Language of document : ECLI:EU:T:2021:332

RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

9. juni 2021 (*)

»Personalesag – ansatte i ECB – godtgørelse for lægeudgifter og skoleudgifter – forfalskning – disciplinærsag – afskedigelse – straffesag – påtaleopgivelse – frifindelse – direktionens kompetence – retssikkerhed – forældelse af disciplinærsagen – grundsætningen om, at den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning – uskyldsformodning – disciplinærudvalgets upartiskhed – retlig fejl – bevismidlers bevisværdi – rimelig frist – sanktionens forholdsmæssighed – domstolsprøvelsens intensitet – ansvar«

I sag T-514/19,

DI ved advokat L. Levi,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB) ved F. Malfrère og F. von Lindeiner, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand for det første om annullation af ECB’s afgørelse af 7. maj 2019 om afskedigelse af sagsøgeren uden varsel af disciplinære grunde og af 25. juni 2019 om afslag på at genåbne sagen, for det andet om pålæg om genansættelse af sagsøgeren i stillingen fra den 11. maj 2019 og for det tredje om erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser og på grund af den langvarige disciplinærsag,

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne L. Madise, P. Nihoul, R. Frendo (refererende dommer) og J. Martín y Pérez de Nanclares,

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. oktober 2020,

afsagt følgende

Dom

I.      Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, DI, blev ansat ved Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB« eller »Banken«) i 1999. Han varetog en stilling som ledende IT-assistent og var indplaceret i lønklasse D, da han blev genstand for en disciplinær forfølgning vedrørende ansøgninger om godtgørelse af for det første fakturaer for fysioterapi, for det andet kvitteringer for apoteksudgifter og for det tredje fakturaer for skolestøtte.

2        Ved flere notater fra den 13. december 2013 til den 23. november 2015 orienterede det selskab, der administrerede ECB’s sundhedsforsikringsordning (herefter »selskab A«), ECB om to forhold. Dels havde sagsøgeren uberettiget tilsendt selskabet fakturaer for fysioterapi med henblik på udbetaling af godtgørelse, selv om de var udstedt af B, en kosmetolog, dels havde sagsøgeren ligeledes anmodet selskabet om godtgørelse for falske kvitteringer for apoteksudgifter.

3        Den 14. maj 2014 anmeldte ECB de faktiske omstændigheder vedrørende godtgørelse for fakturaerne for fysioterapi til Staatsanwaltschaft Frankfurt am Main (anklagemyndigheden i Frankfurt am Main, Tyskland, herefter »anklagemyndigheden«).

4        Ved afgørelse af 21. oktober 2014 besluttede ECB’s direktion at suspendere sagsøgeren fra tjenesten og at tilbageholde 30% af hans grundløn i en periode på op til fire måneder fra november 2014. Denne afgørelse var begrundet i oplysningerne fra selskab A og nødvendigheden af at sikre den strafferetlige efterforskning og den disciplinære forfølgning.

5        Den 23. januar 2015 fremsendte ECB de supplerende oplysninger, som ECB havde modtaget fra selskab A, vedrørende anmodningerne om godtgørelse af apotekskvitteringerne, til anklagemyndigheden.

6        Efter at have hørt sagsøgeren den 3. februar 2016 udarbejdede ECB’s Generaldirektorat (GD) for »Menneskelige Ressourcer, Budget og Organisation« den 8. september 2016 en »rapport om mulig tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser« (herefter »rapport nr. 1«) i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet i ECB (herefter »de administrative bestemmelser for personalet«). Denne rapport foreholdt sagsøgeren to forhold. For det første fremsendte sagsøgeren fra den 12. november 2009 til den 29. september 2014 til selskab A 86 fakturaer vedrørende fysioterapiforløb, som B havde ydet til ham, hans ægtefælle og deres børn for et beløb på 61 490 EUR, hvoraf han modtog godtgørelse på 56 041,09 EUR, selv om B ikke var fysioterapeut, men kosmetolog. For det andet har sagsøgeren mellem februar 2009 og september 2013 ligeledes svigagtigt fremsendt håndskrevne apotekskvitteringer til selskab A for et samlet beløb på 21 289,08 EUR, hvoraf selskabet har godtgjort ham 19 427,86 EUR.

7        Den 12. september 2016 udstedte anklagemyndigheden et anklageskrift, hvorved sagsøgeren formelt blev tiltalt ved kriminalretten for bedrageri som omhandlet i § 263, stk. 1, i Strafgesetzbuch (den tyske straffelov) og forfalskning af dokumenter i henhold til samme lovs § 267 ved uretmæssigt at have anmodet om godtgørelse af 71 fakturaer for fysioterapi. I samme anklageskrift opgav anklagemyndigheden i overensstemmelse med § 154 i Strafprozessordnung (den tyske strafferetsplejelov) påtale i den del af sagen, der vedrørte apotekskvitteringer, eftersom forholdenes faktiske omstændigheder fortsat krævede omfattende efterforskning.

8        Den 18. november 2016 indledte generalsekretæren for ECB’s tjenestegrene »på direktionens vegne« en disciplinær forfølgning af sagsøgeren for en formodet tilsidesættelse af hans tjenstlige forpligtelser, som krævede, at der blev indbragt en sag for disciplinærudvalget, og anmodede sidstnævnte om at afgive en udtalelse i henhold til artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet. Denne sag blev indledt på baggrund af rapport nr. 1 og vedrørte de faktiske omstændigheder i relation til fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne.

9        Disciplinærudvalget udvekslede flere skrivelser med sagsøgeren og hørte ham den 13. februar 2017.

10      Den 5. september 2017 udarbejdede ECB’s GD for »Menneskelige Ressourcer, Budget og Organisation« endnu en »rapport om mulig tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser« som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet (herefter »rapport nr. 2«). Rapporten vedrørte fakturaer for skolestøtte til sagsøgerens to børn, som han havde anmodet om godtgørelse for i henhold til artikel 3.8.4 i de administrative bestemmelser for personalet i 2010, 2012 og 2014 og tillige i januar 2017. Ifølge rapporten var der en rimelig mistanke om, at fakturaerne, der var udstedt for skolestøtte af en hjælpelærer C, ikke var sandfærdige og ægte.

11      På grundlag af rapport nr. 2 besluttede generalsekretæren for tjenestegrenene »på direktionens vegne« den 19. september 2017 at udvide disciplinærudvalgets mandat til at omfatte disse forhold.

12      Den 12. oktober 2017 anmeldte ECB den del af sagen, der vedrørte skolestøttefakturaerne, til anklagemyndigheden.

13      Disciplinærudvalget hørte sagsøgeren og hans ægtefælle den 17. oktober 2017.

14      Den 18. oktober 2017 frifandt en afdeling for straffesager ved Landgericht Frankfurt am Main (den regionale ret i første instans i Frankfurt am Main, Tyskland) sagsøgeren for anklagerne vedrørende fakturaerne for fysioterapi af »faktiske grunde«, idet retten »efter retsmødet var overbevist om, at der ikke var ført bevis for de forhold, der var rejst tiltale for i anklageskriftet«.

15      Den 11. april 2018 afgav disciplinærudvalget sin udtalelse. Udvalget fandt indledningsvis, at det ikke var tilstrækkelig godtgjort, at fakturaerne for fysioterapi ikke var ægte, men at sagsøgeren vidste, at B ikke var fysioterapeut, men kosmetolog, eller at han i det mindste burde have spurgt ind til B’s kvalifikationer. Dernæst fandt disciplinærudvalget, at de forhold, der lå til grund for kritikken vedrørende fremsendelsen af apotekskvitteringerne og skolestøttefakturaerne, heller ikke var tilstrækkelig godtgjort, og at sagen i denne henseende skulle afsluttes med forbehold for, at denne blev genåbnet, såfremt der blev fremlagt nye beviser. På baggrund af det ovenstående anbefalede disciplinærudvalget, at sagsøgeren blev pålagt en sanktion bestående i en midlertidig lønnedgang på 400 EUR pr. måned i en periode på 12 måneder.

16      Efter at sagsøgeren havde fremsat sine bemærkninger til disciplinærudvalgets udtalelse af 11. april 2018, meddelte generalsekretæren for tjenestegrenene ham en afgørelse truffet af direktionen den 10. juli 2018 om selv at udøve disciplinær myndighed (herefter »afgørelsen af 10. juli 2018«).

17      Generalsekretæren for tjenestegrenene meddelte efterfølgende sagsøgeren et udkast til direktionens afgørelse om at afskedige ham uden varsel. Derefter fulgte en skriftveksling.

18      Den 7. maj 2019 besluttede direktionen at afskedige sagsøgeren uden varsel (herefter »afgørelsen om afskedigelse«).

19      For det første var direktionen af den opfattelse dels, at »[sagsøgeren] i næsten fem år [havde] udvist en fuldstændig og vedvarende manglende opmærksomhed på spørgsmålet om, hvorvidt [B] var i besiddelse af de krævede kvalifikationer for at udføre fysioterapi, på trods af de klare og objektive grunde til at spørge ind til dennes kvalifikationer«, dels, at han »aktivt havde holdt oplysninger skjult« for selskab A og ECB.

20      Hvad for det andet angik apotekskvitteringerne i et antal på mere end 500 fandt direktionen, at sagsøgeren ikke kunne være uvidende om, at udstedelse af håndskrevne kvitteringer var meget usædvanlig i Tyskland, og at der forelå objektive indicier for, at de ikke var sandfærdige og ægte.

21      Hvad for det tredje angik skolestøttefakturaerne konstaterede direktionen bl.a., at skattenummeret på disse fakturaer var næsten identisk med det, der var anført på fakturaerne for fysioterapi, og at finansforvaltningen i Frankfurt am Main (Tyskland) havde bekræftet, at skattenummeret ikke var korrekt. Direktionen bemærkede ligeledes, at den adresse på C, der var angivet på disse fakturaer, var næsten identisk med B’s adresse. ECB fandt derfor, at det var højst usandsynligt, at sagsøgeren ikke havde bemærket disse lighedspunkter. Direktionen var derfor af den opfattelse, at sagsøgeren med henblik på udbetaling af godtgørelse havde fremlagt skolestøttefakturaer, som ikke var sandfærdige og ægte.

22      På baggrund af det ovenstående anførte direktionen i det væsentlige, at retten til at anmode om godtgørelse for udgifter til læge og skolestøtte ikke betød, at de ansatte kunne se bort fra omstændigheder i forbindelse med udstedelsen af fakturaer eller kvitteringer, som var af en sådan karakter, at enhver rimeligt påpasselig person ville have spurgt sig selv, om disse fakturaer eller kvitteringer udgjorde en passende dokumentation, der gav ret til godtgørelse heraf. Da der forelå sådanne omstændigheder, fandt direktionen, at det påhvilede de ansatte som minimum at underrette administrationen herom på eget initiativ og at samarbejde med administrationen. Direktionen nåede derfor frem til den konklusion, at sagsøgeren for det første havde tilsidesat sin pligt til loyalitet over for institutionen, for det andet havde tilsidesat sin forpligtelse til at respektere ECB’s fælles værdier og til såvel i tjenesten som privat at optræde i overensstemmelse med Bankens status, for det tredje vedvarende havde tilsidesat sin pligt til at beskytte institutionens finansielle interesser og for det fjerde havde risikeret Bankens omdømme.

23      I mellemtiden meddelte anklagemyndigheden den 30. april 2019 sagsøgeren, at efterforskningen af skolestøttefakturaerne var afsluttet i henhold til strafferetsplejelovens § 170, stk. 2, med den begrundelse, at der ikke var tilstrækkelig mistanke til, at der kunne indledes strafforfølgning.

24      Ved brev af samme dato, hvilket ECB registrerede den 15. maj samme år, meddelte anklagemyndigheden ligeledes ECB, at sagen var blevet henlagt. I brevet tilføjede anklagemyndigheden, at efterforskningen havde vist, at der ikke forelå nogen officiel registrering af C, og at det skattenummer, der fremgik af hendes fakturaer, ikke var blevet tildelt. Anklagemyndigheden var imidlertid af den opfattelse, at det ikke kunne udelukkes, at de omhandlede fakturaer faktisk var blevet udstedt og betalt af den anklagede, og at de falske oplysninger, som de indeholdt, kunne forklares med »andre grunde«.

25      Ved skrivelse af 12. juni 2019 underrettede sagsøgeren generalsekretæren for tjenestegrenene om resultatet af den efterforskning, som anklagemyndigheden havde iværksat vedrørende skolestøttefakturaerne, og anmodede ECB om at ændre sin afgørelse om afskedigelse.

26      Ved brev af 26. juni 2019 meddelte generalsekretæren for tjenestegrenene sagsøgeren direktionens afgørelse af 25. juni 2019 om ikke at genåbne disciplinærsagen (herefter »afslaget på at genåbne sagen«). Denne afgørelse var baseret på to grunde. ECB henviste for det første til, at anklagemyndigheden skulle undersøge, om de anførte forhold udgjorde en tilsidesættelse af tysk strafferet, henset til de beviskriterier, der finder anvendelse i straffesager, mens ECB skulle undersøge, om de anførte forhold udgjorde en tilsidesættelse af Bankens egne bestemmelser på ansættelsesområdet, henset til andre beviskriterier, der finder anvendelse i disciplinærsager. ECB anførte for det andet, at anklagemyndigheden har bekræftet, at der ikke forelå nogen officiel registrering af C, og at det skattenummer, der fremgik af fakturaerne, ikke var korrekt.

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

27      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juli 2019 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

28      ECB har indgivet svarskrift den 8. november 2019.

29      Den 22. januar 2020 har sagsøgeren indgivet replik.

30      Den 6. marts 2020 har ECB indgivet duplik.

31      Den 7. juli 2020 har Retten som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra d), anmodet ECB om at fremlægge to dokumenter. ECB efterkom foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for den fastsatte frist.

32      Efter forslag fra Fjerde Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

33      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål og opfordret dem til at besvare disse i retsmødet.

34      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om at ikke at genåbne sagen (herefter under ét »de anfægtede afgørelser«) annulleres.

–        Som følge heraf genansættes sagsøgeren i tjenesten fra den 11. maj 2019 at regne med alle dermed forbundne økonomiske rettigheder og en passende offentliggørelse med henblik på at genoprette hans ære.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes ECB at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt, og som sagsøgeren efter ret og billighed har opgjort til 20 000 EUR.

–        ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

35      ECB har nedlagt følgende påstande:

–        ECB frifindes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Om fornødent indkaldes sagsøgeren, hans ægtefælle og hans børn samt eventuelt B som vidner og afhøres om fakturaerne for fysioterapi, eller i det mindste afhøres sagsøgeren som part i den foreliggende tvist.

III. Retlige bemærkninger

A.      Den første påstand om annullation af de anfægtede afgørelser

1.      Indledende bemærkninger

36      Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat ni anbringender. Under hensyn til stævningens indhold skal de dog opregnes som ti vedrørende:

–        for det første manglende kompetence hos ophavsmanden til de anfægtede afgørelser

–        for det andet tilsidesættelse af artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet og af retssikkerhedsprincippet

–        for det tredje tilsidesættelse af grundsætningen om, at »den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning«, af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten

–        for det fjerde tilsidesættelse af artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet og af princippet om upartiskhed som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)

–        for det femte tilsidesættelse af retten til forsvar

–        for det sjette et åbenbart urigtigt skøn

–        for det syvende tilsidesættelse af uskyldsformodningen og chartrets artikel 48

–        for det ottende tilsidesættelse af en rimelig frist og af omsorgspligten

–        for det niende tilsidesættelse af begrundelsespligten

–        for det tiende, subsidiært, tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

37      Det tredje og det syvende anbringende skal dog undersøges samlet.

38      ECB har i øvrigt generelt gjort gældende, at det kun er det første anbringende om manglende kompetence hos ophavsmanden til retsakten, der kan forbindes med påstanden om annullation af afslaget på at genåbne sagen.

39      Det skal ikke desto mindre bemærkes, at selv om sagsøgeren i det væsentlige har rettet sine klagepunkter mod afgørelsen om afskedigelse, er det tredje og det syvende anbringende, der i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af grundsætningen om, at »den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning«, og tilsidesættelsen af uskyldsformodningen, også rettet mod afslaget på at genåbne sagen, henset til anklagemyndighedens afgørelse om at afslutte undersøgelsen vedrørende skolestøttefakturaerne. I tilfælde af, at afgørelsen om afskedigelse skal annulleres, skal afslaget på at genåbne sagen endvidere som konsekvens og af hensyn til retssikkerheden ophæves med henblik på at fjerne enhver potentiel hindring for ECB’s forpligtelse til i overensstemmelse med artikel 266 TEUF at træffe de foranstaltninger, som opfyldelsen af dommen indebærer.

2.      Det første anbringende om manglende kompetence hos ophavsmanden til de anfægtede afgørelser

40      I henhold til artikel 44, nr. ii), i ansættelsesvilkårene for de ansatte i ECB (herefter »ansættelsesvilkårene«) kan direktionen som disciplinær sanktion træffe afgørelse om afskedigelse med eller uden varsel. Artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet bestemmer imidlertid, at »generalsekretæren for tjenestegrenene, der handler på direktionens vegne, træffer for de ansatte, der befinder sig i eller under lønklasse I, […] afgørelse om den mest hensigtsmæssige disciplinære sanktion«.

41      I det foreliggende tilfælde traf direktionen de anfægtede afgørelser, selv om de ifølge sagsøgeren henhørte under generalsekretærens kompetence i medfør af den kompetencedelegation, der er fastsat i artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet.

42      Som ECB imidlertid har gjort gældende, traf direktionen den 10. juli 2018, dvs. inden den vedtog afgørelsen om afskedigelse, afgørelse om selv at udøve disciplinær myndighed over for sagsøgeren (jf. præmis 16 ovenfor).

43      Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at tilbagekaldelse af bemyndigelsen til generalsekretæren for tjenestegrenene krævede en forudgående høring af Personaleudvalget. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at afgørelsen af 10. juli 2018 i mangel af en sådan høring var ulovlig, hvilket medførte, at afgørelsen om afskedigelse blev truffet af direktionen i stedet for den kompetente myndighed i henhold til de interne regler.

44      Som begrundelse for den omstændighed, at Personaleudvalget burde have været hørt, har sagsøgeren for det første gjort gældende, at afgørelsen af 10. juli 2018 udgjorde en ændring af de administrative bestemmelser for personalet, og at en sådan ændring kræver høring af dette udvalg i overensstemmelse med artikel 21 i ECB’s forretningsorden og princippet om parallelitet i procedurerne.

45      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ophævede afgørelsen af 10. juli 2018 imidlertid ikke artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet. Som sagsøgeren selv har erkendt i replikken, vedrørte denne afgørelse kun ham og kun den omhandlede sag. Den har således kun individuel rækkevidde.

46      Forpligtelsen til at høre Personaleudvalget er imidlertid begrænset til en ændring af almengyldige retsakter (kendelse af 9.11.2017, Bowles mod ECB, T-564/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:816, præmis 48). Det bestemmes nemlig i artikel 48 i ansættelsesvilkårene, at Personaleudvalget »varetager alle ansattes generelle interesser for så vidt angår ansættelseskontrakter, personalebestemmelser og lønbestemmelser, ansættelsesvilkår, arbejde, sundhed og sikkerhed i ECB, social sikring og pensionsordninger«. Det fremgår i øvrigt af artikel 49 i samme ansættelsesvilkår, at »Personaleudvalget høres forud for enhver ændring af nærværende ansættelsesvilkår, de administrative bestemmelser for personalet og de dermed forbundne spørgsmål, som defineret i artikel 48 ovenfor«.

47      Sagsøgeren har ikke desto mindre for det andet gjort gældende, at selv om han var den eneste, der var berørt af afgørelsen af 10. juli 2018, har den mulighed, som direktionen har for at henvise til individuelle sager, til følge, at artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet ikke kan anses for en endelig bestemmelse, men for en bestemmelse, der kan ændres efter ECB’s forgodtbefindende. På det disciplinære område er det imidlertid absolut nødvendigt, at der er retssikkerhed og offentlighed. Under disse omstændigheder har sagsøgeren antaget, at høring af Personaleudvalget var en nødvendighed.

48      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at direktionen er ansvarlig for den daglige drift af ECB i henhold til artikel 11.6 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB, og at ansættelsesvilkårenes artikel 44, nr. ii), nærmere bestemt tillægger direktionen kompetence til at træffe afgørelser om afskedigelse uden varsel.

49      Under der disse omstændigheder, hvor artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet overlader det til generalsekretæren for tjenestegrenene at træffe individuelle afgørelser om afskedigelse »på direktionens vegne«, indgår bestemmelsen i det vide skøn, som EU-institutionerne har på internt plan til at organisere sig efter deres behov (jf. i denne retning dom af 26.5.2005, Tralli mod ECB, C-301/02 P, EU:C:2005:306, præmis 58). Selv om retssikkerhedsprincippet, som sagsøgeren har påberåbt sig, pålægger administrationen, når den vedtager regler, at affatte dem på en sådan måde, at de er tilstrækkelig klare til, at borgerne utvetydigt kan få kendskab til deres rettigheder og pligter og således kan indrette sig derefter, pålægger dette princip imidlertid ikke ECB at begrænse det skøn, den råder over, med henblik på at organisere sin virksomhed (jf. analogt dom af 24.9.2019, US mod ECB, T-255/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:680, præmis 90). Retssikkerhedsprincippet er derfor ikke til hinder for, at ovennævnte artikel 8.3.17 fortolkes således, at generalsekretærens beslutninger på området er udtryk for direktionens beslutninger, som direktionen fuldt ud er ansvarlig for, og som i retlig forstand må tilskrives direktionen.

50      Reglerne om god forvaltningsskik på personaleområdet forudsætter i øvrigt ganske vist, at kompetencefordelingen inden for ECB skal være klart defineret og behørigt offentliggjort (dom af 9.7.2008, Kuchta mod ECB, F-89/07, EU:F:2008:97, præmis 62). I det foreliggende tilfælde er artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet offentliggjort, og ECB har begrundet valget om ikke at offentliggøre afgørelsen af 10. juli 2018 med sagsøgerens interesse i at beskytte sit omdømme på et tidspunkt, hvor disciplinærsagens endelige udfald ikke kunne forudsiges. Endvidere modtog sagsøgeren meddelelse om denne afgørelse og blev således underrettet herom.

51      Følgelig førte direktionens afgørelse om at udøve disciplinær myndighed direkte ikke i sagsøgerens individuelle tilfælde til en ændring af de administrative bestemmelser for personalet, som gjorde det nødvendigt at høre Personaleudvalget af hensyn til retssikkerheden og offentliggørelsen, således som sagsøgeren har hævdet.

52      Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgeren ikke er blevet frataget nogen garanti. Tværtimod giver den kollegiale udøvelse af en kompetence, som i det foreliggende tilfælde, principielt en bedre beskyttelse af adressaterne for de foranstaltninger, der skal træffes, end en kompetence, der udøves af en enkelt person (jf. i denne retning dom af 19.9.2019, GE Healthcare mod Kommissionen, T-783/17, EU:T:2019:624, præmis 182).

53      Det første anbringende er derfor ugrundet.

3.      Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet og af retssikkerhedsprincippet

54      Artikel 8.3.2, tredje led, i de administrative bestemmelser for personalet bestemmer, at »[d]en disciplinære forfølgning skal indledes senest fem år efter, at forholdene er indtruffet, og i det år, hvor de er opdaget, medmindre der foreligger en alvorlig forseelse, der kan føre til afskedigelse, i hvilket tilfælde fristerne er henholdsvis [ti] år og et år«.

55      Sagsøgeren har gjort gældende, at de faktiske omstændigheder var forældede i henhold til denne bestemmelse, fordi fristen på et år fra opdagelsen af de faktiske omstændigheder var udløbet.

a)      Spørgsmålet om, hvorvidt etårsfristen er obligatorisk eller ej

56      ECB har gjort gældende, at den frist på et år, der er fastsat i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, ikke er bindende. ECB har anført, at en overskridelse af en frist ifølge retspraksis kun kan medføre annullation af en retsakt, hvis fristoverskridelsen er urimelig i den forstand, at den påvirker retten til forsvar, hvilket sagsøgeren ikke har hævdet.

57      Selv om dette argument er fremsat subsidiært, skal det behandles først.

58      Det bemærkes i denne henseende, at en forældelsesfrist har til formål at sikre retssikkerheden, og at dette grundlæggende krav er til hinder for, at forvaltningen kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser i det uendelige (jf. i denne retning dom af 10.6.2004, François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 45 og 46, og af 8.3.2012, Kerstens mod Kommissionen, F-12/10, EU:F:2012:29, præmis 122 og 123). Det følger heraf, at når der er bestemmelser, som fastsætter forældelsesfrister for indledning af disciplinærsager, er enhver overvejelse om en rimelig frist udelukket (jf. i denne retning og analogt dom af 13.11.2014, Nencini mod Parlamentet, C-447/13 P, EU:C:2014:2372, præmis 52-54, og af 18.6.2008, Hoechst mod Kommissionen, T-410/03, EU:T:2008:211, præmis 224). Selv om det er anerkendt, at fristerne på disciplinærområdet ikke er obligatoriske, er dette ikke blevet fastslået for fristerne vedrørende procedurens forløb (dom af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 174; jf. ligeledes for så vidt angår de frister, der er nævnt i afdeling 5 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, dom af 8.3.2012, Kerstens mod Kommissionen, F-12/10, EU:F:2012:29, præmis 124), eller for fristerne for dens iværksættelse.

59      ECB har derfor med urette gjort gældende, at forældelsesfristen på et år i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet ikke er bindende.

60      ECB har imidlertid gjort gældende, at de faktiske omstændigheder ikke var forældede i den foreliggende sag.

b)      Spørgsmålet, om de faktiske omstændigheder var forældede

1)      Begrebet »opdagelse af de faktiske omstændigheder«, der bevirker, at forældelsesfristen på et år begynder at løbe

61      ECB har bemærket, at forældelsesfristen på et år i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor de faktiske omstændigheder opdages. Det skal derfor fastslås, hvad dette begreb dækker over.

62      Det fremgår i denne forbindelse af artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet, at disciplinærudvalgets opgave bl.a. består i at undersøge og fastslå de faktiske omstændigheder så omhyggeligt som muligt. Endvidere kan nævnte udvalg i henhold til de nævnte bestemmelsers artikel 8.3.14 anmode et af sine medlemmer om at foretage yderligere undersøgelser, hvis det finder, at dets oplysninger ikke er tilstrækkelige. Det følger heraf, at formålet med disciplinærsagen er endeligt at fastlægge de faktiske omstændigheder og at fastlægge disse efter en kontradiktorisk procedure.

63      Begrebet opdagelse af faktiske omstændigheder kan derfor ikke kræve, at der foreligger et præcist og detaljeret kendskab til alle de faktiske omstændigheder, der udgør en disciplinær forseelse (jf. analogt dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 37). Desuden kræver dette begreb ikke, at de faktiske omstændigheder er endeligt fastslået, idet opdagelsen heraf henviser til kendskabet hertil og ikke til beviset herfor (jf. analogt kendelse af 27.4.2017, CJ mod ECDC, T-696/16 REV og T-697/16 REV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:318, præmis 39).

64      Det må derfor anerkendes, således som ECB har anført, at opdagelsen af de faktiske omstændigheder som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet finder sted på det tidspunkt, hvor de kendte forhold er tilstrækkelige til, at der kan foretages en umiddelbar vurdering af, om der foreligger en tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser, som igen afhænger af de potentielt tilsidesatte forpligtelser og de krav, der er uløseligt forbundet med hver enkelt af dem. Sagsøgeren har i øvrigt ikke reelt bestridt denne fortolkning.

65      ECB’s argument om, at tidspunktet, hvorfra forældelsesfristen begynder at løbe, skal være sikker på grund af de alvorlige konsekvenser, der er forbundet med udløbet af forældelsesfristen, må imidlertid uden videre forkastes af hensyn til retssikkerheden.

66      I denne henseende bemærkes, at forældelsesfristerne har til formål at garantere retssikkerheden for de personer, der kan retsforfølges, snarere end for den retsforfølgende myndighed (jf. analogt dom af 13.11.2014, Nencini mod Parlamentet, C-447/13 P, EU:C:2014:2372, præmis 52). Endvidere indebærer begrebet »opdagelse af de faktiske omstændigheder«, som ECB har anvendt i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, i sig selv en vis usikkerhed. Endelig bemærkes, at retssikkerhedsprincippet ikke kræver, at konsekvenserne af enhver retsakt kan forudsiges med absolut sikkerhed i forhold til de gældende bestemmelser (jf. analogt dom af 16.9.2013, Hansa Metallwerke m.fl. mod Kommissionen, T-375/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:475, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). Det er tilstrækkeligt, at de kan forudsiges i rimeligt omfang (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 42), med forbehold af Unionens retsinstansers prøvelse.

67      Efter denne præcisering skal det konkret undersøges, om de faktiske omstændigheder var forældede i den foreliggende sag.

2)      Den eventuelle forældelse af disciplinærsagen vedrørende fakturaerne for fysioterapi

68      Det fremgår af sagen, at selskab A den 13. og den 18. december 2013 fremsendte oplysninger til ECB vedrørende mulig svig fra sagsøgerens side for så vidt angår godtgørelse for fakturaer for fysioterapi. Selskabet tilsendte herefter ECB supplerende oplysninger den 20. februar, den 20. marts, den 27. maj, den 13. juni, den 15. juli og den 13. og den 21. oktober 2014.

69      ECB har gjort gældende, at de oplysninger, der er nævnt i præmis 68 ovenfor, og som er fremlagt af selskab A, ikke kan udgøre en »opdagelse af de faktiske omstændigheder«, fordi selskabet i sin egenskab af forsikringsgiver kunne have en særlig interesse i at påtale, at de godtgørelser, der var udbetalt til sagsøgeren, var uretmæssige, og at disse oplysninger derfor skulle behandles med påpasselighed.

70      Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at ECB har taget imod selskab A’s oplysninger med det forbehold, som en mistanke om en interessekonflikt indebærer.

71      Det fremgår tværtimod af en rapport fra selskab A af 20. november 2014, at ECB fra december 2013 var af den opfattelse, at de første oplysninger, som det nævnte selskab havde fremlagt, var tilstrækkelige til at indlede ECB’s egne vedtægtsmæssige procedurer i tilfælde af mistanke om svig.

72      Desuden gjorde ECB på grundlag af de oplysninger, der var indhentet fra selskab A, den 14. maj 2014 anklagemyndigheden opmærksom på de faktiske omstændigheder vedrørende godtgørelsen af fakturaerne for fysioterapi (jf. præmis 3 ovenfor).

73      Hertil kommer, at ECB ifølge rapporten af 20. november 2014, henset til det betydelige omfang af de potentielt svigagtige anmodninger om godtgørelse, den 17. november 2014 anmodede selskab A om at iværksætte forberedelserne til at tilbagesøge de beløb, som sagsøgeren havde modtaget til dækning af sine fysioterapi- og apoteksudgifter.

74      Endelig var de af selskab A meddelte oplysninger ledsaget af vidneudsagn og andre dokumenter, som støttede dem, og bidrog således til at gøre oplysningerne troværdige.

75      ECB har ligeledes gjort gældende, at de fra selskab A modtagne oplysninger, var fragmentariske i forhold til ansøgningerne om godtgørelse, som var fordelt over en periode på ca. fem år.

76      I sin rapport af 13. oktober 2014 oplyste selskab A imidlertid ECB om i alt 91 fakturaer for fysioterapi for et samlet beløb på 56 041,09 EUR, hvilket ikke kan anses for en fragmentarisk oplysning, eftersom dette beløb svarer til det beløb, der er angivet i afgørelsen om afskedigelse.

77      Endvidere førte rapporten af 13. oktober 2014 til, at ECB traf afgørelse om at suspendere sagsøgeren fra tjenesten fra den 21. oktober 2014 (jf. præmis 4 ovenfor).

78      ECB har ganske vist anført, at det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 46, at der kan træffes afgørelse om suspension »i tilfælde af, at der formodes at foreligge en alvorlig forseelse«, hvilket kræver et lavere bevisniveau end »opdagelsen af de faktiske omstændigheder« som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet.

79      Direktionen begrundede imidlertid sin afgørelse om at suspendere sagsøgeren med den omstændighed, at der, henset til de af selskab A fremlagte oplysninger, var tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger til, at det kunne antages, enten at sagsøgeren havde forfalsket de pågældende fakturaer, eller at han i det mindste var bevidst om deres manglende ægthed. På baggrund af disse omstændigheder fandt direktionen, at de faktiske omstændigheder, såfremt de blev godtgjort, udgjorde en alvorlig tilsidesættelse af den pågældendes pligter, og at det bl.a. var nødvendigt at sikre de disciplinære følger.

80      Når ECB har begrundet afgørelsen om suspension med oplysninger, som den selv har kvalificeret som tilstrækkeligt præcise og relevante til at formode, at der foreligger en alvorlig forseelse, der kan give anledning til disciplinær forfølgning, var de nævnte beviser, som selskabet A havde fremlagt, nødvendigvis også tilstrækkelige til at udgøre en »opdagelse af de faktiske omstændigheder« som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet som anført i præmis 64 ovenfor.

81      Det følger heraf, at for så vidt som de faktiske omstændigheder, som selskab A gav udtryk for over for ECB i oktober 2014, var tilstrækkelige til at være omfattet af begrebet opdagelse af de faktiske omstændigheder som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, må ECB’s øvrige argumenter om, at det med henblik på at indlede disciplinærsagen var rimeligt at afvente, at de tyske retslige myndigheder indhentede yderligere oplysninger bl.a. efter en ransagning, eller at få mulighed for at gennemgå anklagemyndighedens sagsakter med henblik på at finde yderligere oplysninger, forkastes. Selv hvis det antages, at ECB var af den opfattelse, at den havde behov for yderligere oplysninger for at indlede den disciplinære forfølgning, kunne den under alle omstændigheder have indledt denne og udsat den på afventning af udfaldet af straffesagen. Selv om ingen gældende bestemmelse inden for ECB eller noget almindeligt princip foreskrev en sådan udsættelse (jf. præmis 105-107 nedenfor), kunne ECB have handlet, som om det var tilfældet, da fristerne for at iværksætte disciplinær forfølgning ikke var obligatoriske (jf. præmis 58 ovenfor), da der ikke var grund til at tro, at hensynet til den strafferetlige efterforskning forhindrede det, og da afgørelsen af 21. oktober 2014 om suspension i forvejen henviste dertil.

82      Det fremgår af samtlige disse betragtninger, at der forløb mere end et år mellem opdagelsen af de faktiske omstændigheder for så vidt angår udgifterne til fysioterapi i oktober 2014 og afgørelsen af 18. november 2016 om at indlede disciplinær forfølgning.

83      Det andet anbringende må derfor tages til følge, for så vidt som det angår den del af sagen, der vedrører fakturaerne for fysioterapi.

3)      Eventuel forældelse af disciplinærsagen vedrørende apotekskvitteringerne

84      Som allerede anført ovenfor (jf. præmis 4 og 73 ovenfor) skal det bemærkes, at sagsøgeren blev suspenderet fra tjenesten den 21. oktober 2014, og at ECB fra den 17. november 2014 anmodede selskab A om at iværksætte forberedelserne til at opnå tilbagesøgning af de beløb, som sagsøgeren havde fået udbetalt til dækning af sine sundhedsudgifter.

85      Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at selskab A den 21. november 2014 tilsendte ECB en rapport, som var dateret dagen før og understøttet af dokumentation, og som havde til formål at godtgøre, at sagsøgeren muligvis havde begået svig (jf. præmis 71 og 73 ovenfor). Denne rapport vedrørte ikke blot fakturaerne for fysioterapi, men også godtgørelse for håndskrevne apotekskvitteringer. Rapporten præciserede, at ejeren af de pågældende apoteker havde oplyst, at hans kvitteringer var trykte, og at kvitteringerne med håndskrevne beløb ikke stammede fra et af disse apoteker, at beløbene, der fremgik af de kvitteringer, som ejeren havde modtaget, ikke svarede til de anvendte satser, at flere af de nævnte produkter aldrig var blevet bestilt eller ikke solgtes, og at stemplerne på disse sandsynligvis var blevet forfalsket. Selskab A vurderede de beløb, der skulle tilbagesøges som følge af disse kvitteringer, til 88 289,65 EUR. Rapporten var vedlagt en liste over de omtvistede kvitteringer.

86      Selskab A supplerede sin rapport af 20. november 2014 med to e-mails af 22. og 23. januar 2015.

87      Endelig fremgår det af rapport nr. 1, at de af selskab A fremsendte oplysninger var tilstrækkelige til, at ECB kunne anmelde de faktiske omstændigheder vedrørende de modtagne lægemidler til de tyske retslige myndigheder den 23. januar 2015.

88      Henset til det ovenstående fremgår det, at de faktiske omstændigheder, som ECB var blevet bekendt med mellem den 21. november 2014 og den 23. januar 2015, var tilstrækkelige til, at ECB for så vidt angår den del af sagen, der vedrørte apotekskvitteringerne, kunne foretage en prima facie-vurdering af, om sagsøgeren havde tilsidesat sine tjenstlige forpligtelser.

89      Af denne grund, og af de grunde, der allerede er redegjort for i præmis 66 ovenfor, skal det fastslås, at for så vidt angår apotekskvitteringerne begyndte forældelsesfristen på et år at løbe senest den 23. januar 2015 og ikke på det tidspunkt, hvor ECB fik aktindsigt i anklagemyndighedens straffesag den 20. november 2015, således som ECB har gjort gældende. Følgelig var forældelsesfristen på et år allerede udløbet den 18. november 2016, hvor disciplinærsagen blev indledt, for så vidt angår apotekskvitteringerne.

90      Det andet anbringende skal således tages til følge for så vidt angår denne del af sagen.

4)      Eventuel forældelse af disciplinærsagen vedrørende skolestøttefakturaerne

91      Generalsekretæren for tjenestegrenene besluttede den 19. september 2017 at udvide disciplinærudvalgets mandat til at omfatte de faktiske omstændigheder vedrørende skolestøttefakturaerne og dermed at indlede den disciplinære forfølgning angående disse på denne dato.

92      Sagsøgeren har anført, at det forhold, der førte til indledningen af denne del af sagen, bestod i, at fakturaerne fra hjælpelærer C havde et skattenummer, der næsten var identisk med fysioterapeut B’s skattenummer. Sagsøgeren har imidlertid tilføjet, at ECB siden fremsendelsen af selskab A’s rapporter havde haft kendskab til de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den disciplinære forfølgning vedrørende fakturaerne for fysioterapi, og at C’s fakturaer befandt sig i ECB’s sagsmappe og var til rådighed for ECB mere end et år før afgørelsen om at udvide disciplinærsagen. Følgelig er sagsøgeren af den opfattelse, at opdagelsen af de faktiske omstændigheder vedrørende skolestøttefakturaerne ikke kunne være en følge af de undersøgelser, som disciplinærudvalget foretog i 2017 i forbindelse med de dele af sagen, der vedrørte fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne.

93      Det er korrekt, at den omstændighed, der henledte ECB’s opmærksomhed på skolestøttefakturaerne, nemlig at B’s og C’s skattenumre næsten var identiske, fremgik af sagsøgerens sagsakter. Selv om sagsøgerens advokat imidlertid den 3. februar 2016 som svar på spørgsmål om, hvorvidt den formodede fysioterapeut B’s ydelser faktisk var reelle, henviste til den omstændighed, at sagsøgeren betalte sine ydelser i kontanter, har han på dette tidspunkt ikke fremlagt noget bevis herfor, selv om han udtrykkeligt er anmodet herom. Først den 29. september 2016 fremsendte sagsøgeren uddrag af sine bankkonti til ECB, og først med henblik på disciplinærudvalgets høring den 13. februar 2017 som bilag til et notat fra et mundtligt indlæg fremlagde han en oversigt over de datoer og steder, hvor han havde hævet kontanter. ECB havde heller ingen anledning til at interessere sig skolestøttefakturaerne i sagsøgerens sagsakter for at efterprøve, om de bekræftede hans påstande, inden sagsøgeren havde redegjort for, hvorledes sagsøgeren betalte B og havde fremlagt dokumentation til støtte for sine påstande. Det var alene i forbindelse med den dybtgående undersøgelse, der blev foretaget inden for rammerne af den del af sagen, der vedrørte fakturaerne for fysioterapi, at disciplinærudvalget blev foranlediget til at sammenholde disse med skolestøttefakturaerne. Dette gælder så meget desto mere, som kun en reel nødvendighed kunne retfærdiggøre en undersøgelse af følsomme oplysninger i sagsøgerens sagsakter, såsom oplysninger om støtte til hans børn, om hvilke det var blevet anerkendt, at de led af helbredsmæssige problemer og havde særlige undervisningsmæssige behov.

94      Det fremgår nærmere bestemt af sagsakterne, at disciplinærudvalget foretog de undersøgelser, som henledte dets opmærksomhed på C’s skolestøttefakturaer, i marts 2017, og at udvalget efter nogle hurtigt foretagne kontroller hos skatte- og afgiftsmyndighederne i Frankfurt am Main den 24. april 2017 anmodede om, at dets mandat blev udvidet til at omfatte de faktiske omstændigheder vedrørende disse fakturaer.

95      Sagsøgeren har følgelig ikke godtgjort, at ECB opdagede de faktiske omstændigheder vedrørende skolestøttefakturaerne mere end et år før indledningen den 19. september 2017 af den del af disciplinærsagen, der vedrørte dem.

96      Det følger heraf, at det andet anbringende er ugrundet for så vidt angår den del af sagen, der vedrører skolestøttefakturaerne.

c)      Konklusion vedrørende det andet anbringende

97      På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringende tages til følge, for så vidt som de faktiske omstændigheder vedrørende fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne var forældede på tidspunktet for indledningen af den disciplinære forfølgning, der vedrørte dem. Det andet anbringende er derimod ugrundet for så vidt angår den del af sagen, der vedrører skolestøttefakturaerne.

98      Hvad angår virkningen af tilsidesættelsen af forældelsesfristen for så vidt angår de to første dele, der er nævnt i præmis 97 ovenfor, på lovligheden af afgørelsen om afskedigelse skal det bemærkes, at hver af de tre dele af sagen vedrørte overtrædelser af økonomisk karakter, der i det mindste bestod i en langvarig mangel på omhu fra sagsøgerens side med hensyn til de minimumskrav, der stilles til dokumenter, der fremlægges som bevis for ydelser og transaktioner, hvis omkostninger helt eller delvist bæres af det sociale sikringssystem, som ECB har etableret for sit personale. Det skal ligeledes bemærkes, at ECB bl.a. anså disse overtrædelser for at falde ind under ECB’s kompetence på det finansielle område og heraf udledte, at sagsøgeren ikke blot havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse, men også, at han ikke havde respekteret ECB’s fælles værdier, og at han således havde risikeret ECB’s omdømme.

99      Under disse omstændigheder fastslog ECB med rette i punkt 37 i afgørelsen om afskedigelse, at hver af de tre dele af sagen, selv isoleret betragtet, uigenkaldeligt havde påvirket den tillid, der lå til grund for dens forhold til de ansatte.

100    Det følger heraf, at den omstændighed, at det andet anbringende delvist er taget til følge, ikke er tilstrækkeligt til at begrunde en annullation af afgørelsen om afskedigelse, eftersom denne umiddelbart fortsat er begrundet i sagens tredje del.

101    Følgelig skal undersøgelsen af de øvrige anbringender fortsættes, idet undersøgelsen begrænses til den del, der vedrører fakturaer for skolestøtte.

4.      Det tredje og det syvende anbringende om tilsidesættelse af henholdsvis grundsætningen, hvorefter »den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning«, princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten samt af uskyldsformodningen og chartrets artikel 48

a)      Tilsidesættelse af grundsætningen om, at »den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning«

102    Sagsøgeren har gjort gældende, at grundsætningen om, at den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning, udgør et almindeligt EU-retligt princip, der finder anvendelse, selv om der ikke foreligger en udtrykkelig bestemmelse herom.

103    Denne grundsætning er fastsat i artikel 25 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. Som ECB har bemærket, og som Personaleretten allerede har bemærket i dom af 17. marts 2015, AX mod ECB (F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 125), blev en tilsvarende bestemmelse, der var indeholdt i ansættelsesvilkårene, imidlertid ophævet med virkning fra den 1. januar 2009.

104    I øvrigt bestemmer ansættelsesvilkårenes artikel 9, litra c), ganske vist, at der »[v]ed fortolkningen af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i disse vilkår, tages behørigt hensyn til de principper, der er fastsat i forordninger, regler og retspraksis vedrørende personalet i [Unionens] institutioner«. ECB har imidlertid med rette anført, at denne bestemmelse har til formål at afhjælpe eventuelle mangler, og at den ikke kan anvendes til at genindføre en bestemmelse, som den har ophævet.

105    Desuden har retspraksis om artikel 25 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (jf. i denne retning dom af 30.6.2015, Dybman mod EEAS, F-129/14, EU:F:2015:71, præmis 35 og 37), ganske vist betragtet grundsætningen om, at den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning, som et princip, men har ikke anerkendt det som et almindeligt retsprincip. Sagsøgeren har ikke selv underbygget sit synspunkt om, at det udgør et sådant princip.

106    Det følger heraf, at grundsætningen, hvorefter den disciplinære forfølgning stilles i bero indtil straffesagens afslutning, ikke er bindende for ECB.

107    Sagsøgeren kan derfor ikke med føje gøre gældende, at denne grundsætning blev tilsidesat, idet den disciplinære forfølgning vedrørende skolestøttefakturaerne blev indledt, mens straffesagen verserede. I mangel af udtrykkelige bestemmelser, der gør princippet anvendeligt på ECB, er det ligeledes ikke med føje, at sagsøgeren på grundlag heraf har kritiseret ECB for at have truffet afgørelsen om afskedigelse inden afslutningen af den strafferetlige undersøgelse vedrørende de nævnte fakturaer.

b)      Om tilsidesættelsen af uskyldsformodningen og chartrets artikel 48

108    Sagsøgeren har gjort gældende, at uskyldsformodningen, der nu er sikret ved chartrets artikel 48, kræver, at en person, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil vedkommendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven under en retssag. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at ECB har tilsidesat denne ret ved at se bort fra straffesagen, der var indledt mod ham, og fra dens udfald, og idet ECB baserede sig på faktiske omstændigheder, som ikke var blevet fastslået af de tyske retslige myndigheder.

109    I det foreliggende tilfælde blev anklagemyndighedens afgørelse af 30. april 2019 om at opgive påtale i henhold til strafferetsplejelovens artikel 170, stk. 2, i den del af sagen, der vedrørte skolestøttefakturaerne, truffet forud for afgørelsen om afskedigelse, som blev truffet den 7. maj samme år. Det er imidlertid ubestridt, at ECB ikke havde kendskab hertil på dette tidspunkt.

110    Lovligheden af en retsakt skal bedømmes ud fra de faktiske og retlige omstændigheder, som administrationen rådede over på tidspunktet for dens vedtagelse (jf. dom af 12.2.2014, Beco mod Kommissionen, T-81/12, EU:T:2014:71, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis), og sagsøgeren kan derfor ikke påberåbe sig påtaleopgivelsen med henblik på at anfægte gyldigheden af afgørelsen om afskedigelse med den begrundelse, at ECB ikke har taget hensyn til det gunstige udfald af straffesagen.

111    Spørgsmålet er derimod, om uskyldsformodningen forhindrede ECB i at basere sin afgørelse om afskedigelse på den del af sagen, der angår skolestøttefakturaerne, inden den fik kendskab til de retslige myndigheders konklusioner.

112    Det fremgår af retspraksis, at uskyldsformodningen gælder for hele straffesagen, fordi den bl.a. har til formål at sikre, at enhver person ikke bliver betegnet eller behandlet som skyldig i en lovovertrædelse, før hans skyld er fastslået af en domstol (dom af 8.7.2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 210, og af 12.7.2012, Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 91).

113    Desuden bestemmer artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, at der skal tages hensyn til forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17) ved fortolkningen af dette (dom af 20.11.2017, Petrov m.fl. mod Parlamentet, T-452/15, EU:T:2017:822, præmis 38). Ifølge disse forklaringer har chartrets artikel 48 samme betydning og omfang som artikel 6, stk. 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

114    Under disse omstændigheder skal der ved fortolkningen af chartrets artikel 48 tages hensyn til EMRK’s artikel 6, stk. 2, som tærskel for minimumsbeskyttelse (dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 41). Der skal derfor også henvises til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) praksis i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3 (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 43, af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 47, og af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 61).

115    Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis beskytter EMRK’s artikel 6, stk. 2, navnlig mistænktes ret til at blive anset for uskyldig, når der indledes en forundersøgelse som omhandlet i tysk ret (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af, 27. februar 2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:2014:0227JUD001710310, § 43).

116    Sagsøgeren kan følgelig påberåbe sig uskyldsformodningen, for så vidt som han netop – på ECB’s egen anmodning – var genstand for en forundersøgelse som omhandlet i tysk ret angående skolestøttefakturaerne, hvis resultat endnu ikke var kendt, da ECB vedtog afgørelsen om afskedigelse.

117    Det bemærkes derfor for det første, at uskyldsformodningen ikke alene er en processuel garanti i kriminalsager, men at dens rækkevidde er mere omfattende, for det andet at en tilsidesættelse af uskyldsformodningen kan hidrøre fra en hvilken som helst offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 8.7.2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 211, og af 12.7.2012, Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 92), og for det tredje at denne tilsidesættelse kan hidrøre fra udtalelser eller afgørelser, som afspejler følelsen af, at personen er skyldig, og som opfordrer offentligheden til at tro på vedkommendes skyld, eller som foregriber den kompetente rets strafferetlige vurdering af forholdene (jf. i denne retning dom af 12.7.2012 Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 91).

118    Retspraksis har i denne henseende understreget vigtigheden af de offentlige myndigheders ordvalg. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til de pågældende udtalelsers virkelige betydning og ikke til deres bogstavelige form, samt til de særlige forhold, hvorunder udtalelserne blev formuleret (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 43, og af 8.7.2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 211 og den deri nævnte retspraksis; Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.5.2020, Farzaliyev mod Aserbajdsjan, CE:ECHR:2020:0528JUD002962007, § 64).

119    I det foreliggende tilfælde var sagsøgeren genstand for en undersøgelse vedrørende bedrageri som omhandlet i den tyske straffelovs artikel 263, stk. 1, angående skolestøttefakturaerne. Direktionen har imidlertid i sin afgørelse om afskedigelse lagt ham til last, at han ikke har gjort opmærksom på lighederne mellem skattenumrene og adresserne på B’s fakturaer for fysioterapi og C’s fakturaer for skolestøtte, selv om det af disse ligheder kunne udledes, at de sidstnævnte ikke var sandfærdige og ægte. Direktionen fandt i denne forbindelse, at retten til at anmode om godtgørelse for skoleudgifter ikke fritog de ansatte for at være opmærksomme på og sikre sig, at dokumentationen vedrørende de pågældende tjenester var passende. Da der forelå objektive omstændigheder, der gav anledning til tvivl med hensyn til retten til den nævnte godtgørelse, fandt direktionen, at det påhvilede den pågældende ansatte i det mindste at underrette administrationen herom. Direktionen nåede derfor frem til den konklusion, at sagsøgeren var skyldig i for det første at have tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse over for institutionen, for det andet at have tilsidesat sin forpligtelse til at respektere ECB’s fælles værdier og til såvel i tjenesten som privat at have optrådt i overensstemmelse med ECB’s status, for det tredje vedvarende at have tilsidesat sin pligt til at beskytte institutionens finansielle interesser og for det fjerde at have risikeret ECB’s omdømme.

120    Det fremgår følgelig af afgørelsen om afskedigelse som helhed, at ECB var af den opfattelse, at de af sagsøgeren fremlagte fakturaer var uegnede med henblik på godtgørelse af skoleudgifter, uden formelt at pålægge ham ansvaret for den omstændighed, at de ikke var sandfærdige og ægte. Banken har i sin afgørelse om afskedigelse i det væsentlige begrænset sig til at sanktionere en forsømmelse, som den har fundet særlig grov, når der er tale om en ansat ved en finansiel institution. Denne afgørelse indeholder således ikke nogen konstatering af, at sagsøgeren er skyldig i forhold til det bedrageri, der var genstand for den strafferetlige efterforskning (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 25.8.1987, Englert mod Tyskland, CE:ECHR:1987:0825JUD001028283, § 39), og afgørelsen ligger inden for rammerne for administrationens autonomi ved den retlige kvalificering af en disciplinær forseelse i forhold til den strafferetlige forfølgning for de samme forhold.

121    ECB har derfor ikke tilsidesat uskyldsformodningen ved at vedtage afgørelsen om afskedigelse, for så vidt som den angik den del af sagen, der vedrørte skolestøttefakturaerne, inden ECB fik kendskab til udfaldet af retssagen mod sagsøgeren.

122    Afslaget på at genåbne sagen fandt sted, efter at ECB var blevet underrettet om påtaleopgivelsen i straffesagen mod sagsøgeren angående skolestøttefakturaerne i henhold til strafferetsplejelovens artikel 170, stk. 2, dvs. med den begrundelse, at der ikke forelå en mistanke om skyld, der var tilstrækkelig til at indbringe sagen for kriminalretten.

123    Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis har uskyldsformodningen bl.a. til formål at forhindre, at de offentlige myndigheder behandler personer, over for hvem påtale er opgivet, som om de faktisk var skyldige i den overtrædelse, som de har været sigtet for (Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.6.2018, G.I.E.M. S.R.L. m.fl. mod Italien, CE:ECHR:2018:0628JUD000182806, § 314). Der må i denne henseende ikke foretages nogen sondring mellem mangel på beviser og en frifindelse som følge af den formelle konstatering af den tiltaltes uskyld (Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.9.2007, Vassilios Stavropoulos mod Grækenland, CE:ECHR:2007:0927JUD003552204, § 39, og af 23.10.2014, Melo Tadeu mod Portugal, CE:ECHR:2014:1023JUD002778510, § 60).

124    I det foreliggende tilfælde anførte direktionen to begrundelser for sit afslag på at genåbne sagen efter at have fået kendskab til, at påtale var opgivet med hensyn til skolestøttefakturaerne: for det første forskellen mellem de opgaver, der udføres af henholdsvis anklagemyndigheden og ECB, idet den ene består i at undersøge, om de faktiske omstændigheder udgør en strafbar lovovertrædelse, og den anden, der skal behandles på grundlag af et lavere beviskrav, om de faktiske omstændigheder udgør en tjenstlig forseelse, for det andet den omstændighed, at anklagemyndigheden havde bekræftet, at der ikke fandtes en officiel registrering af hjælpelærer C, og at det skattenummer, der fremgik af hendes fakturaer, ikke var korrekt.

125    Disse begrundelser indebærer ikke nogen konstatering af, at sagsøgeren er skyldig i en straffesag. Afslaget på at genåbne sagen tilsidesatte således ikke uskyldsformodningen.

126    Sagsøgeren har imidlertid også gjort gældende, at ECB har tilsidesat uskyldsformodningen, idet den for enhver pris ønskede at konkludere, at han var skyldig.

127    Det er i denne henseende allerede blevet fastslået, at en tilsidesættelse af uskyldsformodningen kan konstateres, når der foreligger oplysninger, som godtgør, at administrationen fra begyndelsen af en disciplinær forfølgning havde besluttet under alle omstændigheder at pålægge den pågældende person en sanktion, uafhængigt af sagsøgerens forklaring og af udfaldet af den verserende straffesag (dom af 13.3.2003, Pessoa e Costa mod Kommissionen, T-166/02, EU:T:2003:73, præmis 56, af 19.10.2006, Pessoa e Costa mod Kommissionen, T-503/04, EU:T:2006:331, præmis 118, og af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 162).

128    Sagsøgeren har indledningsvis udledt, at ECB var forudindtaget, fordi ECB så bort fra den straffesag, der var indledt mod sagsøgeren, og fra dens udfald. Denne kritik er imidlertid netop blevet behandlet og forkastet. Sagsøgeren har dernæst udledt denne forudindtagethed af den omstændighed, at ECB udvidede disciplinærudvalgets mandat efter en ulovlig undersøgelse foretaget af et af dets medlemmer, og at ECB ikke tog hensyn til de bemærkninger, som sagsøgeren fremsatte under disciplinærsagen. Disse klagepunkter overlapper imidlertid henholdsvis det fjerde anbringende samt det femte og det niende anbringende. De vil derfor blive undersøgt inden for rammerne af disse anbringender.

c)      Tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten

129    Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ved at indlede en disciplinærsag vedrørende skolestøttefakturaerne, selv om straffesagen var under behandling, og ved ikke at tage hensyn til udfaldet heraf har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten, som pålægger institutionerne omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den foreliggende sag.

130    Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget argument, der gør det muligt at antage, at princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten i det foreliggende tilfælde skal tillægges en videre rækkevidde end uskyldsformodningen. Det kan navnlig ikke fastslås, at ECB tilsidesatte sin forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge de relevante forhold i den foreliggende sag, eftersom anklagemyndigheden i sin skrivelse af 30. april 2019 bekræftede de forhold, som lå til grund for ECB’s afgørelse om afskedigelse, nemlig at der ikke forelå en officiel registrering af C, og at det skattenummer, der fremgik af C’s fakturaer, ikke var korrekt.

131    Hertil kommer, at sagsøgeren har nydt godt af alle de øvrige garantier, der finder anvendelse på disciplinærsager, således som det fremgår af svaret på de klagepunkter, som han har fremsat i denne henseende (jf. gennemgangen af det fjerde og det femte anbringende nedenfor). Sagsøgeren kan derfor ikke med føje hævde, at ECB har tilsidesat omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik.

d)      Konklusion vedrørende det tredje og det syvende anbringende

132    Det følger af det ovenstående, at det tredje og det syvende anbringende er ugrundede.

5.      Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet og af princippet om upartiskhed som fastsat i chartrets artikel 41

133    Sagsøgeren har gjort gældende, at disciplinærudvalgets medlemmer har sammenblandet deres rolle i disciplinærudvalget med deres øvrige funktioner ved aktivt at søge efter nye faktiske omstændigheder, som belaster ham. Han har i denne forbindelse fremsat fire klagepunkter og er derfor af den opfattelse, at disciplinærudvalget har tilsidesat artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet og dets pligt til at udvise upartiskhed.

134    Artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet bestemmer, at disciplinærudvalgets medlemmer skal »handle i deres personlige egenskab og være fuldt ud uafhængige i udøvelsen af deres hverv«.

a)      Sagsøgerens første klagepunkt

135    Sagsøgeren har gjort gældende, at disciplinærudvalget undersøgte hans personlige aktmappe og navnlig samtlige de godtgørelser, som han havde modtaget, med henblik på at kontrollere, at de var retmæssige, og at denne undersøgelse førte til generalsekretærens afgørelse af 19. september 2017, hvorved udvalgets mandat blev udvidet til at omfatte skolestøttefakturaerne. Ifølge sagsøgeren overskred denne undersøgelse grænserne for det mandat, som disciplinærudvalget oprindeligt var tildelt. Beretning nr. 1 og generalsekretærens afgørelse af 18. november 2016 har nemlig afgrænset omfanget heraf og indeholder ingen henvisning til skolestøttefakturaerne.

136    ECB har ikke desto mindre med rette gjort gældende, at inden for grænserne af ECB’s mandat består en væsentlig del af et disciplinærudvalgs opgave i at indhente oplysninger og fastslå de faktiske omstændigheder så nøje som muligt. I henhold til artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet har dette udvalg til opgave at afgive en udtalelse om bl.a. de faktiske omstændigheder.

137    ECB har nærmere bestemt anført, at disciplinærudvalget kunne kontrollere troværdigheden af sagsøgerens udtalelser under høringen den 13. februar 2017 og konsultere hans aktmappe med henblik på at undersøge, om og hvorledes de betalinger, som sagsøgeren hævdede at have foretaget for fysioterapi og lægemidler, kunne forenes med andre betalinger i kontanter eller med kreditkort, som han havde foretaget. Ifølge ECB var det ved denne lejlighed, at disciplinærudvalget med rette opdagede de af C udstedte fakturaer for skolestøtte.

138    Sagsøgeren har imidlertid anført, at disciplinærudvalget ifølge artikel 8.3.14 i de administrative bestemmelser for personalet kun kunne foretage supplerende undersøgelser, hvis de oplysninger, som udvalget rådede over, var utilstrækkelige. Han havde imidlertid fremlagt omfattende oplysninger og talrige beviser for, at han plejede at betale såvel ved bankoverførsel som i kontanter, således at disciplinærudvalget ikke havde nogen gyldig grund til at undersøge hans sagsakter yderligere.

139    Det bemærkes i denne henseende, at det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, men også, at institutionerne ikke bevidst kan anvende beviser, der er indsamlet i klar modstrid med den procedure, som gælder for tilvejebringelse af beviser, og som skal beskytte de pågældendes grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 42 og 44, og af 8.9.2016, Goldfish m.fl. mod Kommissionen, T-54/14, EU:T:2016:455, præmis 42 og 47).

140    Det er derfor kun, hvis disciplinærudvalgets kontrol åbenbart er blevet foretaget under tilsidesættelse af bestemmelserne om dets undersøgelsesbeføjelser, at det skal fastslås, at de beviser, der ligger til grund for den del af sagen, der vedrører skolestøttefakturaerne, er ulovlige, og dermed, at den sagsbehandling, der følger heraf, er fejlbehæftet.

141    I det foreliggende tilfælde bestod de oplysninger, som ifølge sagsøgeren var tilstrækkelige til at færdiggøre beretning nr. 1, imidlertid af en liste over kontanthævninger, som sagsøgeren havde udarbejdet, og af ca. 109 sider kontoudtog, der dokumenterede disse. De bestod ligeledes af argumenter indgivet af hans advokat og af et referat af hans egen afhøring den 13. februar 2017. Sagsøgeren påstod, at han betalte sine fakturaer for fysioterapi ved hjælp af disse kontanthævninger. Ved undersøgelsen i denne forbindelse handlede disciplinærudvalget imidlertid ikke urimeligt, da det fandt det nødvendigt at efterprøve rigtigheden af denne påstand ved at søge i oplysninger, som ECB rådede over, for at kontrollere, om sagsøgeren faktisk havde haft for vane at betale de regninger kontant, som han krævede godtgjort. Dette gælder så meget desto mere, som hans tidligere advokat under høringen af sagsøgeren den 3. februar 2016 selv tvivlede på, at hver betaling til B svarede til en kontanthævning.

142    Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at disciplinærudvalgets søgen i hans personlige aktmappe var ubegrundet, idet aktmappen ikke indeholdt beviser for betalinger (jf. præmis 128 ovenfor).

143    Sagsøgerens aktmappe hos ECB var imidlertid ikke begrænset til hans ansættelse og karriere. Eftersom sagsøgeren havde fået tilkendt en forhøjet familieydelse i henhold til artikel 3.8.4 i de administrative bestemmelser for personalet, og han således havde opnået godtgørelse af skolestøttefakturaerne, og eftersom artikel 3.3.1 i samme bestemmelser fastsætter, at de berørte personer skal fremlægge dokumentation for deres ret til ydelser, inden der kan ske nogen udbetaling fra ECB, rådede ECB over fakturaerne fra hjælpelærer C. Det fremgår i øvrigt af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, at disse fakturaer blev modtaget af ECB’s afdeling for »Ansættelse og vederlag«.

144    I forsøget på at fastlægge, om fakturaerne fra den angivelige fysioterapeut B svarede til reelt afholdt udgifter, var disciplinærudvalget under disse omstændigheder berettiget til at sammenligne beviser indgivet af sagsøgeren med de andre udgifter, som han havde anmodet om godtgørelse for, og som ECB var i besiddelse af beviser for.

145    Endelig pålagde artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet disciplinærudvalget at foreslå »en passende disciplinær sanktion«. Det påhvilede således ansættelsesmyndigheden at undersøge eventuelle formildende omstændigheder, såsom den måde, hvorpå sagsøgeren udførte sit hverv, hvilket kunne fremgå af hans aktmappe. Disciplinærudvalget kunne imidlertid ikke i sin udtalelse have fastslået, at de faktiske omstændigheder i sagen udgjorde sagsøgerens første undladelse, hvis det ikke havde været berettiget til at få adgang til hans sagsakter.

146    Under disse omstændigheder er det ikke godtgjort, at disciplinærudvalgets søgen i sagsøgerens aktmappe var partisk.

b)      Sagsøgerens andet klagepunkt

147    Sagsøgeren har anført, at det fremgår af rapport nr. 2, at en ansat i GD for »Retlige Anliggender« kontaktede de tyske skattemyndigheder for at få oplysninger om skolestøttefakturaerne. Han har gjort gældende, at denne person kan være et medlem af disciplinærudvalget, eller at den pågældende kan have handlet efter instruks fra dette.

148    Sagsøgeren har imidlertid ikke forklaret, hvorledes sådanne kontakter skulle være i strid med princippet om upartiskhed og artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet. Disse bestemmelsers artikel 8.3.14 giver i øvrigt disciplinærudvalget mulighed for at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at supplere sine oplysninger.

149    Sagsøgerens andet klagepunkt er således ikke godtgjort.

c)      Om sagsøgerens tredje og fjerde klagepunkt

150    Sagsøgeren har gjort gældende, at GD for »Menneskelige Ressourcer, Budget og Organisation« udarbejdede rapport nr. 2 vedrørende skolestøttefakturaerne, selv om dets generaldirektør var medlem af disciplinærudvalget. Sagsøgeren har også anført, at samme generaldirektør underskrev det brev, hvorved sagsøgeren blev underrettet om, at disciplinærudvalgets mandat ville blive udvidet. Sagsøgeren har heraf udledt, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, som disciplinærudvalgets medlemmer er underlagt.

151    Rapport nr. 2 blev ganske vist affattet i et brev med brevhovedet for GD for »Menneskelige Ressourcer, Budget og Organisation«, og det er ligeledes korrekt, at generaldirektøren var medlem af disciplinærudvalget. Dette gør det imidlertid ikke muligt at konkludere, at generaldirektøren som medlem af disciplinærudvalget tilsidesatte sin pligt til at udvise upartiskhed eller artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet. Desuden er det omhandlede brev begrænset til at meddele sagsøgeren afgørelsen om at udvide disciplinærudvalgets mandat til at omfatte de faktiske omstændigheder vedrørende skolestøttefakturaerne, hvilken afgørelse blev truffet og underskrevet af generalsekretæren for tjenestegrenene, der handlede på direktionens vegne, hvilket var i overensstemmelse med artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet.

152    Sagsøgerens tredje og fjerde klagepunkt er således ikke godtgjort.

d)      Konklusion vedrørende det fjerde anbringende

153    Det følger af det ovenstående, at det fjerde anbringende må forkastes.

6.      Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar

154    Sagsøgeren har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet ECB generelt ikke har taget hensyn til de bemærkninger, som han fremsatte under sagen (jf. præmis 128 ovenfor).

155    Sagsøgeren har imidlertid ikke uddybet sit klagepunkt og har ikke udtrykkeligt angivet, om det vedrørte alle hans bemærkninger eller en del heraf, og i så fald hvilke. Dette klagepunkt kan således ikke antages til realitetsbehandling i henhold til procesreglementets artikel 76, litra d).

156    Klagepunktet må under alle omstændigheder forkastes som ugrundet. Rækkevidden af begrundelsen i disciplinærudvalgets udtalelse og i afgørelsen om afskedigelse samt skriftvekslingen mellem ECB og sagsøgeren under sagsbehandlingen viser, at ECB har taget sagsøgerens argumenter i betragtning. Det skal endvidere bemærkes, at en sagsøger ikke må forveksle manglende overholdelse af retten til forsvar med manglende opnåelse af det ønskede resultat under udøvelse af denne ret (jf. i denne retning dom af 6.9.2013, Sepro Europe mod Kommissionen, T-483/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:407, præmis 78).

157    Det femte anbringende skal derfor forkastes.

7.      Det sjette anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

a)      Indledende bemærkninger

158    Sagsøgeren har gjort gældende, at en flere af begrundelserne for afgørelsen om afskedigelse indeholder åbenbart urigtige skøn.

159    Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har støttet sit sjette anbringende på klagepunkter om, at ECB ikke foretog en fuldstændig undersøgelse af sagens omstændigheder, at ECB ikke foretog en korrekt vurdering af de fremlagte beviser, og at ECB tilsidesatte retten til respekt for privatlivet.

160    Under disse omstændigheder bemærkes, at den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, kræver, at Unionens retsinstanser foretager en fuldstændig prøvelse af rigtigheden af de faktiske omstændigheder (jf. i denne retning dom af 11.9.2013, L mod Parlamentet, T-317/10 P, EU:T:2013:413, præmis 70, og af 10.1.2019, RY mod Kommissionen, T-160/17, EU:T:2019:1, præmis 38). I denne forbindelse skal de efterprøve den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, og bevisernes troværdighed og sammenhæng (jf. i denne retning dom af 23.10.2018, McCoy mod Regionsudvalget, T-567/16, EU:T:2018:708, præmis 98; jf. ligeledes analogt dom af 15.2.2005, Kommissionen mod Tetra Laval, C-12/03 P, EU:C:2005:87, præmis 39, og af 7.4.2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel, C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209, præmis 36). Ud fra denne synsvinkel er vurderingen af et dokuments bevisværdi ligeledes genstand for en fuldstændig efterprøvelse (jf. i denne retning dom af 16.9.2004, Valmont mod Kommissionen, T-274/01, EU:T:2004:266, præmis 43). Selv de komplekse eller vanskelige vurderinger, som administrationen foretager, skal således støttes af vægtige beviser (jf. i denne retning dom af 15.2.2005, Kommissionen mod Tetra Laval, C-12/03 P, EU:C:2005:87, præmis 41, og af 7.4.2016, Akhras mod Rådet, C-193/15 P, EU:C:2016:219, præmis 56). Det påhviler derfor retsinstansen selv i denne sammenhæng at foretage en tilbundsgående undersøgelse af beviselementerne (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 146).

161    I øvrigt udøver retsinstanserne inden for rammerne af deres prøvelsesret ligeledes en fuldstændig kontrol med hensyn til den korrekte anvendelse af de relevante retsregler (dom af 7.11.2007, Tyskland mod Kommissionen, T-374/04, EU:T:2007:332, præmis 81).

162    Henset til det ovenstående skal det sjette anbringende derfor omkvalificeres således, at det ikke vedrører åbenbart urigtige skøn, men en ufuldstændig undersøgelse af sagens omstændigheder, fejl ved bevisbedømmelsen og en retlig fejl.

b)      Ufuldstændig undersøgelse af sagens omstændigheder, fejl ved bevisvurderingen og retlig fejl i den del af sagen, der vedrører skolestøttefakturaerne

163    Sagsøgeren har for det første kritiseret ECB for ikke at have taget hensyn til påtaleopgivelsen i den strafferetlige forfølgning vedrørende skolestøttefakturaerne.

164    Dette klagepunkt falder imidlertid sammen med det tredje og det syvende anbringende, som er blevet forkastet.

165    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at ECB ved at antage, at fakturaerne fra hjælpelærer C ikke var sandfærdige og ægte, så bort fra sagsøgerens og dennes families erklæringer om, at C faktisk ydede støtte til hans børn, og at C blev aflønnet kontant. Sagsøgeren har tilføjet, at ECB heller ikke har taget hensyn til hans erklæringer om, at ligheden mellem fakturaerne fra den formodede fysioterapeut B og C skyldtes, at hans ægtefælle havde vist C, hvorledes de skulle udfærdiges. Endelig tog ECB heller ikke hensyn til forbedringen af et af hans børns skoleresultater i de fag, som C underviste barnet i.

166    Sagsøgeren har imidlertid begrænset sig til at gengive sine egne og sin ægtefælles erklæringer under den administrative sag uden at forklare, hvorfor ECB har anlagt et urigtigt skøn ved ikke at finde dem overbevisende og ved at anføre, at han ikke havde fremlagt dokumentation for dem.

167    For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at ECB med urette baserede sig på den omstændighed, at det efter ECB’s opfattelse var unormalt, at han ikke kendte kontaktoplysningerne vedrørende hjælpelærer C, selv om denne regelmæssigt kom i hans hjem.

168    Sagsøgeren er af den opfattelse, at et sådant klagepunkt udgør en tilsidesættelse af hans ret til at tilrettelægge sit privatliv efter forgodtbefindende, og at ingen af ECB’s bestemmelser pålægger dens tjenestemænd at kende kontaktoplysninger for lærere, der giver undervisning i hjemmet. Den omstændighed, at deres løn kan kræves godtgjort, er ikke relevant med henblik på at begrunde et sådant indgreb.

169    Det skal imidlertid bemærkes, at ECB på ingen måde har grebet ind i sagsøgerens privatliv ved at nægte at tro på, at han ikke var i besiddelse af et minimum af oplysninger om den hjælpelærer C, som regelmæssigt kom i hans hjem og underviste hans børn. ECB har i realiteten ikke ønsket at regulere den måde, hvorpå sagsøgeren hævder at organisere sit liv, men har blot vurderet, at denne hævdede måde at føre det på var højst usandsynlig og dermed lidet troværdig.

170    Hertil kommer, at ECB som led i sin ordning med dækning af udgifter til de ansattes børns særlige undervisningsmæssige behov har ret til at stille spørgsmål til en ansat, som indgiver anmodninger om godtgørelse under omstændigheder, som Banken anser for unormale. ECB har ligeledes i denne forbindelse ret til på grundlag af disse omstændigheder at drage enhver passende konklusion.

171    Dernæst har sagsøgeren gjort gældende, at ECB ikke kunne basere sig på den omstændighed, at det var unormalt, at det var umuligt for ham at give den mindste oplysning om den person, der var i årevis var kommet på hans bopæl for at undervise, idet den unormale karakter af en faktisk oplysning ikke udgør et bevis for, at den ikke er reel.

172    Dette argument må imidlertid forkastes. Den blotte mulighed for, at en situation kan forekomme, er nemlig ikke tilstrækkelig til at udelukke dens eventuelle unormale karakter, hvilket i øvrigt er blevet behørigt begrundet i afgørelsen om afskedigelse.

173    Sluttelig er det, henset til det ovenfor anførte, og idet sagsøgeren ikke fuldt ud har underbygget sit synspunkt, også forgæves, at sagsøgeren har gjort gældende, at ECB så bort fra den omstændighed, at tilstanden hos et af hans børn ikke gjorde kendskab til C’s kontaktoplysninger nødvendig med henblik på at tilrettelægge undervisningen.

174    Det sjette anbringende er derfor ugrundet.

8.      Det ottende anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist og af omsorgspligten

175    Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke har gennemført den omhandlede disciplinærsag med den fornødne omhu, og at Banken ikke har sørget for, at hver enkelt fase i disciplinærsagen fulgte efter den forudgående inden for en rimelig frist.

176    I det foreliggende tilfælde fastsætter artikel 8.3.15-8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet frister for forskellige etaper i disciplinærsagen. De nævnte bestemmelsers artikel 8.3.15 fastsætter imidlertid, at den frist, der er fastsat for disciplinærudvalget til at afgive udtalelse, under alle omstændigheder »skal stå i forhold til sagens kompleksitet«.

177    Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at bortset fra forældelsesfrister (jf. præmis 58 ovenfor) er de frister, der er fastsat for en disciplinærsags forløb ud fra et tidsmæssigt synspunkt, i princippet ikke bindende. I mangel af et klart udtrykt ønske i de gældende bestemmelser om af hensyn til retssikkerheden og beskyttelsen af den berettigede forventning at begrænse det tidsrum, hvori administrationen kan handle, udgør disse frister først og fremmest et princip om god administration, som forpligter institutionen til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling (jf. i denne retning dom af 12.9.2000, Teixeira Neves mod Domstolen, T-259/97, EU:T:2000:208, præmis 123, og af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 174).

178    Under disse omstændigheder kan en tilsidesættelse af en rimelig frist kun begrunde annullation af en administrativ afgørelse, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, kan have påvirket selve afgørelsens indhold (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, AV mod Kommissionen, T-303/18 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:239, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis). Dette er tilfældet, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, har påvirket de pågældende personers evne til at forsvare sig effektivt (jf. dom af 7.6.2018, Winkler mod Kommissionen, T-369/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:334, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

179    I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren hverken hævdet, at ECB havde til hensigt at gøre de frister, der er fastsat i artikel 8.3.15-8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet, ufravigelige, eller at sagens varighed har været til ulempe for hans forsvar.

180    Hvad angår omsorgspligten er det ligeledes blevet fastslået, at en tilsidesættelse heraf på grund af manglende hurtighed kan medføre, at den pågældende institution ifalder ansvar for det eventuelt forvoldte tab, men at tilsidesættelsen ikke i sig selv kan påvirke lovligheden af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, Curto mod Parlamentet, T-275/17, EU:T:2018:479, præmis 104 og 105).

181    Det ottende anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist og af omsorgspligten skal derfor anses for ugrundet i forbindelse med annullationspåstanden.

9.      Det niende anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

182    Sagsøgeren er af den opfattelse, at afgørelsen om afskedigelse er utilstrækkeligt begrundet. Af den ovenfor i præmis 101 anførte grund er det ufornødent at undersøge dette anbringende, for så vidt som det specifikt anfægter begrundelsen for afgørelsen om afskedigelse for så angående de dele af sagen, der vedrører fysioterapi og apotekskvitteringer.

183    Når dette er nævnt, skal det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse, hvorved bl.a. ECB pålægger en af dens ansatte en sanktion, opfylder begrundelsespligten, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, som i det foreliggende tilfælde disciplinærområdet. I denne forbindelse gælder imidlertid, at selv om direktionen er forpligtet til at nævne de faktiske og retlige omstændigheder, som er afgørende for, om dens afgørelser er lovligt begrundede, og de betragtninger, som har ført den til at træffe dem, kræves det ikke, at den drøfter alle de faktiske og retlige punkter, som er fremført under sagens behandling. En afgørelse er under alle omstændigheder tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den berørte ansatte kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham (jf. dom af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis). Hvis den sanktion, der pålægges den berørte part, i sidste ende er strengere end den sanktion, der foreslås af disciplinærudvalget, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, må det imidlertid fastslås, at ECB’s afgørelse, henset til de krav, der gælder for enhver disciplinær forfølgning, skal præcisere de grunde, som har ført Banken til at fravige den af disciplinærudvalget afgivne udtalelse (jf. i denne retning dom af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 190 og den deri nævnte retspraksis).

184    I det foreliggende tilfælde var sagsøgeren fuldt ud bekendt med den sammenhæng, hvori afskedigelsesafgørelsen blev truffet, navnlig henset til indholdet af de talrige skriftlige og mundtlige bemærkninger, som han havde fremsat under den disciplinære forfølgning den 13. februar, den 9. marts, den 17. oktober og den 8. november 2017, den 30. april og den 14. september 2018 samt den 31. januar 2019.

185    Desuden redegør afgørelsen om afskedigelse for de klagepunkter, som foreholdes sagsøgeren, disciplinærudvalgets udtalelse, de forskellige regler og bestemmelser, der var gældende for ECB, og som direktionen fandt, at sagsøgeren havde tilsidesat, samt grundene til, at den var nået frem til denne konklusion. Det fremgår endvidere af stævningen, at sagsøgeren har forstået disse forhold korrekt.

186    Sagsøgeren har imidlertid navnlig gjort gældende, at afgørelsen om afskedigelse ikke forholder sig til hans bemærkninger vedrørende forældelse af den disciplinære forfølgning (jf. præmis 128 ovenfor).

187    Afgørelsen om afskedigelse henviser imidlertid til disciplinærudvalgets udtalelse, som sagsøgeren havde kendskab til, og denne udtalelse angiver grundene til, at disciplinærsagen i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet ikke var forældet ifølge ECB.

188    Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at selv om det antages, at de faktiske omstændigheder er godtgjort, forklarer afgørelsen om afskedigelse ikke tilstrækkeligt, hvorfor ECB har vedtaget en sanktion, der er langt strengere end den, som disciplinærudvalget havde foreslået, og nærmere bestemt hvorfor Banken på grundlag af forhold, der er identiske med dem, som udvalget undersøgte, fandt, at tillidsforholdet var uopretteligt brudt.

189    Dette klagepunkt ugrundet. Det fremgår af afgørelsen om afskedigelse, at direktionen i modsætning til disciplinærudvalget var af den opfattelse, at sagsøgeren havde anmodet om godtgørelse af apoteksudgifter og skolestøttefakturaer, som ikke var sandfærdige og ægte, og at sagsøgerens tilsidesættelse af sine forpligtelser med hensyn til indgivelsen af disse anmodninger om godtgørelse således var mere omfattende og alvorlig end den blotte fremlæggelse af tvivlsomme fakturaer for fysioterapi, som udvalget havde baseret sig på.

190    Det er ganske vist fastslået i præmis 97 ovenfor, at de faktiske omstændigheder vedrørende fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne var forældede på tidspunktet for indledningen af den disciplinære forfølgning. Det bemærkes, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (jf. dom af 24.9.2015, Italien og Spanien mod Kommissionen, T-124/13 og T-191/13, EU:T:2015:690, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

191    Direktionen fandt endvidere, stadig i modsætning til disciplinærudvalget, at sagsøgerens forholdsvis lave lønklasse og anciennitet ikke kunne have nogen formildende indvirkning på hans pligt til at handle med redelighed og integritet i forbindelse med indgivelsen af anmodninger om godtgørelse.

192    Endelig har ECB forklaret, at hver del af sagen uigenkaldeligt har medført, at ECB har mistet sin tillid til sagsøgeren. ECB har i denne forbindelse lagt vægt på den omstændighed, at dens troværdighed som institution med ansvar for pengepolitik og banktilsyn var baseret på dens omdømme som en model for effektiv og ansvarlig administration, der blev forvaltet af personale med integritet, og har anført, at sagsøgerens adfærd netop var egnet til at skade Bankens omdømme.

193    Det niende anbringende er derfor ugrundet.

10.    Det tiende anbringende, der er fremsat subsidiært, om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

a)      Indledende bemærkninger

194    Det skal indledningsvis bemærkes, at det tiende anbringende i modsætning til dets overskrift ikke er begrænset til manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet i den foreliggende sag. Sagsøgeren har nemlig i det væsentlige udledt, at hans afskedigelse var uforholdsmæssig, for det første fordi de skærpende omstændigheder, som disciplinærudvalget lagde til grund, ikke var relevante eller faktuelt korrekte, for det andet fordi de skærpende omstændigheder, som direktionen lagde til grund, var ulovlige og irrelevante, for det tredje fordi direktionen tilsidesatte begrebet formildende omstændigheder for så vidt angår de omstændigheder, som disciplinærudvalget havde henvist til, og for det fjerde fordi ECB ikke tog hensyn til en række formildende omstændigheder, som han gjorde gældende under den administrative sag. Sagsøgerens klagepunkter kritiserer således ikke direkte, at sanktionen er uforholdsmæssig. Sagsøgeren har snarere udledt dette dels af, at visse faktiske omstændigheder er urigtige, dels af fejl ved bedømmelsen af andre forhold og ved kvalificeringen af disse som skærpende omstændigheder, dels af retlige fejl og endelig af en manglende fuldstændig undersøgelse af alle de omstændigheder, der kan være formildende.

195    Under disse omstændigheder skal det bemærkes, at Retten foretager en fuldstændig prøvelse af de faktiske omstændigheder og af den korrekte anvendelse af de relevante retsregler (jf. præmis 160 og 161 ovenfor).

196    Unionens retsinstanser udøver ligeledes en fuldstændig kontrol af kvalificeringen af de faktiske omstændigheder (jf. i denne retning dom af 21.6.2012, BNP Paribas og BNL mod Kommissionen, C-452/10 P, EU:C:2012:366, præmis 102, og af 7.11.2013, Cortivo mod Parlamentet, F-52/12, EU:F:2013:173, præmis 41), henset til objektive retlige begreber. Den udøver navnlig en sådan kontrol af, om en handling er omfattet af retlige begreber angående skærpende eller formildende omstændigheder.

197    Endelig bemærkes, at selv om ansættelsesvilkårene ikke fastsætter et fast forhold mellem de disciplinære sanktioner, som de angiver, og de forskellige former for tilsidesættelser, som tjenestemændene har begået, og de ikke præciserer, på hvilken måde forekomsten af skærpende eller formildende omstændigheder skal indgå ved valget af sanktion, forudsætter overholdelsen af chartrets artikel 47, at en »straf«, der pålægges af en administrativ myndighed, som ikke selv opfylder de betingelser, der er fastsat i denne artikel, således som det i den foreliggende sag er tilfældet med direktionen, er underlagt en efterfølgende prøvelse af en retslig myndighed med beføjelse til fuldt ud at vurdere proportionaliteten mellem overtrædelsen og sanktionen (jf. dom af 15.5.2012, Nijs mod Revisionsretten, T-184/11 P, EU:T:2012:236, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 9.9.2010, Andreasen mod Kommissionen, T-17/08 P, EU:T:2010:374, præmis 146 og 147; Menneskerettighedsdomstolens dom af 31.3.2015, Andreasen mod Det Forenede Kongerige og 26 andre medlemsstater af Den Europæiske Union, CE:ECHR:2015:0331DEC002882711, § 73). I denne forbindelse efterprøver Unionens retsinstanser bl.a., om den disciplinære myndigheds afvejning af skærpende og formildende omstændigheder er forholdsmæssig (dom af 16.3.2004, Afari mod ECB, T-11/03, EU:T:2004:77, præmis 203).

b)      Om sagsøgerens første klagepunkt

198    Sagsøgeren har med henblik på at godtgøre, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, bestridt den skærpende omstændighed, som disciplinærudvalget og derefter direktionen lagde til grund, om at han ikke havde foreslået at tilbagebetale de omtvistede beløb helt eller delvist.

199    Det bemærkes, at disciplinærudvalget var af den opfattelse, at sagsøgeren kun havde tilsidesat sine forpligtelser ved uretmæssigt at opnå godtgørelse for fakturaerne for fysioterapi, men at det derimod fandt, at de faktiske omstændigheder vedrørende apotekskvitteringerne og skolestøttefakturaerne ikke var tilstrækkelig godtgjort. Disciplinærudvalget tilregnede derfor udelukkende sagsøgeren den skærpende omstændighed, at han ikke havde foreslået at tilbagebetale de uretmæssigt modtagne beløb, idet udvalget begrænsede sig til det beløb på 56 041,09 EUR, der svarede til tilbagebetaling af godtgørelsen for fakturaerne fra den formodede fysioterapeut B.

200    Direktionen fandt derimod i afgørelsen om afskedigelse, at sagsøgeren i flere år uberettiget havde opnået godtgørelse for samtlige de omtvistede fakturaer og kvitteringer. Direktionen anførte dernæst i denne sammenhæng, at det til de skærpende omstændigheder, som disciplinærudvalget havde identificeret, måtte tilføjes, at sagsøgeren på ingen måde havde respekteret den tillid, som ECB havde vist ham (jf. i denne sammenhæng præmis 207 og følgende nedenfor).

201    Henset til afgørelsen om afskedigelse i sin helhed skal den henvisning, som direktionen meget kortfattet foretog til de skærpende omstændigheder, som disciplinærudvalget havde lagt til grund, forstås således, at den vedrører den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde foreslået at tilbagebetale alle de beløb, som han havde modtaget, herunder dem, han havde modtaget som godtgørelse for skolestøttefakturaerne.

202    Efter denne præcisering bemærkes, at sagsøgeren indledningsvis til støtte for sit klagepunkt har anført, at han ikke skulle tilbagebetale beløbet på 56 041,09 EUR, fordi fakturaerne for fysioterapi var sandfærdige og ægte.

203    Dette argument er imidlertid irrelevant, eftersom direktionen anså den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde tilbagebetalt bl.a. de beløb, der var knyttet til skolestøttefakturaerne, for en skærpende omstændighed (jf. præmis 201 ovenfor), og eftersom direktionen i afgørelsen om afskedigelse med føje kunne fastslå, at hver af de tre dele af sagen, som angik mangler ved anmodninger om godtgørelse for udgifter, i lyset af ECB’s finansielle kompetencer uigenkaldeligt havde påvirket den tillid, Banken havde vist sagsøgeren (jf. præmis 99 ovenfor).

204    Sagsøgeren har dernæst bestridt, at han aldrig har foreslået tilbagebetaling. Sagsøgeren har gjort gældende, at han for at afslutte sagen foreslog at betale ECB et beløb svarende til den sanktion, som disciplinærudvalget havde anbefalet, nemlig en midlertidig lønnedsættelse på 400 EUR over en periode på 12 måneder, dvs. 4 800 EUR. ECB kunne imidlertid undlade at tage hensyn til dette forslag, som lå meget langt fra de aktuelle beløb, selv hvis de blev begrænset til det beløb på 29 070 EUR, der udgjorde godtgørelse for skolestøttefakturaerne.

205    Endelig kan sagsøgeren ikke med rette hævde at have samarbejdet fuldt ud i disciplinærudvalgets arbejde. Selv om dette samarbejde måtte anses for godtgjort, ændrer det ikke den omstændighed, at sagsøgeren ikke foreslog at tilbagebetale de omhandlede beløb. ECB har endvidere bestridt samarbejdet.

206    Det følger heraf, at ECB med rette (jf. præmis 196 ovenfor) kunne anse det for en skærpende omstændighed, at sagsøgeren ikke havde foreslået at tilbagebetale de uretmæssigt modtagne beløb.

c)      Sagsøgerens andet klagepunkt

207    Sagsøgeren har kritiseret de skærpende omstændigheder, som ECB lagde til grund i afgørelsen om afskedigelse, ud over dem, som allerede var lagt til grund af disciplinærudvalget.

208    Sagsøgeren er således for det første af den opfattelse, at direktionen ikke kunne lægge den omstændighed til grund som skærpende omstændighed, at han havde svigtet den tillid, som ECB havde til ham, idet denne konstatering ikke adskilte sig fra de forsømmelser, som han blev foreholdt, i sig selv.

209    Det bemærkes, at en skærpende omstændighed ikke er en konstituerende del af en overtrædelse, som kræver bevis for, at faktiske og i givet fald subjektive elementer er til stede. En skærpende omstændighed tjener derfor ikke til at karakterisere lovovertrædelsen som sådan, men påvirker strafniveauet, når overtrædelsen først er fastslået, ved at inddrage grovheden af de faktiske omstændigheder i deres helhed, og tilsikrer under hensyntagen til alle disse omstændigheder sanktionens repressive og afskrækkende virkning.

210    I afgørelsen om afskedigelse bebrejdede direktionen sagsøgeren, at han havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse over for ECB, at han havde tilsidesat sin forpligtelse til at respektere ECB’s fælles værdier og til såvel i tjenesten som privat at optræde på en måde, der var i overensstemmelse med Bankens status som EU-institution, at han vedvarende havde tilsidesat sin pligt til at beskytte institutionens finansielle interesser og havde risikeret Bankens omdømme. Direktionen fastslog endvidere som skærpende omstændighed, at sagsøgeren på ingen måde havde respekteret den tillid, som ECB havde vist ham.

211    Loyalitetspligten har ganske vist betydning for bevarelsen af et personligt tillidsforhold mellem en institution og dens tjenestemænd, hvilket er en forudsætning for, at et ansættelsesforhold kan opretholdes. Denne pligt kræver ikke blot, at tjenestemændene afholder sig fra at udvise en adfærd, der kan skade stillingens værdighed og den respekt, som tilkommer institutionen og dens myndighed, men også, at de udviser en adfærd, der er hævet over enhver mistanke, for at tillidsforholdet mellem institutionen og tjenestemændene fortsætter med at bestå (dom af 19.5.1999, Connolly mod Kommissionen, T-34/96 og T-163/96, EU:T:1999:102, præmis 128). Det følger imidlertid ikke heraf, at enhver tilsidesættelse af loyalitetspligten systematisk medfører tab af dette tillidsforhold og dermed en afskedigelse som uundgåeligt resultat. En tilsidesættelse af loyalitetspligten kan være lejlighedsvis eller kan være af underordnet eller harmløs karakter. I så fald ville en afbrydelse af ansættelsesforholdet være uforenelig med den omstændighed, at der ikke i ansættelsesvilkårene er fastsat et fast forhold mellem forskellige former for tilsidesættelser og de mulige disciplinære sanktioner.

212    Følgelig er tabet af tillidsforholdet ikke en konstituerende del af den disciplinære overtrædelse, der består i manglende loyalitet, men en skærpende omstændighed, der beror på, at denne tilsidesættelse af loyalitetspligten er særlig skadelig og alvorlig, navnlig hvis tjenestemanden eller den ansatte har udvist en fuldstændig mangel på respekt over for institutionen.

213    I det foreliggende tilfælde var de faktiske omstændigheder vedrørende godtgørelsen for skolestøttefakturaerne imidlertid langt fra lejlighedsvise, men fandt sted over flere år, hvilket sagsøgeren selv har erkendt.

214    Det var derfor med rette, at ECB i det foreliggende tilfælde kvalificerede det som en skærpende omstændighed, at sagsøgeren på ingen måde havde respekteret den tillid, som ECB havde vist ham.

215    Sagsøgeren har for det andet kritiseret ECB for som en skærpende omstændighed at nævne det forhold, at en lav lønklasse og lav anciennitet ikke havde nogen indflydelse på de ansattes evne til på eget initiativ at udføre enkle kontroller under sådanne omstændigheder, som der var tale om i det foreliggende tilfælde. På ny har sagsøgeren anført, at denne hævdede skærpende omstændighed ikke adskiller sig fra de overtrædelser, der lægges ham til last, i sig selv. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der ikke var nogen grund til at foretage en sådan kontrol i det foreliggende tilfælde.

216    Dette klagepunkt hviler imidlertid på en urigtig forståelse af afgørelsen om afskedigelse. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, fandt direktionen ikke, at hans beskedne lønklasse og anciennitet kunne udgøre en skærpende omstændighed, men afviste i modsætning til disciplinærudvalget at anse dette for en formildende omstændighed. Under alle omstændigheder bestemmer ansættelsesvilkårenes artikel 45, femte led, ganske vist, at der ved fastsættelsen af sanktionen skal tages hensyn til lønklasse og anciennitet. Ikke desto mindre kunne Banken med rette finde, at en beskeden lønklasse og anciennitet ikke udgjorde en formildende omstændighed i det foreliggende tilfælde, fordi en sådan lønklasse og anciennitet ikke kunne begrunde, at en ansat undlod spontant at foretage simple kontroller, som ikke krævede nogen særlige kompetencer, og som enhver rimelig påpasselig person ville have foretaget, hvis der som i den foreliggende sag forelå omstændigheder, der burde have rejst tvivl om retten til godtgørelse for de afholdte udgifter.

217    Hvad angår argumentet om, at der i det foreliggende tilfælde ikke var nogen grund til at foretage nogen form for kontrol, er det ensbetydende med at bestride eksistensen af de omstændigheder, som ECB har udledt af, at fakturaerne fra hjælpelærer C ikke var sandfærdige og ægte. Det er således sammenfaldende med det sjette anbringende, som blev anset for ugrundet.

218    Sagsøgeren har for det tredje bestridt, at ECB som en skærpende omstændighed kunne påberåbe sig den omstændighed, at Bankens troværdighed stod på spil, på trods af, at denne var blevet beskyttet som følge af det positive udfald af de straffesager, der var indledt mod sagsøgeren, og navnlig ved offentliggørelsen af dommen af 18. oktober 2017 fra Landgericht Frankfurt am Main (den regionale ret i første instans i Frankfurt am Main), hvorved sagsøgeren blev frifundet for at have begået bedrageri og dokumentfalsk vedrørende fakturaerne for fysioterapi.

219    Ud over den omstændighed, at sagsøgeren ikke har præciseret, hvilken form for offentliggørelse der fandt sted af den dom, der blev afsagt af Landgericht Frankfurt am Main (den regionale ret i første instans i Frankfurt am Main), kunne ECB imidlertid antage, at de faktiske omstændigheder havde kunnet påvirke ECB’s omdømme og troværdighed som finansiel institution. I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 45, andet led, kan ECB netop som skærpende omstændigheder tage hensyn til den risiko, som den ansattes adfærd har medført for institutionens integritet, omdømme eller interesser, uden at den er forpligtet til at godtgøre, om personer uden for institutionen har været vidende om den pågældendes adfærd, og i bekræftende fald, hvor mange (jf. analogt dom af 10.6.2016, HI mod Kommissionen, F-133/15, EU:F:2016:127, præmis 204).

220    I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kunne ECB ligeledes anse det for en skærpende omstændighed, at sagsøgeren havde handlet mod institutionens finansielle interesser, som han var forpligtet til at beskytte. Det er nemlig i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerens uberettigede anmodninger om godtgørelse nødvendigvis har haft en indvirkning på den finansielle situation hos ECB, som i sidste ende bar disse omkostninger.

d)      Sagsøgerens tredje klagepunkt

221    Sagsøgeren har anført, at direktionen tilsidesatte den rolle, som de formildende omstændigheder spiller, ved at hævde, at de formildende omstændigheder, som disciplinærudvalget havde lagt til grund, på ingen måde reducerede ECB’s mistede tillid til ham.

222    Disciplinærudvalget havde i det foreliggende tilfælde som formildende omstændighed lagt vægt på, at sagsøgerens lønklasse og anciennitet var beskedne, at der ikke tidligere havde været disciplinærsager, og at det ikke kunne anses for sikkert, at selskab A ville have afvist at godtgøre fakturaerne fra B, hvis stemplet »Kosmetikerin« ikke var blevet udeladt på den første af dem.

223    Direktionen kunne imidlertid uden derved at tilsidesætte deres karakter af formildende omstændigheder fastslå, at disse omstændigheder på ingen måde opvejede, at ECB havde mistet tilliden til sagsøgeren.

224    Det fremgår navnlig af præmis 216 ovenfor, at direktionen i modsætning til disciplinærudvalget kunne afvise at betragte sagsøgerens lave lønklasse og anciennitet som en formildende omstændighed. Endvidere bestemmer ansættelsesvilkårenes artikel 45, ottende led, ganske vist, at der ved valget af den disciplinære sanktion skal tages hensyn til den ansattes adfærd under hele karrieren. Denne bestemmelse lader imidlertid ikke nødvendigvis fortabelsen af tillidsforholdet afhænge af, om der er tale om et recidiv. Fortabelsen af tillidsforholdet kan følge af en enkeltstående faktisk omstændighed eller adfærd. Henset til ECB’s opgaver fremhævede direktionen i det foreliggende tilfælde med rette den principfasthed, der kræves af hver enkelt ansat på det økonomiske plan.

e)      Sagsøgerens fjerde klagepunkt

225    Sagsøgeren er af den opfattelse, at der skal tages hensyn til de formildende omstændigheder, som han gjorde gældende over for disciplinærudvalget og i sine bemærkninger af 30. april 2018, og som ECB ikke tog hensyn til.

226    Sagsøgeren har for det første henvist til de lidelser, som han og hans familie har måttet udstå under hele sagen, hvorunder han var suspenderet fra tjenesten. Han har ligeledes henvist til sin ret til at finde en indre fred og til at kunne genoprette sin ære.

227    Varigheden af den disciplinære forfølgning optræder imidlertid ikke blandt de forhold, der i artikel 45 i ansættelsesvilkårene er nævnt som formildende omstændigheder, og er ikke relevant for fastsættelsen af den disciplinære sanktion, der i henhold til denne artikel skal stå i forhold til alvorligheden af den begåede fejl (jf. analogt dom af 10.6.2016, HI mod Kommissionen, F-133/15, EU:F:2016:127, præmis 200).

228    Endvidere har sagsøgeren ikke underbygget sit klagepunkt. Sagsøgeren har ikke fremlagt konkrete oplysninger, der præciserer de lidelser, som han og hans familie har udstået som følge af sagen og dennes varighed, navnlig på hvilken måde de har oversteget de bekymringer og den uvished, som en straffesag og en disciplinærsag uundgåeligt fremkalder, og som ECB burde have taget hensyn til som en formildende omstændighed.

229    Sagsøgeren har heller ikke underbygget det klagepunkt, som han har udledt af sin hævdede ret til at finde en indre fred og genoprettelsen af hans ære. Dette gælder særligt i forbindelse med det foreliggende anbringende, som – da det er begrænset til anfægtelse af sanktionens forholdsmæssighed – er fremsat subsidiært under forudsætning af, at det er godtgjort, at der foreligger en tjenstlig forseelse.

230    Sagsøgeren har for det andet støttet sig på sit meget gode skudsmål inden for ECB og har gjort gældende, at der burde have været taget hensyn hertil som en formildende omstændighed.

231    Det fremgår imidlertid af præmis 224 ovenfor, at direktionen kunne antage, at ECB havde mistet tilliden til sagsøgeren på trods af den omstændighed, at de påtalte forhold udgjorde sagsøgerens første overtrædelse.

232    I øvrigt har sagsøgeren begrænset sig til at fremlægge bedømmelsesrapporter, der klart er udarbejdet i slutningen af 2008 og 2010, samt en kort vurdering, der fremgår af en e-mail af 29. september 2011. Disse dokumenter er ikke tilstrækkelige bevis for hans generelle udøvelse af tjenesten mellem 2011 og datoen for hans suspension den 21. oktober 2014, fra hvilken dato han ikke længere har været genstand for en bedømmelse.

233    Det er følgelig med rette, at ECB ikke har anset sagsøgerens skudsmål i Banken for en formildende omstændighed (jf. præmis 196 ovenfor).

234    For det tredje har sagsøgeren kritiseret ECB for ikke at have taget hensyn til den omstændighed, at han ikke havde til hensigt at tilsidesætte sine tjenstlige forpligtelser, at han ikke handlede i egen personlig interesse, og at institutionen ikke led nogen skade.

235    I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 45, tredje led, er graden af forsæt et element, som ECB skal tage hensyn til ved fastsættelsen af den disciplinære sanktion.

236    Det fremgår imidlertid af en samlet undersøgelse af det tredje og det syvende anbringende samt af det sjette anbringende og desuden af præmis 216 ovenfor, at ECB kunne lægge til grund, at det af ordlyden af skolestøttefakturaerne kunne udledes, at disse ikke var sandfærdige og ægte, at de objektive omstændigheder i den foreliggende sag, som gav anledning til tvivl om retten til godtgørelse for de nævnte fakturaer, krævede enkle kontroller, som sagsøgeren kunne udføre, og at han i lighed med enhver rimelig påpasselig person i det mindste burde have informeret administrationen herom og samarbejdet med den.

237    Under disse omstændigheder kunne direktionen med rette (jf. præmis 196 ovenfor) undlade at anse det for en formildende omstændighed, at sagsøgeren ikke har handlet forsætligt.

238    Det samme gælder for så vidt angår sagsøgerens påstand om, at han ikke handlede i personlig interesse, eftersom han har modtaget de omtvistede godtgørelser.

239    Det samme gælder også den omstændighed, at ECB ikke har lidt nogen skade, eftersom sagsøgeren ikke kunne være uvidende om, at godtgørelsen af skoleudgifterne påhvilede ECB. Ud over denne økonomiske skade fremgår det endvidere af undersøgelsen af sagsøgerens andet klagepunkt i forbindelse med dette anbringende, at ECB med rimelighed kunne antage, at sagsøgerens adfærd kunne have påvirke Bankens omdømme og dermed dens troværdighed som finansiel institution (jf. præmis 219 ovenfor), hvorved han således også påførte en ikke-økonomisk skade.

240    For det fjerde har sagsøgeren argumenteret for, at ECB ikke tog hensyn til, at han ikke havde modtaget nogen advarsel, selv om de omtvistede forhold med ECB’s viden strakte sig over en periode på fire år for så vidt angår skolestøttefakturaerne.

241    Denne del af sagen vedrører anmodninger om godtgørelse indgivet i 2010, 2012 og 2014 samt i januar 2017. Det fremgår imidlertid af gennemgangen af det andet anbringende, at disciplinærudvalget først opdagede de faktiske omstændigheder i løbet af marts 2017 i forbindelse med den indgående undersøgelse af sagsøgerens sagsakter, som de dele af sagen, der vedrørte fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne, havde givet anledning til. Efter nogle supplerende undersøgelser underrettede ECB desuden sagsøgeren om udkastet til den kommende rapport nr. 2 den 19. juni 2017, dvs. kun ca. tre måneder efter, at forholdet var blevet opdaget. Under disse omstændigheder kan Banken ikke foreholdes, at den ikke gav sagsøgeren en advarsel vedrørende skolestøttefakturaerne.

242    Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at de faktiske omstændigheder vedrørende fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringerne fandt sted over en periode på fem år uden yderligere advarsel.

243    Det sidstnævnte argument er imidlertid irrelevant, eftersom ECB med rette vurderede, at hver af de tre dele af sagen, også isoleret set, uigenkaldeligt havde påvirket den tillid, som lå til grund for ECB’s forhold til sine ansatte (jf. præmis 99 ovenfor), og at den del af sagen, som angik skolestøttefakturaerne, og som ikke er behæftet med nogen ulovlighed, derfor var tilstrækkeligt til at retfærdiggøre afgørelsen om opsigelse.

f)      Konklusion vedrørende det tiende anbringende og påstanden om annullation

244    Det følger af det ovenstående, at de klagepunkter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det tiende anbringende, ikke er berettigede, og at sagsøgeren følgelig ikke har godtgjort, at afgørelsen om afskedigelse er uforholdsmæssig (jf. præmis 197 ovenfor).

245    Det tiende anbringende er derfor ugrundet.

246    Henset til, at den omstændighed, at det andet anbringende delvist er taget til følge, ikke er tilstrækkelig til at begrunde en annullation af afskedigelsesafgørelsen og dermed heller ikke afslaget på at genåbne sagen (jf. præmis 100 ovenfor), og til, at de øvrige anbringender er ugrundede, skal påstanden om annullation forkastes i sin helhed.

B.      Den anden påstand om, at Retten bestemmer, at sagsøgeren skal genansættes i tjenesten

247    Sagsøgeren har med sin anden påstand anmodet Retten om at bestemme, at sagsøgeren skal genansættes i tjenesten.

248    Denne påstand må imidlertid forkastes, da den er fremsat for en ret, der ikke har kompetence til at påkende den, idet det ikke tilkommer Retten at give administrationen pålæg (jf. i denne retning kendelse af 22.9.2016, Gaki mod Kommissionen, C-130/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:731, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis). Da annullationspåstanden er blevet forkastet, skal denne påstand ligeledes forkastes (jf. i denne retning kendelse af 25.5.2011, Meierhofer mod Kommissionen, F-74/07 RENV, EU:F:2011:63, præmis 69).

C.      Den tredje påstand om erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt

249    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten dømmer ECB til at erstatte det ikke-økonomiske tab, som han angiveligt har lidt, og som han efter ret og billighed har opgjort til 20 000 EUR.

250    Det bemærkes, at en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen kun kan ifalde ansvar, hvis en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionen til last, er retsstridig, at det påberåbte tab foreligger, og at der består en årsagsforbindelse mellem den påtalte adfærd og den påståede skade, idet disse tre betingelser er kumulative (jf. dom af 3.10.2019, DQ m.fl. mod Parlamentet, T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

251    Hvad angår betingelsen om, at adfærden skal være retsstridig, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at erstatningspåstande, der fremsættes sammen med annullationspåstande, som er uden retligt grundlag, i sig selv er uden et sådant grundlag, hvis de er tæt forbundet med disse (dom af 30.9.2003, Martínez Valls mod Parlamentet, T-214/02, EU:T:2003:254, præmis 43, og af 28. februar 2018, Paulini mod ECB, T-764/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:101, præmis 86).

252    Eftersom annullationspåstanden forkastes som værende uden ethvert retligt grundlag (jf. præmis 246 ovenfor), skal også erstatningspåstanden forkastes, for så vidt som den er støttet på den angiveligt »hårde« formulering i afgørelsen om afskedigelse, på den omstændighed, at denne afgørelse er støttet på en angiveligt uigenkaldelig krænkelse af tillidsforholdet, uden at ECB har forklaret, hvorledes denne tillid er blevet uopretteligt påvirket, og på den skade på sagsøgerens omdømme, der følger af de anfægtede afgørelser.

253    Sagsøgeren har imidlertid ligeledes henført sit tab til den usikkerhed, han har befundet sig i som følge af, at sagen var urimelig langvarig.

254    Selv om tilsidesættelsen af en rimelig frist i princippet ikke kan begrunde annullation af en afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure (jf. præmis 178 ovenfor), kan der tages hensyn til denne tilsidesættelse ved behandling af erstatningspåstandene (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, AV mod Kommissionen, T-303/18 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:239, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

255    I denne henseende bemærkes, at en disciplinærsag stiller tjenestemanden i en usikker situation for så vidt angår dennes fremtidige karriere og nødvendigvis skaber en vis stress og angst hos tjenestemanden, og når denne usikkerhed varer urimeligt længe, øges omfanget af den stress og angst, som tjenestemanden oplever, ud over det acceptable niveau (dom af 13.1.2010, A og G mod Kommissionen, F-124/05 og F-96/06, EU:F:2010:2, præmis 147), og at stress og angst i princippet kan udgøre en ikke-økonomisk skade.

256    I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid for så vidt angår årsagsforbindelsen bemærkes, at det i retspraksis er fastslået, at sagsøgeren skal føre bevis for, at der med sikkerhed er en direkte årsagsforbindelse mellem den af institutionen begåede fejl og den påberåbte skade (dom af 28.9.1999, Hautem mod EIB, T-140/97, EU:T:1999:176, præmis 85, og af 5.7.2011, V mod Parlamentet, F-46/09, EU:F:2011:101, præmis 158). Den foreholdte adfærd skal således være den afgørende årsag til skaden (kendelse af 31.3.2011, Mauerhofer mod Kommissionen, C-433/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:204, præmis 127, og dom af 8.11.2018, Cocchi og Falcione mod Kommissionen, T-724/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:759, præmis 96).

257    Sagsøgeren har til støtte for erstatningspåstanden fremlagt en lægeattest af 30. oktober 2017, hvori den gradvise udvikling af søvnløshed, vægttab og hovedpine, som han led af, i en enkelt sætning henføres til »den af ECB skabte arbejdssituation«.

258    Ved vurderingen af bevisværdien af denne lægeattest skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder i sagen.

259    Det skal i denne forbindelse navnlig bemærkes, at mens sagsøgeren risikerede en disciplinær sanktion fra sin suspension den 21. oktober 2014 og frem til afgørelsen om afskedigelse den 7. maj 2019, var han samtidig omfattet af flere straffesager. Sagsøgeren har således været genstand for en indledende efterforskning for bedrageri og forfalskning af dokumenter som omhandlet i § 263, stk. 1, og § 267 i den tyske straffelov vedrørende fakturaerne for fysioterapi (jf. præmis 7 ovenfor). Disse to lovovertrædelser kunne straffes med fængsel i op til fem år. Hans bopæl blev endvidere ransaget den 16. oktober 2014. Den indledende efterforskning blev efterfølgende udvidet til at omfatte den del af sagen, der vedrørte apotekskvitteringerne. Den 12. september 2016 blev sagsøgeren gjort til genstand for et anklageskrift fra anklagemyndigheden, som opgav påtale i den del af sagen, der vedrørte de apotekskvitteringerne, men til gengæld formelt rejste tiltale mod ham for bedrageri og forfalskning af dokumenter vedrørende fakturaerne for fysioterapi og fremsendte sagen til strafferetten (jf. præmis 7 ovenfor). Ved dom af 18. oktober 2017 afsagt af Landgericht Frankfurt am Main (den regionale ret i første instans i Frankfurt am Main) blev sagsøgeren frifundet herfor (jf. præmis 14 ovenfor). Samtidig blev sagsøgeren imidlertid retsforfulgt for bedrageri for så vidt angår skolestøttefakturaerne. Han blev først underrettet om afslutningen af straffesagen mod ham ved anklagemyndighedens brev af 30. april 2019 (jf. præmis 23 ovenfor), hvorved han blev gjort bekendt med påtaleopgivelsen i denne sidste del af sagen.

260    Det følger heraf, at sagsøgeren har været genstand for straffesager, herunder en ransagning af bopælen, og at han har været stillet over for den angstfremkaldende udsigt til at blive dømt i en straffesag i hele den periode, sagen har verseret, hvilken han anser for urimelig langvarig.

261    Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgeren med særlig ihærdighed under hele den disciplinære undersøgelse og under det foreliggende søgsmål har gjort gældende, at ECB burde have udsat den disciplinære forfølgning og undladt at afslutte den, før Banken fik kendskab til udfaldet af straffesagerne. Sagsøgeren har således nødvendigvis været af den opfattelse, at straffesagerne var af afgørende betydning i hans tilfælde.

262    ECB kan imidlertid ikke holdes ansvarlig for varigheden af de nationale straffesager.

263    I denne sammenhæng udgør den eneste lægeattest af 30. oktober 2017, som sagsøgeren har fremlagt, og som ikke er udførlig og ikke indeholder nogen anamnese, og som end ikke henviser til straffesagerne, ikke et tilstrækkeligt bevis for, at søvnløsheden, vægttabet og hovedpinen nævnt heri var forårsaget af usikkerhederne forbundet med varigheden af disciplinærsagen.

264    På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at sagsøgeren, som har bevisbyrden (jf. præmis 256 ovenfor), ikke har ført tilstrækkeligt bevis for årsagssammenhængen mellem ECB’s angiveligt fejlagtige adfærd og den skade, sagsøgeren har påberåbt sig. Som anført i præmis 256 ovenfor er denne sammenhæng en af de kumulative betingelser, der skal være opfyldt, for at en institution kan ifalde ansvar.

265    Sagsøgerens erstatningspåstand skal derfor forkastes.

266    Følgelig skal ECB frifindes i det hele.

D.      ECB’s anmodning om, at Retten skal afhøre sagsøgeren, hans ægtefælle og hans børn samt eventuelt B

267    ECB har anmodet Retten om om fornødent at indkalde sagsøgeren, hans ægtefælle og hans børn som vidner og eventuelt også den angivelige fysioterapeut B for at afhøre dem om fakturaerne for fysioterapi eller i det mindste at afhøre sagsøgeren herom som part i sagen.

268    For så vidt som det er blevet fastslået, at de faktiske omstændigheder vedrørende disse fakturaer var forældede (jf. præmis 89 ovenfor), er der ikke anledning til at tage denne anmodning til følge.

IV.    Sagsomkostninger

269    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten imidlertid, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, beslutte, at en part, der taber sagen, ud over at bære sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 2, kan Retten endvidere pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget.

270    I det foreliggende tilfælde fremgår det af præmis 82 og 89 ovenfor, at ECB afsluttede den disciplinære forfølgning og foreholdt sagsøgeren at have tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse med de dele af sagen, der vedrørte fakturaerne for fysioterapi og apotekskvitteringer, selv om de var forældede.

271    Under disse omstændigheder vil det være rimeligt at anvende de bestemmelser, der er nævnt i præmis 269 ovenfor, ved at pålægge sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og at betale tre fjerdedele af ECB’s omkostninger og pålægge ECB at bære den resterende fjerdedel af sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Den Europæiske Centralbank (ECB) frifindes.

2)      DI bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af ECB’s omkostninger, og ECB bærer den resterende del af sine egne omkostninger.

Gervasoni

Madise

Nihoul

Frendo

 

      Martín y Pérez de Nanclares

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 2021.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: engelsk.