RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

18. november 2015 (*)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket PORT CHARLOTTE – de ældre oprindelsesbetegnelser »porto« og »port« – ugyldighedsgrunde – artikel 52, stk. 1, litra a), artikel 53, stk. 1, litra c), og artikel 53, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 207/2009 – artikel 7, stk. 1, litra c) og g), og stk. 2, i forordning nr. 207/2009 – artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – artikel 118m, stk. 2, i forordning (EF) nr. 491/2009«

I sag T-659/14,

Instituto dos Vinhos do Douro e do Porto, IP, Peso de Régua (Portugal), ved advokat P. Sousa e Silva,

sagsøger,

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved Ó. Mondéjar Ortuño, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og intervenient ved Retten:

Bruichladdich Distillery Co. Ltd, Argyll (Det Forenede Kongerige), ved advokat S. Harvard Duclos,

angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 8. juli 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 946/2013-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Instituto dos Vinhos do Douro e do Porto, IP, og Bruichladdich Distillery Co. Ltd,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne I. Labucka og V. Kreuschitz (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. september 2014,

under henvisning til svarskriftet fra Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 2014,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 2014,

og under henvisning til, at ingen af parterne har fremsat nogen anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det var forkyndt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, og Retten derfor på grundlag af den refererende dommers rapport og i henhold til artikel 135a i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 27. oktober 2006 indgav intervenienten, Bruichladdich Distillery Co. Ltd, en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)).

2        Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var ordtegnet PORT CHARLOTTE (herefter »det omtvistede varemærke«).

3        De varer, som registreringsansøgningen vedrørte, henhører under klasse 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »alkoholholdige drikke«.

4        Den 18. oktober 2007 blev det omtvistede varemærke registreret under nr. 5421474 og offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 60/2007 af 29. oktober 2007.

5        Den 7. april 2011 indgav sagsøgeren, Instituto dos Vinhos do Douro e do Porto, IP, til Harmoniseringskontoret en ugyldighedsbegæring vedrørende det omtvistede varemærke i medfør af artikel 53, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, af artikel 53, stk. 2, litra d), og af artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c) og g), i forordning nr. 207/2009, for så vidt som det nævnte varemærke omfattede de varer, der er omhandlet i præmis 3 ovenfor.

6        Som svar på ugyldighedsbegæringen begrænsede intervenienten listen over de varer, for hvilke det omtvistede varemærke var registreret, til de varer, der svarer til følgende beskrivelse: »whisky«.

7        Til støtte for ugyldighedsbegæringen påberåbte sagsøgeren sig oprindelsesbetegnelserne »porto« og »port«, som dels er beskyttet i alle medlemsstater, ved flere bestemmelser i portugisisk lovgivning og ved artikel 118m, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 491/2009 af 25. maj 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (»fusionsmarkedsordningen«) (EUT L 154, s. 1), dels er registreret og beskyttet i henhold til Lissabonakten af 31. oktober 1958 om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og deres internationale registrering, som revideret og ændret (herefter »Lissabonakten«), i Frankrig, i Italien, på Cypern, i Ungarn, i Portugal og i Slovakiet.

8        Ved afgørelse af 30. april 2013 afslog annullationsafdelingen ugyldighedsbegæringen.

9        Den 22. maj 2013 indbragte sagsøgeren en klage for Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 til prøvelse af annullationsafdelingens afgørelse.

10      Ved afgørelse af 8. juli 2014 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret klagen.

11      Appelkammeret forkastede for det første anbringendet om en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4, i det væsentlige med den begrundelse, at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne for vin udelukkende var reguleret ved forordning nr. 491/2009 og følgelig henhørte under Den Europæiske Unions enekompetence. Selv om det var rigtigt, at beskyttelsen i henhold til nævnte forordning var fastlagt ved national lovgivning, var beskyttelsen af geografiske betegnelser begrænset til dem, der er opregnet i »Fortegnelse over kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder« (herefter »fortegnelsen over kvbd«), offentliggjort i henhold til artikel 54, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 179, s. 1). I øvrigt beskyttede artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009 kun ordene »porto« og »port« som geografiske betegnelser, fordi de svarede til ordet »oporto« (den anfægtede afgørelses punkt 14-18).

12      Disse geografiske betegnelser er desuden udelukkende beskyttet for vin og følgelig for varer, der hverken er identiske med eller ligner en vare benævnt »whisky«, dvs. en spiritus med et andet udseende og et andet alkoholindhold, som ikke kan være i overensstemmelse med produktspecifikationen for en vin som omhandlet i artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009. For så vidt som sagsøgeren havde påberåbt sig de nævnte oprindelsesbetegnelsers omdømme, jf. samme forordnings artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), fandt appelkammeret, at det omtvistede varemærke hverken »anvend[te]« eller »antyde[de]« de geografiske betegnelser »porto« eller »port«, således at det ikke var nødvendigt at undersøge, om de havde et omdømme. Der fandtes kun én by med navnet Porto – Oporto på portugisisk – til forskel fra et stort antal byer med navne, hvori indgik bestanddelene »porto« eller »port«, såsom Porto Allegre eller Port Louis. Det var heller ikke muligt at skabe en forbindelse mellem på den ene side tegnet PORT CHARLOTTE, hvis to bestanddele betegner en havn med navnet på en person kaldet Charlotte, et geografisk sted eller en by ved kysten, og på den anden side de geografiske betegnelser »porto« eller »port«. Den portugisiske forbruger vidste, at »det geografiske ord faktisk er »Oporto« eller »Porto«, og at »Port« blot er dets korte form, som bruges på etiketterne på vinflasker til at betegne den vintype, der er beskyttet ved denne geografiske betegnelse« (den anfægtede afgørelses punkt 19-26).

13      Appelkammeret forkastede i denne henseende sagsøgerens argument, hvorefter beskyttelsen i henhold til artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009 skulle udstrækkes til ethvert tegn »indeholdende« ordet »port«. Der forelå heller ikke en »antydning« af en portvin som omhandlet i samme forordnings artikel 118m, stk. 2, litra b), idet whisky er et andet produkt, og der ikke er nogen bestanddel i det omtvistede varemærke, der indeholder en potentielt vildledende eller fordrejet angivelse. Appelkammeret fandt derfor, uden at det var nødvendigt at vurdere, om det omtvistede varemærke havde et omdømme eller ej, at klagen ikke kunne tages til følge på grundlag af de EU-retlige bestemmelser, der beskytter de geografiske betegnelser for vin (den anfægtede afgørelses punkt 27-29).

14      Appelkammeret forkastede for det andet anbringendet om en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 2, litra d), i forordning nr. 207/2009, som var støttet på de hævdede oprindelsesbetegnelser »porto« og »port« registreret hos Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) den 18. marts 1983 under nr. 682, i overensstemmelse med Lissabonakten. Denne registrering beskyttede kun ordet »porto«, som ikke indgår i det omtvistede varemærke, og dette er ikke tilfældet i Portugal (den anfægtede afgørelses punkt 31-33).

15      For det tredje forkastede appelkammeret anbringenderne om en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c) og g). For det første henviste det omtvistede varemærke ikke parallelt til et – eksisterende eller ikke-eksisterende – sted benævnt Port Charlotte og »til byen Oporto (Porto)«. Sagsøgeren havde først påberåbt sig den absolutte registreringshindring i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), »på tidspunktet for indgivelsen af klagen« og havde undladt at underbygge hævdelsen, hvorefter den relevante gennemsnitsforbruger kendte et sted eller en by med navnet Port Charlotte. Sagsøgeren havde således aldrig påberåbt sig en tilsidesættelse af denne bestemmelse »under ugyldighedssagen« og havde ikke ret til at påberåbe sig denne registreringshindring under klagesagen (den anfægtede afgørelses punkt 35-38). For det andet kunne det omtvistede varemærke ikke vildlede offentligheden med hensyn til den geografiske oprindelse for det produkt, som det dækker, som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra g). Ordet »port« betegner ikke en geografisk region, og det omtvistede varemærke forbindes ikke med den region, hvor sagsøgerens produkter fremstilles. En vildledning var så meget desto mindre mulig, som forbrugeren let vil indse, at whisky er et produkt, der har andre kendetegn end kendetegnene ved de nævnte produkter (den anfægtede afgørelses punkt 34).

 Parternes påstande

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Den anfægtede afgørelse omgøres, idet det omtvistede varemærke erklæres ugyldigt.

–        Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod ved sagens behandling for det og for appelkammeret.

17      Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Sammenfatning af annullationsanbringenderne

18      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort et faktisk og fem retlige anbringender gældende.

19      Med det første anbringende har sagsøgeren bestridt det i den anfægtede afgørelse anførte, hvorefter det portugisiske navn på byen Porto er Oporto og ikke Porto.

20      Med det andet anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det har underkendt det forhold, at ordene »porto« og »port« var beskyttet ved portugisisk lovgivning som oprindelsesbetegnelser og udgjorde geografiske betegnelser som omhandlet i navnlig artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009.

21      Med det tredje anbringende har sagsøgeren kritiseret appelkammeret for fejlagtigt at have fundet, at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne for vin udelukkende var reguleret ved forordning nr. 491/2009 og ikke også ved den nationale lovgivning.

22      Med det fjerde anbringende har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4, eftersom oprindelsesbetegnelserne »porto« og »port« både i henhold til portugisisk lovgivning og i henhold til EU-retten giver deres indehaver retten til at forbyde brugen af et yngre varemærke.

23      Med det femte anbringende har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra g).

24      Med det sjette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c).

25      Retten finder det nødvendigt at bedømme det første, det andet og det tredje anbringende, som overlapper hinanden, samlet.

 Det første, det andet og det tredje anbringende, som omhandler en faktisk fejl vedrørende navnet Oporto, der skyldes, at ordene »porto« og »port« er beskyttede som geografiske betegnelser per se og ikke som »tilsvarende ord«, og at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser for vin er reguleret ikke blot ved forordning nr. 491/2009, men også ved den nationale lovgivning

 Gengivelse af parternes argumenter

26      Sagsøgeren har i forbindelse med det første anbringende om en faktisk fejl med støtte i flere beviser anfægtet den anfægtede afgørelses punkt 18, 23 og 26, for så vidt som det deri i det væsentlige anføres, at navnet på den by, der har givet navn til oprindelsesbetegnelsen »porto«, er Oporto. Sidstnævnte navn bruges udelukkende af engelsktalende og spansktalende personer for at betegne byen Porto, som det er velkendt er dens navn på portugisisk. Denne faktiske fejl har gjort, at appelkammeret er nået frem til de fejlagtige konklusioner, der er blevet anfægtet inden for rammerne af de følgende retlige anbringender, og den skal omgøres af Retten.

27      Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den faktiske fejl, som appelkammeret har begået, ligger til grund for appelkammerets fejlagtige betragtning, hvorefter ordene »porto« og »port« kun er beskyttet som geografiske betegnelser, fordi de svarer til ordet »oporto« (jf. den anfægtede afgørelses punkt 14, 17 og 18). Artikel 1, stk. 2, i Decreto-Lei n° 166/86, de 26 de Junho de 1986 (portugisisk lovdekret nr. 166/86 af 26.6.1986) bestemmer imidlertid bl.a., at »betegnelserne »Vinho do Porto«, »Vin de Porto«, »Port Wine«, »Porto«, »Port« (eller tilsvarende betegnelser på andre sprog) […] bekræftes som oprindelsesbetegnelser, der udelukkende kan anvendes i forbindelse med vinprodukter til den hedvin, som traditionen har tillagt dette navn, der produceres i den begrænsede region »Douro« […]«. Under alle omstændigheder blev fortegnelsen over kvbd den 1. august 2009, dvs. før ugyldighedssagen blev indledt for Harmoniseringskontoret, erstattet af det elektroniske register, der er omhandlet i artikel 118n i forordning nr. 491/2009, benævnt E-Bacchus (herefter »E-Bacchus-databasen«). Den relevante registrering i E-Bacchus-databasen vedrørende den geografiske betegnelse »porto« nævner de tilsvarende udtryk og ord »oporto«, »vinho do porto«, »vin de porto«, »port«, »port wine«, »portwein«, »portvin« og »portwijn« og henviser til den relevante portugisiske lovgivning, herunder lovdekret nr. 166/86, der er blevet erstattet af Decreto-Lei n° 173/2009, de 3 de Agosto de 2009 (portugisisk lovdekret nr. 173/2009 af 3.8.2009). Sagsøgeren har præciseret, at den fællesskabsbeskyttelse af vinbetegnelser, der er blevet indført ved forordning nr. 1493/1999, hviler på betegnelser, som er blevet fastlagt ved national lovgivning under overholdelse af den nævnte forordnings relevante bestemmelser, således at selv en fejlagtig offentliggørelse af en oprindelsesbetegnelse, som er beskyttet i fortegnelsen over kvbd, ikke er skadegørende. Således er ordene »porto« og »port« ikke alene beskyttet som »tilsvarende«, men nyder derimod en beskyttelse som oprindelsesbetegnelse i henhold til den anvendelige portugisiske lovgivning og udgør følgelig geografiske betegnelser som omhandlet i navnlig artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009.

28      I forbindelse med det tredje anbringende har sagsøgeren anfægtet den anfægtede afgørelses punkt 14 og 15, hvor det i det væsentlige er anført, at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne for vin udelukkende er reguleret ved forordning nr. 491/2009 og henhører under Den Europæiske Unions enekompetence. Med denne tilgang har appelkammeret ulovligt set bort fra den gældende portugisiske lovgivning og retspraksis og tilsidesat sin begrundelsespligt. På trods af den retspraksis, der anerkender, at formålet med Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93, s. 12) er at fastsætte en ensartet og udtømmende ordning for sådanne betegnelser, gælder den nævnte forordning hverken for produkter, der henhører under vinsektoren, eller for spiritus (den nævnte forordnings artikel 1, stk. 1, andet afsnit). Den ensartede og udtømmende beskyttelsesordning i henhold til forordning nr. 510/2006 er nemlig ikke til hinder for, at der anvendes en beskyttelsesordning for geografiske betegnelser, som befinder sig uden for dens anvendelsesområde, hvilket bekræftes af et forberedende arbejdsdokument fra Europa-Kommissionen til grønbogen om landbrugsprodukters kvalitet fra oktober 2008 og af »[Harmoniseringskontorets] retningslinjer for indsigelsessager – rettigheder i henhold til artikel 8, stk. 4«. Sagsøgeren har deraf konkluderet, at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser for vin er reguleret ikke alene ved forordning nr. 491/2009, men også ved den nationale lovgivning, og at Retten skal tage hensyn til de relevante bestemmelser i portugisisk lovgivning, for at fastslå, om oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port« giver dens indehaver ret til at forbyde anvendelsen et yngre varemærke.

29      Ifølge Harmoniseringskontoret og intervenienten er det forhold, at appelkammeret fejlagtigt anførte, at det portugisiske navn på den omhandlede by var Oporto og ikke Porto, eller fejlagtigt henviste til fortegnelsen over kvbd, der opregner »oporto« som beskyttet geografisk betegnelse, og ikke E-Bacchus-databasen, der opregner »porto«« som beskyttet geografisk betegnelse, uden betydning for lovligheden af den anfægtede afgørelse. Appelkammeret støttede sig nemlig ikke udelukkende på den geografiske betegnelse »porto« eller »oporto«, men tog også det tilsvarende ord »port« i betragtning (jf. den anfægtede afgørelses punkt 22), og dets konklusioner ville ikke være blevet grundlæggende anderledes, hvis det udtrykkeligt havde anført, at ordet »port« som sådan udgjorde en beskyttet geografisk betegnelse og ikke et tilsvarende ord.

30      Hvad angår det andet og det tredje anbringende har Harmoniseringskontoret, støttet af intervenienten, anført, at forordning nr. 491/2009, som finder anvendelse på den foreliggende sag, udgør den eneste relevante lovgivning, der definerer den beskyttelse, der gives oprindelsesbetegnelsen »porto«. Beskyttelsesordningen for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for vin svarer til den, der er fastsat ved forordning nr. 510/2006. Retspraksis har imidlertid anerkendt, at sidstnævnte beskyttelsesordning har en »udtømmende karakter«, hvilket med de fornødne ændringer kan overføres på den beskyttelsesordning for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for vin, der er fastsat ved forordning nr. 491/2009. I det foreliggende tilfælde er omfanget af beskyttelsen af oprindelsesbetegnelsen »porto«, hvis eksistens ganske vist er anerkendt ved portugisisk ret, således udelukkende reguleret ved forordning nr. 491/2009.

 Om den hævdede underkendelse af den portugisiske oprindelsesbetegnelse »porto« eller »port«

31      Som Harmoniseringskontoret og intervenienten har anerkendt, skal det indledningsvis fastslås, at det er åbenbart, at appelkammeret tog fejl, dels da det fastslog, at ordet »oporto« er den portugisiske betegnelse for havnebyen Porto, som ligger i Nordportugal, dels da det henviste til indførelsen af det nævnte ord som beskyttet geografisk betegnelse i fortegnelsen over kvbd (jf. den anfægtede afgørelses punkt 17 og 18) og ikke til den tilsvarende registrering omfattende »Porto«, der er registreret i E-Bacchus-databasen. Det er nemlig ubestridt, at den portugisiske betegnelse for den nævnte by er Porto, og at den nævnte database indeholdende denne registrering allerede før indgivelsen af ugyldighedsbegæringen havde erstattet fortegnelsen over kvbd.

32      I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, følger det imidlertid ikke af disse fejl, at appelkammeret har tilsidesat de relevante regler, der finder anvendelse på området for beskyttelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser (jf. præmis 34-42 nedenfor). Uden at dette berører bedømmelsen af det andet til det sjette anbringende, er den nævnte fejl således ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde annullationen af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 51 nedenfor).

33      Inden for rammerne af det andet og det tredje anbringende har sagsøgeren desuden i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret afstod fra – i sin bedømmelse af betingelserne for anvendelsen, der er omhandlet i artikel 53, stk. 1, litra c), og i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 – at anvende de relevante regler i portugisisk lovgivning, som gennemført af de portugisiske retter og myndigheder, i det væsentlige med den begrundelse, at omfanget af den beskyttelse, der er tillagt oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port«, kun er fastlagt ved bestemmelserne i forordning nr. 491/2009.

34      I denne sammenhæng skal det bemærkes, at der ikke er strid mellem parterne om, at ordene »porto« eller »port« nyder en beskyttelse som oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, henset til både portugisisk lovgivning og forordning nr. 491/2009, hvilket appelkammeret i det væsentlige har anerkendt i den anfægtede afgørelses punkt 17 og 18, selv om det fejlagtigt henviste til ordet »oporto« og til fortegnelsen over kvbd. Appelkammerets bedømmelse begrænsede sig desuden ikke til dette sidstnævnte ord, men omhandlede samtidig ordene »porto« og »port« (jf. bl.a. den anfægtede afgørelses punkt 22, 24, 26-28, 31, 32 og 34).

35      Det skal desuden bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 14 i det væsentlige – ganske vist upræcist – anførte, at selv om »beskyttelsen« i henhold til forordning nr. 491/2009 var fastlagt ved national lovgivning, henhørte »beskyttelsen« af de omhandlede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser udelukkende under den nævnte forordning og følgelig under Den Europæiske Unions enekompetence. I det foreliggende tilfælde førte denne konstatering appelkammeret til at begrænse sin kontrol til anvendelsen af de relevante EU-retlige regler og til ikke at tage hensyn til bestemmelserne i portugisisk ret, som fortolket i de afgørelser fra portugisiske retter og myndigheder, som sagsøgeren havde påberåbt sig og fremlagt ved sagens behandling for de to instanser ved Harmoniseringskontoret.

36      For at bedømme lovligheden af disse betragtninger finder Retten det hensigtsmæssigt i første omgang at undersøge det nøjagtige omfang af den beskyttelse, der er givet oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i henhold til forordning nr. 491/2009, hvilket i det væsentlige svarer til genstanden for det andet anbringende. I anden omgang skal der foretages en bedømmelse af, hvorvidt denne beskyttelse er udtømmende, eller om appelkammeret uden for den nævnte forordnings anvendelsesområde ikke desto mindre var forpligtet til – i henhold til artikel 53, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, og i henhold til artikel 53, stk. 2, litra d), i forordning nr. 207/2009 – at anvende de relevante regler i portugisisk lovgivning, hvilket i det væsentlige er i tråd med genstanden for det tredje anbringende.

 Om omfanget af den beskyttelse, der gives ved forordning nr. 491/2009 som sådan

37      Hvad angår omfanget af den beskyttelse, der gives ved forordning nr. 491/2009 som sådan, følger det klart af samme forordnings artikel 118s, stk. 1, at de beskyttede vinbetegnelser i overensstemmelse med navnlig artikel 51 og 54 i forordning nr. 1493/1999 »beskyttes automatisk i henhold til den[…] [nævnte] forordning«, og at »Kommissionen opfører dem i det i […] forordning [nr. 491/2009’s] artikel 118n omhandlede register«, dvs. i E-Bacchus-databasen. Som dette er blevet anerkendt ved fast retspraksis, følger det af denne automatiske beskyttelse af vinbetegnelser, der allerede er beskyttet i henhold til forordning nr. 1493/1999, at registreringen i E-Bacchus-databasen ikke er obligatorisk, for at de nævnte vinbetegnelser er beskyttet i Unionen, idet denne registrering blot er en følge af den automatiske overførsel af en allerede eksisterende beskyttelse fra en lovgivningsordning til en anden og ikke en betingelse for denne beskyttelse (jf. i denne retning dom af 8.11.2012, Ungarn mod Kommissionen, T-194/10, EU:T:2012:587, præmis 21, stadfæstet ved dom af 13.2.2014, Ungarn mod Kommissionen, C-31/13 P, Sml., EU:C:2014:70, præmis 58). Som Harmoniseringskontoret har gjort gældende, gik appelkammeret imidlertid i det foreliggende tilfælde korrekt ud fra det princip, at denne beskyttelse »automatisk« – selv om den hvilede direkte på den relevante nationale lovgivning – ikke nødvendigvis indebar, at Harmoniseringskontoret i medfør af forordning nr. 491/2009 var forpligtet til at overholde bestemmelserne i den nævnte lovgivning eller de betingelser for beskyttelse, der var fastsat ved denne. Formuleringerne »beskyttede oprindelsesbetegnelser« og »beskyttede geografiske betegnelser«, der fremgår af artikel 118m, stk. 1 og 2, i forordning nr. 491/2009, udgør nemlig blot en gentagelse af de formuleringer, der er anvendt i samme forordnings artikel 118n, der begrænser sig til at henvise til de oprindelsesbetegnelser og de geografiske betegnelser, der er opregnet i E-Bacchus-databasen, herunder dem, der hidrører fra national lovgivning, uden dog at fastsætte, at de betingelser for beskyttelse, der er blevet indført ved de relevante regler i den nævnte lovgivning, skal anvendes.

38      I overensstemmelse med ånden og ordningen i den enkelte lovgivningsmæssige ramme for den fælles landbrugspolitik (første betragtning til forordning nr. 491/2009, jf. ligeledes i denne retning og analogt med forordning nr. 510/2006 dom af 8.9.2009, Budĕjovický Budvar, C-478/07, Sml., EU:C:2009:521, præmis 107 ff.) er de præcise betingelser og omfanget af denne beskyttelse for så vidt angår anvendelsesområdet for forordning nr. 491/2009 blevet fastsat udelukkende i samme forordnings artikel 118m, stk. 1 og 2.

39      Denne artikel bestemmer navnlig følgende:

»1.      Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser kan anvendes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører en vin, som er fremstillet i overensstemmelse med den dertil svarende produktspecifikation.

2.      Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser og de vine, der anvender de pågældende navne i overensstemmelse med produktspecifikationen, er beskyttet mod:

a)      enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse af en beskyttet betegnelse:

i)      for lignende produkter, som ikke er i overensstemmelse med den beskyttede betegnelses varespecifikation, eller

ii)      for så vidt en sådan anvendelse udnytter en oprindelsesbetegnelses eller en geografisk betegnelses omdømme

b)      enhver uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning, selv om produktets eller tjenesteydelsens virkelige oprindelse er angivet, eller den beskyttede betegnelse er oversat eller er ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning«, »smag«, »som« eller tilsvarende

[…]

d)      enhver anden form for praksis, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige oprindelse.«

40      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at oprindelsesbetegnelserne »porto« eller »port« nyder beskyttelse på grundlag af Decreto-Lei n° 173/2009 og Decreto-Lei n° 212/2004, de 23 de Agosto de 2004 (portugisisk lovdekret nr. 212/2004 af 23.8.2004) og af den portugisiske lov om intellektuel ejendomsret, hvilket har givet anledning til at de er blevet indført først i fortegnelsen over kvbd og derefter registreret i E-Bacchus-databasen (jf. artikel 118s, stk. 1, sidste punktum, sammenholdt med artikel 118n i forordning nr. 491/2009). I henhold til artikel 54, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1493/1999 omfattede kvbd nemlig »kvalitetshedvin fra bestemte dyrkningsområder (khvbd), der [var] i overensstemmelse med definitionen«, med hensyn til hvilke medlemsstaterne i medfør af samme forordnings artikel 54, stk. 4, var forpligtede til at sende Kommissionen listen over dem, der var anerkendt, med nærmere oplysninger for hver af dem om de nationale bestemmelser, der gjaldt for produktion og fremstilling af dem. Med henblik på anvendelsen af artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009 påhvilede det således Harmoniseringskontoret at tage hensyn til det forhold, at disse oprindelsesbetegnelser var beskyttede i medfør af national lovgivning, hvilket appelkammeret har gjort i det foreliggende tilfælde (jf. den anfægtede afgørelses punkt 17 og 18). Der kan i øvrigt ikke rejses tvivl om denne bedømmelse ved den argumentation om den sameksistens af beskyttelsesordninger på nationalt plan og EU-plan, som sagsøgeren navnlig har udledt af visse forberedende dokumenter fra Kommissionen (jf. præmis 28 ovenfor), idet disse dokumenter hverken vedrører omfanget af eller de præcise betingelser for den nævnte beskyttelse.

41      Det skal deraf for så vidt angår anvendelsesområdet for forordning nr. 491/2009 konkluderes, at artikel 118m, stk. 1 og 2, ensartet og udtømmende regulerer både tilladelsen og grænserne og forbuddet mod kommerciel anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er beskyttede ved EU-retten, således at appelkammeret i denne præcise sammenhæng ikke havde anledning til at anvende de betingelser for beskyttelse, der særligt er opstillet i de relevante regler i portugisisk lovgivning, som lå til grund for registreringen af oprindelsesbetegnelserne »porto« eller »port« i E-Bacchus-databasen.

42      For så vidt som sagsøgeren inden for rammerne af det andet anbringende har kritiseret appelkammeret for at have underkendt det forhold, at ordene »porto« og »port« udgør oprindelsesbetegnelser, der er beskyttet ved portugisisk ret, som omhandlet i artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009, kan det nævnte anbringende således ikke tiltrædes.

43      Denne konklusion berører imidlertid ikke spørgsmålet – der navnlig er blevet rejst i forbindelse med det tredje anbringende – om beskyttelsen i henhold til artikel 118m, stk. 1 og 2, i forordning nr. 419/2009 kan kompletteres med en anden beskyttelsesordning i EU-retten, der for sit vedkommende omfatter den beskyttelsesordning, der hviler på regler i national lovgivning.

 Om omfanget af den beskyttelse, der gives ved artikel 53, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, og ved artikel 53, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

44      Hvad angår den hævdede udtømmende karakter af den beskyttelse, der er givet i medfør af artikel 118m, stk. 1 og 2, i forordning nr. 491/2009, som appelkammeret har anerkendt, og som Harmoniseringskontoret har gjort gældende, skal det bemærkes, at det hverken følger af bestemmelserne i forordning nr. 491/2009 eller af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009, at beskyttelsen i henhold til den første forordning skal forstås som udtømmende, således at den ikke uden for sit eget anvendelsesområde kan kompletteres af en anden beskyttelsesordning. Det følger tværtimod af den utvetydige ordlyd af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med denne forordnings artikel 8, stk. 4, og af ordlyden af samme forordnings artikel 53, stk. 2, litra d), at ugyldighedsgrundene alternativt eller kumulativt kan være støttet på ældre rettigheder »i henhold til [EU-]lovgivningen eller gældende nationale retsregler om varemærkebeskyttelse«. Det følger heraf, at den beskyttelse, der gives oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (beskyttet) i medfør af forordning nr. 491/2009, på den betingelse, at de udgør »ældre rettigheder« som omhandlet i de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 207/2009, kan kompletteres af den relevante nationale lovgivning, som giver en supplerende beskyttelse.

45      Det er i retspraksis nemlig allerede blevet anerkendt, at det fremgår både af ordlyden af artikel 8, stk. 4, der finder anvendelse i henhold til artikel 53, stk. 1, litra c), og af ordlyden af artikel 53, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, at der skal sondres klart mellem to tilfælde, alt efter om den ældre ret er beskyttet af EU-lovgivningen »eller« af national ret (jf. i denne retning dom af 5.7.2011, Edwin mod KHIM, C-263/09 P, Sml., EU:C:2011:452, præmis 48, og af 7.5.2013, macros consult mod KHIM – MIP Metro (makro), T-579/10, Sml., EU:T:2013:232, præmis 57 og 60). Selv om den, der fremsætter begæringen om ugyldighed, skal fremlægge bevis for, at han i henhold til gældende nationale retsregler er berettiget til at gøre en ældre rettighed gældende – hvilket kræver, at han ikke blot skal fremlægge beviser for, at han opfylder de krævede betingelser i overensstemmelse med den nævnte lovgivning, for at kunne få adgang til at forbyde brugen af et EF-varemærke i henhold til en sådan ret, men også beviser for indholdet og rækkevidden af denne lovgivning – forholder det sig ikke desto mindre således, at det i første omgang påhviler Harmoniseringskontorets kompetente instanser at bedømme gyldigheden og rækkevidden af disse beviser (jf. i denne retning dom Edwin mod KHIM, EU:C:2011:452, præmis 49-51, og macros consult mod KHIM – MIP Metro (makro), EU:T:2013:232, præmis 59, 60 og 62).

46      I henhold til artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4, kan et tegn, der ikke er et varemærke, i øvrigt føre til, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt, hvis tegnet opfylder fire kumulative betingelser: Tegnet skal være anvendt erhvervsmæssigt, det skal have en betydning, der ikke kun er lokal, rettigheden til tegnet skal være erhvervet i overensstemmelse med reglerne i den medlemsstat, hvor tegnet blev anvendt før tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering som EF-varemærke, og tegnet skal give sin indehaver mulighed for at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke. Selv om de to første betingelser, dvs. betingelserne om det påberåbte tegns brug og betydning, som ikke kun må være lokal, følger af selve ordlyden i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 og derfor skal fortolkes i lyset af EU-retten, følger det af angivelsen »hvis og i det omfang der i henhold til medlemsstatens lovgivning vedrørende det pågældende tegn«, at de to øvrige betingelser, der fremgår af samme forordnings artikel 8, stk. 4, litra a) og b), er betingelser fastlagt ved den nævnte forordning, som skal vurderes i henhold til kriterier fastlagt i den lovgivning, der regulerer det påberåbte tegn (jf. i denne retning dom macros consult mod KHIM – MIP Metro (makro), nævnt i præmis 45 ovenfor, EU:T:2013:232, præmis 54-56 og den deri nævnte retspraksis).

47      Spørgsmålet, i hvilket omfang et beskyttet tegn i en medlemsstat giver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke, skal undersøges henset til den anvendelige nationale lovgivning. I denne henseende skal der navnlig tages hensyn til den påberåbte nationale lovgivning og til de retsafgørelser, der er truffet i den pågældende medlemsstat. På dette grundlag skal indsigeren bevise, at det omhandlede tegn er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte lovgivning i medlemsstaten, og at det gør det muligt at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke (dom af 29.3.2011, Anheuser-Busch mod Budějovický Budvar, C-96/09 P, Sml., EU:C:2011:189, præmis 190, af 10.7.2014, Peek & Cloppenburg mod KHIM, C-325/13 P og C-326/13 P, EU:C:2014:2059, præmis 47, af 18.4.2013, Peek & Cloppenburg mod KHIM – Peek & Cloppenburg (Peek & Cloppenburg), T-507/11, EU:T:2013:198, præmis 20 og 21, og af 10.2.2015, Infocit mod KHIM – DIN (DINKOOL), T-85/14, EU:T:2015:82, præmis 63).

48      I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagens akter, at sagsøgeren i løbet af sagens behandling for Harmoniseringskontoret under sagen understøttet af forskellige beviser gentagne gange har påberåbt sig de relevante regler i portugisisk ret, som regulerer beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne »porto« og »port« og afgørelsespraksis fra portugisiske retter og myndigheder i denne henseende. Desuden har hverken appelkammeret eller Harmoniseringskontoret gjort gældende, at sagsøgeren ikke har løftet den bevisbyrde, der påhviler denne i den henseende. Under disse omstændigheder havde appelkammeret ikke – henset til dets forpligtelse til i medfør af artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 at foretage en prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder og dets omsorgspligt (jf. i denne retning dom af 15.7.2011, Zino Davidoff mod KHIM – Kleinakis kai SIA (GOOD LIFE), T-108/08, Sml., EU:T:2011:391, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis) – ret til at se bort fra disse beviser og at afstå fra at anvende den omhandlede portugisiske lovgivning med den begrundelse, at beskyttelsen af de nævnte oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser udelukkende henhørte under forordning nr. 491/2009 eller under Unionens enekompetence (den anfægtede afgørelses punkt 14).

49      Det følger heraf, at der med appelkammerets tilgang er sket en åbenbar underkendelse af rækkevidden af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med dennes artikel 8, stk. 4, og af rækkevidden af samme forordnings artikel 53, stk. 2, litra d), der fører til, at den anfægtede afgørelse er ulovlig.

50      Det tredje anbringende skal således tages til følge, uden at det er nødvendigt at udtale sig om de argumenter fra parterne, der er støttet på forordning nr. 510/2006, som ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

51      Henset til, at sagsøgerens argumentation til støtte for det første anbringende – hvorefter appelkammeret fejlagtigt havde konkluderet, at ordene »porto« og »port« kun var beskyttet som tilsvarende ord for ordet »oporto« – er uvirksomt til støtte for at fastslå, at den anfægtede afgørelse er ulovlig (jf. præmis 34 ovenfor), skal dette anbringende derimod forkastes.

52      Endelig bemærkes, at det andet anbringende ligeledes skal forkastes af de grunde, der er anført i præmis 37-42 ovenfor.

53      Retten finder det ikke desto mindre nødvendigt at undersøge det fjerde, det femte og det sjette anbringende.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4

 Gengivelse af parternes argumenter

54      Inden for rammerne af det foreliggende anbringende har sagsøgeren for det første kritiseret appelkammeret for ulovligt at have set bort fra de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, som godtgør, at det omtvistede varemærke tilsidesætter de relevante bestemmelser i den portugisiske lovgivning, der beskytter oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port«, med den begrundelse, at klagepunkterne på grundlag af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 på forhånd skal forkastes. For det andet har appelkammeret ved at gøre dette, underkendt omfanget af den beskyttelse, der gives denne oprindelsesbetegnelse i henhold til de nævnte bestemmelser. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er uforenelig med Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis i lignende indsigelsessager om portvin. For det fjerde ville et sådant forbud – selv hvis det blev antaget, at portugisisk lovgivning ikke giver ret til at forbyde brugen af det omtvistede varemærke – følge af artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009, idet whisky er en vare, der ligner forstærket vin, såsom portvin. Selv hvis de omhandlede vare ikke var »lignende«, ville denne bestemmelse forbyde udnyttelsen ved det omtvistede varemærke af omdømmet af oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port«. Artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning nr. 491/2009 vil i øvrigt beskytte sagsøgeren mod brugen af det omtvistede varemærke, for så vidt som ordet »port« indbefatter en »efterligning eller [en] antydning« af oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port«. I betragtning af den nævnte oprindelsesbetegnelses velkendte karakter vil en gennemsnitsforbruger, der ser udtrykket »port charlotte« på en flaske med en alkoholholdig drik, blive foranlediget til at tro, at den omhandlede drik har en forbindelse til portvinen, eller i det mindste spørge sig selv, om den har det, hvilket vil indbefatte en antydning af denne oprindelsesbetegnelse.

55      Harmoniseringskontoret, støttet af intervenienten, er af den opfattelse, at appelkammeret med rette fandt, at det omtvistede varemærke ikke var omfattet af nogen af de situationer, der er omhandlet i artikel 118m, stk. 2, litra a)-c), i forordning nr. 491/2009, og at det foreliggende anbringende følgelig skal forkastes.

 Om den relevante kundekreds

56      Indledningsvis bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelse i det mindste implicit og delvist tog hensyn til den portugisiske gennemsnitsforbrugers opfattelse (den anfægtede afgørelses punkt 26). Denne bedømmelse bestrides af sagsøgeren og af intervenienten, der er af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde skal tages hensyn til gennemsnitsforbrugeren i Unionen.

57      Eftersom både portvin og whisky er dagligvarer, der markedsføres i alle Unionens medlemsstater, og forbrugerne i de nævnte lande alle kan genkende de nævnte varers betegnelser og særlige egenskaber, skal dette argument tiltrædes.

58      Deraf følger dog ikke nødvendigvis, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en ulovlighed, fordi den relevante kundekreds er blevet underkendt. Dette er kun tilfældet, hvis resultatet af den bedømmelse, som appelkammeret har foretaget, kunne variere alt efter den relevante kundekreds’ oprindelse eller sprogkundskaber, hvilket skal bedømmes særskilt i forbindelse med hvert enkelt anbringende.

59      Det skal således konkluderes, at den relevante kundekreds, som der skal tages hensyn til navnlig i forbindelse med det foreliggende anbringende, består af gennemsnitsforbrugeren i Unionen.

60      Dette anbringende er i det væsentlige underinddelt i to led, idet det første vedrører det forhold, at appelkammeret har undladt at anvende de relevante regler i portugisisk lovgivning, og det andet omhandler en fejlagtig anvendelse af artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009.

 Om det første led vedrørende det forhold, at appelkammeret har undladt at anvende portugisisk lovgivning

61      Hvad angår det første led vedrørende navnlig en manglende anvendelse af de relevante regler i portugisisk lovgivning og en manglende undersøgelse af de beviser, der er blevet fremlagt til støtte derfor, som i vid udstrækning overlapper med det tredje anbringende, er det tilstrækkeligt at henvise til de betragtninger, der er blevet anført i præmis 44-50 ovenfor, og at fastslå, at appelkammeret – i strid med de krav, der følger af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4 – i det foreliggende tilfælde har begrænset sin bedømmelse til de betingelser, der er fastsat ved artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 491/2009, og har set bort fra de nævnte portugisiske retsregler og de nævnte beviser. Det har således ulovligt undladt at træffe afgørelse om omfanget af den eventuelle beskyttelse, der gives »ældre rettigheder« i henhold til den relevante portugisiske lovgivning, dvs. oprindelsesbetegnelserne »porto« eller »port«, som dog skulle have været anvendt i henhold til artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4.

62      Alene af disse grunde skal det første led tiltrædes, uden at det er nødvendigt at bedømme, om den anvendelige portugisiske lovgivnings betingelser for beskyttelse var opfyldt i det foreliggende tilfælde (jf. også præmis 109 og 110 nedenfor).

 Om det andet led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 419/2009

63      I forbindelse med det andet led skal det for det første undersøges, om registreringen eller anvendelsen af det omtvistede varemærke udgør en »direkte eller indirekte kommerciel anvendelse« af oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port« for lignende produkter, som ikke er i overensstemmelse med produktspecifikationen for den nævnte oprindelsesbetegnelse som omhandlet i artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009.

64      I denne henseende skal det bemærkes, at appelkammeret i det væsentlige anførte, at de geografiske betegnelser som omhandlet i denne bestemmelse udelukkende var beskyttet for vin og følgelig for varer, der hverken var identiske med eller lignede en vare benævnt »whisky«, dvs. en spiritus med et andet udseende og et andet alkoholindhold, som ikke kan være i overensstemmelse med produktspecifikationen for en vin (den anfægtede afgørelses punkt 20).

65      Denne bedømmelse er ikke fejlagtig, eftersom en spiritus, der er fremstillet ved en alkoholisk gæringsproces baseret på korn, såsom whisky, pr. definition ikke kan opfylde betingelserne i en produktspecifikation for en vin, der er fremstillet ved en alkoholisk gæringsproces baseret på druer som omhandlet i artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 118c, stk. 2.

66      I denne henseende kan sagsøgerens argument, hvorefter henvisningen foretaget til »produktspecifikationen« alene vedrørte de beskyttede varer og ikke de omhandlede varer, idet disse sidstnævnte kan være varer, der ligner spiritus, ikke tiltrædes. Artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009 kræver nemlig klart, at de »lignende produkter« er dem, som »ikke er i overensstemmelse med […] produktspecifikation[en]«, hvilket kun er muligt for en vin eller for en hedvin (jf. bilag IV, stk. 1-3, i Rådets forordning (EF) nr. 479/2008 af 29.4.2008 om den fælles markedsordning for vin, om ændring af forordning (EF) nr. 1493/1999, (EF) nr. 1782/2003, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 3/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2392/86 og nr. 1493/1999 (EUT L 148, s. 1)), og ikke for en spiritus som whisky. Som Harmoniseringskontoret med rette har gjort gældende, er dette så meget desto mere rigtigt, som det følger af de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (EUT L 39, s. 16), at spiritus er undergivet en beskyttelsesordning, der er anderledes end den for vin, og skal opfylde andre krav for at kunne nyde en sådan beskyttelse (jf. den nævnte forordnings artikel 5).

67      Det første klagepunkt om en tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 491/2009 skal følgelig forkastes, uden at det er nødvendigt på dette tidspunkt at udtale sig om spørgsmålet, om hedvine som portvin på den ene side og whisky på den anden side har en lignende karakter eller ej.

68      Hvad for det andet angår den hævdede tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 491/2009 skal det anføres, at appelkammeret i det væsentlige fandt, at det omtvistede varemærke hverken »anvend[te]« eller »antyde[de]« de geografiske betegnelser »porto« eller »port«, således at det ikke var nødvendigt at undersøge, om de havde et omdømme. Disse ord udgjorde ligeledes en integrerende del af sammensatte navne på et stort antal byer såsom Porto Allegre eller Port Louis. Det var heller ikke muligt at skabe en forbindelse mellem på den ene side tegnet PORT CHARLOTTE, hvis to bestanddele betegner en havn med navnet på en person kaldet Charlotte, et geografisk sted eller en by ved kysten, og på den anden side det geografiske navn Porto eller Port, med hensyn til hvilket den portugisiske forbruger ville indse, at der var tale om den vin, der er beskyttet ved dette geografiske navn.

69      I henhold til artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 491/2009 er de omhandlede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser beskyttet mod enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse, for så vidt som en sådan anvendelse udnytter deres omdømme.

70      Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at den beskyttede oprindelsesbetegnelse, som sagsøgeren er indehaver af, og som er registreret i E-Bacchus-databasen, indeholder betegnelserne »oporto«, »portvin«, »portwein«, »portwijn«, »vin de porto«, »port wine«, »port«, »vinho do porto« og »porto«. Der er således tale om betegnelser på forskellige sprog, der er sammensat enten af to bestanddele, nemlig »port« eller »porto« og »vin«, eller af en enkelt bestanddel, nemlig »oporto« eller »porto«. For det andet skal der, således som Harmoniseringskontoret har fremhævet, tages hensyn til det forhold, at det omtvistede varemærke også indeholder et udtryk, der er sammensat af to bestanddele, nemlig »port« og »charlotte«, der i lighed med udtrykket »port wine« skal forstås således, at det udgør en logisk og begrebsmæssig enhed (jf. i denne retning dom af 18.12.2008, Torres mod KHIM – Vinícola de Tomelloso (TORRE DE GAZATE), T-286/06, EU:T:2008:601, præmis 55).

71      Til forskel fra udtrykket i den omhandlede beskyttede oprindelsesbetegnelse henviser udtrykket i det omtvistede varemærke ikke udtrykkeligt til en vin, men til det kvindelige fornavn Charlotte, der er direkte forbundet med bestanddelen »port«, hvis primære betydning på en række europæiske sprog, herunder engelsk og portugisisk, er havn, dvs. et sted ved havet eller ved en flod. Det følger heraf, at tegnet PORT CHARLOTTE set i sin helhed som en logisk og begrebsmæssig enhed, således som appelkammeret med rette fandt i den anfægtede afgørelses punkt 24, af den relevante kundekreds vil blive forstået således, at det betegner en havn, der har navnet på en person kaldet Charlotte, uden at der skabes en direkte forbindelse med oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port« eller en portvin. Som intervenienten har gjort gældende, er dette så meget desto mere rigtigt, som ordet »charlotte« udgør den vigtigste og mest særprægede bestanddel i det omtvistede varemærke, som øjeblikkeligt tiltrækker den relevante kundekreds’ opmærksomhed. Denne kundekreds vil ikke mærke bestanddelen »port« som en særpræget bestanddel eller en bestanddel, der kan adskilles fra ordet »charlotte«, men som en betegnelse, der er direkte knyttet til det nævnte ord, som overbringer den besked, at det omtvistede varemærke henviser til et sted ved kysten eller langs med en flod. Denne bedømmelse gælder for alle gennemsnitsforbrugere i Unionen, der i det mindste har et grundlæggende kendskab til engelsk eller til et romansk sprog.

72      Det var således uden at begå en fejl, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 22 konkluderede, at det omtvistede varemærke hverken anvendte eller antydede den nævnte oprindelsesbetegnelse, således at der ikke var anledning til at undersøge dets omdømme.

73      Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 491/2009 skal forkastes.

74      Hvad for det tredje angår den hævdede tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning nr. 491/2009 skal det i det væsentlige bemærkes, at appelkammeret konkluderede, at der ikke forelå en »antydning« af en portvin som omhandlet i denne bestemmelse, idet whisky er et andet produkt, og der ikke er nogen bestanddel i det omtvistede varemærke, der indeholder en potentielt vildledende eller fordrejet angivelse (den anfægtede afgørelses punkt 28).

75      I denne henseende er det tilstrækkeligt at henvise til de betragtninger, der er anført i præmis 71 ovenfor, for at konstatere, at anvendelsen af det omtvistede varemærke ikke indeholder nogen »anvendelse, efterligning eller antydning« af oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port« som omhandlet i artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning nr. 491/2009.

76      Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argumenter. Frem for alt kan sagsøgeren ikke gyldigt påberåbe sig den retspraksis, hvorefter for det første begrebet antydning omfatter det tilfælde, hvor det ord, der anvendes som betegnelse for et produkt, omfatter en del af en beskyttet betegnelse, således at forbrugeren, når han ser dette produkts navn, foranlediges til som referencebillede at tænke på den vare, som betegnelsen gælder for (jf. dom af 14.7.2011, Bureau national interprofessionnel du Cognac, C-4/10 og C-27/10, Sml., EU:C:2011:484, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis), og for det andet der kan foreligge en antydning af en oprindelsesbetegnelse, uden at der er nogen risiko for forveksling af de pågældende produkter (jf. dom af 26.2.2008, Kommissionen mod Tyskland, C-132/05, Sml. EU:C:2008:117, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde vil gennemsnitsforbrugeren tværtimod af de grunde, der er anført i præmis 71 ovenfor – selv om ordet »port« udgør en integrerende del af det omtvistede varemærke, selv hvis det blev antaget, at den pågældende kommer fra Portugal eller taler portugisisk – når denne står over for en whisky med det nævnte varemærke, ikke forbinde dette med en portvin med den omhandlede oprindelsesbetegnelse. Denne bedømmelse bekræftes af de ikke ubetydelige forskelle mellem de respektive kendetegn ved en portvin og en whisky ud fra navnlig ingredienser, alkoholindhold og smag, som gennemsnitsforbrugeren kender, og som er blevet anført korrekt af appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 20 og 34 (jf. ligeledes præmis 65 ovenfor).

77      Klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning nr. 491/2009 skal således ligeledes forkastes.

78      Endelig skal sagsøgerens klagepunkt, hvorefter den anfægtede afgørelse går imod Harmoniseringskontorets afgørelsespraksis i lignende indsigelsessager (jf. præmis 54 ovenfor), forkastes. Det følger af fast retspraksis, at de afgørelser, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009, henhører under en bunden kompetence og ikke under en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af appelkamrenes afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes eller Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis (jf. i denne retning og analogt kendelser af 13.2.2008, Indorata-Serviços e Gestão mod KHIM, C-212/07 P, EU:C:2008:83, præmis 43, og af 15.2.2008, Brinkmann mod KHIM, C-243/07 P, EU:C:2008:94, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis), uden at dette berører Harmoniseringskontorets forpligtelse til i forbindelse med behandlingen af en ugyldighedsbegæring at tage hensyn til allerede trufne afgørelser i forbindelse med lignende sager og særligt at overveje, hvorvidt der i den foreliggende situation skal træffes samme afgørelse (jf. i denne retning dom af 10.3.2011, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, C-51/10 P, Sml., EU:C:2011:139, præmis 74, og af 12.12.2014, Wilo mod KHIM (Pioneering for You), T-601/13, EU:T:2014:1067, præmis 41).

79      Selv hvis det blev antaget, at dette klagepunkt skulle forstås således, at det hævdes, at der foreligger en tilsidesættelse af denne undersøgelsespligt eller af ligebehandlingsprincippet, skal det bemærkes, at den nævnte pligt og det nævnte princip skal forliges med legalitetsprincippet, hvoraf det følger, at ingen til sin egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre, med henblik på at opnå en identisk afgørelse. En person, der indgiver en begæring om, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt, kan således ikke for Harmoniseringskontoret påberåbe sig fordelen af en afgørelsespraksis, der er i strid med de krav, der er fastsat ved forordning nr. 207/2009, eller som foranlediger det til at træffe en ulovlig afgørelse (jf. i denne retning og analogt kendelse af 12.2.2009, Bild digital og ZVS, C-39/08 og C-43/08, EU:C:2009:91, præmis 18, og domme Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, nævnt i præmis 78 ovenfor, EU:C:2011:139, præmis 75 og 76, og Wilo mod KHIM (Pioneering for You), nævnt i præmis 78 ovenfor, EU:T:2014:1067, præmis 42).

80      Dette sidstnævnte klagepunkt kan følgelig ikke tages til følge.

81      På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det andet led i det foreliggende anbringende forkastes i sin helhed.

 Det femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra g)

82      Til støtte for det foreliggende anbringende har sagsøgeren i det væsentlige anført, at den portugisiske gennemsnitsforbruger og i andre medlemsstater, herunder i Det Forenede Kongerige, kender betegnelsen »port« for portvine, og at det er relativt almindeligt, at mærker for portvin er sammensat af to ord, hvoraf det ene er »port« (DOW’S PORT, FERREIRA PORT, GRAHAM PORT), som nogle gange at placeret først (PORT FOR TWO). Denne forbruger er ligeledes vant til, at det nævnte ord står på etiketterne på portvinsflasker med fremhævet skrift. Eftersom hvid portvins farve ligner farven på whisky, er det således meget sandsynligt, at den nævnte forbruger, der står over for en whiskyflaske med varemærket PORT CHARLOTTE, vil konkludere, at der er tale om en portvinsflaske. Det omtvistede varemærke, der indeholder ordet »port«, har således til virkning, at forbrugeren vildledes om den geografiske oprindelse, idet denne foranlediges til at tro, at de produkter, der er forsynet med det nævnte varemærke, indeholder portvin eller har en vis forbindelse med portvin.

83      Harmoniseringskontoret, støttet af intervenienten, har svaret, at registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra g), i forordning nr. 207/2009, forudsætter, at der foreligger en effektiv vildledning eller en tilstrækkeligt alvorlig risiko for vildledning af forbrugeren, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

84      I henhold til artikel 7, stk. 1, litra g), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), er varemærker, »som vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til varens […] art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse«, udelukket fra registrering eller erklæres ugyldige.

85      I denne henseende fandt appelkammeret, at det omtvistede varemærke ikke kunne vildlede offentligheden med hensyn til dets geografiske oprindelse, idet ordet »port« ikke betegner en geografisk zone, og det omtvistede varemærke ikke forbindes med den region, hvor sagsøgerens produkter fremstilles. En vildledning er så meget desto mindre mulig, som forbrugeren let vil indse, at whisky har andre kendetegn end de nævnte produkters kendetegn (den anfægtede afgørelses punkt 34).

86      Retten finder, at denne bedømmelse ikke er fejlagtig.

87      Som Harmoniseringskontoret har gjort gældende, følger det af fast retspraksis, at de registreringshindringer og ugyldighedsgrunde, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra g), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), forudsætter, at det kan lægges til grund, at der foreligger en effektiv vildledning eller en tilstrækkeligt alvorlig risiko for vildledning af forbrugeren (jf. i denne retning og analogt dom af 5.5.2011, SIMS – École de ski internationale mod KHIM – SNMSF (esf école du ski français), T-41/10, EU:T:2011:200, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). Af de grunde, der er anført i præmis 71 og 76 ovenfor, kan den relevante kundekreds imidlertid ikke uanset dennes oprindelse eller sprogkundskaber forbinde alene ordet »port« i det omtvistede varemærke med oprindelsesbetegnelsen »porto« eller »port« eller med en hedvin med denne betegnelse. Det skal følgelig fastslås, at denne kundekreds i endnu mindre omfang vil blive vildledt om arten, beskaffenheden eller den geografiske oprindelse for en whisky, der markedsføres under det nævnte varemærke. Som intervenienten har gjort gældende, gælder dette så meget desto mere, som Portugal eller i det mindste den region, hvori byen Porto ligger, til forskel fra Skotland ikke af den relevante kundekreds er kendt som værende regioner med whiskyproduktion.

88      Følgelig skal det foreliggende anbringende forkastes som ugrundet.

 Det sjette anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c)

 Gengivelse af parternes argumenter

89      Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om ugyldighedsbegæringen ikke var støttet på den absolutte registreringshindring, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, kendte sagsøgeren intet til eksistensen af stedet Port Charlotte indtil indgivelsen af intervenientens bemærkninger den 17. oktober 2011, og at sagsøgeren havde påberåbt sig denne omstændighed for annullationsafdelingen i sit svarskrift af 20. december 2011. I denne henseende vurderede appelkammeret imidlertid ikke det afgørende spørgsmål, om der forelå en almen interesse i, at sådanne beskrivende ord for en geografisk oprindelse kan anvendes frit. Selv om en del af den relevante kundekreds – ifølge det af intervenienten anførte – forstår, at varemærket PORT CHARLOTTE henviser til »et autentisk og forventeligt whiskyforsyningssted«, skal denne absolutte registreringshindring imidlertid finde anvendelse, da det omstridte varemærke er sammensat udelukkende af et tegn, der i omsætningen kan tjene til at betegne den omhandlede vares geografiske oprindelse.

90      Ifølge Harmoniseringskontoret kan dette anbringende ikke antages til realitetsbehandling. Selv om sagsøgeren har anført argumenter herom under ugyldighedssagen, var anbringendet ikke genstand for ugyldighedsbegæringen. Appelkammeret har således retteligt kvalificeret dette anbringende som en utilladelig udvidelse af ugyldighedsgrundene. Sagsøgeren har så meget desto mere ikke lov til at anføre dette anbringende for Retten. Intervenienten har i det væsentlige tilføjet, at udtrykket »port charlotte« ikke er kendt af forbrugere af whisky, og at sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at det omtvistede varemærke muligvis er kendt, således at det var med rette, at appelkammeret fastslog, at sagsøgeren ikke havde underbygget sine argumenter.

 Spørgsmålet, om det foreliggende anbringende kan antages til realitetsbehandling

91      Harmoniseringskontoret har i det væsentlige gjort gældende, at det foreliggende anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at registreringen af det omtvistede varemærkes uforenelighed med artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 ikke var blevet anført i ugyldighedsbegæringen og følgelig ikke indgik i genstanden for sagen for annullationsafdelingen.

92      Denne formalitetsindsigelse kan ikke tages til følge.

93      Selv om det for det første ganske vist er ubestridt, at ugyldighedsbegæringen, således som den blev indgivet til annullationsafdelingen, ikke omhandlede den absolutte registreringshindring, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, forholder det sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren havde gjort et sådant anbringende gældende for denne instans, idet sagsøgeren henviste til dom af 4. maj 1999, Windsurfing Chiemsee (C-108/97 og C-109/97, Sml., EU:C:1999:230), i forbindelse med dennes bemærkninger til intervenientens svarskrift, hvori sidstnævnte i det væsentlige havde gjort gældende, at udtrykket »port charlotte« udgjorde »et kendt sted for et særligt destilleri på øen Islay«.

94      For det andet tog annullationsafdelingen i sin afgørelses punkt 40-49 udtrykkeligt stilling til dette anbringende og forkastede det som ugrundet, navnlig med den begrundelse, at de beviser, der var blevet indgivet, ikke godtgjorde, at gennemsnitsforbrugeren af whisky kendte lokaliteten Port Charlotte på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke (punkt 48 i annullationsafdelingens afgørelse).

95      For det tredje påberåbte sagsøgeren sig i forbindelse med sin klage for appelkammeret et anbringende om en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), idet sagsøgeren anførte, at annullationsafdelingens bedømmelse var fejlagtig i denne henseende. I øvrigt havde appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 35 – på trods af det konstaterede om, at appellanten først havde anført dette anbringende »på tidspunktet for klagen« – faktisk bedømt og forkastet dette anbringende med hensyn til realiteten, idet det fandt dels, at den argumentation, som sagsøgeren havde fremført, var selvmodsigende, idet den parallelt henviste til et (eksisterende eller ikke-eksisterende) sted benævnt Port Charlotte og »til byen Oporto (Porto)«, dels, at annullationsafdelingen med rette havde anført, at sagsøgeren havde undladt at fremlægge beviser, der gjorde det muligt at godtgøre, at gennemsnitsforbrugeren kendte et sted eller en by med navnet Port Charlotte. Henset til ordlyden af den anfægtede afgørelses punkt 35 er det således med urette, at Harmoniseringskontoret har anført, at appelkammeret begrænsede sig til at kvalificere det nævnte anbringende som en »utilladelig udvidelse af ugyldighedsgrundene«. Endelig kan der ikke rejses tvivl om denne bedømmelse ved den fejlagtige konklusion, der fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 38, hvorefter anbringendet vedrørende artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 aldrig var blevet fremført under ugyldighedssagen, og sagsøgeren havde ikke ret til at fremføre det i forbindelse med sin klage for appelkammeret.

96      Det skal således fastslås, at appelkammeret i overensstemmelse med artikel 135, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 efter den klage, som sagsøgeren havde indgivet over annullationsafdelingens afgørelse, skulle behandle sagens genstand således som defineret i den nævnte afgørelse og i de anbringender, der blev anført til støtte for denne, og at det traf afgørelse i denne henseende, i det mindste for fuldstændigheden skyld. I denne forbindelse kan Harmoniseringskontoret ikke med føje påberåbe sig dom af 13. januar 2011, Park mod KHIM – Bae (PINE TREE) (T-28/09, EU:T:2011:7, præmis 46), hvoraf det alene følger, at en ugyldighedsbegæring ikke kan fremsættes for første gang for appelkammeret, idet dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Den nævnte dom bekræfter derimod, at det tilkommer annullationsafdelingen i første instans at træffe afgørelse om ugyldighedsbegæringen som defineret ved parternes forskellige begæringer og forskellige processuelle tiltag (jf. i denne retning dom Park mod KHIM – Bae (PINE TREE), EU:T:2011:7, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), herunder – som i den foreliggende sag – sagsøgerens bemærkninger til intervenientens svarskrift, der blev indgivet til annullationsafdelingen.

97      Idet anbringendet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), er blevet fremført og bedømt ved to instanser ved Harmoniseringskontoret, og sagsøgeren har påberåbt sig det samme anbringende for Retten, skal denne behandle anbringendet i henhold til samme forordnings artikel 65 og afgøre, hvorvidt det er begrundet.

98      Følgelig skal det foreliggende anbringende antages til realitetsbehandling.

 Spørgsmålet, om det foreliggende anbringende er begrundet

99      Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, som i henhold til samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, er varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse udelukket fra registrering.

100    Disse beskrivende tegn eller angivelser anses for uegnede til at opfylde varemærkets væsentligste funktion, nemlig at identificere den omhandlede vares eller tjenesteydelses handelsmæssige oprindelse, med henblik på at give den forbruger, der køber den vare eller tjenesteydelse, som varemærket betegner, mulighed for ved et senere køb at foretage det samme valg, hvis erfaringen var positiv, eller foretage et andet valg, hvis den var negativ (dom af 23.10.2003, KHIM mod Wrigley, C-191/01 P, Sml., EU:C:2003:579, præmis 30; jf. ligeledes dom af 13.9.2013, Fürstlich Castell’sches Domänenamt mod KHIM – Castel Frères (CASTEL), T-320/10, Sml. (Uddrag), EU:T:2013:424, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

101    Desuden består den almene interesse, der ligger bag artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, i at sikre, at de tegn, der er beskrivende for en eller flere af egenskaberne ved de varer eller tjenesteydelser, som er omfattet af varemærkeansøgningen, frit kan benyttes af samtlige erhvervsdrivende, der udbyder sådanne varer eller tjenesteydelser (jf. i denne retning domme KHIM mod Wrigley, nævnt i præmis 100 ovenfor, EU:C:2003:579, præmis 31, og Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, nævnt i præmis 78 ovenfor, EU:C:2011:139, præmis 37).

102    Hvad særligt angår tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne den geografiske oprindelse af kategorier af varer, for hvilke der ansøges om registrering af et varemærke, navnlig geografiske navne, består der en almen interesse i at friholde disse, bl.a. på grund af deres evne ikke alene til eventuelt at angive kvaliteten af og de øvrige egenskaber ved de pågældende kategorier af varer, men også til på forskellig måde at påvirke forbrugernes præferencer, f.eks. ved at tilknytte varer et sted, som kan fremkalde positive følelser (jf. dom Fürstlich Castell’sches Domänenamt mod KHIM – Castel Frères (CASTEL), nævnt i præmis 100 ovenfor, EU:T:2013:424, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

103    Det skal endvidere bemærkes, at registrering dels er udelukket for geografiske navne som varemærker i de tilfælde, hvor de betegner bestemte geografiske steder, der allerede har et omdømme eller er kendte for den pågældende kategori af varer, og som derfor frembyder en forbindelse med dette efter i den berørte kundekreds’ øjne, og dels er udelukket for geografiske navne, der kan bruges af virksomhederne, som skal friholdes som angivelser af den pågældende kategori af varers geografiske oprindelse (jf. dom Fürstlich Castell’sches Domänenamt mod KHIM – Castel Frères (CASTEL), nævnt i præmis 100 ovenfor, EU:T:2013:424, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

104    Imidlertid er artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 i princippet ikke til hinder for registrering af geografiske navne, som ikke er kendt i de berørte kundekredse, eller som i det mindste er ukendte som betegnelse for et geografisk sted, eller endog af navne, for hvilke det på grund af egenskaberne ved det angivne sted ikke er sandsynligt, at den berørte kundekreds vil kunne forestille sig, at den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser hidrører fra dette sted eller er blevet grundlagt der (jf. dom Fürstlich Castell’sches Domänenamt mod KHIM – Castel Frères (CASTEL), nævnt i præmis 100 ovenfor, EU:T:2013:424, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

105    For at bedømme, om et tegn er egnet til i den berørte kundekreds’ øjne at betegne den pågældende kategori af varers geografiske oprindelse, skal det således fastlægges, om det omhandlede geografiske navn betegner et sted, der for nærværende i den berørte kundekreds’ øjne frembyder en forbindelse med den pågældende varekategori, eller om det med rimelighed kan forudses, at en sådan forbindelse vil blive skabt i fremtiden. Med henblik herpå skal der tages hensyn til dennes større eller mindre kendskab til et sådant navn og til egenskaberne ved det sted, som dette angiver, og til den pågældende kategori af varer (jf. dom Fürstlich Castell’sches Domänenamt mod KHIM – Castel Frères (CASTEL), nævnt i præmis 100 ovenfor, EU:T:2013:424, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

106    I lighed med det, som appelkammeret har anført i den anfægtede afgørelses punkt 35, og det, som Harmoniseringskontoret og intervenienten har anført, skal det fastslås, at sagsøgeren i den foreliggende sag – ud over intervenientens ikke underbyggede konstatering, hvorefter udtrykket »port charlotte« udgør »et kendt sted for et særligt destilleri på øen Islay« – ikke har godtgjort, at det nævnte udtryk betegnede et allerede berømt eller kendt geografisk sted i de berørte kundekredse for whisky, og at der var et behov for at friholde dette udtryk for andre whiskyproducenter med samme oprindelse som geografisk oprindelsesbetegnelse. Sagsøgeren har tværtimod selv erkendt oprindeligt at have afstået fra at påberåbe sig den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, fordi sagsøgeren ikke kendte til, at det omtvistede varemærke henviste til et særligt sted. Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at det omtvistede varemærke kunne anvendes som betegnelse for et geografisk sted for andre whiskyer, eller at de berørte kundekredse – uanset den relevante kundekreds’ oprindelse og sprogkundskaber – i givet fald i fremtiden kunne skabe en forbindelse med denne varekategori. Det er således ikke blevet godtgjort, at der foreligger en almen interesse i at friholde udtrykket »port charlotte« til at betegne andre whiskyer end dem, som intervenienten fremstiller, eller et behov for andre whiskyproducenter til at råde frit over en sådan betegnelse.

107    Af disse grunde skal det foreliggende anbringende forkastes som ugrundet.

 Delkonklusion

108    På baggrund af alle de ovenstående betragtninger skal den anfægtede afgørelse annulleres i betragtning af de ulovligheder, der blev fastslået i forbindelse med bedømmelsen af det tredje og det fjerde anbringende, som er støttet på det forhold, at appelkammeret ikke anvendte de relevante regler i portugisisk ret (jf. præmis 50 og 62 ovenfor).

 Om påstanden om omgørelse

109    Hvad angår sagsøgerens anden påstand, der tilsigter en omgørelse af den anfægtede afgørelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den efterprøvelse, som Retten skal foretage i overensstemmelse med artikel 65 i forordning nr. 207/2009, er en lovlighedsprøvelse af de afgørelser, der træffes af Harmoniseringskontorets appelkamre, og at Retten kun kan ophæve eller omgøre den anfægtede afgørelse, hvis den på det tidspunkt, hvor den blev truffet, var behæftet med en af de ophævelses- eller omgørelsesgrunde, der er nævnt i forordningens artikel 65, stk. 2. Det følger heraf, at den beføjelse til at omgøre en afgørelse, som er tillagt Retten, ikke bevirker, at denne tillægges en beføjelse til at sætte sin egen bedømmelse i stedet for appelkammerets og så meget desto mindre at foretage bedømmelse af et forhold, som appelkammeret endnu ikke har taget stilling til. Udøvelsen af beføjelsen til at omgøre en afgørelse bør således principielt begrænses til tilfælde, hvor Retten efter at have prøvet appelkammerets vurdering er i stand til på baggrund af de fastslåede faktiske og retlige omstændigheder at fastlægge den afgørelse, som appelkammeret var forpligtet til at træffe (dom Edwin mod KHIM, nævnt i præmis 45 ovenfor, EU:C:2011:452, præmis 71 og 72).

110    I forbindelse med anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 har Retten følgelig ikke mulighed for i det foreliggende tilfælde at foretage en selvstændig bedømmelse med hensyn til spørgsmålet, om sagsøgeren kan påberåbe sig særlige ældre rettigheder, der henhører under reglerne i portugisisk lovgivning. I denne henseende skal det bemærkes, at både eksistensen og rækkevidden af en national lovgivning udgør faktiske spørgsmål, der er reguleret af principperne om bevisbyrde og bevisførelse og om retternes frie bevisbedømmelse (jf. i denne retning og analogt domme Edwin mod KHIM, nævnt i præmis 45 ovenfor, EU:C:2011:452, præmis 49-51, og macros consult mod KHIM – MIP Metro (makro), nævnt i præmis 45 ovenfor, EU:T:2013:232, præmis 62-65). Retten kan således ikke sætte sin egen fortolkning af den portugisiske lovgivning i stedet for den, som appelkammeret burde have foretaget på grundlag af forskellige beviser, navnlig de relevante afgørelser fra portugisiske retter, som sagsøgeren havde indgivet ved sagens behandling for de to instanser ved Harmoniseringskontoret, dvs. før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

111    Påstanden om omgørelse skal følgelig forkastes.

 Sagens omkostninger

112    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

113    Det følger i øvrigt af procesreglementets artikel 190, stk. 2, at alene nødvendige udgifter, som er afholdt af parterne i forbindelse med sagen for appelkammeret, betragtes som omkostninger, der kan kræves erstattet. Derimod er de omkostninger, der er blevet afholdt i forbindelse med sagen for annullationsafdelingen, ikke omkostninger, der kan kræves erstattet, således at sagsøgerens påstand for så vidt ikke kan tages til følge.

114    Da Harmoniseringskontoret har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med sagen for appelkammeret, i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

115    Intervenienten bærer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 138, stk. 3.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Afgørelsen, der blev truffet den 8. juli 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 946/2013-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Instituto dos Vinhos do Douro e do Porto, IP, og Bruichladdich Distillery Co. Ltd, annulleres.

2)      I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret.

3)      Harmoniseringskontoret betaler sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der blev afholdt under sagen for appelkammeret.

4)      Bruichladdich Distillery bærer sine egne omkostninger.

Prek Labucka Kreuschitz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. november 2015.

Underskrifter

Indhold

Sagens baggrund

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Sammenfatning af annullationsanbringenderne

Det første, det andet og det tredje anbringende, som omhandler en faktisk fejl vedrørende navnet Oporto, der skyldes, at ordene »porto« og »port« er beskyttede som geografiske betegnelser per se og ikke som »tilsvarende ord«, og at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser for vin er reguleret ikke blot ved forordning nr. 491/2009, men også ved den nationale lovgivning

Gengivelse af parternes argumenter

Om den hævdede underkendelse af den portugisiske oprindelsesbetegnelse »porto« eller »port«

Om omfanget af den beskyttelse, der gives ved forordning nr. 491/2009 som sådan

Om omfanget af den beskyttelse, der gives ved artikel 53, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, og ved artikel 53, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4

Gengivelse af parternes argumenter

Om den relevante kundekreds

Om det første led vedrørende det forhold, at appelkammeret har undladt at anvende portugisisk lovgivning

Om det andet led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 118m, stk. 2, i forordning nr. 419/2009

Det femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra g)

Det sjette anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c)

Gengivelse af parternes argumenter

Spørgsmålet, om det foreliggende anbringende kan antages til realitetsbehandling

Spørgsmålet, om det foreliggende anbringende er begrundet

Delkonklusion

Om påstanden om omgørelse

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.