Med henblik på at beskytte arbejdstagerne finder en mere gunstig social lovgivning i en medlemsstat anvendelse på enhver arbejdstager, der arbejder på medlemsstatens område. I øvrigt er det ikke berettiget, at værtsstaten pålægger virksomhederne at overholde yderligere sociale og administrative bestemmelser, når de arbejdstagere, der midlertidigt er udstationeret i det pågældende land, nyder en tilsvarende social beskyttelse i deres hjemland.
De franske byggevirksomheder Arblade og Leloup udførte arbejder i Belgien, og de udstationerede i denne forbindelse fra 1991 til 1993 arbejdstagere på de pågældende steder.
Under kontrolbesøg anmodede den belgiske arbejdsmarkedsinspektion om at få fremlagt forskellige arbejdsretlige dokumenter, som kræves efter den nationale lovgivning.
Arblade og Leloup mente ikke, at de havde pligt til at fremlægge de pågældende dokumenter, og der blev derfor rejst tiltale mod dem ved Tribunal correctionnel. De to virksomheder gjorde gældende, at de havde overholdt den franske lovgivning, og at de belgiske love og administrative bestemmelser i realiteten udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.
Tribunal correctionnel forelagde EF-Domstolen spørgsmål om de belgiske reglers forenelighed med fællesskabsretten.
Domstolen bemærker i dommen indledningsvis, at det forhold, at de omhandlede belgiske love er "ordens- og sikkerhedsforskrifter", ikke ændrer noget ved, at de skal være i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Domstolen erindrer om retspraksis vedrørende kravet om afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for tjenesteydere, der er etableret i en medlemsstat, og af enhver restriktion, der kan være en hæmsko for den virksomhed, der udøves af sådanne tjenesteydere, som lovligt præsterer tilsvarende ydelser i deres hjemland. Domstolen nævner bl.a., at social beskyttelse af arbejdstagere kan være et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en begrænsning af det grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser, hvorimod rent forvaltningsmæssige hensyn ikke kan begrunde en fravigelse.
Ifølge Domstolen kan medlemsstaterne (ved lovbestemmelser eller kollektive overenskomster) kræve betaling af mindstelønnen til arbejdstagere, der - eventuelt blot midlertidigt - er udstationeret på deres område, uanset i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren er etableret. Den pågældende forpligtelse er undergivet de nationale domstoles kontrol, og der kan træffes passende foranstaltninger til at sikre, at reglerne overholdes, men der kan kun være grundlag for en strafferetlig forfølgning, hvis de tilsidesatte bestemmelser er tilstrækkeligt klare og præcise.
Såfremt det kræves, at arbejdsgiveren betaler arbejdsgiverbidrag, skal de nationale domstole undersøge, om bidragene giver de pågældende arbejdstagere (de arbejdstagere, der er udstationeret i det land, hvor arbejderne udføres) ret til en social fordel, og om de ikke allerede i den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret, har en i det væsentlige tilsvarende beskyttelse. I modsat fald indebærer en sådan forpligtelse i realiteten, at virksomhederne ikke behandles på lige fod med arbejdsgivere, der er etableret i værtsmedlemsstaten, hvilket kan afholde dem fra at levere deres ydelser i denne stat. Det kan kun være berettiget at kræve betaling af sådanne bidrag, hvis dette kræves af enhver tjenesteyder, der udøver virksomhed på det nationale område.
Domstolen bemærker endelig, at Arblade og Leloup i Frankrig allerede er underkastet forpligtelser til at føre arbejdsretlige dokumenter for samme perioder og over for de samme arbejdstagere, der er om ikke identiske, så i hvert fald sammenlignelige med de i Belgien gældende forpligtelser. Forpligtelsen til at føre yderligere dokumenter i værtsmedlemsstaten udgør ifølge Domstolen en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, da den medfører udgifter og administrative byrder. Hensynet til at beskytte arbejdstagerne, bl.a. med hensyn til sundhed, kan ganske vist begrunde, at visse dokumenter skal holdes til rådighed på byggepladsen, således at det gøres lettere for værtsstatens myndigheder at udføre deres kontrol, men de nationale domstole skal undersøge, om den forfulgte målsætning ikke kan opfyldes ved, at der inden for en rimelig frist fremlægges lignende dokumenter, som føres i etableringsmedlemsstaten (eller kopi heraf på byggepladsen eller på et tilgængeligt sted).
Den hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, som et krav om at holde dokumenter til rådighed for de nationale kontrolmyndigheder kan udgøre, kan under alle omstændigheder aldrig være begrundet ud fra et ønske om generelt at gøre det lettere for den pågældende stats myndigheder at opfylde deres kontrolopgave (i det konkrete tilfælde er det ifølge Domstolen hverken berettiget, at de arbejdsretlige dokumenter skal opbevares i fem år på det nationale område, eller at de skal opbevares på en fysisk persons bopæl).
Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog.
Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson, på tlf. (+352) 43 03 3651 eller fax (+352) 43 03 2033.