RETTENS DOM (Appelafdelingen)
14. december 2011 (*)
»Appel – personalesag – tjenestemænd – ansættelse – meddelelse om udvælgelsesprøve – almindelig udvælgelsesprøve – ingen adgang til den skriftlige prøve som følge af det i adgangsprøverne opnåede resultat – fordelingen af beføjelser mellem EPSO og udvælgelseskomitéen«
I sag T-361/10 P,
angående en appel iværksat af Personalerettens (Første Afdeling) dom af 15. juni 2010, Pachtitis mod Kommissionen (F-35/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen,
Europa-Kommissionen, først ved J. Currall og I. Chatzigiannis, som befuldmægtigede, dernæst ved M. Currall, bistået af advokaterne E. Antypas og E. Bourtzalas,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Dimitrios Pachtitis, Athen (Grækenland), ved advokaterne P. Giatagantzidis og K. Kyriazi,
sagsøger i første instans,
støttet af:
Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS),
intervenient i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne N.J. Forwood og A. Dittrich (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. november 2011,
afsagt følgende
Dom
1 Europa-Kommissionen har med sin appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt den 15. juni 2010 af EU-Personaleretten (Første Afdeling), Pachtitis mod Kommissionen (sag F-35/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Personaleretten annullerede afgørelserne af 31. maj og 6. december 2007 truffet af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), hvorved Dimitrios Pachtitis ikke blev opført på den liste over de 110 ansøgere, der havde opnået de bedste resultater ved adgangsprøverne til den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/77/06.
Sagens faktiske omstændigheder
2 De faktiske omstændigheder, der er relevante for bedømmelsen af denne appelsag, er angivet således i den appellerede dom:
»16 Den 15. november 2006 offentliggjorde EPSO meddelelsen om den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/77/06 (EUT C 277 A, s. 3, herefter »den omtvistede udvælgelsesprøve«) med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve på oversættelsesområdet af sprogadministratorer med græsk som hovedsprog i lønklasse AD 5. I overensstemmelse med meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle ansøgerne vælge mellem to muligheder, benævnt option 1 og option 2, svarende til deres sproglige kundskaber. […]
17 […] [S]agsøgeren, som er græker, […] meldte […] sig som ansøger til den ovennævnte udvælgelsesprøve under option 1.
18 Udvælgelsesprøven bestod af tre faser. Ifølge afsnit B i meddelelsen om udvælgelsesprøven bestod den første eller indledende fase af to adgangsprøver med hver 30 multiple choice-spørgsmål, hvoraf den første prøve tilsigtede en evaluering af kendskabet til Den Europæiske Union, dens institutioner og politikker [herefter »prøve a)«], og den anden tilsigtede en evaluering af ansøgerens evner og kompetencer i forhold til at kunne ræsonnere verbalt og numerisk [herefter »prøve b)«]. Ifølge afsnit C i meddelelsen om udvælgelsesprøven bestod den anden fase af skriftlige prøver, og den tredje fase af en mundtlig prøve. I henhold til afsnit B i meddelelsen om udvælgelsesprøven og hvad angik option 1 ville kun de 110 ansøgere, som havde opnået de bedste resultater i adgangsprøverne – og under alle omstændigheder havde opnået det mindste antal krævede point, nemlig 5 ud af 10 i prøve a) og 10 ud af 20 i prøve b) – blive anmodet om at indgive en fuldstændig ansøgning med henblik på deres adgang til udvælgelsesprøvens anden fase. Antallet af ansøgere fra option 2, der kunne få adgang til den anden fase, var fastsat til 30.
19 Det fulgte af afsnit D i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at ansøgningerne skulle indgives elektronisk. Mere specifikt blev hver ansøger bedt om indledningsvis på EPSO’s datasystem at udfylde en elektronisk ansøgning med deres personlige oplysninger. Efter registreringen af ansøgningen kunne ansøgeren indgive en elektronisk anmodning om deltagelse i udvælgelsesprøven. Hvis anmodningen var blevet indgivet inden for fristen, fremsendte EPSO ansøgeren en elektronisk indkaldelse til at deltage i udvælgelsesprøvens indledende fase og viderestillede derefter til hjemmesiden for en ekstern samarbejdspartner, som EPSO havde overdraget organiseringen og gennemførelsen af udvælgelsesprøvens indledende fase til. På denne samarbejdspartners hjemmeside kunne ansøgeren elektronisk reservere en dato og et tidspunkt for prøven i perioden fra den 10. april til den 4. maj 2007, hvilket var den periode, hvorunder adgangsprøverne ville finde sted på forskellige prøvecentre.
20 Disse prøver, der som fastsat i afsnit B i meddelelsen om udvælgelsesprøven foregik på computer, fandt således sted på et for hver ansøger forskelligt tidspunkt og sted. Spørgsmålene, der også var forskellige for hver ansøger, blev valgt vilkårligt fra en database, der indeholdt en mængde spørgsmål, som en ekstern samarbejdspartner havde udarbejdet for EPSO. Udvælgelseskomitéen for den omtvistede udvælgelsesprøve deltog først efter adgangsprøven og dermed kun i forbindelse med de skriftlige og mundtlige prøver. Ifølge afsnit E, punkt 2, i meddelelsen om udvælgelsesprøven var navnene på medlemmerne af udvælgelseskomitéen blevet offentliggjort på EPSO’s hjemmeside 15 dage forud for afholdelsen af de skriftlige prøver.
21 Efter sagsøgerens deltagelse i adgangsprøverne meddelte EPSO ham elektronisk den 31. maj 2007, hvilke resultater han havde opnået i prøve a) og b), og meddelte ham samtidigt, at disse resultater »uanset at de [lå] over eller [svarede] til det mindste antal krævede point, ikke [var] tilstrækkelige til at lade [ham] indgå blandt de ansøgere, der [havde] opnået de 110 bedste resultater ifølge den fremgangsmåde, der [var] fastsat i afsnit B i meddelelsen om udvælgelsesprøven«. […]
[…]
24 Sagsøgeren har bestridt »gyldigheden og indholdet« af EPSO’s afgørelse af 31. maj 2007 ved at indbringe en klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvori han – idet han har klaget over dels en tilsidesættelse af principperne om lighed, objektivitet og gennemsigtighed samt af begrundelsespligten i afgørelsen af 31. maj 2007, dels urigtige skøn, som »udvælgelseskomitéen for adgangsprøverne (nemlig computeren)« nødvendigvis har anlagt i forbindelse med rettelsen af hans adgangsprøver, når henses til hans erhvervserfaring – kræver, at EPSO reviderer indholdet af denne afgørelse efter på ny at have undersøgt hans adgangsprøver, og at EPSO meddeler ham, om nogen af spørgsmålene i adgangsprøverne, og i så fald hvilke, var blevet »neutraliseret« af udvælgelseskomitéen.
[…]
26 Ved afgørelse af 6. december 2007, hvori EPSO erklærede på ny at have undersøgt dels sagsøgerens akter i forhold til den automatiserede behandling af dennes adgangsprøver, dels konsekvenserne af neutraliseringen af visse spørgsmål for sagsøgerens resultater, afslog EPSO klagen og bekræftede afgørelsen af 31. maj 2007. Hvad mere specifikt angår de neutraliserede spørgsmål har EPSO anført, at syv spørgsmål faktisk var blevet neutraliseret af et »rådgivende udvalg«, som det tilkom at føre kontrol med kvaliteten af de i databasen indførte spørgsmål, men at sagsøgerens adgangsprøver ikke indeholdt nogen af de neutraliserede spørgsmål.«
Retsforhandlingerne i førsteinstans og den appellerede dom
3 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 14. marts 2008 anlagde Dimitrios Pachtitis en sag, som blev registreret under sagsnummer F-35/08.
4 Dimitrios Pachtitis nedlagde i første instans påstand om annullation af EPSO’s afgørelser af henholdsvis 31. maj og 6. december 2007 samt af alle tilknyttede retsakter og om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagens omkostninger (den appellerede doms præmis 27).
5 Kommissionen nedlagde i første instans påstand om frifindelse, da sagen efter Kommissionens opfattelse var åbenbart ugrundet, og om, at Dimitrios Pachtitis tilpligtedes at betale sagens omkostninger (den appellerede doms præmis 28).
6 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 29 og 30, indtrådte Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) i sagen til støtte for sagsøgerens påstande, efter at formanden for Personalerettens Første Afdeling ved kendelse af 20. november 2008 havde givet tilladelse hertil.
7 Ved den appellerede dom (præmis 43-72) gav Personaleretten Dimitrios Pachtitis medhold i annullationssøgsmålet, da Personaleretten var af den opfattelse, at sagsøgerens andet anbringende vedrørende EPSO’s manglende beføjelse til at udelukke kandidater under den indledende fase af den omtvistede udvælgelsesprøve var begrundet. Personaleretten fastslog derfor, at EPSO’s afgørelser af henholdsvis 31. maj 2007 og 6. december 2007 skulle annulleres, uden at det var fornødent at tage stilling til de tre øvrige anbringender, som Dimitrios Pachtitis havde fremsat.
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
8 Ved appelskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. august 2010 har Kommissionen iværksat nærværende appel og anmodet om, at sagen behandles forud for andre i medfør af artikel 55, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement.
9 Ved skrivelse indleveret den 30. november 2010 afstod EDPS fra at tage del i sagen og indlevere et svarskrift.
10 Dimitrios Pachtitis indgav svarskrift den 29. december 2010.
11 Ved skrivelse indleveret den 21. januar 2011 indgav Kommissionen en begæring om indgivelse af en kort replik.
12 Ved afgørelse af 3. februar 2011 imødekom formanden for Rettens appelafdeling denne begæring.
13 Den 14. marts 2011 indgav Kommissionen en replik.
14 Den 5. maj 2011 indgav Dimitrios Pachtitis en duplik.
15 Ved skrivelser af henholdsvis 24. maj og 14. juni 2011 har Kommissionen og Dimitrios Pachtitis fremsat en begæring med henblik på at få lejlighed til at udtale sig under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 146 i Rettens procesreglement.
16 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Appelafdelingen) besluttet at imødekomme begæringerne efter procesreglementets artikel 146 og indlede den mundtlige forhandling.
17 Ved afgørelse af 13. oktober 2011 imødekom formanden for Rettens appelafdeling Kommissionens anmodning om, at sagen behandles forud for andre i medfør af artikel 55, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement.
18 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 9. november 2011.
19 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at den tager stilling til de øvrige annullationsanbringender.
– Dimitrios Pachtitis tilpligtes at betale sagens omkostninger i appelsagen og sagens omkostninger i første instans.
20 Dimitrios Pachtitis har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes i sin helhed.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne ved begge instanser.
Appellen
21 Kommissionen har til støtte for appellen fremsat et enkelt anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 1, 5 og 7 i bilag III til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), af Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs, Regionsudvalgets og Ombudsmandens afgørelse 2002/620/EF af 25. juli 2002 om oprettelse af EPSO (EFT L 197, s. 53) og af afgørelse 2002/621/EF truffet af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens generalsekretærer, Domstolens justitssekretær, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets generalsekretærer og Ombudsmandens repræsentant af 25. juli 2002 om organisation og drift af EPSO (EFT L 197, s. 56) samt en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
22 Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at Personaleretten fejlagtigt lagde til grund, at EPSO ikke havde beføjelse til at udelukke Dimitrios Pachtitis fra den omhandlede almindelige udvælgelsesprøves anden fase, der bestod i en skriftlig prøve. Inden for rammerne af den første fase af denne udvælgelsesprøve, der bestod af to adgangsprøver, havde EPSO nemlig ifølge Kommissionen beføjelse til at fastlægge indholdet af de stopprøver, der gav adgang til udvælgelsesprøvens anden fase. Udvælgelsesprøvens anden og tredje fase (tredje fase bestod af en mundtlig prøve) er den egentlige udvælgelsesprøve. Der er ingen bestemmelse, der er til hinder for, at EPSO organiserer udvælgelsesprøvens første fase, eftersom udvælgelsesprøven efter den første fase rent faktisk er underlagt en udvælgelseskomités kontrol.
23 Før der foretages en gennemgang af de klagepunkter, der er nævnt i præmis 22 ovenfor, skal den angivelige tilsidesættelse af pligten til at begrunde den appellerede dom behandles.
Om pligten til at begrunde den appellerede dom
24 Til støtte for sin påstand om, at Personaleretten tilsidesatte sin forpligtelse til at begrunde den appellerede dom, har Kommissionen fremhævet, at Personaleretten ikke forklarede, hvorfor den fandt, at en udvælgelsesprøve ikke kan tilrettelægges i »to etaper«, hvoraf den første består i stopprøver, og den anden består i selve udvælgelsesprøven. Den henviste desuden ikke til nogen bestemmelse, der inden for rammerne af udvælgelsesprøver, der er organiseret i »to etaper«, forbyder, at den første etape kan organiseres af EPSO. Det var endvidere med urette, at Personaleretten ikke tog hensyn til afgørelse 2002/620 og 2002/621.
25 Det bemærkes, at begrundelsespligten ikke pålægger Personaleretten at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 372, og af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 46).
26 Hvad for det første angår Kommissionens påstand om, at Personaleretten ikke forklarede, hvorfor den fandt, at en udvælgelsesprøve ikke kan organiseres i »to etaper«, må det konstateres, at Personaleretten ikke gav udtryk for en sådan opfattelse. Den bemærkede nemlig udtrykkeligt i den appellerede doms præmis 64, at den i den appellerede dom fremførte argumentation på ingen måde rejser tvivl om ansættelsesmyndighedens beføjelse til at iværksætte en udvælgelsesprøve, som består af to adskilte faser, nemlig en første stopprøvefase, som bygger på multiple choice-spørgsmål, og en anden egentlig udvælgelsesprøvefase, som er betinget af, at første fase er bestået, således at adgangen er forbeholdt et reduceret antal ansøgere.
27 Hvad for det andet angår Kommissionens påstand om, at Personaleretten ikke henviste til nogen bestemmelse, der inden for rammerne af udvælgelsesprøver, der er organiseret i »to etaper«, forbyder, at den første etape kan organiseres af EPSO, bemærkes, at Personaleretten ikke konkluderede, at EPSO ikke kunne organisere denne første etape. Personaleretten konkluderede derimod i den appellerede doms præmis 57 og 58, at EPSO’s beføjelser hverken omfatter valget eller vurderingen af emnerne i de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve, og at kontorets rolle, om end den er væsentlig, i det omfang den bistår udvælgelseskomitéen, under alle omstændigheder er subsidiær i forhold til udvælgelseskomitéens rolle, som den i øvrigt ikke kan erstatte. Personaleretten underbyggede i fornødent omfang sin argumentation i denne forbindelse ved i den appellerede doms præmis 50-56 at gennemgå fordelingen af beføjelserne mellem EPSO og udvælgelseskomitéen med hensyn til rekruttering af tjenestemænd. Herved foretog den først en sammenligning af ansættelsesmyndighedens og udvælgelseskomitéens beføjelser ved i den appellerede doms præmis 50-55 særligt at gennemgå vedtægtens artikel 30, stk. 1, hvorefter ansættelsesmyndigheden til hver udvælgelsesprøve udpeger en udvælgelseskomité, der opstiller listen over egnede ansøgere og gennemfører den udvælgelsesprocedure, der er fastsat i bilag III til vedtægten. Personaleretten anførte dernæst i den appellerede doms artikel 56, at ansættelsesmyndighedens og udvælgelseskomitéens delte kompetence, sådan som den er beskrevet i dommens foregående præmisser, ikke blev berørt af EPSO’s oprettelse i 2002, idet den konstituerende retsakts artikel 2 udtrykkeligt fastslår, at EPSO udøver de udvælgelsesbeføjelser, som er overdraget til ansættelsesmyndighederne på området for udvælgelsesprøver. Kommissionens argumentation skal derfor forkastes.
28 Hvad for det tredje angår Kommissionens påstand om, at Personaleretten tilsidesatte sin begrundelsespligt, for så vidt som det var med urette, at den ikke tog hensyn til afgørelse 2002/620 og 2002/621, kan det blot konstateres, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 56 anførte sine argumenter, hvorefter disse afgørelser ikke modsiger dens konstatering med hensyn til kompetencefordelingen mellem EPSO og udvælgelseskomitéen. Efter Personalerettens opfattelse har disse afgørelser nemlig under alle omstændigheder en trinlavere rang end vedtægtens bestemmelser.
29 Kommissionens argumentation vedrørende en angivelig tilsidesættelse af begrundelsespligten skal følgelig forkastes.
EPSO’s kompetence til at udelukke Dimitrios Pachtitis fra den omhandlede udvælgelsesprøves anden fase
30 Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 65 fejlagtigt lagde til grund, at EPSO ikke havde beføjelse til at udelukke Dimitrios Pachtitis fra udvælgelsesprøvens anden fase. Kommissionen har herved fremhævet, at Personaleretten anlagde en urigtig fortolkning af bestemmelserne vedrørende den udvælgelsesprocedure, der er fastsat i bilag III til vedtægten. Personaleretten tog således ikke hensyn til alle de beføjelser, som EPSO er blevet tillagt ved dette bilag, bl.a. ved artikel 1, stk. 1, litra e), og ved artikel 7, stk. 1 og 2, samt ved afgørelse 2002/620 og 2002/621.
31 Hvad for det første angår tilrettelæggelsen af den omhandlede udvælgelsesprøve var Personaleretten i modsætning til det af Kommissionen hævdede ikke af den opfattelse, at EPSO ikke var kompetent til at organisere udvælgelsesprøven »i to etaper«. Personaleretten bemærkede nemlig i den appellerede doms præmis 64 under henvisning til Rettens dom af 26. oktober 2004, Falcone mod Kommissionen (sag T-207/02, Sml. Pers. I-A, s. 305, og II, s. 1393), at den i den appellerede dom fremførte argumentation på ingen måde rejser tvivl om ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse til at iværksætte en udvælgelsesprøve bestående af to adskilte faser, nemlig en første stopprøvefase, som bygger på multiple choice-spørgsmål, og en anden egentlig udvælgelsesprøvefase, som er betinget af, at første fase er bestået, således at adgangen er forbeholdt et reduceret antal ansøgere. Ifølge Personaleretten er det relevante spørgsmål i den appellerede dom, om den første fase af en udvælgelsesprøve, som den i Falcone-dommen omhandlede eller som omhandlet i den sag, der gav anledning til den appellerede dom, kan organiseres og afsluttes af ansættelsesmyndigheden alene uden nogen form for udvælgelseskomité.
32 Hvad for det andet angår karakteren af den omhandlede udvælgelsesprøves første fase har Kommissionen fremhævet, at denne fase består af en stopprøvefase, der giver adgang til »den anden fase«, der er den egentlige udvælgelsesprøve.
33 For så vidt angår indholdet af udvælgelsesprøvens første fase bemærkes, at denne fase ifølge den appellerede doms præmis 18 bestod i to adgangsprøver med hver 30 multiple choice-spørgsmål, hvoraf den første prøve tilsigtede en evaluering af kendskabet til Den Europæiske Union, dens institutioner og politikker, og den anden tilsigtede en evaluering af ansøgerens evner og kompetencer i forhold til at kunne ræsonnere verbalt og numerisk.
34 I den appellerede doms præmis 61 konstaterede Personaleretten, at der af de 1 772 ansøgere, der havde reserveret en dato til adgangsprøverne til den omtvistede udvælgelsesprøve, kun kunne gives 140 mulighed for at indgive en fuldstændig ansøgning med henblik på deres adgang til udvælgelsesprøvens anden fase. I den appellerede doms præmis 62 henviste Personaleretten, uden at det særligt blev bestridt af Kommissionen, til den sammenlignende art af prøverne i den første fase, der er en uadskillelig del af selve udvælgelsesprøvebegrebet, eftersom det ikke var tilstrækkeligt at opnå gennemsnittet i de omhandlede prøver, men at det for at kunne få adgang til udvælgelsesprøvens anden fase var nødvendigt, at man var blandt et forudbestemt antal ansøgere, der havde opnået de bedste resultater i adgangsprøverne. Henset til disse betragtninger kunne Personaleretten med rette konkludere, at denne første fase havde karakter af en udvælgelsesprøve. Denne fase udgjorde således ikke blot en formel del af den omhandlede udvælgelsesprocedure, men havde ligeledes karakter af en udvælgelsesprøve.
35 Hvad for det tredje angår fordelingen af kompetencen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen med hensyn til rekrutteringen af tjenestemænd har Kommissionen gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden i medfør af artikel 1 i bilag III til vedtægten altid har haft beføjelse til at fastlægge indholdet af stopprøverne, og at oprettelsen af EPSO har haft som eneste konsekvens at overføre denne beføjelse til sidstnævnte.
36 I denne forbindelse skal det efterprøves, om Personaleretten i den appellerede doms præmis 51-55 begik en retlig fejl ved bedømmelsen af kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen med hensyn til rekrutteringen af tjenestemænd.
37 I den appellerede doms præmis 51 gav Personaleretten udtryk for den opfattelse, at det tilkommer ansættelsesmyndigheden, sådan som det følger af artikel 1, stk. 1, første afsnit, i bilag III til vedtægten samt af bilagets artikel 4, dels at give meddelelse om udvælgelsesprøver, hvilket sker efter høring af det paritetiske samarbejdsudvalg, dels at opstille listen over de ansøgere, der opfylder de tre første betingelser, der er opregnet i vedtægtens artikel 28, for at kunne blive udnævnt til tjenestemand, nemlig om at de pågældende er statsborgere i en af medlemsstaterne, at de har opfyldt deres forpligtelser i henhold til de gældende love om værnepligt, og at de opfylder de vandelskrav, der stilles for at bestride det pågældende erhverv.
38 I den appellerede doms præmis 52 anførte Personaleretten, at når ansættelsesmyndigheden har fremsendt denne liste til udvælgelseskomitéens formand, påhviler det herefter udvælgelseskomitéen selv, sådan som anført i artikel 5 i bilag III til vedtægten, for det første at udfærdige listen over ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, for det andet at gennemføre prøverne, og for det tredje at opstille listen over egnede ansøgere og at fremsende den til ansættelsesmyndigheden.
39 I den appellerede doms præmis 53-55 fremhævede Personaleretten, at set i lyset af denne centrale rolle, som udvælgelseskomitéen er blevet betroet, har lovgiver fastsat et vist antal garantier hvad angår både udpegningen heraf, dens sammensætning og funktion. I denne forbindelse henviste Personaleretten særligt til vedtægtens artikel 30, stk. 1, hvori det er fastsat, at ansættelsesmyndigheden udpeger en udvælgelseskomité til hver udvælgelsesprøve, hvilken komité opstiller listen over egnede ansøgere.
40 Efter Kommissionens opfattelse begik Personaleretten en retlig fejl derved, at den ved bedømmelsen af kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen hverken tog hensyn til artikel 1, stk. 1, litra b) og e), i bilag III til vedtægten eller til den omstændighed, at dette bilag ikke indeholder nogen bestemmelse, der forbyder ansættelsesmyndigheden at fastlægge indholdet af stopprøverne.
41 For så vidt angår artikel 1, stk. 1, litra b) og e), i bilag III til vedtægten, hvorefter ansættelsesmyndigheden i meddelelsen om udvælgelsesprøven skal specificere enkelthederne (udvælgelse på grundlag af kvalifikationsbeviser, på grundlag af prøver eller på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver) og i tilfælde af udvælgelse på grundlag af prøver, prøvernes karakter og vurderingen af dem, må det fastslås, at disse bestemmelser ikke nævner nogen beføjelser for ansættelsesmyndigheden vedrørende valget og vurderingen af emnerne i de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve. Da enkelthederne ved en udvælgelsesprøve på grundlag af prøver som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), i bilag III til vedtægten nemlig er udvælgelse på grundlag af kvalifikationsbeviser, på grundlag af prøver eller på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, sigter denne bestemmelse ikke til fastlæggelsen af prøvernes indhold. For så vidt angår det nævnte bilags artikel 1, stk. 1, litra e), bemærkes, at selv om fastsættelsen af beståelsesgrænserne for prøverne kan henføres under anvendelsesområdet for begrebet prøvernes »karakter og vurderingen af dem«, er dette ikke tilfældet med hensyn til fastlæggelsen af indholdet af de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve (jf. i denne retning Rettens dom af 5.3.2003, sag T-24/01, Staelen mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II-A, s. 423, præmis 51).
42 Hvad angår Kommissionens argument om, at bilag III til vedtægten ikke indeholder nogen bestemmelse, der forbyder ansættelsesmyndigheden at fastsætte indholdet af stopprøverne, bemærkes, at det i bilaget ikke udtrykkeligt bestemmes, hvem der fastlægger indholdet af stopprøverne, og hvem der overvåger denne fase af udvælgelsesprøven. En sådan beføjelse er ikke udtrykkeligt tillagt hverken ansættelsesmyndigheden eller udvælgelseskomitéen.
43 Ved bedømmelsen af kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen i denne forbindelse henviste Personaleretten imidlertid med rette til vedtægtens artikel 30, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten. Det fremgår af disse bestemmelser, at det tilkommer udvælgelseskomitéen at opstille listen over egnede ansøgere og udfærdige listen over de ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Henset til disse beføjelser kunne Personaleretten i den appellerede doms præmis 53 med rette lægge til grund, at udvælgelseskomitéen indtager en central rolle under udvælgelsesprøvens afvikling.
44 Hvad særligt angår Kommissionens argument om, at ansættelsesmyndigheden altid har haft beføjelse til at fastlægge indholdet af stopprøverne, bemærkes, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 64 med rette anførte, at gennemførelsen af stopprøver, som svarer til adgangsprøverne i nærværende sag, efter den ordning, der var gældende før oprettelsen af EPSO, alene var betroet udvælgelsesprøvens udvælgelseskomité. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at skønt ansættelsesmyndigheden, før EPSO blev oprettet ved afgørelse 2002/620, rådede over en vid skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af, på hvilke betingelser og hvordan en udvælgelsesprøve tilrettelægges, rådede udvælgelseskomitéen over en vid skønsbeføjelse med hensyn til den nærmere fremgangsmåde og det detaljerede indhold af de prøver, der indgik i en udvælgelsesprøve (Rettens dom i sagen Staelen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 51, og i sagen Falcone mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 31 og 38, samt dom af 14.7.2005, sag T-371/03, Le Voci mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 209, og II, s. 957, præmis 41). Før EPSO blev oprettet, havde udvælgelseskomitéen ligeledes beføjelse til at overvåge en eventuel af ansættelsesmyndigheden tilrettelagt første fase af stopprøver for ansøgere (Rettens dom af 17.9.2003, sag T-233/02, Alexandratos og Panagiotou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 989, præmis 26, og dommen i sagen Falcone mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 39). Dette argument fremført af Kommissionen skal derfor forkastes.
45 Det følger heraf, at Personaleretten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 51-55 foretog en prøvelse af kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen med hensyn til rekrutteringen af tjenestemænd. Kommissionens argumentation i denne forbindelse skal derfor forkastes.
46 Hvad for det fjerde angår Personalerettens betragtninger i den appellerede doms præmis 56-58, hvorefter denne kompetencefordeling mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen ikke blev berørt af EPSO’s oprettelse i 2002, henviste Personaleretten til artikel 7 i bilag III til vedtægten og til afgørelse 2002/620 og 2002/621.
47 For så vidt angår for det første artikel 7 i bilag III til vedtægten bemærkes, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 56 lagde til grund, at EPSO’s opgaver i forbindelse med gennemførelsen af udvælgelsesprøver til rekruttering af tjenestemænd i det væsentlige er af organisatorisk art. Desuden fremhævede Personaleretten i den appellerede doms præmis 57, at der ikke i artikel 7 i bilag III til vedtægten findes nogen henvisning til nogen form for opgave for EPSO, som berører fastlæggelsen eller definitionen af »indholdet af prøverne« i forbindelse med udvælgelsesprøver til rekruttering af tjenestemænd. Til gengæld tildeler samme artikel 7 udtrykkeligt EPSO sådanne opgaver, bl.a. i forhold til certificering af tjenestemænd ved dennes stk. 2, litra c), eller ved udvælgelse af midlertidigt ansatte og kontraktansatte i dennes stk. 4. Denne manglende henvisning bekræfter efter Personalerettens opfattelse, at EPSO’s beføjelser hverken omfatter valget eller vurderingen af emnerne i de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve.
48 Kommissionen har i denne forbindelse hævdet, at EPSO’s ansvar for at sikre, at der anvendes ensartede standarder i procedurerne for udvælgelse af tjenestemænd, som fastsat i artikel 7, stk. 1, i bilag III til vedtægten, kun kan varetages, hvis EPSO spiller en rolle ved fastlæggelsen af prøvernes indhold. EPSO’s forskellige opgaver nævnes imidlertid udtrykkeligt i artikel 7, stk. 2, i bilag III til vedtægten. Skønt disse opgaver givetvis skal ses i lyset af EPSO’s ansvar, således som dette er angivet i artikel 7, stk. 1, kan definitionen af ansvaret ikke i sig selv tillægge EPSO nye beføjelser. Det bemærkes desuden, at EPSO’s ansvar generelt vedrører proceduren ved udvælgelse af tjenestemænd og ikke indholdet af prøverne i specifikke udvælgelsesprøver.
49 For så vidt angår Kommissionens argument om, at hvis lovgiver ikke i artikel 7 i bilag III til vedtægten udtrykkeligt har nævnt EPSO’s kompetence til at fastlægge indholdet af prøverne i forbindelse med udvælgelsesprøver til rekruttering af tjenestemænd, i modsætning til hvad der gælder for ansættelse af midlertidigt ansatte og kontraktansatte og karriereudviklingen for tjenestemænd i AST-gruppen, er det fordi lovgiver anså dette for at være overflødigt, eftersom denne beføjelse allerede eksisterede inden for rammerne af bilag III til vedtægten, bemærkes, at det fremgår af betragtningerne i præmis 35-45 i denne dom, at ansættelsesmyndigheden ikke rådede over en sådan beføjelse. Det fremgår navnlig af betragtningen i præmis 44 ovenfor, at gennemførelsen af stopprøver i henhold til den ordning, der var gældende, før EPSO blev oprettet, udelukkende var betroet udvælgelsesprøvens udvælgelseskomité. Personaleretten kunne således med rette lægge til grund, at den omstændighed, at der ikke i artikel 7 i bilag III til vedtægten findes nogen henvisning til nogen form for opgave for EPSO, som berører fastlæggelsen eller definitionen af »indholdet af prøverne« i forbindelse med udvælgelsesprøver til rekruttering af tjenestemænd, bekræftede dens konklusion om, at EPSO’s beføjelser hverken omfatter valget eller vurderingen af emnerne i de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve.
50 Hvad for det andet angår afgørelse 2002/620 og 2002/621 anførte Personaleretten i den appellerede doms præmis 56, at afgørelse 2002/620 udtrykkeligt i artikel 2 bestemte, at EPSO udøver de udvælgelsesbeføjelser, som er overdraget til ansættelsesmyndighederne på området for udvælgelsesprøver. Personaleretten gav desuden i samme præmis i den appellerede dom udtryk for den opfattelse, at konstateringen af, at EPSO’s opgaver i det væsentlige har organisatorisk karakter, ikke modsiges af de særlige bestemmelser i afgørelse 2002/620 og 2002/621, selv om disse afgørelser til tider indeholder formuleringer, der kan være vildledende, såsom den, der angiver, at EPSO »opstiller […] lister over egnede ansøgere«, hvilket giver indtryk af, at EPSO er beføjet til at afgøre, hvilke ansøgere der skal figurere herpå, eftersom de omhandlede afgørelser under alle omstændigheder har en trinlavere rang end vedtægtens bestemmelser.
51 Efter Kommissionens opfattelse begik Personaleretten en retlig fejl derved, at den ikke tog hensyn til disse afgørelser som følge af den angivelige retlige trinfølge. Da beføjelsen til at udarbejde spørgsmålene inden for rammerne af en udvælgelsesprøve ikke udelukkende var forbeholdt udvælgelseskomitéen, har Kommissionen under henvisning til artikel 1, stk. 2, litra c), i afgørelse 2002/621 hævdet, at EPSO er beføjet til at fastlægge indholdet af disse spørgsmål.
52 Herved bemærkes, at Personaleretten med rette lagde til grund, at EPSO i medfør af artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2002/620 udøvede de udvælgelsesbeføjelser, som er overdraget til ansættelsesmyndighederne på området for udvælgelsesprøver. Det følger af denne bestemmelse, at ansættelsesmyndighedens beføjelser i henhold til vedtægtens artikel 30, stk. 1, og bilag III til vedtægten overføres til EPSO. Da det allerede er blevet fastslået, at Personaleretten ikke begik nogen retlig fejl ved bedømmelsen af kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen med hensyn til rekrutteringen af tjenestemænd, kunne den af den betragtning i den appellerede doms præmis 57 med rette konkludere, at EPSO’s beføjelser hverken omfatter valget eller vurderingen af emnerne i de spørgsmål, som stilles i en udvælgelsesprøve.
53 Hvad angår afgørelse 2002/621 bemærkes, at Personaleretten med rette lagde til grund, at denne afgørelse har en trinlavere rang end vedtægtens bestemmelser. Da afgørelse 2002/621 blev vedtaget med hjemmel i artikel 5 i afgørelse 2002/620 har den navnlig også en trinlavere rang end denne sidstnævnte bestemmelse. Det følger af denne retlige trinfølge, der skal respekteres i kraft af legalitetsprincippet, at afgørelse 2002/621 ikke kan fortolkes i strid med vedtægten og afgørelse 2002/620. Afgørelse 2002/621 kan dog bidrage til fortolkningen af disse i forbindelse med anvendelsen af vedtægten og afgørelse 2002/620 på den foreliggende sag.
54 For så vidt angår artikel 1, stk. 2, litra c), i afgørelse 2002/621, som Kommissionen finder giver EPSO beføjelse til at fastlægge indholdet af de omhandlede spørgsmål, bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelse, at en af EPSO’s opgaver er fastlæggelse af udvælgelsesmetoder og ‑teknikker i overensstemmelse med god praksis og de kompetenceprofiler, der er fastsat for institutionernes forskellige personalekategorier. Det fremgår imidlertid ikke af denne bestemmelses ordlyd, at EPSO besidder den pågældende beføjelse. Sammenholdt med artikel 1, stk. 1, første punktum, i afgørelse 2002/621, der bestemmer, at EPSO har til opgave at afholde almindelige udvælgelsesprøver med det formål at forsyne institutionerne med tjenestemænd på de bedste professionelle og finansielle betingelser, tildeles EPSO ved bestemmelsens stk. 2, litra c), snarere en rolle som assistent for udvælgelseskomitéen ved gennemførelsen af en udvælgelsesprøve, idet kontoret har til opgave at fastlægge udvælgelsesmetoder og teknikker. I det foreliggende tilfælde kan det således ikke komme på tale at anlægge en fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra c), i afgørelse 2002/621, der er i strid med vedtægten eller afgørelse 2002/620, i medfør af hvilken EPSO heller ikke råder over den pågældende beføjelse.
55 Henset til ovenstående bemærkninger begik Personaleretten ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 56-58 lagde til grund, at oprettelsen af EPSO og navnlig artikel 7 i bilag III til vedtægten samt afgørelse 2002/620 og 2002/621 ikke havde berørt kompetencefordelingen mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen. Kommissionens argumentation skal derfor forkastes.
56 For så vidt som Kommissionen har bestridt Personalerettens betragtning i den appellerede doms præmis 71 om, at den ekstra arbejdsbyrde, det for en udvælgelseskomité indebærer at overvåge og føre tilsyn med adgangsprøver i den indledende fase – selv hvis kun et reduceret antal ansøgere i sidste ende får adgang til disse prøver – kun udgør en lille del sammenlignet med den store arbejdsbyrde, som de skriftlige og mundtlige prøver kræver, bemærkes, at denne betragtning har karakter af en præmis, der er anført for fuldstændighedens skyld, der ikke kan medføre en ophævelse af den appellerede dom. Dette anbringende skal derfor forkastes som irrelevant.
57 For så vidt som parterne er uenige om lovligheden af valget af en ekstern samarbejdspartner, som EPSO havde overdraget tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udvælgelsesprøvens indledende fase til, bemærkes endelig, at den appellerede dom ikke indeholder nogen betragtning fra Personaleretten vedrørende lovligheden af et sådant valg, idet en sådan betragtning end ikke var genstand for en præmis anført for fuldstændighedens skyld. En appel til Retten er imidlertid i henhold til artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen begrænset til retsspørgsmål. Den kan støttes på, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl ved sidstnævnte ret, der krænker appellantens interesser, eller at Personaleretten har overtrådt EU-retten. Under disse omstændigheder er det ufornødent for Retten at udtale sig om valget af en ekstern samarbejdspartner.
58 Personaleretten begik følgelig ikke en retlig fejl, da den konkluderede, at Dimitrios Pachtitis var blevet afskåret fra den anden fase af udvælgelsesprøven som følge af en procedure, som var ledet af en inkompetent instans, og som følge af en afgørelse truffet af denne instans. Kommissionens argumentation skal derfor forkastes.
59 Det følger af det ovenfor anførte, at appellen i det hele bør forkastes.
Sagens omkostninger
60 Ifølge procesreglementets artikel 148, stk. 1, træffer Retten afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der ikke gives appellanten medhold.
61 Efter samme procesreglements artikel 87, stk. 2, første afsnit, som i henhold til artikel 144 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
62 Da Dimitrios Pachtitis har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale førstnævntes omkostninger i appelsagen.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Appellen forkastes.
2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Dimitrios Pachtitis’ omkostninger i appelsagen.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. december 2011.
Underskrifter