Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 27. november 2023 –
Groupama Asigurări

(Sag C-310/23)

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – besvarelse, der klart kan udledes af retspraksis – artikel 267 TEUF – fortolkning af Domstolens tidligere domme – retligt samarbejde på det civilretlige område – forordning (EF) nr. 864/2007 og (EF) nr. 593/2008 – ulykke forårsaget af et køretøj med en påhængsvogn – køretøj og påhængsvogn, der er forsikret af forskellige forsikringsgivere – ulykke, der har fundet sted i en anden medlemsstat end den, hvor forsikringsaftalerne er indgået – regressøgsmål mellem forsikringsgiverne – den lov, der finder anvendelse«

1.      Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – retsakter udstedt af institutionerne – fortolkning af præmisserne i en af Domstolens tidligere domme – omfattet

[Art. 267, stk. 1, litra b), TEUF]

(jf. præmis 18 og 19 samt konkl. 1)

2.      Retligt samarbejde i civile sager – lov, der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser – forordning nr. 593/2008 – lov, der finder anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt – forordning nr. 864/2007 – ulykke forårsaget af et køretøj med en påhængsvogn, hvor hver af køretøjerne er forsikret af forskellige forsikringsgivere – regressøgsmål mellem forsikringsgiverne – fordeling af erstatningspligten – mulighed for, at køretøjets forsikringsgiver kan udøve skadelidtes rettigheder over for påhængsvognens forsikringsgiver – lovgivning, der finder anvendelse

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 593/2008, art. 7, og nr. 864/2007, art. 4 ff.)

(jf. præmis 21 og 22 samt konkl. 2)

Konklusion

1) Artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF skal fortolkes således, at en national retsinstans, der er i tvivl om fortolkningen af præmisserne i en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, som blev afsagt på foranledning af en præjudiciel anmodning fra en anden national ret, kan forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål angående fortolkningen af disse præmisser.

2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 (Rom I-forordningen) og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)

skal fortolkes således, at

inden for rammerne af et regressøgsmål, der er anlagt af forsikringsgiver for et køretøj med en påhængsvogn, som for dette køretøj har udbetalt erstatning til den skadelidte i en ulykke forårsaget af føreren heraf, mod forsikringsgiveren for den påhængsvogn, der på tidspunktet for denne ulykke var tilkoblet det pågældende køretøj, skal det indledningsvis fastlægges, om og i hvilket omfang den erstatning og de renter, som skal udbetales til skadelidte, skal fordeles, i givet fald i lige dele, mellem på den ene side føreren eller ejeren af det pågældende køretøj og på den anden side ejeren af den påhængsvogn, som var tilkoblet køretøjet, og følgelig mellem de respektive forsikringsgivere for køretøjet og påhængsvognen i overensstemmelse med den lov, der i henhold til artikel 4 ff. i forordning nr. 864/2007 finder anvendelse. Dernæst skal det afgøres, om den forsikringsgiver, der har ydet den skadelidte erstatning i overensstemmelse med den lov, som i henhold til artikel 7 i forordning nr. 593/2008 finder anvendelse på den omhandlede forsikringsaftale, ved subrogation over for nævnte påhængsvogns forsikringsgiver kan gøre den skadelidtes rettigheder, der er anerkendt i den lov, der i henhold til artikel 4 ff. i forordning nr. 864/2007 finder anvendelse, gældende.