Language of document :

Sag anlagt den 16. juni 2008 - HPA mod Kommissionen

(Sag T-236/08)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Hoofdproductschap Akkerbouw (Haag, Nederlandene) (ved R.J.M. van den Tweel)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2006)7093/6 af 19. december 2006 om opkrævning af fordring nr. 3240206544, der skal tilbagebetales af medlemmer af den europæiske økonomiske firmagruppe (EØFG) Euroterroirs som hovedskyldnere inden for rammerne af projekt nr. 93.EU.06.002 om statusopgørelsesstudium af den europæisk arv vedrørende typiske og regionale landbrugs- og fødevarer (produkter fra eget land), for så vidt som Hoofdprductschap Akkerbouw herved anses for at være hovedskyldner vedrørende hele den ovennævnte fordring, ikke består, eller at beslutningen i hvert fald skal annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter opkrævningen af en fordring på Euroterroirs, der er fastsat i Kommissionens beslutning af 14. august 2000. Ifølge sagsøger bør beslutningen - i hvert fald for så vidt som sagsøgeren herved holdes ansvarlig for betaling af hele det krævede beløb - anses for ikke at bestå og annulleres, når henses til, at beslutningen er ugyldig som følge af, at der foreligger særligt alvorlige og åbenbare mangler. Sagsøgeren gør gældende, at der også efter udløbet af fristen for at anfægte en beslutning kan træffes afgørelse om, at beslutningen ikke har haft nogen retsvirkninger.

Med det første anbringende gør sagsøgeren gældende, at der er sket tilsidesættelse af Rådets forordning (EØF) nr. 2137/85 1, idet sagsøgeren aldrig har været medlem af den europæiske økonomiske firmagruppe (EØFG) Euroterroirs og derfor ikke kan holdes ansvarlig.

Sagsøgeren gør for det andet gældende, at der er sket tilsidesættelse af retten til forsvar. Sagsøgeren hævder, at Kommissionen undlod at give denne mulighed for at tilkendegive sit standpunkt forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning og blot underrettede sagsøgeren om det ved beslutningen af 14. august 2000 fastsatte krav ved at sende beslutningen til sagsøgeren.

Sagsøgeren gør for det tredje gældende, at der er sket tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Kommissionen lægger ifølge sagsøgeren seks år efter fordringen blev fastslået til grund, at sidstnævnte er hovedskyldner uden først selv at have truffet passende foranstaltninger i forhold til Euroterroirs, det medlem, der grundlagde firmagruppen, Euroterroirs administrator, Conseil national des Arts Culinaires (CNAC) i Frankrig eller medlemsstaten Frankrig. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at den nederlandske sagkyndige vedrørende individuelle statusopgørelsesaktiviteter i 1994/1995 inde for rammerne af Euroterroirsprojektet udelukkende modtog et vederlag på 13 055 EUR.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at fordringen er forældet, når henses til, at Kommissionen sendte den omtvistede debetnota til Euroterroirs den 28. september 2000 uden efterfølgende indenfor en passende tid at have underrettet sagsøgeren om skridt, der ville have kunnet afbryde forældelsesfristen.

____________

1 - Rådets forordning (EØF) nr. 2137/85 af 25.7.1985 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) (EFT L 199, s. 1).