PRESSE- OG INFORMATIONSAFDELINGEN

PRESSEMEDDELELSE nr. 45/99

22. juni 1999

SAG C-387/97

KOMMISSIONEN mod DEN HELLENSKE REPUBLIK

Første retsmøde vedrørende påstanden om at pålægge en medlemsstat en tvangsbøde


I medfør af artikel 228 EF (tidligere EF-traktatens artikel 171) kan Domstolen pålægge en medlemsstat bøde, hvis medlemsstaten ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom, hvor Domstolen har statueret traktatbrud.

Det er Kommissionen, det tilkommer at iværksætte en procedure efter artikel 228 EF (tidligere EF-traktatens artikel 171) og i givet fald at anlægge sag ved Domstolen. I denne forbindelse skal Kommissionen angive størrelsen af det faste beløb eller den tvangsbøde, som medlemsstaten alt efter omstændighederne skal betale.

Fastsættelsen af bødens størrelse afhænger af alvorligheden og varigheden af overtrædelsen samt nødvendigheden af at sikre, at det har en afskrækkende virkning.

Der er allerede anlagt flere sager ved Domstolen mod forskellige medlemsstater med påstand om tvangsbøder. En sag er blevet slettet af retslisten, og en anden er blevet hævet.

For tiden verserer TRE sådanne sager ved Domstolen (en mod Frankrig og endnu en mod Grækenland).

Den første mundtlige forhandling vedrørende denne sagstype vil finde sted den 29. juni 1999 i sagen C-387/97. Kommissionen anlagde sag i november 1997 og nedlagde påstand om, at Domstolen fastslår, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 171, idet den ikke har vedtaget de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Domstolens dom af 7. april 1992 i sag C-45/91. Kommissionen gør nærmere bestemt gældende, at Den Hellenske Republik ikke har opstillet og gennemført planer og programmer for at bortskaffe fast affald, og især giftigt affald, i Kania regionen, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger Den Hellenske Republik at betale en bøde på 24 600 euro om dagen fra dommens forkyndelse for Den Hellenske Republik.

Retten sættes af samtlige Domstolens medlemmer den 29. juni 1999, hvor parterne fremsætter deres argumenter.

Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson, tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.