Language of document :

Rettens dom af 8. oktober 2013 – Stichting Greenpeace Nederland og PAN Europe mod Kommissionen

(Sag T-545/11) 1

(Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende den første tilladelse til markedsføring af aktivstoffet glyphosat – delvist afslag på aktindsigt – risiko for at skade en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser – artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 – tungtvejende offentlig interesse – forordning (EF) nr. 1367/2006 – artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006 – direktiv 91/414/EØF)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Stichting Greenpeace Nederland (Amsterdam, Nederlandene) og Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne B. Kloostra og A. van den Biesen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved P. Oliver, P. Ondrůšek og C. ten Dam, derefter ved P. Oliver, P. Ondrůšek og C. Zadra, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 10. august 2011, hvorved den gav afslag på aktindsigt i bind 4 i udkastet til vurderingsrapport, udfærdiget af Forbundsrepublikken Tyskland som rapporterende medlemsstat, af aktivstoffet glyphosat, i medfør af Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230, s. 1)

Konklusion

1)    Kommissionens afgørelse af 10. august 2011, hvorved den gav afslag på aktindsigt i bind 4 i udkastet til vurderingsrapport, udfærdiget af Forbundsrepublikken Tyskland som rapporterende medlemsstat, af aktivstoffet glyphosat, i medfør af Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, annulleres, for så vidt som der herved gives afslag på aktindsigt i de dele af nævnte bind, som indeholder oplysninger, der vedrører emissioner til miljøet: »identiteten« og mængden af alle urenhederne i aktivstoffet, der er anmeldt af hver af operatørerne, der fremgår af punkt C.1.2.1 i det første underdokument (s. 11-61), af punkt C.1.2.1 i det andet underdokument (s. 1-6) og af punkt C.1.2.1 i det tredje underdokument (s. 4 og 8-13) i dette bind; urenhederne i de forskellige batcher og minimums-, middel- og maksimumsmængden af hver af disse urenheder, som for hver af operatørerne fremgår af tabellerne i punkt C.1.2.2 i det første underdokument (s. 61-84) og i punkt C.1.2.4 i det tredje underdokument (s. 7) i nævnte bind; sammensætningen af de plantebeskyttelsesmidler, der er udviklet af operatørerne, som fremgår af punkt C.1.3, der har overskriften »Detaljeret specifikation af præparaterne (bilag II A 1.4)« i det første underdokument (s. 84-88) i samme bind.

2)    Kommissionen betaler sagens omkostninger.

____________

1     EUT C 355 af 3.12.2011.