KOHLL-DOMMEN OG DECKER-DOMMEN FRA 1998

Kohll-dommen: intet krav om forhåndstilladelse til planlagte ambulante behandlinger i en anden medlemsstat

I 1994 ønskede den luxembourgske statsborger, Raymond Kohll, at hans mindreårige datter blev behandlet af en tandlæge, der var etableret i Tyskland, og anmodede om tilladelse fra den luxembourgske sygekasse. Denne gav ham afslag med den begrundelse, at behandlingen ikke var uopsættelig og kunne gives i Luxembourg. Raymond Kohll påberåbte sig den frie udveksling af tjenesteydelser (og ikke forordning nr. 1408/71), idet han var af den opfattelse, at han havde ret til at få sin datter behandlet i Tyskland uden forhåndstilladelse og til at ansøge om refusion af udgifterne hos sin sygekasse, ikke ifølge satserne i behandlingslandet (Tyskland), men ifølge de satser, der anvendtes for denne type behandling i det land, hvor han var forsikret (Luxembourg).

Domstolen fastslog, at en behandling, der foretages af en person, der er fagligt ansvarlig inden for sundhedspleje, skulle anses for en tjenesteydelse. Under disse omstændigheder udgør den omstændighed at betinge en godtgørelse af en ambulant behandling, med de satser, der anvendes i patientens land, af en forhåndstilladelse en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som en sådan tilladelse afholder de socialt sikrede fra at benytte tjenesteydelser på sundhedsområdet fra personer, der er etableret i en anden medlemsstat. Domstolen bemærker i øvrigt, at disse bestemmelser hverken er begrundet med en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt eller ud fra hensyn til den offentlige sundhed (28.4.1998, Kohll, C-158/96).

Decker-dommen: intet krav om forhåndstilladelse til køb af receptpligtige lægeartikler eller receptpligtigt medicinsk udstyr i en anden medlemsstat

En patient kan få ordineret lægemidler eller medicinsk udstyr af en læge i en medlemsstat og beslutte at indkøbe produkterne på et apotek i en anden medlemsstat (enten ved fysisk at tage dertil eller ved køb pr. postordre). Dette var tilfældet med Nicolas Decker, som i 1992 købte briller til sig selv i Belgien efter ordination fra en øjenlæge i Luxembourg. Den luxembourgske sygekasse afslog at godtgøre brillerne med den begrundelse, at dette køb var foretaget i udlandet uden forhåndstilladelse.

Domstolen fastslog, at et afslag på at godtgøre lægeartikler, der er købt uden forhåndstilladelse i en anden medlemsstat, udgør en uberettiget hindring for de frie varebevægelser, for så vidt som et sådant krav ikke er begrundet af hensyn til den offentlige sundhed med henblik på at sikre kvaliteten af de lægeartikler, der leveres i andre medlemsstater. Herefter kan patienter uden forhåndstilladelse købe deres lægeartikler eller medicinske udstyr i en anden medlemsstat og ansøge om godtgørelse heraf hos deres sygekasse ifølge de satser, der anvendes i deres eget land (28.4.1998, Decker, C-120/95).