Sag T-411/22
Dexia
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 10. april 2024
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022 – artikel 70, stk. 2, i forordning (EF) nr. 806/2014 – retlig fejl – tidsmæssig begrænsning af dommens retsvirkninger«
1. Den økonomiske og monetære politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – årligt loft for det kumulerede beløb for de individuelle bidrag til Afviklingsfonden på 12,5% af det endelige målniveau – anvendelsesområde – anvendelse under den indledende periode
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 70, stk. 2, første og fjerde afsnit)
(jf. præmis 30 og 38)
2. Den økonomiske og monetære politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – årligt loft for det kumulerede beløb for de individuelle bidrag til Afviklingsfonden på 12,5% af det endelige målniveau – rækkevidde – dette loft ikke overskredet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) – bedømmelseskriterier – dynamisk tilgang til det endelige målniveau
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 69, stk. 1, og art. 70, stk. 2, første og fjerde afsnit)
(jf. præmis 41 og 45-48)
Resumé
Retten, der skulle træffe afgørelse i et annullationssøgsmål, der blev taget til følge, annullerede Den Fælles Afviklingsinstans’ (herefter »Afviklingsinstansen«) afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag for 2022 fra kreditinstitutter og visse investeringsselskaber til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »Afviklingsfonden«) (1). For første gang udtalte Retten sig om reglen i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 (2), hvorefter de ex ante-bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke må overstige 12,5% af Afviklingsfondens endelige målniveau (herefter »loftet på 12,5%«).
Dexia, sagsøgeren, var et kreditinstitut etableret i Frankrig. Den 11. april 2022 fastsatte Afviklingsinstansen ved den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 ex ante-bidragene for 2022 til Afviklingsfonden fra kreditinstitutter og visse investeringsselskaber, herunder sagsøgeren. Sagsøgeren nedlagde påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte denne.
Rettens bemærkninger
Indledningsvis bemærkede Retten, at artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 bestemmer, at ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«) skal de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område (herefter »de pågældende institutter«). I henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den nævnte periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling. I overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 beregner Afviklingsinstansen desuden hvert år de individuelle bidrag for at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de berørte institutter, ikke overstiger 12,5% af Afviklingsfondens endelige målniveau.
Hvad for det første angår den tidsmæssige anvendelse af kravet om loftet på 12,5% bemærkede Retten, at det skulle finde anvendelse i den indledende periode. Som det klart fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 806/2014, skal Afviklingsinstansen nemlig hvert år overholde kravet om et loft på 12,5% uden på nogen måde at begrænse dens tidsmæssige anvendelse til perioden efter den indledende periode (3). Der er heller ingen anden bestemmelse i nævnte forordning, der indikerer, at kravet om et loft på 12,5% ikke finder anvendelse i den indledende periode, eller at Afviklingsinstansen kan fravige det i denne periode. Denne fortolkning bekræftes af forordningens tilblivelseshistorie, hvoraf det fremgår, at den indledende periode for oprettelsen af Afviklingsfonden i Kommissionens forslag til forordning (4) strakte sig over ti år. Efterfølgende nåede Parlamentet og Rådet til enighed om, at denne periode skulle afkortes til otte år, og besluttede samtidig at forhøje det nævnte loft til 12,5%. Det følger heraf, at EU-lovgiver har fastsat en forbindelse mellem antallet af år i den indledende periode og procentdelen af det fastsatte loft. Loftet på 12,5% finder derfor anvendelse i den indledende periode.
Hvad for det andet angår indholdet af kravet om et loft på 12,5% fremhævede Retten, at Afviklingsinstansen er forpligtet til at sikre sig, at størrelsen af de bidrag, som de pågældende institutter skal betale, ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau (5). I denne henseende er den omhandlede lovgivning (6) baseret på en dynamisk tilgang til det endelige målniveau, for så vidt som dette niveau skal fastlægges i forhold til størrelsen af de dækkede indskud ved udgangen af den indledende periode. Det er i lyset af dette endelige målniveau, at kravet om et loft på 12,5% finder anvendelse.
For så vidt som beregningen af ex ante-bidragene er en årlig øvelse, der er baseret på fastsættelsen af et endeligt målniveau, der skal nås ved udgangen af den indledende periode, og derefter på et årligt målniveau, der skal fordeles mellem kreditinstitutterne, påhviler det imidlertid Afviklingsinstansen for hver bidragsperiode at foretage et så præcist skøn som muligt af det endelige målniveau på grundlag af de oplysninger, der er tilgængelige på tidspunktet for dette skøn (herefter »det forventede endelige målniveau«). Det følger heraf, at det er det forventede endelige målniveau, der er afgørende for anvendelsen af loftet på 12,5%.
Når Afviklingsinstansen beregner ex ante-bidragene i en given bidragsperiode, skal den derfor sikre sig, at størrelsen af de ex ante-bidrag, som alle de berørte institutter skal betale, ikke overstiger 12,5% af det forventede endelige målniveau.
Retten var af den opfattelse, at denne konklusion ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens argument om, at kravet om et loft på 12,5% enten skal forkastes eller fortolkes fleksibelt. Retten fastslog nemlig for det første, at betydningen af de relevante bestemmelser utvetydigt fremgår af selve deres ordlyd (7). For det andet gør de bestemmelser, der bl.a. fastsætter, at ex ante-bidragene skal fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau er nået (8), det ikke muligt at fortolke loftet på 12,5% således, at det ikke er bindende eller er rent vejledende.
Endelig undersøgte Retten, om Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse havde overholdt kravet om et loft på 12,5%. I denne forbindelse fremgik det indledningsvis af den anfægtede afgørelse, at det forventede endelige målniveau blev anslået til 79 987 450 580 EUR. Afviklingsinstansen var således forpligtet til at sikre, at de samlede ex ante-bidrag ikke oversteg 9 998 431 322,50 EUR. Som det fremgik af den anfægtede afgørelse, fastsatte Afviklingsinstansen det årlige målniveau for bidragsperioden 2022 til 14 253 573 821,46 EUR, nedsat til 13 675 366 302,18 EUR efter visse nedsættelser.
Retten fastslog følgelig, at den anfægtede afgørelse fastsatte størrelsen af de ex ante-bidrag, som samtlige berørte institutter skulle betale, til et beløb, der oversteg loftet på 12,5% af det forventede endelige målniveau, og at Afviklingsinstansen havde tilsidesat artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014. Retten fastslog, at denne retlige fejl i sig selv kunne begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.
Henset til omstændighederne i den foreliggende sag opretholdt Retten ikke desto mindre virkningerne af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren, indtil Afviklingsinstansen havde truffet de nødvendige foranstaltninger som følge af denne annullation, og dette inden for en rimelig frist, som ikke kunne overstige seks måneder regnet fra den dag, hvor nærværende dom blev endelig.