RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

27. april 2009

Sag T-272/08 P

R

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – personalesag – tjenestemænd – appelfrist – begyndelsestidspunkt for beregning af fristen – forsinkelse – åbenbart, at appellen skal afvises«

Angående: Appel iværksat til prøvelse af kendelse afsagt den 6. marts 2008 af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling), R bis mod Kommissionen (sag F-105/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen afvises. R bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – forkyndelser – forkyndelse pr. telefax – adressatens telefax defekt – fremsendelse ved postvæsenet ledsaget af telefonisk underretning

(Personalerettens procesreglement, art. 99, stk. 1, første led, og art. 99, stk. 2)

2.      Retspleje – forkyndelser – forkyndelse pr. telefax – adressatens telefax defekt – fremsendelse ved postvæsenet uden telefonisk underretning

(Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 4)

3.      Retspleje – forkyndelser – fremsendelse ved postvæsenet – uigendrivelig karakter af den formodning, der er fremkaldt ved artikel 99, stk. 2, i Personalerettens procesreglement

(Personalerettens procesreglement, art. 99, stk. 2)

4.      Retspleje – frister – fristernes udløb – force majeure – begreb

(Statutten for Domstolen, art. 45 og bilag I, art. 9, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 99, stk. 2)

1.      Når appellanten ikke har valgt adresse i Luxembourg under sagen for Personaleretten, men har angivet et telefaxnummer samt et telefonnummer med henblik på forkyndelser under sagen, skal forskriftsmæssig forkyndelse af Personalerettens dom eller kendelse, hvorved sagen afsluttes, i henhold til artikel 99, stk. 1, første led, og artikel 99, stk. 2, i Personalerettens procesreglement anses for at være sket på den dato, der er påført modtagelsesbeviset til den rekommanderede fremsendelse af en bekræftet kopi af denne dom eller kendelse, såfremt appellanten i overensstemmelse med artikel 99, stk. 2, i Personalerettens procesreglement er blevet underrettet af Personalerettens Justitskontor om denne fremsendelse, og vedkommende ikke inden for en frist på tre uger fra underretningen har meddelt Justitskontoret, at forkyndelsen ikke er nået frem til ham. Den omhandlede underretning kan foretages telefonisk ved anvendelse af det telefonnummer, som appellanten har angivet, når alle de forsøg, som Personalerettens Justitskontor har gjort, på at fremsende den pågældende underretning til en defekt telefax, som appellanten har angivet med henblik på forkyndelse, viser sig frugtesløse, og appellanten ikke afhjælper denne defekt efter at have fået meddelelse herom.

(jf. præmis 21-23)

2.      I tilfælde af, at den telefax, som appellanten har angivet med henblik på forkyndelsen, er defekt og ikke udbedres, anses forkyndelse af den pågældende dom eller kendelse i henhold til artikel 35, stk. 4, i Personalerettens procesreglement for at være sket ved indleveringen af brevet til det luxembourgske postvæsen, selv om appellanten ikke telefonisk underrettes om, at Personalerettens Justitskontor ved rekommanderet brev har sendt ham en bekræftet kopi af den dom eller den kendelse, hvorved sagen blev afsluttet.

(jf. præmis 28 og 29)

Henvisning til: Domstolen, 3. juli 2008, sag C-84/08 P, Pitsiorlas mod Rådet og ECB, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 5-13.

3.      Efter udløbet af den frist på tre uger, der er fastsat i artikel 99, stk. 2, i Personalerettens procesreglement, bliver den formodning, der er fremkaldt ved denne bestemmelse, uigendrivelig. I et sådant tilfælde kan appellantens anfægtelse af den underskrift, der er påført modtagelsesbeviset for den rekommanderede fremsendelse af den dom eller kendelse afsagt af Personaleretten, hvorved sagen afsluttes, ikke drage konklusionen om, at forkyndelsen af den pågældende dom eller kendelse er sket på den dato, der er angivet på modtagelsesbeviset, i tvivl.

(jf. præmis 23-27)

4.      Anvendelsen af fællesskabsbestemmelserne vedrørende procesfrister kan kun fraviges under helt særlige omstændigheder, når der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure som omhandlet i artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen, idet en streng anvendelse af disse bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. Begrebet »force majeure« i artikel 45 i statutten for Domstolen omfatter ud over et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige vanskeligheder, som den pågældende ikke har indflydelse på, også et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Den pågældende skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister. Der kan således ikke være tale om force majeure i en situation, hvor en opmærksom og velunderrettet person objektivt ville have været i stand til at undgå, at en søgsmålsfrist udløb.

En appel af en kendelse afsagt af Personaleretten, der er iværksat efter fristens udløb af en appellant, hvis repræsentant, der telefonisk af Personalerettens Justitskontor er blevet underrettet om de forgæves forsøg på at fremsende den pågældende kendelse pr. telefax, har forholdt sig passiv i en periode på mere end to måneder og først har kontaktet Justitskontoret efter udløbet af såvel fristen på tre uger i artikel 99, stk. 2, i Personalerettens procesreglement som appelfristen, uden at angive nogen særlig årsag eller omstændighed, der kan forklare denne situation, må således afvises.

(jf. præmis 31, 32 og 35)

Henvisning til: Domstolen, 7. maj 1998, sag C-239/97, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2655, præmis 7; Domstolen, 19. februar 2004, sag C-369/03 P, Forum des migrants mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981, præmis 16; Domstolen, 18. januar 2005, sag C-325/03 P, Juazaga Meabe mod KHIM, Sml. I, s. 403, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 21. november 2005, sag T-426/04, Tramarin mod Kommissionen, Sml. II, s. 4765, præmis 60.