Bygningernes historik

da 
 

I forbindelse med drøftelserne af, om EKSF-institutionerne skulle have hjemsted i Liège eller i Bruxelles, blev Luxembourg i 1952 i sidste ende valgt som midlertidigt hjemsted. For så vidt angår Domstolen blev dette valg endeligt bekræftet under Edinburgh-topmødet i 1992, hvorved institutionernes hjemsted blev endeligt fastlagt.

I 1952 stillede den luxembourgske regering Villa Vauban, der er beliggende i byparken i Luxembourg, og to andre bygninger, som skulle huse de 57 ansatte, til rådighed for Domstolen.

La Villa Vauban 1952 - 1959Villa Vauban 1952-1959

I 1959 foreslog den luxembourgske regering Domstolen at flytte til en bygning tilhørende bispesædet i Luxembourg, som var beliggende i Côte d’Eich, og som var tilstrækkelig stor til at huse samtlige Domstolens tjenestegrene.

Côte d'Eich 1959 - 1972Côte d’Eich 1959-1972

Den personaleforøgelse, der fandt sted inden for samtlige fællesskabsinstitutioner, navnlig som følge af den første udvidelse af De Europæiske Fællesskaber i 1973, indebar imidlertid, at Luxembourg besluttede at bebygge Kirchberg-plateauet med henblik på at samle alle institutionerne på det samme sted. Det er på dette plateau, at Domstolen har fået sit endelige sæde.

I 1972 tog Domstolen med 223 ansatte det justitspalæ i brug, som den luxembourgske stat havde opført særligt til Domstolen på Kircherg-plateauet.

Dette Justitspalæ, der er tegnet af de belgiske arkitekter Jamagne og Vander Elst samt den luxembourgske arkitekt Conzemius, blev indviet den 9. januar 1973, og gjorde det muligt for Domstolens dommere og dens ansatte at benytte lokaler, der var tilpasset deres arbejdssituation.

Le Palais en 1973 Justitspalæet i 1973

Stigningen i antallet af ansatte ved Domstolen gav i 1979 anledning til pladsmangel. For at afhjælpe dette blev der lejet kontorlokaler i de andre fællesskabsinstitutioners bygninger. Domstolens behov voksede imidlertid på ny med tiltrædelsen af Grækenland (1981), Spanien, Portugal (1986), Østrig, Finland og Sverige (1995) samt i forbindelse med oprettelsen af Retten i Første Instans (1989). Antallet af ansatte fortsatte med at stige og steg fra 626 i 1988 til 837 i 1994.

Derfor blev der mellem 1985 og 1994 opført tre anneksbygninger til Justitspalæet, som blev tegnet af de luxembourgske arkitekter Fritsch, Herr og Huyberechts samt af den italienske arkitekt Paczowski: »Erasmus-bygningen« (indviet den 5.10.1988), »Thomas More-bygningen« (indviet den 12.2.1993) og endelig »Themis-bygningen« (indviet den 15.9.1994).

Forekomsten af asbest i Justitspalæet gjorde det i 1999 nødvendigt at tage bygningen ud af brug. Domstolen var på ny nødt til at anvende andre bygninger for at huse hele sit personale, herunder en præfabrikeret bygning – benævnt »T-bygningen« – for at opfylde sprogtjenesternes behov (fra 1999 til 2019).

Le bâtiment « T » »T-bygningen«

Sideløbende med arbejdet med at fjerne asbest fra Justitspalæet, og som følge af de behov, der opstod i forbindelse med den store udvidelse, som forventeligt ville finde sted i 2004, iværksatte Domstolen og de luxembourgske myndigheder et ambitiøst byggeprojekt.

På det tidspunkt, hvor dette nye projekt blev iværksat, skete der desuden en ændring af Unionens bygningspolitik. Indtil da var bygningerne blevet stillet til rådighed af værtslandet og i Domstolens tilfælde af de luxembourgske myndigheder. I lighed med, hvad der gjorde sig gældende for de øvrige institutioner, blev det besluttet, at Domstolen skulle erhverve ejendomsretten til alle sine lokaler. Domstolen forpligtede sig derfor til at blive ejer af sine bygninger ved hjælp af en leje/købsordning.

Efter anmodning fra de luxembourgske myndigheder tegnede den franske arkitekt Dominique Perrault et projekt, der var centreret omkring det renoverede Justitspalæ og et offentligt tilgængeligt område, hvor retssalene i dag findes. Omkring Justitspalæet blev der opført en rektangulær »ring«, som skulle huse dommerkabinetter. Derudover blev der som led i det nye arkitektprojekt opført to tårne, der skulle huse Domstolens tjenestegrene, og et galleri, som skulle forbinde alle bygningerne i komplekset.

Arbejdet med opførelsen af dette projekt blev påbegyndt i slutningen af 2003. Den 1. maj 2004 tiltrådte ti nye stater Den Europæiske Union. Ankomsten af personale fra disse ti nye medlemsstater gjorde det nødvendigt at foretage ændringer af den logistiske indretning: Det blev på ny nødvendigt midlertidigt at leje en bygning uden for komplekset og at foretage en udvidelse af T-bygningen (»T 2«) med henblik på at huse juristlingvisterne fra de nye medlemsstater.

Renoveringen af Justitspalæet og opførelsen af Ringen, Galleriet og de to tårne blev afsluttet i slutningen af 2008 og indviet den 4. december samme år. Komplekset blev således udvidet fra ca. 85 000 m² til ca. 200 000 m², antallet af retssale steg fra 5 til 11, og antallet af kontorer steg fra 1 000 til 2 200.

Ibrugtagningen af disse bygninger gjorde det muligt for Domstolen at renovere Erasmus-, Thomas- More og Themis-bygningerne, før de på ny kunne tages i brug i 2013.

I mellemtiden førte udvidelsen af Den Europæiske Union med Rumænien, Bulgarien (2007) og Kroatien (2013) til en stigning i Domstolens judicielle virksomhed og en forøgelse af antallet af dommere og ansatte (yderligere tre generaladvokater ved Domstolen (2015) og en gradvis fordobling af antallet af dommere ved Retten fra 2016).

For at håndtere denne stigning blev arbejdet med at opføre et tredje tårn iværksat i 2016.

Rocca-tårnet er med 29 etager og en højde på 118 meter den højeste bygning i Luxembourg.

Med indvielsen af Rocca-tårnet i september 2019 er samtlige Domstolens tjenestegrene på ny samlet i et enkelt ejendomskompleks.

Vue sur l’ensemble des bâtiments prise du nord-ouest