RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
22. november 2023 (*)
»EU-varemærker – procedure for tilbagekaldelse af afgørelser eller annullering af indførelser i registret – annullering af en indførelse i registret, der indeholder en åbenlys fejl, der kan tilskrives EUIPO – indførelse af licenser i registret vedrørende figurmærkerne LAPLANDIA Land of purity m.fl. – betingelser for registrering af en licens – bevis for, at den registrerede indehaver har tildelt en licens – begrebet »åbenlys fejl, der kan tilskrives EUIPO« – artikel 27, stk. 1, andet punktum, i forordning (EU) 2017/1001 – artikel 103, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001«
I sag T-679/22,
Oy Shaman Spirits Ltd, Tyrnävä (Finland), ved advokat R. Almaraz Palmero,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved E. Markakis, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten
Global Drinks Finland Oy, Helsinki (Finland), ved advokat T. Talvitie,
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Schalin, og dommerne G. Steinfatt (refererende dommer) og D. Kukovec,
justitssekretær: V. Di Bucci,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
1 Med et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Oy Shaman Spirits Ltd, nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 14. september 2022 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 909/2021-1) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Sagens baggrund
2 Mellem 2008 og 2016 har Brandavid Oy opnået registrering af følgende EU-figurmærker (herefter »de omhandlede varemærker«):
– EU-figurmærket, der er registreret den 15. september 2008 under nr. 6 491 914 for varer i klasse 32 og 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og som er gengivet nedenfor:
– EU-figurmærket, der er registreret den 20. oktober 2009 under nr. 7 087 281 for varer i klasse 32 og 33 og gengivet nedenfor:
– EU-figurmærket, der er registreret den 29. februar 2016 under nr. 14 786 883 for varer i klasse 31, 32 og 33, og som er gengivet nedenfor:
3 Den 5. januar 2017 blev overdragelsen af de omhandlede varemærker til intervenienten, Global Drinks Finland Oy, indført i registret.
4 Ved ansøgning indgivet den 6. juli 2020, der bl.a. var ledsaget af en aftale indgået mellem sagsøgeren og Brandavid Oy (herefter »licensaftalen«), anmodede sagsøgeren EUIPO om i EU-varemærkeregistret at registrere, at sagsøgeren var blevet meddelt en eksklusiv licens til de omhandlede varemærker.
5 Den 27. juli 2020 gav den afdeling, der er ansvarlig for EUIPO’s register, sagsøgeren og intervenienten meddelelse om den registrering af licensen, som var foretaget efter sagsøgerens anmodning i henhold til artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).
6 Ved skrivelser af 12. og 19. oktober 2020 gav intervenienten udtryk for sin uenighed med hensyn til registreringen af licensen.
7 Den 25. november 2020 meddelte den afdeling, der er ansvarlig for registret, at registreringen af licensen ville blive tilbagekaldt, medmindre sagsøgeren fremlagde bevis for, at intervenienten havde accepteret registreringen af licensen.
8 Den 22. december 2020 fremlagde sagsøgeren seks dokumenter med henblik på at bevise, at intervenienten havde accepteret licensaftalen.
9 Ved afgørelse af 18. marts 2021 i henhold til artikel 103, stk. 1, i forordning 2017/1001 slettede den afdeling, der er ansvarlig for registret, indførelsen af licensen fra EU-varemærkeregistret.
10 Den 14. maj 2021 indgav sagsøgeren en klage over afgørelsen truffet af den afdeling, der er ansvarlig for registret.
11 Den 14. september 2022 traf Første Appelkammer den anfægtede afgørelse, hvorved det afslog sagsøgerens klage. Appelkammeret fandt, at det eneste bevis, der var blevet fremlagt sammen med ansøgningen om registrering, var licensaftalen undertegnet af Brandavid Oy og sagsøgeren i 2016, som intervenienten aldrig havde været part i. Da der ikke forelå noget forhold, som gjorde det muligt at bevise, at der forelå en licens, som var udstedt eller godkendt af intervenienten som registreret indehaver af de omhandlede varemærker, udgjorde registreringen af den licens, der var blevet udført den 27. juli 2020, en åbenlys fejl, der kunne tilskrives EUIPO som omhandlet i artikel 103, stk. 1, i forordning 2017/1001, hvilket kunne begrunde, at den skulle slettes. Spørgsmålet om, hvorvidt intervenienten havde kendskab til den nævnte licensaftale på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering, var ikke relevant, eftersom intervenienten ikke optrådte som tredjemand, og de retlige argumenter og de beviselementer, der vedrørte finsk ret, ikke kunne rejse tvivl om den faktiske konstatering af, at intervenienten ikke havde givet samtykke til denne licensaftale.
Parternes påstande
12 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, som er afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret.
13 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, såfremt der afholdes et retsmøde.
14 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret.
Retlige bemærkninger
15 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 25-27 i forordning 2017/1001, det andet tilsidesættelse af denne forordnings artikel 19 og 20 og det tredje tilsidesættelse af den nævnte forordnings artikel 103.
Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 25-27 i forordning 2017/1001
16 Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret appelkammeret for ikke at have taget hensyn til den licensaftale, hvorved sagsøgeren opnåede en licens til de omhandlede varemærker i overensstemmelse med artikel 25, stk. 1, i forordning 2017/1001, og retten til at få denne licens indført i registret i overensstemmelse med forordningens artikel 26, stk. 1. Sagsøgeren har præciseret, at den nævnte licensaftale blev underskrevet i 2016 af Brandavid Oy, som på daværende tidspunkt var indehaver af de omhandlede varemærker, og at den udtrykkeligt gav Brandavid Oy de kontraktlige rettigheder til at bruge de nævnte varemærker og til at blive registreret som indehaver af en eksklusiv licens. På tidspunktet for registreringen af overdragelsen af disse varemærker, dvs. i 2017, havde intervenienten kendskab til, at denne licensaftale fandtes, således at intervenienten accepterede, at sagsøgeren blev meddelt en eksklusiv licens.
17 Sagsøgeren er i øvrigt af den opfattelse, at den eksklusive licens blev meddelt selskabet uafhængigt af ejendomsretten til de omhandlede varemærker.
18 EUIPO og intervenienten har anfægtet sagsøgerens argumenter.
19 Det fremgår af artikel 25, stk. 5, i forordning 2017/1001, at såfremt en af parterne anmoder herom, skal meddelelse eller overdragelse af en licens til brug af et EU-varemærke indføres i registret og offentliggøres.
20 Ifølge artikel 26, stk. 1, i forordning 2017/1001 finder forordningens artikel 20, stk. 5, og de regler, der er vedtaget i medfør heraf, tilsvarende anvendelse på registrering af en licens, jf. forordningens artikel 25, stk. 5.
21 Artikel 20, stk. 5, i forordning 2017/1001 bestemmer, at en ansøgning om registrering af en overdragelse skal indeholde visse oplysninger samt dokumenter, som godtgør overdragelsen i overensstemmelse med stk. 2 og 3, idet nævnte stk. 3 kræver, at »[o]verdragelsen af EU-varemærket skal være skriftlig […] og underskrevet af kontraktparterne, medmindre overdragelsen er en følge af en retsafgørelse; i modsat fald er overdragelsen ugyldig«.
22 I øvrigt præciseres det i artikel 13, stk. 3, litra a), c) og d), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/626 af 5. marts 2018 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i forordning 2017/1001 og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 (EUT 2018, L 104, s. 37), der finder tilsvarende anvendelse på licenser i henhold til artikel 20, stk. 6, litra b), og artikel 26, stk. 1, i forordning 2017/1001, at den registrerede indehavers underskrift eller samtykke er en forudsætning for, at der foreligger en gyldig licens.
23 Ved at slette registreringen af licensen har EUIPO foretaget en korrekt anvendelse af artikel 25 og 26 i forordning 2017/1001, sammenholdt med de bestemmelser, som de nævnte artikler henviser til. Intervenienten, som var den registrerede indehaver på tidspunktet for ansøgningen og registreringen af licensen, var nemlig ikke nævnt i licensaftalen, og intervenienten havde heller ikke underskrevet aftalen. Den tidligere registrerede indehaver havde ikke længere ret til at give det samtykke, der kræves i henhold til de relevante bestemmelser.
24 EUIPO har med føje anført, at de gældende bestemmelser af hensyn til retssikkerheden kræver, at den registrerede indehaver aktivt tilkendegiver sin vilje til at udstede en licens, dvs. enten ved at indgive en ansøgning om registrering af licensen direkte til EUIPO i henhold til artikel 26, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 og artikel 13, stk. 3, litra a) og b), i gennemførelsesforordning 2018/626 eller ved at underskrive en erklæring, aftale eller standardformular i overensstemmelse med den nævnte gennemførelsesforordnings artikel 13, stk. 3, litra c) og d).
25 Sagsøgerens argumenter kan ikke rejse tvivl om lovligheden af den anfægtede afgørelse.
26 Hvad angår sagsøgerens argument om, at intervenienten og Brandavid Oy på tidspunktet for registreringen af overdragelsen af de omhandlede varemærker havde kendskab til licensaftalens eksistens, skal det bemærkes, at selv hvis det antages, at den licens, der er tildelt af intervenientens retlige forgænger, kan gøres gældende over for intervenienten i henhold til artikel 27, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001, følger der imidlertid ikke heraf en forpligtelse for EUIPO til at indføre denne licens i registret. Lovligheden af den anfægtede afgørelse afhænger nemlig alene af de formelle betingelser, der er fastsat i de gældende bestemmelser. Eftersom disse betingelser ikke er opfyldt i dette tilfælde (jf. præmis 23 ovenfor), kan den anfægtede afgørelse heller ikke annulleres alene af den grund, at det var intervenienten, der havde henledt EUIPO’s opmærksomhed på den manglende overholdelse af betingelserne for registrering.
27 Selv hvis det antages, at en licens kan forblive gyldig eller tildele rettigheder i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse på licensaftalen efter overdragelsen af det omhandlede varemærke, for så vidt som Brandavid Oy og intervenienten har foretaget den nævnte overdragelse med fuldt kendskab til licensen, således som sagsøgeren har gjort gældende, kan denne materielretlige situation ikke påvirke den ret til at foretage registrering, der følger en formel tilgang, som er klart kodificeret i de gældende bestemmelser, hvis ordlyd ikke giver mulighed for fortolkning. Det står sagsøgeren frit for at gøre sine materielle rettigheder gældende for de nationale domstole. I denne henseende har EUIPO med rette anført, at det er muligt, at en eventuel tilsidesættelse af den nævnte licensaftale og af den klausul i denne aftale, der finder anvendelse på den efterfølgende indehaver, vil kunne medføre et kontraktligt ansvar for den anden kontraherende part, uden at dette kontraktmæssige aspekt imidlertid påvirker undersøgelsen af ansøgningen om registrering.
28 Det første anbringende må derfor forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 19 og 20 i forordning 2017/1001
29 Sagsøgeren har udledt af artikel 19, stk. 1, i forordning 2017/1001, at den lovgivning, der finder anvendelse på tvister vedrørende overdragelse eller licenser i forbindelse med registreringen af de omhandlede varemærker, er finsk ret, eftersom sagsøgeren selv, intervenienten og Brandavid Oy har deres hovedsæde i Finland.
30 Ifølge finsk ret er det imidlertid ikke et krav, at en aftale skal være skriftlig, og i henhold til finsk ret er det endvidere ikke relevant at vide, om intervenienten underskrev eller ikke underskrev licensaftalen i 2016, eftersom intervenienten var indtrådt i Brandavid Oys rettigheder som følge af en fuldstændig overdragelse af de varemærkerettigheder, der allerede var indført i registret, samtidig med at intervenienten havde kendskab til eksistensen af den nævnte licensaftale. Nye varemærkeindehavere skal overholde bestemmelserne i de tidligere aftaler, som indehavere af ældre varemærker har indgået med indehavere af licenser til de pågældende varemærker.
31 Sagsøgeren har endvidere kritiseret appelkammerets betragtning i den anfægtede afgørelses punkt 21 om, at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt har fremlagt listen over de varemærker, som Brandavid Oy var indehaver af, og som efterfølgende blev overdraget til intervenienten. Sagsøgeren har anført, at denne liste var indeholdt i bilag 1 til den skriftlige begrundelse for klagen for appelkammeret.
32 EUIPO og intervenienten har anfægtet sagsøgerens argumenter.
33 Det skal indledningsvis i lighed med det af EUIPO anførte bemærkes, at artikel 19, stk. 1, i forordning 2017/1001, som henviser til lovgivningen i den medlemsstat, hvor indehaveren af EU-varemærket har sit hovedsæde, finder anvendelse, »[m]edmindre andet er fastsat i artikel 20-28«. Indførelsen i EU-varemærkeregistret af en licens vedrørende et EU-varemærke er imidlertid selvstændigt reguleret i EU-retten i den nævnte forordnings artikel 25-28 og i artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626.
34 Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt der i finsk ret stilles formkrav til en licensaftale, eller på hvilke betingelser en sådan aftale ligeledes er bindende for den efterfølgende indehaver af de omhandlede varemærker, er uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt registreringen af licensen til fordel for sagsøgeren i EU-varemærkeregistret er korrekt. De af sagsøgerens argumenter, der er støttet på finsk ret, kan således ikke rejse tvivl om lovligheden af den anfægtede afgørelse med hensyn til betingelserne for at registrere en licens.
35 I øvrigt er sagsøgerens kritik vedrørende appelkammerets betragtning i den anfægtede afgørelses punkt 21 ikke relevant, for så vidt som EUIPO med rette har anført, at der er tale om en overflødig betragtning fra appelkammerets side. Den anfægtede afgørelse er nemlig hovedsageligt baseret på konstateringen af, at sagsøgeren ikke har bevist, at den registrerede indehaver har udstedt en licens til sagsøgeren. Denne konstatering er uafhængig af spørgsmålet om, hvilke varemærker der er blevet givet licens til.
36 Følgelig skal det andet anbringende forkastes.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 103 i forordning 2017/1001
37 Sagsøgeren har foreholdt EUIPO, at det har overskredet sine beføjelser. Ifølge sagsøgeren har EUIPO ikke rettet nogen fejl. EUIPO har overskredet grænserne for sin kompetence ved at træffe en afgørelse om tilbagekaldelse af registreringen af licensaftalen, som var korrekt og i overensstemmelse med finsk ret. EUIPO burde have anvendt finsk ret i henhold til artikel 19 i forordning 2017/1001 i stedet for at anvende den nævnte forordnings artikel 103.
38 EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumentation.
39 Det fremgår af artikel 103, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001, at »[h]vis kontoret har foretaget en indførelse i registret eller truffet en afgørelse, der indeholder en åbenlys fejl, der kan tilskrives kontoret, sørger det for at annullere indførelsen eller tilbagekalde afgørelsen«.
40 For det første, som EUIPO og intervenienten med rette har anført, var beslutningen om at slette registreringen den 27. juli 2020 behæftet med en åbenlys fejl, der kan tilskrives EUIPO. Denne fejl består i, at indførelsen i registret blev godkendt på grundlag af dokumenter, der ikke opfylder kravene i den gældende lovgivning (jf. præmis 23 ovenfor). Den licensaftale, der var vedlagt ansøgningen om registrering, indeholdt ikke noget bevis for, at den registrerede indehaver af de omhandlede varemærker havde meddelt en licens. I denne henseende konstaterede appelkammeret med rette i den anfægtede afgørelses punkt 15, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at licensen var blevet meddelt med samtykke fra indehaveren af disse varemærker.
41 For det andet var appelkammeret ikke forpligtet til at anvende national ret, eftersom proceduren for indførelse i EU-varemærkeregistret af en licens vedrørende et EU-varemærke er reguleret selvstændigt i EU-retten i artikel 25-28 i forordning 2017/1001 og i artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626 (jf. præmis 33 ovenfor).
42 For det tredje skal sagsøgerens klagepunkt om, at appelkammeret overskred sine beføjelser ved at annullere en afgørelse, der i henhold til finsk ret ikke var åbenbar urigtig, men korrekt, forkastes.
43 Det fremgår nemlig af retspraksis, at det ikke tilkommer EUIPO at undersøge gyldigheden og retsvirkningerne af en overdragelse af et EU-varemærke i henhold til national ret. EUIPO’s kompetence i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om registrering af en overdragelse af et EU-varemærke er principielt begrænset til en undersøgelse af, om de formelle betingelser i artikel 20 i forordning 2017/1001 og i artikel 13 i gennemførelsesforordning 2018/626 er opfyldt, og omfatter ikke en bedømmelse af de materielle spørgsmål, der kan opstå inden for rammerne af gældende national ret (dom af 22.9.2021, Marina Yachting Brand Management mod EUIPO – Industries Sportswear (MARINA YACHTING), T-169/20, EU:T:2021:609, præmis 61). Eftersom registreringen af en licens følger de samme regler som en overdragelse, finder denne retspraksis tilsvarende anvendelse på den foreliggende sag (jf. præmis 20 ovenfor).
44 Derfor skal det tredje anbringende forkastes, og dermed frifindes EUIPO i det hele.
Sagsomkostninger
45 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
46 Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale intervenientens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom, herunder de nødvendige udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret, og som i henhold til procesreglementets artikel 190, stk. 2, anses for omkostninger, der kan kræves erstattet.
47 Da EUIPO derimod kun har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne for det tilfælde, at der afholdes et retsmøde, bør det i mangel af afholdelse af et retsmøde pålægges EUIPO at bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.
2) Oy Shaman Spirits Ltd betaler de af Global Drinks Finland Oy afholdte sagsomkostninger, herunder de omkostninger, som sidstnævnte selskab har afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret.
3) EUIPO bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. november 2023.
Underskrifter