Language of document :

Sag anlagt den 24. januar 2024 – ePURE og Pannonia Bio mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-45/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: ePURE, de Europese Producenten Unie van Hernieuwbare Ethanol (Etterbeek, Belgien) og Pannonia Bio Zrt. (Budapest, Ungarn) (ved advokaterne M.-S. Dibling og G. Michaux)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Artikel 3, stk. 8, litra c), artikel 4, stk. 1, 4 og 5, i samt bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2405 af 18. oktober 2023 om sikring af lige konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport 1 annulleres i det omfang, at bestemmelserne og bilaget udelukker biobrændstoffer, der er produceret af fødevare- og foderafgrøder og mellemafgrøder, fra definitionen på og/eller minimumsandele af bæredygtige flybrændstoffer og fastsætter en minimumsandel for syntetiske flybrændstoffer.

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale deres sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat syv anbringender.

Første anbringende om, at de sagsøgte har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at modsige tilgængelige videnskabelige og tekniske data i forbindelse med forberedelsen af deres politik, hvorved de har tilsidesat artikel 191 TEUF, og ved ikke at give en tilstrækkelig begrundelse, hvorved de endvidere har tilsidesat artikel 296 TEUF, for udelukkelsen af afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, mens de bevilgede handelspræferencer til syntetiske flybrændstoffer (SyAF).

Andet anbringende om, at de sagsøgte har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved reelt at nedlægge forbud mod brugen af afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, dvs. påviseligt bæredygtige råprodukter, til flybrændstof.

Tredje anbringende om, at de sagsøgte har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved (i) at behandle på den ene side afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, og på den anden side fossile brændstoffer og palmeoliebaserede biobrændstoffer ens, ved (ii) at behandle afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, forskelligt i luftfartssektoren og i vej- og jernbanetransportsektoren, ved (iii) at behandle biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, som er omfattet af bilag IX B til direktivet om vedvarende energi, anderledes end afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, og ved (iv) at udelukke afgrødebaserede biobrændstoffer, som overholder direktivet om vedvarende energi, fra definitionen af SAF (bæredygtige flybrændstoffer), mens SyAF (syntetiske flybrændstoffer) tildeles en obligatorisk andel af SAF.

Fjerde anbringende om, at de sagsøgte har tilsidesat princippet om teknologineutralitet ved, som hovedargumentet for anbefalingen af en type brændstof (nemlig SyAF), at fremhæve dets evne til at opnå op til 100% reduktion af drivhusgasser, mens afgrødebaserede biobrændstoffer (og andre SAF), som overholder direktivet om vedvarende energi, og som kan overstige 100% reduktion af drivhusgasser, er blevet nægtet samme gunstige behandling og endda kategorisk udelukket fra selve definitionen af SAF.

Femte andragende om, at de sagsøgte har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning, eftersom de anfægtede bestemmelser uden en behørig begrundelse afviger væsentligt fra den måde, som afgrødebaserede biobrændstoffer behandles i direktivet om vedvarende energi, hvilket fører til, at de berørte operatører oplever manglende retssikkerhed og manglende opfyldelse af deres berettigede forventninger.

Sjette anbringende om, at de sagsøgte har misbrugt deres beføjelser ved at træffe en foranstaltning, som de ikke har haft beføjelser til at træffe.

Syvende anbringende om, at de sagsøgte har tilsidesat sagsøgernes ret til god forvaltning i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

____________

1     EUT L, 2023/2405, 31.10.2023.