Language of document :

Sag anlagt den 17. marts 2023 – VI mod Kommissionen

(Sag T-147/23)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: VI (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen af 20. maj 2022, hvorved sagsøgeren blev meddelt, at hun havde opnået 53 point ved bedømmelsen gennem Talent Screener i udvælgelsesprøve EPSO/AST/150/21 for laboratorieteknikere, hvor der mindst skulle opnås 57 point for at gå videre til næste fase, annulleres.

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 8. december 2022, ARES (2022) s.9324205, hvorved der blev givet afslag på klagen i henhold til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, indgivet den 14. juni 2022 og registreret under ref. nr. R/30/22, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af kvalifikationsbeviserne og varigheden af sagsøgerens erhvervserfaring, som udvælgelseskomitéen vilkårligt nedsatte, og tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve, som ikke tillod omfordeling af varigheden af erhvervserfaringen inden for de forskellige kriterier i Talent Screener.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, stk. 1, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke havde beføjelse til at fastsætte vægtningsfaktorerne.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og 29 og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke efterprøvede rigtigheden af de kvalifikationsbeviser og den erhvervserfaring, som sagsøgeren havde angivet i Talent Screener, før den opstillede listen over ansøgere, der gik videre til næste fase i assessmentcentret.

____________