Language of document :

Appel iværksat den 29. juli 2022 af Tirrenia di navigazione SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 18. maj 2022 i sag T-601/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-515/22 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Tirrenia di navigazione SpA (ved avvocati B. Nascimbene, F. Rossi Dal Pozzo og A. Moriconi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-601/20 ophæves.

Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 annulleres udelukkende med hensyn til artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 2.

Subsidiært til påstanden i punkt 2 hjemvises sagen til en anden afdeling ved Retten.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har appelleret Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-601/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for påstanden om annullation af afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 udelukkende med hensyn til artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 2, hvormed Kommissionen fastslog, at »støtten til Adriatica for perioden januar 1992 til juli 1994 i forbindelse med ruten Brindisi/Korfu/Igoumenitsa/Patras«, som blev »gennemført ulovligt i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, er uforenelig med det indre marked«.

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger en proceduremæssig tilsidesættelse med hensyn til fristen for forældelse af inddrivelse af renter på den støtte, der anses for ulovlig og uforenelig.

Retten begik ifølge appellanten flere fejl a) ved at fastslå, at forældelsesfristen på ti år i forhold til den specifikke anfægtelse af, at der ikke var foretaget inddrivelse af renter for perioden 1. januar 2007 til 26. marts 2007, ikke var udløbet, b) ved at fastslå, at den manglende indsigelse vedrørende denne tilsidesættelse, som førte til en åbenbar tilsidesættelse af retten til kontradiktion og dermed retten til forsvar, ikke kunne gøres gældende af appellanten, idet den vedrører den berørte medlemsstat.

Appellanten har med det andet anbringende gjort gældende, at der foreligger en fejlagtig kvalifikation af støtten som ny, at afgørelsen, hvorved det fastslås, at støtten er ny og uforenelig, er retsstridig, samt at der foreligger tilsidesættelse af begrundelsespligten og af proportionalitetsprincippet.

Retten har ikke godtgjort, hvorledes Kommissionen med afgørelse (EU) 2020/1411 af 2. marts 2020 har afhjulpet den mangel, der blev fastslået ved Rettens dom af 4. marts 2009 i de forenede sager T-265/04, T-292/04 og T-504/04, i forhold til afgørelsen af 2004 (2005/163/EF).

Retten begik en fejl ved at fastslå, at Kommissionen havde afhjulpet den begrundelsesmangel, der blev fastslået i 2009 og ved afgørelse (EU) 2020/1411 godtgjorde, at de kompensationer for forpligtelser til offentlig tjeneste, der blev tildelt Adriatica, er ny støtte.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen korrekt kvalificerede de kompensationer for forpligtelser til offentlig tjeneste, der blev ydet Adriatica i perioden januar 1992 til juli 1994 i forbindelse med ruten Brindisi-Korfu-Igoumenitsa-Patras, som uforenelige med det indre marked.

Appellanten er af den opfattelse, at Retten nødvendigvis skulle have efterprøvet, om Kommissionen i afgørelse (EU) 2020/1411 a) konkret foretog en fastlæggelse af markedssituationen, b) foretog en korrekt sammenligning af genstanden for støtteforanstaltningen og genstanden for kartellet, c) korrekt redegjorde for, hvorledes den konkurrencefordrejning, der blev forårsaget af støtteforanstaltningen, blev forstærket af den pågældende foranstaltning (i sig selv anset for forenelig), sammenholdt med deltagelsen i et kartel og dermed d) begrundende årsagssammenhængen vedrørende eksistensen af de deraf følgende hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet.

Appellanten er endvidere af den opfattelse, at Rettens konklusioner er i strid med det generelle proportionalitetsprincip.

Appellanten har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik med hensyn til procedurens varighed samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Appellanten har anført, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel for så vidt som den fastslog, at proceduren, der førte til vedtagelsen af afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 ikke var uforholdsmæssigt lang, og at der således ikke forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet.

Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og under overholdelse af artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke havde kunnet fordre tilbagesøgning af støtten.

Retten begik ifølge appellanten en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat de ovenfor nævnte almindelige principper samt chartret for grundlæggende rettigheder.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten forsømte at inddrage et bevis i sine sagsakter.

Appellanten har kritiseret det forhold, at selskabet ikke i henhold til artikel 85, stk. 3 i Rettens procesreglement kunne tilføje Kommissionens afgørelse af 30. september 2021 om foranstaltningerne SA.32014, SA.32015, SA.32016 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Italien og regionen Sardinien til fordel for Saremar til sagsakterne C(2021) 6990 def.), som appellanten opnåede fra Kommissionen efter en anmodning om aktindsigt.

Den manglende inddragelse af det pågældende yderligere bevis har ifølge appellanten henset til betydningen af Saremar-afgørelsen, medført, at Rettens dom er behæftet med en mangel, både som følge af, at den er i strid med Rettens eget procesreglement og den begrundelsespligt, der påhviler enhver EU-institution, og som følge af en åbenbar tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar.

____________