Language of document :

Sag anlagt den 25. juli 2012 - Plantavis og NEM mod Kommissionen og EFSA

(Sag T-334/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Plantavis GmbH (Berlin, Tyskland) og NEM, Verband mittelständischer europäischer Hersteller und Distributoren von Nahrungsergänzungsmitteln & Gesundheitsprodukten e.V. (Laudert, Tyskland) (ved advokat T. Büttner)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)

Sagsøgernes påstande

Forbuddene i forordning (EF) nr. 1924/2006 2, sammenholdt med forordning (EU) nr. 432/2012 4 og Europa-Kommissionens EU-register over tilladte og forbudte sundhedsanprisninger, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgerne for det første gældende, at EU-lovgiver ikke har kompetence til at vedtage de anfægtede forordninger.

For det andet anføres det, at forordning nr. 1924/2006 og forordning nr. 432/2012 samt EU-registeret over ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer griber ulovligt ind i fødevareindustriens forfatningsretligt beskyttede retsstilling og i forbrugernes og de erhvervsdrivendes ret til oplysninger. I denne sammenhæng gør sagsøgerne især gældende, at de i de anfægtede forordninger fastsatte forbud mod visse ernærings- og sundhedsanprisninger er uforholdsmæssige. Dette gælder i særdeleshed forbuddet mod anvendelse af fagligt relevante ernærings- og sundhedsanprisninger som f.eks. "bedre biotilgængelighed". Endvidere er forordningerne ikke egnede til at opfylde deres tilstræbte formål, idet EFSA og Kommissionen ikke har fastlagt en velbegrundet, gennemskuelig og ensartet linje for fastlæggelsen af videnskabelige standarder. Sagsøgerne klager endvidere over den udifferentierede og ulige behandling af forskellige stoffer og fødevarevirksomheder. Forbuddene er desuden ikke nødvendige, da det allerede i henhold til direktiv 2003/13/EF og forordning (EU) nr. 1169/2011  i alle de europæiske medlemsstater er forbudt at anvende vildledende markedsføring af fødevarer.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20.12.2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (EUT L 404, s. 9).

2 - Kommissionens forordning (EU) nr. 432/2012 af 16.5.2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (EUT L 136, s. 1).

3 - Kommissionens direktiv 2003/13/EF af 10.2.2003 om ændring af direktiv 96/5/EF om forarbejdede levnedsmidler baseret på cerealier og babymad til spædbørn og småbørn (EUT L 41, s. 33).

4 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25.10.2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304, s. 18)