RETTENS DOM (Anden Afdeling)

27. marts 2014 *(1)

»Konkurrence – kartelaftaler – det europæiske marked for autoglas – beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – aftaler om markedsdeling og udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger – forordning (EF) nr. 1/2003 – ulovlighedsindsigelse – bøder – anvendelse med tilbagevirkende gyldighed af retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – afsætningens værdi – gentagne overtrædelser – ekstrabeløb – tilskrivelse af den ulovlige adfærd – loft for bøden – koncernens samlede omsætning«

I sagerne T-56/09 og T-73/09,

Saint-Gobain Glass France SA, Courbevoie (Frankrig),

Saint-Gobain Sekurit Deutschland GmbH & Co. KG, Aachen (Tyskland),

Saint-Gobain Sekurit France SAS, Thourotte (Frankrig),

først ved advokaterne B. van de Walle de Ghelcke, B. Meyring, E. Venot og M. Guillaumond, derefter ved advokaterne B. van de Walle de Ghelcke, B. Meyring og E. Venot,

sagsøgere i sag T-56/09,

Compagnie de Saint-Gobain SA, Courbevoie, ved advokaterne P. Hubert og E. Durand,

sagsøger i sag T-73/09,

mod

Europa-Kommissionen først ved A. Bouquet, F. Castillo de la Torre, M. Kellerbauer og N. von Lingen, derefter ved A. Bouquet, F. Castillo de la Torre, M. Kellerbauer og F. Ronkes Agerbeek, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union ved E. Karlsson og M. F. Florindo Gijón, som befuldmægtigede,

intervenient i sag T-56/09,

angående påstande om annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 om en procedure efter [artikel 81 EF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/39 125 – Autoglas), som ændret ved Kommissionens beslutning K(2009) 863 endelig af 11. februar 2009 og ved afgørelse K(2013) 1118 endelig af 28. februar 2013, for så vidt som den vedrører sagsøgerne, subsidiært en påstand om annullation af beslutningens artikel 2, for så vidt som sagsøgerne heri pålægges en bøde, eller mere subsidiært påstande om nedsættelse af bøden,

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N.J. Forwood (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og J. Schwarcz,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. december 2012,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        De foreliggende søgsmål er indbragt med henblik på annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 om en procedure efter [artikel 81 EF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/39 125 – Autoglas) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf der er blevet offentliggjort et resumé i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2009 C 173, s. 13). I den anfægtede beslutning fastslog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber navnlig, at en række virksomheder, herunder sagsøgerne, havde overtrådt de nævnte bestemmelser ved i forskellige perioder i tidsrummet fra marts 1998 til marts 2003 at have deltaget i et kompleks af konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis inden for autoglassektoren i EØS (den anfægtede beslutnings artikel 1).

2        Sagsøgerne i sag T-56/90, Saint-Gobain Glass France SA, Saint-Gobain Sekurit Deutschland GmbH & Co. KG og Saint-Gobain Sekurit France SAS (herefter under et »Saint-Gobain«), driver virksomhed inden for fremstilling, forarbejdning og distribution af materialer, herunder autoglas. De er datterselskaber, som ejes fuldt ud af sagsøgeren i sag T-73/09, Compagnie de Saint-Gobain SA (herefter »Compagnie de Saint-Gobain«). Pilkington Group Ltd omfatter bl.a. Pilkington Automotive Ltd, Pilkington Automotive Deutschland GmbH, Pilkington Holding GmbH og Pilkington Italia SpA (herefter under ét »Pilkington«). Pilkington, der ligeledes har anlagt søgsmål om annullation af den anfægtede beslutning (sag T-72/09), er en af verdens største producenter af glas og produkter til indsætning af glas, navnlig inden for bilsektoren. Soliver NV, som har indbragt annullationssøgsmål vedrørende den samme beslutning (sag T-68/09), er en mindre glasfabrikant, der navnlig driver virksomhed inden for bilsektoren.

3        Asahi Glass Co. Ltd. (herefter »Asahi«) er en i Japan etableret producent af glas, kemiske produkter og elektroniske komponenter. Asahi ejer 100% af aktierne i den belgiske glasvirksomhed Glaverbel SA/NV, som på sin side ejer 100% af AGC Automotive France (herefter »AGC«). AGC havde før den 1. januar 2004 selskabsnavnet Splintex Europe SA (herefter »Splintex«). Asahi, som er en af adressaterne for den anfægtede beslutning, har ikke anlagt sag til prøvelse af denne.

4        Undersøgelsen, som førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, blev indledt, efter at Kommissionen fra en tysk advokat, der handlede på vegne af en anonym klient, havde modtaget skrivelser med oplysninger om, at en række virksomheder, der fremstillede og distribuerede autoglas, havde indgået aftaler og udøvede samordnet praksis.

5        I februar og marts 2005 foretog Kommissionen kontrolundersøgelser i sagsøgernes, Pilkington, Solivers og AGC’s lokaler. Under kontrolundersøgelserne beslaglagde Kommissionen en række dokumenter og filer.

6        Efter kontrolundersøgelserne indgav Asahi og Glaverbel og de af deres datterselskaber, som var berørt af undersøgelsen (herefter under ét »den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse«), anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«). Kommissionen afslog anmodningen om betinget bødefritagelse den 19. juli 2006, men meddelte dog den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, at den påregnede at indrømme virksomheden en nedsættelse på fra 30 til 50% af den bøde, den normalt ville blive pålagt, i henhold til punkt 26 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

7        I perioden fra den 26. januar 2006 til den 2. februar 2007 rettede Kommissionen i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 81 EF og 82 EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) en række begæringer om oplysninger til sagsøgerne og til Pilkington, Soliver, Asahi, Glaverbel og AGC. De berørte virksomheder besvarede de forskellige begæringer.

8        Desuden rettede Kommissionen på samme grundlag begæringer om oplysninger til en række bilfabrikanter, en italiensk rutebilfabrikant og to erhvervsorganisationer inden for glasindustrien, som ligeledes svarede.

9        Den 18. april 2007 vedtog Kommissionen en meddelelse af klagepunkter angående en samlet og kontinuerlig overtrædelse, der bestod i aftaler og samordnet praksis mellem producenter af autoglas om fordeling af leveringskontrakter med bilfabrikanter. Meddelelsen af klagepunkter blev tilstillet sagsøgerne samt Pilkington, Soliver, Asahi, Glaverbel og AGC. De virksomheder, som var adressater for meddelelsen af klagepunkter, fik alle indsigt i sagsakterne og blev af Kommissionen opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til meddelelsen. En høring, hvori alle de nævnte adressater deltog, blev afholdt i Kommissionens lokaler den 24. september 2007.

 Den anfægtede beslutning

10      Kommissionen vedtog den anfægtede beslutning den 12. november 2008. I beslutningen fastslog den bl.a., at Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain havde deltaget i de aftaler og den samordnede praksis, hvortil der henvises i præmis 1 ovenfor, i perioden fra den 10. marts 1998 til den 11. marts 2003 [artikel 1, litra b), i den anfægtede beslutning], og pålagde dem indledningsvis, »in solidum og solidarisk«, en bøde på 896 mio. EUR [artikel 2, litra b), i den anfægtede beslutning].

11      Den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, og hvis deltagelse i overtrædelsen blev fastsat til perioden fra den 18. maj 1998 til den 11. marts 2003, blev pålagt en bøde på 113,5 mio. EUR [artikel 1, litra a), og artikel 2, litra a), i den anfægtede beslutning].

12      Om Pilkington fastslog Kommissionen, at denne virksomhed havde deltaget i aftalerne og den samordnede praksis i perioden fra den 10. marts 1998 til den 3. september 2002 [artikel 1, litra c), i den anfægtede beslutning]. Kommissionen pålagde virksomheden en bøde på 370 mio. EUR [artikel 2, litra c), i den anfægtede beslutning].

13      Hvad endelig angår Soliver fastslog Kommissionen, at denne virksomhed havde deltaget i overtrædelsen fra den 19. november 2001 til den 11. marts 2003 [artikel 1, litra d), i den anfægtede beslutning]. Kommissionen pålagde virksomheden en bøde på 4 396 000 EUR [artikel 2, litra d), i den anfægtede beslutning].

14      I den anfægtede beslutning anfører Kommissionen indledningsvis, at navnlig de væsentlige tekniske krav og den høje grad af produktudvikling, som kendetegner markedet for autoglas, begunstiger integrerede, internationalt dimensionerede leverandører. AGC, Pilkington og Saint-Gobain hører til de største autoglasproducenter i verden og dækkede på det tidspunkt, hvor den anfægtede beslutning blev vedtaget, ca. 76% af den globale efterspørgsel efter glas bestemt til markedet for den første montering (monteringen af autoglasset på fabrikken, når køretøjet samles). Kommissionen fremhæver ligeledes, at der inden for autoglassektoren er en omfattende samhandel mellem medlemsstaterne og de EFTA-medlemsstater, som er en del af EØS. I øvrigt fører bilfabrikanterne forhandlingerne om købekontrakter om levering af autoglas på EØS-niveau.

15      Det fremgår af den anfægtede beslutning, at de autoglasleverandører, som var omfattet af Kommissionens undersøgelse, kontinuerligt overvågede deres respektive markedsandele i den af overtrædelsen omfattede periode, ikke kun »køretøj for køretøj«, dvs. på grundlag af størrelsen af salget til den enkelte køretøjsmodel, men også for samtlige køretøjer under ét.

16      I dette øjemed deltog Pilkington, Saint-Gobain og AGC deltog i tresidede møder, der undertiden benævntes »klubmøder«. Møderne, som de tre virksomheder arrangerede på skift, fandt sted på hoteller i forskellige byer i Europa, i private boliger tilhørende medarbejdere i de nævnte virksomheder og i de lokaler, som henholdsvis erhvervsorganisationen Groupement européen de producteurs de verre plat (GEPVP, European Flat Glass Trade Organisation) og Associazione nazionale degli industriali del vetro (Assovetro) (den nationale sammenslutning af glasfabrikanter) rådede over.

17      Der blev ligeledes organiseret bilaterale kontakter mellem ovennævnte konkurrenter for at drøfte leveringen af autoglas til eksisterende eller kommende modeller. Formålet med de forskellige kontakter og møder var at vurdere og overvåge markedsandelene, fordele leverancerne af autoglas til fabrikanterne, udveksle oplysninger om priser og andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger samt samordne de forskellige konkurrenters strategier for prisfastsættelse og forsyning af kunderne.

18      Det første af de bilaterale møder, hvori Saint-Gobain og Pilkington deltog, fandt ifølge Kommissionen sted den 10. marts 1998 på Hotel Hyatt Regency i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris (Frankrig). Det første tresidede møde blev holdt i foråret 1998 i Königswinter (Tyskland) i den medarbejders private bolig, som var ansvarlig for storkunder i Splintex (AGC). Forud for disse møder havde der siden 1997 fundet sonderende kontakter sted mellem Saint-Gobain og Pilkington om teknisk harmonisering af de mørkfarvede glas, som de to virksomheder fremstillede, for så vidt angår farven, tykkelsen og lysgennemskinneligheden. Kommissionen medtog dog ikke disse kontakter i det omtvistede kartel, da den fandt, at de i det væsentlige havde drejet sig om et fremskredent trin i produktionskæden for planglas, der går forud for forarbejdningen af dette til autoglas.

19      Kommissionen opregnede i den anfægtede beslutning næsten 90 møder og kontakter i perioden fra foråret 1998 til marts 2003. Den sidste tresidede kontakt fandt ifølge Kommissionen sted den 21. januar 1993, mens det sidste bilaterale møde blev holdt i sidste halvdel af marts 2003 mellem Saint-Gobain og AGC. Under møderne og kontakterne henviste deltagerne til hinanden med forkortelser eller kodenavne.

20      Solivers deltagelse i kartellet begyndte først den 19. november 2001 og varede til den 11. marts 2003. Soliver blev kontaktet af Saint-Gobain fra 2000 med henblik på deltagelse i det omtvistede kartel. De oprindelige deltagere i kartellet, dvs. Saint-Gobain, Pilkington og AGC, udnyttede i dette øjemed Solivers afhængighed af råvareproducenterne, idet Soliver ikke selv fremstillede det planglas, som er nødvendigt for at fremstille autoglas.

21      Det anføres i den anfægtede beslutning, at den overordnede plan for kartellet bestod i en fordeling af leverancerne af autoglas mellem karteldeltagerne, der omfattede såvel eksisterende som nye leveringskontrakter. Formålet med planen var at sikre, at deltagernes markedsandele var stabile. For at opfylde den udvekslede deltagerne under de møder og kontakter, hvortil der henvises i præmis 16-20 ovenfor, oplysninger om priser og andre følsomme data. Desuden koordinerede de deres prispolitik og politik for forsyning af kunderne. Navnlig samordnede de deres svar på bilfabrikanternes indkaldelser af pristilbud for at påvirke disses valg af glasleverandør eller, hvor der var tale om flere forskellige leverancer, glasleverandører. Deltagerne rådede i denne forbindelse over to midler til at fremme, at en leveringskontrakt blev tildelt den aftalte producent, nemlig ikke at afgive noget tilbud eller at afgive et skyggetilbud, dvs. et tilbud med højere priser end den pågældende producents. Når det viste sig nødvendigt for at sikre, at det samlede udbud på EØS-plan fortsat var i overensstemmelse med den aftalte fordeling, blev der truffet afhjælpende foranstaltninger i form af kompensation til en eller flere deltagere. Når afhjælpende foranstaltninger skulle omfatte løbende leveringskontrakter, bestod det middel, hvormed konkurrenterne justerede deres markedsandele, i at meddele bilfabrikanterne, at leveringen af de bestilte dele var blevet vanskeliggjort af et teknisk problem eller af råvaremangel og at foreslå dem at benytte en alternativ leverandør.

22      Endvidere blev karteldeltagerne for at bevare den aftalte kontraktfordeling flere gange enige om at indrømme bilfabrikanterne prisnedsættelser i forhold til de opnåede produktivitetsgevinster eller eventuelt at foretage prisforhøjelser for køretøjsmodeller, hvis produktion var på et lavere niveau end forudset. Når det var nødvendigt, aftalte de ligeledes at begrænse oplysningerne til bilfabrikanterne om de faktiske produktionsomkostninger for at modvirke, at disse for ofte fremsatte krav om prisnedsættelser.

23      Samordningen for at sikre stabile markedsandele blev navnlig muliggjort af, at markedet for levering af autoglas var gennemskueligt. Udviklingen i markedsandelene blev beregnet på grundlag af produktionsomkostninger og salgsprognoser, idet der blev taget hensyn til allerede eksisterende leveringskontrakter.

24      Kommissionen anfører i den anfægtede beslutning, at den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, har bekræftet, at repræsentanter for Splintex fra 1998 eller senere deltog i adfærd sammen med en række konkurrenter, som var i strid med konkurrenceretten. Endvidere anfører den, at det forhold, at Saint-Gobain ikke har bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som fremstilles i den anfægtede beslutning, må fortolkes således, at selskabet anerkender Kommissionens beskrivelse af indholdet af de omtvistede møder og kontakter.

25      Endelig blev Pilkington, Saint-Gobain og AGC på et møde, der blev afholdt den 6. december 2001, enige om en ny beregningsmetode til fordeling og nytildeling af leveringskontrakter.

26      På grundlag af ovennævnte række indicier fandt Kommissionen, at Saint-Gobain, Compagnie de Saint-Gobain, Pilkington, Soliver og den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, var ansvarlige for en samlet og kontinuerlig overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53.

27      De af parterne indgåede arrangementer havde ifølge Kommissionen bestået i aftaler eller samordnet praksis som omhandlet i ovennævnte bestemmelser, der havde fordrejet konkurrencen på markedet for levering af autoglas. Endvidere havde overtrædelsen været samlet og kontinuerlig, idet karteldeltagerne havde udtrykt deres fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde og vedtaget en fælles plan, der skulle begrænse deres individuelle forretningsmæssige selvstændighed ved at fordele leverancerne af autoglas til personbiler og lette erhvervskøretøjer mellem dem og fordreje priserne for denne form for glas med henblik på at sikre overordnet stabilitet på markedet og opretholde kunstigt høje priser herpå. Ifølge den anfægtede beslutning medførte hyppigheden og kontinuerligheden af de omhandlede møder og kontakter gennem en periode på fem år, at kartellet dækkede alle de store fabrikanter af personbiler og lette erhvervskøretøjer i EØS.

28      Endvidere fandt Kommissionen, at der ikke var noget, der tydede på, at aftalerne og den samordnede praksis mellem autoglasleverandørerne havde medført effektivitetsgevinster eller fremmet den tekniske eller økonomiske udvikling inden for autoglassektoren. Den afviste derfor at lade artikel 81, stk. 3, EF finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

29      Ved fastlæggelsen af, til hvilke virksomheder den anfægtede beslutning skulle rettes, tog Kommissionen bl.a. i betragtning, at Compagnie de Saint-Gobain indirekte ejede 100% af aktierne i Saint-Gobain. På den baggrund fandt den, at Compagnie de Saint-Gobain måtte formodes at have haft afgørende indflydelse på Saint-Gobains handelspolitik. At der havde bestået en sådan afgørende indflydelse, bekræftedes ifølge Kommissionen af andre forhold, såsom den forretningsmæssige struktur i den koncern, Compagnie de Saint-Gobain kontrollerede direkte eller indirekte (herefter »Saint-Gobain-koncernen«), og sammensætningen af Saint-Gobains bestyrelse. Da Compagnie de Saint-Gobain ikke havde kunnet afkræfte den nævnte formodning, drog Kommissionen den konklusion, at dette selskab og Saint-Gobain havde udgjort en og samme virksomhed, der havde deltaget i overtrædelsen, og pålagde følgelig Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain en bøde, for hvis betaling de hæfter solidarisk.

30      Med hensyn til overtrædelsens varighed fandt Kommissionen, at Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain havde deltaget i den fra den 10. marts 1998 til den 11. marts 2003. Pilkingtons deltagelse blev fastslået til perioden fra den 10. marts 1998 til den 3. september 2002. Soliver deltog ifølge Kommissionen fra den 19. november 2001 til den 11. marts 2003.

31      Ved udmålingen af bøderne fastlagde Kommissionen først værdien af hver enkelt deltagende virksomheds afsætning af autoglas inden for EØS, som direkte eller indirekte havde været forbundet med overtrædelsen. Den sondrede i dette øjemed mellem flere perioder. For tidsrummet fra marts 1998 til den 30. juni 2000, som den betegnede som en periode, hvori kartellet fik »stigende betydning«, fandt Kommissionen, at den kun rådede over beviser for overtrædelsen for så vidt angår en del af de europæiske bilfabrikanter. For denne periode tog den følgelig kun den afsætning af autoglas til fabrikanterne i betragtning, for hvilken den rådede over direkte beviser for kartellet. Med hensyn til perioden fra den 1. juli 2000 til den 3. september 2002 anførte Kommissionen, at de kunder, som havde været omfattet af kartellet, repræsenterede mindst 90% af afsætningen inden for EØS. Den besluttede derfor, at der for denne periode skulle lægges hele den afsætning af autoglas inden for EØS til grund, som den anfægtede beslutnings adressater tegnede sig for. Endelig aftog kartellets virksomhed mod slutningen af den af overtrædelsen omfattede periode, nærmere bestemt fra den 3. september 2002 til og med marts 2003, som følge af Pilkingtons udtræden. For denne periode besluttede Kommissionen følgelig kun at tage den afsætning til bilfabrikanter i betragtning, for hvilken den rådede over direkte beviser for kartellet. Derpå beregnede den for hver enkelt berørt autoglasleverandør et årligt vejet gennemsnit af den nævnte afsætning ved at dividerede værdien af den ovenfor omtalte afsætning med det antal måneder, hvori hver enkelt af de nævnte leverandører havde deltaget i overtrædelsen, og multiplicere resultatet af divisionen med 12.

32      Kommissionen fremhævede derefter, at den overtrædelse, der var tale om, og som havde bestået i deling af kunderne, hørte til de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger. På grund af overtrædelsens art, dens geografiske udstrækning og de i overtrædelsen deltagende virksomheders samlede markedsandel lagde Kommissionen ved beregningen af grundbeløbet for bøden en andel på 16% af værdien af hver enkelt impliceret virksomheds afsætning til grund, multipliceret med det antal år, hvori virksomheden havde deltaget i overtrædelsen. Desuden blev grundbeløbet for bøderne med henblik på afskrækkelse forhøjet med et ekstrabeløb (eller »adgangsgebyr«), som blev fastsat til 16% af afsætningens værdi.

33      Grundbeløbet for den bøde, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain var blevet pålagt in solidum, blev forhøjet med 60% som følge af, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde. Den bøde, som var blevet pålagt Soliver, blev nedsat til 10% af virksomhedens omsætning i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, blev indrømmet en nedsættelse af bøden på 50% under hensyn til de beviser, som den havde fremlagt for Kommissionen, og som havde givet denne en bedre forståelse af de dokumenter, der var blevet indsamlet under kontrolundersøgelserne.

34      Den 11. februar 2009 vedtog Kommissionen beslutning K(2009) 863 endelig, som berigtigede den anfægtede beslutning på et begrænset antal punkter.

35      Den 28. februar 2013 vedtog Kommissionen afgørelse K(2013) 1118 endelig, som navnlig korrigerede den anfægtede beslutning for så vidt angår medtagelsen af Saint-Gobains afsætning til [fortroligt] før den 31. maj 1999 (herefter »den berigtigende afgørelse af 28. februar 2013«). Ved denne beslutning korrigerede Kommissionen den bøde, sagsøgerne var blevet pålagt, idet den fastsatte den til 880 mio. EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

36      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. februar 1999 har Saint-Gobain anlagt søgsmålet i sag T-56/09. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. februar 1999 har Compagnie de Saint-Gobain anlagt søgsmålet i sag T-73/09.

37      Efter at den skriftlige forhandling var blevet afsluttet, og efter at Compagnie de Saint-Gobain havde anmodet om genåbning af denne forhandling i sag T-73/09, indleverede selskabet et supplerende skriftligt indlæg, som indgik til Rettens Justitskontor den 6. september 2010. Ved processkrift indgået til Justitskontoret den 22. oktober 2010 fremsatte Kommissionen sine bemærkninger til det supplerende skriftlige indlæg.

38      Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger er den refererende dommer blevet tilknyttet Anden Afdeling, og de foreliggende sager er derfor blevet henvist til denne afdeling.

39      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 23. april 2012, efter høring af parterne, er T-56/09 og T-73/09 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling.

40      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 11. december 2012. Parterne blev ved denne lejlighed anmodet om at fremsætte deres bemærkninger til en eventuel forening af sag T-56/09 og T-73/09 med henblik på domsafsigelsen og anførte, at de ikke havde nogen bemærkninger dertil.

41      I sag T-56/09 har Saint-Gobain nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører Saint-Gobain.

–        Subsidiært annulleres artikel 2 i den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører Saint-Gobain.

–        Mere subsidiært nedsættes den bøde, Saint-Gobain pålægges i den anfægtede beslutning, til et passende beløb.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i sag T-56/09.

–        Saint-Gobain tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43      Ved skrivelse indgået til Rettens Justitskontor den 19. februar 2009 tilpassede Saint-Gobain sine annullationspåstande, således at der nu blev nedlagt påstand dels om annullation af den anfægtede beslutning, som ændret ved Kommissionens beslutning K(2009) 863 endelig af 11. februar 2009, dels, subsidiært, om nedsættelse af den bøde, der pålægges ved artikel 2 i den ændrede beslutning.

44      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. maj 2009 har Rådet for Den Europæiske Union fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande i sag T-56/09. Ved kendelse af 7. juli 2009 har formanden for Rettens Syvende Afdeling imødekommet interventionsbegæringen.

45      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i sag T-56/09.

–        Der træffes en passende afgørelse om sagens omkostninger.

46      I sag T-73/09 har Compagnie de Saint-Gobain nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører Compagnie de Saint-Gobain, og der drages de nødvendige konsekvenser heraf for så vidt angår bøden.

–        Subsidiært nedsættes den bøde, Compagnie de Saint-Gobain pålægges i den anfægtede beslutning in solidum og solidarisk med Saint-Gobain.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

47      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i sag T-73/09.

–        Compagnie de Saint-Gobain tilpligtes at betale sagens omkostninger.

48      Efter vedtagelsen af den berigtigende afgørelse af 28. februar 2013 anmodede Kommissionen ved skrivelse af 7. marts 2013 Retten om at genåbne den mundtlige forhandling.

49      Efter at have hørt parterne herom besluttede Rettens Anden Afdeling ved kendelse af 23. april 2013 at genåbne den mundtlige forhandling.

50      Ved skrivelse af 30. juli 2013 har Saint-Gobain givet Retten meddelelse om, navnlig, at selskabet har tilpasset sine påstande for at tage hensyn til den berigtigende afgørelse af 28. februar 2013. Saint-Gobain har anført, at der stadig er grundlag for selskabets annullationssøgsmål, og at det opretholder påstanden om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, men har dog nedlagt en subsidiær påstand om, at Kommissionen tilpligtes delvis at betale sagens omkostninger. Kommissionen har fremsat sine bemærkninger til den berigtigende afgørelse og til Saint-Gobains afkald på et led af et af selskabets anbringender i en skrivelse af 30. juli 2013. Ved skrivelser af 22. juli og 1. august 2013 har henholdsvis Rådet og Compagnie de Saint-Gobain meddelt Retten, at de ikke har nogen bemærkninger at fremsætte hertil.

51      Den mundtlige forhandling er derpå blevet afsluttet den 11. september 2013.

 Retlige bemærkninger

52      Efter at parterne er blevet hørt, forenes de foreliggende sager med henblik på domsafsigelsen i overensstemmelse med artikel 50 i Rettens procesreglement.

I –  Genstanden for søgsmålet

53      I overensstemmelse med de bemærkninger, parterne har fremsat såvel under retsmødet som efter genåbningen af den mundtlige forhandling, og med Saint-Gobains bemærkninger i dennes skrivelse til Retten af 11. marts 2013 må de foreliggende søgsmål anses for rettet mod den anfægtede beslutning, som ændret senest ved den berigtigende afgørelse af 28. februar 2013, både med hensyn til påstandene om annullation af beslutningen og med hensyn til påstandene om, at Retten nedsætter den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt in solidum og solidarisk.

II –  De principale påstande om, at den anfægtede beslutning annulleres

54      Der skal først foretages en prøvelse af de annullationsanbringender, der er fremsat i sag T-56/09. Da nogle af Saint-Gobains anbringender og argumenter er sammenfaldende med Compagnie de Saint-Gobains anbringender og argumenter i sag T-73/09, skal de prøves sammen med disse. Dernæst skal der foretages en prøvelse af de specifikke argumenter, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført inden for rammerne af sit annullationssøgsmål, og som ikke har forbindelse med nogen af de af Saint-Gobain fremsatte anbringender.

A –  Sag T-56/09

55      Saint-Gobain har i det væsentlige fremsat seks anbringender; det første drejer sig om, at forordning nr. 1/2003 er ulovlig, det andet om, at retten til forsvar blev tilsidesat, det tredje om, at begrundelsen for den anfægtede beslutning er utilstrækkelig, og at der er en fejl ved bødeberegningen, det fjerde om, at det udgjorde en retlig fejl at tilskrive Compagnie de Saint-Gobain ansvaret for Saint-Gobains ulovlige adfærd, at princippet om personligt strafansvar og om uskyldsformodning blev tilsidesat, og at der blev begået magtfordrejning, det femte om, at principperne om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe og om den berettigede forventning blev tilsidesat, og det endelig sjette om, at den bøde, der blev pålagt Saint-Gobain, er uforholdsmæssig.

1.     Det første anbringende om, at forordning nr. 1/2003 er ulovlig

56      Ved sit første anbringende har Saint-Gobain rejst indsigelse om, at forordning nr. 1/2003 er ulovlig, for så vidt som den tillægger Kommissionen såvel undersøgelses- som sanktionsbeføjelser i relation til overtrædelser af artikel 81 EF. Da indsigelsen i det væsentlige er identisk med den, Compagnie de Saint-Gobain har rejst i sag T-73/09, skal indsigelserne prøves samlet.

57      Anbringendet falder i to led. For det første er det i strid med retten til en uafhængig og upartisk domstol at tillægge Kommissionen en sådan dobbelt funktion. For det andet strider det imod med princippet om uskyldsformodning at tillægge Kommissionen beføjelse til at vedtage sanktionsbeslutninger i henhold til artikel 81 EF.

a)     Det første led om tilsidesættelse af retten til en uafhængig og upartisk domstol

 Parternes argumenter

58      Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens dobbelte undersøgelses- og sanktionsfunktion ved gennemførelsen af artikel 81 EF, således som den fastlægges i forordning nr. 1/2003, strider imod retten til en uafhængig og upartisk domstol, på trods af dette er en af de fundamentale garantier, som indgår i den ret til en retfærdig rettergang, der fastsættes i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«), undertegnet i Rom den 4. november 1950, og i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

59      Indledningsvis har Saint-Gobain hævdet, at de sanktioner, Kommissionen pålægger i denne forbindelse, har strafferetlig karakter, ikke kun fordi forbuddet i artikel 81 EF gælder for alle virksomheder og ikke kun for en bestemt kategori af virksomheder, men også fordi sådanne sanktioner har et afskrækkende og repressivt formål. At lovgiver i artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003 angiver, at sanktionerne ikke har strafferetlig karakter, er irrelevant i denne henseende. Retten til en uafhængig og upartisk domstol gælder derfor uden begrænsning i dette tilfælde.

60      Ifølge Saint-Gobain følger det af retspraksis, at Kommissionen ikke kan betegnes som en uafhængig og upartisk domstol.

61      At forordning nr. 1/2003 som følge heraf er ugyldig, afkræftes ikke af, at der gives adressaten for en af Kommissionen vedtaget sanktionsbeslutning mulighed for at indbringe beslutningen for Retten ved at annullationssøgsmål. Det følger nemlig af praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at principperne om uafhængighed og upartiskhed også skal overholdes på det trin, hvor sanktionen pålægges.

62      Hvad dette angår har Saint-Gobain peget på, at det kun er under særlige omstændigheder, hvor der gælder særlige effektivitetskrav, og hvor overtrædelserne er mindre alvorlige, at beføjelsen til at vedtage en beslutning om, hvorvidt der er grundlag for en beskyldning, som er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 6, stk. 1, kan overlades til en administrativ myndighed, hvis afgørelser kan indbringes for en domstol med fuld prøvelsesret. Sådanne omstændigheder foreligger ikke i det aktuelle tilfælde.

63      Selv hvis de sanktioner, der er tale om, måtte anses for ikke at høre til den hårde kerne i strafferetten, strider den begrænsning af retten til en uafhængig og upartisk domstol, som ordningen for forfølgning af og sanktioner for overtrædelse af Den Europæiske Unions konkurrenceret medfører, imod principperne om lovlighed og forholdsmæssighed. Det kan derfor ikke retfærdiggøre den dobbelte funktion, der fastlægges ved ordningen, at der er fare for blokering af retssystemet. Desuden er begrænsningen af retten til en uafhængig og upartisk domstol uforholdsmæssig, når henses ikke blot til, hvor omfattende de sanktioner er, der kan pålægges på grundlag af artikel 81 EF og forordning nr. 1/2003, men også til, hvad der kendetegner den prøvelse, Retten foretager, hvis der anlægges sag.

64      Hvad dette angår har Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain gjort gældende, at Retten ikke foretager en fuld prøvelse som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1, når den tager stilling til annullationssøgsmål rettet mod sanktionsbeslutninger vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 81 EF. Ved en sådan prøvelse begrænser Retten sig nemlig principielt til at efterprøve, at der ikke foreligger åbenbart urigtige skøn eller magtfordrejning. Det skal ligeledes tages i betragtning, at et søgsmål for Retten ikke har opsættende virkning i forhold til den anfægtede beslutning.

65      Endvidere er Saint-Gobain uenig i Rådets argument om, at indsigelsen om lovligheden af forordning nr. 1/2003 er ensbetydende med en anfægtelse af gyldigheden af artikel 83, stk. 2, EF. Det følger nemlig ikke af denne traktatbestemmelse, at Kommissionen både skal have en undersøgelses- og en sanktionsfunktion i relation til overtrædelser af konkurrencereglerne – dette er et valg, som lovgiver har truffet.

66      Endelig har Compagnie de Saint-Gobain hævdet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 11. juni 2009, Dubus SA mod Frankrig (nr. 5242/04), bekræfter, at det er et problem, at Kommissionen både har en undersøgelses- og en sanktionsfunktion i relation til overtrædelser af konkurrenceretten.

67      Kommissionen og Rådet er uenige i denne kritik.

68      Skønt Kommissionen ikke bestrider, at virksomheder, der er berørt af en administrativ kontrolprocedure på konkurrenceområdet, har ret til en uafhængig og upartisk domstol, er den uenig i, at EMRK’s artikel 6, stk. 1, finder anvendelse på samme måde på det strafferetlige område i egentlig forstand, som når der er tale om administrative sanktioner.

69      Kommissionen har i den forbindelse peget på, at sanktioner, der fastsættes på grundlag af artikel 81 EF, ifølge artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke har strafferetlig karakter. Den har ligeledes gjort gældende, at den, således som det fremgår af praksis ved Unionens retsinstanser, ikke kan betragtes som en domstol, der pålægger strafferetlige sanktioner. Heraf følger, at EMRK’s artikel 6 ikke gælder fuldt ud for Kommissionen, når denne træffer afgørelser på grundlag af artikel 81, stk. 1, EF. Retten fastslog således i dom af 8. juli 2008 (sag T-54/03, Lafarge mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser), at det ikke strider imod beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, at Kommissionen både har en undersøgelses- og en sanktionsfunktion på konkurrenceområdet.

70      Endvidere er det fejlagtigt, når Saint-Gobain mener at kunne udlede af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der gælder tre kumulative betingelser for, at der kan tillægges en administrativ myndighed sanktionsbeføjelser på områder, der falder uden for strafferettens hårde kerne. Dels kan selv store bøder falde uden for anvendelsesområdet for strafferettens hårde kerne. Dels er de garantier, der gives i EMRK’s artikel 6, ikke til hinder for, at en administrativ myndighed udøver en sanktionsbeføjelse på områder, som ikke kendetegnes af et stort antal overtrædelser, når blot det forfulgte formål er lovligt. Det er åbenbart, at det udgør et lovligt formål at forfølge overtrædelser af konkurrencereglerne og at pålægge sanktioner herfor.

71      Desuden har Kommissionen gjort gældende, at den retslige prøvelse, som Retten foretager, opfylder samtlige krav til en fuld domstolsprøvelse som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Det gælder så meget mere, når der er tale om bøder for karteller, hvis rimelighed kan indbringes for Retten i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Det er i den forbindelse uden betydning, at Retten indtil nu kun i begrænset omfang har gjort brug af sin fulde prøvelsesret med henblik på at nedsætte de af Kommissionen pålagte bøder.

72      Da dette anbringende, endelig, indebærer, at beslutninger vedtaget af Kommissionen, hvorved der fastslås og pålægges sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten, må anses for hverken at have retskraft eller at kunne fuldbyrdes, strider det imod princippet om, at Kommissionens beslutninger formodes at være gyldige, så længe de ikke er blevet annulleret eller tilbagekaldt, og mod det i artikel 242 EF fastsatte princip om, at annullationssøgsmål principielt ikke har opsættende virkning på den anfægtede retsakt.

73      Rådet har fremført en argumentation, som i det væsentlige er sammenlignelig med Kommissionens. Det har navnlig gjort gældende, at det ved forordning nr. 1/2003 fastsatte sanktionssystem ikke henhører under strafferetten, og at EMRK’s artikel 6, stk. 1, derfor ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Desuden finder Rådet, at Saint-Gobain ved sin ulovlighedsindsigelse i realiteten søger at anfægte gyldigheden af artikel 83, stk. 2, EF, for så vidt som det bestemmes heri, at det tilkommer lovgiver at fastlægge opgavefordelingen mellem Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol for så vidt angår forfølgning af og pålæggelse af sanktioner for overtrædelse af konkurrencereglerne. Unionens retsinstanser har ikke kompetence til at træffe afgørelse om gyldigheden af en primærretlig bestemmelse.

74      Hvad endelig angår det argument, Compagnie de Saint-Gobain har fremsat på grundlag af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Dubus SA mod Frankrig, nævnt i præmis 66 ovenfor, var omstændighederne i den sag, som førte til denne dom, anderledes end omstændighederne i den foreliggende sag. Dommen drejer sig nemlig om den dobbelte funktion at forfølge og pålægge sanktioner, der er tillagt det franske banktilsyn (Commission bancaire), hvis afgørelser har karakter af domstolsafgørelser. Kommissionen kan ikke anses for at være en domstol som omhandlet i EMRK’s artikel 6.

 Rettens bemærkninger

75      Idet det er ufornødent at tage stilling til den afvisningspåstand, Kommissionen har fremsat vedrørende dette anbringende i sag T-73/09, finder Retten, at der ikke er grundlag for det første anbringendes første led, således som det analogt følger af retspraksis i sager, hvori der, i det væsentlige, er rejst indsigelse mod gyldigheden af Rådets forordning (EØF) nr. 17 af 6. februar 1962: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i [artikel 81 EF og 82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81) (jf. i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-348/94, Enso Española mod Kommissionen, Sml. II, s. 1875, præmis 55-65, og af 11.3.1999, sag T-156/94, Aristrain mod Kommissionen, Sml. II, s. 645, præmis 23-40, samt dommen i sagen Lafarge mod Kommissionen, nævnt i præmis 69 ovenfor, præmis 36-47).

76      Det bemærkes indledningsvis, at retten til en retfærdig rettergang, der garanteres ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, udgør et almindeligt princip i EU-retten, som nu er fæstet i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder.

77      Endvidere er Kommissionen ifølge fast retspraksis ikke en »domstol« som omhandlet i EMRK’s artikel 6 (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 81, og af 7.6.1983, sag 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 7) eller som omhandlet i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder. Desuden bestemmes det udtrykkeligt i artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003, at beslutninger vedtaget af Kommissionen, hvorved der pålægges bøder for overtrædelse af konkurrenceretten, ikke har strafferetlig karakter.

78      På grund af karakteren af de overtrædelser, der er tale om, og strengheden af de sanktioner, der knytter sig til dem, gælder retten til en retfærdig rettergang imidlertid også for de procedurer om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der kan føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 20 og 21, og af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 143).

79      Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde således i sin dom af 27. september 2011, A. Menarini Diagnostics srl mod Italien (nr. 43509/08), anledning til at fastslå, på hvilke betingelser en bøde, der på grund af sin størrelse og sit forebyggende og repressive formål falder ind under det strafferetlige område, kan pålægges af en administrativ myndighed, som ikke opfylder alle kravene i EMRK’s artikel 6, stk. 1. Dommen drejede sig om det italienske system til bekæmpelse af overtrædelser af konkurrenceretten. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anførte i det væsentlige, at overholdelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at en administrativ myndighed, der er tillagt beføjelse til at pålægge sanktioner på det konkurrenceretlige område, kan pålægge »straffe«, forudsat at den afgørelse, myndigheden træffer, efterfølgende kan prøves af et retsligt organ med fuld prøvelsesret. Et af de krav, et retsligt organ af denne art skal opfylde, er at have beføjelse til på alle punkter at ændre, såvel med hensyn til de faktiske omstændigheder som retligt, den afgørelse, det laverestående organ har truffet. Retsinstansens prøvelse kan således i sådanne tilfælde ikke udelukkende bestå i en efterprøvelse af den »ydre« lovlighed af den afgørelse, der er forelagt den til prøvelse, idet retsinstansen skal kunne vurdere, om konkurrencemyndighedens valg er forholdsmæssige, og efterprøve dens vurderinger af teknisk art.

80      Den domstolskontrol, Retten foretager af beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger sanktioner i tilfælde af overtrædelse af Unionens konkurrenceret, opfylder disse krav.

81      Det bemærkes indledningsvis hvad dette angår, at EU-retten tillægger Kommissionen en tilsynsfunktion, som omfatter den opgave at forfølge overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF og artikel 82 EF, og at Kommissionen inden for rammerne af den dermed forbundne administrative procedure skal overholde de i EU-retten fastlagte processuelle garantier. Endvidere tillægger forordning eller virksomhedssammenslutninger, som forsætligt eller uagtsomt har overtrådt de nævnte bestemmelser, økonomiske sanktioner.

82      Endvidere udgør kravet om en effektiv domstolsprøvelse af enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og pålægges sanktioner i anledning heraf, et almindeligt fællesskabsretligt princip, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner (dommen i sagen Enso Española mod Kommissionen, nævnt i præmis 75 ovenfor, præmis 60). Princippet er nu fæstet i chartret om grundlæggende rettigheder (Domstolens dom af 22.12.2010, sag C-279/09, DEB, Sml. I, s. 13849, præmis 30 og 31, og af 28.7.2011, sag C-69/10, Samba Diouf, Sml. I, s. 7151, præmis 49).

83      Det fremgår af retspraksis, at domstolsprøvelsen, der er fastlagt i traktaterne og suppleret ved forordning nr. 1/2003, af de beslutninger, hvorved Kommissionen fastslår og pålægger sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten, er i overensstemmelse med dette princip (jf. i denne retning Domstolens domme af 8.12.2011, sag C-272/09 P, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 12789, præmis 106, og sag C-386/10 P, Chalkor mod Kommissionen, Sml. I, s. 13085, præmis 67).

84      For det første er Retten en uafhængig og upartisk retsinstans, som er oprettet ved Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT 1989 L 319, s. 1, berigtiget i EFT 1989 L 241, s. 4). Således som det fremgår af tredje betragtning til afgørelsen, er Retten navnlig blevet oprettet for at forbedre retsbeskyttelsen for de retsundergivne i sager, hvori det er nødvendigt at foretage en indgående undersøgelse af komplicerede faktiske omstændigheder.

85      For det andet har Retten i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i afgørelse 88/591 kompetence til at udøve de beføjelser, som i henhold til traktaterne og de retsakter, der er udstedt til disses gennemførelse, er tillagt Domstolen, navnlig »i sager, der indbringes mod [...] institutioner af fysiske eller juridiske personer i medfør af [artikel 230], stk. 2 [EF] [...], og som vedrører gennemførelsen af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler«. I sådanne sager, der anlægges på grundlag af artikel 230 EF, må prøvelsen af lovligheden af en af Kommissionen vedtaget beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålægges den berørte fysiske eller juridiske person en bøde i anledning heraf, anses for en effektiv domstolsprøvelse af den pågældende retsakt. Ud fra de anbringender, den berørte fysiske eller juridiske person vil kunne påberåbe sig til støtte for sin annullationspåstand, vil Retten nemlig kunne bedømme såvel den retlige som den faktiske rigtighed af enhver beskyldning, Kommissionen har fremsat på konkurrenceområdet.

86      For det tredje suppleres den legalitetskontrol, der foreskrives i artikel 230 EF, i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003 af en fuld prøvelsesret, som giver retsinstanserne beføjelse til ud over at prøve sanktionens lovlighed at sætte deres vurdering i stedet for Kommissionens og følgelig annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 692).

87      Heraf følger, at der ikke er grundlag for det af Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain fremførte argument om, at den anfægtede beslutning er ulovlig, alene fordi den er vedtaget inden for rammerne af en ordning, hvori der tillægges Kommissionen både en undersøgelses- og en sanktionsfunktion i relation til overtrædelser af artikel 81 EF, og at det første led af det første anbringende derfor må forkastes.

b)     Det andet led om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning

 Parternes argumenter

88      I et andet led har Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain gjort gældende, at den anfægtede beslutning indeholder en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, som er fastsat i EMRK’s artikel 6, stk. 2, og i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, eftersom den er blevet vedtaget af en administrativ myndighed, der ikke har status som en uafhængig og upartisk domstol, og eftersom et eventuelt søgsmål for Retten til prøvelse af beslutningen desuden ikke har opsættende virkning.

89      At denne tilsidesættelse, der skyldes en ulovlighed i forordning nr. 1/2003, foreligger, ville ifølge Saint-Gobain ikke kunne udelukkes alene ved, at Retten, fejlagtigt, fastslog, at retten til en uafhængig og upartisk domstol ikke tilsidesættes i forordningen, fordi den giver adressaterne for en af Kommissionen vedtaget beslutning, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF, mulighed for at indbringe beslutningen for Retten. Selv hvis dette skete, ville det, i givet fald, først være lovligt bevist, at adressaterne for beslutningen var skyldige, når den var blevet stadfæstet af Retten, som havde truffet afgørelse inden for rammerne af et annullationssøgsmål.

90      Endelig er det fejlagtigt, når Kommissionen påberåber sig, at adressaterne for en beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrenceretten, og hvis annullation adressaterne har anlagt sag om, har ret til at stille en bankgaranti over for Kommissionen i stedet for at betale bøden umiddelbart. Ud over, at muligheden herfor helt er overladt til Kommissionens skøn, ændrer den ikke, at beslutningen begynder at have virkninger, før Retten træffer afgørelse.

91      På den baggrund har Kommissionen ikke lovligt bevist, at Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har overtrådt konkurrenceretten, og den anfægtede beslutning må følgelig annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

92      Kommissionen og Rådet har bestridt denne kritik.

93      Kommissionen har peget på, at en virksomhed, som er genstand for en undersøgelse for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, ifølge fast retspraksis formodes at være uskyldig, indtil Kommissionen har påvist, at den er impliceret i en sådan overtrædelse. Rådet har tilføjet, at uskyldsformodningen ikke kan være tilsidesat i det aktuelle tilfælde, eftersom der ikke foreligger en endelig afgørelse om, hvorvidt der er begået en overtrædelse, og hvorvidt denne kan tilregnes Saint-Gobain, så længe Retten ikke har taget stilling.

94      Desuden indebærer Saint-Gobains argumentation ifølge Kommissionen en indsigelse om lovligheden af artikel 242 EF, hvorefter indbringelse af klager for Domstolen har ikke opsættende virkning. Unionens retsinstanser har ikke kompetence til at træffe afgørelse om gyldigheden af en primærretlig bestemmelse.

95      Endelig har Kommissionen påberåbt sig, at sagsøgerne, uagtet at det foreliggende søgsmål ikke har opsættende virkning på den anfægtede beslutning, har været i stand til at stille en bankgaranti i stedet for at foretage en foreløbig betaling af bøden. Adgangen hertil beror bl.a. på, at en uafhængig og upartisk domstol endnu ikke har fastslået, at der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, før Retten har truffet den afgørelse, der afslutter sagen, og at bødens størrelse ikke kan anses for endeligt fastsat, før den retslige procedure er afsluttet.

 Rettens bemærkninger

96      Ved dette andet led har Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke lovligt kan finde de virksomheder skyldige, den holder ansvarlige for at have deltaget i en overtrædelse af artikel 81 EF, da den ikke er en uafhængig og upartisk domstol. De sanktioner, den pålægger på grundlag af artikel 81, stk. 1, EF, fastsættes følgelig i strid med princippet om uskyldsformodning.

97      Ifølge fast retspraksis finder, henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner, princippet om uskyldsformodning, som nu er fæstet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, navnlig anvendelse på sager om overtrædelse af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler, der vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder (jf. i denne retning Domstolens domme af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 149 og 150, og sag C-235/92 P, Montecatini mod Kommissionen, Sml. I, s. 4539, præmis 175 og 176, samt Rettens dom af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 216).

98      Rækkevidden af dette princip er blevet fastslået i en nu fast retspraksis.

99      Uskyldsformodningen indebærer, at enhver, som anklages for en lovovertrædelse, anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Den er således til hinder for enhver formel konstatering eller endog antydning af, at en anklaget er skyldig i en bestemt overtrædelse, i den beslutning, der afslutter en procedure, uden at vedkommende har haft mulighed for at gøre brug af samtlige garantier, der normalt ydes med henblik på udøvelse af retten til forsvar i forbindelse med en procedure, der følger sit normale forløb og afsluttes med beslutning om, hvorvidt indsigelserne var berettigede (Rettens dom af 6.10.2005, forenede sager T-22/02 og T-23/02, Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4065, præmis 106).

100    Kommissionen skal derfor føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (jf. Rettens dom af 27.9.2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3567, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). Det er nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået (Rettens dom af 6.7.2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, Sml. II, s. 2707, præmis 43 og 72 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.10.2011, sag T-11/06, Romana Tabacchi mod Kommissionen, Sml. II, s. 6681, præmis 129).

101    Unionens retsinstanser skal ligeledes lade sig lede af de krav, som er forbundet med overholdelsen af uskyldsformodningen, når de skal prøve beslutninger, hvorved Kommissionen fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF. Såfremt der hos retsinstanserne foreligger en tvivl, skal dette derfor komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retsinstanserne må derfor ikke konkludere, at Kommissionen i tilstrækkeligt omfang har bevist, at den omtvistede overtrædelse foreligger, såfremt de fortsat nærer tvivl på dette punkt, navnlig under en sag med påstand om annullation af en beslutning om pålæggelse af en bøde (dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 60).

102    Det følger således af præmis 99-101 ovenfor, at princippet om uskyldsformodning ikke er til hinder for, at en person, der anklages for en konkret overtrædelse af Unionens konkurrenceret, fastslås at være ansvarlig efter en procedure, som fuldt ud er forløbet i overensstemmelse med reglerne i de bestemmelser, der følger af artikel 81 EF, forordning nr. 1/2003 og Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 81 EF og 82 EF] (EUT L 123, s. 18), og inden for hvis rammer retten til forsvar derfor har kunnet udøves fuldt ud.

103    Eftersom den beføjelse til at pålægge sanktioner i tilfælde af overtrædelse af artikel 81 EF, som Kommissionen er tillagt, ikke principielt strider imod uskyldsformodningen, er det argument irrelevant, hvorefter et søgsmål for Retten til prøvelse af en beslutning, hvorved der pålægges en sanktion for en overtrædelse af Unionens konkurrenceret, ikke har opsættende virkning. På den baggrund er det heller ikke nødvendigt at tage stilling til, om et sådant argument er ensbetydende med at rejse indsigelse om lovligheden af artikel 242 EF, således som Rådet har gjort gældende.

104    Under alle omstændigheder bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom af 23. juli 2002 (Janosevic mod Sverige, Recueil des arrêts et décisions, 2002-VII, s. 1, præmis 106-110) fastslog, at retten til uskyldsformodning principielt ikke er til hinder for, at sanktioner af strafferetlig karakter pålagt af et administrativt organ kan fuldbyrdes, før de er blevet endelige efter en klagesag for en domstol, forudsat at en sådan fuldbyrdelse ikke overskrider passende grænser, der sikrer en rimelig balance mellem de interesser, som gør sig gældende, og at den situation, som den, sanktionen pålægges, oprindelig befandt sig i, kan genoprettes, hvis han får medhold i klagen. Sagsøgerne har ikke fremført noget argument, der giver grundlag for at fastslå, at ordningen for forfølgning af og sanktioner for overtrædelse af Den Europæiske Unions konkurrenceret, således som den er fastlagt i forordning nr. 1/2003 og gennemføres af Kommissionen i første instans, ikke opfylder disse krav.

105    På baggrund af ovenstående behandling, og uden at det berører prøvelsen af, om de krav, hvortil der henvises i præmis 97-101 ovenfor, i det foreliggende tilfælde er overholdt i relation til andre anbringender i søgsmålet, må det andet led og dermed det første anbringende, hvorved der er rejst en ulovlighedsindsigelse, følgelig forkastes i det hele, idet det er ufornødent at tage stilling til, om det kan antages til realitetsbehandling.

2.     Det andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar

a)     Parternes argumenter

106    Ved sit andet anbringende har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte selskabets ret til forsvar, idet den vedtog den anfægtede beslutning, uden at det havde haft mulighed for at gøre sine bemærkninger gældende om den måde, hvorpå den endeligt fastsatte bøde blev beregnet. Ved beregningen af bøden tog Kommissionen nemlig en række faktorer i betragtning, som Saint-Gobain ikke var blevet gjort bekendt med, herunder navnlig værdien af den afsætning, som var forbundet med overtrædelsen. Oplysningerne i meddelelsen af klagepunkter gjorde det ikke muligt for Saint-Gobain at fremføre sine synspunkter herom på fyldestgørende måde, selv om afsætningens værdi udgør en faktisk omstændighed, som har afgørende betydning for bødeberegningen, og som ifølge EMRK’s artikel 6, stk. 1, skal undergives en kontradiktorisk forhandling. Der var således ingen oplysninger i meddelelsen om, hvilken omsætning der ville lagt til grund ved beregningen af grundbeløbet for bøden og om den metode, som Kommissionen ville følge ved fastlæggelsen af den relevante omsætning. Desuden var der ingen oplysninger i det nævnte dokument om, hvilket grovhedsniveau Kommissionen ville lægge til grund, og om den måde, hvorpå det kunne blive taget i betragtning, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde.

107    Ingen af de supplerende begæringer om oplysninger vedrørende fastlæggelsen af afsætningens værdi, der blev rettet til Saint-Gobain på et senere stadium, rådede bod på disse mangler. Oplysningen i meddelelsen af klagepunkter om, at den berørte afsætning ville blive fastlagt i henhold til punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«), er irrelevant i det foreliggende tilfælde, eftersom der på det tidspunkt, hvor den anfægtede beslutning blev udarbejdet, endnu herskede usikkerhed om denne metode. Usikkerheden afspejles bl.a. i manglen på sammenhæng i de forskellige begæringer om oplysninger, Kommissionen rettede til Saint-Gobain vedrørende dette spørgsmål.

108    På den baggrund mener Saint-Gobain ikke at have haft mulighed for at fremføre sine synspunkter vedrørende bødeberegningsmetoden på fyldestgørende måde, før den anfægtede beslutning blev vedtaget.

109    Saint-Gobain har ligeledes kritiseret den retspraksis, hvorefter Kommissionen under procedurer for undersøgelse og forfølgelse af overtrædelser af konkurrenceretten kun er forpligtet til at give adressaterne for sine beslutninger oplysning om de væsentligste faktiske og retlige momenter, som kan føre til pålæggelse af en bøde, mens de samme adressater ikke kan påberåbe sig ret til at kunne foregribe sådanne beslutninger. Ifølge Saint-Gobain er en sådan retspraksis ikke egnet til at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder. Desuden skal det tages i betragtning, at meddelelsen af mere præcise oplysninger under undersøgelsesproceduren ikke nødvendigvis sætter de berørte virksomheder i stand til at foregribe Kommissionens beslutning, eftersom Kommissionen ikke er bundet af sådanne oplysninger, når den vedtager beslutningen.

110    Endvidere har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage retningslinjerne af 2006 begrænsede sin beføjelse til at handle efter skøn for så vidt angår beregningsgrundlaget for bøden, idet begrebet »berørt afsætning« udgør en objektiv og verificerbar faktor. Heraf følger, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder ikke kan påberåbe sig den retspraksis, som tager sigte på at udelukke risikoen for utilsigtet foregribelse af kommissærkollegiets fremtidige beslutninger.

111    Kommissionen har indledningsvis påpeget, at den på uhensigtsmæssig vis ville foregribe sine beslutninger, hvis den gav oplysninger om størrelsen af de påtænkte bøder i meddelelsen af klagepunkter. Virksomhederne behøver ikke at kunne forudse bødestørrelsen nøjagtigt for at kunne udøve deres ret til forsvar. Retten til at blive hørt overholdes derfor, hvis Kommissionen angiver i meddelelsen, at den vil undersøge, om der bør pålægges de berørte virksomheder bøder, og giver oplysning deri om de væsentligste faktiske og retlige momenter, som kan føre til vedtagelse en beslutning, hvorved der pålægges sådanne bøder.

112    Endvidere har Kommissionen fremhævet, at det i den meddelelse af klagepunkter, der blev tilstillet Saint-Gobain, klart blev tilkendegivet, at den i retningslinjerne af 2006 indeholdte beregningsmetode ville blive anvendt i det foreliggende tilfælde. Den har ligeledes gjort gældende, at den til de berørte virksomheder rettede en række begæringer om oplysninger vedrørende værdien af den for bødeberegningen relevante afsætning. Under hensyn til den skønsmargen, den råder over ved beregningen af bøder i tilfælde af overtrædelse af artikel 81 EF, finder Kommissionen derfor, at Saint-Gobains ret til forsvar blev overholdt fuld ud i den anfægtede beslutning.

113    Kommissionen har ligeledes bestridt Saint-Gobains argument om, at denne ikke havde mulighed for på fyldestgørende måde at fremføre sine synspunkter om, at det ville blive taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde. Kommissionen har i den forbindelse gjort gældende, at den i meddelelsen af klagepunkter specifikt henledte Saint-Gobains opmærksomhed på den skærpende omstændighed, gentagelsestilfælde udgør, og på, at det flere gange tidligere er blevet fastslået, at Saint-Gobain har overtrådt artikel 81 EF. Derved gik Kommissionen endog ud over de forpligtelser, der påhviler den i henhold til dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor (præmis 50). At Saint-Gobain i meddelelsen af klagepunkter modtog tilstrækkelige oplysninger om det forhold, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, bekræftes af de argumenter, virksomheden fremførte i sit svar på meddelelsen for at bestride denne skærpende omstændighed.

b)     Rettens bemærkninger

114    Saint-Gobains argumentation indeholder to separate klagepunkter om tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar.

115    Ved det første klagepunkt har Saint-Gobain beskyldt Kommissionen for ikke at have angivet før vedtagelsen af den anfægtede beslutning, hvilken afsætningsværdi den ville tage i betragtning ved beregningen af den bøde, som den ville pålægge virksomheden, hvilken beregningsmetode der ville blive anvendt i dette øjemed, og hvilket grovhedsniveau der ville blive lagt til grund.

116    Det bemærkes hvad dette angår, at Kommissionen ifølge fast retspraksis på utilladelig vis ville foregribe sin beslutning, hvis den i meddelelsen af klagepunkter gav oplysninger om størrelsen af de påtænkte bøder, så længe virksomhederne ikke var blevet opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til de klagepunkter, der var gjort gældende mod dem (jf. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 77 ovenfor, præmis 21, og Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 434 og den deri nævnte retspraksis).

117    At en erhvervsdrivende ikke på forhånd kan vide, nøjagtigt hvilket niveau de bøder vil have, som Kommissionen vil pålægge i hvert enkelt tilfælde, må nemlig anses for at være begrundet i de repressive og afskrækkende formål, der forfølges med sanktionspolitikken på konkurrenceområdet. Det ville true disse formål, at virksomhederne kunne vurdere, hvilke fordele de ville kunne drage ved at deltage i en overtrædelse, ved på forhånd at tage hensyn til den bøde, de ville blive pålagt på grund af den ulovlige adfærd (Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 83).

118    Når Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen udtrykkeligt anfører, at den vil undersøge, om der bør pålægges de berørte virksomheder bøder, og den anfører de væsentlige faktiske og retlige momenter, som kan medføre en bøde, herunder den formodede overtrædelses grovhed og varighed samt spørgsmålet om, hvorvidt den er begået »forsætligt eller uagtsomt«, opfylder den derfor sin forpligtelse til at respektere virksomhedernes ret til at blive hørt. Den giver dem herved de fornødne oplysninger til, at de kan tage til genmæle, ikke blot for så vidt angår konstateringen af, at der foreligger en overtrædelse, men også for så vidt angår bødepålægget (jf. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 428 og den deri nævnte retspraksis, og Domstolens dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 181).

119    Endvidere påhviler det ikke Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter at oplyse sagsøgeren om størrelsen af den forhøjelse, den eventuelt vil foretage af bøden for at sikre den afskrækkende virkning (Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 62).

120    Heraf følger med hensyn til fastsættelsen af bødernes størrelse, at de berørte virksomheders ret til forsvar er sikret over for Kommissionen ved, at de kan gøre deres bemærkninger gældende vedrørende den påtalte adfærds varighed, grovhed og konkurrencebegrænsende karakter, men at den nævnte ret derimod ikke kræver, at denne mulighed omfatter den måde, hvorpå Kommissionen har til hensigt at anvende de ufravigelige kriterier vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed ved fastsættelsen af bødernes størrelse (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 439). De berørte virksomheder nyder i den henseende en yderligere garanti for så vidt angår bødeudmålingen, idet Retten træffer afgørelse med fuld prøvelsesret og bl.a. kan ophæve eller nedsætte bøden (jf. Rettens dom af 20.3.2002, sag T-23/99, LR af 1998 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1705, præmis 200 og den deri nævnte retspraksis).

121    I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at Kommissionen i den meddelelse af klagepunkter, der blev rettet til Saint-Gobain, udførligt fremstillede de faktiske omstændigheder, den agtede at lægge til grund for fastslåelsen af, at der forelå en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Endvidere anførte den på s. 129-131 og 132-135, hvorfor den fandt, at de kontakter, Saint-Gobain havde deltaget i, udgjorde aftaler eller samordnet praksis som omhandlet i denne bestemmelse.

122    Dernæst angav Kommissionen på side 132-135 og 152-155 i meddelelsen af klagepunkter ligeledes, på grundlag af hvilke omstændigheder den havde vurderet bl.a. varigheden af Saint-Gobains deltagelse i overtrædelsen. Endvidere angav den på s. 156 og 157 i meddelelsen de væsentligste faktorer, som den ville tage hensyn til ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, herunder navnlig at hemmelige aftaler af den art, som er omhandlet i den foreliggende sag, hører til de alvorligste overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF, at aftalerne havde påvirket hele autoglassektoren til skade ikke kun bilfabrikanterne, men også for offentligheden, at deltagerne i kartellet vidste, at deres adfærd var ulovlig, og at kartelaktiviteterne havde omfattet hele EØS.

123    I punkt 489 i meddelelsen af klagepunkter anførte Kommissionen endvidere, at den ville tage i betragtning, at Saint-Gobain potentielt havde haft en ledende rolle i kartellet, idet selskabet flere gange havde repræsenteret andre virksomheders interesser på klubmøderne og desuden indkaldt til størstedelen af disse. Den tilføjede, at den ligeledes ville beregne bødernes størrelse under hensyn til varigheden af hver enkelt berørt virksomheds deltagelse i overtrædelsen og under hensyn til eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder.

124    Eftersom den på denne måde havde angivet de væsentligste faktiske og retlige momenter, den ville lægge til grund for beregningen af bøden, var Kommissionen, således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 120 ovenfor, ikke forpligtet til at oplyse, hvorledes den ville anvende hvert enkelt af de nævnte momenter ved fastsættelsen af den. Det er uden betydning i denne forbindelse, at Kommissionen i den anfægtede beslutning i sidste instans delvis fraveg den metode til beregning af værdien af den relevante afsætning, der fastsættes i punkt 13 i retningslinjerne af 2006.

125    Under alle omstændigheder anførte Kommissionen på s. 156 i meddelelsen af klagepunkter, at den bøde, den ville pålægge i det foreliggende tilfælde, ville blive beregnet på grundlag af de principper, der fastlægges i retningslinjerne af 2006. Når Kommissionen – således som det fremgår af 664.-667. betragtning til den anfægtede beslutning – i den aktuelle sag besluttede delvis at fravige denne beregningsmetode med hensyn til, hvilken afsætning af glas der skulle tages i betragtning, var det netop for at imødekomme nogle af de indvendinger vedrørende den metode til beregning af den relevante afsætning, der fastsættes i punkt 13 i retningslinjerne af 2006, som adressaterne for meddelelsen af klagepunkter havde fremsat i deres bemærkninger til meddelelsen og i deres svar på forskellige begæringer om oplysninger, som Kommissionen havde rettet til dem.

126    Heraf følger, at Kommissionen før vedtagelsen af den anfægtede beslutning gav Saint-Gobain tilstrækkelige oplysninger om de faktiske og retlige momenter, den ville lægge til grund ved fastslåelsen af selskabets deltagelse i en overtrædelse af artikel 81 EF, og at dets ret til forsvar blev overholdt i denne henseende. Det første klagepunkt kan derfor ikke tages til følge.

127    Ved det andet klagepunkt har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen under den administrative procedure ikke gav selskabet mulighed for på fyldestgørende måde at fremføre sine synspunkter om, at det ville blive taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde.

128    Herom er det tilstrækkeligt at bemærke – uden at foregribe prøvelsen af det første led af det sjette anbringende nedenfor – at Kommissionen på s. 157 og 158 i meddelelsen af klagepunkter ikke blot henledte de berørte virksomheders opmærksomhed på, at den eventuelt ville anvende bestemmelserne om gentagne overtrædelser som en skærpende omstændighed, men ligeledes for så vidt angår Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain angav, hvilke tre tidligere beslutninger, hvorved der var blevet pålagt sanktioner for overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF, den ville lægge til grund for at fastslå, at der for deres vedkommende forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde. Det fremgår i øvrigt af Saint-Gobains svar på meddelelsen af klagepunkter, at denne fremførte en række argumenter imod en eventuel forhøjelse af bøden på grund af gentagne overtrædelser, som var baseret på den ene eller den anden af disse beslutninger.

129    Det andet klagepunkt kan derfor ikke tages til følge. Det andet anbringende må følgelig forkastes.

3.     Det tredje anbringende om utilstrækkelig begrundelse og en fejl ved bødeberegningen

130    De anbringender, Saint-Gobain i stævningen har fremsat som sit tredje og fjerde anbringende, bør prøves som et enkelt anbringende, da de udgør to led af ét og samme anbringende om den afsætning, Kommissionen lagde til grund ved beregningen af grundbeløbet for den bøde, som Saint-Gobain blev pålagt.

a)     Det første led om utilstrækkelig begrundelse

 Parternes argumenter

131    Saint-Gobain har i et første led gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med mangel på begrundelse som omhandlet i artikel 253 EF og artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder, da det ikke angives nøjagtigt i den, hvilken afsætning der lægges til grund for bødeberegningen i henhold til punkt 13 i retningslinjerne af 2006. At der er tale om et område, hvorpå Kommissionen har beføjelse til at pålægge store bøder efter eget skøn, gør det så meget desto mere nødvendigt at overholde forpligtelsen til at begrunde den anfægtede beslutning i denne henseende.

132    Nærmere bestemt har Saint-Gobain foreholdt Kommissionen, at den ikke har fremlagt noget, der viser, om den afsætning, der blev lagt til grund for selskabet, er resultatet af en nøjagtig og sammenhængende beregning, eller om den tværtimod er behæftet med en fejl. Med hensyn til de fabrikanter, for hvilke Kommissionen hævder at være i besiddelse af direkte beviser for, at de var omfattet af det omtvistede kartel, fremgår det således ikke af den anfægtede beslutning, hvilke der blev taget i betragtning for den periode, hvori kartellet fik stigende betydning, og hvilke der blev taget i betragtning for perioden mod slutningen af overtrædelsen. Heraf følger ligeledes, at Saint-Gobain ikke har mulighed for at efterprøve, om der findes sådanne beviser. Afsætningen for hver enkelt fabrikant i de tre etaper af overtrædelsen angives heller ikke i beslutningen. Endelig fremgår det ikke af den, nøjagtigt hvor mange måneders deltagelse Kommissionen lagde til grund ved beregningen af det årlige gennemsnit af den berørte afsætnings værdi. På den baggrund kan Retten ikke foretage den retslige prøvelse på fyldestgørende måde, og den anfægtede beslutning er behæftet med mangel på eller utilstrækkelig begrundelse.

133    Kommissionen havde så meget desto mere pligt til at give en begrundelse, som den i den anfægtede beslutning fraveg de regler for, hvilken afsætning der skal anvendes som grundlag for bødeberegningen, som fremgår af retningslinjerne af 2006. Skønt det fastsættes i retningslinjerne, at det er værdien af afsætningen af de berørte varer i det seneste fulde regnskabsår, hvori virksomheden har deltaget i overtrædelsen, der skal tages i betragtning, lagde Kommissionen i det foreliggende tilfælde et tal til grund, som repræsenterede et vejet årligt gennemsnit af afsætningen i hele den af overtrædelsen omfattede periode.

134    Saint-Gobain har tilføjet, at utilstrækkeligheden af begrundelsen i den anfægtede beslutning for så vidt angår, hvilken afsætningsværdi der blev lagt til grund, ikke opvejes af de oplysninger, der er blevet fremlagt under den retslige procedure for Retten. Under alle omstændigheder kan de supplerende oplysninger, som Kommissionen har fremlagt i de indlæg, den har indgivet til sit forsvar, ikke udgøre en tilstrækkelig begrundelse, idet væsentlige spørgsmål stadig er ubesvarede.

135    Kommissionen har bestridt denne kritik. Den har fremhævet, at den anfægtede beslutning indeholder en forklaring på den metode, den fulgte ved fastsættelsen af grundbeløbet for bøden. Det fremgår bl.a. af Domstolens dom af 2. oktober 2003 (sag C-196/99 P, Aristrain mod Kommissionen, Sml. I, s. 11005, præmis 56), at taloplysninger ikke er uundværlige for, at begrundelsen i en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, kan anses for tilstrækkelig.

136    Ifølge Kommissionen kunne de supplerende oplysninger, som den har fremlagt i de indlæg, den har indgivet til sit forsvar, allerede udledes af en omhyggelig læsning af den anfægtede beslutning eller i det mindste forudses.

137    I modsætning til hvad Saint-Gobain har hævdet, angives det således i den anfægtede beslutning – nærmere bestemt i fremstillingen af de faktiske omstændigheder – hvilke bilfabrikanter der blev taget i betragtning for den etape, hvori kartellet fik stigende betydning, og for den, hvor dets betydning dalede. Det samme gælder den omstændighed, at en fabrikant, som havde været omfattet af en hemmelig aftale et bestemt år, ligeledes blev taget i betragtning for de følgende år. Det kan ligeledes udledes af begrundelsen for den anfægtede beslutning, hvor mange måneder der er tale om for hver enkelt deltager i overtrædelsen og for hver enkelt periode.

138    Med hensyn til den omsætning, som blev lagt til grund for regnskabsåret 1998, har Kommissionen oplyst, at den, da virksomhederne ikke havde meddelt tilstrækkeligt præcise oplysninger derom, var nødt til at foretage et skøn på grundlag af tallene for regnskabsåret 1999, men under hensyntagen til, at fabrikanterne havde været omfattet af en hemmelig aftale i 1998.

139    Endvidere forklarede Kommissionen behørigt i den anfægtede beslutning, hvad der i det foreliggende tilfælde gav den anledning til at fravige princippet om, at det som fastsat i retningslinjerne af 2006 er afsætningen i det seneste fulde regnskabsår, der skal tages i betragtning. Afvigelsen skyldtes de forhold, der kendetegnede det kartel, som er omhandlet i den anfægtede beslutning, og som vedrørte kontrakter om levering af autoglas, der var indgået efter udbud, og som skulle gælde i lange tidsrum. Disse omstændigheder gjorde det nødvendigt at lægge adskilte etaper til grund, som bl.a. afspejlede den periode, hvori kartellet fik stigende betydning, og perioden indtil dets ophør, hvori dets betydning faldt. Ifølge Kommissionen var afvigelsen i øvrigt til fordel for de virksomheder, som den anfægtede beslutning er rettet til, eftersom bøden ville have været langt større, hvis den det var den samlede opsætning i kartellets sidste år, der var blevet lagt til grund.

140    Kommissionen har tilføjet, at den ikke kunne fremlægge mere præcise tal for afsætningen i den anfægtede beslutning, da de udgør forretningshemmeligheder.

 Rettens bemærkninger

141    Ved det første led af det tredje anbringende har Saint-Gobain i det væsentlige foreholdt Kommissionen at den dels ikke har oplyst enkeltheder i den anfægtede beslutning om den beregning, der førte til, at den for selskabet lagde en relevant afsætning på [fortroligt] mio. EUR til grund, dels ikke har redegjort for, hvorfor den i det foreliggende tilfælde fraveg den beregningsmetode, der angives i punkt 13 i retningslinjerne af 2006.

142    Ingen af de disse to klagepunkter kan imidlertid tages til følge.

143    Det bemærkes i denne henseende, at Kommissionen ifølge artikel 253 EF, som nu suppleres af artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder, skal begrunde de beslutninger, den vedtager.

144    Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål at gøre det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol af beslutningens lovlighed og at give den berørte part tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan vide, om der er grundlag for beslutningen, eller om der muligvis foreligger en sådan fejl, at dens gyldighed kan anfægtes (jf. i denne retning dommen af 2.10.2003 i sagen Aristrain mod Kommissionen, nævnt i præmis 135 ovenfor, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

145    Begrundelsen skal principielt meddeles den pågældende samtidig med den beslutning, der indeholder et klagepunkt. Manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den pågældende erfarer grundene til afgørelsen under sagen for Retten (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22).

146    Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af den pågældende retsakt, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63).

147    Det bemærkes med hensyn til angivelsen af, hvilke taloplysninger der blev anvendt ved beregningen af bøden, at Kommissionen rent faktisk ikke oplyste enkeltheder i den anfægtede beslutning om den specifikke afsætning, den havde lagt til grund for Saint-Gobain ved beregningen af den bøde, selskabet blev pålagt.

148    Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af konkurrenceretten opfylder Kommissionen imidlertid sin begrundelsespligt, når den i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed, idet den dog ikke har pligt til at give en mere detaljeret redegørelse for eller taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for bødeberegningen (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-286/98 P, Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, Sml. I, s. 9925, præmis 66; jf. Rettens dom af 3.3.2011, sag T-110/07, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, præmis 311 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.7.2011, sag T-138/07, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4819, præmis 243 og den deri nævnte retspraksis).

149    Angivelsen af taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for bødeberegningen er således, uanset hvor nyttige sådanne oplysninger er, ikke uundværlige for, at begrundelsespligten er overholdt (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-291/98 P, Sarrió mod Kommissionen, Sml. I, s. 9991, præmis 75-77, og Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffaisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 414).

150    For så vidt angår begrundelsen for at fastsætte bøderne i absolutte tal tillægger artikel 23 i forordning nr. 1/2003 nemlig ved at bestemme, at der ved fastlæggelsen af den bøde, som pålægges en virksomhed, der begår en overtrædelse af Unions konkurrenceregler, skal tages hensyn til overtrædelsens varighed og grovhed, og at bøden ikke kan overstige 10% af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår, Kommissionen et skøn ved udmålingen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne (jf. Rettens dom af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 335 og den deri nævnte retspraksis).

151    Endvidere er det vigtigt at undgå, at bøderne let kan forudsiges af de erhvervsdrivende. Hvis Kommissionen havde pligt til i sin beslutning at angive tallene vedrørende metoden til bødeudmålingen, ville dette mindske bødernes afskrækkende virkning. Hvis bøden var resultat af en beregning ud fra en simpel aritmetisk formel, ville virksomhederne nemlig kunne forudsige en eventuel sanktion og sammenholde den med deres fordele ved at overtræde konkurrencereglerne (dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 150 ovenfor, præmis 336, og i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 117 ovenfor, præmis 83).

152    I modsætning til hvad Saint-Gobain har gjort gældende, kan den omstændighed, at metoden til beregning af bøderne blev ændret inden for rammerne af retningslinjerne af 2006, ikke i sig selv anfægte ovenstående bemærkninger.

153    Det fremgår af punkt 13 i disse retningslinjer, at Kommissionen med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS, og at den normalt anvender virksomhedens afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvori virksomheden har deltaget i overtrædelsen. Endvidere pålægger Kommissionen ved at vedtage sådanne vejledende regler og ved at meddele dem ved at offentliggøre dem som retningslinjer, som den vil anvende fremover på de af reglerne omfattede tilfælde, sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 211).

154    Heraf følger, at det skal prøves, om Saint-Gobain ud fra ordlyden af den anfægtede beslutning kunne forstå, at beregningen af den bøde, selskabet blev pålagt, var blevet foretaget efter en anden metode end den, der er fastsat i punkt 13 i retningslinjerne af 2006, og få kendskab til, hvad der havde foranlediget Kommissionen til i det foreliggende tilfælde at fravige den fremgangsmåde, den havde pålagt sig selv i det nævnte punkt.

155    Herom bemærkes indledningsvis, at Kommissionen i såvel meddelelsen af klagepunkter som den anfægtede beslutning angav, at bøden ville blive beregnet på grundlag af principperne i retningslinjerne af 2006. Bl.a. henviste den i 658. betragtning til den anfægtede beslutning til reglen om beregning af den relevante afsætning i retningslinjernes punkt 13. Kommissionen forklarede ligeledes, hvorfor den relevante afsætning i det foreliggende tilfælde efter dens opfattelse ikke kunne beregnes alene på grundlag af de kontrakter, for hvilke den rådede over direkte beviser for en aftale eller en samordnet praksis. Som begrundelse for dette synspunkt gjorde Kommissionen navnlig i 660.-662. betragtning til den anfægtede beslutning gældende, at der ikke alene havde kunnet påvises aftaler eller samordnet praksis over for alle de store bilfabrikanter i EØS i den af overtrædelsen omfattede periode, men at kartellet ligeledes havde haft til formål at sikre, at deltagernes markedsandele samlet betragtet var stabile, og at denne stabilitet navnlig var blevet søgt opnået gennem en kompensationsmekanisme, der byggede på samtlige individuelle kunder og omfattede samtlige glaskomponenter.

156    Kommissionen anførte derpå, at den i det foreliggende tilfælde ville fravige den beregningsmetode, hvorefter det kun er afsætningen i det seneste fulde regnskabsår, hvori den pågældende virksomhed har deltaget i overtrædelsen, der lægges til grund. I 664.-667. betragtning til den anfægtede beslutning begrundede Kommissionen i det væsentlige denne afvigelse fra reglen i punkt 13 i retningslinjerne af 2006 med, at det omtvistede kartel kendetegnedes af den særlige omstændighed, at det havde haft varierende intensitet i perioden fra marts 1998 til marts 2003. For en første periode, som omfattede tidsrummet fra marts 1998 til og med første halvdel af 2000, og som Kommissionen betegnede som perioden med »stigende betydning«, rådede den kun over direkte beviser for så vidt angår en del af de europæiske bilfabrikanter. Til gengæld omfattede aftalerne eller den samordnede praksis i perioden fra den 1. juli 2000 til den 3. september 2003 mindst 90% af afsætningen af autoglas til den første montering i EØS. Endelig kendetegnedes perioden fra den 3. september 2002 til ophøret af den af overtrædelsen omfattede periode, der blev betegnet som perioden med »faldende betydning«, af, at kartellets virksomhed aftog som følge af Pilkingtons udtræden.

157    Kommissionen anførte, at den på grund af ovennævnte omstændigheder havde anvendt en nøjere »afstemt« fremgangsmåde, der bestod i, at den ved beregningen af grundbeløbet for bøden havde mindsket vægten af perioden med stigende betydning og perioden med faldende betydning ved for disse kun at lægge værdien af den afsætning til bilfabrikanter til grund, for hvilken den rådede over direkte beviser for, at de havde været omfattet af en hemmelig aftale. For perioden fra den 1. juli 2000 til den 3. september 2003 oplyste Kommissionen derimod, at den havde taget hele afsætningen i EØS i betragtning. Som anført i præmis 155 ovenfor, begrundede Kommissionen navnlig i 660.-662. betragtning til den anfægtede beslutning denne fremgangsmåde med, at der ikke alene havde kunnet påvises aftaler eller samordnet praksis over for alle de store bilfabrikanter i EØS i den af overtrædelsen omfattede periode, men at kartellet ligeledes havde haft til formål at sikre, at deltagernes markedsandele samlet betragtet var stabile, og at denne stabilitet navnlig var blevet søgt opnået gennem en kompensationsmekanisme, der byggede på samtlige individuelle kunder og omfattede samtlige glaskomponenter.

158    Ifølge 667. betragtning til den anfægtede beslutning blev den afsætning, der skulle lægges til grund for bødeberegningen, for hver enkelt karteldeltager fastlagt på basis af den samlede afsætning vejet på den ovenfor angivne måde, divideret med det antal måneder, virksomheden havde deltaget i overtrædelsen, og multipliceret med 12 for at komme frem til et vejet årligt gennemsnit. Kommissionen anførte ligeledes, at beregningerne var blevet foretaget på grundlag af tal, som de berørte virksomheder havde fremlagt som svar på den begæring om oplysninger, der var blevet rettet til dem 25. juli 2008.

159    Således som Kommissionen med rette har fremhævet i sine skriftlige indlæg, skal ovennævnte forklaringer sammenholdes med andre dele af den anfægtede beslutning, som navnlig angår den måde, hvorpå kartellet fungerede (120.-428. betragtning til den anfægtede beslutning), og hvori Kommissionen systematisk udpegede, hvilke fabrikanter der havde været omfattet af ulovlige kontakter i overtrædelsens forskellige perioder.

160    Desuden gav Kommissionen en række yderligere oplysninger i den anfægtede beslutning om den metode, den havde fulgt ved beregningen af de bøder, den havde pålagt hver enkelt berørt virksomhed i det foreliggende tilfælde, bl.a. med hensyn til den relevante afsætning, den del af afsætningens værdi, som var blevet taget i betragtning, ekstrabeløbet og de reguleringer, der var blevet foretaget af grundbeløbet for bøden.

161    Selv om det, endelig, ganske vist er korrekt, at der i den anfægtede beslutning ikke gøres nærmere rede for, hvilken afsætning der er lagt til grund for regnskabsåret 1998, skal det fremhæves, at Saint-Gobain ikke fremlagde tal for afsætningen for hver enkelt fabrikant under undersøgelsen. Heraf følger, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, at det var lovligt og forudsigeligt, at den på denne baggrund anvendte afsætningen i det nærmeste regnskabsår, nemlig 1999, ved beregningen af den bøde, der skulle pålægges Saint-Gobain.

162    I betragtning af det ovenstående må der drages den konklusion, at oplysningerne i den anfægtede beslutning gjorde det muligt for Saint-Gobain at forstå ikke alene de grunde, der havde foranlediget Kommissionen til i det foreliggende tilfælde delvis at fravige den vejledende regel i punkt 13 i retningslinjerne af 2006, men også de faktorer, på grundlag af hvilke den havde bedømt overtrædelsens grovhed og varighed, samt den metode, hvorefter bøden var blevet beregnet. Selv om der ikke oplyses enkeltheder om beregningen i den anfægtede beslutning, er denne følgelig ikke behæftet med mangel på eller utilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

163    Der er derfor ikke grundlag for det første led af anbringendet.

b)     Det andet led om en fejl ved beregningen

 Parternes argumenter

164    Saint-Gobain har anført, at selskabet gennem Kommissionens svarskrift er blevet opmærksom på en åbenbar fejlvurdering, som Kommissionen begik, og som består i en fejl ved bødeberegningen, og har i den anledning fremsat et nyt anbringende i replikken.

165    Saint-Gobain har peget på, at den berørte afsætning, som Kommissionen oprindeligt lagde til grund for selskabet, androg [fortroligt] EUR. Ved nøje at anvende den af Kommissionen anførte metode er Saint-Gobain imidlertid nået frem til et tal på [fortroligt] EUR, dvs. et beløb, som er [fortroligt] EUR lavere end det, Kommissionen lagde til grund. Forskellen kan ifølge Saint-Gobain skyldes, at der i grundlaget for bødeberegningen er medtaget tal for afsætning, der har fundet sted uden for EØS. Ifølge punkt 13 i retningslinjerne af 2006 kan en sådan afsætning imidlertid ikke tages i betragtning ved beregningen af en bøde for overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF.

166    Kommissionen har udtrykt tvivl om, hvorvidt dette led af anbringendet kan antages til realitetsbehandling. Efter dens opfattelse kunne Saint-Gobain allerede have fremført dette klagepunkt i stævningen, eftersom det fremgår af den anfægtede beslutning, at det er den af Saint-Gobain oplyste afsætning, der danner grundlag for beregningen af den bøde, som virksomheden blev pålagt.

167    Med hensyn til realiteten har Kommissionen gjort gældende, at den anvendte den omsætning, som Saint-Gobain havde oplyst. Denne anførte ganske vist under undersøgelsen, at en del af afsætningen, der svarede til de nævnte tal, ikke havde været berørt af kartellet, og at en del af den berørte afsætning havde fundet sted uden for EØS. Saint-Gobain angav imidlertid hverken, af hvilken art den afsætning var, som havde fundet sted uden for EØS, eller hvilke kunder den havde vedrørt, endsige hvor stor en omsætning den repræsenterede. Desuden var de tal, Saint-Gobain oplyste vedrørende dette punkt, ikke blevet attesteret.

168    Kommissionen har fremført en række andre omstændigheder, som efter dens opfattelse var til hinder for at reducere den relevante omsætning som ønsket af Saint-Gobain med afsætning uden for EØS. Indledningsvis oplyste Saint-Gobain ikke, om de eventuelle leverancer uden for EØS havde været omfattet af centraliserede drøftelser mellem fabrikanterne, eller om de ikke havde været omfattet af den centraliserede styring. Endvidere kan det ifølge Kommissionen ikke udelukkes, at leverancerne var bestemt for lagre tilhørende fabrikanter i Unionen og skulle anvendes af autoriserede forhandlere uden for EØS. Desuden ville det have krævet nøjagtige oplysninger, som Saint-Gobain ikke fremlagde, om afsætningens fordeling på de enkelte berørte fabrikanter, hvis den skulle havde været reduceret i denne retning for visse af de af overtrædelsen omfattede perioder. Endelig har Kommissionen gjort gældende, at Saint-Gobain ikke fremlagde noget troværdigt bevis for, at der havde fundet afsætning sted uden for EØS. Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at Saint-Gobain selv afstod fra at foretage en opdeling af den nævnte art på grund af den pågældende afsætnings ringe omfang.

 Rettens bemærkninger

169    Det bemærkes indledningsvis, at Kommissionen har bekræftet Saint-Gobains antagelse om, at den bøde, selskabet blev pålagt, blev beregnet, uden at de eventuelle beløb, der svarer til den angivelige afsætning uden for EØS, var blevet fratrukket.

170    Endvidere bemærkes, at Kommissionen i de begæringer om oplysninger, som den rettede til Saint-Gobain den 10. december 2007 og den 25. juli 2008, havde anmodet selskabet om at oplyse Kommissionen dets omsætning i EØS i flere på hinanden følgende regnskabsår. Kommissionen havde i begge begæringer anmodet Saint-Gobain om, hvis det var muligt, at fremlægge attesterede tal og at angive, hvor stor en omsætning der havde været tale om for hver enkelt berørt bilfabrikant.

171    I de svar, Saint-Gobain tilsendte Kommissionen den 28. januar 2008 og den 22. august 2008, fremlagde selskabet oplysninger om sin samlede omsætning og sin omsætning for hver enkelt fabrikant i regnskabsårene 1999-2004, som hidrørte fra selskabets internationale handelsdatabase. Saint-Gobain oplyste dog i de samme svar, at de meddelte tal også omfattede afsætning af autoglas til kunder uden for EØS, nemlig kunder i Polen, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet. Saint-Gobain vurderede imidlertid, at den nævnte afsætning repræsenterede en forholdsvis beskeden omsætning, som ville være vanskelig at uddrage den af den internationale handelsdatabase, og meddelte derfor Kommissionen, at selskabet havde besluttet ikke at tilpasse databasen i denne retning. Det havde imidlertid for hvert af de omhandlede år trukket en procentdel fra den samlede omsætning, der formodedes at afspejle afsætningen uden for EØS.

172    På trods af de begæringer om oplysninger derom, som Kommissionen havde rettet til Saint-Gobain, indeholdt de svar, hvortil der henvises i den foregående præmis, således ikke en specifik beregning af afsætningen til kunder uden for EØS for hver enkelt fabrikant og hvert enkelt regnskabsår. Det fremgår af 667. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen for perioden med stigende betydning og perioden med faldende betydning kun tog afsætning til fabrikanter i betragtning, hvorom den kunne bevise, at kontrakter om levering af autoglas havde været omfattet af aftaler eller hemmelig praksis. Heraf følger, at Kommissionen ikke på grundlag af de oplysninger, Saint-Gobain havde meddelt den, kunne fastslå, om, og i bekræftende fald i hvilket omfang, de procentdele af afsætningen, som ifølge selskabet havde fundet sted uden for EØS, der vedrørte disse fabrikanter.

173    Mere generelt bemærkes – således som også Kommissionen har gjort – at Saint-Gobain intet fremlagde under undersøgelsen, der viste, at de procentdele af afsætningen, selskabet ønsker fratrukket grundlaget for bødeberegningen, rent faktisk svarer til afsætning uden for EØS.

174    Selv hvis dette led af anbringendet havde kunnet antages til realitetsbehandling, skønt det først er blevet fremført i replikken, finder Retten derfor, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved med henblik på beregningen af den bøde, der skulle pålægges Saint-Gobain, at lægge den samlede omsætning og den omsætning for hver enkelt fabrikant til grund, som selskabet havde meddelt den, uden at trække en fast procentdel, der angiveligt svarede til afsætning uden for EØS, fra denne omsætning.

175    Heraf følger, at anbringendets andet led må forkastes, for så vidt som det er fremsat til støtte for påstandene om annullation af den anfægtede beslutning, og dermed det tredje anbringende som helhed. Det skal dog påpeges, at dette led ligeledes prøves i præmis 463-477 nedenfor, for så vidt som det er fremsat til støtte for påstandene om ændring af den anfægtede beslutning.

4.     Det fjerde anbringende om, at det var fejlagtigt at tilskrive Compagnie de Saint-Gobain ansvaret for Saint-Gobains ulovlige adfærd, om tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe og om uskyldsformodning samt om magtfordrejning

176    Dette anbringende svarer i det væsentlige til et af Compagnie de Saint-Gobains anbringender i sag T-73/09. Anbringenderne skal derfor prøves samlet.

177    Compagnie de Saint-Gobains tredje anbringende i sag T-73/09 indeholder dog et subsidiært led, hvorefter der ligeledes foreligger en overskridelse af det loft, der er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, men dette led bygger på en anden argumentation. Compagnie de Saint-Gobain har nemlig gjort gældende, at selv hvis der må drages den konklusion, at det var med rette, at Kommissionen fandt selskabet ansvarligt for den adfærd, dets datterselskab Saint Gobain Glass France havde udvist, begik den dog en fejl ved at lægge Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning til grund for beregningen af det loft for bøden, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Da dette klagepunkt er særskilt i forhold til det, nærværende anbringende drejer sig om, prøves det separat (jf. præmis 442-458 nedenfor).

a)     Parternes argumenter

178    Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har kritiseret Kommissionen for at have tilregnet sidstnævnte den adfærd, der blev udvist af Saint Gobain Glass France, som Compagnie de Saint-Gobain ejer fuldt ud, selv om det ikke var blevet påvist, at denne havde øvet afgørende indflydelse på Saint-Gobains handelspolitik.

179    Compagnie de Saint-Gobain har i den forbindelse gjort gældende, at der i betragtning af såvel karakteren af overtrædelserne af konkurrencereglerne som karakteren og strengheden af de sanktioner, der knytter sig til dem, kun bør pålægges en juridisk person en sanktion for en sådan overtrædelse, hvis Kommissionen kan føre positivt bevis for, at den pågældende har været impliceret i den. Det er muligt at tilskrive et moderselskab ansvaret for en overtrædelse for adfærd udvist af et af dets datterselskaber, når det er bevist, at datterselskabet ikke handlede selvstændigt, men kun gennemførte instrukser fra moderselskabet. Derimod begår Kommissionen efter Compagnie de Saint-Gobains opfattelse en retlig fejl, når den, som i det foreliggende tilfælde, fastslår, at der må tilskrives moderselskabet et sådant ansvar, uden at have undersøgt, om det rent faktisk har øvet afgørende indflydelse på datterselskabets handelspolitik. Tilregnelse af ulovlig adfærd på dette grundlag er udtryk for en sammenblanding af begreberne juridisk person og virksomhed og dermed en tilsidesættelse af princippet om personligt strafansvar.

180    Selv om den omstændighed, at moderselskabet ejer hele kapitalen i et datterselskab, udgør et stærkt indicium for, at det har afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet, er den ifølge Compagnie de Saint-Gobain ikke i sig selv tilstrækkelig til, at ansvaret for et datterselskabs adfærd kan tilskrives moderselskabet. Hertil kræves en række supplerende indicier, skønt det modsatte er blevet fastslået i Unionens retspraksis.

181    Det er i strid med dette princip, som anerkendes i andre retssystemer, og med princippet om uskyldsformodning, at Kommissionen tilregnede Compagnie de Saint-Gobain den overtrædelse, Saint Gobain Glass France havde begået, selv om intet viste, at sidstnævnte ved gennemførelsen af sin handelspolitik kun havde fulgt instrukser fra moderselskabet. Navnlig beviser den omstændighed, at der er givet generelle instrukser til et datterselskab, eller det forhold, at en ledende medarbejder i datterselskabet har varetaget ikke-ledende funktioner i moderselskabet, ikke, at der er udøvet en sådan kontrol. Kommissionen opstillede således i strid med de principper, der fastslås i Domstolens dom af 10. september 2009 (sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237), en uafkræftelig formodning imod Compagnie de Saint-Gobain for, at denne havde øvet afgørende indflydelse.

182    Compagnie de Saint-Gobain finder, at denne burde kunne begrænse sig til at påvise, at den koncern, selskabet står i spidsen for, ikke er organiseret på en sådan måde, at det råder over tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer til at engagere sig regelmæssigt og indgående i ledelsen af sine datterselskabers handelspolitik. Dette er rent faktisk blevet påvist.

183    Indledningsvis beviser den omstændighed i sig selv, at hele Saint-Gobain-koncernen har en fælles strategi, som er offentliggjort på dens hjemmeside, ikke, at Compagnie de Saint-Gobain øver afgørende indflydelse på Saint-Gobains handelspolitik, idet de principper, som danner grundlag for strategien, ikke har nogen forbindelse med den handelspolitik, der føres af de forskellige virksomhedssektorer inden for koncernen. Desuden vidner de begrænsede menneskelige ressourcer, Compagnie de Saint-Gobain råder over, på samme måde som det rent funktionelle formål med de forskellige afdelinger, selskabet består af, om, at det er praktisk umuligt for det at øve selv en generel indflydelse på den handelspolitik, dets flere hundrede datterselskaber fører. Compagnie de Saint-Gobain giver således ikke nogen instrukser om, hvilke forretningsmetoder datterselskaberne skal anvende for at nå deres mål. Meddelelsen af det begrænsede antal oplysninger, der skal fremlægges for Compagnie de Saint-Gobain, såsom budgetter og økonomiske beretninger, er desuden organiseret efter et »bottom-up« system, som er karakteristisk for en decentraliseret ledelse og de meget forskelligartede karakterer, der kendetegner Saint-Gobain-koncernens virksomhed. Det lykkedes heller ikke Kommissionen at påvise, at der var blevet tilstillet Compagnie de Saint-Gobain nøjagtige rapporter om handelsvirksomheden inden for glassektoren i Saint-Gobain.

184    Endvidere beviser den individuelle funktion, som den tidligere direktør for glassektoren i Saint-Gobain-koncernen, A., varetog i Compagnie de Saint-Gobain, ikke, at denne sektor ikke var forretningsmæssigt selvstændig. Compagnie de Saint-Gobain har således gjort gældende, at A. ikke havde nogen ledende funktioner i selskabet, og at hans titel som viceadministrerende direktør for Compagnie de Saint-Gobain var en ærestitel. A. har ikke på noget tidspunkt været medlem af Compagnie de Saint-Gobains eksekutivkomité, der, med forbehold af bestyrelsens beføjelser, er alene om at træffe de beslutninger, som henhører under selskabets kompetence inden for koncernen. Ydermere tiltrådte A. først sin stilling i Compagnie de Saint-Gobain den 15. oktober 2001, dvs. næsten fire år efter, at overtrædelsen begyndte, og blev først ansvarlig for innovation inden for koncernen den 1. maj 2004, dvs. over et år efter, at det omtvistede kartel ophørte. Hvad direktionen angår er de emner, som behandles heri, ganske vist af fælles interesse for koncernen som helhed, men de oplysninger, som udveksles inden for direktionen, er for generelle til, at det kan udledes, at der blev øvet afgørende indflydelse på den handelspolitik, som føres af glassektoren i Saint-Gobain-koncernen.

185    Det forhold, at to medarbejdere i Compagnie de Saint-Gobain var medlemmer af Saint Gobain Glass Frances bestyrelse, har – i modsætning til hvad Kommissionen har anført – ikke nogen betydning i det foreliggende tilfælde. Det er nemlig sædvane, at en aktionær, som ejer 100% af et selskab, råder over et vist antal pladser i dets bestyrelse. Når et sådant forhold lægges til grund, på samme måde som den blotte omstændighed, at der var blevet udvekslet generelle oplysninger med Saint Gobain Glass France, bidrager det følgelig til at gøre det umuligt at afkræfte den formodning om indflydelse, der er fastslået i retspraksis.

186    Derudover har Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain i et særskilt klagepunkt gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med magtfordrejning, eftersom Compagnie de Saint-Gobain ifølge sagsøgerne udelukkende blev tilregnet overtrædelsen for at undgå, at den meget store bøde, de blev pålagt, oversteg det loft på 10% af omsætningen i »hver af de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, som har deltaget i overtrædelsen«, der fastsættes i artikel 23 i forordning nr. 1/2003. Selv uanset de øvrige anbringender måtte den bøde, sagsøgerne blev pålagt, ikke have overskredet 10% af Saint-Gobains omsætning i det foregående regnskabsår, dvs. [fortroligt] mio. EUR.

187    Kommissionen har, indledningsvis, påstået nærværende anbringende afvist, for så vidt som det er fremsat af Saint-Gobain, idet denne i den foreliggende forbindelse har indskrænket sig til at henvise til en række argumenter, som Compagnie de Saint-Gobain fremførte under undersøgelsen, og som sammenfattes i den anfægtede beslutning.

188    Med hensyn til realiteten har Kommissionen indledningsvis anført, at det er fejlagtigt, når Compagnie de Saint-Gobain beskylder den for i den anfægtede beslutning at have sammenblandet begreberne virksomhed og juridisk person. Kommissionen tilregnede nemlig først Compagnie de Saint-Gobain den ulovlige adfærd, som Saint-Gobain havde udvist, efter at have fastslået, at selskaberne udgjorde en og samme virksomhed i artikel 81 EF’s forstand.

189    Endvidere har Kommissionen henvist til, at et moderselskab, som ejer 100% af kapitalen i et datterselskab, ifølge fast retspraksis formodes at have øvet afgørende indflydelse på dettes handelspolitik og derfor kan tilregnes de overtrædelser af konkurrenceretten, det har begået. Formodningen er begrundet i, at et datterselskab, hvoraf et moderselskab ejer 100%, i langt de fleste tilfælde ikke fører sin handelspolitik selvstændigt. I modsætning til hvad Compagnie de Saint-Gobain har gjort gældende, behøver Kommissionen derfor ikke at føre positivt bevis for, at moderselskabet rent faktisk har øvet en sådan indflydelse i det konkrete tilfælde.

190    Endvidere har Kommissionen bemærket, at det ikke kan udledes af det forhold, at den i den anfægtede beslutning anførte en række yderligere faktorer til støtte for formodningen, at den fandt, at disse faktorer var en forudsætning for, at Compagnie de Saint-Gobain kunne holdes ansvarlig for Saint-Gobains ulovlige adfærd.

191    Ifølge Kommissionen er der ikke nogen grund til ikke at lægge den formodning til grund, hvortil der henvises i præmis 189 ovenfor. For det første er det irrelevant, at der i retssystemerne i tredjelande ikke anerkendes en afkræftelig formodning, der kan sammenlignes med den ovenfor beskrevne. Endvidere strider formodningen ikke imod princippet om ligebehandling af moderselskaber, som ejer hele et datterselskabs kapital, og moderselskaber, som kun ejer en mere begrænset del heraf, da de pågældende selskaber ikke befinder sig i sammenlignelige situationer. Endelig har Kommissionen, under alle omstændigheder, allerede i tidligere beslutninger fundet moderselskaber ansvarlige, som kun ejede en del af kapitalen i et af deres datterselskaber.

192    Med hensyn til den tidligere administrative praksis, som Compagnie de Saint-Gobain mener at kunne påvise, har Kommissionen anført ikke blot, at en sådan praksis ikke kan bestå i kun et enkelt fortilfælde, men også, at en eventuel praksis af denne art under alle omstændigheder ikke forpligter den til at anlægge tilsvarende vurderinger i senere beslutninger. Under alle omstændigheder har Kommissionen afvist, at der er nogen form for uoverensstemmelse mellem de af dens tidligere beslutninger, hvortil Compagnie de Saint-Gobain har henvist, og den anfægtede beslutning, idet de faktiske omstændigheder i sidstnævnte er anderledes.

193    Endvidere betyder, således som Domstolen fastslog i dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, det forhold, at formodningen om afgørende indflydelse er vanskelig at afkræfte, ikke i sig selv, at den ikke kan afkræftes. I det foreliggende tilfælde har Compagnie de Saint-Gobain ikke fremlagt noget, der kan afkræfte den formodning, der hviler på selskabet. Compagnie de Saint-Gobain og Saint Gobain Glass France udgør nemlig en og samme virksomhed i konkurrencerettens forstand. Heraf følger ligeledes, at klagepunktet om, at den anfægtede beslutning i denne henseende indeholder en tilsidesættelse af princippet om personligt strafansvar eller princippet om uskyldsformodning, må forkastes.

194    Denne konklusion bekræftes ifølge Kommissionen af en række omstændigheder.

195    Indledningsvis taler Saint-Gobain-koncernens forretningsmæssige struktur, som er blevet fastlagt af Compagnie de Saint-Gobain, for, at denne øvede afgørende indflydelse på Saint Gobain Frances forretningsmæssige adfærd. Compagnie de Saint-Gobain har således udarbejdet koncernens strategi og inddelt dens virksomhed i specifikke sektorer. Denne omstændighed vidner om, at Saint-Gobain ønskede at bevare den endelige kontrol med koncernens struktur og forvaltningen af den, og det er irrelevant for, om formodningen kan lægges til grund, om Compagnie de Saint-Gobain havde kendskab til overtrædelsen. I denne sammenhæng er det i øvrigt almindeligt, at de opgaver, som blev varetaget af den virksomhed, der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, var fordelt mellem Compagnie de Saint-Gobain og dennes datterselskaber inden for glassektoren, og at Compagnie de Saint-Gobain rådede over mere begrænsede menneskelige ressourcer end de nævnte datterselskaber.

196    Desuden underbygges, ifølge Kommissionen, Compagnie de Saint-Gobains påstand om, at denne ikke giver sine datterselskaber specifikke instrukser, ikke af beviser. Herom skal det bemærkes, at der i Compagnie de Saint-Gobain findes en afdeling for forskning og udvikling og innovation, en stilling som jurist med speciale i intellektuelle ejendomsrettigheder og en stilling som chef for internationale kontrakter.

197    Endvidere finder Kommissionen, at de funktioner, som A. varetog i såvel Saint-Gobain Glass France som i Compagnie de Saint-Gobain, ligeledes taler for, at Compagnie de Saint-Gobain øvede afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Som ansat i Saint-Gobain Glass France og som direktør for glassektoren i Saint-Gobain-koncernen var A. nemlig ansvarlig for alle de driftsselskaber, der producerede og markedsførte glas. I modsætning til hvad Compagnie de Saint-Gobain har hævdet, beklædte A. stillingen som direktør for glassektoren inden for koncernen i perioden fra oktober 1996 til oktober 2001, før han tiltrådte stillingen som viceadministrerende direktør. A. aflagde flere gange, i sine forskellige egenskaber, beretning om glassektorens virksomhed til Compagnie de Saint-Gobain, og denne har ikke godtgjort, at de nævnte stillinger ikke indebar nogen ledelsesfunktion.

198    Desuden er det ikke blevet bestridt, at A. var medlem af direktionen, som ifølge Compagnie de Saint-Gobains svar på meddelelsen af klagepunkter har til opgave at udveksle generelle oplysninger, der kan være af interesse for koncernens ledelse, og måned for måned vurdere Saint-Gobain-koncernens samlede resultater og udviklingen i dens samlede arbejdsstyrke. Direktionen udgør sammen med eksekutivkomitéen det team, som leder Saint-Gobain-koncernen.

199    Den omstændighed, at flere medlemmer af Compagnie de Saint-Gobains direktion var medlemmer af Saint-Gobain Glass Frances ledelse, vidner om, i hvor høj grad moderselskabet var involveret i den virksomhed, som blev udøvet af glassektoren i Saint-Gobain-koncernen.

200    I øvrigt er hverken glassektorens budget for regnskabsåret 2001 eller den strategiske plan for sektoren for 2002-2006, som Compagnie de Saint-Gobain har bilagt replikken, egnet til at anfægte ovenstående konklusioner. Selv om disse dokumenter blev udarbejdet af glassektoren og først tilstillet Compagnie de Saint-Gobain efterfølgende, er det nemlig ikke blevet godtgjort, at denne ikke kunne ændre eller forkaste dem eller kontrollere gennemførelsen af dem. Det er desuden vanskeligt at forestille sig, at glassektoren skulle være fuldstændig selvstændig inden for Saint-Gobain-koncernen, i betragtning af hvor stor en del den repræsenterer af koncernens omsætning og resultater.

201    Endelig har Kommissionen gjort gældende, at argumentet om, at retten til uskyldsformodning blev tilsidesat, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført i sit supplerende indlæg, er fremsat for sent og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Subsidiært har Kommissionen anført, at der kan fremsættes formodninger om skyld på det strafferetlige område, forudsat at de ikke overskrider en vis tærskel. Det skal understreges, dels at bekæmpelse af konkurrencebegrænsende praksis udgør et vigtigt indsatsområde, dels at Compagnie de Saint-Gobains ret til forsvar blev overholdt fuldt ud i det foreliggende tilfælde, eftersom selskabet efter fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter havde mulighed for at modbevise formodningen om, at det havde øvet afgørende indflydelse på Saint-Gobain Glass Frances handelspolitik.

b)     Rettens bemærkninger

 Spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er fremsat af Saint-Gobain

202    Før anbringendet fremmes til realitetsbehandling, skal der foretages en prøvelse af Kommissionens påstand om afvisning af anbringendet, for så vidt som det er fremsat af Saint-Gobain. Kommissionen har på grundlag af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), gjort gældende, at Saint-Gobain i stævningen har indskrænket sig til at henvise til en række argumenter, som Compagnie de Saint-Gobain fremførte under undersøgelsen, og som sammenfattes i 606. og 607. betragtning til den anfægtede beslutning, uden at uddybe dem.

203    I henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal en stævning indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten mulighed for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor (Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, »PVC II-dommen«, Sml. II, s. 931, præmis 39). Selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til bestemte passager i dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at fremføre væsentlige led i den retlige argumentation, som ifølge ovennævnte bestemmelse skal være indeholdt i stævningen (Rettens kendelse af 27.3.2009, sag T-184/08, Alves dos Santos mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).

204    I det aktuelle tilfælde bemærkes, at de passager i stævningen, som indeholder det foreliggende anbringende, opfylder de nævnte krav. Således som Kommissionen selv har medgivet i sine skriftlige indlæg, indskrænkede Saint-Gobain sig i denne forbindelse ikke til udelukkende at henvise til en argumentation, der er indeholdt i andre dokumenter. Stævningen indeholder nemlig flere argumenter til støtte for anbringendet om tilsidesættelse af princippet om personligt strafansvar som følge af, at Compagnie de Saint-Gobain blev tilregnet Saint-Gobains ulovlige adfærd, om overskridelse af det loft, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, og om magtfordrejning.

205    Heraf følger, at Kommissionens påstand om afvisning af anbringendet, for så vidt som det er fremsat af Saint-Gobain, må forkastes.

 Realiteten

206    For så vidt angår realiteten bemærkes indledningsvis, at Unionens konkurrenceret omhandler »virksomheders« aktiviteter (Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 59), og at begrebet »virksomhed« omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (jf. Domstolens dom af 10.1.2006, sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. I, s. 289, præmis 107).

207    Domstolen har ligeledes præciseret, at begrebet virksomhed i denne kontekst skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

208    Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den at stå til regnskab for overtrædelsen, som utvetydigt skal henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde. I øvrigt skal klagepunktsmeddelelsen være stilet til denne og angive, i hvilken egenskab den pågældende foreholdes de påståede faktiske omstændigheder (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 56 og 57 og den deri nævnte retspraksis).

209    Endvidere følger det af fast retspraksis, at et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, særligt henset til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder. Det forholder sig sådan, fordi moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør én virksomhed i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 206 og 207 ovenfor. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

210    Det er derfor ikke et spørgsmål om initiativ vedrørende overtrædelsen mellem moderselskabet og datterselskabet, eller – så meget desto mere – førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse – men den omstændighed, at virksomhederne udgør en virksomhed i ovennævnte forstand, som giver Kommissionen beføjelse til at rette beslutningen, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet for en gruppe virksomheder (Rettens dom af 12.12.2007, sag T-112/05, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5049, præmis 58).

211    I det særlige tilfælde, hvor et moderselskab besidder 100% af kapitalen i et datterselskab, som har begået en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, kan moderselskabet dels øve afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at moderselskabet faktisk øver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd (jf. dommen af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

212    Selv om det er korrekt, at Domstolen i præmis 28 og 29 i dommen af 16. november 2000 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, nævnt i præmis 148 ovenfor – ud over ejerskab af 100% af datterselskabets kapital – henviste til andre omstændigheder, som f.eks. den manglende bestridelse af den indflydelse, som moderselskabet havde udøvet på datterselskabets handelspolitik, og den fælles repræsentation af de to virksomheder under den administrative procedure, forholder det sig derfor ikke desto mindre således, at Domstolen kun henviste til de nævnte omstændigheder for at redegøre for de forskellige forhold, som Retten havde baseret sig på med henblik på at konkludere, at dens afgørelse ikke udelukkende var støttet på, at moderselskabet besad hele kapitalen i datterselskabet. Den omstændighed, at Domstolen har bekræftet Rettens vurdering i den pågældende sag, kan derfor ikke medføre en ændring af betingelserne for at anlægge den formodning om moderselskabets afgørende indflydelse, hvortil der henvises i den foregående præmis (dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 62, og Rettens dom af 30.4.2009, sag T-12/03, Itochu mod Kommissionen, Sml. II, s. 883, præmis 50).

213    Under disse omstændigheder er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (dommen af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 61, og Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 57).

214    For at fastslå, om et datterselskab bestemmer sin adfærd på markedet frit, skal det ikke kun tages i betragtning, at moderselskabet påvirker prispolitikken, produktions- og distributionsvirksomheden, salgsmålene, bruttofortjenesten, salgsomkostningerne, »cash flowet«, varelagrene og markedsføringen. Det er, som anført i præmis 209 ovenfor, ligeledes nødvendigt at tage samtlige forhold i betragtning vedrørende de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem datterselskabet og moderselskabet, som kan variere fra sag til sag og derfor ikke kan opregnes udtømmende (jf. i denne retning dommen af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 65, og dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 64 og 65).

215    Selv hvis den er vanskelig at afkræfte, holder en formodning sig inden for rimelige grænser, når den står i rimeligt forhold til det forfulgte lovlige mål, når der er mulighed for at føre modbevis, og når retten til forsvar er sikret (jf. analogt Domstolens dom af 23.12.2009, sag C-45/08, Spector Photo Group og Van Raemdonck, Sml. I, s. 12073, præmis 43 og 44, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Janosevic mod Sverige, nævnt i præmis 104 ovenfor, præmis 101-110).

216    Formodningen om, at et moderselskab udøver bestemmende indflydelse på et datterselskab, som det ejer fuldt ud eller delvis, har bl.a. til formål at skabe en balance mellem vigtigheden af, på den ene side, målet om at bekæmpe adfærd, der strider imod konkurrencereglerne, især artikel 81 EF, og at hindre gentagelse heraf, og, på den anden side, kravene i visse grundlæggende principper i EU-retten, såsom bl.a. principperne om uskyldsformodning og straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet samt princippet om retten til forsvar, herunder princippet om parternes processuelle ligestilling (dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 213 ovenfor, præmis 59).

217    Heraf følger, at en sådan formodning står i rimeligt forhold til det forfulgte lovlige mål.

218    Endvidere bygger den formodning, hvortil der henvises i præmis 211 ovenfor, på konstateringen af, at et selskab, som ejer hele kapitalen i et datterselskab, bortset fra helt ekstraordinære omstændigheder, alene i lyset af denne kapitalandel kan udøve en bestemmende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, samt at en manglende effektiv udøvelse af en sådan indflydelse normalt kan undersøges mest hensigtsmæssigt i den virksomhedssfære, i forhold til hvilken formodningen eksisterer. Hvis det under disse omstændigheder var tilstrækkeligt for den berørte part at afkræfte nævnte formodning ved at fremføre enkle påstande, der ikke var underbyggede, ville formodningen stort set ikke have den tilsigtede virkning. Formodningen er dog afkræftelig, og de enheder, som ønsker at modbevise den, kan anføre alle forhold vedrørende de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem datterselskabet og moderselskabet, som de finder egnede til at godtgøre, at datterselskabet og moderselskabet ikke udgør en økonomisk enhed, men optræder selvstændigt på markedet (dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 213 ovenfor, præmis 60 og 61; jf. i denne retning dommen i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, nævnt i præmis 148 ovenfor, præmis 29).

219    Endelig skal moderselskabet høres af Kommissionen, inden denne vedtager en beslutning mod moderselskabet, og denne beslutning kan indbringes for Unionens retsinstanser, der skal tage stilling til sagen under overholdelse af retten til forsvar (Domstolens dom af 18.7.2013, sag C-501/11 P, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, præmis 110).

220    I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Compagnie de Saint-Gobain på tidspunktet for overtrædelsen ejede 100% af Saint-Gobain Glass Frances aktiekapital.

221    Endvidere fremgår det af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 213-215 ovenfor, at når Kommissionen på grundlag af formodningen om, at moderselskabet har øvet afgørende indflydelse, finder dette ansvarligt for en overtrædelse, påhviler det moderselskabet at afkræfte formodningen ved at føre tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at datterselskabet optræder selvstændigt på markedet. Det påhviler i den forbindelse moderselskabet at anføre alle forhold vedrørende de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem dette og datterselskabet, som er egnede til at godtgøre, at selskaberne ikke udgør en og samme økonomisk enhed.

222    Det skal derfor prøves, om det var med rette, at Kommissionen fandt, at det ikke kunne fastslås på grundlag af de forhold, Compagnie de Saint-Gobain havde anført under undersøgelsen, at Saint-Gobain Glass France havde været forretningsmæssigt selvstændig på markedet, og at de derfor ikke godtgjorde, at dette selskab og Compagnie de Saint-Gobain ikke udgjorde en økonomisk enhed som omhandlet i Unionens konkurrenceret.

223    Således som det fremgår af 600. ff. betragtning til den anfægtede beslutning, lægger Kommissionen i det væsentlige tre rækker betragtninger til grund til støtte for formodningen om, at Compagnie de Saint-Gobain på tidspunktet for overtrædelsen øvede afgørende indflydelse på Saint-Gobain Glass Frances handelspolitik.

224    For det første anfører Kommissionen argumenter, der vedrører Saint-Gobain-koncernens forretningsmæssige organisation. Den peger således på, idet den henviser til en række årsberetninger fra Compagnie de Saint-Gobain, at skønt de forskellige virksomhedssektorer inden for Saint-Gobain-koncernen forvalter deres egne aktiviteter og fastlægger og fører de forretnings- og markedsføringsstrategier ud i livet, der knytter sig til deres egen virksomhed, indgår de ikke desto mindre i en af Compagnie de Saint-Gobain fastlagt grundlæggende driftsledelsesstruktur, som har til formål at gennemføre koncernens forretningsmodel. Kommissionen henviser i den forbindelse til en e-mail, som Saint-Gobain Glass France tilsendte Kommissionen den 4. oktober 2006 som svar på en begæring om oplysninger, denne havde rettet til selskabet, og hvoraf det fremgår, at de initiativer, som tages af koncernens glassektor, og de resultater, den opnår, stemmer overens med de prioriteter og målsætninger, der fastsættes af Compagnie de Saint-Gobains direktion for hele koncernens virksomhed. Ifølge Kommissionen angives det i samme e-mail, at skønt de kommercielle mål, såsom driftsplanerne, budgetterne og vigtige forretningsmæssige beslutninger vedrørende driften, udarbejdes af de kommercielle enheder, vedtages de i sidste instans af direktøren for glassektoren i Saint-Gobain.

225    For det andet fremhæver Kommissionen en række strukturelle faktorer. Den peger indledningsvis på de forbindelser, der fandtes mellem direktionerne for henholdsvis Compagnie de Saint-Gobain og glassektoren i Saint-Gobain-koncernen. Således beklædte A. stillingen som viceadministrerende direktør i Compagnie de Saint-Gobain og var i den egenskab ansvarlig over for den assisterende administrerende direktør for koncernen. A. var desuden direktør for glassektoren i Saint-Gobain-koncernen og for Saint-Gobain Glass France og Saint-Gobain Sekurit France. Han var ligeledes direktør for Saint-Gobain Sekurit International indtil 2001. A. deltog i møderne i driftsudvalget og i direktionen for Compagnie de Saint-Gobain og var ydermere ansvarlig for innovation i Saint-Gobain-koncernen. Endvidere skal det ifølge Kommissionen tages i betragtning, at tre medlemmer af bestyrelsen for Saint-Gobain Glass France ligeledes beklædte direktionsstillinger i Compagnie de Saint-Gobain.

226    Kommissionen tilføjer, at A. er medlem af koncernens ledelsesteam på samme måde som dens assisterende administrerende direktør, som ligeledes er medlem af Compagnie de Saint-Gobains eksekutivkomité. Det er ikke sandsynligt, at medlemmer af et ledelsesteam, der står i spidsen for en forretningssektor, såsom A., udelukkende kommunikerer indbyrdes og således varetager ledelsen af koncernen uden deltagelse af Compagnie de Saint-Gobains eksekutivkomité.

227    Endelig fremhæver Kommissionen, for det tredje, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain har sæde på samme adresse. Denne omstændighed letter ifølge Kommissionen udviklingen af en ensartet handelspolitik inden for virksomheden.

228    Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain har bestridt dette synspunkt.

229    Det bemærkes hvad dette angår, at selv om nogle af de forhold, hvortil Compagnie de Saint-Gobain har henvist, tyder på, at Saint-Gobain Glass France nød en høj grad af selvstændighed, er det ikke desto mindre ikke lykkedes for Compagnie de Saint-Gobain at afkræfte den formodning, som hviler på selskabet i det foreliggende tilfælde.

230    For det første kan der ikke gives Compagnie de Saint-Gobain medhold i, at Saint-Gobains selvstændighed fremgår af, at selskabet har en decentraliseret ledelse, og at Compagnie de Saint-Gobain kun er et holdingselskab uden driftsansvar, som ikke griber ind i den driftsmæssige ledelse af sine datterselskaber.

231    Indledningsvis har Compagnie de Saint-Gobain således gjort gældende, at der i selskabets »etiske charter« kun fastsættes grundlæggende principper, som ikke har nogen forbindelse med datterselskabernes handelspolitik, og at det ganske vist fastlægger Saint-Gobain-koncernens generelle strategi, men lader sektorerne frit bestemme og gennemføre deres handelspolitik. Compagnie de Saint-Gobain har imidlertid hverken fremlagt sit »etiske charter« eller noget andet dokument, som underbygger selskabets påstande.

232    Endvidere har et holdingselskab inden for rammerne af en koncern til formål at samle andele i forskellige selskaber og som funktion at sikre enhed i ledelsen (jf. i denne retning Rettens dom af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 63, og af 29.6.2012, sag T-360/09, E.ON Ruhrgas og E.ON mod Kommissionen, præmis 283). I mangel af indicier for, at det ikke forholder sig således, må forbindelserne mellem Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain Glass France derfor anses for at indebære, at Compagnie de Saint-Gobain øvede afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, ved at koordinere navnlig de finansielle investeringer inden for Saint-Gobain-koncernen (jf. analogt Rettens dom af 17.5.2011, sag T-299/08, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2149, præmis 99). I øvrigt bemærkes hvad dette angår, dels at Compagnie de Saint-Gobain har medgivet, at denne fastlægger de generelle rentabilitetsmål for sine datterselskaber, overvåger deres økonomiske ligevægt og omdømme samt bidrager til finansieringen af de investeringer, de foretager, dels at næsten halvdelen af Compagnie de Saint-Gobains ansatte ifølge tal, selskabet selv har fremlagt, er beskæftiget med finansielle anliggender.

233    Den interne fordeling af Compagnie de Saint-Gobains forskellige former for virksomhed mellem flere divisioner eller afdelinger, der nærmer sig til en decentraliseret ledelse, er almindelig blandt koncerner som den, Compagnie de Saint-Gobain står i spidsen for, og kan derfor heller ikke afkræfte formodningen om, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain udgjorde én virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF (jf. i denne retning dommen af 17.5.2011 i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 232 ovenfor, præmis 99).

234    For det andet kan der ikke gives Compagnie de Saint-Gobain medhold i, dels at Saint-Gobain Glass France altid fastlagde sin forretningsstrategi selvstændigt, eftersom Compagnie de Saint-Gobain aldrig vedtog eller godkendte virksomhedens aktivitetsplaner og budgetter, og at Saint-Gobain Glass France i praksis kunne handle selvstændigt på markedet, dels at Saint-Gobain Glass France nød fuld økonomisk selvstændighed, idet Compagnie de Saint-Gobain kun udøvede en meget generel kontrol med selskabet.

235    Ud over at Compagnie de Saint-Gobain ikke har fremlagt noget, der underbygger de nævnte påstande, fremgår det nemlig af en e-mail, Saint-Gobain Glass France tilsendte Kommissionen den 4. oktober 2006 som svar på en begæring om oplysninger, denne havde rettet til selskabet, at Compagnie de Saint-Gobain godkendte investeringer og budgetter for alle virksomhedssektorerne inden for Saint-Gobain-koncernen og regelmæssigt kontrollerede de forskellige sektorers resultater. Denne omstændighed bidrager til at bekræfte konklusionen om, at Compagnie de Saint-Gobain ved at koordinere navnlig de finansielle investeringer inden for Saint-Gobain-koncernen øvede afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd (jf. i denne retning dommen af 17.5.2011 i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 232 ovenfor, præmis 102).

236    Selv hvis, under alle omstændigheder, aktivitetsplanerne blev vedtaget af direktionen for glassektoren, inden de eventuelt blev meddelt Compagnie de Saint-Gobain, kan det ikke udledes heraf, at sidstnævnte ikke kunne ændre, forkaste eller kontrollere gennemførelsen af dem.

237    For det tredje er det argument irrelevant, som Compagnie de Saint-Gobain har fremsat om, at Saint-Gobain Glass France meddelte selskabet oplysninger efter et »bottom-up«-system (nedefra og op), og at fremsendelsen af oplysningerne ikke gav anledning til efterfølgende instrukser til datterselskabet. Selv hvis det forholdt sig således, ændrer den måde, hvorpå et datterselskab meddeler sit moderselskab oplysninger, ikke, at sidstnævnte kan øve afgørende indflydelse på det pågældende datterselskabs adfærd på markedet. I det foreliggende tilfælde underbygger Compagnie de Saint-Gobains bekræftelse af, at oplysningerne i datterselskabernes budgetter og økonomiske beretninger blev meddelt selskabet, snarere, at dette var fuldt ud i stand til at øve afgørende indflydelse på det omhandlede datterselskabs adfærd på markedet ved at kontrollere dets rentabilitet og, på baggrund af de opnåede resultater, påvirke dets strategiske kommercielle valg. Denne konklusion bestyrkes yderligere af, at direktøren for glassektoren i Saint-Gobain-koncernen, A., oplyste under den administrative procedure, at han redegjorde for virksomheden inden for koncernens autoglassektion over for Compagnie de Saint-Gobains assisterende administrerende direktør.

238    Endvidere må, for det fjerde, de argumenter forkastes, hvorefter Compagnie de Saint-Gobain på intet tidspunkt deltog i overtrædelsen og ikke engang havde kendskab til den, eftersom beslutninger om salgspriser, afgivelse af specifikke bud til bilfabrikanter og politikken for prisnedslag udelukkende henhørte under datterselskaberne i glassektoren inden for Saint-Gobain-koncernen, og hvorefter markedet for autoglas udgør en særlig sektor inden for Saint-Gobain-koncernens fem virksomhedssektorer, som ydermere kun har svage forbindelser med de øvrige sektorer inden for glassektoren.

239    Ingen af de nævnte argumenter beviser nemlig, at Saint-Gobain Glass France bestemte sin handelspolitik selvstændigt på markedet.

240    Indledningsvis er det, således som det fremgår af fast retspraksis, ikke et spørgsmål om initiativ vedrørende overtrædelsen mellem moderselskabet og datterselskabet, eller – så meget desto mere – førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse – men den omstændighed, at virksomhederne udgør én virksomhed, som giver Kommissionen beføjelse til at rette beslutningen, hvorved der pålægges bøder, til moderselskabet for en gruppe virksomheder (dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 58; jf. i denne retning Rettens dom af 16.11.2011, sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 74). De organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser mellem moderselskabet og datterselskabet kan således bevise, at førstnævnte øver indflydelse på sidstnævntes strategi, og derfor begrunde, at virksomhederne opfattes som en selvstændig økonomisk enhed (dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 83).

241    Endvidere er den omstændighed, at den af Saint-Gobain Glass France udøvede virksomhed, som den anfægtede beslutning drejer sig om, kun vedrører et af de mange markeder, hvorpå Saint-Gobain-koncernen opererer, irrelevant i det foreliggende tilfælde. Det er nemlig ikke usædvanligt, at koncerner som den, Compagnie de Saint-Gobain står i spidsen for, er til stede på flere markeder og overlader ansvaret for den virksomhed, som udøves herpå, til forskellige datterselskaber eller grupper af datterselskaber, uden at en sådan omstændighed udgør en hindring for, at moderselskabet øver afgørende indflydelse på den handelspolitik, dets forskellige datterselskaber fører.

242    Det af Compagnie de Saint-Gobain fremførte argument, som i det væsentlige går ud på, at det var med urette, at Kommissionen fandt, at de omstændigheder, den var blevet gjort bekendt med under den administrative procedure, ikke beviste, at Compagnie de Saint-Gobain ikke havde øvet afgørende indflydelse på Saint-Gobain Glass Frances handelspolitik, må derfor forkastes.

243    Klagepunktet om, at de krav til beviset, der ifølge Kommissionen skulle være opfyldt i det foreliggende tilfælde for at afkræfte formodningen om, at der var øvet afgørende indflydelse, betød, at denne ikke kunne afkræftes, kan ikke tiltrædes. I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 213-215 ovenfor, blev der således ikke stillet krav om, at Compagnie de Saint-Gobain fremlagde bevis for ikke at have grebet ind i sit datterselskabs drift, men udelukkende krav om, at selskabet fremlagde beviser, der var tilstrækkelige til at godtgøre, at dets datterselskab havde handlet selvstændigt på det relevante marked (jf. i denne retning dommen af 17.5.2011 i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 232 ovenfor, præmis 120). Den blotte omstændighed, at en virksomhed i et givet tilfælde ikke fremlægger bevismidler, der kan afkræfte formodningen om udøvelse af en bestemmende indflydelse, betyder ikke, at nævnte formodning aldrig under nogen omstændigheder kan afkræftes (dommen af 29.11.2011 i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 213 ovenfor, præmis 65 og 66).

244    På baggrund af det ovenstående må det derfor ligeledes fastslås, at den måde, hvorpå Kommissionen i den anfægtede beslutning forholdt sig til de omstændigheder, Compagnie de Saint-Gobain havde anført med henblik på at afkræfte den formodning, som hvilede på selskabet, samlet betragtet ikke henhører under probatio diabolica.

245    Med hensyn til de forskellige henvisninger, som Compagnie de Saint-Gobain har foretaget til en række beslutninger, som Kommissionen tidligere har vedtaget, og hvori den ikke har tilregnet moderselskaber ulovlig adfærd begået af datterselskaber, som de ejede fuldt ud, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionens beslutningspraksis ikke i sig selv udgør retsgrundlaget for bøder i sager om overtrædelse af konkurrencereglerne, idet dette udelukkende fastlægges i forordning nr. 1/2003 som anvendt i lyset af retningslinjerne, og at Kommissionen ikke er bundet af de skøn, den tidligere har foretaget (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 82, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 118 ovenfor, præmis 123).

246    Ligeledes er det irrelevant ved prøvelsen af den anfægtede beslutnings lovlighed, at der i andre retssystemer gælder andre regler for tilregnelse af overtrædelser af konkurrenceretten.

247    Det følger af det ovenstående, at klagepunktet om, at det var en retlig fejl at tilregne Compagnie de Saint-Gobain Saint-Gobain Glass Frances ulovlige adfærd, ikke kan tiltrædes.

248    Da det desuden var med rette, at Kommissionen fandt, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain Glass France udgjorde én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, må det argument forkastes som irrelevant, som Compagnie de Saint-Gobain har fremsat om, i det væsentlige, at den formodning om, at der er øvet afgørende indflydelse, som Kommissionen gjorde brug af i den anfægtede beslutning, og hvis principielle lovlighed Domstolen anerkendte i dommen af 10. september 2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 181 ovenfor, strider imod princippet om personligt strafansvar. På samme måde kan der ikke gives Compagnie de Saint-Gobain medhold i klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, der er fastsat i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder og i EMRK’s artikel 6, selv hvis det kan antages til realitetsbehandling, skønt det først er blevet fremført i det supplerende skriftlige indlæg (jf. i denne retning Rettens dom af 16.11.2011, sag T-78/06, Álvarez mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31-41).

249    Endelig må klagepunktet om magtfordrejning som følge af, at Compagnie de Saint-Gobain udelukkende blev tilregnet overtrædelsen, fordi Kommissionen ønskede at pålægge selskabet en bøde, der oversteg det loft på 10%, som er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 1/2003, forkastes i betragtning af den konklusion, der blev draget i præmis 247 ovenfor.

250    Nærværende anbringende er følgelig ugrundet og må forkastes.

5.     Det femte anbringende om tilsidesættelse af principperne om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe og om den berettigede forventning

251    Dette anbringende er i det væsentlige sammenfaldende med et af de anbringender, Compagnie de Saint-Gobain har fremsat i sag T-73/09. Anbringenderne skal derfor prøves samlet.

a)     Parternes argumenter

252    Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har gjort gældende, at den anfægtede beslutning indeholder en tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe, der er fastsat i EMRK’s artikel 7 og artikel 49 i chartret om grundlæggende rettigheder, og princippet om den berettigede forventning, eftersom Kommissionen anvender retningslinjerne af 2006 på trods af, at de blev vedtaget efter, at overtrædelsen ophørte. At retningslinjerne blev anvendt med tilbagevirkende kraft, medførte en betydelig forhøjelse af det bødeniveau i henhold til retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne af 1998«), som kunne forudses på sagstidspunktet.

253    Ifølge retspraksis er princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe til hinder for, at en nyfortolkning af en bestemmelse, hvori det fastslås, hvad der udgør en overtrædelse, og som forhøjer de pålagte bøders niveau, anvendes med tilbagevirkende kraft, hvis denne udvikling ikke med rimelighed kunne forudses, da overtrædelsen blev begået, og hvis den ikke er nødvendig for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik. Ifølge Compagnie de Saint-Gobain er disse to betingelser opfyldt i det foreliggende tilfælde. Da, for det første, størrelsen af de bøder, der er blevet pålagt, siden retningslinjerne af 2006 begyndte at blive anvendt, ikke er sammenlignelige med størrelsen af de bøder, som tidligere blev pålagt, må den udvikling, anvendelsen af disse retningslinjer har givet anledning til, anses for ikke at have kunnet forudses med rimelighed. Dette skyldes navnlig, at der ved bødeberegningen i henhold til retningslinjerne af 2006 lægges langt større vægt på den faktor, som overtrædelsens varighed udgør, end i henhold til retningslinjerne af 1998. For det andet er det for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik ikke nødvendigt at pålægge bøder på det meget høje niveau, som kendetegner de bøder, Kommissionen pålægger i henhold til retningslinjerne af 2006.

254    Selv om det skulle lægges til grund, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde anvendte forordning nr. 17, kan retningslinjerne af 2006 efter Compagnie de Saint-Gobains opfattelse sidestilles med en ændring af den praksis, som Kommissionen klart pålagde sig selv i retningslinjerne af 1998, i retning af en øget strenghed. Retningslinjerne af 2006 kan derfor kun anvendes på situationer, der er indtruffet efter offentliggørelsen af dem.

255    Compagnie de Saint-Gobain mener ikke, at ovenstående konklusioner anfægtes af dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, eftersom Domstolen i denne dom kun tog stilling til anvendelse retningslinjerne af 1998 med tilbagevirkende kraft. Dommen vedrører nemlig anvendelse af retningslinjer på omstændigheder, som har udspillet sig på et tidspunkt, hvorpå de pågældende retningslinjer endnu ikke er blevet offentliggjort. Heraf følger, at den overtrædelse, der var tale om i den pågældende sag – i modsætning til den situation, som har givet anledning til den aktuelle tvist – var blevet begået på et tidspunkt, hvor der herskede stor retlig usikkerhed om, hvordan bøderne ville blive beregnet, og hvor de berørte virksomheder derfor ikke havde kunnet udvikle nogen berettiget forventning hvad dette angår. I det foreliggende tilfælde havde de virksomheder, hvortil den anfægtede beslutning er rettet, al mulig grund til at forvente, at der ville blive pålagt sanktioner for deres fremtidige adfærd i henhold til retningslinjerne af 1998, og det så meget desto mere som Domstolen i dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, havde fastslået, at sidstnævnte har karakter af en retsakt.

256    Desuden har Compagnie de Saint-Gobain påberåbt sig en række udsagn fremsat af medlemmer af Kommissionen med ansvar for konkurrencespørgsmål inden for Unionen før 2006, hvoraf det fremgår, at det på tidspunktet for de omtvistede omstændigheder ikke kunne forudses, at der ville blive vedtaget nye retningslinjer for beregningen af bøder.

257    Heraf følger efter Saint-Gobains og Compagnie de Saint-Gobains opfattelse, at bøden skulle have været beregnet på grundlag af retningslinjerne af 1998.

258    Kommissionen har anført, at retsgrundlaget for de bøder, der pålægges i tilfælde af overtrædelse af konkurrencereglerne i artikel 81 EF, er artikel 23 i forordning nr. 1/2003, og at retningslinjerne af 2006 kun angiver, hvorledes bøderne beregnes. I henhold til såvel retningslinjerne af 1998 som retningslinjerne af 2006 skal bøderne således beregnes under hensyn til overtrædelsernes grovhed og varighed, således som det foreskrives i artikel 23 i forordning nr. 1/2003. Eftersom retningslinjerne af 2006 afspejler en metode, som er tilpasset anvendelsen af en uændret lovbestemmelse, finder Kommissionen, at Domstolens ræsonnement i dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, også er anvendeligt i det foreliggende tilfælde. Det gælder så meget desto mere, som Domstolen i denne dom fastslog en række grundlæggende principper vedrørende anvendelsesområdet for retningslinjerne for beregningen af bøder.

259    Det er korrekt, at der inden for rammerne af retningslinjerne af 2006 lægges større vægt på kriteriet om varigheden, men denne udvikling kunne ifølge Kommissionen forudses, da overtrædelsen blev begået, på samme måde som det ved beregningen af bøden i fremtiden kunne være værdien af den berørte afsætning, og ikke et fast beløb, der blev anvendt. Domstolen havde således allerede før vedtagelsen af retningslinjerne af 2006 udtrykt en vis præference for, at der ved bødeberegningen blev anvendt værdien af den berørte afsætning og ikke et fast beløb. Desuden var det ekstrabeløb, der nu pålægges med henblik på afskrækkelse, ifølge Kommissionen allerede indeholdt i det faste beløb, som blev anvendt under hensyn til overtrædelsens grovhed, da retningslinjerne af 1998 var gældende. Endelig er der ikke grundlag for Compagnie de Saint-Gobains påstand om, at det på tidspunktet for de omtvistede faktiske omstændigheder kunne forventes, at Kommissionen ville pålægge sig selv ikke at anvende de nye retningslinjer, den eventuelt ville vedtage, med tilbagevirkende kraft. Kommissionen har henvist til princippet om, at det står den frit for at ændre retningslinjerne efter behov, forudsat at ændringerne overholder den retlige ramme, der fastsættes i forordning nr. 1/2003.

260    Endvidere har Kommissionen fremhævet, dels at det ikke var angivet i retningslinjerne af 1998, at de fandt anvendelse på beslutninger om overtrædelser, der blev begået, mens de var gældende, dels at det angives i retningslinjerne af 2006, som den ikke kan fravige uden rimelig grund, at de gælder for alle de tilfælde, hvori meddelelsen af klagepunkter er blevet fremsendt efter den 1. september 2006. I det foreliggende tilfælde blev meddelelsen af klagepunkter fremsendt den 18. april 2007.

261    Desuden fremgår det af nyere retspraksis, at formålet med retningslinjerne af 1998 var gennemsigtighed og objektivitet, men ikke forudsigelighed med hensyn til bødernes størrelse. En sådan forudsigelighed er ikke ønskelig, da den kunne undergrave bødernes afskrækkende virkning ved at gøre det muligt for de berørte virksomheder at foretage en nøjagtig sammenligning mellem den eventuelle sanktion, de kunne blive pålagt i tilfælde af en overtrædelse, og den fortjeneste, de ville kunne opnå ved en sådan overtrædelse.

262    Ovenstående konklusioner kan ifølge Kommissionen ikke anfægtes af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe. Vedtagelsen af retningslinjer, der ændrer den generelle konkurrencepolitik for så vidt angår bøder, kan ganske vist principielt være omfattet af anvendelsesområdet for dette princip. Det kan derfor være til hinder for at anvende nye retningslinjer med tilbagevirkende kraft, i det omfang de regler, som er indeholdt heri, ikke med rimelighed kunne forudses, da overtrædelsen blev begået. Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at den omstændighed, at retningslinjerne af 2006 kan give anledning til større bøder end dem, der blev pålagt på grundlag af retningslinjerne af 1998, ikke i sig selv kan medføre en tilsidesættelse af princippet om forbud mod lovgivning med tilbagevirkende kraft, eftersom, for det første, en sammenligning af de bøder, som er blevet pålagt i forskellige sager, ikke udgør en pålidelig metode i denne henseende, og, for det andet, Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain ikke kunne forudse, nøjagtigt hvor stor en bøde selskaberne ville være blevet pålagt i henhold til retningslinjerne af 1998.

263    Ydermere har Kommissionen bestridt, at Compagnie de Saint-Gobains henvisning til udsagn, som medlemmer af Kommissionen med ansvar for konkurrencespørgsmål inden for Unionen har fremsat efter, at overtrædelsen var ophørt, er relevant inden for rammerne af den foreliggende sag. Ud over at kommissærkollegiets skønsfrihed ikke kan begrænses af sådanne udsagn, viser de under ingen omstændigheder, at det på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, ikke med rimelighed kunne forudses, at retningslinjerne af 1998 ville blive justeret.

b)     Rettens bemærkninger

264    Ved dette anbringende har Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain i det væsentlige foreholdt Kommissionen at have tilsidesat principperne om den berettigede forventning og om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe ved i det foreliggende tilfælde at anvende retningslinjerne af 2006, på trods af at det på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, var retningslinjerne af 1998, som gjaldt. At det var retningslinjerne af 2006, der blev anvendt, medførte ifølge sagsøgerne en væsentligt større bøde end den, anvendelsen af retningslinjerne af 1998 ville have givet anledning til, først og fremmest fordi værdien af de af overtrædelsen berørte varer blev multipliceret med dennes varighed.

265    Hvad dette angår bemærkes indledningsvis, at argumentationen om, at den forhøjelse af bødernes niveau, som anvendelsen af retningslinjerne af 2006 gav anledning til, er klart uforholdsmæssig i forhold til det mål, der forfølges med Unionens konkurrencepolitik, i det væsentlige er sammenfaldende med den argumentation, som er blevet fremført inden for rammerne af det andet led af det sjette anbringende i sag T-56/09. Den prøves derfor i præmis 353-391 nedenfor.

266    Endvidere bemærkes, at de bøder, Kommissionen pålagde i det foreliggende tilfælde, er omfattet af artikel 23 i forordning nr. 1/2003, der svarer til artikel 15 i forordning nr. 17, som var gældende på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået. Ifølge artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 skal der ved fastlæggelsen af størrelsen af de bøder, der skal pålægges virksomheder, som er skyldige i overtrædelser af konkurrencereglerne, ud over overtrædelsens grovhed tages hensyn til dens varighed. Ved fastsættelsen af bøden anvendte Kommissionen retningslinjerne af 2006, der blev offentliggjort, før meddelelsen af klagepunkter blev fremsendt til sagsøgeren den 18. april 2007.

267    Ifølge fast retspraksis er princippet om, at straffelove ikke kan have tilbagevirkende kraft, som er fastslået i EMRK’s artikel 7 og nu i artikel 49, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, et almindeligt EU-retligt princip, der skal overholdes, når der pålægges bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne. Det følger af dette princip, at de pålagte sanktioner skal svare til dem, der var foreskrevet på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 202, dommen i sagen LR af 1998 mod Kommissionen, nævnt i præmis 120 ovenfor, præmis 218-221, og Rettens dom af 9.7.2003, sag T-224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. II, s. 2597, præmis 39).

268    I henhold til EMRK’s artikel 7, stk. 1, der skal fortolkes og anvendes således, at der sikres effektiv beskyttelse mod vilkårlig retsforfølgning og vilkårlige domme og sanktioner (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 22.11.1995, S.W. mod Det Forenede Kongerige, serie A, nr. 335-B, præmis 35), skal det derfor prøves, om der på det tidspunkt, hvor den anklagede begik den handling, som har givet anledning til retsforfølgningen og domfældelsen, fandtes en lovbestemmelse, der gjorde handlingen strafbar, og efterprøves, at den idømte straf ikke overskrider de grænser, der fastsættes i denne bestemmelse (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.6.2000, Coëme m.fl. mod Belgien, Recueil des arrêts et décisions 2000-VII, præmis 145, af 29.3.2006, Achour mod Frankrig, Recueil des arrêts et décisions 2006-IV, præmis 43, og af 15.12.2009, Gurguchiani mod Spanien, klage nr. 16012/06, præmis 30).

269    Endvidere afføder retningslinjerne retsvirkninger. De følger ikke af deres egen normativitet, men af Kommissionens vedtagelse og offentliggørelse af dem. Ved at vedtage og offentliggøre retningslinjerne har Kommissionen pålagt sig selv en begrænsning af sin skønsfrihed, som den ikke kan fravige uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet, princippet beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 209-212).

270    Retningslinjerne som redskab for en politik på konkurrenceområdet falder derfor, på samme måde som nyfortolkningen af en bestemmelse, hvori det fastslås, hvad der udgør en overtrædelse, uden for anvendelsesområdet for princippet om forbud mod lovgivning med tilbagevirkende kraft, således som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 7, stk. 1 (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.11.1995, S.W. og C.R. mod Det Forenede Kongerige, serie A, nr. 335-B og 335-C, præmis 34-36 og præmis 32-34, af 15.11.1996, Cantoni mod Frankrig, Recueil des arrêts et décisions 1996-V, præmis 29-32, og dommen i sagen Coëme m.fl. mod Belgien, nævnt i præmis 268 ovenfor, præmis 145). Ifølge denne retspraksis kan en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse følge af en fortolkning i retspraksis, hvis resultat ikke med rimelighed kunne forudses, da overtrædelsen blev begået, især når henses til den fortolkning i retspraksis af den pågældende lovbestemmelse, som var gældende på dette tidspunkt.

271    Rækkevidden af begrebet om, hvad der kunne forudses, afhænger dog i vidt omfang af indholdet af den relevante bestemmelse, det område, den omfatter, samt antallet af dens adressater og disses karakter. Loven kan således være forudsigelig, uanset at den berørte part finder det nødvendigt at søge faglig bistand med henblik på i et efter sagens omstændigheder rimeligt omfang at kunne vurdere de følger, en bestemt handling vil kunne have. Dette gælder særligt for erhvervsdrivende, der er vant til at måtte udvise stor forsigtighed ved udøvelsen af deres erhverv, og af hvilke det kan forventes, at de udviser særlig omhu ved vurderingen af de risici, som erhvervet indebærer (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 215-223, og Rettens dom af 27.9.2006, sag T-59/02, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3627, præmis 44; jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Cantoni mod Frankrig, nævnt i præmis 270 ovenfor, præmis 35, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 20.1.2009, Sud Fondi Srl m.fl. mod Italien, klage nr. 75909/01, præmis 109).

272    Endvidere kan de garantier, der gives i EMRK’s artikel 7, stk. 1, ikke fortolkes således, at de forbyder en gradvis tydeliggørelse af reglerne om strafansvar med henblik på navnlig at tilpasse sig ændringer i omstændighederne, forudsat at der er sammenhæng mellem resultatet og overtrædelsens indhold, og at resultatet med rimelighed kan forudses (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 12.7.2007, Jorgic mod Tyskland, Recueil des arrêts et décisions 2007-III, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

273    På baggrund af ovenstående henvisninger til retspraksis skal det med henblik på at efterprøve, at forbuddet mod lovgivning med tilbagevirkende kraft er overholdt i det foreliggende tilfælde, undersøges, om ændringerne i bødeberegningsmetoden som følge af vedtagelsen af retningslinjerne af 2006 med rimelighed kunne forudses, da overtrædelserne blev begået (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 224).

274    Herom bemærkes, at retningslinjerne af 2006 primært blev vedtaget for at ændre politikken for forfølgning af overtrædelser af artikel 81 EF og 82 EF på baggrund af erfaringerne fra den hidtidige praksis for at sikre, at de bøder, som blev pålagt i denne sammenhæng, var tilstrækkeligt afskrækkende. Dette formål resulterede navnlig i tre væsentlige nyskabelser: for det første anvendes, i stedet for et system med faste beløb, værdien af afsætningen af de varer, som er forbundet med overtrædelsen, som grundlag for bødeberegningen, for det andet medtages et ekstrabeløb, der skal afskrække virksomhederne fra at deltage i de mest alvorlige overtrædelser af konkurrenceretten, og for det tredje lægges der ved bødeberegningen større vægt på overtrædelsens varighed.

275    Med hensyn til sidstnævnte punkt finder Kommissionen, at det på grund af den virkning, en overtrædelses varighed uundgåeligt har på dens potentielle følger på markedet, er vigtigt, at bøden ligeledes afspejler det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen. Multiplikationen af værdien af den med overtrædelsen forbundne afsætning med varigheden af deltagelsen i overtrædelsen skal derfor bidrage til fastsættelsen af en bøde, som ikke kun afspejler overtrædelsens økonomiske betydning, men også den relative vægt af hver enkelt virksomheds deltagelse i den.

276    Det fremgår af fast retspraksis – og gjorde det allerede på det tidspunkt, hvor det omtvistede kartel begyndte – at den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, ikke kan fratage den muligheden for at forhøje dette niveau, endog i væsentlig grad, inden for de rammer, der er angivet i forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Unionens konkurrencepolitik. En effektiv gennemførelse af Unionens konkurrenceregler kræver nemlig, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav (jf. i denne retning dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 77 ovenfor, præmis 109, dommen af 2.10.2003 i sagen Aristrain mod Kommissionen, nævnt i præmis 135 ovenfor, præmis 81, og i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 227). Dette råderum er navnlig begrundet i, at virksomhederne, hvis bøden var resultat af en beregning ud fra en simpel aritmetisk formel, ville kunne forudsige en eventuel sanktion og sammenholde den med deres fordele ved at overtræde konkurrencereglerne (dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 150 ovenfor, præmis 336).

277    Det følger heraf, at virksomheder, der er parter i en administrativ procedure, som kan give anledning til en bøde, hverken kan have en berettiget forventning om, at Kommissionen ikke vil overskride det hidtil anvendte bødeniveau, eller en forventning med hensyn til en metode for bødeberegningen (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 228). Det gælder ligeledes, hvis forhøjelsen gennemføres ved, at der i konkrete tilfælde anvendes vejledende regler, der har generel rækkevidde, såsom retningslinjerne af 2006 (jf. analogt dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 229 og 230, og dommen af 19.3.2009 i sagen Archer Daniels Midland mod Kommissionen, nævnt i præmis 245 ovenfor, præmis 59).

278    Denne konklusion kan ikke anfægtes af Compagnie de Saint-Gobains argument om, at »politikken for overholdelse af konkurrenceretten repræsenterer [...] en investering, der navnlig er tilpasset sanktionernes forventede niveau«, hvilket ifølge Compagnie de Saint-Gobain burde tilskynde Retten til ved prøvelsen af nærværende anbringende at tage den særlige indsats i betragtning, selskabet angiveligt må yde for at overholde de regler, som følger af den nævnte ret. Et sådant argument kan ikke tiltrædes, da Unionens konkurrenceregler ikke er deklaratoriske, og en virksomhed derfor ikke med føje kan påberåbe sig den omkostning, det indebærer for den at skulle overholde dem.

279    I modsætning til hvad Compagnie de Saint-Gobain har gjort gældende, er det endvidere uden betydning, at forhøjelsen af det gennemsnitlige bødeniveau som følge af anvendelsen af retningslinjerne af 2006 skete efter en periode, hvori der gjaldt andre vejledende regler med generel rækkevidde.

280    For det første kan forhøjelsen nemlig ikke anses for ulovlig i sig selv på baggrund af principperne om forbud mod lovgivning med tilbagevirkende kraft og om den berettigede forventning, da den ikke overskrider den retlige ramme, som er fastsat i artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 som fortolket af Unionens retsinstanser (jf. analogt Rettens domme af 2.2.2012, sag T-76/08, EI du Pont de Nemours m.fl. mod Kommissionen, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis, og sag T-77/08, Dow Chemical mod Kommissionen, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis). I overensstemmelse med punkt 32 i retningslinjerne af 2006 berører anvendelsen af den nye beregningsmetode, som er fastsat heri, således ikke bestemmelsen i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 om, at de pålagte bøder under ingen omstændigheder kan overstige loftet på 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår i den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der har deltaget i overtrædelsen. Desuden bestemmes det i retningslinjerne af 2006, at bøden beregnes under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, hvorved retningslinjerne afspejler reglen i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003.

281    For det andet kunne, i betragtning af de principper, hvortil der henvises i præmis 276 og 277 ovenfor, og i modsætning til hvad Compagnie de Saint-Gobain har gjort gældende, hverken den omstændighed, at anvendelsen af retningslinjerne af 1998 i januar 2003 blev udstrakt til at omfatte hele EØS, eller de udsagn, medlemmer af Kommissionen med ansvar for konkurrencespørgsmål inden for Unionen fremsatte i 2003 og 2005, give de erhvervsdrivende anledning til at nære en berettiget forventning om, at disse retningslinjer ikke ville blive ændret i fremtiden.

282    Endelig er det ikke blevet bestridt, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde anvendte den vejledende regel, der er fastsat i punkt 38 i retningslinjerne af 2006, hvorefter disse retningslinjer gælder for alle sager, hvori der er fremsendt en meddelelse af klagepunkter efter den 1. september 2006. Der kan derfor ikke gives Compagnie de Saint-Gobain medhold i, at denne nærede en berettiget forventning om, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke ville anvende den beregningsmetode, som er fastsat i retningslinjerne af 2006.

283    Det følger således af ræsonnementet i præmis 274-282 ovenfor, at forøgelsen af den gennemsnitlige størrelse af de bøder, virksomhederne ville blive pålagt for overtrædelser af artikel 81 EF efter vedtagelsen af retningslinjerne af 2006, med rimelighed kunne forudses af velinformerede erhvervsdrivende som Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain på det tidspunkt, hvor overtrædelserne blev begået. Heraf følger, at der ikke kan gives sagsøgerne medhold i deres kritik af Kommissionen for i det foreliggende tilfælde at have anvendt retningslinjerne af 2006 og derved tilsidesat principperne om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe og om den berettigede forventning, fordi dette valg førte til pålæggelsen af en større bøde end den, anvendelsen af retningslinjerne af 1998 ville have medført. Af de samme grunde skulle Kommissionen heller ikke i retningslinjerne af 2006 have redegjort for, at forhøjelsen af bødeniveauet var nødvendig for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik (jf. analogt dommen i sagen Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 148 ovenfor, præmis 128).

284    Det femte anbringende må følgelig forkastes.

6.     Det sjette anbringende om, at den bøde, der blev pålagt Saint-Gobain, er uforholdsmæssig

285    Det sjette, syvende og ottende anbringende i Saint-Gobains stævning skal fortolkes som tre led af et og samme anbringende om, at bøden er uforholdsmæssig. Først skal det klagepunkt prøves, der vedrører fejlagtig anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i forbindelse med, at det blev taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, og mangel på begrundelse. Derpå prøves klagepunkterne om, at bøden er uforholdsmæssig, og om, at Kommissionen ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at Saint-Gobain ikke havde bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder

a)     Det første led om fejlagtig anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i forbindelse med, at det blev taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og om mangel på begrundelse

286    Dette første led er i det væsentlige sammenfaldende med et af de anbringender, som Compagnie de Saint-Gobain har fremsat i sag T-73/09. Det skal derfor prøves sammen med dette anbringende.

 Parternes argumenter

287    Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har gjort gældende, at Kommissionen anvendte reglerne om gentagne overtrædelser i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 forkert ved i det foreliggende tilfælde at tage sin beslutning 84/388/EØF af 23. juli 1984 vedrørende en procedure i henhold til [artikel 81 EF] (IV/30 988 – Aftaler og samordnet praksis inden for planglasindustrien i Benelux-landene) (EFT L 212, s. 13) (herefter »planglas (Benelux)-beslutningen«) og sin beslutning 89/93/EØF af 7. december 1988 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] og [82 EF] (IV/31 906, Planglas) (EFT L 33, s. 44) (herefter »planglas (Italien)-beslutningen«) i betragtning ved undersøgelsen af, om der forelå skærpende omstændigheder.

288    Indledningsvis har Compagnie de Saint-Gobain hævdet, at anvendelsen af retningslinjerne af 2006 i denne henseende udgør en tilsidesættelse af principperne om den berettigede forventning og om forbud mod lovgivning med tilbagevirkende kraft, da disse retningslinjer hverken var blevet vedtaget eller offentliggjort, da de omtvistede faktiske omstændigheder udspillede sig.

289    Endvidere var principperne for, hvilke virksomheder der kan tilregnes overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, til hinder for, at de nævnte beslutninger blev taget i betragtning ved beregningen af den bøde, Saint-Gobain blev pålagt. Denne var nemlig ikke adressat for nogen af dem og havde heller ikke nogen ledelsesbeføjelser over for de virksomheder, hvortil beslutningerne var rettet. Selv hvis det, fejlagtigt, skulle lægges til grund, at Saint-Gobain-koncernen udgør en og samme virksomhed, begik Kommissionen en fejl ved at tilregne selskaber, som ikke står i spidsen for en koncern, alle dennes handlinger. Denne konklusion gælder navnlig i relation til planglas (Italien)-beslutningen, eftersom den kun var rettet til Fabbrica Pisana og ikke til Compagnie de Saint-Gobain. At denne beslutning blev taget i betragtning, udgør ligeledes en tilsidesættelse af Compagnie de Saint-Gobains ret til forsvar, idet selskabet hverken havde haft mulighed for at gøre sine bemærkninger gældende vedrørende de handlinger, som blev foreholdt dets datterselskab, eller vedrørende dets eget ansvar, før beslutningen blev vedtaget, eftersom det ikke var adressat for den. Desuden taler den omstændighed, at beslutningen kun var rettet til Fabbrica Pisana, for, at Compagnie de Saint-Gobain, som var Fabbrica Pisanas moderselskab, ikke havde øvet afgørende indflydelse på selskabets handelspolitik.

290    Ydermere er denne del af den anfægtede beslutning behæftet med en mangel på begrundelse, idet Kommissionen tog de nævnte beslutninger i betragtning som skærpende omstændigheder i forhold til den af Saint-Gobain begåede overtrædelse uden at redegøre for, hvilke omstændigheder der begrunder, at handlinger foretaget af søsterselskaber og af Compagnie de Saint-Gobain skal tilregnes Saint-Gobain.

291    Desuden finder Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain, at det var med urette, at Kommissionen for at påvise, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, lagde planglas (Benelux)-beslutningen til grund, på trods af at den blev vedtaget i 1984. Den periode på 14 år, der gik fra 1984, til overtrædelsen begyndte i det foreliggende tilfælde, er for lang i denne henseende.

292    Under alle omstændigheder finder Compagnie de Saint-Gobain, at den forhøjelse på 60% af bøden, der blev pålagt selskabet in solidum og solidarisk med Saint-Gobain, er uforholdsmæssig, også selv om planglas (Benelux)-beslutningen kan lægges til grund som et gentagelsestilfælde, ikke alene fordi denne beslutning er af ældre dato, men også fordi den er det eneste gentagelsestilfælde, som kan gøres gældende mod selskabet. Heraf følger, at Retten for at overholde de principper, der garanteres i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, i det mindste bør gøre brug af sin fulde prøvelsesret i denne forbindelse og reducere sanktionen, således at den afspejler overtrædelsens grovhed mere korrekt. Også Saint-Gobain har nedlagt påstand om, at Retten gør brug af sin fulde prøvelsesret og nedsætter bøden til et passende beløb.

293    Kommissionen har bestridt ovennævnte argumenter. Den har indledningsvis anført, at det i den foreliggende sag var berettiget at anvende reglerne om gentagne overtrædelser i retningslinjerne af 2006, og at gentagne overtrædelser, selv hvis det ikke forholdt sig således, i alle tilfælde er en af de skærpende omstændigheder, Kommissionen allerede kunne gøre gældende i henhold til retningslinjerne af 1998.

294    Endvidere må det tages i betragtning, at Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain tilhører den samme virksomhed, og at Compagnie de Saint-Gobain øver effektiv kontrol med alle sine datterselskaber.

295    Med hensyn til planglas (Italien)-beslutningen har Kommissionen gjort gældende, at den kunne undlade at rette denne til Compagnie de Saint-Gobain, uden at dette udgør et indicium for, at datterselskabet Fabbrica Pisana var selvstændigt i forhold til Compagnie de Saint-Gobain. Tværtimod havde Compagnie de Saint-Gobain ikke bestridt, at denne på tidspunktet for de omstændigheder, som gav anledning til vedtagelsen af den nævnte beslutning, ejede 100% af Fabbrica Pisana. Heraf følger, at Fabbrica Pisana, i mangel af modbevis, ikke frit bestemte sin adfærd på markedet, og at Kommissionen derfor, hvis den havde ønsket det, kunne have pålagt Compagnie de Saint-Gobain bøden i denne sag. Kommissionen finder følgelig, at det var med føje, at den tog den pågældende beslutning i betragtning ved konstateringen i den anfægtede beslutning af, at den virksomhed, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, havde gjort sig skyldig i gentagne overtrædelser.

296    Med hensyn til planglas (Benelux)-beslutningen, som var stilet til Compagnie de Saint-Gobain, har Kommissionen gjort gældende, at det fremgår af Domstolens dom af 8. februar 2007 (sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331), at Kommissionens beføjelse til at anlægge et skøn ved fastlæggelsen af bøderne omfatter muligheden for at konstatere og vurdere de særlige kendetegn ved gentagne overtrædelser, og at den ikke kan være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering. Heraf følger, at Kommissionen råder over et vist spillerum, når den i hvert enkelt tilfælde vurderer indicierne for, at de berørte virksomheder er tilbøjelige til ikke at overholde konkurrencereglerne, herunder den tid, som er gået mellem de pågældende overtrædelser. Selv hvis planglas (Italien)-beslutningen, der blev vedtaget i 1988, ikke skulle have været taget i betragtning, må det ikke desto mindre fastslås, at den omstændighed, at der var gået mindre end 14 år mellem den beslutning, hvorved overtrædelsen blev konstateret i planglas (Benelux)-sagen, og gentagelsen af den ulovlige adfærd, var udtryk for en tilbøjelighed hos den virksomhed, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, til ikke at overholde konkurrenceretten. Det gælder så meget desto mere, som alle de fastslåede overtrædelser vedrører glassektoren i Saint-Gobain-koncernen.

297    Desuden er den anfægtede beslutning ikke behæftet med nogen mangel på begrundelse, dels fordi Kommissionen angiver i den, hvorfor Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain efter dens opfattelse tilhører den samme virksomhed, dels fordi sidstnævnte var adressat for planglas (Benelux)-beslutningen og kunne have været adressat for planglas (Italien)-beslutningen. På den baggrund burde Saint-Gobain kunne forstå, hvorfor disse gentagelsestilfælde blev taget i betragtning over for den virksomhed, selskabet udgør sammen med Compagnie de Saint-Gobain.

298    Hvad retten til forsvar i relation til planglas (Italien)-beslutningen angår blev den iagttaget fuldt ud, eftersom Compagnie de Saint-Gobain under den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, kunne have forsøgt at modbevise den afkræftelige formodning, som gav Kommissionen grundlag for at fastslå, at der forelå gentagne overtrædelser, ved at påvise, at Fabbrica Pisana udgjorde en særskilt virksomhed.

299    Endelig finder Kommissionen, at Compagnie de Saint-Gobains argument om, at proportionalitetsprincippet blev tilsidesat, som er blevet fremført i replikken, udgør et nyt anbringende og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Under alle omstændigheder holdt Kommissionen ved i det foreliggende tilfælde at benytte en forhøjelsessats på 60% sig klart under den maksimale forhøjelse, der fastsættes i retningslinjerne af 2006, nemlig en fordobling af grundbøden. At Retten kan efterprøve, at bøden er forholdsmæssig, viser desuden, at dens prøvelse opfylder kravene i chartret om grundlæggende rettigheder.

 Rettens bemærkninger

–       Spørgsmålet om, hvorvidt de argumenter baseret på chartret om grundlæggende rettigheder, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført i sit supplerende skriftlige indlæg, kan antages til realitetsbehandling

300    Indledningsvis skal det afgøres, om det argument, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført til støtte for det foreliggende anbringende i sit supplerende skriftlige indlæg, og som bygger på det princip om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, der fastslås i artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, kan antages til realitetsbehandling.

301    Hvad dette angår fremgår det af bestemmelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at stævningen skal indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og at der ikke må fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, der er kommet frem under retsforhandlingerne. Hvis et anbringende imidlertid i realiteten blot er udtryk for en uddybning af et anbringende, som tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og har nær sammenhæng med dette, skal det antages til realitetsbehandling. Tilsvarende gælder, når et argument fremføres til støtte for et anbringende (Rettens dom af 21.3.2002, sag T-231/99, Joynson mod Kommissionen, Sml. II, s. 2085, præmis 156).

302    I det foreliggende tilfælde har Compagnie de Saint-Gobain ved i sit supplerende skriftlige indlæg at henvise til det princip om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, der fastslås i artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke fremsat noget nyt anbringende eller klagepunkt i forhold til de anbringender og klagepunkter, selskabet tidligere har fremført, men kun påberåbt sig en bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder, der supplerer det retlige grundlag for et af de klagepunkter, som fremsættes i stævningen.

303    Heraf følger, at de argumenter, Compagnie de Saint-Gobain har fremsat i denne henseende, kan antages til realitetsbehandling.

–       Realiteten

304    Indledningsvis må det argument forkastes, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført om, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke kunne anvende retningslinjerne af 2006 med henblik på at forhøje grundbeløbet for bøden som følge af, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde. Bortset fra at Compagnie de Saint-Gobain ikke har fremsat noget konkret argument til støtte for denne påstand, bemærkes, at gentagne overtrædelser allerede i henhold til retningslinjerne af 1998 hørte til de skærpende omstændigheder, som kunne give anledning til at forhøje grundbeløbet for bøden, og at det derfor hverken kan kritiseres på grundlag af princippet om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe eller på grundlag af princippet om den berettigede forventning, at retningslinjerne af 2006 i det foreliggende tilfælde blev anvendt i denne henseende, navnlig under hensyn til de principper, hvortil der henvises i præmis 265-273 ovenfor.

305    Endvidere bemærkes, at begrebet recidiv, således som det forstås i en række nationale retsordener, forudsætter, at en person har begået nye overtrædelser efter at være blevet straffet for lignende overtrædelser (Rettens dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 617). Et af de eksempler på skærpende omstændigheder, der anføres i punkt 28 i retningslinjerne af 2006, er således det tilfælde, hvor »en virksomhed fortsætter overtrædelsen eller på ny begår den samme eller en tilsvarende overtrædelse, efter at Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har fastslået, at den pågældende virksomhed har overtrådt artikel 81 [EF] eller 82 [EF]«.

306    Hvad dette angår følger det af ræsonnementet i præmis 206-247 ovenfor, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at lægge til grund, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain Glass France tilhørte den samme virksomhed, da den overtrædelse, for hvilken der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, blev begået.

307    Da Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain ikke har hævdet, at den omtvistede overtrædelse ikke udgør en tilsvarende eller den samme overtrædelse som dem, for hvilke der blev pålagt en sanktion i de to tidligere beslutninger, som Kommissionen i det foreliggende tilfælde tog i betragtning ved konstateringen af, at der forelå et gentagelsestilfælde, skal det efterprøves, om det i henhold til de regler, som er indeholdt i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og punkt 28 i retningslinjerne af 2006, var med rette, at den fandt, at de nævnte overtrædelser blev begået af den samme virksomhed. Der skal ligeledes foretages en prøvelse dels af Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobains klagepunkt om, at planglas (Benelux)-beslutningen i det foreliggende tilfælde ikke kunne tages i betragtning på grund af den tid, der var gået mellem den og begyndelsen af den omtvistede overtrædelse, dels af klagepunktet om mangel på begrundelse.

308    Hvad indledningsvis angår planglas (Italien)-beslutningen, der blev vedtaget i 1998, er det ubestridt, at den bl.a. var rettet til Fabbrica Pisana, som er et datterselskab af Compagnie de Saint-Gobain, men at hverken Compagnie de Saint-Gobain eller Saint-Gobain var adressater for beslutningen. Det er ligeledes ubestridt, at Compagnie de Saint-Gobain ejede 100% af Fabbrica Pisana på det tidspunkt, hvor planglas (Italien)-beslutningen blev vedtaget.

309    Således som Kommissionen med rette har påpeget, udtalte Retten i dom af 30. september 2003 (sag T-203/01, Michelin mod Kommissionen, Sml. II, s. 4071, præmis 290 og den deri nævnte retspraksis), at det, når det samme moderselskab direkte eller indirekte ejer 100% eller næsten 100% af to datterselskaber, er rimeligt at fastslå, at datterselskaberne ikke uafhængigt fastsætter deres adfærd på markedet, og at de sammen med deres moderselskab udgør en økonomisk enhed og således en virksomhed i artikel 81 EF’s og 82 EF’s forstand. Følgelig kan en tidligere overtrædelse, som et af datterselskaberne i koncernen har begået, tages i betragtning med henblik på at påvise, at der for et andet datterselskab i samme koncern gør sig den skærpende omstændighed gældende, at der foreligger et gentagelsestilfælde.

310    Imidlertid kan den ulovlige adfærd, der er begået af et sådant datterselskab, som dets moderselskab ejer 100% eller næsten 100% af, kun tilregnes sidstnævnte, og moderselskabet kun af Kommissionen anses for ansvarlig in solidum for betalingen af den bøde, der pålægges datterselskabet, hvis moderselskabet ikke modbeviser den afkræftelige formodning om, at det har øvet afgørende indflydelse på datterselskabets handelspolitik, i overensstemmelse med de principper, hvortil der blev henvist i præmis 21, 213 og 214 ovenfor.

311    Heraf følger, at Kommissionen ikke kan indskrænke sig til at fastslå, at en virksomhed »kunne« øve afgørende indflydelse på en anden virksomhed, uden at det er fornødent at undersøge, om denne indflydelse faktisk er blevet udøvet. Det påhviler derimod i princippet Kommissionen at påvise, at der har foreligget en sådan afgørende indflydelse, på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder, herunder navnlig, at en af virksomhederne eventuelt har haft ledelseskompetence i forhold til den anden (jf. i denne retning Rettens dom af 13.7.2011, forenede sager T-144/07, T-147/07 – T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, Sml. II, s. 5129, præmis 311 og den deri nævnte retspraksis).

312    Endvidere er det med henblik på anvendelsen og håndhævelsen af beslutninger vedtaget i henhold til artikel 81, stk. 1, EF nødvendigt at identificere en enhed, der har status som juridisk person, til hvilken retsakten skal stiles (PVC II-dommen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 978). Når der således er påvist en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, må det ifølge retspraksis fastslås, hvilken fysisk eller juridisk person der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, således at vedkommende kan drages til ansvar herfor (Domstolens domme af 16.11.2000, sag C-279/98 P, Cascades mod Kommissionen, Sml. I, s. 9693, præmis 78, og sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 27, samt Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, præmis 236). Når Kommissionen vedtager en beslutning i medfør af denne bestemmelse, skal den således identificere den eller de personer, fysiske eller juridiske, som kan drages til ansvar for den pågældende virksomheds adfærd, som kan pålægges en sanktion herfor, og som skal være adressat for beslutningen (jf. dommen af 17.5.2011 i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 232 ovenfor, præmis 250 og 251 og den deri nævnte retspraksis).

313    Desuden fastslog Domstolen i dommen af 2. oktober 2003 i sagen Aristrain mod Kommissionen, nævnt i præmis 135 ovenfor (præmis 99), at den blotte omstændighed, at selskabskapitalen i to særskilte erhvervsdrivende selskaber tilhører samme person eller samme familie, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at bevise, at der består en økonomisk enhed mellem disse to selskaber, hvilket efter Unionens konkurrenceret har til følge, at det ene selskabs adfærd kan tilregnes det andet, og at det ene selskab kan være forpligtet til at betale en bøde for det andet.

314    Det er derfor ikke acceptabelt, at Kommissionen ved konstateringen af, at der for Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, fandt, at de to selskaber kunne drages til ansvar for en tidligere overtrædelse, som de ikke var blevet pålagt en sanktion for ved en af Kommissionen vedtaget beslutning, og under hvis udarbejdelse de ikke havde været adressater for en meddelelse af klagepunkter og følgelig ikke havde fået mulighed for at fremføre deres argumenter for at bestride, at de og et af de datterselskaber, hvortil den tidligere beslutning var rettet, eventuelt udgjorde en økonomisk enhed.

315    På baggrund af det, der blev anført i præmis 308 ovenfor, må det derfor fastslås, at Kommissionen ikke kunne tage planglas (Italien)-beslutningen i betragtning med henblik på at påvise i den foreliggende sag, at der for Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain var tale om et gentagelsestilfælde.

316    Denne konklusion kan ikke anfægtes af Kommissionens argument om, at moderselskabet under den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, havde mulighed for at bestride, at det og de virksomheder, som blev pålagt en sanktion i planglas (Italien)-beslutningen, udgjorde en økonomisk enhed.

317    Der skal i den forbindelse henvises til den retspraksis ved Domstolen, hvori det fastslås, dels at princippet om overholdelse af retten til forsvar udelukker, at en beslutning, hvorved Kommissionen pålægger en virksomhed en bøde på konkurrenceområdet, uden at den først er blevet meddelt klagepunkterne mod den, kan anses for lovlig, dels at klagepunktsmeddelelsen, henset til dens betydning, utvetydigt skal henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde, og være rettet til denne (jf. dommen i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 318 og den deri nævnte retspraksis).

318    Det kan derfor ikke antages, at Kommissionen i forbindelse med konstateringen af den skærpende omstændighed ved gentagelsestilfælde kan antage, at en virksomhed skal holdes ansvarlig for en tidligere overtrædelse, for hvilken den ikke er blevet sanktioneret ved en kommissionsbeslutning, og i forbindelse med konstateringen af hvilken virksomheden ikke var adressat for en klagepunktsmeddelelse, således at en sådan virksomhed ikke har været i stand til under den procedure, der førte til vedtagelsen af den beslutning, hvorved den tidligere overtrædelse blev fastslået, at fremsætte sine argumenter med henblik på for dens vedkommende at bestride den eventuelle eksistens af en økonomisk enhed med andre virksomheder, som var adressater for den tidligere beslutning (dommen i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 319).

319    Denne konklusion er så meget desto mere berettiget, som det fremgår af retspraksis, at Kommissionen ikke kan være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en konstatering af, at der foreligger et gentagelsestilfælde, og at en sådan konstatering derfor kan foretages flere år efter konstateringen af en overtrædelse på et tidspunkt, hvor det under alle omstændigheder er umuligt for den pågældende virksomhed at bestride eksistensen af en sådan økonomisk enhed, navnlig hvis der gøres brug af ovennævnte formodning om afgørende indflydelse (dommen i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 320).

320    Selv om det nemlig ganske vist er rimeligt at antage, at et moderselskab faktisk har kendskab til en tidligere beslutning, som Kommissionen har rettet til datterselskabet, hvoraf det ejer næsten hele kapitalen, kan et sådant kendskab ikke opveje den manglende fastslåelse i den tidligere beslutning af en økonomisk enhed mellem et sådant moderselskab og datterselskabet med henblik på at pålægge moderselskabet ansvaret for den tidligere overtrædelse og forhøje de bøder, det bliver pålagt på grund af gentagelsestilfælde (dommen i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 322). At der gået nogen eller eventuelt lang tid siden vedtagelsen af den beslutning, hvorved den tidligere overtrædelse blev fastslået, kan nemlig i så fald gøre det meget vanskeligt, eller endog umuligt, for moderselskabet at bestride, ikke blot at der var tale om en sådan økonomisk enhed, men også, i givet fald, de grundlæggende elementer i selve overtrædelsen.

321    Det følger af det ovenstående – idet det er ufornødent at tage stilling til klagepunktet om, at den anfægtede beslutning er behæftet med mangel på begrundelse i denne henseende – at beslutningen er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen lægger planglas (Italien)-beslutningen til grund for konstateringen af, at der for Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain foreligger den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde.

322    I modsætning til planglas (Italien)-beslutningen var planglas (Benelux)-beslutningen, der blev vedtaget i 1984, ikke kun rettet til bl.a. et datterselskab af Saint-Gobain, nærmere bestemt SA Glaceries de Saint-Roch, men ligeledes til Compagnie de Saint-Gobain.

323    Det følger af ræsonnementet i præmis 206-247 ovenfor, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at finde, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain Glass France tilhørte den samme virksomhed, da den overtrædelse, for hvilken der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, blev begået.

324    Heraf følger, at Kommissionen kunne lægge til grund, at den virksomhed, som Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, og som er omhandlet i den anfægtede beslutning, allerede var blevet pålagt en sanktion for den samme eller en tilsvarende overtrædelse af artikel 81 EF inden for rammerne af planglas (Benelux)-beslutningen. Det er uden betydning i denne henseende, at Compagnie de Saint-Gobain ikke havde deltaget direkte i den overtrædelse, for hvilken der blev pålagt en sanktion i planglas (Benelux)-beslutningen. Da økonomisk enhed er det eneste kriterium, som er relevant for definitionen af begrebet virksomhed i den forstand, hvori det anvendes i Unionens konkurrenceregler, er det for at kunne fastslå, at der foreligger et gentagelsestilfælde, tilstrækkeligt, at virksomheden har været impliceret i flere overtrædelser (jf. i denne retning Rettens dom af 6.3.2012, sag T-53/06, UPM-Kymmene mod Kommissionen, præmis 129).

325    Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har imidlertid udledt af dommen af 25. oktober 2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, at det forhold, at der er gået over ti år imellem de tidligere konstateringer af en overtrædelse og den pågældende virksomheds gentagelse af den ulovlige adfærd, er til hinder for at fastslå, at der foreligger et gentagelsestilfælde. På dette punkt indeholder den anfægtede beslutning ifølge sagsøgerne en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

326    Herom bemærkes, at konstateringen og vurderingen af de særlige omstændigheder ved gentagne overtrædelser indgår i Kommissionens beføjelse til at anlægge et skøn ved fastlæggelsen af bøderne, og at den ikke kan være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering (dommen af 8.2.2007 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 296 ovenfor, præmis 38, dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 150 ovenfor, præmis 383, og Rettens dom af 30.9.2009, sag T-161/05, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 3555, præmis 141).

327    Gentagelsestilfælde udgør nemlig et væsentligt element, som Kommissionen skal tage hensyn til, idet formålet med at tage gentagelsessituationer i betragtning er at tilskynde virksomheder, der har vist en tendens til at begå overtrædelser af konkurrencereglerne, til at ændre deres adfærd. Kommissionen kan derfor i hver enkelt sag tage hensyn til de faktorer, der bekræfter en sådan tendens, herunder f.eks., hvor lang tid der er forløbet mellem overtrædelserne (dommen af 8.2.2007 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 296 ovenfor, præmis 39, i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 150 ovenfor, præmis 383, og i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt i præmis 326 ovenfor, præmis 142).

328    Endvidere fastslog Domstolen i dom af 17. juni 2010 (sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 70), at proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan Retten og i givet fald Domstolen således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, da den som følge af gentagelse forhøjede den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

329    Det bemærkes i den forbindelse, at Retten i dommen af 25. oktober 2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor (præmis 354 og 355), ganske vist godkendte, at Kommissionen kunne tage en beslutning i betragtning, der var blevet vedtaget næsten 18 år, før den overtrædelse begyndte, som der var tale om i den pågældende sag, men at det var i en sammenhæng, hvori gentagelsestilfældet ligeledes havde kunnet konstateres på grundlag af en senere beslutning, og hvori der var gået forholdsvis kort tid, nemlig under ti år, mellem de pågældende overtrædelser. Det var på denne baggrund, at Domstolen i sin dom i appelsagen forkastede anbringendet om, at Retten havde tilsidesat retssikkerhedsprincippet (dommen af 8.2.2007 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 296 ovenfor, præmis 40).

330    Hvad det foreliggende tilfælde angår skal det, eftersom det var en fejl, at planglas (Benelux)-beslutningen blev lagt til grund ved konstateringen af, at overtrædelsen for Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde et gentagelsestilfælde (jf. præmis 308-321 ovenfor), bemærkes, at der gik ca. 13 år og 8 måneder mellem vedtagelsen af planglas (Benelux)-beslutningen og det tidspunkt, hvor den overtrædelse begyndte, for hvilken der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, nemlig marts 1998. Den virksomhed, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, havde følgelig ikke udvist en tilbøjelighed til at gentage en i henhold til konkurrenceretten ulovlig adfærd, som er fuldt sammenlignelig med den, der blev foreholdt Groupe Danone i den sag, hvortil der henvises i den foregående præmis.

331    Det skal derfor prøves, om det i det foreliggende tilfælde indebærer en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet at lægge denne ene beslutning til grund for konstateringen af, at Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain er tilbøjelige til at overtræde konkurrencereglerne.

332    I planglas (Benelux)-beslutningen pålagde Kommissionen bl.a. Compagnie de Saint-Gobain og nogle af dennes datterselskaber inden for glassektoren i Saint-Gobain en sanktion. Der er tale om den samme virksomhedssektor som den, de datterselskaber i Saint-Gobain-koncernen tilhører, som er adressater for den anfægtede beslutning.

333    Desuden er de kendetegn, som det kartel udviste, der er omhandlet i planglas (Benelux)-beslutningen, meget sammenlignelige med kendetegnene ved det kartel, for hvilket der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, idet dette kartel bestod i udveksling af følsomme oplysninger om priserne, deling af kunderne og bestræbelser for at sikre deltagerne stabile markedsandele.

334    På baggrund af disse omstændigheder finder Retten, at det forhold, at der var gået ca. 13 år og 8 måneder fra vedtagelsen af planglas (Benelux)-beslutningen til det tidspunkt, hvor den overtrædelse begyndte, for hvilken der pålægges en sanktion i den anfægtede beslutning, ikke var til hinder for, at Kommissionen uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet kunne fastslå, at den virksomhed, sagsøgerne udgjorde, var tilbøjelig til at overtræde konkurrencereglerne. Kommissionen begik derfor ikke en fejl ved at lægge planglas (Benelux)-beslutningen til grund for konstateringen af, at der for Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde.

335    Hvad endelig angår klagepunktet om mangel på begrundelse som følge af, at det ikke angives i den anfægtede beslutning, hvorfor Kommissionen lagde Saint-Gobain planglas (Benelux)-beslutningen til last, på trods af at denne ikke var adressat for den, kan det ikke tiltrædes.

336    Som tidligere nævnt var Compagnie de Saint-Gobain nemlig adressat for planglas (Benelux)-beslutningen. Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning grundene til, at den fandt, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain udgjorde en og samme virksomhed, idet det ikke var lykkedes Compagnie de Saint-Gobain at afkræfte formodningen om, at denne havde øvet afgørende indflydelse på den handelspolitik, der var blevet ført af Saint-Gobain Glass France, hvoraf Compagnie de Saint-Gobain ejer 100% (599.-622. betragtning til den anfægtede beslutning). Desuden fremgår det navnlig af 686. og 688. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen udtrykkeligt henviste til planglas (Italien)-beslutningen og planglas (Benelux)-beslutningen, da den foreholdt den virksomhed, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, at dens adfærd udgjorde et gentagelsestilfælde.

337    På grundlag af disse oplysninger må Saint-Gobain anses for at have kunnet forstå, da selskabet gjorde sig bekendt med den anfægtede beslutning, at Kommissionen ved konstateringen af, at der var tale om et gentagelsestilfælde, havde taget hensyn til, at Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain udgjorde en og samme virksomhed, og at det derfor var denne virksomheds, og ikke kun Saint-Gobains, tidligere adfærd, der var blevet taget i betragtning.

b)     Det andet led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

 Parternes argumenter

338    I et andet led har Saint-Gobain beskyldt Kommissionen for, at den tilsidesatte princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf og reglerne om beregning af bøder i artikel 23 i forordning nr. 1/2003, da den pålagde selskabet en bøde på 800 mio. EUR. Saint-Gobain har indledningsvis gjort gældende, at forholdsmæssigheden af den bøde, selskabet blev pålagt, ikke skal vurderes i forhold til bødens størrelse som angivet i den dispositive del af den anfægtede beslutning, men i forhold til den fortjeneste før skat, som er nødvendig for at betale bøden, nemlig over 1,3 mia. EUR.

339    Dette led af anbringendet indeholder fem klagepunkter.

340    For det første finder Saint-Gobain, at overtrædelsens varighed blev tillagt for stor vægt i det foreliggende tilfælde som følge af virkningen af den multiplikation, som er omhandlet i punkt 24 i retningslinjerne af 2006. Den medførte nemlig, at varigheden fik dobbelt så stor virkning som grovheden ved bødeberegningen.

341    For det andet har Saint-Gobain gjort gældende, at retningslinjerne af 2006 ved at foreskrive, at den del af afsætningen, der tages i betragtning ved beregningen af bøden, når der er tale om horisontale overtrædelser, skal udgøre mellem 16 og 30%, uberettiget begrænser Kommissionens mulighed for at udøve et skøn ved fastsættelsen af en bøde under hensyn til den faktiske grovhed af en fastslået overtrædelse. I det foreliggende tilfælde burde der med henblik på at afspejle overtrædelsens begrænsede økonomiske virkning på markedet have været lagt en mindre procentdel end 16% til grund, bl.a. i betragtning af bilfabrikanternes usædvanligt stærke forhandlingsposition. På samme måder begrænser retningslinjerne af 2006 ligeledes uberettiget Kommissionens råderum ved at forhindre den i at fastsætte et ekstrabeløb, der repræsenterer under 15% af værdien af den relevante afsætning.

342    For det tredje var det med urette, at Kommissionen forhøjede den bøde, Saint-Gobain var blevet pålagt, under hensyn til, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, eftersom der allerede indgår en afskrækkelsesfaktor i grundbeløbet for bøden. Det bestemmes nemlig i retningslinjerne af 2006 – i modsætning til retningslinjerne af 1998 – at Kommissionen ved beregningen af grundbeløbet skal lade dette omfatte et ekstrabeløb. Det var på dette grundlag, at Kommissionen forhøjede grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges Saint-Gobain, med 60%. For Saint-Gobain blev der følgelig taget hensyn til det afskrækkende formål på to forskellige trin, og den dobbelte hensyntagen medførte, at grundbeløbet for bøden blev forhøjet med over [fortroligt] mio. EUR. Denne dobbelte hensyntagen går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre overholdelsen af EU-rettens konkurrenceregler.

343    For det fjerde har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen i højere grad burde have taget hensyn til to supplerende faktorer ved beregningen af bøden. Indledningsvis har Saint-Gobain kritiseret Kommissionen for ikke at have taget den afskrækkende virkning af den bøde på 133,9 mio. EUR i betragtning, som blev pålagt Saint-Gobain Glass France i Kommissionens beslutning af 28. november 2007 om en procedure efter [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 165 – Planglas) (resumé i EUT 2008 C 127, s. 9, herefter »planglasbeslutningen«). På dette punkt afviger den anfægtede beslutning uden begrundelse fra Kommissionens ræsonnement i dens beslutning K(2002) 5083 endelig udg. af 17. december 2002 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-2/37 667 – Specialgrafit) (herefter »specialgrafitbeslutningen«), hvori den indrømmede en af de virksomheder, hvortil beslutningen var rettet, en nedsættelse på 33% af den bøde, virksomheden var blevet pålagt, for at tage hensyn til en bøde, den samme virksomhed var blevet pålagt et år og fem måneder tidligere. Endelig har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen burde have taget hensyn til den usædvanlige økonomiske krise, som bilsektoren var ramt af, da beslutningen blev vedtaget, og som i væsentlig grad forstærkede bødens faktiske virkning. Hvad sidstnævnte punkt angår har Saint-Gobain anført, at de nævnte økonomiske vanskeligheder ikke skyldtes, at selskabet ikke var i stand til at tilpasse sig markedsvilkårene, men afspejlede en krisesituation, som berørte hele sektoren på det tidspunkt, hvor den anfægtede beslutning blev vedtaget.

344    Endelig skyldes, for det femte, uforholdsmæssigheden af den bøde, Saint-Gobain blev pålagt, at den klart overstiger niveauet for en optimal bøde, eftersom en sådan svarer til eller er lidt større end den fortjeneste, som medlemmerne af et kartel opnår ved dette.

345    Kommissionen har gjort gældende, at den bøde, Saint-Gobain blev pålagt, er forholdsmæssig.

346    Indledningsvis mener Kommissionen ikke, at argumentet om, at bøden ikke var skattemæssigt fradragsberettiget, kan tiltrædes. Det gjorde ikke bøden større, at den ikke var fradragsberettiget. Hvis, tværtimod, bøden kunne fradrages i den berørte virksomheds skattepligtige indkomst, ville det ifølge Kommissionen indebære, at virksomheden uberettiget kunne få dækning for en væsentlig del af den bøde, den var blevet pålagt.

347    Endvidere har Kommissionen gjort gældende, at det ved bødeberegningen er lovligt at lægge til grund, at grovheden af en overtrædelse bl.a. afhænger af dens varighed. I det foreliggende tilfælde mindskede Kommissionen ved at skelne mellem tre etaper i overtrædelsen indirekte dens samlede varighed ved fastsættelsen af bødens niveau.

348    Endvidere har Kommissionen med hensyn til, hvor stor en procentdel af afsætningen der skal lægges til grund, bestridt, at retningslinjerne af 2006 ikke giver den tilstrækkelig skønsmargen til at mindske bøderne, når der er tale om horisontale overtrædelser. Sådanne overtrædelser hører nemlig til de mest alvorlige, hvilket gør det berettiget, at der for deres vedkommende lægges en stor procentdel til grund ved fastlæggelsen af såvel det variable bødebeløb som ekstrabeløbet. Under alle omstændigheder overlader retningslinjerne Kommissionen en tilstrækkelig margen til at sondre på grundlag af, hvor alvorlige overtrædelserne er. Desuden er Kommissionen uenig i argumentet om bilfabrikanternes forhandlingsposition, idet det efter dens opfattelse er fastlagt i retspraksis, at en sådan omstændighed ikke nødvendigvis skal give anledning til at nedsætte bøden.

349    Efter Kommissionens opfattelse kan argumentet om, at der blev taget hensyn til det afskrækkende formål to gange, dels ved ekstrabeløbet, og dels ved forhøjelsen af bøden under hensyn til, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, ikke tiltrædes. Ud over at Unionens retsinstanser allerede har forkastet dette argument i andre sager, skal ekstrabeløbet og forhøjelsen for gentagne overtrædelser ikke sammenblandes, idet førstnævnte udgør en generel forhøjelse, som har til formål at afspejle grovheden af horisontale karteller, mens sidstnævnte er en individuel forhøjelsesfaktor, som har formål, at der tages hensyn til en virksomheds tidligere adfærd.

350    Kommissionen har gjort gældende, at der heller ikke kan gives Saint-Gobain medhold i kritikken af den for ikke at have taget hensyn til den bøde, Saint-Gobain Glass France blev pålagt i planglasbeslutningen, eftersom det henhører under dens beføjelse til at udøve et skøn, om der skal tages hensyn til en sådan omstændighed.

351    Desuden har Kommissionen gjort gældende, at den ifølge retspraksis ikke er forpligtet til at nedsætte de bøder, den pålægger for overtrædelse af konkurrenceretten, under hensyn til de berørte virksomheders eventuelle økonomiske vanskeligheder, eftersom det ville være ensbetydende med at give de virksomheder, som var dårligst tilpasset markedsvilkårene, en konkurrencemæssig fordel.

352    Hvad endelig angår klagepunktet om overskridelse af niveauet for en optimal bøde har Kommissionen anført, at det allerede er blevet fastslået, at det ville fratage bøderne på kartelområdet deres afskrækkende karakter, hvis de blev begrænset til kun at svare til deltagernes anslåede fortjeneste ved kartellet, og at det endvidere ikke er til hinder for, at der pålægges en bøde, at der eventuelt ikke har været nogen fortjeneste.

 Rettens bemærkninger

353    Det bemærkes, at proportionalitetsprincippet indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål med de pågældende bestemmelser, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 96, og Rettens dom af 29.3.2012, sag T-336/07, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, præmis 428).

354    Inden for rammerne af procedurer indledt af Kommissionen for at forfølge overtrædelser af konkurrencereglerne betyder anvendelsen af dette princip, at bøder ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til at reglerne overholdes, og at den bøde, en virksomhed pålægges for en overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i forhold til overtrædelsen betragtet som helhed, idet der navnlig skal tages hensyn til dens grovhed (jf. i denne retning Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 223 og 224 og den deri nævnte retspraksis). Navnlig indebærer proportionalitetsprincippet, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt i forhold til de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde (Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 226-228, og af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 171).

355    Det er på baggrund af disse principper, at de klagepunkter skal prøves, som Saint-Gobain har fremført inden for rammerne af anbringendets andet led.

356    Indledningsvis skal det argument prøves, som Saint-Gobain har fremsat, om, at forholdsmæssigheden af den bøde, selskabet blev pålagt, ikke skal vurderes i forhold til bødens størrelse som angivet i den dispositive del af den anfægtede beslutning, nemlig 880 mio. EUR, men i forhold til den fortjeneste før skat, som er nødvendig for at betale en sådan bøde, nærmere bestemt over 1,3 mia. EUR ifølge Saint-Gobain.

357    Retten finder, at det forhold, at Saint-Gobain ikke kan fradrage den bøde, selskabet blev pålagt, i sin skattepligtige fortjeneste, ikke er relevant for prøvelsen af bødens forholdsmæssighed. Det var nemlig korrekt, når Kommissionen ved beregningen af bøden gik ud fra det princip, at bøden skal udredes af indkomsten efter skat, for hvis den skulle opkræves af den skattepligtige indkomst, ville det føre til, at den stat, virksomheden var undergivet i skattemæssig henseende, kom til at bære en del af bøden, og en sådan konsekvens ville stride imod den logik, som ligger til grund for EU-rettens konkurrenceregler (jf. analogt Rettens dom af 10.3.1992, sag T-10/89, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 629, præmis 369).

358    Endvidere ville virkningen af Kommissionens beslutninger, hvorved den pålægger selskaber bøder, kunne blive mærkbart svækket, hvis de pågældende selskaber var berettiget til at foretage fradrag for hele eller en del af bøderne i deres skattepligtige indkomst, eftersom en sådan mulighed ville føre til, at en del af bøderne ville blive opvejet af et nedslag i skattebyrden (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.6.2009, sag C-429/07, X, Sml. I, s. 4833, præmis 39).

359    Heraf følger, at det er i forhold til det beløb på 880 mio. EUR, som angives i artikel 2, litra b), i den anfægtede beslutnings dispositive del, at det skal prøves, om den bøde, Kommissionen pålagde Saint-Gobain, er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

360    Det første klagepunkt vedrører den vægt, der ved bødeberegningen blev tillagt overtrædelsens varighed som følge af virkningen af den multiplikation, som er omhandlet i punkt 24 i retningslinjerne af 2006. Det bemærkes hvad dette angår, at skønt Kommissionen i henhold til fast retspraksis råder over et skøn, inden for de i forordning nr. 1/2003 fastlagte rammer, ved udøvelsen af sin beføjelse til at pålægge bøder (dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 118 ovenfor, præmis 123), er der dog tale om en begrænset beføjelse. Når Kommissionen nemlig vedtager retningslinjer, som har til formål at angive, i overensstemmelse med traktaten, hvilke kriterier den påregner at anvende ved udøvelsen af sin beføjelse til at anlægge et skøn, medfører dette en selvpålagt begrænsning af beføjelsen, eftersom Kommissionen er forpligtet til at overholde de vejledende regler, den har fastsat for sig selv (jf. i denne retning dommen af 17.6.2010 i sagen Lafarge mod Kommissionen, nævnt i præmis 328 ovenfor, præmis 95). Den kan ikke fravige reglerne i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling (jf. analogt dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 209).

361    Med hensyn til den multiplikationsfaktor, der bygger på varigheden, angives det i punkt 24 i retningslinjerne af 2006, at »[f]or at tage fuldt hensyn til, hvor længe de enkelte virksomheder har deltaget i overtrædelsen, multipliceres det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi [...], med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen«, idet perioder på under seks måneder »medregnes som et halvt år«, mens perioder på over seks måneder, men under et år, »medregnes som et helt år«. Den multiplikation med antallet af år, som virksomhederne har deltaget i overtrædelsen, der foreskrives i retningslinjerne af 2006, svarer til en forhøjelse af grundbeløbet for bøden med 100% pr. år.

362    Denne fremgangsmåde er udtryk for en grundlæggende ændring af beregningsmetoden for så vidt angår betydningen af kartellets varighed. Artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er imidlertid ikke til hinder for en sådan udvikling, idet bestemmelsen tillægger overtrædelsens grovhed og varighed samme vægt ved fastsættelsen af bøden (jf. i denne retning Rettens dom af 16.6.2011, forenede sager T-204/08 og T-212/08, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3569, præmis 109).

363    Bestemmelsen kræver derimod ikke, at de to faktorer har samme indvirkning på bødens størrelse i aritmetisk forstand.

364    Det er velbegrundet, at Kommissionen finder, at den ulovlige gevinst, deltagerne i et kartel opnår ved dette, har desto større betydning, når overtrædelsen er af lang varighed. I det foreliggende tilfælde var det således først efter en undersøgelse af markedsvirkningerne af den samordnede praksis, der oprindelig var blevet iværksat, at justeringer og korrigerende foranstaltninger viste sig nødvendige for at nå målet om, at deltagernes markedsandele var stabile. Desuden kan der, når et kartel vedrører fordeling af leveringskontrakter, der gennemføres over forholdsvis lang tid, gå flere år, før kartellet har virkning på en væsentlig del af markedet.

365    Det fremgår således af disse omstændigheder, at det i det foreliggende tilfælde var berettiget at anvende multiplikationsreglen i punkt 24 i retningslinjerne af 2006, og at det første klagepunkt må forkastes.

366    Ved sit andet klagepunkt har Saint-Gobain gjort gældende, at retningslinjerne af 2006 ved at foreskrive, at den del af afsætningen, der tages i betragtning ved bødeberegningen, når der er tale om horisontale overtrædelser, skal udgøre mellem 16 og 30%, uberettiget begrænser Kommissionens mulighed for at udøve et skøn ved fastsættelsen af en bøde under hensyn til den faktiske grovhed af en fastslået overtrædelse.

367    Det andet klagepunkt er blevet fremført for første gang i replikken. Da det imidlertid er blevet påberåbt til støtte for stævningens sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og har tæt forbindelse hermed, bør det ifølge fast retspraksis realitetsbehandles (dommen i sagen Joynson mod Kommissionen, nævnt i præmis 301 ovenfor, præmis 156, og Rettens dom af 15.10.2008, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. II, s. 2849, præmis 85).

368    Med hensyn til realiteten bemærkes indledningsvis, at det angives i punkt 21 i retningslinjerne af 2006, at »den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, [normalt vil] blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30%«. Ifølge de samme retningslinjers punkt 23 betragtes »[h]orisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og begrænsning af produktionen, som normalt er hemmelige [...] på grund af deres art som de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger« og skal »straffes strengt«; »[d]en del af afsætningen, der tages i betragtning i forbindelse med sådanne overtrædelser, befinder sig derfor normalt på den øvre del af skalaen«.

369    Det følger navnlig af anvendelsen af udtrykket »normalt«, at Kommissionen ved at fastsætte disse bestemmelser ikke pålagde sig selv en absolut vejledende regel, men udtrykkeligt gav sig selv mulighed for at fravige reglen, hvis omstændighederne giver anledning dertil, forudsat at den angiver disse i sin beslutning. Der kan derfor ikke gives Saint-Gobain medhold i dennes påstand om, at Kommissionen i intet tilfælde kan lægge en mindre procentdel end 16% til grund, når der er tale om horisontale overtrædelser.

370    Endvidere har Saint-Gobain ikke bestridt Kommissionens konstatering i 670. betragtning til den anfægtede beslutning af, at det omtvistede kartel havde til formål at fordele kunderne mellem konkurrenter ved at samordne priserne. Det er fast retspraksis, at horisontale prisaftaler hører til de alvorligste overtrædelser af Unionens konkurrenceret og derfor i sig selv kan kvalificeres som meget alvorlige (Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-202/98, T-204/98 og T-207/98, Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2035, præmis 103, og af 19.3.2003, sag T-213/00, CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, »FETTCSA-dommen«, Sml. II, s. 913, præmis 262). De foranstaltninger, Kommissionen beskriver i den anfægtede beslutning, der bestod i en aftalt fordeling af kontrakter om levering af autoglas i EØS gennem samordning af prispolitikkerne og af strategierne for forsyning af kunderne, og som havde til formål at sikre, at de i foranstaltningen deltagende virksomheders markedsandele samlet betragtet forblev stabile, hører til de mest alvorlige former for overtrædelse af konkurrencereglerne, idet de har til formål slet og ret at udelukke konkurrencen mellem de virksomheder, som gennemfører dem.

371    Heraf følger, at det var med rette, at Kommissionen fandt, at aftalerne og den samordnede praksis på grund af selve deres art udgjorde en meget alvorlig overtrædelse (jf. i denne retning dommen af 25.10.2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 147). Dette må så meget desto mere fastslås i det foreliggende tilfælde, som det ikke er blevet bestridt, dels at de relevante andele af markedet, som de virksomheder tegnede sig for, der deltog i kartellet, sammenlagt udgjorde gennemsnitligt 60% i den af overtrædelsen omfattede periode, dels at de omtvistede aftaler og den omtvistede samordnede praksis gradvis kom til at berøre næsten samtlige bilfabrikanter i Unionen.

372    Hvad endvidere angår argumentet om overtrædelsens angiveligt begrænsede økonomiske virkning som følge af bilfabrikanternes stærke forhandlingsposition bemærkes, at det ifølge fast retspraksis ikke er nødvendigt med henblik på anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF at tage hensyn til en aftales konkrete virkning, når det fremgår, at formålet hermed er at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Derfor er det ikke nødvendigt at påvise faktiske konkurrenceskadelige virkninger, når den påtalte adfærds konkurrenceskadelige formål er bevist (jf. dommen i sagen Volkswagen mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 178 og den deri nævnte retspraksis). Desuden skal det fremhæves, at Kommissionen i 677. betragtning til den anfægtede beslutning under alle omstændigheder medgav, at bilfabrikanterne havde nydt godt af en stærk forhandlingsposition, der betød, at de havde kunnet udarbejde strategier til imødegåelse af kartellet med henblik på at mindske eller modvirke det. Det fremgår af denne passage i den anfægtede beslutning, sammenholdt med 673. betragtning til beslutningen, at Kommissionen rent faktisk tog hensyn til dette forhold og ikke lagde en større del af den relevante afsætning til grund ved beregningen af den bøde, sagsøgerne skulle pålægges.

373    Endelig skal det tages i betragtning, at Kommissionen ved beregningen af værdien af den relevante afsætning i det foreliggende tilfælde inddelte den af overtrædelsen omfattede periode i tre etaper og lagde en gennemsnitlig værdi til grund for hele overtrædelsesperioden (jf. præmis 31, 156 og 158 ovenfor). Denne metode afviger fra reglen i punkt 13 i retningslinjerne af 2006, hvorefter der normalt anvendes virksomhedens afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvori den har deltaget i overtrædelsen. Kommissionen begrundede i 664.-667. betragtning til den anfægtede beslutning afvigelsen med, at den for den periode, hvori kartellet fik »stigende betydning«, og den, hvori det fik »faldende betydning«, kun rådede over direkte beviser for hemmelig praksis for visse bilfabrikanters vedkommende, og at det derfor kun var afsætningen af autoglas til disse fabrikanter, der burde lægges til grund som relevant afsætning i disse to perioder. De procentsatser, Kommissionen fastlagde i henhold til punkt 21 og 23 i retningslinjerne af 2006, og ekstrabeløbet blev anvendt på afsætningens værdi beregnet på denne måde. Den beregningsmetode, Kommissionen fulgte, betød følgelig, at den bøde, som blev pålagt den virksomhed, Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, ud fra en samlet betragtning afspejlede grovheden af den overtrædelse, denne virksomhed havde begået, bedst muligt i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 354 ovenfor.

374    Argumentet om, at det ikke er muligt for Kommissionen at fastsætte et ekstrabeløb på under 15%, er i det væsentlige sammenfaldende med det tredje klagepunkt og vil følgelig blive prøvet i forbindelse med dette.

375    Det andet klagepunkt kan således ikke tiltrædes.

376    Ved sit tredje klagepunkt har Saint-Gobain foreholdt Kommissionen at have forhøjet den bøde, selskabet var blevet pålagt, under hensyn til, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, selv om der i grundbeløbet for bøden allerede indgår en afskrækkelsesfaktor, nemlig ekstrabeløbet. Ifølge Saint-Gobain går denne dobbelte hensyntagen ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre overholdelsen af EU-rettens konkurrenceregler.

377    Denne argumentation kan imidlertid ikke tiltrædes.

378    For det første bemærkes, at bødens afskrækkende virkning ikke kun har til formål at afholde den pågældende virksomhed fra at begå gentagne overtrædelser (individuel forebyggelse). Kommissionen har ligeledes beføjelse til at fastsætte bødernes størrelse således, at deres forebyggende virkning forstærkes generelt, navnlig når en bestemt form for overtrædelser stadig er forholdsvis hyppig og må betragtes som alvorlig (generel forebyggelse) (jf. i denne retning dommen i sagen Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 370 ovenfor, præmis 134, og Rettens dom af 13.9.2013, sag T-566/08, Total Raffinage Marketing mod Kommissionen, præmis 460). Det er et hensyn af denne art, som afspejles i punkt 25 i retningslinjerne af 2006, hvorefter bødens grundbeløb kan omfatte et beløb på mellem 15 og 25% af værdien af den afsætningen, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, for at afskrække virksomhederne fra selve det at deltage i horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og produktionsbegrænsning.

379    Det ville bringe Kommissionens mulighed for at forebygge overtrædelser af artikel 81 EF generelt i fare, hvis den ikke kunne tage afskrækkelsesformålet i betragtning ved fastsættelsen af grundbeløbet for en bøde, eftersom det er dette beløb, der fremkommer på første trin af bødefastsættelsen, som skal afspejle overtrædelsens grovhed på grundlag af dens specifikke karakteristika, såsom dens art, samtlige berørte virksomheders samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ej (jf. i denne retning Rettens dom af 25.10.2011, sag T-348/08, Aragonesas Industrias y Energía mod Kommissionen, Sml. II, s. 7583, præmis 264 og den deri nævnte retspraksis).

380    For det andet er afskrækkelse ifølge fast retspraksis et af formålene med bøden og et generelt krav, som Kommissionen skal iagttage under hele bødeudmålingen. Afskrækkelsesformålet forudsætter derfor ikke nødvendigvis, at udmålingen indeholder en særlig etape, hvorunder der foretages en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder med henblik på at opfylde dette formål (dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 119 ovenfor, præmis 226, og Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 131).

381    Selv om kravet om afskrækkelse udgør begrundelsen for at forhøje bøden under hensyn til, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde (jf. i denne retning dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, nævnt i præmis 309 ovenfor, præmis 293), kunne Kommissionen derfor ligeledes med føje tage afskrækkelsesformålet i betragtning, da den beregnede grundbeløbet for bøden, ved at lade det omfatte et ekstrabeløb (jf. analogt dommen i sagen UPM-Kymmene mod Kommissionen, nævnt i præmis 324 ovenfor, præmis 137). Endvidere bemærkes hvad dette angår, at skønt både medtagelsen af et ekstrabeløb i grundbeløbet for bøden og forhøjelsen af dette grundbeløb på grund af, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde, tilgodeser et afskrækkelsesformål, er de dog begrundet i forskellige hensyn. I overensstemmelse med det ræsonnement, der anføres i præmis 378 og 379 ovenfor, har ekstrabeløbet, hvorom selve ordlyden af punkt 25 i retningslinjerne af 2006, såvel på fransk som på engelsk og tysk (»inclura«, »will include« og »fügt hinzu«) antyder, at det udløses automatisk, når der er tale om åbenlyse overtrædelser (jf. i denne retning dommen i sagen Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 362 ovenfor, præmis 117), således til formål, at grundbeløbet for bøden afspejler den ganske særlige grovhed, der kendetegner horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og produktionsbegrænsning, mens forhøjelsen under hensyn til, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde, har til formål at straffe ulovlig adfærd strengere, når den udøves af virksomheder, der udviser tilbøjelighed til at overtræde konkurrencereglerne.

382    Ved sit fjerde klagepunkt har Saint-Gobain gjort gældende, at Kommissionen burde have taget hensyn til to supplerende faktorer ved fastsættelsen af bøden, nemlig dels planglasbeslutningen, hvorved Saint-Gobain blev pålagt en sanktion for overtrædelse af Unionens konkurrenceret mindre end et år før vedtagelsen af den anfægtede beslutning, dels den usædvanlige økonomiske krise, som bilsektoren var ramt af, da beslutningen blev vedtaget.

383    Hvad indledningsvis angår spørgsmålet om, hvorvidt planglasbeslutningen skulle være taget i betragtning ved beregningen af bøden, bemærkes, at Saint-Gobain på ingen måde har påvist endsige hævdet, at denne beslutning havde til formål at forfølge samme overtrædelse af konkurrenceretten som den, der gav anledning til vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Det er tidligere blevet fastslået, at den omstædnighed, at der er tale om forskellige markeder for forskellige, selv om det drejer sig om beslægtede produker, er et kriterium, der er relevant fastlæggelsen af rækkevidden og dermed sammenfaldet mellem overtrædelser af artikel 81 EF (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 118-124, og dommen i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, nævnt i præmis 354 ovenfor, præmis 309-314).

384    Hvad dernæst angår Saint-Gobains henvisning til den nedsættelse på 33% af bøden, som Kommissionen indrømmede en af de virksomheder, der var omhandlet i specialgrafitbeslutningen, er den ikke relevant i det foreliggende tilfælde. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at Kommissionens beslutningspraksis ikke kan udgøre retsgrundlaget for bøder på konkurrenceområdet, eftersom dette udelukkende fastlægges i forordning nr. 1/2003 som anvendt i lyset af retningslinjerne, og at Kommissionen ikke er bundet af de skøn, den tidligere har foretaget (jf. præmis 245 ovenfor). Beslutninger vedrørende andre sager er kun af vejledende karakter for så vidt angår den eventuelle forekomst af forskelsbehandling, idet det ikke er sandsynligt, at de særlige faktiske omstændigheder i sagerne, såsom markederne, varerne, landene, virksomhederne og de omhandlede perioder, er identiske (jf. Domstolens dom af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). Nedsættelsen af den bøde, der var blevet pålagt bl.a. SGL Carbon AG i specialgrafitbeslutningen, var således begrundet i en kombination af faktorer, nemlig ikke kun det forhold, at virksomheden kort forinden allerede var blevet pålagt en sanktion for overtrædelse af Unionens konkurrenceret, men også den meget ugunstige økonomiske situation, den befandt sig i, på samme måde som den omstændighed, at den ikke havde begået en lignende overtrædelse før (dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 383 ovenfor, præmis 405 og 406). Saint-Gobain har intet konkret fremlagt, der viser, at selskabet befandt sig i en sammenlignelig økonomisk situation, da den anfægtede beslutning blev vedtaget. Desuden havde Saint-Gobain rent faktisk begået en lignende overtrædelse før, da Kommissionen vedtog den anfægtede beslutning, således som det fremgår af behandlingen i præmis 300-334 ovenfor.

385    Hvad ligeledes angår den usædvanlige økonomiske krise, som bilmarkedet gennemgik, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, og som i væsentlig grad skulle have forstærket bødens faktiske indvirkning på Saint-Gobain, er denne omstændighed, forudsat at den er korrekt, irrelevant i det foreliggende tilfælde. Ifølge fast retspraksis er Kommissionen nemlig ikke forpligtet til ved bødeudmålingen at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpasset til markedsvilkårene (Domstolens dom af 29.6.2006, sag C-308/04 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 5977, præmis 105; jf. Rettens dom af 29.11.2005, sag T-62/02, Union Pigments mod Kommissionen, Sml. II, s. 5057, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

386    Det er uden betydning i denne forbindelse, at sådanne økonomiske vanskeligheder, der kan give sig udtryk i en forværring af de økonomiske og regnskabsmæssige indikatorer for den pågældende virksomhed eller endog i en økonomisk situation, hvori den har underskud, udspringer af en krise, der påvirker de markeder, hvorpå virksomheden driver forretning.

387    For det første påvirker en sådan krise i princippet de virksomheder, som er dårligst tilpasset markedsvilkårene, mest. For det andet kunne det i væsentlig grad undergrave effektiviteten af det forbud, som er indeholdt i artikel 81, stk. 1, EF, at Kommissionen var forpligtet til at tage hensyn til enhver økonomisk krisesituation og nedsætte de bøder, der pålægges for overtrædelser af denne bestemmelse, eftersom det hyppigt forekommer, at karteller opstår, når en sektor er ramt af vanskeligheder (jf. i denne retning Rettens dom af 6.5.2009, sag T-127/04, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1167, præmis 122). Endvidere udgør, for det tredje, faktorer som et stadigt fald i efterspørgslen eller den overskydende produktionskapacitet, dette kan føre til, selv hvis de påvises, risici, som er en uundgåelig bestanddel af enhver erhvervsaktivitet, og som ikke i sig selv er udtryk for en strukturelt eller konjunkturmæssigt usædvanlig situation, der kan tages i betragtning ved fastsættelsen af bøden (jf. i denne retning dommen af 25.10.2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 414).

388    Det fjerde klagepunkt må følgelig ligeledes forkastes.

389    Endelig har Saint-Gobain ved sit femte klagepunkt gjort gældende, at den bøde, selskabet blev pålagt, er uforholdsmæssig, da den klart overstiger niveauet for, hvad der udgør en optimal bøde.

390    Herom er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i domme af 27. september 2006 (sag T-329/01, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3255, præmis 141, og sag T-59/02, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, nævnt i præmis 271 ovenfor, præmis 130), fastslog, at hvis bøderne skulle fastsættes på et sådant niveau, at de kun ophævede fortjenesten ved kartellet, ville de ikke have forebyggende virkning. Det er nemlig rimeligt at antage, at virksomheder i deres økonomiske kalkyler og ledelsesmæssige beslutninger rationelt tager ikke blot størrelsen af de bøder i betragtning, de risikerer, hvis de gør sig skyldige i en overtrædelse, men også størrelsen af risikoen for, at kartellet opdages. Desuden ville der, hvis bødernes funktion kun skulle være at ophæve den påregnede fortjeneste eller fordel, ikke blive taget tilstrækkeligt hensyn til den pågældende adfærds karakter af overtrædelse ifølge artikel 81, stk. 1, EF. Skulle en bøde blot erstatte det forvoldte tab, ville der nemlig ikke blive taget hensyn til, at en sådan foranstaltning ud over en afskrækkende virkning, som kun kan tage sigte på fremtidig adfærd, skal være repressiv i forhold til den konkrete begåede overtrædelse. Når Kommissionen kan pålægge en bøde, som alt efter de foreliggende omstændigheder i væsentlig grad kan overstige den fortjeneste, den pågældende virksomhed har påregnet, er det, fordi bøden både skal virke afskrækkende og repressivt.

391    Heraf følger, at det femte klagepunkt må forkastes og dermed anbringendets andet led.

c)     Det tredje led om, at Kommissionen ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at Saint-Gobain ikke havde bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og om utilstrækkelig begrundelse

 Parternes argumenter

392    Saint-Gobain har påstået, at Kommissionen tilsidesatte artikel 23, stk. 2, litra a), og artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 ved ikke at nedsætte den bøde, selskabet var blevet pålagt, alene fordi det ikke havde påberåbt sig formildende omstændigheder i sit svar på meddelelsen af klagepunkter. At der skulle være foretaget en sådan nedsættelse i det foreliggende tilfælde, følger ikke kun af retspraksis, men også af punkt 29 i retningslinjerne af 2006 og punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Kommissionen burde således ifølge Saint-Gobain have taget den omstændighed i betragtning, at selskabet, i modsætning til andre berørte virksomheder, ikke i det nævnte svar bestred rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som var blevet foreholdt det i meddelelsen af klagepunkter.

393    Efter Saint-Gobains opfattelse gjorde denne holdning selskabets overtrædelse mindre grov, eftersom Kommissionen med henblik på at påvise overtrædelsen i den anfægtede beslutning i vid udstrækning benyttede sig af, at det ikke havde bestridt de faktiske omstændigheder. Det er i den forbindelse uden betydning, at Saint-Gobain under undersøgelsen ikke udtrykkeligt anmodede om, at denne faktor blev taget i betragtning som en formildende omstændighed, eftersom Kommissionen skulle have taget alle de omstændigheder i betragtning, den havde kendskab til, da den vedtog den anfægtede beslutning.

394    Den anfægtede beslutning indeholder ligeledes en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet Kommissionen anvendte samarbejdsmeddelelsen af 2002 til gavn for den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, uden at undersøge, om den bøde, som Saint-Gobain var blevet pålagt, ligeledes kunne nedsættes under hensyn til denne meddelelse. Sidstnævnte omstændighed står desuden i modsætning til Kommissionens tidligere administrative praksis.

395    Endvidere har Saint-Gobain gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med utilstrækkelig begrundelse, idet grundene til, at selskabets manglende bestridelse af de faktiske omstændigheder ikke blev taget i betragtning som en formildende omstændighed, skulle have været angivet i den.

396    Endelig har Saint-Gobain subsidiært nedlagt påstand om, at Retten i denne forbindelse gør brug af sin fulde prøvelsesret og nedsætter den bøde, selskabet pålægges i den anfægtede beslutning, for at tage hensyn til dets samarbejde under undersøgelsen.

397    Kommissionen har indledningsvis anført, at påstanden om, at den ikke tog hensyn til, at Saint-Gobain ikke havde bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, er faktuelt forkert. Den undersøgte rent faktisk, om virksomhedens manglende bestridelse af rigtigheden af de faktiske omstændigheder kunne begrunde en nedsættelse som den nævnte.

398    Endvidere har Kommissionen gjort gældende, at den merværdi, der knytter sig til Saint-Gobains samarbejde, ikke skal overvurderes, eftersom selskabets manglende bestridelse af de faktiske omstændigheder i den anfægtede beslutning primært blev anvendt til at bekræfte de forklaringer, som var blevet afgivet af den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, og de under undersøgelsen fastlagte faktiske omstændigheder. I øvrigt bestred Saint-Gobain visse aspekter af den retlige kvalifikation af de omstændigheder, som udgjorde overtrædelsen, og endog visse faktiske omstændigheder.

399    Desuden har Saint-Gobain ifølge Kommissionen ikke anført nogen særlig omstændighed, der kunne begrunde, at der blev taget hensyn til selskabets samarbejde uden for samarbejdsordningen. Hvad dette angår bekræftede Retten i dommen af 8. juli 2008 i sagen Lafarge mod Kommissionen, nævnt i præmis 69 ovenfor, at det forhold i sig selv, at en virksomhed, som har været impliceret i et ulovligt kartel, ikke har bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, ikke giver grund til at nedsætte den bøde, der skal pålægges den. Denne konklusion kan ikke anfægtes af en beslutningspraksis, Kommissionen tidligere har fulgt på grundlag af, navnlig, dens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«).

400    Kommissionen har i øvrigt bestridt, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet på dette punkt. Den finder, at det fremgår tilstrækkelig klart af ræsonnementet i beslutningen vedrørende det forhold, at den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, ikke havde bestridt de faktiske omstændigheder, at noget sådant under ingen omstændigheder kunne medføre nedsættelse af den bøde, der skulle pålægges Saint-Gobain.

401    Endelig finder Kommissionen, at der i det foreliggende tilfælde ikke er noget, der begrunder, at Retten i henhold til sin fulde prøvelsesret nedsætter den bøde, Saint-Gobain blev pålagt.

 Rettens bemærkninger

402    Ved prøvelsen af dette led skal der sondres mellem på den ene side muligheden for en bødenedsættelse i henhold til punkt 20-23 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 og på den anden side muligheden for en bødenedsættelse under hensyn til formildende omstændigheder uden for rammerne af samarbejdsordningen i henhold til retningslinjerne af 2006.

403    Hvad indledningsvis angår samarbejdsmeddelelsen af 2002, som fandt anvendelse ratione temporis i det foreliggende tilfælde, angav Kommissionen heri, på hvilke betingelser virksomheder, der samarbejder med Kommissionen under dens undersøgelse af et kartel, kan blive fritaget for bøden eller blive indrømmet en nedsættelse af den bøde, de skulle have betalt.

404    Det angives således i punkt 20 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at virksomheder, der ikke opfylder de i meddelelsens afsnit A anførte betingelser, alligevel kan være berettiget til en nedsættelse af den bøde, de ellers ville være blevet pålagt. Det fremgår af ordlyden af meddelelsens punkt 21, at en virksomhed »[f]or at være berettiget hertil skal [...] forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og bringe sin deltagelse i den formodede ulovlige aktivitet til ophør senest på det tidspunkt, hvor den fremlægger bevismaterialet«.

405    Retten har for nylig fastslået, at proceduren for indrømmelse af fuld bødefritagelse til en virksomhed inden for rammerne af den i samarbejdsmeddelelsen af 2002 fastsatte samarbejdsordning omfatter tre forskellige faser, hvoraf den første består i en formel anmodning til Kommissionen fra den berørte virksomhed (Rettens dom af 9.9.2011, sag T-12/06, Deltafina mod Kommissionen, Sml. II, s. 5639, præmis 111 og 112).

406    Under overskriften »Procedure« angives følgende i punkt 24 og 25 i samarbejdsmeddelelsen af 2002:

»24.      En virksomhed, der ønsker at få fordel af en bødenedsættelse, skal forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende det pågældende kartel.

25.      Virksomheden får et modtagelsesbevis fra Generaldirektoratet for Konkurrence med angivelse af den dato, hvor det relevante bevismateriale blev fremlagt. Kommissionen vil ikke overveje materiale, der er indsendt af en virksomhed, der anmoder om en bødenedsættelse, før den har taget stilling til en eventuel eksisterende anmodning om betinget bødefritagelse i relation til samme formodede overtrædelse.«

407    Det fremgår af ordlyden af ovennævnte passager i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at en virksomhed for at blive indrømmet bødenedsættelse i henhold til den samarbejdsordning, der indføres ved meddelelsen, skal fremsætte en anmodning over for Kommissionen herom og fremlægge bevismateriale for den vedrørende et formodet kartel, der påvirker konkurrencen inden for Unionen. Der er så meget mere grundlag for denne fortolkning af anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, som samarbejdsordningen knytter et forbehold til de konsekvenser, det principielt har, at de virksomheders ansvar fastslås, som er skyldige i overtrædelser af artikel 81 EF. Det forekommer ganske vist formålstjenligt at behandle virksomheder gunstigt, der samarbejder med Kommissionen under undersøgelser vedrørende hemmelige karteller, som påvirker Unionen, men en sådan behandling bør være forbeholdt virksomheder, der nøje overholder de formelle og materielle betingelser, som er fastlagt i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

408    I det foreliggende tilfælde anmodede Saint-Gobain ikke udtrykkeligt om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen af 2002 under undersøgelsen og har kun gjort gældende, at selskabet ikke bestred rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som var blevet foreholdt det, i sit svar på meddelelsen af klagepunkter. På denne baggrund kan Kommissionen ikke kritiseres for ikke at have forsøgt at fastslå, om Saint-Gobain kunne indrømmes en nedsættelse af bøden i henhold til denne meddelelse. Denne konklusion kan ikke anfægtes af, at Kommissionens vurdering i det konkrete tilfælde afviger fra en tidligere beslutningspraksis, eftersom en sådan under alle omstændigheder ikke i sig selv kan udgøre retsgrundlaget for bøder på konkurrenceområdet (jf. præmis 245 ovenfor). Det følger ligeledes af det ovenstående, at der ikke er grundlag for klagepunktet om mangel på eller utilstrækkelig begrundelse.

409    Det er irrelevant i denne henseende, at Retten tidligere har fastslået, at en virksomhed for at kunne opnå en nedsættelse af bødebeløbet, fordi den ikke bestrider de faktiske omstændigheder, udtrykkeligt skal underrette Kommissionen om, at den ikke vil bestride rigtigheden af de faktiske omstændigheder, efter at den har gjort sig bekendt med meddelelsen af klagepunkter (Rettens dom af 8.7.2004, sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 303), hvilket rent faktisk var tilfældet i den pågældende sag, og at Kommissionen, hvis der var blevet fremsat en sådan anmodning, i givet fald skulle have angivet grundene til, at den ikke desto mindre fandt, at der ikke var anledning til at indrømme en nedsættelse af bøden af denne grund (jf. i denne retning Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 415, og dommen af 30.9.2009 i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt i præmis 326 ovenfor, præmis 98 og 99).

410    Ovennævnte konklusioner hænger nemlig snævert sammen med, at det bestemtes i punkt 2 i afsnit D i samarbejdsmeddelelsen af 1996, som bærer overskriften »Væsentlig bødenedsættelse«, at det kunne give anledning til nedsættelse af den bøde, virksomheden ville være blevet pålagt, hvis den ikke havde samarbejdet, at den ikke havde bestridt de faktiske omstændigheder, hvorpå Kommissionen byggede sine indvendinger. Som Kommissionen korrekt har påpeget i sine skriftlige indlæg, indeholder samarbejdsmeddelelsen af 2002 ikke længere en sådan regel, idet det i meddelelsen kun angives, at der, bortset fra muligheden for bødefritagelse, er mulighed for nedsættelse af bøden, hvis virksomheden forsyner Kommissionen med »bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, [den] allerede er i besiddelse af«.

411    Klagepunktet om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling blev tilsidesat, fordi den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, i modsætning til Saint-Gobain blev indrømmet en nedsættelse af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan ikke tiltrædes. I forbindelse med bedømmelsen af kartelmedlemmers samarbejde kan Kommissionen ganske vist ikke tilsidesætte ligebehandlingsprincippet (Rettens dom af 6.5.2009, sag T-116/04, Wieland-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, præmis 124), som er til hinder for, at ensartede situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 15.10.2009, sag C-101/08, Audiolux m.fl., Sml. I, s. 9823, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). Saint-Gobain og den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, må dog på baggrund af ræsonnementet i præmis 406-408 ovenfor anses for ikke at have befundet sig i en ensartet situation i relation til samarbejdsmeddelelsen af 2002.

412    Hvad endvidere angår de formildende omstændigheder, hvortil der henvises i punkt 29 i retningslinjerne af 2006, har Saint-Gobain i det væsentlige kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til reglen i punktets fjerde led om, at bødens grundbeløb kan nedsættes, »hvis den pågældende virksomhed samarbejder effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for [samarbejdsmeddelelsen af 2002] og ud over dens retlige pligt til at samarbejde«.

413    Dette klagepunkt kan dog ikke tiltrædes.

414    Det bemærkes hvad dette angår, at der ifølge punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006, ligesom ifølge punkt 3, sjette led, i retningslinjerne af 1998, kan tages hensyn til som en formildende omstændighed, at virksomheden har samarbejdet effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen og ud over dens retlige pligt til at samarbejde.

415    I sager om hemmelige karteller har Kommissionen imidlertid ret til kun at anvende punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006 i helt usædvanlige tilfælde. Anvendelsen af denne bestemmelse kan nemlig ikke bevirke, at samarbejdsmeddelelsen mister sin effektive virkning. Således fremgår det klart af denne meddelelse, at den afgrænser de tilfælde, hvor virksomheder, der deltager eller har deltaget i hemmelige karteller, som påvirker Unionen, kan kompenseres for at samarbejde med Kommissionen om undersøgelsen. Heraf følger, at virksomhederne i princippet kun kan indrømmes en bødenedsættelse i kraft af deres samarbejde, når de opfylder de betingelser, der er fastsat i nævnte meddelelse (jf. analogt Rettens dom af 30.11.2011, sag T-208/06, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 7953, præmis 270 og 271).

416    Derfor kan Kommissionen f.eks. udelukkende anvende punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006 på den virksomhed, der var den første til at fremlægge oplysninger for Kommissionen, som gjorde det muligt for den at udvide sin undersøgelse og træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fastslå en mere alvorlig overtrædelse eller en mere langvarig overtrædelse (jf. analogt dommen i sagen Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 415 ovenfor, præmis 272 og den deri nævnte retspraksis).

417    Den foreliggende sag falder klart inden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, som ifølge meddelelsens punkt 1 omhandler hemmelige karteller mellem virksomheder, der består i prisfastsættelse og markedsdeling, herunder ved samordning af tilbudsgivning. Heraf følger, at det er korrekt, når Kommissionen gør gældende, at punkt 29, fjerde led, i et sådant tilfælde kun bør anvendes i helt usædvanlige tilfælde.

418    Det må imidlertid konstateres, at Saint-Gobain under undersøgelsen ikke forklarede og heller ikke under den foreliggende sag har forklaret, hvorledes den ene omstændighed, at selskabet ikke havde bestridt rigtigheden af visse faktiske omstændigheder, opfyldte denne betingelse.

419    For det første er det med rette, når Kommissionen gør gældende, at det ville bringe den ændring af Kommissionens samarbejdspolitik i fare, der skete med vedtagelsen af samarbejdsmeddelelsen af 2002, og som navnlig består i, at en omstændighed af denne art principielt ikke længere berettiger til en nedsættelse af bøden (jf. præmis 410 ovenfor), hvis manglende bestridelse af de faktiske omstændigheder skulle tages i betragtning som en formildende omstændighed.

420    For det andet er det i sager, hvori det var samarbejdsmeddelelsen af 1996, der fandt anvendelse, allerede blevet fastslået, at når en virksomhed som led i samarbejdet blot bekræfter, men mindre præcist og udførligt, nogle af de oplysninger, som en anden virksomhed allerede har fremlagt som led i samarbejdet, kan førstnævnte virksomheds samarbejde – skønt det kan have en vis nytte for Kommissionen – ikke anses for at have et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af det samarbejde, der blev udvist af den virksomhed, der først fremlagde de pågældende oplysninger. En forklaring, der kun i en vis udstrækning bekræfter en forklaring, Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, letter således ikke dens arbejde væsentligt og dermed tilstrækkeligt til, at det kan begrunde en nedsættelse af bøden som følge af samarbejde (jf. analogt dommen af 25.10.2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 455).

421    Herom bemærkes – således som det fremgår af 120. betragtning til den anfægtede beslutning – at de beviser, Kommissionen anvendte til at dokumentere det omtvistede kartels eksistens og den måde, hvorpå det fungerede, i det væsentlige bestod i dokumenter, som Kommissionen beslaglagde under de kontrolundersøgelser, den foretog i de forskellige implicerede virksomheders lokaler i februar og marts 2005, og af de forklaringer, som den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, afgav, og som underbyggedes af dokumenter hidrørende fra den periode, hvori de faktiske omstændigheder udspillede sig. Således som det fremgår af 456. betragtning til den anfægtede beslutning, anvendte Kommissionen Saint-Gobains manglende bestridelse af rigtigheden af de faktiske omstændigheder til at bekræfte en række konklusioner, den havde draget på grundlag af andet materiale, som den var i besiddelse af (jf. hvad dette angår navnlig 127., 146.-148., 165., 187., 218., 255.-277., 297.-299., 312., 313., 316., 317., 328., 329., 337., 338. og 388. betragtning til den anfægtede beslutning).

422    Heraf følger, at der ikke kan gives Saint-Gobain medhold i, at denne ved ikke at bestride de faktiske omstændigheder bibragte Kommissionen en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, den allerede var besiddelse af.

423    Saint-Gobains klagepunkt om, at Kommissionen ikke tog omfanget af selskabets samarbejde i betragtning som en formildende omstændighed uden for reglerne i samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan derfor ikke tiltrædes.

424    Denne konklusion kan ikke anfægtes af en eventuel tidligere beslutningspraksis. Det forhold, at Kommissionen i andre sager har fundet, at visse faktorer udgjorde en formildende omstændighed ved fastsættelsen af bøden, indebærer nemlig ikke, at den er forpligtet til at anlægge den samme vurdering i en senere beslutning, idet en sådan praksis ikke kan bruges som retlig ramme for bøderne på konkurrenceområdet (jf. præmis 245 ovenfor og dommen af 25.10.2005 i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 395).

425    Det er ligeledes irrelevant, at der i henhold til tidligere retningslinjer for samarbejde er blevet pålagt bøder på et generelt lavere niveau. En effektiv gennemførelse af Unionens konkurrenceregler kræver nemlig, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav, og virksomheder, der er parter i en administrativ procedure, som kan give anledning til en bøde, kan derfor hverken have en berettiget forventning om, at Kommissionen ikke vil overskride det hidtil anvendte bødeniveau, eller en forventning med hensyn til en metode for bødeberegningen (jf. præmis 276 og 277 ovenfor).

426    Heller ikke klagepunktet om mangel på begrundelse som følge af, at der ikke anføres omstændigheder i den anfægtede beslutning, som gør det muligt at forstå, hvorfor Saint-Gobain ikke kunne indrømmes bødenedsættelse i henhold til punkt 29 i retningslinjerne af 2006, kan tiltrædes.

427    Herom bemærkes, at Kommissionen med hensyn til fastsættelse af bøder for overtrædelse af konkurrenceretten opfylder sin begrundelsespligt, når den i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed, idet den dog ikke har pligt til at give en mere detaljeret redegørelse for eller taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for bødeberegningen (jf. i denne retning dommen i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, nævnt i præmis 148 ovenfor, præmis 66). Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er tilstrækkelig, skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde og den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen (jf. Rettens dom af 28.4.1994, sag T-38/92, AWS Benelux mod Kommissionen, Sml. II, s. 211, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i præmis 146 ovenfor, præmis 63).

428    I det foreliggende tilfælde anmodede Saint-Gobain efter at have modtaget meddelelsen af klagepunkter ikke Kommissionen om at indrømme selskabet en nedsættelse af den bøde, Kommissionen måtte pålægge det, som følge af et eventuelt samarbejde i henhold til punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006. Endvidere kunne Saint-Gobain ikke undgå at vide, dels at den formildende omstændighed, hvortil der henvises i punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006, henset til ordlyden af dette led, kun gælder uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002, dels at det omtvistede kartel på grund af dets karakter var omfattet af anvendelsesområdet for denne meddelelse. Endelig må Saint-Gobain på baggrund af navnlig 56.-59. og 127. betragtning til den anfægtede beslutning anses for at have kunnet forstå, at Kommissionen med henblik på at bevise den omhandlede overtrædelse navnlig støttede sig på de forklaringer, som den virksomhed, der havde anmodet om bødefritagelse, havde afgivet, og at disse forklaringer var blevet afgivet, før Saint-Gobain afsendte sit svar på meddelelsen af klagepunkter.

429    Heraf følger, at Saint-Gobain ud fra ordlyden af den anfægtede beslutning kunne forstå, hvorfor Kommissionen ikke under hensyn til den formildende omstændighed, hvortil der henvises i punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne af 2006, havde indrømmet selskabet en nedsættelse af den bøde, den havde pålagt det, og at den anfægtede beslutning følgelig ikke er behæftet med utilstrækkelig eller mangel på begrundelse i denne henseende.

430    Dette anbringendes tredje led er derfor ugrundet.

431    På baggrund af prøvelsen af anbringendet som helhed må det fastslås, at det kun skal tiltrædes, for så vidt som det drejer sig om, at den anfægtede beslutning er ulovlig, i det omfang Kommissionen i den anfægtede beslutning har lagt planglas (Italien)-beslutningen til grund for konstateringen af, at der for Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain foreligger den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde.

B –  Sag T-73/09

432    Det bemærkes indledningsvis, at flere anbringender og argumenter, som Compagnie de Saint-Gobain har fremsat inden for rammerne af sag T-73/09, allerede er blevet prøvet inden for rammerne af behandlingen af søgsmålet i sag T-56/09. Det gælder således for det første anbringendet om tilsidesættelse af retten til en uafhængig og upartisk domstol, for det andet anbringendet om tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe som følge af, at Compagnie de Saint-Gobain blev tilregnet en overtrædelse begået af et af selskabets datterselskaber, for det tredje anbringendet om tilsidesættelse af principperne om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe og om den berettigede forventning og endelig, for det fjerde, anbringendet om fejlagtig anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i forbindelse med, at det blev taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, og om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

433    Nedenstående behandling vedrører derfor kun det anbringende, som i det væsentlige drejer sig om tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 som følge af, at Kommissionen begik en fejl ved vurderingen af, hvilken omsætning der skal anvendes som grundlag for beregningen af loftet for bøden, og om tilsidesættelse af retten til forsvar og mangel på begrundelse.

 Parternes argumenter

434    Ved dette anbringende har Compagnie de Saint-Gobain foreholdt Kommissionen, at den ikke har identificeret omstændigheder i den anfægtede beslutning, der viser, at hele Saint-Gobain-koncernens omsætning kunne lægges til grund for beregningen af det loft for bøden, der fastsættes i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Således som den er blevet fortolket af Unionens retsinstanser, gør denne bestemmelse det nemlig ikke muligt at pålægge en bøde, der overstiger 10% af omsætningen i den berørte virksomhed defineret som en økonomisk enhed. Ifølge Compagnie de Saint-Gobain fremgår det imidlertid af den anfægtede beslutning, at denne kun tager sigte på praksis, der vedrører virksomhed i Saint-Gobain-koncernen, som udøves inden for dens glassektor, og ikke de øvrige aktiviteter i koncernen, der består af indbyrdes særskilte virksomheder.

435    Heraf følger efter Compagnie de Saint-Gobains opfattelse, at Kommissionen ved beregningen af loftet for bøden skulle have begrænset sig til omsætningen inden for glassektoren i Saint-Gobain-koncernen. Havde den gjort det, ville bøden under ingen omstændigheder ikke have oversteget 560 mio. EUR. Heraf har Compagnie de Saint-Gobain udledt, at den bøde, selskabet blev pålagt in solidum og solidarisk med Saint-Gobain, er urimelig og uforholdsmæssig.

436    Da Kommissionen ikke giver nogen redegørelse vedrørende dette punkt i den anfægtede beslutning, er denne desuden behæftet med mangel på begrundelse.

437    I replikken har Compagnie de Saint-Gobain ydermere anført, at da det ikke blev angivet i meddelelsen af klagepunkter, at hele Saint-Gobain-koncernens omsætning ville blive lagt til grund, fordi der forelå en formodning for, at Compagnie de Saint-Gobain havde haft afgørende indflydelse på alle sine datterselskaber, havde selskabet ikke mulighed for i rette tid at gøre sine rettigheder gældende i denne henseende, før den anfægtede beslutning blev vedtaget. Heraf følger, at Kommissionen handlede i strid med selskabets ret til forsvar.

438    Kommissionen er uenig i denne kritik. Den har indledningsvis gjort gældende, at den kun tog Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning i betragtning i den anfægtede beslutning for at fastslå, om der var anledning til at anvende det loft, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Endvidere har den påpeget, at loftet ifølge fast retspraksis skal beregnes på grundlag af den samlede omsætning i alle de selskaber, som den økonomiske enhed, der har begået overtrædelsen af artikel 81 EF, består af, da kun denne omsætning giver et indtryk af den pågældende virksomheds størrelse og indflydelse på markedet. Det følger af fast retspraksis, at Kommissionen har ret til lægge den samlede omsætning i det moderselskab, der står i spidsen for den virksomhed, som har deltaget i overtrædelsen, til grund ved beregningen af loftet. Denne omsætning indbefatter omsætningen i de forskellige datterselskaber i koncernen, idet det er ufornødent formelt at tilskrive samtlige de virksomheder, koncernen består af, ansvaret for overtrædelsen.

439    Ifølge Kommissionen påviste denne i det foreliggende tilfælde i fornødent omfang, at Compagnie de Saint-Gobain øver afgørende indflydelse på sine datterselskabers handelspolitik, og at de nævnte selskaber følgelig tilsammen udgør én virksomhed. Beregningen af det loft, hvortil der henvises i foregående præmis, skulle derfor foretages på grundlag af den samlede omsætning i hele Saint-Gobain-koncernen. Det er i denne henseende irrelevant, at Compagnie de Saint-Gobain har en begrænset egen omsætning, eftersom Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning er opført i selskabets årsberetninger. Desuden finder loftet på 10% hverken anvendelse på omsætningen ved den virksomhed, som var direkte berørt af overtrædelsen, den fortjeneste, som blev opnået under overtrædelsen, eller omsætningen i den del af Saint-Gobain-koncernen, hvortil de datterselskaber hører, som var direkte ansvarlige for overtrædelsen i regnskabsåret forud for beslutningen.

440    Kommissionen er uenig i klagepunktet om mangel på begrundelse for beregningen af det loft for bøden, der fastsættes i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Den har gjort gældende, at loftet henviser til omsætningen i den virksomhed, som er genstand for en sanktionsbeslutning vedtaget i henhold til forordningen. I sin egenskab af adressat for den anfægtede beslutning kunne Compagnie de Saint-Gobain følgelig kontrollere, at den bøde, selskabet blev pålagt, ikke overskred loftet.

441    Hvad endelig angår klagepunktet om tilsidesættelse af retten til forsvar, som er blevet fremsat i replikken, finder Kommissionen, at der er tale om et nyt anbringende, som derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Under alle omstændighed har den gjort gældende, at Compagnie de Saint-Gobains ret til forsvar ikke blev tilsidesat i det foreliggende tilfælde, eftersom den ikke var forpligtet til at give selskabet konkrete oplysninger om størrelsen af de bøder, den forventede at pålægge det, eller om den omsætning, der ville blive anvendt til at kontrollere, at det loft, hvortil henvises i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, ikke blev overskredet. Kommissionen har tilføjet, at den i overensstemmelse med retspraksis angav i meddelelsen af klagepunkter, i hvilken egenskab den foreholdt Compagnie de Saint-Gobain de påståede faktiske omstændigheder.

 Rettens bemærkninger

442    Indledningsvis bemærkes, at Compagnie de Saint-Gobain ved i sit supplerende skriftlige indlæg at henvise til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder til støtte for nærværende anbringende ikke har påberåbt sig noget nyt anbringende eller klagepunkt i forhold til de anbringender og klagepunkter, selskabet fremførte i stævningen. Dette argument skal derfor antages til realitetsbehandling i overensstemmelse den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 301 ovenfor.

443    Hvad dernæst angår realiteten var det, således som det fremgår af vurderingen i præmis 206-247 ovenfor, med føje, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde tilregnede Compagnie de Saint-Gobain den ulovlige adfærd, som Saint-Gobain havde udvist.

444    Dette anbringende rejser imidlertid spørgsmålet om, hvilken betydning der skal tillægges det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 anvendte begreb omsætningen i de »virksomheder«, som har deltaget i overtrædelsen, i en situation, hvor, på den ene side, Kommissionen med føje tilskriver et moderselskab ansvaret for den ulovlige adfærd, som er blevet udvist af et eller flere af dets datterselskaber, der driver virksomhed inden for en bestemt økonomisk sektor, og, på den anden side, det pågældende moderselskab ejer andre datterselskaber, der driver virksomhed inden for andre sektorer, og i relation til hvilke det ikke er blevet påvist i den anfægtede beslutning, at moderselskabet har øvet afgørende indflydelse. Således som Compagnie de Saint-Gobain har påpeget, afhænger den eventuelle konstatering af, at loftet for den bøde, som blev pålagt selskabet in solidum og solidarisk med Saint-Gobain, blev overskredet, i det foreliggende tilfælde af den vurdering, som anlægges på dette punkt.

445    Indledningsvis må i denne forbindelse det klagepunkt, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført, om, at der ikke blev givet nogen begrundelse for anvendelsen af det omsætningsbeløb, som Kommissionen anvendte som grundlag for kontrollen af, at den bøde, den pålagde den virksomhed, som Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain udgjorde, ikke overskred det loft, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, forkastes.

446    Eftersom dette loft vedrører omsætningen i den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der har begået overtrædelsen, og som er adressat for beslutningen, må den pågældende virksomhed eller virksomhedssammenslutning nemlig antages at være i stand til at kontrollere, om loftet er overholdt. Virksomheden eller virksomhedssammenslutningen må således antages ikke blot at have kendskab til denne lovmæssigt fastsatte grænse, men også til sin egen omsætning. Den kan således vurdere, om den bøde, den er blevet pålagt, overskrider loftet på 10% eller ej, på trods af at der i den beslutning, hvorved sanktionen pålægges den, ikke gives nogen forklaring på dette punkt. Heraf følger, at der ikke kræves nogen specifik begrundelse for så vidt angår anvendelsen af loftet (Rettens dom af 13.12.2006, forenede sager T-217/03 og T-245/03, FNCBV mod Kommissionen, Sml. II, s. 4987, præmis 237 og 238).

447    Under alle omstændigheder anførte Kommissionen i 13. betragtning til den anfægtede beslutning bl.a., at Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning i 2007 androg 43,4 mia. EUR, og at Saint-Gobains omsætning i samme regnskabsår udgjorde 5,611 mia. EUR. Endvidere tilregnede Kommissionen i det foreliggende tilfælde – således som det fremgår af 593.-623. betragtning til den anfægtede beslutning – Compagnie de Saint-Gobain den overtrædelse, Saint-Gobain havde begået, efter at den i 622. betragtning til den anfægtede beslutning bl.a. havde draget den konklusion, at de forskellige datterselskaber i Saint-Gobain-koncernen, som havde været impliceret i overtrædelsen, sammen med Compagnie de Saint-Gobain udgjorde en og samme virksomhed. Kommissionen bemærkede i denne forbindelse i 710. betragtning til den anfægtede beslutning, at bøden i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke kunne overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår i hver af de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, som havde deltaget i overtrædelsen. Endelig fremgår det i det mindste implicit af 710.-712. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde fandt, at den bøde, som Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain blev pålagt in solidum og solidarisk, ikke overskred det nævnte loft.

448    Compagnie de Saint-Gobain må derfor anses for at have kunnet forstå ud fra ordlyden af den anfægtede beslutning, at Kommissionen kontrollerede, at den bøde, som virksomheden blev pålagt, ikke overskred det loft, der er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, på grundlag af Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning og under hensyn til den afgørende indflydelse, som Compagnie de Saint-Gobain havde øvet på Saint-Gobains handelspolitik.

449    Hvad endvidere angår klagepunktet om, at det loft blev overskredet, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, bemærkes indledningsvis, at den øvre grænse for bøden, der fastsættes i denne bestemmelse, har til formål at undgå, at der pålægges bøder, som virksomhederne under hensyn til deres størrelse, således som denne, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, fremgår af deres samlede omsætning, kan forudses ikke at være i stand til at betale. Der er således tale om en grænse, der finder ensartet anvendelse på samtlige virksomheder, og som er fastsat under hensyn til den enkelte virksomheds størrelse, med det formål at undgå bøder på et urimeligt og uforholdsmæssigt niveau (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 116 ovenfor, præmis 280 og 281; jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-52/03, Knauf Gips mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 452). Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 er således kun til hinder for, at Kommissionen pålægger en bøde, der overskrider loftet på 10% af den pågældende virksomheds omsætning, idet loftet fastsættes på grundlag af det regnskabsår, som går forud for datoen for beslutningen (dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen, nævnt i præmis 149 ovenfor, præmis 85, og dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 593).

450    Loftet på 10% skal således beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den selvstændige økonomiske enhed, der har handlet som »virksomhed« i artikel 81 EF’s forstand, da det kun er de deltagende selskabers samlede omsætning, der kan vise den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning (Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 528 og 529, dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 90, og Rettens dom af 16.11.2011, sag T-79/06, Sachsa Verpackung mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 107). I henhold til retspraksis begår Kommissionen således ikke en fejl, hvis den, når formodningen om, at det berørte moderselskab har øvet afgørende indflydelse på det datterselskabs eller de datterselskabers handelspolitik, som har deltaget i overtrædelsen, ikke er blevet afkræftet, har anvendt den samlede omsætning i moderselskabet som grundlag for beregningen af loftet for bøden (jf. i denne retning dommen af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 91, og i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 288, samt Rettens dom af 5.10.2011, sag T-39/06, Transcatab mod Kommissionen, Sml. II, s. 6831, præmis 129, og af 12.10.2011, sag T-41/05, Alliance One International mod Kommissionen, Sml. II, s. 7101, præmis 166).

451    Endvidere – og således som Kommissionen med rette har gjort gældende – har det loft, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, et formål, der er særskilt og selvstændigt i forhold til det, der følger af kriterierne om overtrædelsens grovhed og varighed (dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt i præmis 449 ovenfor, præmis 452). Fastlæggelsen af loftet skal derfor ske på grundlag af den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning, da det tager sigte på at undgå, at der pålægges en bøde, som den pågældende virksomhed kan forudses ikke at være i stand til at betale.

452    Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning afspejler derfor i højere grad størrelsen og den økonomiske betydning af den virksomhed, som er omhandlet i anfægtede beslutning, end koncernens glassektors andel af denne omsætning alene (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 5040, og dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 450 ovenfor, præmis 529). Det er irrelevant i denne henseende, at Kommissionen ikke påviste i den anfægtede beslutning, at Compagnie de Saint-Gobain havde øvet afgørende indflydelse på alle sine datterselskabers handelspolitik.

453    Heraf følger, at den omstændighed, at Saint-Gobain-koncernen driver virksomhed inden for forskellige industrisektorer, såsom glas, innovative materialer, byggematerialer og emballage, ikke i sig selv giver anledning til at lægge en mere begrænset omsætning end koncernens samlede omsætning til grund ved beregningen af loftet for bøden, heller ikke selv om den overtrædelse, som er omhandlet i den anfægtede beslutning, kun vedrører en af disse sektorer.

454    Desuden godtgjorde Kommissionen, som anført i præmis 443 ovenfor, at Compagnie de Saint-Gobain og glassektoren i Saint-Gobain-koncernen i relation til anvendelsen af artikel 81 EF havde udgjort én økonomisk enhed. I et sådant tilfælde har Kommissionen ret til at lægge moderselskabets omsætning til grund med henblik på at fastsætte bøderne til et tilstrækkeligt afskrækkende niveau (jf. i denne retning dommen i sagen ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, nævnt i præmis 311 ovenfor, præmis 445). Det ville undergrave dette formål, hvis det, således som Compagnie de Saint-Gobain i det væsentlige har gjort gældende, kun var omsætningen i de virksomheder, som havde deltaget direkte i overtrædelsen, der kunne anvendes som grundlag for beregningen af loftet for bøden (Rettens dom af 13.9.2010, sag T-26/06, Trioplast Wittenheim mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 115).

455    Denne konklusion er ikke uforenelig med Rettens ræsonnement i dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt i præmis 449 ovenfor. I denne dom undersøgte Retten med henblik på at fastslå, om den omsætning, alle selskaberne i Knauf-koncernen havde haft på verdensplan, kunne danne grundlag for beregningen af loftet for bøden, dels om Knauf-koncernen havde udgjort en økonomisk enhed i konkurrencerettens forstand, dels om Kommissionen havde ført tilstrækkeligt bevis for, at Knauf Gips AG, der var sagsøger i sagen, var det retssubjekt, som, i spidsen for Knauf-koncernen, var ansvarligt for dennes handlinger (dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt i præmis 449 ovenfor, præmis 339). Denne fremgangsmåde var imidlertid i det nævnte tilfælde begrundet i, at Kommissionen i den beslutning, hvis annullation der var nedlagt påstand om i sagen, ikke havde været i stand til at identificere en juridisk person, der ledede den koncern, som udgjorde den virksomhed, der var ansvarlig for overtrædelsen, og som kunne tilregnes de overtrædelser, som de forskellige selskaber, den bestod af, havde begået (dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt i præmis 449 ovenfor, præmis 337). Derimod var det med rette, at Kommissionen i den foreliggende sag tilregnede moderselskabet i Saint-Gobain-koncernen, Compagnie de Saint-Gobain, Saint-Gobains handlinger.

456    Hvad endelig angår klagepunktet om, at retten til forsvar blev tilsidesat, idet Kommissionen ikke gav Compagnie de Saint-Gobain mulighed for at påvise, at denne ikke havde øvet afgørende indflydelse på alle sine datterselskabers handelspolitik, før den anfægtede beslutning blev vedtaget, bemærkes, at der – selv hvis det forudsættes, at det kan antages til realitetsbehandling, selv om det først er blevet påberåbt i replikken – under alle omstændigheder ikke er grundlag for det. Som anført i præmis 452 ovenfor, var beregningen af loftet for den bøde, der blev pålagt Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain, på grundlag af den samlede omsætning i Saint-Gobain-koncernen, nemlig ikke betinget af, at Compagnie de Saint-Gobain havde øvet afgørende indflydelse på alle sine datterselskabers handelspolitik.

457    Heraf følger, at Kommissionen ikke tilsidesatte artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ved at lægge Saint-Gobain-koncernens samlede omsætning til grund for fastlæggelsen af loftet for den bøde, som kunne pålægges Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain i det foreliggende tilfælde. Den bøde på 880 mio. EUR, som Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain blev pålagt in solidum, er lavere end det loft, som blev beregnet på denne måde.

458    Dette anbringende må følgelig forkastes.

C –  Konklusion på de to søgsmål for så vidt angår annullationspåstandene

459    I betragtning af det ovenstående i det hele er der kun anledning til at give Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain medhold i deres annullationspåstande, for så vidt som de tager sigte på, at det fastslås, at det var med urette, at Kommissionen lagde planglas (Italien)-beslutningen til grund for konstateringen af, at der for Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain forelå den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde.

III –  Påstandene om, at Retten gør brug af sin fulde prøvelsesret

460    Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain har ligeledes nedlagt påstand om, at Retten i det foreliggende tilfælde gør brug af sin fulde prøvelsesret og nedsætter den bøde, de blev pålagt.

461    Indledningsvis bemærkes, at den fulde prøvelsesret, som Retten i medfør af artikel 229 EF er blevet tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, giver den beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, som kun tillader, at Kommissionen frifindes, eller at den anfægtede retsakt annulleres, at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, f.eks. med henblik på at ændre den pålagte bøde, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges Retten til vurdering (jf. Domstolens dom af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 692, og i sagen Romana Tabacchi mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 265).

462    I det foreliggende tilfælde skal der successivt foretages en prøvelse af for det første Saint-Gobains argument om, at den afsætning, selskabet hævder at have haft uden for EØS, skal trækkes fra grundlaget for beregningen af bøden, for det andet Saint-Gobains argument om, at selskabets afsætning i 1999 ikke kan anvendes for regnskabsåret 1998 ved beregningen af bøden, for det tredje, hvilke konsekvenser der eventuelt skal drages af, at den anfægtede beslutning er ulovlig, for så vidt som planglas (Italien)-beslutningen lægges til grund for konstateringen af, at overtrædelsen for Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain udgjorde et gentagelsestilfælde, og endelig for det fjerde det nye anbringende, som Compagnie de Saint-Gobain fremsatte under retsmødet om overskridelse af en rimelig frist.

A –  Saint-Gobains angivelige afsætning uden for EØS

463    Saint-Gobain har gjort gældende, at dennes afsætning uden for EØS skal trækkes fra grundlaget for beregningen af bøden, også selv om den anfægtede beslutning ikke er ulovlig på dette punkt. Saint-Gobain har i denne forbindelse henvist til punkt 13 i retningslinjerne af 2006, hvorefter det kun er afsætningen i EØS-området, der tages i betragtning ved beregningen af bøder, der pålægges i tilfælde af overtrædelse af artikel 81 EF.

464    I 33. betragtning til den anfægtede beslutning angav Kommissionen, at den geografiske udstrækning af det marked, som var berørt af det omtvistede kartel, svarede til EØS som helhed.

465    I en skrivelse tilsendt Kommissionen den 28. januar 2008 som svar på en begæring om oplysninger fra denne af 10. december 2007 henviste Saint-Gobain til tal for den årlige omsætning i regnskabsårene 2001-2004, der navnlig vedrørte afsætning uden for EØS. I en skrivelse tilsendt Kommissionen den 22. august 2008 som svar på endnu en begæring om oplysninger fra denne af 25. juli 2008 supplerede Saint-Gobain ovennævnte oplysninger ved at henvise til en del af den årlige omsætning i regnskabsårene 1999 og 2000, som ligeledes vedrørte afsætning, der ifølge virksomheden havde fundet sted uden for EØS.

466    Kommissionen mener imidlertid ikke, at den angivelige afsætning uden for EØS skal trækkes fra de tal for den samlede omsætning, som Saint-Gobain meddelte den.

467    Retten har som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet Saint-Gobain om at fremlægge ethvert dokument, som underbygger rigtigheden af den angivelige afsætning uden for EØS, herunder salgskontrakter, og at angive, hvilke fabrikanter den afsætning vedrører, som tallene repræsenterer. Saint-Gobain er ligeledes blevet anmodet om at kommentere de argumenter, Kommissionen i duplikken har fremført imod, at den pågældende afsætning trækkes fra grundlaget for beregningen af den bøde, selskabet blev pålagt.

468    Retten finder indledningsvis hvad dette angår, at der ikke kan gives Saint-Gobain medhold i, at den omstændighed, at Kommissionen først i duplikken fremførte de argumenter, hvortil der henvises i præmis 167 og 168, antyder, at det var fejlagtigt, at den medtog afsætningen uden for EØS i grundlaget for beregningen af bøden.

469    Dels anførte Kommissionen nemlig de nævnte forklaringer i duplikken som svar på et nyt anbringende, som Saint-Gobain havde fremsat i replikken, og som specifikt vedrørte denne angivelige fejl. Dels havde Kommissionen i sine begæringer om oplysninger af 10. december 2007 og 25. juli 2008 anmodet Saint-Gobain om at meddele den selskabets omsætning i EØS i en række på hinanden følgende regnskabsår. Den havde i begge begæringer anmodet Saint-Gobain om, hvis det var muligt, at fremlægge attesterede tal og at oplyse, hvorledes omsætningen fordelte sig på de enkelte berørte bilfabrikanter. Saint-Gobain fremlagde imidlertid intet under undersøgelsen, der dokumenterede, at de procentdele af omsætningen, selskabet ønskede fratrukket de tal, det tidligere havde meddelt Kommissionen, rent faktisk vedrørte afsætning uden for EØS.

470    Endvidere bemærkes, at Saint-Gobain har fremlagt en række fakturaer eller faktureringslister, der vedrører afsætning uden for EØS i perioden 1999-2003. Det fremgår af tabellen i punkt 11 i Saint-Gobains skrivelse til Retten af 12. november 2012, at de berørte fabrikanter er [fortroligt]. De glaskomponenter, de nævnte fakturaer relaterer sig til, hidrører fra produktionsanlæg, der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder befandt sig uden for EØS ([fortroligt]).

471    Hvad dette angår bemærkes for det første, at de fakturaer og faktureringslister, som Saint-Gobain har fremlagt, kun underbygger en del af tallene for virksomhedens afsætning uden for EØS i den af overtrædelsen omfattede periode. Saint-Gobain har således kun fremlagt fakturaer og faktureringslister for 2002 og 2003 vedrørende salg af glas til [fortroligt] og [fortroligt]. I visse tilfælde, der bl.a. vedrører salg til [fortroligt], er der ikke fremlagt nogen faktura.

472    Saint-Gobain har forsøgt at begrunde manglerne i dokumenterne i selskabets materiale ved navnlig at påberåbe sig, at der er gået lang tid siden tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og at dette betyder, at mange bevisdokumenter, af regnskabsmæssig og anden art, er forsvundet. Dette argument kan imidlertid ikke tiltrædes. Saint-Gobain kunne nemlig have forsøgt at forsyne Kommissionen med bevisdokumenter under undersøgelsen, men gav udtrykkeligt afkald på at gøre det, såvel fordi den pågældende afsætning havde været af »forholdsvis beskedent omfang«, som fordi »betydelige vanskeligheder skulle være overvundet for at uddrage den omsætning, der var forbundet med den pågældende afsætning uden for [EØS], af [Saint-Gobains internationale handelsdatabase]«. Det bemærkes hvad dette punkt angår, at de spørgsmål, Kommissionen gentagne gange rettede til Saint-Gobain under undersøgelsen, i modsætning til hvad denne har gjort gældende, var tilstrækkeligt præcise til, at virksomheden kunne forstå, at der måtte fremlægges beviser, som underbyggede rigtigheden af den omsætning uden for EØS, hvortil den henviste. Der kan heller ikke gives Saint-Gobain medhold i, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad henledte selskabets opmærksomhed på betydningen af opdele omsætningen efter fabrikanter. Denne påstand afkræftes nemlig af ordlyden af de spørgsmål, Kommissionen stillede Saint-Gobain den 10. december 2007 og den 25. juli 2008.

473    For det andet bemærkes, at de fabrikanter, hvortil der henvises i præmis 470 ovenfor, alle var genstand for hemmelige aftaler mellem medlemmerne af »klubben«. Saint-Gobain har ganske vist medgivet i sit svar på Rettens spørgsmål, at den pågældende afsætning delvis indgik i en bredere handelsforbindelse, som var undergivet en rammekontrakt indgået med en fabrikantenhed inden for EØS, men hævdet, at den var et resultat af bestillinger afgivet af datterselskaber beliggende uden for EØS, og at glasset blev leveret til produktionsanlæg uden for EØS. Under retsmødet gjorde Saint-Gobain ligeledes gældende, at bilkoncernernes indkøbscentraler i EØS ikke var ansvarlige for samtlige forhandlinger om leveringskontrakter.

474    Det forholder sig imidlertid således, at Saint-Gobain med den med [fortroligt] indgående rammekontrakt, der omtales i præmis 475 nedenfor, som eneste undtagelse ikke har givet nærmere oplysninger om den omsætning, som angives i tabellen i punkt 10 i selskabets skriftlige svar på Rettens spørgsmål, og som ikke indgik i en bredere handelsforbindelse, der var undergivet en rammekontrakt indgået med en fabrikantenhed inden for EØS. Endvidere bemærkes hvad dette angår, at nogle af de samme dokumenter, som Saint-Gobain har fremlagt som svar på Rettens spørgsmål, afspejler den handelsmodel, der bestod i, at bilfabrikanterne i EØS centraliserede deres indkøb. Hvad dette angår henvises til det udbud, der blev iværksat af [fortroligt], navnlig med henblik på levering af frontruder til denne fabrikants produktionsanlæg i [fortroligt], og til en kontrakt mellem Saint-Gobain og [fortroligt] om levering af glas til fabrikken [fortroligt].

475    Hvad endvidere angår rammekontrakten mellem Saint-Gobain og [fortroligt] synes den ganske vist at vise, at den omsætning, som Saint-Gobain opnåede i denne forbindelse, ikke fandt sted i henhold til en rammekontrakt indgået med en fabrikant med hjemsted i EØS. Den er imidlertid det eneste dokument, som Saint-Gobain har fremlagt til underbygning af den omsætning, der var forbundet med leverancer til denne fabrikant i [fortroligt] i den af overtrædelsen omfattede periode, og som angives i tabellen i punkt 10 i selskabets skriftlige svar på Rettens spørgsmål. I mangel af andre beviser, såsom fakturaer eller regnskabsbilag, kan Retten ikke kontrollere rigtigheden af de anførte tal. Det gælder så meget mere, som der i kontrakten mellem Saint-Gobain og [fortroligt] hverken er talmæssige oplysninger om de anvendte priser eller om de glasmængder, der blev leveret inden for rammerne af denne kontrakt.

476    Endelig bemærkes, at Saint-Gobains angivelige afsætning uden for EØS vedrørte bilfabrikanters produktionsanlæg i lande, der grænsede op til EØS, og hvoraf størstedelen tiltrådte Unionen, efter at overtrædelsen var ophørt. Således som Kommissionen med rette gjorde gældende under retsmødet, er der ingen tvivl om, at i det mindste en del af de køretøjer, der blev fremstillet på de pågældende anlæg, og som blev udstyret med de glaskomponenter, som Saint-Gobain henviser til i ovennævnte tabel, blev solgt i EØS. Det er derfor rimeligt at antage, at der en snæver forbindelse mellem denne afsætning og det indre marked.

477    På den baggrund kan de argumenter, Saint-Gobain har fremført som begrundelse for at nedsætte bøden under hensyn til, at en del af selskabets omsætning fandt sted uden for EØS, ikke tiltrædes.

B –  Den afsætning, der skal lægges til grund for regnskabsåret 1998

478    Med hensyn til, hvilken omsætning der skal tages i betragtning for regnskabsåret 1998, oplyste Saint-Gobain som tidligere nævnt under undersøgelsen for dette år ikke omsætningen opdelt efter fabrikanter. Som følge heraf lagde Kommissionen – som nævnt i præmis 138 ovenfor – for 1998 den afsætning for hver fabrikant til grund, som Saint-Gobain havde meddelt den for det nærmeste år i den af overtrædelsen omfattede periode, nemlig 1999.

479    Saint-Gobain har imidlertid gjort gældende, at markedet for autoglas var kendetegnet af vækst fra 1998 til 1999, og at det derfor ville have været gunstigere for selskabet, hvis den faktiske afsætning i 1998 var blevet anvendt ved fastsættelsen af grundlaget for bødeberegningen i stedet for, at afsætningen i 1999 ligeledes blev anvendt for 1998.

480    Hvad dette angår bemærkes, at Saint-Gobains argumentation er upræcis og heller ikke underbygges af noget bevis. Desuden oplyste Saint-Gobain under undersøgelsen, og har ligeledes gjort det i sine skriftlige indlæg, at selskabet for regnskabsåret 1998 ikke kunne fremlægge nøjagtige omsætningstal for hver enkelt fabrikant.

481    På den baggrund er der på dette punkt ikke anledning til at følge en anden fremgangsmåde end den, som Kommissionen fulgte ved bødeberegningen, og der skal således ved fastlæggelsen af omsætningen i regnskabsåret 1998 ikke anvendes en anden omsætning end den, Saint-Gobain havde i 1999.

C –  Konsekvenserne af, at den anfægtede beslutning er ulovlig, for så vidt som planglas (Italien)-beslutningen lægges til grund for konstateringen af, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde

482    Det skal afgøres, hvilke konsekvenser det skal have, at den anfægtede beslutning er ulovlig, for så vidt som planglas (Italien)-beslutningen lægges til grund for konstateringen af, at der for Compagnie de Saint-Gobain og Saint-Gobain foreligger den skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde.

483    Det bemærkes indledningsvis, at anbringendet om tilsidesættelse af reglerne om gentagne overtrædelser er blevet fremsat af både Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain, og at selskaberne inden for rammerne af de søgsmål, de har anlagt, har fået delvis medhold i anbringendet (jf. præmis 308-321 ovenfor).

484    Endvidere bemærkes, at Retten i henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 461 ovenfor, hvis den finder det nødvendigt, som led i udøvelsen af sin fulde prøvelsesret kan sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens for så vidt angår beregningen af bøden, således også med hensyn til, hvilke konsekvenser der skal drages af konstateringen af, at en virksomhed er tilbøjelig til at overtræde Unionens konkurrenceregler.

485    Størrelsen af forhøjelsen af bødens grundbeløb under hensyn til, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde, skal afspejle den grovhed, der knytter sig til gentagelsen af adfærd, som strider imod Unionens konkurrenceret. Ifølge den anfægtede beslutning var forhøjelsen af grundbeløbet for bøden på 60% berettiget under hensyn til såvel planglas (Benelux)-beslutningen som planglas (Italien)-beslutningen. I betragtning af at kun den førstnævnte af disse beslutninger kan lægges til grund ved konstateringen af, at der foreligger et gentagelsestilfælde, og at det desuden er i forhold til denne beslutning, at der er størst tidsmæssig afstand til begyndelsen af den overtrædelse, som er omhandlet i den anfægtede beslutning, må gentagelsen af Saint-Gobains og Compagnie de Saint-Gobains ulovlige adfærd anses for mindre grov end fastlagt af Kommissionen i den anfægtede beslutning.

486    På den baggrund bør den procentsats, som blev anvendt ved forhøjelsen for gentagne overtrædelser, nedsættes til 30%, og den bøde, der blev pålagt Saint-Gobain og Compagnie de Saint-Gobain in solidum og solidarisk, fastsættes til 715 mio. EUR.

D –  Det nye anbringende, som Compagnie de Saint-Gobain fremsatte under retsmødet om overskridelse af en rimelig frist

487    Compagnie de Saint-Gobain fremsatte under retsmødet et nyt anbringende om, at den administrative og retslige procedures uforholdsmæssigt lange varighed har indebåret, at der blevet overskredet en rimelig frist. Compagnie de Saint-Gobain har i denne forbindelse peget på, at der gik over syv år fra det tidspunkt, hvor Kommissionen iværksatte den første foranstaltning med henblik på bevisoptagelsen i denne sag, til det, hvor retsmødet fandt sted, og hvor Compagnie de Saint-Gobain stadig afventede Rettens dom. At der er gået så lang tid, har haft væsentlige konsekvenser for Compagnie de Saint-Gobain på grund af den bankgaranti, som Kommissionen har krævet, at selskabet skulle stille for at undgå umiddelbar betaling af den bøde, det er blevet pålagt. Compagnie de Saint-Gobain har derfor nedlagt påstand om, at Retten omgør den anfægtede beslutning, således at der tages hensyn til den uforholdsmæssigt lange varighed og de omkostninger, som udsættelsen har påført selskabet.

488    Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det har til formål, at der tages hensyn til varigheden af den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Ifølge Kommissionen kendte sagsøgeren nemlig det pågældende tidsrum, da denne anlagde sit søgsmål, og kunne derfor have klaget over, at den var urimelig, på dette tidspunkt. Under alle omstændigheder har Kommissionen hævdet, at varigheden af den administrative procedure ikke kan anses for uforholdsmæssigt lang. Endelig fremgår det af retspraksis, at det ikke påvirker den anfægtede beslutnings lovlighed, at varigheden af den administrative procedure eventuelt har været uforholdsmæssigt lang, dog med forbehold af et erstatningssøgsmål.

489    Det bemærkes hvad dette angår, at det fremgår af EMRK’s artikel 6, stk. 1, at enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om den pågældendes borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

490    I sin egenskab af grundlæggende EU-retligt princip finder denne ret anvendelse under en retssag til prøvelse af en kommissionsbeslutning. Den er desuden blevet bekræftet i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, som vedrører princippet om effektiv retsbeskyttelse (jf. Domstolens dom af 16.7.2009, sag C-385/07 P, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6155, præmis 178 og 179 og den deri nævnte retspraksis).

491    At der skal overholdes en rimelig frist, udgør ligeledes ifølge fast retspraksis et generelt unionsretligt princip, der gælder i forbindelse med administrative procedurer for Kommissionen på det konkurrencepolitiske område (jf. Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. I, s. 8725, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis). Princippet er som sådant blevet bekræftet i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, hvorefter enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

492    Artikel 41, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder konkretiserer således et og samme processuelle princip, nemlig at de retsundergivne har ret til at få deres sag afgjort inden for en rimelig frist (jf. i denne retning Rettens dom af 5.6.2012, sag T-214/06, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, præmis 285).

493    I det foreliggende tilfælde har Compagnie de Saint-Gobain ganske vist gjort gældende, at princippet blev tilsidesat, men ikke påstået, at procedurens varighed på en eller anden måde har påvirket indholdet af den anfægtede beslutning, eller at den kan påvirke løsningen af den foreliggende vist. Navnlig har Compagnie de Saint-Gobain ikke gjort gældende, at varigheden på en eller anden måde har påvirket selskabets muligheder for at forsvare sig under den administrative eller den retslige procedure. Det har heller ikke påstået den anfægtede beslutning annulleret på grund af den angivelige tilsidesættelse. Til gengæld har Compagnie de Saint-Gobain nedlagt påstand om, at Retten omgør den anfægtede beslutning i konsekvens af denne tilsidesættelse.

494    Hvad dette angår må det indledningsvis fastslås – hvis det forudsættes, at klagepunktet om overskridelse af en rimelig frist under den administrative procedure kan antages til realitetsbehandling, skønt det ikke er fremsat i stævningen – at procedurens varighed under alle omstændigheder ikke kan anses for at have været uforholdsmæssigt lang under omstændighederne i det foreliggende tilfælde. Proceduren, som begyndte i februar 2005 med de kontrolundersøgelser, som Kommissionen gennemførte i en række lokaler tilhørende selskaber i Saint-Gobain-koncernen, sluttede med vedtagelsen af den anfægtede beslutning den 12. november 2008, dvs. efter et tidsrum på omkring tre år og ti måneder. Det er tilstrækkeligt at bemærke herom, at undersøgelsen drejede sig om et særdeles komplekst kartel, der gradvis kom til at berøre næsten samtlige bilfabrikanter i Unionen og gav anledning til en lang række kontakter og møder. Kommissionens behandling af sagen krævede undersøgelse af et stort antal faktiske og retlige spørgsmål, hvilket størrelsen af den anfægtede beslutning, som indeholder 731 punkter og 221 sider, vidner om. Desuden kan der ikke ud fra Kommissionens beskrivelse i 39.-55. betragtning til den anfægtede beslutning af den fremgangsmåde, den fulgte, påvises perioder med uberettiget passivitet.

495    Hvad endvidere angår varigheden af den retslige procedure, som førte til afsigelsen af nærværende dom, bemærkes, at det fremgår af Domstolens dom af 26. november 2013 (sag C-58/12 P, Groupe Gascogne mod Kommissionen), at en tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning, som finder generel anvendelse med henblik på at gøre gældende, at der er sket en sådan tilsidesættelse, og at pålægge en sanktion herfor (dommen i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen, præmis 82 og 83).

496    Heraf følger, at det søgsmål, som Compagnie de Saint-Gobain har indbragt i det foreliggende tilfælde, og som udelukkende tager sigte på annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører selskabet, eller subsidiært nedsættelse af den bøde, der pålægges det, og som på ingen måde kan sidestilles med et erstatningssøgsmål, ikke udgør en ramme, der er egnet til at imødegå Rettens eventuelle tilsidesættelse af sin forpligtelse til at træffe afgørelse inden en rimelig frist i den foreliggende sag.

497    For fuldstændighedens skyld bemærkes, at enhver i henhold til artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder desuden har ret til en rettergang for en uafhængig og upartisk domstol. Denne garanti, som er en del af de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for medlemsstaterne, er ligeledes indeholdt i EMRK’s artikel 6, stk. 1.

498    Ifølge retspraksis omfatter kravet om upartiskhed to aspekter. Dels skal Retten være subjektivt upartisk, hvilket vil sige, at ingen af Rettens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, og der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. Dels skal Retten være objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl kan udelukkes (Domstolens dom af 1.7.2008, forenede sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 54; jf. i denne retning Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 1.10.1982, Piersack mod Belgien, serie A, nr. 53, præmis 30, af 26.10.1984, De Cubber mod Belgien, serie A, nr. 86, præmis 24-30, og af 25.2.1997, Findlay mod Det Forenede Kongerige, Recueil des arrêts et décisions 1997-I, præmis 73).

499    I det foreliggende tilfælde har Compagnie de Saint-Gobain ved at fremsætte et klagepunkt om, at den retslige procedure i nærværende sag har været uforholdsmæssigt lang, anmodet den afdeling af Retten, hvortil sagen er overdraget, om at vurdere, om den selv har gjort sig skyldig i en processuel fejl ved at akkumulere en uberettiget forsinkelse i behandlingen af den. En sådan vurdering ville således indebære, at det aktuelle dommerkollegium ikke alene skulle fastslå, om det kan kritiseres for en udsættelse, men ligeledes, i givet fald, om udsættelsen måtte anses for uforholdsmæssigt lang.

500    På den baggrund ville – selv hvis annullationssøgsmålet havde udgjort en ramme, der var egnet til at imødegå en tilsidesættelse af Unionens retsinstansers forpligtelse til at træffe afgørelse inden en rimelig frist – det aktuelle dommerkollegium under alle omstændigheder ikke kunne sikre Compagnie de Saint-Gobain tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl om, at den ville behandle klagepunktet om en uforholdsmæssigt lang retslig procedure upartisk, var udelukket (jf. analogt dommen af 26.11.2013 i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen, nævnt i præmis 495 ovenfor, præmis 90).

501    Heraf følger, at nærværende anbringende, som Compagnie de Saint-Gobain har påberåbt sig til støtte for sine påstande om omgørelse af den anfægtede beslutning, delvis må forkastes, delvis afvises.

 Sagsomkostninger

502    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.

503    I den foreliggende sag har sagsøgerne kun fået delvis medhold i deres påstande. Der bør imidlertid, således som Saint-Gobain med rette gjorde gældende under retsmødet, tages hensyn til, at denne frafaldt et af sine klagepunkter om fejl ved bødeberegningen, efter at Kommissionen på et fremskredet trin i sagens behandling, nemlig efter retsmødet, havde vedtaget en berigtigende afgørelse.

504    Endvidere har Rådet begrænset sin intervention i sag T-56/09 til udelukkende at støtte Kommissionens påstande om afvisning af Saint-Gobains første anbringende om, at forordning nr. 1/2003 er ugyldig. Dette anbringende er blevet forkastet.

505    Retten finder derfor under hensyn til sagens omstændigheder, at hver part skal bære sine egne omkostninger, med undtagelse af Rådet, hvis omkostninger skal betales af Saint-Gobain.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Sagerne T-56/09 og T-73/09 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2)      Den bøde, som Saint-Gobain Glass France SA, Saint-Gobain Sekurit Deutschland GmbH & Co. KG og Saint-Gobain Sekurit France SAS pålægges in solidum og solidarisk ved artikel 2, litra b), i Kommissionens beslutning K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 om en procedure efter [artikel 81 EF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/39 125 – Autoglas), som ændret ved Kommissionens beslutning K(2009) 863 endelig af 11. februar 2009 og ved afgørelse K(2013) 1118 endelig af 28. februar 2013, fastsættes til 715 mio. EUR.

3)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

4)      Hver part bærer sine egne omkostninger, med undtagelse af Rådet for Den Europæiske Union, hvis omkostninger betales af Saint-Gobain Glass France, Saint-Gobain Sekurit Deutschland og Saint-Gobain Sekurit France.

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. marts 2014.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Den anfægtede beslutning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

I –  Genstanden for søgsmålet

II –  De principale påstande om, at den anfægtede beslutning annulleres

A –  Sag T-56/09

1.  Det første anbringende om, at forordning nr. 1/2003 er ulovlig

a)  Det første led om tilsidesættelse af retten til en uafhængig og upartisk domstol

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

b)  Det andet led om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

2.  Det andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

3.  Det tredje anbringende om utilstrækkelig begrundelse og en fejl ved bødeberegningen

a)  Det første led om utilstrækkelig begrundelse

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

b)  Det andet led om en fejl ved beregningen

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

4.  Det fjerde anbringende om, at det var fejlagtigt at tilskrive Compagnie de Saint-Gobain ansvaret for Saint-Gobains ulovlige adfærd, om tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe og om uskyldsformodning samt om magtfordrejning

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

Spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er fremsat af Saint-Gobain

Realiteten

5.  Det femte anbringende om tilsidesættelse af principperne om forbud mod tilbagevirkende gyldighed af straffe og om den berettigede forventning

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

6.  Det sjette anbringende om, at den bøde, der blev pålagt Saint-Gobain, er uforholdsmæssig

a)  Det første led om fejlagtig anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i forbindelse med, at det blev taget i betragtning som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen udgjorde et gentagelsestilfælde, om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og om mangel på begrundelse

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  Spørgsmålet om, hvorvidt de argumenter baseret på chartret om grundlæggende rettigheder, som Compagnie de Saint-Gobain har fremført i sit supplerende skriftlige indlæg, kan antages til realitetsbehandling

–  Realiteten

b)  Det andet led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

c)  Det tredje led om, at Kommissionen ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at Saint-Gobain ikke havde bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og om utilstrækkelig begrundelse

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

B –  Sag T-73/09

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

C –  Konklusion på de to søgsmål for så vidt angår annullationspåstandene

III –  Påstandene om, at Retten gør brug af sin fulde prøvelsesret

A –  Saint-Gobains angivelige afsætning uden for EØS

B –  Den afsætning, der skal lægges til grund for regnskabsåret 1998

C –  Konsekvenserne af, at den anfægtede beslutning er ulovlig, for så vidt som planglas (Italien)-beslutningen lægges til grund for konstateringen af, at overtrædelsen udgør et gentagelsestilfælde

D –  Det nye anbringende, som Compagnie de Saint-Gobain fremsatte under retsmødet om overskridelse af en rimelig frist

Sagsomkostninger

1 Processprog: fransk.