Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering

I 2015 fastslog Domstolen, at en permanent udelukkelse af homoseksuelle og biseksuelle mænd fra at donere blod kan udgøre forskelsbehandling, medmindre det er videnskabeligt bevist, at der for disse personer findes en høj risiko for at pådrage sig alvorlige infektionssygdomme som f.eks. HIV, og at proportionalitetsprincippet ikke var blevet overholdt. En medlemsstat kan således ikke foreskrive en permanent udelukkelse af disse personer uden at undersøge, om der findes andre mindre bebyrdende, men lige så effektive metoder, som gør det muligt at påvise tilstedeværelsen af HIV i blodet, selv om der findes en periode efter en virusinfektion, hvorunder de biologiske markører, der anvendes i forbindelse med screening af donationer, forbliver negative på trods af, at donoren er smittet (»vinduesperiode«). Desuden vil et spørgeskema og en personlig samtale med donoren eventuelt kunne påvise risikoadfærd mere præcist (dom af 29.4.2015, Léger, C-528/13).

Domstolen har endvidere fastslået, at en arbejdstager, der har indgået en civil socialpagt med sin partner af samme køn, skal have de samme fordele, som heteroseksuelle arbejdstagere får i forbindelse med deres indgåelse af ægteskab, såsom særlig ferie og et løntillæg, når ægteskab ikke er tilladt for homoseksuelle par, og den civile socialpagt har den samme juridiske værdi som ægteskab med hensyn til denne særlige ferie (dom af 12.12.2013, Hay, C-267/12).