive præget af flere væsentlige udviklinger.
Således vil ikrafttrædelsen af Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, Amsterdam-traktaten og visse konventioner indgået inden for rammerne af Den Europæiske Unions tredje søjle (retlige og indre anliggender) medføre en stigning i antallet af sager, der anlægges ved Domstolen og Retten i Første Instans. Perspektivet af en udvidelse af Unionen kræver også en revision af bestemmelserne om institutionernes sammensætning og funktionsmåde.
Der synes derfor at være grund til at foretage overvejelser omkring Fællesskabets domstolsordnings fremtid i almindelighed og Fællesskabets retsinstansers funktionsmåde og sammensætning i særdeleshed. Dette er formålet med det dokument, Domstolen og Retten har udarbejdet.
I dokumentet redegør Domstolen og Retten først for, hvilke problemer der skal løses, for at Fællesskabets retsinstanser fortsat vil kunne udføre deres opgave på effektiv vis. Disse problemer vedrører først og fremmest stigningen i antallet af sager, den forlængelse af sagsbehandlingstiderne, der risikerer at følge heraf, og den forventede blokering af institutionens oversættelsestjeneste.
Som en skitse til en løsning nævnes tre grupper af overvejelser over for Rådet.
Domstolen foreslår for det første foranstaltninger, der allerede på nuværende tidspunkt kan træffes alene ved ændringer af procesreglementet, og som giver mulighed for en mere effektiv sagsbehandling.
Domstolen foreslår således, at der indføres en hasteprocedure eller en forenklet procedure for behandlingen af sager, der klart er uopsættelige. Afholdelsen af offentlige retsmøder kunne også begrænses, idet visse sager kunne afgøres alene på grundlag af en skriftlig forhandling.
For så vidt angår den præjudicielle procedure, hvorved de nationale retter søger at opnå Domstolens stillingtagen til de problemer, de bliver stillet over for i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsretten, ønsker Domstolen, at de nationale retter efter anmodning fra Domstolen over for denne skal kunne uddybe de forelagte spørgsmål. Domstolen nævner endvidere muligheden for oftere blot at træffe afgørelse ved kendelse i alle de tilfælde, hvor besvarelsen allerede følger af Domstolens praksis.
For det andet nævner Domstolen bestemte tiltag, der ikke sætter spørgsmålstegn ved den hidtidige struktur for Fællesskabets domstolsordning, men som ikke desto mindre forudsætter en ændring af de for institutionen gældende bestemmelser i traktaterne eller statutterne.
Den fremhæver i denne forbindelse først nødvendigheden af, at der gives Domstolen kompetence til selv at ændre sit procesreglement med henblik på at tilpasse det til udviklingen i de faktiske og retlige sammenhænge, det anvendes i.
Domstolen nævner også den idé at indføre en filtreringsordning for appelsager, der indbringes for Domstolen til prøvelse af Rettens afgørelser. Man kan navnlig forestille sig en sådan filtrering for så vidt angår sager, der allerede er blevet undergivet en første prøvelse, inden de blev indbragt for Retten, således som det er tilfældet med sagerne om EF-varemærker. Endvidere nævnes muligheden for en ændring af fremgangsmåden for behandlingen af personalesager, bl.a. ved oprettelse af interinstitutionelle klageinstanser.
Endelig henleder Domstolen opmærksomheden på sammenhængen mellem spørgsmålet om en forøgelse af antallet af dommere i forbindelse med fremtidige udvidelser og spørgsmålet om institutionens muligheder for at fungere. En væsentlig forøgelse af antallet af dommere kunne nemlig medføre, at Domstolens plenum overskrider den usynlige grænse, der er mellem en kollegial domstol og en rådslagende forsamling. En sådan udvikling kunne bringe sammenhængen i retspraksis i fare. Såfremt Domstolen kommer til at omfatte mere end 15 dommere, bør det tilkomme Domstolen selv at undersøge, hvilke organisatoriske foranstaltninger der vil kunne træffes for at fjerne denne risiko.
For det tredje beskæftiger Domstolen sig til sidst med domstolsordningens fremtid i almindelighed, idet den fremkommer med nogle mere overordnede overvejelser med henblik på den næste regeringskonference.
I relation til de langsigtede perspektiver for ordningen med præjudiciel forelæggelse understreger Domstolen, at alle nationale retter, uden hensyn til deres status, fortsat skal have mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Domstolen finder dog, at det bør overvejes at indføre en filtreringsordning med henblik på at udvælge de præjudicielle spørgsmål, der er så komplicerede eller vigtige, at de bør afgøres på fællesskabsplan.
Domstolen beskæftiger sig endelig med fordelene og ulemperne ved en "decentralisering" af den præjudicielle procedure. Der ville herved være tale om oprettelse af retsinstanser i de enkelte medlemsstater - med status som fællesskabsorganer eller som nationale organer - som skal behandle præjudicielle spørgsmål fra retter, der er undergivet deres stedlige kompetencområde.
På opfordring af Tyskland, der har formandskabet i Rådet, har Domstolens præsident, G.C. Rodríguez Iglesias, præsenteret alle disse forslag og overvejelser under samlingen i Rådet (justitsministrene) i Bruxelles den 27. og 28. maj 1999.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.
Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog på Domstolens hjemmeside på Internettet: www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson, på tlf. +352 4303 3651, fax +352 4303 2033.