Language of document :

Sag anlagt den 2. april 2024 – Novis mod Kommissionen

(Sag T-185/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Novis Insurance Company, Novis Versicherungsgesellschaft, Novis Compagnia di Assicurazioni og Novis Poisťovňa a.s. (Bratislava, Slovakiet) (ved advokaterne A. Börner og S. Henrich)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse C(2024)810 final af 2. februar 2024 om bekræftelse af afslaget på aktindsigt i visse dokumenter annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til adgang til oplysninger og dokumenter i henhold til artikel 15, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), artikel 42 TEUF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 1 , idet den sagsøgte på grundlag af undtagelsesbestemmelsen i artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001 uretmæssigt har afslået at give aktindsigt i de relevante dokumenter. Undtagelsesbestemmelsen, som vedrører beskyttelsen af retslige procedurer, finder ikke anvendelse. Sagsøgte kunne derfor ikke henvise til undtagelsesbestemmelsen som begrundelse for at meddele afslag på aktindsigt i de relevante dokumenter.

Sagsøgte har fejlagtigt fortolket betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen på aktindsigt i dokumenter, som ikke er udarbejdet i forbindelse med en retssag, som bekræftet i retspraksis. Sagsøgte har navnlig ikke givet en fyldestgørende forklaring på, om der verserer en relevant retssag i forbindelse med hvilken en anmodning om en præjudiciel afgørelse måtte forekomme særligt sandsynlig, og om der består en relevant forbindelse mellem de ønskede dokumenter og den nationale retssag, og har ikke påvist og forklaret, hvorfor udbredelse af hvert enkelt af de ønskede dokumenter rent faktisk og ikke potentielt ville være til skade for den processuelle ligestilling af retssagens parter.

Sagsøgtes afgørelse udgør endvidere en tilsidesættelse af de relevante love og sagsøgerens rettigheder, idet sagsøgte har undladt at anerkende, at der skal gives aktindsigt i de ønskede dokumenter på grund af en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenterne.

Andet anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til adgang til oplysninger og dokumenter, idet sagsøgte uretmæssigt har afslået at give aktindsigt i de relevante dokumenter på grundlag af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

Sagsøgte kan ikke med rette lade undtagelsesbestemmelsen finde anvendelse under henvisning til formålet med undersøgelser, eftersom der ikke fandt nogen undersøgelser sted på det tidspunkt, hvor sagsøgte traf sin afgørelse om afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter. Sagsøgte kan ikke begrunde et afslag på aktindsigt ved alene at henvise til potentielle fremtidige undersøgelser. Sagsøgte kan desuden ikke hævde, at en eventuel udbredelse ville være til stor skade for enhver (aktuel eller potentiel fremtidig) undersøgelse. Sagsøgte har ikke givet en fyldestgørende forklaring, som kan underbygge en så fjerntliggende bekymring, og der foreligger ingen aktuel risiko for, at en undersøgelse lider skade.

Selv i tilfælde af, at undtagelsesbestemmelsen kunne finde anvendelse (hvilket afvises), ville der under henvisning til en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenterne ikke kunne gives afslag på aktindsigt i de relevante dokumenter.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at få adgang til oplysninger, idet sagsøgte uberettiget har afslået at give aktindsigt i de relevante dokumenter på grundlag af undtagelsesbestemmelsen i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001.

Sagsøgte kan ikke lade undtagelsesbestemmelsen finde anvendelse under henvisning til beskyttelsen af institutionens beslutningsproces, eftersom alle relevante afgørelser allerede er blevet truffet, eftersom de pågældende dokumenter ikke blev udarbejdet eller modtaget til internt brug, og eftersom sagsøgte ikke har givet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor udbredelse ville være til stor skade for sagsøgtes beslutningsproces.

Selv i tilfælde af, at undtagelsesbestemmelsen kunne finde anvendelse (hvilket afvises), ville der under henvisning til en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenterne ikke kunne gives afslag på aktindsigt i de relevante dokumenter.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af EU-retten, herunder navnlig sagsøgerens ret til adgang til oplysninger og dokumenter, idet sagsøgte har tilsidesat det generelle proportionalitetsprincip, som fremgår af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001, og begrundelsespligten.

Femte anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til aktindsigt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), i de af sagsøgtes sager, som er af særlig interesse for sagsøgeren.

Sagsøgtes afgørelse tilsidesætter EU-lovgivningen, idet sagsøgeren også har ret til aktindsigt i de relevante dokumenter, som indgår i sager, som er af særlig interesse for sagsøgeren, eftersom de pågældende dokumenter vedrører afsluttede undersøgelser i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 1 , som indebar direkte og grundlæggende konsekvenser for sagsøgeren.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).