Language of document :

Sag anlagt den 23. juli 2021 – UBS Group og UBS mod Kommissionen

(Sag T-441/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: UBS Group AG (Zürich, Schweiz) og UBS AG (Zürich) (ved advokaterne D. Wood og I. Ioannidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, sagsøgeren gives medhold og Europa-Kommissionens afgørelse af 20. maj 2021 C(2021) 3489 final om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen (AT.40324 - europæiske statsobligationer) annulleres, eller subsidiært nedsættes bøden til 51,3 mio. EUR i overensstemmelse med UBS’ metode om handlet nettoværdi, eller til 60,6 mio. EUR i overensstemmelse med UBS’ justerede metode om handlet nettoværdi, eller bøden nedsættes med mindst 65% som konsekvens af de fejl og unøjagtigheder, der er identificeret i Kommissionens metode.

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne sagsomkostninger og at betale UBS’ sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen undlod at anvende generelt anvendelige regler om beregning af finansielle institutioners omsætning, hvorved den tilsidesatte de almindelige principper om ligebehandling og beskyttelse af den berettigede forventning.

Andet anbringende om, at Kommissionen ukorrekt fraveg retningslinjerne for bødeberegning 1 på en måde, der var både vilkårlig og utilstrækkeligt forklaret, hvorved den tilsidesatte den relevante retspraksis og UBS’ ret til forsvar.

Tredje anbringende om, at Kommissionen undlod at give en tilstrækkelig begrundelse for sit valg af metode.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at anvende de bedste tilgængelige tal ved beregningen af UBS’ værdi af afsætning.

Femte anbringende om, at Kommissionen anvendte sin egen metode på en måde, der var materielt ukorrekt og behæftet med en række materielle unøjagtigheder og fejl, som førte til, at UBS blev pålagt en uforholdsmæssig stor bøde.

____________

1     Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).