FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. BOBEK

fremsat den 2. september 2021 (1)

Forenede sager C-143/20 og C-213/20

A

mod

O (sag C-143/20)

og

G.W.,

E.S.

mod

A. Towarzystwo Ubezpieczeń Życie S.A. (sag C-213/20)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa, Polen))

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2002/83/EF – gruppelivsforsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde – omfang og indhold af informationspligt forud for aftalens indgåelse – direktiv 2005/29/EF – urimelig handelspraksis – vildledende udeladelser«

I.      Indledning

1.        Tvisterne i hovedsagerne er blevet indbragt af polske forbrugere, der er indtrådt i gruppelivsforsikringsaftaler. Forbrugerne har hævdet, at de ikke i tilstrækkelig detaljeret grad er blevet oplyst om disse forsikringsprodukters kendetegn og risici. Derfor søger de at få tilbagebetalt alle de midler, der er investeret i henhold til disse aftaler. Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa, Polen) har i denne forbindelse rejst en række spørgsmål vedrørende rækkevidden af den oplysningspligt, der er fastsat i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83/EF (2) (herefter »livsforsikringsdirektivet«), og virkningerne af at undlade at forelægge sådanne (fuldstændige) oplysninger.

II.    Retlig ramme

A.      EU-retten

1.      Livsforsikringsdirektivet

2.        Formålet med livsforsikringsdirektivet er at fjerne forskelle mellem de nationale tilsynslovgivninger ved at samordne visse aspekter af adgangen til og udøvelsen af livsforsikringsvirksomhed (3). I denne henseende anføres følgende i 52. betragtning til direktivet:

»I et indre marked for forsikring vil forbrugeren have et større og mere varieret udvalg af forsikringer end tidligere. For i fuldt omfang at kunne drage nytte af dette udvalg og den øgede konkurrence skal forbrugeren have adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vælge den forsikring, der bedst dækker hans behov. Dette behov for oplysninger er så meget desto større, som forpligtelserne kan være af meget lang varighed. Derfor må der gennemføres en samordning af de minimumsbestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at forbrugeren modtager klare og præcise oplysninger om de væsentligste træk ved de produkter, der tilbydes ham, og om de organer, der er bemyndiget til at behandle klager fra forsikringstagerne, de forsikrede eller de af forsikringen begunstigede.«

3.        Livsforsikringsdirektivets artikel 36 med overskriften »Oplysninger til forsikringstageren« har følgende ordlyd:

»1.      Inden en forsikringsaftale indgås, skal der mindst forelægges forsikringstageren de i bilag III, punkt A, nævnte oplysninger.

[…]

3.      Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, kan ikke af forsikringsselskaberne kræve, at de giver yderligere oplysninger ud over dem, der er anført i bilag III, medmindre sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringstageren virkelig kan forstå de væsentligste elementer i den af ham tegnede forsikring.

4.      Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel og til bilag III fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.«

4.        Følgende fastsættes i denne forbindelse i bilag III til direktivet, med overskriften »Oplysninger til forsikringstageren«:

»Inden der indgås en forsikringsaftale (A) eller under aftalens løbetid (B), skal der forelægges forsikringstageren følgende skriftlige oplysninger, som skal være klart og præcist formuleret og affattet på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.

[…]

A.      Inden forsikringsaftalen indgås

Oplysninger om forsikringsselskabet	Oplysninger om forsikringsforpligtelsen
[…]	[…] a.11. Angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde a.12. Angivelse af arten af de aktiver, forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde er baseret på […]«

2.      Direktivet om urimelig handelspraksis

5.        Direktiv 2005/29/EF (herefter »direktivet om urimelig handelspraksis«) (4) finder anvendelse på »virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som defineret i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt« (5). I direktivets artikel 5 anføres følgende:

»1.      Urimelig handelspraksis forbydes.

[…]

4.      En handelspraksis er i særdeleshed urimelig, hvis den er:

a)      vildledende, jf. artikel 6 og 7,

[…]«

6.        Artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis med overskriften »Vildledende udeladelser« bestemmer:

»1.      En handelspraksis betragtes som vildledende, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, idet der tages hensyn til alle elementer og forhold og begrænsningerne ved kommunikationsmediet, udelader væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren har behov for i den pågældende situation for at træffe en informeret transaktionsbeslutning, og derved foranlediger eller kan forventes at foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

[…]

5.      Oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabslovgivningen i forbindelse med kommerciel kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, og som er anført i en ikke-udtømmende fortegnelse i bilag II, betragtes som væsentlige.«

B.      Polsk ret

7.        På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne var forsikringsvirksomhed i Polen reguleret af Ustawa o działalności ubezpieczeniowej (herefter »lov om forsikringsvirksomhed«) (6). Denne lov havde til formål at gennemføre livsforsikringsdirektivet.

8.        I den relevante del af artikel 13 i lov om forsikringsvirksomhed bestemtes følgende:

»[…]

4.      For så vidt angår livsforsikring tilknyttet en investeringsfond som omhandlet i afdeling I, gruppe 3, i bilaget til nærværende lov skal forsikringsselskabet præcisere eller anføre følgende i forsikringsaftalen:

1)      en liste over foreslåede investeringsfonde

2)      reglerne for fastsættelse af ydelsernes værdi og af tilbagekøbsværdien af forsikringen, herunder regler om indløsning af andele i investeringsfonde og frister for kontant konvertering og betaling af ydelsen

3)      reglerne for, hvordan fonden skal investere sine midler, herunder navnlig kendetegnene ved de aktiver, som fonden består af, kriterierne for udvælgelse af aktiver samt principperne for deres spredning og andre begrænsninger på investeringerne

4)      regler og frister for værdiansættelse af investeringsfondenes andele

5)      reglerne for fastsættelse af omkostninger og alle andre udgifter, der fratrækkes præmier eller investeringsfonden

[…]«

III. De faktiske omstændigheder, de nationale retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

A.      Sag C-143/20

9.        O (herefter »sagsøgte i sag C-143/20«) er en juridisk person med hjemsted i Polen. Sagsøgte indgik en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond med et livsforsikringsselskab. I henhold til denne aftale optrådte livsforsikringsselskabet som forsikringsgiver og sagsøgte i sag C-143/20 som forsikringstager.

10.      Den særlige aftale, der var indgået mellem sagsøgte og forsikringsselskabet, var tilknyttet en investeringsfond. Det fremgik af de nærmere bestemmelser for fonden, at op til 100% af forsikringspræmierne ville blive investeret i investeringsbeviser udstedt af B1. Udbetalingerne i henhold til disse investeringsbeviser var baseret på B2-indekset.

11.      Den 8. oktober 2010 indtrådte A, der er en fysisk person (herefter »sagsøgeren i sag C-143/20«), i gruppelivsforsikringsaftalen, der var indgået mellem sagsøgte i sag C-143/20 og et forsikringsselskab. I henhold til bestemmelserne i erklæringen om indtrædelse i denne aftale skulle sagsøgeren i sag C-143/20 betale en førstegangspræmie og herefter en regelmæssig månedlig forsikringspræmie. Forsikringsperioden i henhold til aftalen blev fastsat til 15 år.

12.      I forsikringsaftalen blev reglerne for værdiansættelse af investeringsbeviserne i investeringsfonden, hele fondens nettoaktiver eller de investeringsbeviser, som de præmier, sagsøgeren i sag C-143/20 betalte, blev investeret i, ikke præciseret. Metoden til beregning af værdien af det indeks, som udbetalingerne fra disse investeringsbeviser var baseret på, blev heller ikke angivet.

13.      Men i bestemmelserne for fonden blev det forklaret, at den garanterede minimumsudbetaling fra forsikringsselskabet ved udgangen af den 15-årige aftaleperiode ikke ville være lavere end det samlede beløb af de investerede præmier, og at den ville være højere, hvis B2-indekset udviklede sig positivt. Ved opsigelse af forsikringsaftalen inden udløbet af dens gyldighedsperiode forpligtede forsikringsselskabet sig til at godtgøre den forsikrede et beløb svarende til værdien af dennes andele i investeringsfonden på det pågældende tidspunkt.

14.      Efter en periode på syv år og som følge af betydelige fald i værdien af de midler, som sagsøgeren i sag C-143/20 havde investeret, opsagde sagsøgeren aftalen. Forsikringsselskabet udbetalte som tilbagekøbsværdi et beløb svarende til værdien af sagsøgerens andele i investeringsfonden på tidspunktet for opsigelsen af forsikringsaftalen.

15.      Sagsøgeren i sag C-143/20 anlagde sag om erstatning ved Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa). Han har gjort gældende, at han blev vildledt med hensyn til arten af den investering, præmierne skulle anbringes i.

16.      Den forelæggende ret har anført, at afhængig af sprogudgaven kræver oplysningspligten i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt A, punkt a.11 og a.12, i bilag III hertil, samt artikel 185, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF (7) (herefter »Solvens II-direktivet«), at sagsøgeren i sag C-143/20 skal gives fuldstændige oplysninger om de udbudte finansielle instrumenter og investeringsstrategier. Undladelse af at forelægge sådanne oplysninger fører således til urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 og 7 i direktivet om urimelig handelspraksis.

17.      På denne faktiske og retlige baggrund har Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      [Skal Solvens II-direktivets] artikel 185, stk. 3, litra i), […] og [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, sammenholdt med [punkt 12 i] bilag III A [hertil], fortolkes således, at i tilfælde af indgåelse af livsforsikringsaftaler, som er knyttet til en investeringsfond, i hvilken fond de underliggende aktiver er derivater (eller strukturerede finansieringsinstrumenter indlejret i derivater), er forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (der tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet eller »sælger« en forsikring) forpligtet over for den forsikrede forbruger til at give oplysninger om arten, typespecifikationen og kendetegnene (engelsk: indication of the nature, tysk: Angabe der Art, fransk: indications sur la nature) af det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), eller er det tilstrækkeligt kun at oplyse om typen af de underliggende aktiver uden at oplyse om kendetegnene ved disse instrumenter?

2)      […] [I] tilfælde af, at svaret på det første spørgsmål er, at forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (som tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet eller »sælger« en forsikring tilknyttet en investeringsfond) er forpligtet til at give forbrugeren information om arten, typespecifikationen og kendetegnene ved det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), skal [Solvens II-direktivets] artikel 185, stk. 3, litra i), […] og [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, sammenholdt med [punkt 12 i] bilag III A [hertil], da fortolkes således, at oplysninger om art, typespecifikation og kendetegn ved det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori det afledte instrument er integreret), der gives den forsikrede/forbrugeren, skal være identiske med de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 19, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF [(EUT 2004, L 145, s. 1)] og artikel 24, stk. 4, i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU [EUT 2014, L 173, s. 349]), dvs. omfattende information om derivater og foreslåede investeringsstrategier, som bør indeholde relevante retningslinjer og advarsler om de risici, der er forbundet med investering i sådanne instrumenter eller om individuelle investeringsstrategier, herunder især oplysninger om metoden til værdiansættelse af det underliggende instrument […] anvendt af forsikringsselskabet eller i dækningsperioden, oplysninger om risikoen forbundet med derivatet og dets udsteder, herunder ændringer i derivatets værdi over tid, individuelle faktorer, der bestemmer disse ændringer, og graden af deres indflydelse på værdien?

3)      [Skal Solvens II-direktivets] artikel 185, stk. 4, […] fortolkes således, at i tilfælde, hvor livsforsikringsaftaler er tilknyttet en investeringsfond, og hvor fondens underliggende aktiv er et derivat (eller et struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), er forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (der tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet eller »sælger« forsikringen) da forpligtet til at give forbrugeren/den forsikrede samme omfattende oplysninger, som kræves i henhold til artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/39/EF og artikel 24, stk. 4, i direktiv 2014/65/EU, dvs. information om afledte instrumenter og foreslåede investeringsstrategier, som bør indeholde relevante retningslinjer og advarsler om de risici, der er forbundet med investeringer i sådanne instrumenter eller om individuelle investeringsstrategier, herunder især oplysninger om metoden til værdiansættelse af det underliggende instrument anvendt af forsikringsselskabet eller beregningsagenten i dækningsperioden, information om risikoen forbundet med derivatet og dets udsteder, herunder ændringer i værdien af derivatet over tid, individuelle faktorer, der bestemmer disse ændringer, og graden af deres indvirkning på værdien?

4)      [I] tilfælde af en bekræftende besvarelse af det andet eller det tredje spørgsmål (eller begge), udgør [undladelse begået af forsikringsselskabet] eller [forsikringsmægleren], der tilbyder livsforsikring tilknyttet en investeringsfond, […] af at give forbrugeren/den forsikrede de krævede oplysninger (angivet i det [andet og det tredje] spørgsmål), [når forsikring tilbydes forbrugeren,] urimelig handelspraksis som omhandlet artikel 5 i [direktivet om urimelig handelspraksis], eller udgør undladelse af at give de påkrævede oplysninger vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?

5)      [I] tilfælde af en benægtende besvarelse af såvel det andet som det tredje spørgsmål, udgør [undladelse begået af forsikringsselskabet] eller [forsikringssælgeren] (som tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet[ eller] »sælger« livsforsikring tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond)) […] af at oplyse forbrugeren klart om, at investeringsfondens […] (forsikringskapitalfondens) [midler] investeres i derivater (eller strukturerede produkter, hvori derivater er indlejret), en urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktivet om urimelig handelspraksis, eller udgør undladelse af at give de påkrævede oplysninger vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?

6)      [I] tilfælde af en benægtende besvarelse af både det andet og det tredje spørgsmål, udgør det forhold, at forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren, der tilbyder livsforsikring tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond), ikke specifikt forklarer forbrugeren de nøjagtige [kendetegn] ved det instrument, hvori investeringsfondens midler er investeret (forsikringskapitalfond), herunder oplysninger om principperne for et sådant instruments funktion, i en situation, hvor instrumentet er et derivat (eller et struktureret instrument, hvor derivatet er indlejret), da urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktivet om [urimelig] handelspraksis, eller udgør en undladelse af at angive de påkrævede oplysninger en vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?«

B.      Sag C-213/20

18.      A. Towarzystwo Ubezpieczeń Życie S.A. (herefter »sagsøgte i sag C-213/20«) er en juridisk person med hjemsted i Polen, som markedsfører livsforsikringsprodukter. I juli 2011 indgik selskabet en livsforsikringsaftale med A. S.A, et selskab, der driver bankvirksomhed, i henhold til hvilken sagsøgte i sag C-213/20 skulle handle som forsikringsgiver og A. S.A. som forsikringstager (herefter »forsikringstageren i sag C-213/20«).

19.      Den særlige aftale, der blev indgået mellem sagsøgte og forsikringstageren i sag C-213/20, var knyttet til investeringsbeviser i en fond. Det fremgik af de nærmere bestemmelser for fonden, at op til 100% af forsikringspræmierne ville blive investeret i et tredje selskabs indeksobligationer.

20.      Den 28. og 30. november 2011 indgav henholdsvis G.W. og E.S., begge fysiske personer (herefter »sagsøgerne i sag C-213/20«), deres individuelle erklæringer om at indtræde i gruppelivsforsikringsaftalen. I henhold til bestemmelserne i disse erklæringer skulle sagsøgerne i sag C-213/20 betale en førstegangspræmie og herefter en regelmæssig månedlig forsikringspræmie. Forsikringsperioden i henhold til aftalen blev fastsat til 15 år.

21.      Tilbuddet om indtrædelse i den pågældende gruppelivsforsikringsaftale blev afgivet ved et enkelt møde i forsikringstagerens lokaler. Forsikringsproduktet blev fremstillet for sagsøgerne i sag C-213/20 som en kapitalinvestering i form af en systematisk opsparing. Den mundtlige præsentation af forsikringsproduktet var koncentreret om grafiske fremstillinger af de potentielle afkast af investering i en kapitalforsikringsfond. Ved det samme møde modtog sagsøgerne i sag C-213/20 ligeledes dokumenter, nemlig indtrædelseserklæringen og standardaftalebestemmelserne.

22.      Sagsøgerne i sag C-213/20 modtog imidlertid ingen oplysninger om betingelserne for køb af de indekserede obligationer i det tredje selskab. Følgelig havde sagsøgerne i sag C-213/20 ingen oplysninger om de risikofaktorer, der var forbundet med investeringen i sådanne strukturerede produkter. De eneste oplysninger om risici, der omtales i reglerne for fonden, omfattede bl.a. risici i forbindelse med værdiforringelsen af det indeks, som forsikringspræmierne var investeret i, på grund af udviklingen på de finansielle markeder, og et eventuelt tab af en del af de investerede præmier ved opsigelse af forsikringsaftalen inden forsikringsperiodens udløb.

23.      Sammen med erklæringen om indtrædelse i gruppelivsforsikringsaftalen underskrev sagsøgerne i sag C-213/20 ligeledes et dokument, der indeholdt oplysninger om, at værdien af investeringsbeviserne i fonden kunne variere betydeligt i løbet af forsikringsperioden afhængig af værdiansættelsen af de finansielle instrumenter, som fonden investerede i. De blev imidlertid forsikret om, at de ved udløbet af den 15-årige aftaleperiode ville få udbetalt hele værdien af investeringsbeviserne i investeringsfonden.

24.      I overensstemmelse med ordlyden af og vilkårene i gruppelivsforsikringsaftalen blev de præmier, som sagsøgerne betalte i sag C-213/20, investeret i det tredje selskabs indeksobligationer. I løbet af forsikringsperioden faldt værdien af investeringsbeviserne i investeringsfonden gradvist. Efter en periode på otte år opsagde sagsøgeren G.W. aftalen med virkning fra den 23. januar 2019.

25.      Forsikringsselskabet betalte G.W. en tilbagekøbsværdi svarende til værdien af hendes investeringsbeviser fratrukket visse afviklingsomkostninger. På tidspunktet for anmodningen om præjudiciel afgørelse indbetalte sagsøgeren E.S. fortsat præmierne og havde endnu ikke bragt det retsforhold, der fulgte af den aftale, som hun havde indgået, til ophør.

26.      Ikke desto mindre anlagde sagsøgerne i sag C-213/20 sag mod sagsøgte ved Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa). Til støtte for deres påstande har de gjort gældende, at sagsøgte ikke har givet dem fuldstændige oplysninger om kendetegnene ved indeksobligationerne i det tredje selskab og om de risici, der var forbundet hermed. Der var således ikke tale om en egentlig hensigtserklæring om at ville indtræde i gruppelivsforsikringsaftalen.

27.      Den forelæggende ret har anført, at selv om sagsøgerne i sag C-213/20 ikke formelt er parter i forsikringsaftalen mellem sagsøgte og forsikringstageren, indeholder livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, en pligt til at give »[mindst] de i bilag III, punkt A, nævnte oplysninger«, »[i]nden« en forsikringsaftale indgås. Eftersom forbrugeren under disse omstændigheder overtager en del af forsikringstagerens forpligtelser, navnlig forpligtelsen til at betale præmierne, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt forsikringstageren skal forelægges de oplysninger, som forsikringstageren i sag C-213/20 har fået, ved indgåelsen af aftalen med sagsøgte i sag C-213/20. Hvis dette er tilfældet, opstår der usikkerhed med hensyn til tidspunktet for, hvornår denne oplysning skal forelægges, og med hensyn til den måde, hvorpå anvendelsesområdet af punkt A, punkt a.11 og a.12, i bilag III til livsforsikringsdirektivet skal fortolkes.

28.      På denne faktiske og retlige baggrund har Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, jf. punkt a.12 i bilag III [hertil] fortolkes således, at forpligtelsen til at meddele de deri nævnte oplysninger ligeledes omfatter meddelelse til den forsikrede, når denne ikke samtidigt er forsikringstageren, og hvor den pågældende som forbruger slutter sig til en [gruppelivsforsikringsaftale] tilknyttet en kapitalforsikringsfond, hvilken aftale er indgået mellem forsikringsgiveren og forsikringstageren, i egenskab af faktisk investor på en sådan måde, at det er denne forbruger, der betaler forsikringspræmierne?

2)      Såfremt det første spørgsmål [besvares] bekræftende, skal [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III [hertil], da fortolkes således, at – inden for rammerne af et sådant retsforhold som omhandlet i det første spørgsmål – skal forpligtelsen til at meddele oplysninger om arten af de kapitalaktiver, der er knyttet til kapitalforsikringsfonden, også indebære, at den forsikrede på en udtømmende og forståelig måde skal oplyses om alle risici, herunder om deres art og omfang, der er forbundet med investering i kapitalfondens aktiver (såsom strukturerede obligationer eller derivater), eller er det tilstrækkeligt i henhold til den nævnte bestemmelse kun at give den forsikrede forbruger grundlæggende oplysninger om de væsentligste risici, der er forbundet med foretage sådanne investeringer?

3)      Skal [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III [hertil], fortolkes således, at der – inden for rammerne af et sådant retsforhold som omhandlet i det første [og det andet] spørgsmål – gælder en forpligtelse til at oplyse forbrugeren, som i egenskab af forsikret har indgået en livsforsikringsaftale, om alle investeringsrisici og dermed forbundne forhold, hvorom udstederen af aktiverne (strukturerede obligationer eller derivater), der udgør kapitalforsikringsfonden, har oplyst forsikringsgiveren?

4)      I tilfælde af, at de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, […] da fortolkes således, at forbrugeren, der i egenskab af forsikret indgår en gruppelivsforsikringsaftale med en kapitalforsikringsfond, skal oplyses om arten af kapitalaktiver og de risici, der er forbundet med at investere i disse aktiver forud for indgåelsen af aftalen som led i en særskilt procedure, og dermed om denne bestemmelse er i strid med en national bestemmelse [som] artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed […], hvoraf fremgår, at det er tilstrækkeligt, at disse oplysninger kun medtages i forsikringsaftalen ved dens indgåelse, og tidspunktet for modtagelse af disse oplysninger ikke kan anses for klart og [udtrykkeligt] at være adskilt i forhold til tidspunktet, hvor aftalen indgås?

5)      Såfremt det første til det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal [livsforsikringsdirektivets] artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III [hertil], da fortolkes således, at en korrekt opfyldelse af den deri anførte informationsforpligtelse skal betragtes som et væsentligt element i en gruppelivsforsikringsaftale med en kapitalforsikringsfond, og kan en konstatering af, at denne forpligtelse ikke er korrekt opfyldt medføre, at forbrugeren/den forsikrede opnår – på grund af, at aftalen eller erklæringen om at indgå aftale eventuelt anses for at være ugyldig eller uvirksom – ret til at kræve tilbagebetaling af alle de forsikringspræmier, der er betalt af forbrugeren?«

C.      Sagens videre behandling ved Domstolen

29.      Ved afgørelse af 24. marts 2021 blev de to sager C-143/20 og C-213/20 forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

30.      Der er indgivet skriftlige indlæg af sagsøgerne i sag C-213/20, sagsøgte i sag C-213/20, den græske, den italienske og den polske regering samt Europa-Kommissionen. Sagsøgerne i sag C-213/20, sagsøgte i sag C-213/20, den italienske og den polske regering samt Kommissionen har ligeledes besvaret skriftlige spørgsmål, som blev fremsendt til dem den 23. marts 2021.

IV.    Bedømmelse

31.      Dette forslag til afgørelse er struktureret som følger. Først vil jeg redegøre for og forklare arten af de omhandlede forsikringsprodukter og derefter sammenfatte de faktiske omstændigheder, der viser sig at være relevante for dette forslag til afgørelse (A). Dernæst vil jeg vende mig mod rækkefølgen af den forelæggende rets spørgsmål (B), inden jeg behandler deres indhold: Hvem er forpligtet til at forelægge de oplysninger, der er omhandlet i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, (C), hvilke oplysninger skal forelægges i henhold hertil (D), hvornår skal forelæggelsen finde sted (E), og hvad er konsekvenserne af en tilsidesættelse af denne forpligtelse (F)?

A.      Gruppelivsforsikringsprodukter og de relevante faktiske omstændigheder

32.      Forsikringssektoren er et særligt følsomt område, når det drejer sig om behovet for at beskytte forbrugeren (8). Forsikringsaftaler er retligt komplekse finansielle produkter, der kan variere betydeligt, alt efter hvilket forsikringsselskab der udbyder dem, og kan indebære betydelige og undertiden meget varige finansielle forpligtelser. I sådanne situationer stilles forbrugeren naturligvis ringere i forhold til forsikringsgiveren (9). I 2013 fremlagde Kommissionen en rapport om direktivet om urimelig handelspraksis, idet den fremhævede det bekymrende forhold, at for finansielle tjenesteydelser og fast ejendom vedrørte den hyppigst rapporterede urimelige praksis i medlemsstaterne manglende væsentlige oplysninger i annonceringsfasen og en vildledende beskrivelse af de pågældende produkter (10).

33.      Det er af disse grunde, at Domstolens praksis sikrer en tæt paraply af forbrugerbeskyttelse (11). Uden at være absolut (12) har det høje beskyttelsesniveau, som Domstolen således anerkender, til formål at sikre balance i forhandlingspositionen for den svageste part, der indgår en aftale med et forsikringsselskab (dvs. forsikringstageren eller forbrugeren) (13).

34.      Disse betragtninger er ikke anderledes for forsikringssektoren. Mens forsikringer groft sagt dækker farer eller risici, der kan opstå (og således kun har en værdi, hvis forsikringsbegivenheden indtræffer), vedrører livsforsikringer finansiel dækning, hvor der sker udbetaling ved en begivenhed, der helt sikkert vil indtræffe. Sidstnævnte indebærer således løfte om en udbetaling enten i form af et garanteret mindstebeløb eller af investeringens værdi, når den udbetales.

35.      En gruppelivsforsikringsaftale er en enkelt aftale om livsforsikringsdækning mellem et forsikringsselskab og en forsikringstager. Individuelle forbrugere kan vælge at indtræde i gruppeaftalens dækning ved at afgive individuelle erklæringer, hvori de tilkendegiver deres ønske om at gøre det. Til gengæld for betaling af regelmæssige præmier nyder disse forbrugere den beskyttelse, som ordningen, der ligger til grund for den respektive aftale, giver.

36.      Mange livsforsikringsprodukter eller ‑aftaler er imidlertid udformet og sælges udelukkende som personlige finansielle investeringsinstrumenter eller instrumenter, der indeholder mange lignende elementer. Ofte sælges de som en form for pensionsopsparing. Dette er tilfældet for livsforsikringspolicer tilknyttet investeringsfonde. I henhold til disse aftaletyper investeres de indbetalte præmier i »investeringsbeviser« i en investeringsfond. Værdien af disse investeringsbeviser afhænger således af fondens primære aktiv. Hvis der sker udsving i værdien af dette underliggende aktiv, vil det også være tilfældet for værdien af de investeringsbeviser, som forsikringstagerens præmier er investeret i. Med henblik på kravet om sikkerhed i lyset af sådanne mulige værdiudsving kan livsforsikringspolicer tilknyttet investeringsfonde indeholde en »garanteret minimumsudbetaling«. Disse garantier fastsætter grundlæggende et minimumsniveau for aftalens værdi ved aftalens udløb, der er uafhængigt af markedsværdien af de underliggende investeringsbeviser.

37.      Den type livsforsikringsordninger, der er omhandlet i hovedsagerne, er ofte populære livsforsikringsprodukter. De markedsføres over for gennemsnitsforbrugerne med et løfte om, at der indgås en forpligtelse om en sikker, langsigtet opsparing, der sandsynligvis vil medføre en højere forrentning ved policens udløb eller når forsikringsbegivenheden indtræffer (14). Som den forelæggende ret har forklaret, er de omhandlede sager nemlig blot to eksempler på talrige verserende sager af lignende art, der er indbragt for den samme ret.

38.      Inden jeg går i gang med det (komplekse) indhold af tvisterne i hovedsagerne, kan det være nyttigt kort at redegøre for de relevante og fælles faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne.

39.      På en dato, som ikke er blevet oplyst af den forelæggende ret, blev der indgået to gruppelivsforsikringsaftaler mellem et forsikringsselskab og en forsikringstager. Begge disse er juridiske personer. I 2010 og 2011 indtrådte sagsøgerne i hovedsagerne, som er fysiske personer i Polen og tilsyneladende også forbrugere som omhandlet i den relevante EU-lovgivning, frivilligt i disse aftalers dækning i 15 år. Som modydelse accepterede de forpligtelsen til hver måned at betale en fast præmie i hele denne periode.

40.      Da den respektive livsforsikringsdækning var knyttet til en investeringsfond, investerede livsforsikringsselskabet de præmier, som sagsøgerne betalte, i »investeringsbeviser« (med andre ord andele) i fonden. Disse investeringer indebar den risiko, at værdien af disse andele ville svinge væsentligt i forsikringsperioden.

41.      Ved udløbet af den 15-årige løbetid var sagsøgerne imidlertid sikret en garanteret minimumsudbetaling, der mindst svarede til de samlede investerede præmier (sag C-143/20) eller den samlede værdi af andelene i investeringsfonden (sag C-213/20). Der var ligeledes en mulighed for et større udbytte, hvis de fonde, som den pågældende gruppelivsforsikringsaftale var knyttet til, var steget i værdi i løbet af den relevante forsikringsperiode.

42.      Såfremt livsforsikringsaftalen blev opsagt inden udløbsdatoen, ville sagsøgerne i hovedsagerne kun få tilbagebetalt et beløb svarende til værdien af de respektive andele i investeringsfonden, som skulle vurderes på udløbstidspunktet, og med fradrag af et indfrielsesgebyr. I hovedsagerne betød dette, at værdien af alle de udbetalte midler var betydeligt lavere end det, de respektive sagsøgere havde investeret.

43.      Sagsøgerne i hovedsagerne har gjort gældende, at de ikke er blevet tilstrækkeligt oplyst om arten af og kendetegnene ved de finansielle instrumenter, der ligger til grund for de gruppelivsforsikringsaftaler, som de var indtrådt i. Dette betød følgelig, at de ikke havde et tilstrækkeligt klart billede af de pågældende risici. De har således indstævnet henholdsvis en forsikringstager (sag C-143/20) og et livsforsikringsselskab (sag C-213/20) med henblik på at få kendt erklæringerne om indtrædelse i gruppelivsforsikringsaftalerne ugyldige og kræve tilbagebetaling af alle midler, der er investeret i henhold til policerne.

B.      Omformulering af spørgsmålene og deres rækkefølge

44.      Inden der tages stilling til realiteten i den forelæggende rets spørgsmål, skal der foretages en indledende præcisering af to aspekter ved de foreliggende sager: for det første den gældende EU-ret og på grundlag heraf en omformulering og forenkling af de forelagte spørgsmål.

45.      For det første har den forelæggende ret i nogle af sine spørgsmål anmodet om en fortolkning af visse bestemmelser i Solvens II-direktivet. Som den polske regering og Kommissionen med rette har anført, blev anvendelsen af dette direktiv imidlertid forsinket indtil den 1. januar 2016 (15). Eftersom sagsøgerne i hovedsagerne allerede udfyldte deres erklæringer om indtrædelse i de omhandlede gruppelivsforsikringsaftaler henholdsvis den 8. oktober 2010 (sag C-143/20) og den 28. og 30. november 2011 (sag C-213/20), finder Solvens II-direktivet derfor af tidsmæssige årsager ikke anvendelse på de foreliggende sager.

46.      Med sit andet spørgsmål i sag C-143/20 ønsker den forelæggende ret ligeledes en sammenligning af anvendelsesområdet for livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, og artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/39/EF og direktiv 2014/65/EU. Men direktiv 2004/39 og 2014/65 udelukker udtrykkeligt livsforsikringsselskaber fra deres anvendelsesområde (16). Desuden finder direktiv 2014/65 af tidsmæssige grunde ikke anvendelse på tvisten i hovedsagerne. I denne henseende ville enhver vurdering på grundlag af disse være helt teoretisk (17).

47.      Jeg foreslår derfor, at det første og det andet spørgsmål i sag C-143/20 omformuleres, og at det første, det andet og det tredje spørgsmål i sag C-213/20 omformuleres således, at de udelukkende har til formål at opnå en fortolkning af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1. Henset til den omstændighed, at det tredje spørgsmål i sag C-143/20 kun vedrører en fortolkning af Solvens II-direktivets artikel 185, stk. 4, bliver dette spørgsmål desuden uden genstand og kræver derfor ikke svar fra Domstolen.

48.      For det andet griber de omformulerede og forenklede spørgsmål forelæggelse af oplysninger forud for indtrædelse i en livsforsikringsaftale i henhold til livsforsikringsdirektivet an fra fire forskellige vinkler: Hvem har til opgave at informere forbrugerne om kendetegnene og risiciene ved gruppelivsforsikringsprodukter tilknyttet en investeringsforening, hvilke oplysninger skal forelægges, hvornår skal forelæggelsen finde sted, og hvad er konsekvenserne, hvis en sådan forelæggelse ikke finder sted?

49.      Det første spørgsmål i sag C-143/20 og det første spørgsmål i sag C-213/20 går nærmere bestemt ud på, hvem der er forpligtet til at informere forsikringstageren i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1. Under de særlige faktiske omstændigheder i hovedsagerne vanskeliggøres fastlæggelsen af dette af, at den faktiske »sælger« af livsforsikringsproduktet ikke er et forsikringsselskab, men en anden (juridisk) person (C).

50.      Det andet spørgsmål i sag C-143/20 samt det andet og det tredje spørgsmål i sag C-213/20 har i det væsentlige til formål at opnå en fortolkning af »hvad«. Efter omformuleringer ønskes det med disse spørgsmål oplyst, hvilken type oplysninger og hvor mange detaljer der skal forelægges for sagsøgerne i hovedsagerne i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, sammenholdt med bilag III, punkt A, punkt a.11 og a.12 (D).

51.      Spørgsmålet om »hvordan« tages op i det fjerde spørgsmål i C-213/20. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, indebærer en forpligtelse til at iværksætte en særskilt administrativ procedure, hvorunder de oplysninger, der er omhandlet i punkt A i bilag III til dette direktiv, skal forelægges forbrugeren. Hvis dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret dernæst oplyst, om denne artikel er til hinder for en national bestemmelse som artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed, hvori det ikke præciseres, hvornår oplysningspligten skal opfyldes (E).

52.      Det fjerde til det sjette spørgsmål i sag C-143/20 og det femte spørgsmål i sag C-213/20 vedrører konsekvenserne af manglende forelæggelse af de oplysninger, der er nødvendige for at informere forbrugeren om et livsforsikringsprodukts art og kendetegn. Dette er tilfældet i forhold til henholdsvis direktivet om urimelig handelspraksis og livsforsikringsdirektivet (F).

53.      Jeg vil behandle disse spørgsmål særskilt.

C.      Hvem har oplysningspligten, og hvem er modtageren?

54.      Med det første spørgsmål i C-213/20 og det første spørgsmål i C-143/20 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en forsikret person, der ikke er forsikringstager, men blot som forbruger er indtrådt i en livsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, bør modtage de oplysninger, der er omfattet af oplysningspligten i livsforsikringsdirektivet artikel 36, stk. 1.

55.      Sagsøgte i sag C-213/20 er af den opfattelse, at disse spørgsmål skal besvares benægtende. Sagsøgte har gjort gældende, at livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, kun fastsætter en oplysningspligt mellem livsforsikringsselskabet og forsikringstageren. Når forbrugeren indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale mellem et livsforsikringsselskab og en forsikringstager, uden dog selv at blive forsikringstager, finder dette direktivs artikel 36, stk. 1, ikke anvendelse.

56.      Sagsøgerne i sag C-213/20, den italienske og den polske regering samt Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at det følger af en systematisk og teleologisk fortolkning af livsforsikringsdirektivet artikel 36, stk. 1, at den oplysningspligt, som den indeholder, bør fortolkes således, at den omfatter forbrugere, der indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale, hvis disse forbrugere påtager sig forsikringstagerens væsentligste forpligtelser (såsom betaling af præmien og overtagelse af den investeringsrisiko, der ligger til grund for aftalen).

57.      Jeg deler sidstnævnte opfattelse.

58.      I henhold til anden, tredje og femte betragtning har livsforsikringsdirektivet til formål at fremme et indre marked for livsforsikring og samtidig sikre en passende beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede i Den Europæiske Union.

59.      Hvad angår det sidstnævnte formål har direktivet til formål at beskytte forbrugerne i form af valgmuligheder på grundlag af oplysninger (18). Denne tilgang afspejles i 52. betragtning til livsforsikringsdirektivet, hvor det forklares, at livsforsikringsdirektivet bl.a. har til formål at samordne minimumsbestemmelserne, således at forbrugeren får klare og præcise oplysninger om de væsentligste kendetegn ved de forsikringsprodukter, der tilbydes ham. Som det fremgår af samme betragtning, skal forbrugeren for i fuldt omfang at kunne drage nytte af det større og mere varierede udvalg i det indre marked for livsforsikringer og den øgede konkurrence have adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vælge den forsikring, der bedst dækker hans behov (19).

60.      En sådan passende beskyttelse skal bl.a. sikres ved den oplysningspligt, der er fastsat i livsforsikringsdirektivets artikel 36. Denne bestemmelses første afsnit fastsætter, at mindst de oplysninger, der er anført i punkt A i bilag III skal meddeles »forsikringstageren«, inden der indgås en »forsikringsaftale«. I henhold til stk. 2 har den nævnte »forsikringstager« ret til at blive informeret om enhver ændring af de i punkt B i bilag III nævnte oplysninger i hele forsikringsaftalens løbetid. Hvis det er nødvendigt for, at »forsikringstageren« virkelig kan forstå de væsentligste elementer i forpligtelsen, bestemmes det dernæst i stk. 3, at medlemsstaterne kan pålægge »forsikringsselskaberne« en oplysningspligt, der er mere vidtgående end den i stk. 1 og 2 indeholdte. I henhold til direktivets artikel 36, stk. 4, fastsætter national ret de nærmere regler for opfyldelsen af disse forpligtelser.

61.      De to første stykker i livsforsikringsdirektivets artikel 36 er affattet passivt. Det præciseres ikke, hvilken enhed der har pligt til at videregive de oplysninger, der pålægges heri. De står dermed i kontrast til denne bestemmelses stk. 3, der specifikt udpeger »forsikringsselskaber« som potentielt værende underlagt en oplysningspligt, der går videre end den, der samordnes gennem direktivet.

62.      Hvorfor har EU-lovgiver ikke præciseret, hvem der skal opfylde oplysningspligten i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1 og 2? Parternes indlæg indeholder ingen oplysninger om årsagerne til denne redaktionelle udformning. Sådanne oplysninger kan heller ikke udledes af forarbejderne til livsforsikringsdirektivet.

63.      Svaret på spørgsmålet om, hvem oplysningspligten påhviler, er enkelt og intuitivt i tilfælde af et enkelt aftalescenarium mellem to aftaleparter, hvor der kun er én forsikringsgiver og én forsikringstager. Det samme svar bliver mindre entydigt i forbindelse med mere komplekse arrangementer, hvor der er mere end to parter. Hvad sker der, hvis forsikringstageren (den oprindelige, nominelle) opfordrer andre til at indtræde i policen eller videresælger dette produkt til tredjemand, hvor denne tredjemand faktisk påtager sig de retlige og/eller økonomiske risici, der følger af forsikringsaftalen?

64.      Den nøjagtige juridiske kvalifikation af sådanne komplekse ordninger kan i høj grad afhænge af de gældende nationale (civilretlige) kategorier og af den præcise type retlige ordning, der fastsættes herunder. Uafhængigt af den klassificering, der i sidste ende vil blive fastlagt der, gør en læsning af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, i lyset af 2., 3. og 52. betragtning til direktivet det imidlertid ikke muligt umiddelbart at nå frem til det synspunkt, at forbrugeren, der altid anses for at være beskyttet ved den i nævnte artikel 36 indeholdte oplysningspligt, helt ville falde uden for dette billede. Valget af en bestemt forretningsmodel eller salgsmodel for forsikringsprodukter og dermed indsættelse af et større antal aktører i billedet, end der tidligere var fastsat i lovgivningen, kan ikke medføre, at forpligtelserne i direktivet ikke finder anvendelse.

65.      Jeg medgiver, at medtagelsen af mere komplekse situationer i ordlyden af i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, nødvendiggør en mindre udvidelse af denne bestemmelse (20). Men henset til opbygningen af og formålet med denne bestemmelse samt dette omfattende retsområde er den imidlertid helt naturlig. Desuden er den forenelig med den passive sprogbrug, der er anvendt i direktivets artikel 36, stk. 1 og 2, hvori det angives, hvem der skal have oplysningerne, men ikke hvem der skal forelægge dem.

66.      Set i denne sammenhæng gælder oplysningspligten i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1 og 2, for enhver part, der indgår en forsikringsaftale med en »forsikringstager«. Disse stykker pålægger en »dynamisk« oplysningspligt, som »følger med«, når modparten skifter inden for en forsikringsaftale. Den eventuelle yderligere forpligtelse, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 3, opstår derimod aldrig for »forsikringsselskaber«, som er en veldefineret og lukket gruppe i overensstemmelse med kravene i livsforsikringsdirektivets artikel 4, hvis medlemsstaterne beslutter at gå videre end de harmoniserede minimumsstandarder i direktivet. Når der er opstået en sådan yderligere forpligtelse, finder den derfor kun anvendelse på én type modpart (dvs. »forsikringsselskaber«). Denne forpligtelse forbliver således »statisk«.

67.      Med henblik på at identificere, hvem den dynamiske oplysningspligt i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, påhviler, skal to variabler vurderes på bedste algebraiske vis. Den første er, hvorvidt der foreligger en »forsikringsaftale«. Den anden er tilstedeværelsen af en »forsikringstager«. Jeg vil vurdere, om disse to variabler er opfyldt under omstændigheder som de i de to hovedsager omhandlede, inden jeg fremsætter et svar på det første spørgsmål i sag C-143/20 og på det første spørgsmål i sag C-213/20 (3).

1.      Om der findes en »forsikringsaftale«

68.      Hvad er en »forsikringsaftale« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i livsforsikringsdirektivet? Direktivets ordlyd siger intet om dette begreb. Direktivet henviser heller ikke til medlemsstaternes ret på dette punkt. Det præciseres således udtrykkeligt i 44. betragtning til dette direktiv, at det ikke har til formål at harmonisere medlemsstaternes aftaleret. I stedet overlades beslutningerne om indholdet af disse lovgivninger til medlemsstaterne, når andet ikke er bestemt (21). Rækkevidden af begrebet »forsikringsaftale« skal således findes under hensyntagen til livsforsikringsdirektivets kontekst og skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, der er særegen for EU-retten (22).

69.      EFTA-Domstolen har allerede haft lejlighed til at præcisere, at et grundlag for en »forsikringsaftale« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i livsforsikringsdirektivet, er, at der foreligger en retshandel, der indebærer »en ny og uafhængig risikoovertagelse mod vederlag« (23). Det er ligeledes den linje, Domstolen har anlagt i forskellige sammenhænge ved undersøgelsen af de væsentligste kendetegn ved en forsikringstransaktion. En forsikringstransaktion består ifølge fast retspraksis i, at forsikringsgiveren mod betaling af en præmie i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden påtager sig at betale den ydelse, der er blevet aftalt ved aftalens indgåelse til forsikringstageren (24). En sådan transaktion indebærer, at der foreligger et aftaleforhold mellem (normalt) leverandøren af forsikringstjenesten og den person, hvis risici dækkes af forsikringen (25).

70.      Det fælles element i disse to definitioner lægger vægt på den økonomiske følgerigtighed (dvs. overtagelse af risikoen) snarere end på formelle aftalevilkår. I det særlige tilfælde med livsforsikringsprodukter er den »risiko«, som den pågældende (institutionelle) enhed – typisk livsforsikringsselskabet – løber, nemlig, at udbetalingen udløses i den aftalte løbetid, og at forsikringstageren kompenseres for eventuelle tab ved aftalens udløb. Den forpligtelse, som forsikringstageren påtager sig, svarer typisk til betaling af en præmie i hele policens løbetid.

71.      Det er klart, at formålet med livsforsikringsdirektivets artikel 36 er at hjælpe forsikringstagerne med at træffe et kalkuleret valg med hensyn til deres accept af forpligtelserne inden for rammerne af et nyt aftaleforhold vedrørende livsforsikringsprodukter. Det forklares således i 52. betragtning til dette direktiv, at det centrale i oplysningspligten er hensigten om at styrke forsikringstagere og forbrugere i forbindelse med indgåelsen af en retshandel, der fører til indgåelse af en livsforsikringsaftale (26). Dette indebærer, at direktivet har til hensigt at udstyre disse parter med alle de værktøjer, der er nødvendige for, at de kan foretage deres egen vurdering af de risici, de sandsynligvis vil påtage sig (27).

72.      Når en forbruger påtager sig en ny og uafhængig risiko (eller forpligtelse) gennem indtrædelse i denne type retsforhold med tredjemand, har oplysningspligten før og efter aftalens indgåelse, der følger af livsforsikringsdirektivets artikel 36, til formål at gøre det muligt for forbrugeren at træffe et valg på et velinformeret grundlag med hensyn til den aftale, der er bedst egnet for vedkommende før og under denne aftales beståen.

73.      Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan forpligtelse er indgået, bliver således en vurdering af de faktiske omstændigheder i en konkret sag, som den forelæggende ret er bedst egnet til at foretage. Det fremgår imidlertid af indlæggene for Domstolen, at det er ubestridt, at sagsøgerne i hovedsagerne har indgivet individuelle »erklæringer« med henblik på at indtræde i de omhandlede gruppelivsforsikringsaftaler. Herved har sagsøgerne i hovedsagerne accepteret visse rettigheder og forpligtelser. Disse angives at have omfattet den økonomiske byrde ved løbende betaling af præmier, som livsforsikringsselskabet efterfølgende investerer i andele i de tilknyttede investeringsfonde. Det første afspejles bl.a. i en garanteret minimumsudbetaling til sagsøgerne ved udløbet af en periode på 15 år, der potentielt er højere eller i det mindste svarer til deres samlede investering i policen. Henset til disse væsentlige elementer fremgår det, at erklæringerne om indtrædelse i den omhandlede livsforsikringsaftale i henhold til livsforsikringsdirektivet førte til indgåelsen af »forsikringsaftaler« i direktivets forstand.

74.      Denne konklusion påvirkes ikke af den forelæggende rets forklaring om, at en forbruger, der indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale i henhold til polsk ret ren faktisk ikke bliver part i denne aftale, men alene opnår status som »forsikret«.

75.      Det tilkommer ikke Domstolen at fortolke eller udtale sig om national ret. Jeg er imidlertid i tvivl om, hvorledes man kan opnå status som forsikret, uden at der foreligger nogen aftale overhovedet. Logisk set antager jeg, at en forsikret i en sådan situation skal være omfattet af en eller anden form for (aftalemæssigt) retsforhold. En erklæring om indtrædelse, som tilsyneladende blev underskrevet af sagsøgerne i hovedsagerne, kunne anses for enten at være en indtrædelse i den oprindelige aftale mellem forsikringsgiveren og forsikringstageren, hvor sagsøgerne blev (affilierede) forsikringstagere i henhold til den oprindelige aftale. Subsidiært kan den samme erklæring fortolkes som indgåelse af en anden aftale mellem forsikringstageren og den forsikrede. I henhold til national ret er der således to på hinanden følgende aftaler: den oprindelige mellem forsikringsgiveren og den oprindelige forsikringstager og den anden mellem forsikringstageren og forbrugeren.

76.      Det forekommer mig imidlertid vanskeligt at antage, at ingen af disse to scenarier rent faktisk var til stede i national ret, således at de forsikrede svævede i en slags retligt tomrum (28).

77.      Henset til de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, forekommer den anden mulighed mere sandsynlig. I så fald ville der i realiteten være to på hinanden følgende aftaler i henhold til national ret. For det første består der et »forudgående« retsforhold mellem livsforsikringsselskabet og den »oprindelige« forsikringstager, som udgør grundlaget for gruppelivsforsikringsaftalen. På den anden sider foreligger der et nyt og selvstændigt »efterfølgende« retsforhold mellem forsikringstageren og forbrugeren.

78.      Det fremgår således, at sagsøgerne i hovedsagerne har indgået en »forsikringsaftale« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i livsforsikringsdirektivet, uafhængigt af den uklare og uafklarede retlige kvalificering af dette materielle forhold i polsk ret, og at disse retsforhold opstår uafhængigt af den »oprindelige« (og »forudgående«) livsforsikringsaftale mellem livsforsikringsselskabet og forsikringstageren.

2.      Hvem er »forsikringstageren« i henhold til de omhandlede livsforsikringsaftaler?

79.      Livsforsikringsdirektivet indeholder heller ikke nogen definition af begrebet »forsikringstager« eller nogen henvisning til national ret. Det fremgår imidlertid af opbygningen af livsforsikringsdirektivet, at selv om begrebet »forsikringstager« generelt forstås som tilbudsmodtageren i det retsforhold, der opfylder betingelserne for en »forsikringsaftale« (29), behøver disse begreber ikke nødvendigvis at overlappe hinanden (30).

80.      Hvad angår livsforsikringsdirektivets artikel 36 har Domstolen for nylig fastslået, at henvisningen til »forsikringstager« skal fortolkes bredt, således at det også omfatter begrebet »forbruger«, henset til formålet om forbrugerbeskyttelse som nævnt i 52. betragtning til dette direktiv (31).

81.      Efter min opfattelse bør den samme logik ligeledes gælde i de foreliggende sager.

82.      Som jeg har forklaret i punkt 77 og 78 i dette forslag til afgørelse, fremgår det, at sagsøgerne i hovedsagerne har indgået individuelle »forsikringsaftaler« som omhandlet i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, med forskellige forsikringstagere. I henhold til disse aftaler, der følger af forholdet mellem livsforsikringsselskabet og forsikringstagerne i hovedsagerne, handlede forsikringstagerne som tilbudsgivere i forbindelse med indtrædelsen i gruppelivsforsikringsaftalen. Den omstændighed, at forsikringstagerne ikke har gjort meget andet end at fungere som formidlere med henblik på at reklamere for gruppelivsforsikringsdækningen over for tredjemand (dvs. sagsøgerne i hovedsagerne), påvirker ikke deres egenskab af tilbudsgiver under de respektive »efterfølgende« livsforsikringsaftaler. Som den forelæggende ret har forklaret, kan en forbruger, der indgår en gruppelivsforsikringsaftale, forvente at have de samme rettigheder og påtage sig de samme forpligtelser som dem, der følger af en individuel livsforsikringsaftale, der er indgået direkte med et livsforsikringsselskab.

83.      Følgelig, og med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, har sagsøgerne i hovedsagerne, selv om de blot er forbrugere af en gruppelivsforsikringspolice, faktisk påtaget sig de samme rettigheder og forpligtelser som »forsikringstagere« som omhandlet i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, ved underskrivelsen af de omhandlede »erklæringer« over for forsikringstagerne i hovedsagerne.

3.      At finde »x«

84.      Nu hvor de to variabler i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, er præciseret, er det muligt at afgøre, om denne bestemmelse finder anvendelse under de foreliggende omstændigheder.

85.      Som jeg har forklaret i punkt 66 i dette forslag til afgørelse, medfører arten af oplysningspligten forud for aftaleindgåelsen, der er indeholdt i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, en »medfølgende« oplysningspligt, der hænger sammen med behovet for beskyttelse af den omhandlede forbruger.

86.      Som den polske regering med rette har anført, forholder det sig således, at når forsikringstagerne i hovedsagerne har foreslået, at der blev oprettet særskilte retsforhold med sagsøgerne, hvorved sidstnævnte påtager sig nye og uafhængige risici som modydelse for retten til at være dækket af gruppelivsforsikringsdækningen, bliver disse forsikringstagere tilbudsgivere i henhold til de omhandlede livsforsikringsaftaler. De har således aktiveret den såkaldte »dynamiske« oplysningspligt i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1. Disse forsikringstagere skulle således som minimum forelægge sagsøgerne i hovedsagerne de oplysninger, der er opregnet i punkt A i bilag III til direktivet for at give dem mulighed for at vurdere virkningerne af og risiciene ved den pågældende gruppelivsforsikringsdækning og vælge denne dækning på grundlag af fuldt kendskab til alle relevante forhold.

87.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første spørgsmål i sag C-143/20 og det første spørgsmål i sag C-213/20 således:

Livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, skal fortolkes således, at den oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen, som fastsættes heri, pålægger modparten i en aftale med en forbruger, når sidstnævnte indgår en gruppelivsforsikringsaftale uden at blive forsikringstager i henhold til den underliggende oprindelige livsforsikringsaftale, som minimum at give forbrugeren de oplysninger, der er opregnet i punkt A i bilag III til dette direktiv.

D.      Hvilke oplysninger skal forelægges?

88.      Med det andet spørgsmål i sag C-143/20 og det andet og det tredje spørgsmål i sag C-213/20 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilken type oplysninger og hvor mange detaljer der skal forelægges sagsøgerne i hovedsagerne i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, sammenholdt med bilag III, punkt A, punkt a.11 og a.12 hertil. Den forelæggende ret har tilføjet, at en sammenlignende sproglig bedømmelse af den tyske, den franske, den engelske og den polske version af direktivets bilag III, punkt A, punkt a.12, afslører en lavere tærskel i den polske udgave af dette direktiv (»wskazania« eller »angivelser«), mens den tyske, den franske og den engelske sprogversion kræver alle oplysninger om arten af, specifikation af typen og kendetegnene ved de underliggende aktiver.

89.      I sag C-143/20 synes sagsøgeren at gøre gældende i hovedsagen, at han burde have fået meddelt detaljerede oplysninger om kendetegnene ved investeringen og reglerne for fordeling af forsikringspræmien på de forskellige andele i indekset. Blot at videregive det forhold, at investeringen vedrørte »investeringsbeviser«, således som sagsøgte i denne sag har gjort, er utilstrækkeligt. Hvad angår sag C-213/20 har sagsøgerne gjort gældende, at de burde have modtaget »fuldstændige« oplysninger om kendetegnene ved de strukturerede obligationer, der blev erhvervet til kapitalforsikringsfondene, herunder »detaljerede« og »udtømmende« oplysninger om rækkevidden, omfanget og arten af »alle risici«, der er forbundet med disse investeringer.

90.      Sagsøgte i sag C-213/20 har gjort gældende, at der i punkt A, punkt a.12, i bilag III til livsforsikringsdirektivet ikke kræves fremsendelse af en »detaljeret« beskrivelse af størrelsen, omfanget og arten af den investeringsrisiko, der er forbundet med investeringsfondens aktiver. Ifølge sagsøgte er denne type oplysninger ikke en del af »arten« af de underliggende aktiver i forsikringskapitalfonde i direktivets forstand.

91.      Den polske regering og Kommissionen har i vid udstrækning fulgt dette synspunkt. Disse parter har i det væsentlige gjort gældende, at kun de væsentligste træk ved det repræsentative aktiv, der ligger til grund for investeringsfonden, skal forelægges på en klar og præcis måde. Dette indebærer oplysninger om aktivets økonomiske og juridiske karakter samt af den risiko, der er forbundet hermed.

92.      Jeg deler sidstnævnte opfattelse.

93.      Det fremgår af punkt A, punkt a.11 og a.12, i bilag III til livsforsikringsdirektivet, at de oplysninger, der skal forelægges forbrugeren inden indgåelsen af livsforsikringsaftalen, skal indeholde to elementer. Det første element, der er nævnt i punkt a.11, kræver »angivelse af anvendte referenceværdier«, som ydelserne i henhold til livsforsikringspolicen er knyttet til. Det andet element, der er opregnet i samme bilags punkt a.12, kræver »angivelse af arten af de aktiver, forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde er baseret på«.

94.      Uden yderligere forklaring kan en »angivelse af anvendte referenceværdier« i en investeringsfond være ekstremt detaljeret, men behøver ikke være det. På samme måde kan »arten af de aktiver«, der danner grundlaget for policen, i sig selv forklares med henvisning til dens generelle finansielle betegnelse (såsom »derivat«), men den kan også kræve en ret detaljeret forklaring på det pågældende aktivs art og funktionsmåde.

95.      Der er her, 52. betragtning til livsforsikringsdirektivet får betydning. Direktivet indeholder en række kriterier, som skal ligge til grund for fortolkningen af direktivets artikel 36, stk. 1, og dets bilag III, punkt A (32). Med henblik herpå anføres det i 52. betragtning til direktivet i den relevante del, at direktivet skal samordne omfanget af dette minimum af oplysninger mellem medlemsstaterne, således at forbrugeren kan få adgang til »de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vælge den forsikring, der bedst dækker hans behov«. De meddelte oplysninger skal være »klare og præcise om de væsentligste træk ved de produkter, der tilbydes ham« (33).

96.      Efter min opfattelse kan alle disse elementer omsættes til tre betragtninger. For det første havde livsforsikringsdirektivet ikke til formål at foretage en fuldstændig harmonisering af omfanget af de oplysninger, som forbrugeren skulle have adgang til inden indgåelsen af en livsforsikringsaftale. Derfor er der overladt en vis skønsmargen til, at man i national ret kan gå videre end kravene i livsforsikringsdirektivet. For det andet afhænger nøjagtigheden af de oplysninger, der skal forelægges, af en vurdering af de behov, som forbrugeren har givet udtryk for. Disse krav skal imidlertid afvejes i forhold til det objektive krav om »nødvendighed«. For det tredje skal de oplysninger, der videregives ved afslutningen af denne afvejning, mindst omfatte livsforsikringsproduktets »væsentligste træk«. Med henblik på den i direktivets artikel 36, stk. 1, fastsatte forpligtelse til offentliggørelse fremgår disse træk af bilag III, punkt A, og navnlig punkt a.11 og a.12 heri (34).

97.      Det er åbenbart, at en vurdering af den tredje betragtning ikke kan foregå abstrakt. I betragtning af forsikringsprodukternes kompleksitet er det ene produkts »væsentligste træk« ikke nødvendigvis et andet produkts »væsentligste træk«. Overholdelsen af den oplysningspligt, der er fastsat i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, skal således vurderes fra sag til sag i lyset af de særlige faktiske omstændigheder under hensyntagen til den afvejning, der er redegjort for i foregående punkt i dette forslag til afgørelse.

98.      Selv om det ikke tilkommer Domstolen at foretage denne efterprøvelse i de foreliggende sager, kan det ikke desto mindre være nyttigt at fremsætte tre bemærkninger vedrørende den forelæggende rets forklaring på den retlige og faktiske vurdering, som den er blevet forelagt.

99.      For det første ændrer en eventuel forskel i betydningen af den polske sprogudgave i punkt A, punkt a.11, i bilag III ikke omfanget af de oplysninger, der skal forelægges i henhold til dette bilag. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis kan den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke tjene som eneste det grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Nødvendigheden af en ensartet fortolkning af en EU-retsakt udelukker, at en bestemmelse betragtes isoleret i en af versionerne, og kræver, at denne retsakt fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er en del af (35).

100. Hvad for det andet angår sagsøgerens situation i sag C-143/20 er jeg enig med den forelæggende ret, den polske regering og Kommissionen i, at en simpel definition bestående af et enkelt ord, dvs. at definere andele i investeringsfonden som bestående af »derivater« eller »strukturerede produkter«, ikke er tilstrækkeligt til at opfylde kravene i punkt A, punkt a.11, i bilag III. Det må konstateres, at et produkts »væsentligste træk« i det mindste kræver en økonomisk og/eller juridisk beskrivelse af disse enheder, for at forbrugeren kan beslutte, om produktet opfylder hans behov.

101. Den forelæggende ret har endvidere anført, at den aftale, der blev forelagt for sagsøgeren i sag C-143/20, hverken indeholdt regler om værdiansættelse, hverken af andele i fonden, nettoaktiverne i den samlede fond eller for den sags skyld oplysninger om, hvordan udvælgelsen af de investeringsbeviser, som præmierne skulle investeres i, skulle foregå. En så begrænset oplysning er åbenbart utilstrækkelig til, at forbrugeren kan forstå den økonomiske og retlige karakter af de underliggende aktiver og vurdere de risici, der er forbundet hermed. Det er imidlertid den forelæggende ret, der skal have det sidste ord vedrørende denne vurdering i forhold til den oplysningstærskel, der fremgår af bilag III, punkt A, punkt a.11 og a.12.

102. Hvad for det tredje angår sagsøgerne i sag C-213/20 bemærkes, at hvis der overhovedet tages hensyn til 52. betragtning til direktivet, kan de oplysninger, de skal forelægges, ikke være så »detaljerede« eller »udtømmende« med hensyn til omfanget eller arten af »alle risici«, der er forbundet med investeringen. De »væsentligste træk« ved et produkt er pr. definition hverken »detaljerede« eller »udtømmende«. De omfatter kun dets »væsentligste« elementer. Det er nemlig naturligvis umuligt at specificere alle risici ved et komplekst investeringsprodukt. Det er kun nødvendigt at informere om det underliggende instruments reelle karakter og de hermed forbundne strukturelle risici, som er kendte eller med rimelighed kan forudses på tidspunktet for forelæggelsen. Det er imidlertid kun den nationale ret, der kan foretage en fuldstændig bedømmelse af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgernes påstande i sag C-213/20 ikke er omfattet af punkt A, punkt a.11 og a.12, i bilag III til livsforsikringsdirektivet, således som det kræves i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1.

103. På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet spørgsmål i sag C-143/20 og det andet og det tredje spørgsmål i sag C-213/20 således:

Livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, skal fortolkes således, at det kræver, at der gives oplysninger om den egentlige karakter af det underliggende produkt og de strukturelle risici, der er forbundet hermed. Disse oplysninger omfatter en definition af de investeringsbeviser, som forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde er knyttet til, og en angivelse af arten af de underliggende aktiver for denne police, der mindst omfatter disse investeringsbevisers og de underliggende aktivers væsentligste økonomiske og/eller retlige træk.

Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om de oplysninger, der er meddelt forbrugeren, når der henses til sagens særlige omstændigheder, overholder denne tærskel.

E.      Hvornår skal disse oplysninger videregives?

104. Med det fjerde spørgsmål i sag C-213/20 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, indebærer en forpligtelse til at iværksætte en særskilt procedure forud for aftalens indgåelse, hvorunder de oplysninger, der er omhandlet i punkt A i bilag III til dette direktiv, skal forelægges for forbrugeren. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret dernæst oplyst, om denne artikel er til hinder for en national bestemmelse som artikel 13, stk. 4, i loven om forsikringsvirksomhed, hvorefter det er tilstrækkeligt at forelægge de oplysninger, der kræves i henhold til direktivets artikel 36, stk. 1, for første gang i livsforsikringsaftalen og ved underskrivelsen af denne.

105. Sagsøgerne i sag C-213/20 har gjort gældende, at de oplysninger, der er indeholdt i punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet, skulle have været forelagt for dem tidligere og ikke ved underskrivelsen af erklæringerne om indtrædelse i den omhandlede gruppelivsforsikringsaftale. Kun på denne måde kunne forbrugeren træffe en beslutning på et velinformeret grundlag om valg af den forsikringsdækning, som bedst dækker hans behov.

106. Sagsøgte i sag C-213/20 og den polske regering er uenige i dette synspunkt. De har i det væsentlige forklaret, at ordlyden af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, hverken angiver behovet for en procedure forud for aftaleindgåelsen eller det præcise tidspunkt for, hvornår de oplysninger, der er omhandlet i punkt A i bilag III til dette direktiv, skal forelægges for forbrugeren. I denne henseende har sagsøgte i sag C-213/20 og den polske regering forklaret, at det i artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed ikke præciseres, på hvilket tidspunkt informationspligten skal opfyldes, og at denne bestemmelse ikke er udelukket i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1.

107. Kommissionen har draget en parallel til Domstolens eksisterende praksis på området for forbrugerkredit og forbrugerrettigheder, hvor den har fortolket tilsvarende forpligtelser, som kræver, at oplysningerne gives »i rette tid« inden aftalens underskrivelse (36). I denne forbindelse vil det være utilstrækkeligt at videregive oplysningerne i punkt A i bilag III på tidspunktet for aftalens indgåelse.

108. Jeg deler Kommissionens opfattelse.

109. Ordlyden af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, udgør udgangspunktet. I denne bestemmelse forklares det, at mindst de i punkt A i bilag III nævnte oplysninger skal forelægges, »inden en forsikringsaftale indgås« (37). Der gives ikke nogen yderligere forklaringer på, hvornår denne forelæggelse skal finde sted, eller hvorvidt der skal indføres en særlig procedure forud for aftalens indgåelse i national ret. Første afsnit i punkt A i bilag III begrænser sig til at tilføje, at sådanne oplysninger »skal være klart og præcist formuleret og affattet på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«.

110. Som sådan kræver ordlyden af livsforsikringsdirektivet, at forelæggelsen af de i direktivet fastsatte minimumsoplysninger finder sted forud for indgåelsen af den pågældende forsikringsaftale. Logisk set vil dette vil i sig selv allerede være til hinder for, at dette »forelæggelsestidspunkt« er identisk med tidspunktet for »aftalens indgåelse«.

111. Som den polske regering med rette har anført, fremgår det endvidere af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, sammenholdt med 52. betragtning hertil, at formålet med at sondre mellem disse to tidspunkter er at give forbrugeren et vist tidsrum, hvor han fuldt ud kan drage fordel af det varierede udvalg og den øgede konkurrence (på det indre marked for forsikring), så han kan »vælge den forsikring, der bedst dækker hans behov«.

112. I modsætning til visse andre EU-retlige instrumenter (38) fastsætter livsforsikringsdirektivet imidlertid ikke en minimumsfrist i denne henseende. I mangel af sådanne regler tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden i medfør af princippet om procesautonomi at fastsætte processuelle regler, der skal sikre beskyttelsen af forbrugernes rettigheder i denne henseende. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (39).

113. Der er intet, der tyder på, at tvisterne i hovedsagerne rejser spørgsmål om ækvivalens. Men som den forelæggende ret har anført, skal denne bestemmelse, for så vidt som artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed giver mulighed for at videregive oplysningerne i punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet samtidig med indgåelsen af en livsforsikringsaftale, imidlertid undersøges i lyset af den effektive virkning af det formål, der forfølges med livsforsikringsdirektivet, navnlig dets artikel 36, stk. 1.

114. I denne henseende fremgår det af de forklaringer, der er afgivet af parterne i sagen, at artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed gengiver den åbne ordlyd af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, uden dog at præcisere, hvornår oplysningerne i punkt A i bilag III til dette direktiv skal forelægges.

115. Det udgør ikke som sådan et problem. Selv om direktivets artikel 36 fortolkes i lyset af direktivets genstand og formål, kræver det ikke, at den nationale lov, der gennemfører direktivet, fastsætter et bestemt tidspunkt, en minimumsfrist for forelæggelsen eller en særskilt procedure for forelæggelsen. Samtidig skal forbrugeren dog i realiteten i hvert enkelt tilfælde have tilstrækkelig tid til på et oplyst grundlag at vælge den forsikringsaftale, han ønsker at indgå. Et sådant informeret valg kan kun træffes, hvis forbrugeren skriftligt modtager det relevante minimum af oplysninger og får et vist tidsrum, medmindre han udtrykkeligt afstår fra at gøre brug af dette tidsrum, til at afveje de risici og fordele, der følger af beslutningen om at indgå aftalen.

116. Det er åbenbart, at effektivitetsprincippet er til hinder for, at sådanne oplysninger først på tidspunktet for forsikringsaftalens underskrivelse enten udelukkende gives mundtligt eller skriftligt. Dette er grunden til, at der i nogle af EU’s forbrugerbeskyttelsesdirektiver henvises til nødvendigheden af at forlægge forbrugeren visse minimumsoplysninger »i rette tid«, inden denne træffer en forbrugsbeslutning (40). Domstolen har ligeledes fortolket en tilsvarende subjektiv sprogbrug fra artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83/EU, uden at direktivet indeholder en sådan formulering (41).

117. I formålet med livsforsikringsdirektivet kræves den samme type »stødpudeperiode«, for at forbrugeren kan træffe sin afgørelse. Den præcise varighed af denne passende betænkningstid afhænger nødvendigvis af den konkrete sag, idet der tages hensyn til elementer såsom den foreslåede livsforsikringsaftales kompleksitet, den pågældende forbrugers situation samt omstændighederne ved indgåelsen og præsentationen af aftalen. På baggrund af ovenstående kan definitionen af »i rette tid«, og hvorvidt graden af »rimelig overvejelse« er opfyldt, naturligvis variere i hvert enkelt tilfælde.

118. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål i sag C-213/20 således:

Livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der ikke sikrer forbrugeren i det mindste at modtage de i punkt A i bilag III til dette direktiv omhandlede oplysninger på et tidspunkt, der ligger forud for aftalens indgåelse, skriftligt og præcist, således at forbrugeren efter en betænkningstid kan foretage et informeret valg herom.

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.

F.      Hvilke konsekvenser har den manglende forelæggelse af disse oplysninger?

119. Det fjerde til det sjette spørgsmål i sag C-143/20 og det femte spørgsmål i sag C-213/20 vedrører konsekvenserne af manglende forelæggelse af som minimum de oplysninger, der kræves i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1.

120. Disse spørgsmål rejser dette spørgsmål i forhold til henholdsvis direktivet om urimelig handelspraksis og livsforsikringsdirektivet. Eftersom sidstnævnte har forrang for førstnævnte i tilfælde af konflikt mellem disse instrumenter (42), er det nødvendigt først at behandle det femte spørgsmål i sag C-213/20. Kun hvis dette spørgsmål viser, at livsforsikringsdirektivet ikke regulerer konsekvenserne af en manglende forelæggelse af oplysningerne i punkt A i bilag III til dette direktiv, vil det være relevant at gå videre til det fjerde spørgsmål i sag C-143/20.

1.      Regulerer livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, manglende forelæggelse af de omhandlede oplysninger?

121. Med det femte spørgsmål i sag C-213/20 ønskes det oplyst, om livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, skal fortolkes således, at såfremt den deri indeholdte forpligtelse ikke opfyldes korrekt, vil forbrugeren have ret til at kræve tilbagebetaling af alle de betalte forsikringspræmier, uanset om det skyldes, at aftalen erklæres ugyldig eller uvirksom.

122. Det mener jeg ikke er tilfældet. Som alle parterne med undtagelse af sagsøgeren i sag C-213/20 med rette har fremhævet, følger en sådan fortolkning ikke af livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1. Denne bestemmelse regulerer nemlig ganske enkelt ikke konsekvenserne af en tilsidesættelse af den oplysningspligt, der er fastsat i dennes artikel 36, stk. 1 (43).

123. Som Domstolen har fastslået, dog i forbindelse med forgængeren til den bestemmelse, der i dag er i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 3, er »den indvirkning, som den manglende meddelelse af disse oplysninger har i henhold til national ret, i princippet ikke […] relevant med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt forpligtelsen til at meddele oplysninger er forenelig [med denne bestemmelse]« (44).

124. Der er heller ikke noget holdepunkt eller nogen argumenter for, at denne konstatering skulle være anderledes for så vidt angår livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1. Konsekvenserne skal ganske vist følge af den manglende forelæggelse af mindst de oplysninger, der er anført i punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at præcisere de konkrete typer af konsekvenser i overensstemmelse med princippet om national procesautonomi og med forbehold af kravene om ækvivalens og effektivitet.

125. Jeg mener derfor ikke, at livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, regulerer følgerne af manglende forelæggelse af mindst de oplysninger, der er opregnet i punkt A i bilag III til direktivet, og at disse derfor skal fastlægges i national ret.

2.      Finder artikel 5 og 7 i direktivet om urimelig handelspraksis anvendelse på omstændighederne i hovedsagerne?

126. Det fjerde til det sjette spørgsmål i sag C-143/20 har endvidere til formål at få oplyst, om den manglende offentliggørelse af som minimum de oplysninger, der kræves i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, udgør urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5 eller en vildledende udeladelse som omhandlet i direktivets artikel 7.

127. Henset til den besvarelse, som jeg foreslår at give på det første og det andet spørgsmål i sag C-143/20 (45), er det femte og det sjette spørgsmål, der er rejst i samme sag, uden genstand. Inden for rammerne af dette afsnit vil jeg derfor kun behandle det fjerde spørgsmål i sag C-143/20 og således vurdere, om den manglende forelæggelse af visse minimumsoplysninger til en forbruger kan udgøre urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5 eller en vildledende udeladelse som omhandlet i direktivets artikel 7.

128. Den polske regering og Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at den manglende forelæggelse af som minimum de oplysninger, der kræves i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, kan udgøre urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktivet om urimelig handelspraksis. Det kan bl.a. udgøre en vildledende udeladelse som omhandlet i direktivets artikel 7, når en sådan udeladelse fører til eller kan forventes at foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

129. Den polske regering har tilføjet, at artikel 3, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis ikke sår tvivl om denne betragtning. Sidstnævnte direktiv er ikke i strid med livsforsikringsdirektivet. Det supplerer snarere livsforsikringsdirektivet for så vidt angår konsekvenserne af manglende opfyldelse af de mindstekrav til oplysninger, der er fastsat i EU-retten.

130. Jeg deler i vid udstrækning Kommissionens og den polske regerings synspunkt.

131. »Uoverensstemmelsesklausulen« i artikel 3, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis forklares i tiende betragtning til dette direktiv således, at det kun finder anvendelse, »hvis der ikke er specifikke fællesskabsbestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis som f.eks. oplysningskrav og bestemmelser om, hvordan oplysningerne skal præsenteres over for forbrugeren«. Det giver således forrang til andre EU-retlige bestemmelser, der fastsætter sådanne konsekvenser (46).

132. Som anført i punkt 121-125 i dette forslag til afgørelse regulerer livsforsikringsdirektivet imidlertid ikke det specifikke spørgsmål om konsekvenserne af den manglende overholdelse af forpligtelserne med hensyn til forelæggelse af oplysninger i dette direktivs artikel 36, stk. 1. Der kan derfor ikke være nogen mærkbar konflikt som følge af den samtidige anvendelse af disse to retlige instrumenter (47). Direktivet om urimelig handelspraksis supplerer tværtimod livsforsikringsdirektivet på dette punkt ved blot at angive, hvilken type krav som omhandlet i sidstnævnte direktivs artikel 36 der kan kvalificeres som »væsentlige« som omhandlet i første direktivs artikel 7 (48).

133. Efter at have afklaret dette spørgsmål skal det afgøres, om den manglende opfyldelse af oplysningspligten i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, udgør en urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5 eller en vildledende udeladelse som omhandlet i direktivets artikel 7.

134. Direktivet om urimelig handelspraksis har til formål at fastlægge ensartede regler vedrørende virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugere med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (49). Det finder anvendelse på sådanne tilfælde af urimelig handelspraksis før, under og efter en handelstransaktion (50). I den forbindelse forekommer det ubestrideligt, at sagsøgte og sagsøgerne i hovedsagen ved at indvilge i at indtræde i en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsforening i hovedsagen indgik i en »handelspraksis« i betydningen i artikel 2, litra d), i dette direktiv (51).

135. Artikel 5 i direktivet om urimelig handelspraksis vedrører forbuddet mod urimelig handelspraksis. I stk. 1 fastlægges det generelle forbud (52). I denne artikels stk. 2 forklares det, hvad der anses for urimeligt: handelspraksis, der er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligens og væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos »gennemsnitsforbrugeren« (53). I stk. 4 defineres herefter to specifikke kategorier af »urimelig« handelspraksis. En af disse kategorier vedrører »vildledende« handelspraksis.

136. Artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis vedrører den specifikke kategori »vildledende handelspraksis« (54). Der er tale om »vildledende udeladelser«. I stk. 1 i denne artikel pålægges de erhvervsdrivende en positiv forpligtelse til at give forbrugeren alle oplysninger, der betegnes som »væsentlige«, hvis udeladelse sanktioneres i henhold til national ret (55), forudsat at denne udeladelse foranlediger eller kan forventes at foranledige forbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

137. Samtidig indebærer 15. betragtning, sammenholdt med artikel 7, stk. 5, i og bilag II til direktivet om urimelig handelspraksis, en lovgivningsmæssig formodning om, at de oplysninger, der kræves i henhold til livsforsikringsdirektivets artikel 36, herunder dennes stk. 1, skal anses for »væsentlige« som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis (56).

138. Det tilkommer derfor den forelæggende ret på baggrund af samtlige de faktiske omstændigheder, som den har fået forelagt, at vurdere, for det første om forsikringstagerne i sag C-143/20 har undladt at meddele de »væsentlige oplysninger« i punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet, og for det andet om sagsøgerne i sag C-143/20 (i henhold til standarden for en rimeligt opmærksom gennemsnitsforbruger), på grundlag af denne undladelse blev foranlediget eller kunne forventes at blive foranlediget til at træffe en transaktionsbeslutning, som de ellers ikke ville have truffet (57).

139. Der er grundlæggende tale om en vurdering, som kun den nationale ret kan foretage med fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder i hovedsagerne. Når dette er sagt, kan det være nyttigt at fremsætte to bemærkninger, der fortjener at blive overvejet af den forelæggende ret i forbindelse med dens vurdering i henhold til artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis.

140. For det første skal det fastslås, at EU-lovgiver i henhold til artikel 7, stk. 5, i direktivet om urimelig handelspraksis har fundet, at de oplysninger, der fremgår af punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet, udgør det absolutte minimum af oplysninger vedrørende livsforsikringsprodukter. Når dette ikke er tilfældet, indebærer 52. betragtning til livsforsikringsdirektivet, at forbrugeren ikke har mulighed for at vælge »den forsikring, der bedst dækker hans behov«. Disse formodninger skal således spille en vigtig rolle ved vurderingen af, om den manglende offentliggørelse har foranlediget eller kunne forventes at foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

141. For det andet er prøvelsesstandarden ved vurderingen af, om en gennemsnitsforbruger ville have truffet den pågældende transaktionsbeslutning, af objektiv karakter. Det tager udgangspunkt i den almindeligt oplyste og opmærksomme forbruger (58). Kriteriet er som sådan uafhængigt af alle bestemte eller særlige subjektive ønsker hos en bestemt forbruger. Navnlig er en forbrugers subjektive følelser, nemlig at denne subjektivt set gerne ville have haft yderligere oplysninger, ikke afgørende i en sådan (nødvendigvis objektiv) vurdering.

142. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål i sag C-143/20 således:

Artikel 7, stk. 1 og 5, i direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at undladelse af som minimum at meddele de oplysninger, der er omhandlet i livsforsikringsdirektivets artikel 36, stk. 1, udgør vildledende handelspraksis, hvis gennemsnitsforbrugeren i den faktuelle sammenhæng, henset til alle elementer og omstændigheder samt begrænsningerne i kommunikationsmidlet, ikke har fået forelagt de oplysninger, som han under hensyntagen til sammenhængen behøver for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning, hvorved han foranlediges til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om dette er tilfældet i hovedsagerne.

V.      Forslag til afgørelse

143. Jeg foreslår, at Domstolen besvarer de af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa-Wola i Warszawa, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Det første spørgsmål i sag C-143/20 og det første spørgsmål i sag C-213/20:

Artikel 36, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring skal fortolkes således, at den oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen, som fastsættes heri, pålægger modparten i en aftale med en forbruger, når sidstnævnte indgår en gruppelivsforsikringsaftale uden at blive forsikringstager i henhold til den underliggende oprindelige livsforsikringsaftale, som minimum at give forbrugeren de oplysninger, der er opregnet i punkt A i bilag III til dette direktiv.

Det andet spørgsmål i sag C-143/20 og det andet og det tredje spørgsmål i sag C-213/20:

Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at det kræver, at der gives oplysninger om den egentlige karakter af det underliggende produkt og de strukturelle risici, der er forbundet hermed. Disse oplysninger omfatter en definition af de investeringsbeviser, som forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde er knyttet til, og en angivelse af arten af de underliggende aktiver for denne police, der som minimum omfatter disse investeringsbevisers og de underliggende aktivers væsentligste økonomiske og/eller retlige træk. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om de oplysninger, der er meddelt forbrugeren, når der henses til sagens særlige omstændigheder, overholder denne tærskel.

Det fjerde spørgsmål i sag C-213/20:

Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der ikke sikrer forbrugeren som minimum at modtage de oplysninger, der er fastsat i punkt A i bilag III til dette direktiv, på et tidspunkt, der ligger forud for aftalens indgåelse, skriftligt og præcist, således at forbrugeren efter en betænkningstid kan foretage et informeret valg heraf. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.

Det fjerde spørgsmål i sag C-143/20:

Artikel 7, stk. 1 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 skal fortolkes således, at undladelse af som minimum at meddele de oplysninger, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83, udgør vildledende handelspraksis, hvis gennemsnitsforbrugeren i den faktuelle sammenhæng, henset til alle elementer og omstændigheder samt begrænsningerne i kommunikationsmidlet, har fået forelagt de oplysninger, som han under hensyntagen til sammenhængen behøver for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning, hvorved han foranlediges til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet. Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om dette er tilfældet i hovedsagerne.«

1 –      Originalsprog: engelsk.

2 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5.11.2002 om livsforsikring (EFT 2002, L 345, s. 1).

3 –      Anden betragtning til livsforsikringsdirektivet.

4 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT 2005, L 149, s. 22).

5 –      Artikel 3, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis.

6 –      Denne lov blev ophævet den 1.1.2016 ved Ustawa o działalności ubezpieczeniowej i reasekuracyjnej (herefter »lov om forsikrings- og genforsikringsvirksomhed«) af 11.9.2015 (Dz. U. 2015, punkt 1844).

7 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.11.2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT 2009, L 335, s. 1).

8 –      Jf. dom af 4.12.1986, Kommissionen mod Tyskland (205/84, EU:C:1986:463, præmis 33), hvori Domstolen anerkendte, at der består ufravigelige almene hensyn vedrørende den offentlige interesse i sektoren for livsforsikringsprodukter, der kan begrunde begrænsninger i den fri udveksling af tjenesteydelser.

9 –      Jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 29).

10 –      Rapport fra Europa-Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, første beretning om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, COM(2013) 139 final, s. 25.

11 –      Jf. f.eks. dom af 13.12.2001, Heininger (C-481/99, EU:C:2001:684, præmis 47), af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 30), af 23.4.2015, Van Hove (C-96/14, EU:C:2015:262, præmis 50), og af 29.4.2015, Nationale-Nederlanden Levensverzekering Mij (C-51/13, EU:C:2015:286, præmis 21).

12 –      Dom af 1.3.2012, González Alonso (C-166/11, EU:C:2012:119, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

13 –      Dom af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 29 og 30). Jf. ligeledes i denne retning dom af 23.4.2015, Van Hove (C-96/14, EU:C:2015:262, præmis 50).

14 –      Som Kommissionen med rette har fremhævet, vedrører de omhandlede produkter ikke gruppelivsforsikringsaftaler, hvor deltagelse er obligatorisk, såsom dem, der indgås i forbindelse med en ansættelsesaftale. Disse former for aftaler er ikke omfattet af anvendelsesområdet for livsforsikringsdirektivets artikel 3.

15 –      Ibidem, artikel 311, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.12.2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår dets gennemførelses- og anvendelsesdato samt datoen for ophævelsen af visse direktiver (Solvens I) (EUT 2013, L 341, s. 1).

16 –      Jf. artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/39 og 2014/65 samt 27. betragtning til sidstnævnte.

17 –      Jf. artikel 94 ff. i direktiv 2014/65.

18 –      EFTA-Domstolens dom af 10.5.2016, Franz-Josef Hagedorn und Vienna-Life Lebensversicherung AG mod Rainer Armbruster und Swiss Life (Liechtenstein) AG (forenede sager E-15/15 og E-16/15, præmis 52).

19 –      I denne retning dom af 5.3.2002, Axa Royale Belge (C-386/00, EU:C:2002:136, præmis 20), og af 29.4.2015, Nationale-Nederlanden Levensverzekering Mij (C-51/13, EU:C:2015:286, præmis 19).

20 –      Idet man på ingen måde når op på den udvidelse af fortolkningen, som Domstolen faktisk var villig til at foretage tidligere for at udfylde hullerne i den effektive beskyttelse af forbrugerne som følge af problematisk eller manglende formulering eller udformning af lovgivningen – jf. f.eks. dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl. (C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 49-54).

21 –      Jf. ligeledes syvende betragtning til livsforsikringsdirektivet og artikel 36, stk. 4, heri.

22 –      Dom af 1.3.2012, González Alonso (C-166/11, EU:C:2012:119, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis), og af 31.5.2018, Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag m.fl. (C-542/16, EU:C:2018:369, præmis 49). Jf. ligeledes analogt dom af 19.12.2013, Koushkaki (C-84/12, EU:C:2013:862, præmis 34).

23 –      EFTA-Domstolens dom af 10.5.2016, Franz-Josef Hagedorn und Vienna-Life Lebensversicherung AG mod Rainer Armbruster und Swiss Life (Liechtenstein) AG (forenede sager E-15/15 og E-16/15, præmis 61).

24 –      Dom af 31.5.2018, Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag m.fl. (C-542/16, EU:C:2018:369, præmis 50), hvori der henvises til dom af 25.2.1999, CPP (C-349/96, EU:C:1999:93, præmis 17), og af 26.3.2015, Litaksa (C-556/13, EU:C:2015:202, præmis 28).

25 –      Ibidem, præmis 50, hvori der henvises til dom af 17.3.2016, Aspiro (C-40/15, EU:C:2016:172, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

26 –      Jf. i denne retning dom af 2.4.2020, kunsthaus muerz (C-20/19, EU:C:2020:273, præmis 35, 36 og 41).

27 –      Ibidem, præmis 39. Jf. ligeledes i denne retning dom af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 28 og 29), og af 13.12.2001, Heininger (C-481/99, EU:C:2001:684, præmis 45 og 47).

28 –      Hvis dette skulle være tilfældet i national ret, vil jeg antage, at hovedparten af (eller samtlige) de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet inden for rammerne af den foreliggende sag, er overflødige. Sagsøgerne kan nemlig blot anlægge sag med påstand om tilbagebetaling af en uberettiget berigelse for forsikringstageren, fordi denne har modtaget deres penge uden hjemmel.

29 –      Sammenhold med 44.-47. betragtning til livsforsikringsdirektivet samt artikel 35 og artikel 38, stk. 1, 2 og 5, heri.

30 –      Jf. f.eks. 2. og 39. betragtning til livsforsikringsdirektivet samt artikel 14, stk. 5, og artikel 53, stk. 6, heri. Jf. også generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Nationale-Nederlanden Levensverzekering Mij (C-51/13, EU:C:2014:1921, punkt 37).

31 –      Jf. dom af 2.4.2020, kunsthaus muerz (C-20/19, EU:C:2020:273, præmis 35, 36 og 41).

32 –      Jf. i denne retning dom af 2.4.2020, kunsthaus muerz (C-20/19, EU:C:2020:273, præmis 35, 36 og 41).

33 –      Min fremhævelse.

34 –      Jf. analogt dom af 5.3.2002, Axa Royale Belge (C-386/00, EU:C:2002:136, præmis 24), for så vidt angår artikel 31, stk. 3, bilag II, og 23. betragtning til Rådets direktiv 92/96/EØF af 10.11.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (EFT 1992, L 360, s. 1).

35 –      Jf. bl.a. dom af 27.10.1977, Bouchereau (30/77, EU:C:1977:172, præmis 14), af 23.11.2016, Bayer CropScience og Stichting De Bijenstichting (C-442/14, EU:C:2016:890, præmis 84), og af 25.2.2021, Bartosch Airport Supply Services (C-772/19, EU:C:2021:141, præmis 26).

36 –      Dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance (C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 46), og af 25.6.2020, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände (C-380/19, EU:C:2020:498, præmis 33-35).

37 –      Min fremhævelse.

38 –      Jf. f.eks. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23.9.2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF og direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT 2002, L 271, s. 16) og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).

39 –      Jf. i denne retning dom af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral (33/76, EU:C:1976:188, præmis 5), af 19.12.2013, Endress (C-209/12, EU:C:2013:864, præmis 23), og af 22.4.2021, PROFI CREDIT Slovakia (C-485/19, EU:C:2021:313, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

40 –      Jf. fodnote 38.

41 –      Dom af 25.6.2020, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände (C-380/19, EU:C:2020:498, præmis 34), der fortolker artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT 2011, L 304, s. 64).

42 –      Jf. tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis.

43 –      Sammenhold med de konsekvenser, der er fastsat i artikel 35, stk. 1, i direktivet om livsforsikring. Jf. ligeledes analogt dom af 7.7.2016, Citroën Commerce (C-476/14, EU:C:2016:527, præmis 44).

44 –      Dom af 29.4.2015, Nationale-Nederlanden Levensverzekering Mij (C-51/13, EU:C:2015:286, præmis 36). Jf. i denne retning EFTA-Domstolens dom af 13.6.2013, Beatrix Koch, Dipl.  Kfm.  Lothar Hummel og Stefan Müller mod Swiss Life (Liechtenstein) AG (E-11/12, præmis 73).

45 –      Punkt 54-103 i dette forslag til afgørelse.

46 –      Jf. analogt dom af 13.9.2018, Wind Tre og Vodafone Italia (C-54/17 og C-55/17, EU:C:2018:710, præmis 61, 68 og 69).

47 –      Jf. analogt mit forslag til afgørelse Ministerstwo Sprawiedliwości (C-55/20, EU:C:2021:500, punkt 77-81).

48 –      Jf. analogt dom af 16.7.2015, Abcur (C-544/13 og C-545/13, EU:C:2015:481, præmis 78).

49 –      Dom af 25.7.2018, Dyson (C-632/16, EU:C:2018:599, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes i denne retning dom af 19.12.2013, Trento Sviluppo og Centrale Adriatica (C-281/12, EU:C:2013:859, præmis 31).

50 –      Artikel 3, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis.

51 –      Vedrørende den brede fortolkning af dette begreb, jf. dom af 25.7.2018, Dyson (C-632/16, EU:C:2018:599, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

52 –      Sammenhold med 11. betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis.

53 –      Gennemsnitsforbrugeren er en person, der bruger sin egen dømmekraft uden at bestille en sagkyndig udtalelse eller foretage nærmere faglig undersøgelse – jf. f.eks. dom af 4.6.2015, Teekanne (C-195/14, EU:C:2015:361, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis), og af 21.1.2016, Viiniverla (C-75/15, EU:C:2016:35, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

54 –      Jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Trento Sviluppo og Centrale Adriatica (C-281/12, EU:C:2013:859, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis), og af 7.9.2016, Deroo-Blanquart (C-310/15, EU:C:2016:633, præmis 44).

55 –      Jf. artikel 13 i direktivet om urimelig handelspraksis.

56 –      Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »væsentlige oplysninger« faktisk har samme rækkevidde som punkt A i bilag III til livsforsikringsdirektivet.

57 –      De samme referenceelementer finder naturligvis også anvendelse i sag C-213/20, såfremt den forelæggende ret ønsker at indgå i denne vurdering i den omhandlede hovedsag.

58 –      Jf. fodnote 53.