Sag C-121/12 P

Bernhard Rintisch

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Appel – EF-varemærker – forordning (EF) nr. 40/94 – artikel 74, stk. 2 – forordning (EF) nr. 2868/95 – regel 50, stk. 1, første og tredje afsnit – indsigelse fra indehaveren af et ældre varemærke – eksistensen af varemærket – beviser indgivet til støtte for indsigelsen efter udløbet af den fastsatte frist – ingen hensyntagen hertil – appelkammerets skønsbeføjelse – andet fastsat – omstændigheder, der er til hinder for en hensyntagen til yderligere eller supplerende beviser«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 3. oktober 2013

1.        EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser, som ikke er indgivet til støtte for indsigelsen inden for den herfor fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse – intet andet fastsat

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 20, stk. 1, og regel 50, stk. 1)

2.        EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser, som ikke er indgivet til støtte for indsigelsen inden for den herfor fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii)]

3.        Appel – anbringender – ingen præcis anfægtelse af en begrundelse fra Rettens side og af retlige argumenter til støtte for appellen – afvisning

[Art. 256 TEUF; Statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

1.        Artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker bestemmer, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter. Det følger af denne bestemmelses ordlyd, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 40/94, og at det på ingen måde er forbudt for Harmoniseringskontoret at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent. Ved at præcisere, at Harmoniseringskontoret i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra sådanne beviser, giver denne bestemmelse således Harmoniseringskontoret en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse.

Hvor regel 50, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 indfører et princip, hvorefter bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, finder tilsvarende anvendelse, udgør regel 50, stk. 1, tredje afsnit, en særregel, der fraviger dette princip. Denne særregel er særlig for klagesagen til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse, og den præciserer ordningen for appelkammeret vedrørende kendsgerninger og beviser, der fremlægges efter udløbet af frister, der er fastsat i eller fastsættes i første instans. Regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 skal således anvendes på dette særlige stadium i klagesagen til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse i stedet for bestemmelserne vedrørende proceduren for denne afdeling, hvoriblandt indgår regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95.

Det fremgår af ordlyden af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, at appelkammeret, når klagen er rettet imod en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, begrænser sin behandling af klagen til de kendsgerninger og beviser, der er fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen, medmindre der efter appelkammerets opfattelse bør tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser, jf. artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94. Forordning nr. 2868/95 fastsætter således udtrykkeligt, at appelkammeret under behandlingen af en klage, der er rettet mod en afgørelse fra en indsigelsesafdeling, har en skønsbeføjelse, som følger af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, med hensyn til at afgøre, om der er anledning til at tage hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger, der ikke er blevet fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen.

(jf. præmis 22-24, 29, 30, 32 og 33)

2.        Artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker bestemmer, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter. Det følger af denne bestemmelses ordlyd, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 40/94, og at det på ingen måde er forbudt for Harmoniseringskontoret at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent. Ved at præcisere, at Harmoniseringskontoret i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra sådanne beviser, giver denne bestemmelse således Harmoniseringskontoret en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse.

En hensyntagen til kendsgerninger eller beviser, der er fremlagt for sent, fra Harmoniseringskontorets side, når det skal træffe afgørelse i forbindelse med en indsigelsessag, kan navnlig være berettiget, når Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at de for sent fremførte elementer for en umiddelbar betragtning kan have en afgørende betydning for udfaldet af indsigelsen og tidspunktet for proceduren, hvorpå denne sene fremsættelse sker, og omstændighederne omkring den ikke er til hinder for en sådan hensyntagen.

I forbindelse med en indsigelse, der er støttet på et registreret nationalt varemærke, er beviserne for eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af dette varemærke, der skal indgives under indsigelsessagen, opregnet præcist og udtømmende i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94. Enhver klager må således, allerede inden han rejser indsigelse, formodes præcist at kende de dokumenter, som han skal fremlægge til støtte for indsigelsen. Appelkammeret skal under disse omstændigheder derfor udøve sin skønsbeføjelse på en restriktiv måde og kan kun tillade en for sen fremlæggelse af sådanne beviser, hvis omstændighederne omkring den kan berettige klagerens forsinkelse i den bevisførelse, der påhviler ham.

Appelkammeret er desuden ikke forpligtet til ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 at undersøge de tre ovennævnte kriterier, når et enkelt af disse kriterier er tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at der ikke skal tages hensyn til de for sent indgivne beviser.

(jf. præmis 22-24, 39, 40 og 45)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 50)