Presse- og Informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE NR. 95/99

1. december 1999

Dom i de forenede sager T-125/96 og T-152/96

Boehringer Ingelheim Vetmedica GmbH og C.H. Boehringer Sohn mod Rådet

RETTEN FASTSLÅR, AT HENSYNET TIL BESKYTTELSEN AF DEN OFFENTLIGE SUNDHED GÅR FORUD FOR ALLE ANDRE HENSYN


Et rådsdirektiv, hvorefter der ikke må indgives beta-agonister i dyr, hvoraf kød og produkter er bestemt til konsum, kendes gyldigt

Selskabet Boehringer Ingelheim Vetmedica Gmbh (herefter "BI Vetmedica") fremstiller veterinærlægemidler, der indeholder clenbuterol, som er en beta-agonist. I 1995 solgte selskabet for mere end 13 mio. DEM af sådanne produkter i EU's medlemsstater.

Beta-agonister er stoffer, der anvendes ved behandling af luftvejsproblemer, såvel hos mennesker som hos dyr. Beta-agonister har imidlertid også anaboliske virkninger, der er beslægtet med dem, der forvoldes af væksthormoner. Såfremt de indgives i doser, der klart overstiger dem, der er tilladt med henblik på terapeutisk behandling, har de en "omfordelingseffekt", der indebærer, at forholdet kød/fedt i dyr forhøjes. Det antages således, at andelen af kød i et dyr kan øges fra 10% til 26%, mens andelen af fedt samtidig falder med 10%-30%.

De beta-agonister, der er tilladt i Det Europæiske Fællesskab, er produkter, der betragtes som sikre, såfremt de anvendes til terapeutiske formål. Såfremt de anvendes som vækstfremmende stoffer (med henblik på kunstig opfedning af dyr), kan de derimod indebære en sundhedsrisiko for mennesker, idet de f.eks. kan medføre, at pulsen stiger, at man får migræne, og at blodtrykket falder.

Efter at der var konstateret et betydeligt antal tilfælde af fødevareforgiftning i medlemsstaterne, udstedte Rådet i 1996 et direktiv, hvorefter der ikke må indgives beta-agonister i dyr, hvoraf kød og produkter er bestemt til konsum, idet der dog gælder undtagelser med hensyn til klart fastlagte terapeutiske formål.

CH Boehringer Sohn, der ejer BI Vetmedica, havde sammen med dette selskab nedlagt påstand om annullation af de generelle forbudsbestemmelser, idet de havde alvorlige økonomiske følger for sagsøgerne.

Retten tager bl.a. stilling til, om proportionalitetsprincippet er overholdt. I henhold til dette princip må EF-institutionernes retsakter ikke overskride, hvad der er nødvendigt og passende for virkeliggørelsen af de mål, som lovligt forfølges af de pågældende bestemmelser. Retten understreger, at de forvoldte ulemper ikke må stå i misforhold til det forfulgte mål.

Retten tilføjer, at betydningen af de formål, der forfølges med direktivet, nemlig hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed samt genopretningen af forbrugernes tillid, kan begrunde negative økonomiske virkninger for visse erhvervsdrivende. Retten bemærker endvidere, at henset til, at der i stigende omfang anvendes beta-agonister med henblik på kunstig opfedning af kvæg, og til, at det i forbindelse med gennemførelsen af kontrolforanstaltninger er vanskeligt at sondre mellem de tilfælde, hvor der er tale om misbrug, og de tilfælde, hvor en anvendelse med henblik på terapeutiske formål er lovlig, har fællesskabsinstitutionerne ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at et generelt forbud mod anvendelse af disse stoffer var den bedst egnede løsning, set ud fra hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed. Retten bemærker afslutningsvis, at hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed går forud for alle andre hensyn. Direktivet var således lovligt udstedt.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jessica Larsson på tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.