Sammensætningen

Beføjelserne

Sagsbehandlingen

Retspraksis

Sammensætningen

Retten er sammensat af to dommere fra hver medlemsstat. Dommerne udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst efter høring af et udvalg, som har til opgave at udtale sig om kandidaternes egnethed. De udnævnes for et tidsrum af seks år og kan genudnævnes. De udpeger af deres midte deres præsident for tre år. De udnævner en justitssekretær for et tidsrum af seks år.

Dommerne udøver deres funktioner upartisk og i fuld uafhængighed. I modsætning til Domstolen råder Retten ikke over faste generaladvokater. Denne funktion kan imidlertid undtagelsesvis betros en dommer.
Sagerne for Retten behandles i afdelinger sammensat af tre eller fem dommere, eller den sættes i visse tilfælde med én dommer. Den kan også træde sammen i en stor afdeling (femten dommere), når sagens juridiske problemer eller betydning kræver det. Formændene for afdelingerne sammensat af fem dommere vælges blandt dommerne for en periode af tre år. Retten har eget justitskontor, men støtter sig til institutionens administrative tjenestegrene og sprogtjeneste med hensyn til dens øvrige behov.

Beføjelserne

Retten er beføjet til at påkende:

• Direkte søgsmål anlagt af fysiske eller juridiske personer til prøvelse af EU-institutionernes og EU-organernes retsakter (som de er adressater for, eller som berører dem umiddelbart og individuelt) eller af regelfastsættende retsakter (der berører dem umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger) eller til prøvelse af det forhold, at disse institutioner eller organer har undladt at handle. Der kan f.eks. være tale om en sag anlagt af en virksomhed til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, som pålægger virksomheden en bøde.
• Søgsmål fra medlemsstaterne mod Kommissionen.
• Søgsmål fra medlemsstaterne mod Rådet vedrørende retsakter vedtaget på området for statsstøtte, foranstaltninger af handelsbeskyttelsesmæssig karakter (»dumping«) og retsakter, ved hvilke Rådet udøver gennemførelsesbeføjelser.
• Søgsmål om erstatning for skade forvoldt af EU-institutionerne eller deres ansatte.
• Søgsmål på grundlag af kontrakter indgået af Den Europæiske Union, som udtrykkeligt indeholder en klausul om Rettens kompetence.

• Søgsmål anlagt vedrørende området for intellektuelle ejendomsrettigheder mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) eller mod EF-Sortsmyndigheden (CPVO).
• Tvister mellem Den Europæiske Unions institutioner og deres ansatte vedrørende arbejdsforhold og den sociale sikringsordning.

Rettens afgørelser kan inden for en frist af to måneder gøres til genstand for en appel til Domstolen, der er begrænset til retsspørgsmål.

Sagsbehandlingen

Retten har sit eget procesreglement. Principielt omfatter sagsbehandlingen en skriftlig og en mundtlig del.
En skriftligt udfærdiget stævning fra en advokat eller en befuldmægtiget indleder sagsbehandlingen. De væsentlige punkter i sagen offentliggøres i en meddelelse udfærdiget på samtlige officielle sprog i Den Europæiske Unions Tidende. Justitssekretæren forkynder stævningen for modparten, som råder over en frist på to måneder til at indgive svarskrift. I direkte søgsmål har sagsøgeren i princippet mulighed for at afgive en replik inden for en fastsat frist, som sagsøgte kan besvare ved en duplik.

Enhver person og ethvert EU-organ, som godtgør at have en interesse i sagens afgørelse ved Retten, samt medlemsstaterne og EU-institutionerne kan intervenere i sagen. Intervenienten afgiver et indlæg, som enten støtter eller imødegår en af parternes påstande, og dette indlæg kan parterne herefter tage stilling til. I løbet af sagens eventuelle mundtlige del afholdes der et offentligt retsmøde. Herunder kan dommerne stille spørgsmål til parternes repræsentanter. Den refererende dommer sammenfatter i en retsmøderapport de påberåbte faktiske omstændigheder, den enkelte parts argumentation og eventuelt intervenienternes argumentation. Dette dokument stilles til offentlighedens rådighed på processproget.

Dommerne voterer herefter på grundlag af et domsudkast udfærdiget af den refererende dommer, og dommen afsiges i offentligt retsmøde.

Sagsbehandlingen ved Retten er gratis. Derimod betaler Retten ikke salær til advokater med ret til at møde ved en retsinstans i en medlemsstat, som parterne er pligtige at lade sig repræsentere af. Imidlertid kan der ydes retshjælp til enhver person, som ikke er i stand til at betale omkostningerne ved sin sag.

Sager om foreløbige forholdsregler

Sagsanlæg ved Retten bevirker ikke, at gennemførelsen af den anfægtede retsakt udsættes. Retten kan imidlertid anordne udsættelse af retsaktens gennemførelse eller foreskrive andre foreløbige forholdsregler. Rettens præsident eller i påkommende tilfælde vicepræsidenten træffer - med sin kompetence i denne særlige form for sager - afgørelse om begæringen herom ved en begrundet kendelse.

Foreløbige forholdsregler anordnes alene, såfremt tre betingelser er opfyldt:

1) Hovedsagen skal ikke umiddelbart synes at savne fornødent grundlag.
2) Den, som begærer foreløbige forholdsregler, skal godtgøre uopsætteligheden af foranstaltningerne, uden hvilke han ville kunne udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab.
3) De foreløbige forholdsregler tager hensyn til afvejningen af parternes interesser og almene hensyn.

Kendelsen har midlertidig karakter og foregriber på ingen måde Rettens afgørelse i hovedsagen. I øvrigt kan den appelleres til Domstolen.

Den fremskyndede procedure

Denne sagsbehandlingsform tillader Retten hurtigt at træffe afgørelse om realiteten i sager med uopsættelighed. Den fremskyndede procedure kan begæres af sagsøgeren eller af sagsøgte. Retten kan ligeledes træffe afgørelse herom ex officio.

Retspraksis

Miljø og forbrugere

EU forbyder markedsføring af sælprodukter, medmindre de stammer fra inuitternes traditionelle jagt, og bidrager til deres underhold. I 2013 stadfæstede Retten dette forbuds gyldighed. Den udtalte således, at henset til de forskellige regler, der er vedtaget af medlemsstaterne på området for handel med sælprodukter, havde EU ret til at harmonisere reglerne for markedsføring af disse produkter for at undgå forstyrrelser under samtidig hensyntagen til dyrevelfærd.

Inuit Tapiriit Kanatami mod Kommissionen, T-526/10, 25. april 2013

På EU’s område kan genmodificerede organismer (GMO) kun markedsføres, såfremt de er omfattet af en tilladelse. I 2010 gav Kommissionen tilladelse til at markedsføre den genmodificerede kartoffel Amflora efter at have modtaget en videnskabelig udtalelse, som anførte, at denne kartoffel hverken frembød nogen risiko for menneskers sundhed eller for miljøet. Retten annullerede Kommissionens tilladelse på grund af processuelle fejl, idet denne sidstnævnte faktisk havde undladt at forelægge udkastet til tilladelsen for de relevante udvalg.

Ungarn mod Kommissionen, T-240/10, 13. december 2013

Fri udveksling af tjenesteydelser

I henhold til EU-retten skal begivenheder, som en medlemsstat vurderer er af væsentlig samfundsmæssig interesse, kunne transmitteres ikke alene på betalings-tv, men også på gratis fjernsyn. I 2011 fastslog Retten, at en medlemsstat kan stille krav om transmission på gratis fjernsyn af alle fodboldkampene fra VM og EM. Retten begrundede denne afgørelse med offentlighedens ret til information og nødvendigheden af at sikre en bred offentlig adgang til TV-transmissionerne af disse begivenheder.

FIFA mod Kommissionen, T-385/07, 17. februar 2011

EU-institutionernes ret

I 2007 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på EU- institutionernes rekruttering af kontraktansatte. Disse opslag var alene affattet på tysk, engelsk og fransk. Retten annullerede indkaldelsen som følge af sproglig forskelsbehandling med den begrundelse, at offentliggørelsen på tre sprog forhindrede visse mulige ansøgere i at få kendskab til indkaldelsen og favoriserede tysk-, engelsk- og fransktalende ansøgere.

Italien mod Kommissionen, T-205/07, 3. februar 2011

Varemærker – intellektuel og industriel ejendomsret

I 2012 fastslog Retten, at tegnet VIAGUARA ikke kunne registreres som EF-varemærke for drikkevarer på grund af varemærket VIAGRA, der er registreret for lægemidler. Selv om Retten medgav, at drikkevarer og lægemidler er forskellige produkter, var den af den opfattelse, at tegnet VIAGUARA kunne drage utilbørlig fordel af varemærket VIAGRA’s renommé, idet forbrugeren således ville være tilbøjelig til at købe drikkevarerne i den tro, at de indeholdt egenskaber lig dem, der findes i lægemidlet (navnlig øget kønsdrift).

Viaguara mod KHIM, T-332/10, 25. januar 2012

Selskabet Apple Corps, der blev oprettet af den berømte rockgruppe »The Beatles«, rejste indsigelse mod registreringen af ordet »BEATLE« for elektriske køretøjer til personer med nedsat mobilitet. Retten gav selskabet medhold, idet den fandt, at ordet »BEATLE« kunne drage utilbørlig fordel af renomméet og den vedvarende tiltrækning, som varemærkerne (THE) BEATLES, der ejes af Apple Corps, har. Personer med nedsat mobilitet ville nemlig kunne blive tiltrukket af det meget positive image om frihed, ungdom og mobilitet, der er forbundet med Apple Corps’ varemærker.

You-Q mod KHIM, T-369/10, 29. marts 2012

I 2010 ønskede Monaco at beskytte det internationale varemærke »MONACO« inden for EU, hvilket blev afslået, bl.a. for tjenesteydelserne underholdningsvirksomhed, sport og indkvartering. Retten stadfæstede denne afgørelse, idet udtrykket MONACO navnlig på grund af fyrstefamiliens berømmelse, tilrettelæggelsen af et formel 1-grand prix og en cirkusfestival henviser til et geografisk område og er rent beskrivende for oprindelsen eller den geografiske destination for de omhandlede tjenesteydelser. Det kan således ikke beskyttes som varemærke inden for EU.

MEM mod KHIM (MONACO), T-197/13, 15. januar 2015

Konkurrence

I 2004 pålagde Kommissionen Microsoft en bøde på 497 mio. EUR, idet den fandt, at dette selskab havde misbrugt sin dominerende stilling ved i årevis at have afslået at offentliggøre oplysninger til sine konkurrenter, der kunne gøre det muligt at udvikle og distribuere alternative løsninger, der var kompatible med Windows. Retten stadfæstede bøden i en dom fra 2007. I 2008 pålagde Kommissionen Microsoft en tvangsbøde på 899 mio. EUR for sin tøven med at gennemføre afgørelsen fra 2004 og offentliggøre de omhandlede oplysninger til sine konkurrenter inden for den fastsatte frist og for et rimeligt vederlag. Retten stadfæstede Kommissionens analyse, men fastsatte tvangsbøden til 860 mio. EUR under hensyntagen til den omstændighed, at Kommissionen midlertidigt havde tilladt Microsoft at fortsætte en vis praksis.

Microsoft mod Kommissionen, T-201/04, 17. september 2007, og T-167/08, 27. juni 2012

I 2009 pålagde Kommissionen det tyske selskab E.ON og det franske selskab GDF Suez to bøder på 553 mio. EUR hver. Kommissionen kritiserede selskaberne for at have indgået en ulovlig aftale, som forbød dem hver især at sælge rørledningsgas fra Rusland til Tyskland og Frankrig på den anden parts nationale marked. Retten stadfæstede Kommissionens analyse, men fastsatte hver bøde til 320 mio. EUR under hensyntagen til en fejl begået af Kommissionen for så vidt angår varigheden af den uformelle aftale (som havde varet et år mindre end Kommissionen hævdede).

E.ON Energie AG mod Kommissionen, T-360/09, og GDF Suez mod Kommissionen, T-370/09, 29. juni 2012

Kollektive forvaltningsselskaber forvalter ophavsmænds rettigheder til bl.a. musikværker. De tildeler følgelig de kommercielle brugere, der anmoder herom, retten til at udnytte værkerne mod vederlag. I 2008 fandt Kommissionen, at 24 selskaber af denne type havde begrænset konkurrencen ved at begrænse udstedelsen af licenser til udnyttelse af visse musikværker til alene at omfatte deres nationale territorium. Retten underkendte Kommissionens analyse på grund af manglende beviser, og fordi den territoriale begrænsning af licenserne kunne forklares på baggrund af nødvendigheden af en effektiv bekæmpelse af uautoriseret udnyttelse af musikværker.

CISAC mod Kommissionen, T-442/08, 12. april 2013

I 2011 fandt Kommissionen, at den af Microsoft planlagte fusion med henblik på at tage kontrol over Skype var forenelig med EU-retten. To af Skype’s konkurrenter havde lagt sag an ved Retten med henvisning til de konkurrencebegrænsende virkninger den påtænkte fusion ville forårsage. Retten stadfæstede imidlertid Kommissionens afgørelse. Den fastslog, at fusionen hverken begrænsede konkurrencen på markedet for offentlig internetkommunikation eller på markedet for internetkommunikation for virksomheder.

Cisco Systems og Messagenet mod Kommissionen, T-79/12, 11. december 2013

Statsstøtte

I Østrig bærer samtlige elforbrugere statens omkostninger med henblik på at støtte produktionen af grøn elektricitet. I 2008 planlagde den østrigske stat at sætte et loft for udgiftsafholdelsen for energiintensive virksomheder. Kommissionen var imidlertid af den holdning, at dette loft udgjorde en statsstøtte, som var uforenelig med EU-retten. Retten gav Kommissionen medhold, idet den fastslog, at et sådan loft udgjorde en slags fritagelse fra en skattelignende afgift, som gav visse virksomheder en fordel til skade for andre, uden at denne forskelsbehandling kunne begrundes henset til det efterstræbte formål. Desuden var denne støtte ikke forenelig med retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse.

Østrig mod Kommissionen, T-251/11, 11. december 2014

ING er et nederlandsk finansinstitut for bankforsikring. I forbindelse med finanskrisen gav Nederlandene selskabet støtte i form af kapitaltilførsel, for hvilket betingelserne vedrørende tilbagebetalingen ændrede sig med tiden. Kommissionen fandt, at disse nye betingelser udmøntede sig i en supplerende statsstøtte på 2 mia. EUR. Retten vurderede imidlertid, at det ikke kunne fastslås, at der var tale om statsstøtte, idet Kommissionen ikke havde undersøgt, om en privat investor, der befandt sig i den samme situation, som den nederlandske stats, ville have afvist at foretage en sådan ændring af betingelserne for tilbagebetaling og således give en sådan supplerende fordel.

Nederlandene mod Kommissionen, T-29/10, T-33/10, 2. marts 2012

Det italienske luftfartsselskab, Alitalia, der befandt sig i alvorlige finansielle vanskeligheder, blev i 2008 tildelt et lån på 300 mio. EUR af den italienske stat, og denne sidstnævnte besluttede ydermere at afhænde sine interesser i selskabet. Kommissionen betragtede lånet til Alitalia som ulovligt (idet en privat investor, der befandt sig i samme situation, ikke ville have givet lånet), men tillod salget af aktierne, forudsat at dette fandt sted til markedsprisen. I betragtning af, at Alitalia havde modtaget statsstøtte, der ikke var forenelig med EU-retten, indbragte Ryanair sagen for Retten, som stadfæstede Kommissionens analyse på alle punkter.

Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, 28. marts 2012

Landbrug

I 2011 gjorde Kommissionen det obligatorisk at foretage en mærkning af citrusfrugter, som efter høsten er genstand for en forarbejdning med konserveringsmidler og andre kemiske stoffer. Ved Retten nedlagde Spanien påstand om annullation af denne forpligtelse med den begrundelse, at forpligtelsen alene ramte producenterne af citrusfrugter – og ikke producenterne af andre frugter, der forarbejdes efter høsten – og således var udtryk for forskelsbehandling. Retten fandt imidlertid, at i modsætning til disse andre frugter (bananer, vandmeloner, meloner), kan skrællen fra citrusfrugter anvendes i madlavning, hvorfor pligten til mærkning uden forskelsbehandling sikrer et ensartet og højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

Spanien mod Kommissionen, T-481/11, 13. november 2014

Folkesundhed

Orphacol er et lægemiddel, der har til formål at behandle sjældne, men alvorlige leversygdomme, der kan resultere i spædbørnsdød. I 2009 anmodede de franske laboratorier CTRS Kommissionen om tilladelse til at markedsføre dette lægemiddel, hvilket Kommissionen afslog, da CTRS ikke havde fremlagt resultater fra kliniske forsøg. Retten annullerede denne afgørelse, idet den fandt, at CTRS i henhold til de gældende bestemmelser ikke var forpligtet til at fremlægge sådanne resultater, eftersom lægemidlets virksomme stoffer har fundet almindelig anerkendt anvendelse i mindst ti år i EU.

Laboratoires CTRS mod Kommissionen, T-301/12, 4. juli 2013

EU's eksterne forbindelser

Restriktive foranstaltninger eller »sanktioner« er et vigtigt udenrigspolitisk redskab, hvorved EU tilsigter at bevirke en ændring i et lands politik eller adfærd. De kan være i form af våbenembargoer, indefrysning af aktiver, forbud mod indrejse og transat på EU’s territorium, forbud mod import og eksport, osv. De kan være rettet mod regeringer, selskaber, fysiske personer og grupper eller organisationer (som eksempelvis terroristgrupper).

Ud over terrororganisationer som Al-Qaeda, har omkring tredive lande allerede været genstand for sanktioner fra Rådet for Den Europæiske Union, herunder bl.a. Afghanistan, Hviderusland, Elfenbenskysten, Egypten, Iran, Libyen, Rusland, Syrien, Tunesien, Ukraine og Zimbabwe.

Eyad Makhlouf (fætter til Bachar Al Assad) fik sine midler indefrosset af Rådet, fordi han var bror til Rami Makhlouf (en af de mest magtfulde syriske forretningsmænd) og en officer i efterretningstjenesten, som var involveret i undertrykkelsen af den syriske civilbefolkning. Retten stadfæstede indefrysningen, idet den fastslog, at Eyad Makhlouf ikke havde fremlagt beviser, der kunne afkræfte, at han støttede det syriske regime. Desuden var Eyad Makhloufs ret til forsvar ikke blevet tilsidesat, da han var i stand til at forsvare sig effektivt mod Rådet.

Makhlouf mod Rådet, T-383/11, 13. september 2013

I 2010 blev det iranske selskab Fulmen og selskabets direktør genstand for en indefrysning af midler, da de ifølge Rådet var involveret i installation af eludstyr på et hemmeligt anlæg, der var knyttet til det iranske nukleare program. Retten annullerede indefrysningen, idet den fandt, at Rådet havde støttet sig på uunderbyggede påstande, og derfor ikke havde bevist Fulmens og selskabets direktørs medvirken på det omhandlede anlæg. Retten fastslog, at Rådet var forpligtet til at fremlægge sådanne beviser.

Fulmen og Fereydoun Mahmoudian mod Rådet, T-439/10 og T-440/10, 21. marts 2012

Den økonomiske politik

De »centrale modparter« er finansieringsinstitutter, der står for clearing af visse transaktioner ved varetagelsen af parternes kreditrisiko. I 2011 pålagde ECB de centrale modparter, som handler i euro, at befinde sig i et land inden for euroområdet. Det Forenede Kongerige, der ikke er en del af dette område, nedlagde påstand om annullation af denne pligt, for så vidt som den straffer de britiske centrale modparter. Retten gav Det Forenede Kongerige medhold, idet den fandt, at ECB ikke var kompetent til at pålægge et sådant beliggenhedskrav.

Det Forenede Kongerige mod ECB, T-496/11, 4. marts 2015

Aktindsigt

I 2009 fremsatte den nederlandske europaparlamentariker Sophie Int’ Veld begæring for Rådet om aktindsigt i en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste vedrørende indledningen af forhandlinger mellem EU og USA om den fremtidige SWIFT-aftale (aftale, der giver de amerikanske myndigheder tilladelse til at få adgang til europæiske bankoplysninger i forbindelse med terrorbekæmpelse). Rådet afslog at give aktindsigt i denne udtalelse i sin helhed. Retten annullerede delvist dette afslag (nemlig alt det, der ikke vedrørte aftalens specifikke indhold og forhandlingsdirektiverne), da den fandt, at Rådet – i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt udbredelsen af de omhandlede elementer kunne begrundes i en tungtvejende offentlig interesse – ikke på baggrund af konkrete elementer havde bevist, at der var risiko for at skade beskyttelsen af den juridiske rådgivning, eller havde taget hensyn til den omstændighed, at den omhandlede udtalelse vedrørte det særlige område for beskyttelse af personoplysninger.

In’t Veld mod Rådet, T-529/09, 4. maj 2012