Language of document :

Sag anlagt den 16. august 2021 – Migadakis mod ENISA

(Sag T-507/21)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ioannis Migadakis (Athen, Grækenland) (ved advokat K. Bicard)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA)

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

Den til sagsøgeren rettede afgørelse annulleres.

ENISA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sagsøgeren gives ret til at fremsætte ethvert andet faktisk og retligt anbringende til den tid, på det sted og i den sammenhæng, som findes passende.

Sagsøgeren gives ret til ud over de dokumenter, der er nævnt i selve stævningen, at fremlægge ethvert dokument på passende tid og sted og i den sammenhæng, som findes passende.

Sagsøgeren forbeholdes ret til alle øvrige rettigheder, krav, anbringender og retsskridt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af retsforskrifter. Sagsøgeren har navnlig anført, at meddelelsen om en ledig stilling ikke gav mulighed for at gennemføre fjernprøver, og at han ikke havde accepteret at aflægge de skriftlige og de mundtlige prøver som fjernprøver. Sagsøgeren har tilføjet, at han ikke fik mulighed for at vælge mellem at aflægge prøverne ved fremmøde eller som fjernprøve. Endvidere har sagsøgeren anført, at der i juli 2020 ikke var grundlag for at gennemføre fjernprøver, idet Grækenland på dette tidspunkt havde været klassificeret som grøn zone siden den 4. maj 2020, hvor nedlukningen blev ophævet. Endelig har sagsøgeren anført, at han blev fravalgt som følge af, at han opnåede 60 point ud af 100, mens udvælgelsen af kvalificerede ansøgere kun omfattede dem, der havde opnået 75/100, idet han har præciseret, at meddelelsen ikke indeholder nogen oplysninger om, at der kræves et sådant pointantal.

Andet anbringende om tilsidesættelse af lighedsprincippet som følge af, at udvælgelsesprøven fandt sted under uhensigtsmæssige vilkår. Sagsøgeren blev derfor ikke behandlet på samme måde som de andre ansøgere.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om objektivitet i bedømmelsen. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at spørgsmålene i den mundtlige og den skriftlige prøve samt de point, som sagsøgeren blev tildelt for sine svar, ikke var objektive.

____________