Language of document : ECLI:EU:C:2019:772

Sag C-507/17

Google LLC

mod

Commission nationale de l’informatique et des libertés (CNIL)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. september 2019

»Præjudiciel forelæggelse – personoplysninger – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af disse oplysninger – direktiv 95/46/EF – forordning (EU) 2016/679 – internetsøgemaskine – behandling af oplysninger på websider – den geografiske rækkevidde af retten til at få fjernet links«

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46, art. 12 og 14 – den registreredes ret til indsigt i personoplysninger og indsigelsesret mod behandling af personoplysninger – ret til at anmode om fjernelse af links til websider fra resultatlisten – betingelser

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 12, litra b), og art. 14, stk. 1, litra a)]

(jf. præmis 44)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46, art. 12 og 14 – den registreredes ret til indsigt i personoplysninger og ret til at gøre indsigelse mod behandling heraf – søgning på en persons navn foretaget ved hjælp af en søgemaskine – visning af en resultatliste – ret til at anmode om, at denne oplysning ikke længere stilles til rådighed for den brede offentlighed

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 8; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 6, stk. 1, litra c)-e), art. 12, litra b), og art. 14, stk. 1, litra a)]

(jf. præmis 45)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46, art. 4 – gældende national ret – behandling af oplysninger, der foretages som led i aktiviteter, der udføres af en søgemaskineudbyders virksomhed eller organ, som er beliggende på en medlemsstats område – rækkevidde – reklame og salg af reklameplads, der er rettet mod indbyggerne i denne medlemsstat og udbydes gennem nævnte virksomhed eller organ – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 4, stk. 1, litra a); Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, art. 3, stk. 1]

(jf. præmis 49-51)

4.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46 – retten til berigtigelse og sletning af personoplysninger – retten til at få fjernet links – territorial rækkevidde – søgemaskineudbyderens pligt til at fjerne links alene på de udgaver af udbyderens søgemaskine, som svarer til medlemsstaterne – denne udbyders pligt til at træffe effektive foranstaltninger for at hindre eller afholde internetbrugerne fra at have adgang til de links, som er omfattet af retten til at få fjernet links – den nationale rets efterprøvelse

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 12, litra b), og art. 14, stk. 1, litra a); Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, art. 17, stk. 1]

(jf. præmis 60-73 samt domskonkl.)

Resumé

En søgemaskineudbyder er ikke forpligtet til at fjerne links fra alle udgaver af udbyderens søgemaskine

Ved dom af 24. september 2019, Google (territorial rækkevidde af retten til at få fjernet links) (C-507/17), har Domstolen, Store Afdeling, fastslået, at en søgemaskineudbyder principielt kun er forpligtet til at fjerne links fra de udgaver af vedkommendes søgemaskine, som svarer til alle medlemsstaterne.

Commission nationale de l’informatique et des libertés (CNIL) (Frankrig) (Den nationale kommission for databehandling og frihedsrettigheder) havde udstedt et pålæg til Google om, at dette selskab, når det efterkommer en anmodning om at få fjernet links, skal fjerne links til websider, der indeholder personoplysninger vedrørende den registrerede, fra den resultatliste, der vises efter en søgning på den registreredes navn, på alle selskabets søgemaskines domæneendelser. Efter Googles nægtelse af at efterkomme dette pålæg pålagde CNIL dette selskab en sanktion på 100 000 EUR. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), hvorved Google har anlagt søgsmål, anmodede Domstolen om at præcisere den territoriale rækkevidde af den forpligtelse, som en søgemaskineudbyder i henhold til direktiv 95/46 har til at gennemføre retten til at få fjernet links (1).

Domstolen bemærkede indledningsvis, at fysiske personer på grundlag af EU-retten har mulighed for at gøre deres ret til at få fjernet links gældende over for en søgemaskineudbyder, der råder over et eller flere etableringssteder på Unionens område, uafhængigt af, hvorvidt behandlingen af personoplysninger (i den foreliggende sag links til websider, der indeholder personoplysninger vedrørende den person, der gør denne ret gældende), finder sted inden for Unionen (2).

Domstolen fastslog for så vidt angår rækkevidden af retten til at få fjernet links, at søgemaskineudbyderen ikke er forpligtet til at fjerne links på alle udgaver af denne udbyders søgemaskiner, men på de udgaver, der svarer til alle medlemsstaterne. Domstolen bemærkede i denne henseende, at selv om en universel fjernelse af links, henset til internettets og søgemaskinernes karakteristika efter sin karakter fuldt ud ville opfylde EU-lovgivers formål om at sikre et højt niveau for beskyttelse af personoplysninger i hele Unionen, fremgår det på ingen måde af EU-retten (3), at EU-lovgiver med henblik på at sikre gennemførelsen af et sådant formål har valgt at tillægge retten til at få fjernet links en rækkevidde, der går ud over medlemsstaternes område. Navnlig gælder det, at selv om EU-retten har indført samarbejdsmekanismer for medlemsstaternes tilsynsmyndigheder for at nå til en fælles afgørelse på grundlag af en afvejning mellem dels beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger, dels interessen for offentligheden i de forskellige medlemsstater i at have adgang til oplysninger, er sådanne mekanismer for nuværende ikke foreskrevet for så vidt angår rækkevidden af en ret til at få fjernet links uden for Unionen.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin påhviler det en søgemaskineudbyder at foretage den fjernelse af links, der er anmodet om, for de udgaver af søgemaskinen, der svarer til medlemsstaterne, og ikke kun for den ene udgave af søgemaskinen, der svarer til den medlemsstat, hvor den person, der får fjernet links, er bosiddende, bl.a. for at sikre et ensartet og højt niveau for beskyttelse i hele Unionen. Det påhviler i øvrigt en sådan udbyder om nødvendigt at træffe tilstrækkeligt effektive foranstaltninger for at hindre eller i det mindste i høj grad afholde internetbrugerne i Unionen fra at have adgang til de links, der er genstand for fjernelsen, efter omstændighederne via en udgave af søgemaskinen, der svarer til et tredjeland, og det tilkommer den nationale retsinstans at efterprøve, om de af udbyderen iværksatte foranstaltninger opfylder dette krav.

Endelig fremhævede Domstolen, at selv om EU-retten ikke kræver, at søgemaskineudbyderen skal fjerne links på alle udgaver af udbyderens søgemaskine, forbyder den det heller ikke. Derfor er en medlemsstats tilsynsmyndighed eller retsinstans fortsat kompetent til at foretage en afvejning ud fra de nationale standarder for beskyttelse af grundlæggende rettigheder mellem på den ene side den registreredes ret til respekt for sit privatliv og beskyttelsen af vedkommendes personoplysninger, og på den anden side retten til informationsfrihed, og til efter denne afvejning i givet fald at pålægge udbyderen af denne søgemaskine at fjerne links i alle udgaver af denne søgemaskine.


1–      Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31). Dette direktiv er med virkning fra 25.5.2018 blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).


2–      Artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 95/46 og artikel 3, stk. 1, i forordning 2016/679.


3–      Artikel 12, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 95/46 og artikel 17, stk. 1, forordning 2016/679.