Sag T-698/21
Georgios Paraskevaidis
mod
Europa-Kommissionen
og
Rådet for Den Europæiske Union
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 26. juni 2024
»Personalesag – tjenestemænd – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – afslag på tildeling – artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten – erhvervsmæssig uddannelse – videregående uddannelse – delegation af beføjelser – tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser – kompetent ansættelsesmyndighed«
1. Tjenestemandssager – anbringende om, at den bebyrdende retsakts ophavsmand er inkompetent – ordre public-anbringende
(jf. præmis 35 og 36)
2. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – administrationens afgørelse – anfægtet retsakt vedtaget af Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) efter delegation fra Rådet for Den Europæiske Union – den delegerende myndigheds kompetence til at træffe afgørelse om klagen – betingelse – tilbagetagelse af de delegerede beføjelser i medfør af en afgørelse offentliggjort i EU-Tidende
(Tjenestemandsvedtægten, art. 2, stk. 2, art. 90c og 91a; Rådets afgørelse 2019/792, art. 1, stk. 2)
(jf. præmis 43-54)
3. Tjenestemænd – individuel afgørelse – forsinket meddelelse – retsvirkninger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25)
(jf. præmis 61)
4. Tjenestemænd – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – betingelser for tildeling – undervisning i en uddannelsesinstitution – betydningen af den udbudte uddannelses erhvervsmæssige karakter – ingen
[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2, stk. 3, litra b), og art. 3, stk. 1]
(jf. præmis 75-78)
Resumé
I et søgsmål anlagt af en tjenestemand ved Rådet for Den Europæiske Union annullerede Retten, der traf afgørelse i udvidet afdeling, denne institutions afgørelse, for så vidt som der herved blev givet afslag på at tildele sagsøgeren uddannelsestillæg med den begrundelse, at det uddannelsesprogram, som hans datter fulgte, ikke kunne anses for en videregående uddannelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«). I anledning af dette søgsmål skulle Retten afgøre, hvilken myndighed der er kompetent, og hvilken retsakt der er bebyrdende, når en institution under den administrative procedure og i et individuelt tilfælde tilbagekalder de beføjelser, som den havde delegeret til en anden institution. Retten udtalte sig ligeledes om spørgsmålet om, hvorvidt artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten skal fortolkes således, at den tillader tildeling af uddannelsestillæg i et tilfælde, hvor den fulgte uddannelse er af erhvervsmæssig karakter.
Ved afgørelse af 13. maj 2019 (1) overdrog Rådet udøvelsen af beføjelser vedrørende tildeling og forvaltning af uddannelsestillæg til Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO). I henhold til denne afgørelses artikel 1, stk. 2, afstår PMO fra at udøve de delegerede beføjelser til fordel for Rådet, hvis Rådets ansættelsesmyndighed i et individuelt tilfælde anmoder herom.
I det foreliggende tilfælde fulgte sagsøgerens datter fra november 2019 til august 2020 et uddannelsesprogram inden for pædagogisk psykologi. I henhold til artikel 3 i bilag VII til vedtægten blev der udbetalt et uddannelsestillæg til sagsøgeren under denne uddannelse. I februar 2021 meddelte PMO sagsøgeren en afgørelse, hvorved han fik afslag på ret til uddannelsestillæg med den begrundelse, at det pågældende uddannelsesprogram ikke var på et videregående niveau. Følgelig skulle de beløb, som sagsøgeren havde fået udbetalt i form af uddannelsestillæg, tilbagebetales.
Efter en anmodning om fornyet behandling fra sagsøgeren gentog PMO sin afgørelse. Sagsøgeren indgav en klage til Rådet over PMO’s afgørelser. Han indgav ligeledes en enslydende klage til Kommissionen. Rådet afslog klagen, idet Rådet underrettede sagsøgeren om tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser.
Rettens bemærkninger
Retten konstaterede indledningsvis, at Rådet ved afgørelsen om klagen fuldstændigt ændrede den begrundelse, der er anført i PMO’s afgørelser, ved at foretage en fornyet vurdering af sagsøgerens situation. Den nævnte afgørelse har således et selvstændigt indhold og en anden rækkevidde end PMO’s afgørelser og kan ikke anses for blot at bekræfte disse afgørelser. Følgelig trådte afgørelsen om klagen i stedet for PMO’s afgørelser og udgør i det foreliggende tilfælde den bebyrdende retsakt.
Hvad angår Rådets kompetence til at foretage en tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser i et individuelt tilfælde bemærkede Retten for det første, at lovgiver ikke i vedtægten udtrykkeligt har udelukket muligheden for en sådan tilbagekaldelse. For det andet kræver retssikkerhedsprincippet, der ligger bag kompetencedelegationers formelle karakter, at den delegerende myndighed forinden vedtager en udtrykkelig forvaltningsakt, i henhold til hvilken den tager den delegerede kompetence tilbage. På samme måde som en kompetencedelegation kræver vedtagelse af en udtrykkelig forvaltningsakt om overførsel af den pågældende beføjelse, skal tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser ligeledes ske gennem vedtagelsen af en udtrykkelig forvaltningsakt. I øvrigt forudsætter princippet om god forvaltningsskik bl.a., at kompetencefordelingen på personaleområdet er klart defineret og behørigt offentliggjort.
I det foreliggende tilfælde overholdt tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet. For det første bemyndiger artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2019/792 nemlig udtrykkeligt Rådet til at tilbagekalde de delegerede beføjelser netop i individuelle tilfælde og efter indgivelse af en klage. For det andet blev den nævnte afgørelse behørigt offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. For det tredje udøvede Rådet først sin kompetence efter en udtrykkelig og forudgående forvaltningsakt, hvorved Rådet anmodede PMO om at afstå fra at udøve de delegerede beføjelser i det foreliggende tilfælde, hvilken anmodning PMO efterkom. Selv om oplysningen om tilbagekaldelsen af de delegerede beføjelser først blev fremsendt til sagsøgeren på tidspunktet for afgørelsen om afslag på klagen, har sagsøgeren imidlertid ikke lidt skade som følge heraf, da han ligeledes havde indgivet klagen til Rådet.
Under disse omstændigheder kan bl.a. det forhold, at vedtægtens artikel 90c bestemmer, at ansøgninger og klager vedrørende de delegerede beføjelser forelægges for den ansættelsesmyndighed, der har fået overdraget disse beføjelser, ikke sidestilles med et lovmæssigt forbud mod, at indehaveren af disse tilbagekalder sådanne beføjelser, uanset om tilbagekaldelsen er fuldstændig eller individuel. Den nævnte bestemmelse kan heller ikke anses for at forbyde en tilbagekaldelse af de delegerede beføjelser under den administrative procedure, navnlig henset til dennes evolutionære karakter.
Hvad angår uddannelsens erhvervsmæssige karakter konkluderer Retten, at dette ikke har nogen betydning for tildeling af uddannelsestillæg i henhold til artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, for så vidt som undervisningen udbydes af en uddannelsesinstitution.
Denne bestemmelse kræver nemlig bl.a. opfyldelse af tre betingelser for tildeling af uddannelsestillæg, nemlig for det første, at undervisningen skal finde sted i en læreanstalt for videregående uddannelse, for det andet, at den nævnte undervisning skal være regelmæssig, og for det tredje, at der er tale om heltidsundervisning.
Når lovgiver ikke har nævnt karakteren af den uddannelse, der udbydes af en læreanstalt for videregående uddannelse i forbindelse med artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, mens lovgiver har gjort dette i forbindelse med artikel 2, stk. 3, litra b), i samme bilag, tilkommer det ikke ansættelsesmyndigheden ved den pågældende institution eller Retten at fastsætte denne som en supplerende betingelse.
Sondringen mellem skoleuddannelse og erhvervsmæssig uddannelse i artikel 2, stk. 3, litra b), i bilag VII til vedtægten gør det ganske vist muligt at udelukke udbetaling af det uddannelsestillæg, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i nævnte bilag, når det barn, over for hvem der består forsørgerpligt, følger en erhvervsmæssig uddannelse, som ikke har nogen forbindelse med en uddannelsesinstitution. Derimod er denne sondring ikke til hinder for, at der udbetales uddannelsestillæg, når et barn, over for hvem der er forsørgerpligt, modtager en erhvervsmæssig uddannelse, der udbydes af en uddannelsesinstitution, hvor barnet regelmæssigt modtager heltidsundervisning.