Language of document :

Rettens dom af 22. maj 2012 - Sviluppo Globale mod Kommissionen

(Sag T-6/10) 

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - støtte til told- og skattemyndighederne i Kosovo - afvisning af en tilbudsgivers bud - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - bekræftende akt - afvisning - aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - dokumenter vedrørende udbudsproceduren - delvist afslag på aktindsigt - undtagelse vedrørende beskyttelse af en tredjeparts forretningsmæssige interesser - utilstrækkelig begrundelse)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Sviluppo Globale GEIE (Rom, Italien) (ved advokaterne F. Sciaudone, R. Sciaudone og A. Neri)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved P. Costa de Oliveira og F. Erlbacher, som befuldmægtigede, bistået af advokat P. Manzini)

Sagens genstand

Dels påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 10. november 2009 om afvisning af det bud, som den virksomhedssammenslutning, hvori sagsøgeren deltager, havde afgivet som led i udbudsproceduren EuropAid/127843/D/SER/KOS om levering af tjenesteydelser til støtte for told- og skattemyndighederne i Kosovo (EFT 2009/S 4-003683), dels påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 26. november 2009 om ikke at give virksomhedssammenslutningen aktindsigt i visse dokumenter vedrørende nævnte udbudsprocedure.

Konklusion

1)    Sagen afvises, for så vidt som den er anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning af 10. november 2009 om afvisning af det bud, som den virksomhedssammenslutning, hvori sagsøgeren deltager, havde afgivet som led i udbudsproceduren EuropAid/127843/D/SER/KOS om levering af tjenesteydelser til støtte for told- og skattemyndighederne i Kosovo.

2)    Kommissionens beslutning af 26. november 2009 om aktindsigt i visse dokumenter vedrørende den nævnte udbudsprocedure annulleres, for så vidt der herved i den udleverede version af evalueringsrapporten blev nægtet aktindsigt i de point, der blev tildelt af bedømmelsesudvalget og som fremgår af rapportens side 3-5.

3)    I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

4)    Sagsøgerens begæring om bevisoptagelse tages ikke til følge.

5)    Sviluppo Globale GEIE bærer sine egne omkostninger i hovedsagen og betaler tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger i denne sag. Kommissionen bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger i hovedsagen.

6)    Sviluppo Globale bærer samtlige omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler i sag T-6/10 R.

____________

1 - EUT C 51 af 27.2.2010.