RETTENS DOM (Første Afdeling)
26. marts 2020 (*)
»Personalesag – ECB’s personale – støtteprogram med henblik på skift til en karriere uden for ECB – afslag på en ansøgning om deltagelse – betingelser for deltagelse – forskelligt anciennitetskrav, alt efter om et medlem af personalet er indplaceret i en enkelt eller dobbelt lønklasse – indplacering i en lønklasse i forhold til ansættelseskategori – ligebehandling – proportionalitet – åbenbart urigtigt skøn«
I sag T-547/18,
Raivo Teeäär, Tallinn (Estland), ved advokat L. Levi,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Centralbank (ECB) ved D. Camilleri Podestà og F. Malfrère, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur,
sagsøgte,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand om dels annullation af ECB’s afgørelse af 27. februar 2018 om afslag på sagsøgerens anmodning om deltagelse i pilotprogrammet til støtte for et skift til en karriere uden for ECB og, hvor det er relevant, af ECB’s afgørelse af 3. juli 2018 om afslag på sagsøgerens særlige klage over ovennævnte afgørelse af 27. februar 2018, dels erstatning for den skade, han angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af dommerne P. Nihoul, som fungerende afdelingsformand, J. Svenningsen (refererende dommer) og U. Öberg,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. juli 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 1. juli 2004 tiltrådte sagsøgeren, Raivo Teeäär, en stilling ved Den Europæiske Centralbank (ECB), idet han begyndte sin karriere ved denne institution som seniorekspert i produktion ved ECB’s Seddeldirektorat. Ved ansættelsen var sagsøgeren 50 år. I overensstemmelse med stillingsopslaget blev han indplaceret i lønklassen F/G i ECB’s lønskala, som denne funktion henhørte under. Han blev inden for denne lønklasse placeret på trin 136, henset til varigheden, niveauet og omfanget af hans erhvervserfaring.
2 Siden hans ansættelse er sagsøgeren regelmæssigt blevet forfremmet inden for sin lønklasse. I januar 2011 nåede han efter syv år og seks måneder loftet for denne lønklasse, som svarer til trin 169. Efterfølgende var det ikke muligt at avancere inden for denne lønklasse.
3 ECB’s lønstruktur består af tolv enkelte lønklasser, betegnet ved bogstaverne A-L, og to dobbelte lønklasser, betegnet ved bogstaverne E/F og F/G. Hver lønklasse omfatter et antal trin fra det laveste til det højeste løntrin inden for klassen. De dobbelte lønklasser, såsom lønklassen F/G, svarer til en sammenlægning af to enkelte lønklasser, i den foreliggende sag lønklasse F og lønklasse G, således at starten for lønklasse F/G er sammenfaldende med starten for lønklasse F, og dens loft er sammenfaldende med loftet for lønklasse G.
4 Konkret omfatter lønklasse F trin 1-98, lønklasse G omfatter trin 1-99, og lønklasse F/G omfatter trin 1-169, henset til en delvis overlapning af lønklasse F og lønklasse G. Således svarer trin 71-98 i lønklasse F til trin 1-28 i lønklasse G.
5 Dermed svarer de lønninger, der er knyttet til trin 1-98 i lønklasse F til de lønninger, der er knyttet til trin 1-98 i lønklasse F/G, og de lønninger, der er knyttet til trin 1-99 i lønklasse G svarer til de lønninger, der er knyttet til trin 71-169 i lønklasse F/G.
6 Indplaceringen af personalets medlemmer i en given lønklasse, enkelt eller dobbelt, afgøres af den type stilling, de bestrider, således som det fremgår af et dokument fra ECB med overskriften »Allocation of Positions to Bands – List of Generic Job Titles«. For en bestemt type af stilling er det kun muligt at stige inden for den således fastsatte lønklasse, dvs. fra et løntrin til et højere løntrin inden for den samme lønklasse. En ændring af lønklassen er kun mulig efter en egentlig ansættelsesprocedure for en anden stilling, der er omfattet af denne anden lønklasse (intern forfremmelse), medmindre der undtagelsesvis foretages en »ad personam« forfremmelse eller en omklassificering af den besatte stilling.
7 På grundlag af artikel 36, stk. 1, i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB (ESCB) og ECB’s forretningsorden vedtog ECB’s styrelsesråd ansættelsesvilkårene for de ansatte i ECB (herefter »ansættelsesvilkårene«) ved afgørelse af 9. juni 1998, ændret den 31. marts 1999 (EFT 1999, L 125, s. 32). I den udgave, der finder anvendelse i den foreliggende sag, vedrører ansættelsesvilkårenes artikel 11, litra e), støtte med henblik på karriereskift til en karriere uden for ECB (herefter »ATP«) for medlemmer af ECB’s personale, som fratræder under de betingelser og i henhold til den procedure, der er fastsat ved de administrative regler, der finder anvendelse for ECB’s personale (herefter »personalereglerne«).
8 Med henblik på den første gennemførelse af ansættelsesvilkårenes artikel 11, litra e), vedtog ECB’s direktion afgørelse ECB/2012/NP18 af 24. august 2012 om ændring af de administrative regler for personalet for så vidt angår støtte til et frivilligt skift til en karriere uden for ECB, der tilføjede artikel 2.3 til personalereglerne, som indførte et pilotprogram for ATP, begrænset til et maksimum af 50 personer, som der var adgang til i 2013 og 2014. Personalereglernes artikel 2.3.1 bestemte, at medlemmer af personalet med en ansættelseskontrakt af ubegrænset varighed, som havde været ansat i mindst 8 på hinanden følgende år i den samme enkelte lønklasse eller mindst 12 år i den samme dobbelte lønklasse, opfyldte betingelserne for at kunne deltage i ATP-pilotprogrammet.
9 Den 12. august 2014 anmodede sagsøgeren om at deltage i ATP-pilotprogrammet (herefter »ansøgningen om ATP«). I overensstemmelse med den fastsatte procedure indeholdt ATP-ansøgningen en opsigelse med virkning den 13. december 2014 under forbehold af, at ansøgningen blev tilgodeset. Som supplement til denne ansøgning vedlagde sagsøgeren en forklarende note, som redegjorde for grundene til, at han anmodede om, at hans ansøgning blev taget i betragtning, selv om han ikke opfyldte den i personalereglernes artikel 2.3.1 fastsatte betingelse om 12 års anciennitet for personale, der var indplaceret i en dobbelt lønklasse.
10 Der blev givet afslag på ansøgningen om ATP ved afgørelse af 18. august 2014 med den begrundelse, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelsen om tjenestens varighed, idet han havde været indplaceret i den dobbelte lønklasse F/G i mindre end 12 år.
11 Den 8. september 2014 meddelte sagsøgeren den relevante tjenestegren ved ECB, at han havde besluttet at gå på pension med virkning fra den 18. december 2014.
12 Der blev givet afslag på sagsøgerens anmodning om fornyet administrativ prøvelse af afslaget på ansøgningen om ATP, indgivet den 14. oktober 2014, ved afgørelse af 9. december 2014.
13 Sagsøgeren gik på pension den 18. december 2014.
14 Den klage, der blev indgivet den 9. februar 2015 over afgørelse af 9. december 2014, blev afslået ved afgørelse af 2. april 2015.
15 Efter at sagsøgeren havde anlagt sag den 9. juni 2015 til prøvelse af afgørelsen af 18. august 2014, blev sidstnævnte afgørelse annulleret ved dom af 17. november 2017, Teeäär mod ECB (T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817), på grund af den besluttende enheds manglende kompetence ratione materiae.
16 Personalereglernes artikel 2.3, således som bestemmelsen fremgår af afgørelse ECB/2012/NP18, som indførte ATP-pilotprogrammet, blev ophævet ved afgørelse ECB/2017/NP19 af 17. maj 2017 om ændring af de administrative regler, der finder anvendelse for ECB’s personale for så vidt angår støtte til et frivilligt skift til en karriere uden for ECB. Denne sidstnævnte afgørelse indførte et nyt ATP-program, som var tilgængeligt fra den 1. juli til den 31. oktober 2017, og som fastsatte en ensartet betingelse om otte års anciennitet inden for samme lønklasse.
17 ECB’s direktion vedtog med henblik på gennemførelsen af dom af 17. november 2017, Teeäär mod ECB (T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817), den 27. februar 2018 en ny afgørelse på grundlag af personalereglernes artikel 2.3 i denne bestemmelses oprindelige udgave, hvorved direktionen gav afslag på sagsøgerens ansøgning om ATP (herefter »den anfægtede afgørelse«).
18 Den særlige klage, sagsøgeren indgav over den anfægtede afgørelse den 3. maj 2018, blev afslået ved en afgørelse truffet af ECB’s direktion den 3. juli 2018.
Retsforhandlinger og parternes påstande
19 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret på Rettens Justitskontor den 14. september 2018.
20 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Efter omstændighederne annulleres afgørelsen truffet af ECB’s direktion den 3. juli 2018.
– ECB tilpligtes at erstatte det økonomiske tab, den har påført ham, opgjort til 101 447 EUR med tillæg af morarenter beregnet efter ECB’s rentesats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 3 procentpoint p.a.
– ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
21 ECB har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten vedrørende det bevis, sagsøgeren har fremlagt i retsmødet
22 Sagsøgeren har i retsmødet fremlagt et supplerende dokument, som han har præsenteret som en skrivelse fra ECB til dens personaleudvalg, før der blev indført dobbelte lønklasser ved ECB, og som angiveligt skulle supplere det svar, sidstnævnte har givet på det skriftlige spørgsmål, Retten stillede den vedrørende baggrunden for disse lønklassers oprettelse. Opfordret til at redegøre for den praktiske betydning af dette dokument har sagsøgeren anført, at det godtgør, at indførelsen af dobbelte lønklasser ikke skulle medføre negative virkninger for de medlemmer af personalet, som befandt sig ved toppen af den enkelte lønklasse G eller den dobbelte lønklasse F/G, selv om indførelsen af ATP medførte sådanne virkninger for de medlemmer af personalet, der befandt sig i den dobbelte lønklasse.
23 Det bemærkes, at det ikke fremgår af disse forklaringer, at det dokument, der er tale om, har en direkte forbindelse med Rettens skriftlige spørgsmål vedrørende indførelsen af dobbelte lønklasser. For så vidt som sagsøgeren har henvist til dette dokument til støtte for sin argumentation om de ufordelagtige følger, som ATP ifølge ham indebar for de medlemmer af personalet, der befandt sig i en situation svarende til hans, og for så vidt som han ikke har hævdet, at dette dokument ikke kunne være fremlagt sammen med stævningen, skal det i overensstemmelse med artikel 85 i Rettens procesreglement afvises fra realitetsbehandling.
Søgsmålets genstand
24 Ifølge fast retspraksis har påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
25 Eftersom afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde blot bekræfter den anfægtede afgørelse, skal det fastslås, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen ikke har et selvstændigt indhold, og at der derfor ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til denne påstand, selv om der i forbindelse med undersøgelsen af lovligheden af den anfægtede afgørelse skal tages hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for at være sammenfaldende med begrundelsen i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 16.1.2018, SE mod Rådet, T-231/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:3, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
Om annullationspåstandene
26 Til støtte for sin annullationspåstand har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
27 Sagsøgeren har med de to første anbringender rejst ulovlighedsindsigelse mod personalereglernes artikel 2.3.1, som i den anfægtede afgørelse finder anvendelse på hans tilfælde. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet samt et åbenbart urigtigt skøn, og det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16) grundet forskelsbehandling på grund af alder.
28 I det omfang personalereglernes artikel 2.3.1 ikke kan anses for ulovlig, har sagsøgeren subsidiært fremsat to andre anbringender vedrørende for det tredje en tilsidesættelse af omsorgspligten og for det fjerde en tilsidesættelse af personalereglernes artikel 2.3.1.
Det første anbringende om, at personalereglernes artikel 2.3.1 er ulovlig, fordi denne bestemmelse tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, og om et åbenbart urigtigt skøn
29 Sagsøgeren har gjort gældende, at den dobbelte anciennitetsbetingelse, der er fastsat i personalereglernes artikel 2.3.1, udgør forskelsbehandling, og at denne forskelsbehandling er vilkårlig i almindelighed, for så vidt som den fastholder en sondring mellem medlemmer af personalet, der er omfattet af en enkelt lønklasse, og dem, der er omfattet af en dobbelt lønklasse, og under alle omstændigheder i forhold til medlemmer af personalet, der – som han – har nået loftet inden for en dobbelt lønklasse, før de har opnået en anciennitet på 12 år inden for denne samme lønklasse. For så vidt som fastsættelsen af forskellige betingelser for anciennitet formelt set var begrundet ved eksistensen af to forskellige kategorier af lønklasser, følger den diskriminerende virkning i givet fald af personalereglernes artikel 2.3.1 i forening med listen over generiske stillingsbetegnelser, som for hver stillingstype afgør den enkelte eller dobbelte lønklasse, som stillingen henhører under.
30 Den omtvistede sondring er generelt vilkårlig, fordi den omstændighed, at en dobbelt lønklasse indeholder flere trin end en enkelt lønklasse – hvilket har til følge, at personer, der ansættes i en enkelt lønklasse, oftere når loftet for deres lønklasse – ikke står i nogen forbindelse med formålene med ATP, som er at lette et skift til en karriere uden for ECB, at fremme en større udskiftning blandt det fastansatte personale og at fremme den interne mobilitet.
31 Denne sondring er særligt vilkårlig i forhold til de medlemmer af personalet, som i lighed med sagsøgeren er omfattet af en dobbelt lønklasse, men som ved deres ansættelse blev indplaceret på et løntrin i en del af denne dobbelte lønklasse, som svarer til den anden af de to enkelte lønklasser, som blev forenet for at udgøre den dobbelte lønklasse (dvs. lønklasse G for så vidt angår den dobbelte lønklasse F/G). Henset til det antal trin, der adskiller disse medlemmer af personalet fra loftet for den omhandlede dobbelte lønklasse, er deres situation for så vidt angår deres mulighed for forfremmelse identisk med situationen for dem, der er indplaceret i en enkelt lønklasse. Følgelig er den omtvistede sondring uegnet i forhold til formålene med ATP. Dette tilfælde er ikke ekstraordinært, idet det gælder for 18% af det personale, der blev ansat mellem 2010 og 2012.
32 Den omtvistede sondring strider endvidere mod proportionalitetsprincippet, idet ECB ikke valgte den mindst indgribende fremgangsmåde til at opnå det formål, der forfølges med ATP. ECB kunne således have fastsat en bestemmelse om anciennitet for alle personalets medlemmer knyttet til den omstændighed, at de for et vist antal år siden havde nået loftet for deres lønklasse.
33 Endelig følger den omtvistede sondring ligeledes af et åbenbart urigtigt skøn, idet den ikke svarer til formålet om at kompensere for de angiveligt begrænsede karrieremuligheder for medlemmer af personalet, der er indplaceret i en enkelt lønklasse.
34 ECB har anført, at formålet med ATP-pilotprogrammet var at tilbyde støtte med henblik på en ny retning i karrieren for medlemmer af personalet, som havde arbejdet længe hos ECB, og som var forblevet i den samme lønklasse, uanset antallet af tilbagelagte løntrin, og ikke for medlemmer af personalet, som var blokerede ved loftet af deres lønklasse. Den omtvistede sondring var begrundet ved den omstændighed, at de dobbelte lønklasser omfatter ca. 50% flere løntrin end de enkelte lønklasser. Det følger deraf, at situationen for en person, der befinder sig i en dobbelt lønklasse, kun kan sammenlignes med situationen for de personer, der befinder sig i den samme type af lønklasse.
35 ECB har medgivet, at forbindelsen mellem indplacering i en dobbelt lønklasse og eksistensen af muligheder for en større stigning i graderne svarer til en almindeligt forekommende standardsituation, men institutionen har fastholdt, at en lovgiver er berettiget til at lægge en sådan situation til grund uden at være forpligtet til derudover at fastsætte undtagelsesvise ordninger for at tage hensyn til atypiske situationer. ECB har i øvrigt fremhævet, at institutionen råder over et bredt skøn ved de valg af en politisk karakter, som den har foretaget i sin egenskab af »lovgiver« ved udarbejdelsen af dette pilotprogram.
36 Inden for rammerne af en konkret analyse har ECB dels fremhævet, at på det tidspunkt, hvor ATP-pilotprogrammet trådte i kraft, var 794 personer indplacerede i den dobbelte lønklasse F/G, 5 personer var indplacerede i den enkelte lønklasse F, og 7 personer var indplacerede i den enkelte lønklasse G, og at ingen af disse 7 personer deltog i ATP-pilotprogrammet. Dels var det umuligt, at en person, der blev ansat i lønklasse G, ville blive behandlet mere fordelagtigt end sagsøgeren på grund af den betingelse om otte års anciennitet, der fandt anvendelse på de medlemmer af personalet, der var indplaceret i denne enkelte lønklasse, fordi de 7 personer, der befandt sig i lønklasse G på den dato, fra hvilken dette program fandt anvendelse, var blevet forfremmet til og ikke ansat i denne lønklasse.
37 Det bemærkes indledningsvis, at ligebehandlingsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, der er fastsat i chartrets artikel 20 og 21, og som finder anvendelse på Unionens ansættelsesret, bl.a. kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. i denne retning dom af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.7.2015, EJ m.fl. mod Kommissionen, F-112/14, EU:F:2015:90, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
38 De omstændigheder, som kendetegner forskellige situationer, og deres eventuelt sammenlignelige karakter, skal fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med de omhandlede bestemmelser, idet der i dette øjemed skal tages hensyn til de foreliggende principper og mål på det pågældende område (jf. dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
39 Når det er konstateret, at to sammenlignelige situationer behandles forskelligt, er ligebehandlingsprincippet dog ikke tilsidesat, såfremt denne forskellige behandling er behørigt begrundet (jf. dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
40 Dette er tilfældet, når den forskellige behandling beror på et lovligt formål, der tilstræbes med den foranstaltning, der har til virkning at indføre en sådan forskel, og når forskellen står i rimeligt forhold til dette formål. Når forvaltningsmyndigheden råder over vide skønsbeføjelser, skal domstolskontrollen med overholdelsen af disse betingelser begrænses til en prøvelse af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn (jf. dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).
41 Det skal i denne henseende fremhæves, at ECB, når den fastsætter regler angående spørgsmål, der vedrører den ordning, der finder anvendelse i forhold til det personale, den har ansat, råder over en høj grad af selvstændighed grundet institutionens funktionelle uafhængighed (jf. i denne retning dom af 22.10.2002, Pflugradt mod ECB, T-178/00 og T-341/00, EU:T:2002:253, præmis 48). Endvidere råder institutionerne over et vidt skøn ved fastlæggelsen af tjenestens interesse, uanset den undersøgelse, i forbindelse med hvilken eller den afgørelse med hensyn til hvilken der skal tages hensyn hertil (jf. dom af 16.5.2018, Barnett mod EØSU, T-23/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:271, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). I et sådant tilfælde tilsidesættes princippet om forbud mod forskelsbehandling eller princippet om ligebehandling kun i en situation, hvor den omhandlede foranstaltning indebærer en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet i forhold til formålet med denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 15.4.2010, Gualtieri mod Kommissionen, C-485/08 P, EU:C:2010:188, præmis 72).
42 Det bør ligeledes præciseres, at selv om det skulle følge af indførelsen af en generel og abstrakt bestemmelse, at særlige situationer kan medføre tilfældige ulemper, kan en myndighed, der råder over en beføjelse til at fastsætte regler, ikke bebrejdes for at have foretaget en gruppeopdeling, når denne i det væsentlige ikke er forskelsbehandlende i forhold til det forfulgte mål (jf. i denne retning dom af 15.4.2010, Gualtieri mod Kommissionen, C-485/08 P, EU:C:2010:188, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
43 I den foreliggende sag fastsatte personalereglernes artikel 2.3.1 en forskellig behandling for medlemmerne af ECB’s personale, alt efter om de var omfattet af en dobbelt eller enkelt lønklasse, idet bestemmelsen fastsatte, at de førstnævnte, som udgjorde størstedelen af personalet, kunne deltage i ATP-pilotprogrammet efter tolv års anciennitet i deres lønklasse, mens den påkrævede anciennitet for de sidstnævnte kun var otte år.
44 Følgelig skal genstanden for og formålet med ATP-pilotprogrammet i overensstemmelse med den retspraksis, der nævnes i præmis 38-42 ovenfor, fastlægges med henblik på at afgøre, om situationen for de personer, der var omfattet af den ene eller den anden type lønklasse, er sammenlignelig, og i bekræftende fald om den fastslåede forskel er begrundet eller ej.
45 For så vidt angår situationernes sammenlignelighed bemærkes det, at ECB i sit svar på det skriftlige spørgsmål, som Retten har stillet denne institution vedrørende formålet med ATP, har anført, at ATP var et udslag af overvejelser, efter at institutionen havde konstateret en »demografisk udfordring«. ECB har anført, at en væsentlig del af institutionens personale af årsager, der er forbundet med de ansættelseskriterier, som blev fastlagt ved dens oprettelse, forblev uændret i en relativt lang periode og ville derefter gå på pension i løbet af en relativt kort periode.
46 Denne situation havde bl.a. til følge, at mulighederne for interne forfremmelser til en højere lønklasse blev begrænsede, og den var derfor demotiverende for de medlemmer af personalet, som ønskede at varetage nye funktioner.
47 Efter de overvejelser, der blev foretaget grundet denne konstatering, besluttede ECB at vedtage en konkret foranstaltning med henblik på at opmuntre en fremrykket fratrædelse for en del af personalet, nemlig de medlemmer af personalet, for hvem sandsynligheden for, at de havde arbejdet længe ved ECB i den samme lønklasse, var størst, uden at denne foranstaltning blev fokuseret på de medlemmer af personalet, som befandt sig i den aldersgruppe, der var omfattet af den »demografiske udfordring«.
48 Det fremgår således, at formålet med indførelsen af ATP-pilotprogrammet bestod i forebyggende at afværge flere risici, der kunne skade ECB’s funktion i en mere eller mindre nær fremtid, idet der fremadrettet blev skabt ledige stillinger, således at nye personer kunne ansættes, og mulighederne for intern forfremmelse kunne øges for det allerede ansatte personale. For så vidt som denne foranstaltning modsvarede et ønske om at fastholde eller forbedre kvaliteten af de ydelser, der leveres inden for rammerne af ECB’s udførelse af sine opgaver, var den knyttet til tjenestens interesse.
49 I denne sammenhæng var ATP-pilotprogrammet tiltænkt at forårsage en frivillig tidlig fratrædelse for en del af personalets medlemmer, som havde arbejdet et vist antal år ved ECB, og som var forblevet i den samme lønklasse, samtidig med, at der blev sondret mellem de medlemmer af personalet, som var indplaceret i en enkelt lønklasse, og dem, som var indplaceret i en dobbelt lønklasse, idet fratrædelsen blev understøttet ved tiltag til et karriereskift uden for ECB, bl.a. på det økonomiske plan. Selv om dette program set fra synspunktet for de medlemmer af personalet, som eventuelt kunne være interesserede i et karriereskift, kunne anses for at være en fordelagtig foranstaltning, er det ikke desto mindre tilfældet, at det først og fremmest var knyttet til tjenestens interesse, henset til de formål, det skulle tjene.
50 ECB har ligeledes i sit svar på Rettens skriftlige spørgsmål anført, at oprettelsen af dobbelte lønklasser først og fremmest havde til formål at muliggøre en karriereudvikling over mange år for stillingstyper, hvor en udvikling på forskellige niveauer var mulig som følge af den erhvervede erfaring. Disse elementer er ikke blevet bestridt af sagsøgeren, som i retsmødet blot har gjort gældende, at ECB havde draget omsorg for, at indførelsen af dobbelte lønklasser ikke var til skade for de allerede ansatte medlemmer af personalet.
51 Det bemærkes således, at de to dobbelte lønklasser (E/F og F/G), sammenlignet med de enkelte lønklasser, objektivt set svarer til et potentielt langt karriereforløb, som efter sin karakter er egnet til at sikre en fastere tilknytning til institutionen af det personale, der bestrider stillinger, hvorved de opnår en erfaring ved selve udførelsen af de omhandlede opgaver ved institutionen, hvilket kan udgøre en fordel for institutionens varetagelse af dens opgaver, navnlig med hensyn til ekspertise, og således effektivitet og de ansvarsområder, som varetages. Det fremgår af listen over de omhandlede stillinger, at de i det væsentlige svarer til tekniske funktioner med ansvar (»eksperter« for så vidt angår lønklasse F/G, »specialister« eller »analytikere« for så vidt angår lønklasse E/F), uden at der er tale om ledelsesfunktioner, og hvor størstedelen er knyttet til udførelsen af ECB’s konkrete opgaver. Dette er bl.a. tilfældet for sagsøgeren, som var ansat som ekspert i produktion ved ECB’s »Seddeldirektorat«.
52 Følgelig adskiller situationerne for de to kategorier af omhandlede personer sig ved et væsentligt element set ud fra tjenestens interesse, nemlig at de modsvarer forskellige typer af funktioner, hvor ECB har ønsket, at visse deraf varetages af et fastere tilknyttet personale. Når et medlem af personalet, der er indplaceret i en dobbelt lønklasse i almindelighed har mulighed for en større progression inden for den lønklasse, han er omfattet af, end det er tilfældet for en person i en enkelt lønklasse, kan situationerne for personer, der befinder sig i henholdsvis den ene eller den anden kategori af lønklasse, ikke anses for at være sammenlignelige, henset til ATP-pilotprogrammets genstand og formål, således som de er identificerede i præmis 48 og 49. Når en institution søger at fastholde medlemmer af dets personale, som udfører bestemte typer af funktioner, tilstrækkeligt længe i deres ansættelse, er det i overensstemmelse med dette, at de pågældende personer ikke også gives lige så stærke incitamenter til at forlade institutionen tidligt, som medlemmer af personalet, der udøver typer af funktioner, for hvilke det samme formål ikke foreligger. Denne forebyggende foranstaltning kan bidrage til at opretholde eller endda forbedre kvaliteten af de ydelser, der leveres inden for rammerne af denne institutions udførelse af dens opgaver, og er følgelig i tjenestens interesse.
53 Det bemærkes under alle omstændigheder, at selv hvis det antages, at situationerne for medlemmer af personalet, der befinder sig i den ene eller anden kategori af lønklasser var sammenlignelige, ville den forskel i behandlingen, som udgøres af fastsættelsen af et adgangskriterium på tolv år for dem, der udøver en type af funktioner, som er omfattet af en dobbelt lønklasse, og et nedsat adgangskriterium på otte år for dem, der udøver funktioner, der henhører under en enkelt lønklasse, være objektivt begrundet af de samme årsager som dem, der gengives i præmis 51 og 52 ovenfor.
54 I øvrigt er den måde, hvorpå det i præmis 51 identificerede kendetegn ved de funktioner, der er omfattet af de to dobbelte lønklasser, er blevet taget i betragtning, forholdsmæssig, for så vidt som den forskel på 4 år med hensyn til adgangskriteriet for ATP-pilotprogrammet, som forelå mellem de to kategorier af personalemedlemmer, tilnærmelsesvis svarer til den forskel i den mulige lønstigning, der fandtes mellem en enkelt lønklasse og en dobbelt lønklasse. Det fremgår således af de oplysninger, der er gengivet i præmis 4 ovenfor, at det matematiske forhold mellem anciennitetskravet på 8 år for de medlemmer af personalet, der var indplaceret i en enkelt lønklasse, og det antal trin, en sådan lønklasse omfattede, nemlig 99 trin, svarede til lidt mindre end 14 års anciennitet for de medlemmer af personalet, der var indplaceret i en dobbelt lønklasse, som omfattede 169 trin.
55 Endelig skal det, som det fremgår af den i præmis 42 ovenfor nævnte retspraksis, anføres, at ECB, således som den har gjort gældende, ikke – da den indførte et regelsæt med generel anvendelse på et område, hvor den råder over et bredt skøn og en høj grad af autonomi – anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at lægge almindeligt forekommende situationer til grund, idet den ikke var forpligtet til derudover at fastsætte en ordning med undtagelser for at tage hensyn til atypiske situationer, såsom sagsøgerens.
56 Med hensyn til det alternative adgangskriterium, som sagsøgeren har gjort gældende bør tages i betragtning, og som er baseret på den omstændighed, at den berørte person har nået loftet for en lønklasse for et vist antal år siden, uden at der sondres mellem typerne af lønklasser, må det konstateres, at dette ville have svaret til et andet valg fra ECB’s side inden for rammerne af dens personalepolitik.
57 Som det anføres i præmis 40 og 41 ovenfor, råder ECB for det første, når den fastsætter regler angående spørgsmål, der vedrører den ordning, der finder anvendelse i forhold til det personale, den har ansat, over en høj grad af selvstændighed på grund af institutionens funktionelle uafhængighed. For det andet råder institutionerne over et vidt skøn ved fastlæggelsen af tjenestens interesse, idet domstolskontrollen er begrænset til en efterprøvelse af, om der ved de foretagne valg er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
58 Inden for denne ramme skal der tages hensyn til den omstændighed, at det anciennitetskriterium, der blev anvendt ved ATP-pilotprogrammet, som det bl.a. fremgår af præmis 51-54 ovenfor, hvilede på et objektivt grundlag og hang sammen med ECB’s karrierestruktur, som var baseret på den stillingstype, der blev varetaget.
59 Derudover ville et kriterium, der byggede på, om den pågældende havde nået loftet for en lønklasse, således som ECB har fremhævet, medføre, at medlemmer af personalet, der var blevet ansat for nyligt, men på et meget højt niveau inden for en lønklasse, kunne få adgang til ATP.
60 Endvidere ville et sådant kriterium skabe en anden forskelsbehandling. Det fremgår således af de svar, ECB har givet på Rettens skriftlige spørgsmål, at kun 161 blandt de 987 medlemmer af personalet, som den 1. januar 2013 var indplaceret i en dobbelt lønklasse, ved deres ansættelse var blevet indplaceret på et trin svarende til et trin i den højere enkelte lønklasse. Dette kriterium ville derfor favorisere et mindretal af personalets medlemmer, nemlig dem blandt disse 161 personer, som ved deres ansættelse var blevet indplaceret på et trin, der var relativt nær ved loftet for deres dobbelte lønklasse. Omvendt ville sandsynligheden for, at medlemmer af personalet, som oprindeligt blev indplaceret i den lavere del af en dobbelt lønklasse, kunne få adgang til at deltage, være lav, eller endog ikkeeksisterende, hvis det antages, at en årlig progression på fire til fem trin kunne anses for normalt med henvisning til sagsøgerens progression i hans lønklasse (fra trin 136 til trin 169 på syv og et halvt år).
61 I øvrigt støtter de vanskeligheder nævnt i præmis 58 og 59 ovenfor, som nødvendiggjorde, at der blev fastsat yderligere bestemmelser for at undgå urimelige tilfælde eller undgå væsentlige forskelle i behandling, det af ECB anførte om, at den anfægtede foranstaltning opfyldte et formål om udfærdigelse af enkle og let anvendelige bestemmelser.
62 Det bemærkes ligeledes, at argumentet om, at de medlemmer af personalet, som havde nået loftet for den lønklasse, de var omfattet af, ikke længere havde nogen karrieremuligheder, således som sagsøgeren har fremført for at godtgøre egnetheden af det alternative kriterium, han foreslår, ikke tager hensyn til alle karrieremulighederne ved ECB. Det bemærkes således, at disse muligheder ikke alene følger af forfremmelserne i trin inden for en given lønklasse, men ligeledes af udviklingen til forskellige niveauer af varetagelse af visse typer af funktioner og i almindelighed af muligheden for intern forfremmelse til en højere lønklasse. Disse muligheder er således væsentlige for de medlemmer af personalet, som besidder en omfattende erhvervserfaring, hvilket nødvendigvis er tilfældet for dem, der befinder sig ved toppen af deres lønklasse. Derudover var et af formålene med ATP netop at fremme den interne forfremmelse ved en frigørelse af stillinger som følge af den tidlige fratrædelse af visse medlemmer af personalet, som besatte stillinger, der var indplaceret i de højere lønklasser, således at ATP i sig selv indebar et svar på de betænkeligheder, sagsøgeren har fremført.
63 Endelig er det ikke uden relevans for bedømmelsen af det omhandlede anciennitetskriteriums forholdsmæssighed, at dette var en integreret del af et pilotprogram, som skulle vurderes efterfølgende, således som det fremgår af anden betragtning til afgørelse ECB/2012/NP18 (jf. analogt dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 69).
64 Selv hvis det antages, at situationen for medlemmer af personalet, der var indplaceret i en dobbelt lønklasse, var sammenlignelig med situationen for dem, der var omfattet af en enkelt lønklasse, henset til genstanden for og formålet med ATP, kan der ikke gives medhold i, at det udgjorde et åbenbart urigtigt skøn, at anciennitetskriteriet blev anvendt ved ATP-pilotprogrammet, og dette kriterium forekommer således at være begrundet.
65 Det følger af ovenstående betragtninger i deres helhed, at personalereglernes artikel 2.3.1 hverken strider mod ligebehandlingsprincippet eller – for så vidt som disse spørgsmål kan gøres til genstand for en særskilt undersøgelse – tilsidesætter proportionalitetsprincippet eller er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet den fastsætter et adgangskriterium for ATP-pilotprogrammet svarende til tolv års anciennitet for de medlemmer af personalet, som er indplaceret i de dobbelte lønklasser, mens denne tærskel er fastsat til otte års anciennitet for dem, der er indplaceret i enkelte lønklasser.
66 Følgelig må det første anbringende forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om, at personalereglernes artikel 2.3.1 er ulovlig på grund af en tilsidesættelse af chartrets artikel 21 og af direktiv 2000/78 i form af forskelsbehandling på grund af alder
67 Ifølge sagsøgeren tilhører de personer, der befinder sig på samme niveau inden for lønklasserne, nogenlunde samme aldersgruppe. Sagsøgeren har således gjort gældende, at fordi de medlemmer af personalet, der er indplaceret i en dobbelt lønklasse skal vente fire år længere, før de kan udvælges til ATP-pilotprogrammet, end dem, der er indplaceret i en enkelt lønklasse, skal de førstnævnte være ældre end de sidstnævnte for at kunne drage fordel af dette program. Personalereglernes artikel 2.3.1 indeholder derfor en implicit aldersbetingelse. Denne betingelse kan analyseres som en forskelsbehandling, der direkte er baseret på alder, af de medlemmer af personalet, der er indplaceret i en dobbelt lønklasse, og denne forskelsbehandling er ikke objektivt begrundet, og det af de samme grunde som dem, der er redegjort for inden for rammerne af det første anbringende.
68 ECB har gjort gældende, at der hverken foreligger en sammenhæng mellem alder og indplacering i en enkelt lønklasse eller indplacering i en dobbelt lønklasse eller mellem alder og anciennitet i en lønklasse eller mellem alder og løntrin inden for en lønklasse. Der er således ikke tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling knyttet til alder.
69 Det bemærkes, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, der udgør et almindeligt EU-retligt princip, er blevet konkretiseret i direktiv 2000/78 på området for beskæftigelse og erhverv (dom af 19.1.2010, Kücükdeveci, C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 21), og at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af bl.a. alder er omfattet af chartrets artikel 21. I øvrigt udgør direktiv 2000/78 ikke blot en kilde til inspiration inden for rammerne af tvister vedrørende EU-institutionernes personale med henblik på at fastlægge de forpligtelser, der påhviler den regeludstedende kompetente myndighed for så vidt angår princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder (jf. i denne retning dom af 7.2.2019, RK mod Rådet, T-11/17, EU:T:2019:65, præmis 68-70 og den deri nævnte retspraksis), men det er endvidere for så vidt angår ECB bindende i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 9, litra c).
70 I den foreliggende sag må det konstateres, at adgangsbetingelserne for ATP-pilotprogrammet ikke indeholder nogen direkte henvisning til personalemedlemmernes alder.
71 I øvrigt indebærer den sondring, der foretages mellem medlemmerne af personalet, alt efter hvilken lønklasse de er omfattet af, ikke nogen implikationer med hensyn til deres alder.
72 Det skal i denne henseende fremhæves, at anciennitet inden for en hvilken som helst lønklasse alene er en funktion af det tidspunkt, hvor en person er blevet ansat i eller eventuelt forfremmet til en lønklasse.
73 For så vidt angår en situation svarende til sagsøgerens, og som ligger til grund for hans søgsmål, nemlig ansættelse i en dobbelt lønklasse, må det fastslås, at denne ansættelse er mulig på et hvilket som helst trin i karrieren, herunder i karrierens anden halvdel, således som sagsøgerens eksempel viser, men ligeledes tidligere og endog ved begyndelsen af karrieren.
74 Dette sidstnævnte tilfælde er i øvrigt det mest almindelige, da 82% af de 458 personer, der blev ansat af ECB i årene 2010-2012, som det fremgår af ECB’s oplysninger, blev indplaceret i den første del af en dobbelt lønklasse.
75 Det er følgeligt muligt at tiltræde en stilling ved ECB og hermed blive indplaceret på et løntrin i en lønklasse på mere eller mindre hvilket som helst tidspunkt i ens professionelle liv og derfor i mere eller mindre hvilken som helst alder, der svarer til denne livsperiode.
76 Det følger af det ovenstående, at det ikke kan udelukkes, at et medlem af personalet grundet sin ansættelse ved vedkommendes karrieres start kan have opnået 12 års anciennitet i en dobbelt lønklasse, før den pågældende når 40-årsalderen, således at den pågældende har adgang til ATP-pilotprogrammet, eller at et medlem af personalet, fordi vedkommende blev ansat eller forfremmet ved afslutningen af sin karriere, ikke har opnået 8 års anciennitet i en enkelt lønklasse ved 55-årsalderen, således at den pågældende ikke har adgang til dette program.
77 Ganske vist er det, når to personer ansættes på samme tidspunkt og med samme alder, men hvor den ene ansættes i en enkelt lønklasse og den anden i en dobbelt, muligt, at den ene vil have adgang til ATP-pilotprogrammet og den anden ikke. Denne situation er imidlertid ikke en følge af aldersdiskrimination, men en funktion af ansættelsestidspunktet og den type lønklasse, som de indplaceres i, hvilket afgøres af den type funktion, de skal varetage, dvs. parametre, der er uafhængige af alder, og hvoraf det andet er blevet anset for at være i overensstemmelse med formålene med og genstanden for ATP-pilotprogrammet i forbindelse med besvarelsen af det første anbringende.
78 I øvrigt har sagsøgeren, selv om han i stævningens punkt 80 afsluttede sin argumentation vedrørende eksistensen af en forskelsbehandling på grund af alder med at hævde, at ATP »foreskriver en direkte forskelsbehandling på grund af alder«, i stævningens punkt 72 påberåbt sig eksistensen af en indirekte forskelsbehandling på grund af alder, således at denne sidstnævnte mulighed bør undersøges.
79 I henhold til den definition, der er anført i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. I øvrigt fremgår det af dette direktivs artikel 10, stk. 1, at en anerkendelse af diskrimination skal bygge på oplysninger, på grundlag af hvilke man må formode, at der har fundet direkte eller indirekte forskelsbehandling sted.
80 I den foreliggende sag fremgår det af de oplysninger, der er angivet i den status, der blev udarbejdet efter afslutningen af ATP (bilag A.14), at gennemførelsen af denne foranstaltning havde ført til tidlig fratrædelse for 7 personer, der var yngre end 45 år, 15 personer i alderen 45-54 år og 23 personer, der var ældre end 54 år. Disse tal godtgør konkret, at anciennitetskriteriet ikke blandt personalets medlemmer har haft til virkning at favorisere en bestemt aldersgruppe.
81 Derudover bemærkes det, at selv hvis der i den foreliggende sag skulle eksistere en forbindelse mellem anciennitetskriteriet og alder, ville en eventuel forskellig behandling under alle omstændigheder forekomme begrundet af de samme grunde vedrørende tjenestens interesse som dem, der anføres i præmis 48 og 50-54 ovenfor i forbindelse med besvarelsen af det første anbringende, idet princippet om forbud mod forskelsbehandling, herunder grundet alder, som er fastsat i chartrets artikel 21, blot er et særligt udtryk for ligebehandlingsprincippet, som er fastslået i chartrets artikel 20 (jf. i denne retning dom af 7.2.2019, RK mod Rådet, T-11/17, EU:T:2019:65, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).
82 Som følge deraf må det fastslås, at personalereglernes artikel 2.3.1 ikke indeholdt en forskelsbehandling på grundlag af alder til skade for de medlemmer af personalet, som var indplaceret i en dobbelt lønklasse, for så vidt som bestemmelsen fastsatte et minimumskriterium for udvælgelse til ATP-pilotprogrammet, som svarede til tolv års anciennitet for de medlemmer af personalet, som var indplaceret i dobbelte lønklasser, mens dette minimumskriterium var på otte års anciennitet for dem, der var indplaceret i enkelte lønklasser.
83 Det andet anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og om en tilsidesættelse af omsorgspligten
84 Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB både anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte omsorgspligten, idet banken ikke foretog en tilstrækkeligt grundig undersøgelse af følgerne af den omtvistede anciennitetsbetingelse, selv om den medførte en fordrejning af selve princippet om karriereskift og en forskelsbehandling eller uretfærdighed i visse tilfælde, og idet den ikke fortolkede personalereglernes artikel 2.3.1 på en måde, der undgik disse følger. Dette kunne for så vidt angår sagsøgeren navnlig have været tilfældet ved en anvendelse af de nye regler, som ikke indeholder en sondring mellem enkelte og dobbelte lønklasser, inden for rammerne af de foranstaltninger, som blev truffet til gennemførelse af dom af 17. november 2017, Teeäär mod ECB (T-555/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:817).
85 ECB har bestridt, at dette anbringende er begrundet. ECB har navnlig gjort gældende, at omsorgspligten er begrænset til en overholdelse af normer, således at institutionen ikke kunne anvende undtagelser, der ikke var fastsat i personalereglernes artikel 2.3.1, eller tilsidesætte det tidsmæssige anvendelsesområde for denne bestemmelse og den bestemmelse, der erstattede den.
86 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af besvarelsen af det første anbringende, at der ikke kan gives medhold i det nærværende anbringende, for så vidt som det er baseret på den antagelse, at den omtvistede anciennitetsbetingelse medførte en fordrejning i forhold til selve princippet om karriereskift. Det skal derfor undersøges, om omsorgspligten pålagde ECB en forpligtelse til at modtage sagsøgerens anmodning om ATP med den begrundelse, at den betingelse for at komme i betragtning, som var fastsat i personalereglernes artikel 2.3.1, i hans tilfælde ville føre til et ufordelagtigt og upassende resultat.
87 Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå, at den omhandlede bestemmelse hverken fastsætter undtagelser eller muligheder for at fravige anciennitetsbetingelsen, således at det påhvilede ECB at anvende den.
88 Administrationens omsorgspligt i forhold til dens ansatte er således et udtryk for balancen mellem de gensidige rettigheder og forpligtelser i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte. Denne pligt indebærer bl.a., at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende situationen for et medlem af dets personale, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens interesse, men tillige til det berørte personalemedlems interesse. Beskyttelsen af personalets medlemmers rettigheder og interesser skal dog altid ske inden for rammerne af de gældende bestemmelser (jf. analogt dom af 5.12.2006, Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).
89 Det kan som følge deraf ikke foreholdes ECB, at den har anvendt personalereglernes artikel 2.3.1 i den udgave, der var i kraft på tidspunktet for sagsøgerens indgivelse af ansøgningen om deltagelse i ATP-pilotprogrammet.
90 Følgelig skal det tredje anbringende forkastes som ubegrundet.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af personalereglernes artikel 2.3.1
91 Sagsøgeren har gjort gældende, at begrebet »dobbelt lønklasse« ikke er klart defineret i den retlige ramme, der finder anvendelse på ECB’s personale, og han har fremhævet, at hans kontrakt ikke nævner, at den »lønklasse F/G« (F/G – Band), som han blev indplaceret i, var en »dobbelt lønklasse« (broadband). Henset til disse unøjagtigheder bør det fastslås, at sagsøgeren blev indplaceret i en enkelt lønklasse som omhandlet i personalereglernes artikel 2.3.1, og at han derfor ikke skulle godtgøre mere end otte års anciennitet, således at hans ansøgning om deltagelse i ATP-pilotprogrammet ikke burde være blevet afvist.
92 ECB har gjort gældende, at bilag 1, punkt 4, i ansættelsesvilkårene indeholder en definition af begrebet dobbelt lønklasse. ECB har ligeledes anført, at ansættelsesvilkårene udtrykkeligt udgør en del af sagsøgerens kontrakt, og at sidstnævnte kontraktmæssigt blev indplaceret i de på hinanden følgende lønklasser F og G. Det er derfor uden betydning, at sagsøgerens kontrakt nævnte »lønklasse F/G« uden at præcisere, at der var tale om en dobbelt lønklasse.
93 Det bemærkes, at begrebet dobbelt lønklasse faktisk er defineret i bilag 1, punkt 4, til ansættelsesvilkårene som »to på hinanden følgende lønklasser i forening«. Denne definition skal sammenholdes med den lønstruktur, som er anført i dette bilags punkt 1, som omfatter klasserne A, B, C, D, E, F, E/F, G, F/G, H, I, J, K og L, hvoraf det fremgår, at det kun er lønklasserne E/F og F/G, som udgør to på hinanden følgende lønklasser i forening.
94 Som ECB har anført, er ansættelsesvilkårene imidlertid en del af sagsøgerens ansættelseskontrakt, idet de var vedlagt ECB’s skrivelse af 9. februar 2004, som indeholdt betingelserne for sagsøgerens ansættelse, som en integrerende del af denne kontrakt.
95 Følgelig skal begrebet »F/G – Band«, som anvendes i denne skrivelse, fortolkes således, at det fastsætter indplaceringen af sagsøgeren i den dobbelte lønklasse F/G som produktionsekspert, uafhængigt af den omstændighed, at begrebet »dobbelt« (broad) ikke nævnes.
96 Det fremgår i øvrigt af det notat, som sagsøgeren vedhæftede til sin anmodning om deltagelse i ATP-pilotprogrammet, at han havde fortolket ECB’s skrivelse af 9. februar 2004, der indeholdt betingelserne for hans ansættelse, på denne måde.
97 Følgelig skal det fjerde anbringende, som sagsøgeren har fremført til støtte for sin annullationspåstand, ligeledes forkastes som ugrundet, og dermed skal annullationspåstanden i sin helhed forkastes som ugrundet.
Om erstatningspåstanden
98 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at ECB tilpligtes at betale et beløb svarende til den støtte, han ville have modtaget i tilfælde af, at hans ansøgning om deltagelse i ATP-pilotprogrammet var blevet imødekommet, hvilket han har opgjort til 101 447 EUR med tillæg af renter.
99 ECB har nedlagt påstand om, at der ikke gives medhold i erstatningspåstanden, fordi den annullationspåstand, som erstatningspåstanden er nært knyttet til, ifølge ECB ligeledes skal forkastes.
100 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade skal forkastes, når der som i den foreliggende sag er nær sammenhæng mellem denne påstand og den annullationspåstand, som er blevet forkastet som ugrundet (dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 69; jf. ligeledes i denne retning dom af 6.3.2001, Connolly mod Kommissionen, C-274/99 P, EU:C:2001:127, præmis 129, og af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 51).
101 Da påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse skal forkastes, skal påstanden om erstatning ligeledes forkastes som ugrundet, og dermed skal søgsmålet i sin helhed forkastes.
Sagsomkostninger
102 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med ECB’s påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Den Europæiske Centralbank (ECB) frifindes.
2) Raivo Teeäär betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. marts 2020.
Underskrifter