Sag anlagt den 12. april 2024 – Novis mod EIOPA
(Sag T-204/24)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Novis Insurance Company, Novis Versicherungsgesellschaft, Novis Compagnia di Assicurazioni, Novis Poisťovňa a.s. (Bratislava, Slovakiet) (ved advokaterne A. Börner, S. Förster og S. Henrich)
Sagsøgt: Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
Sagsøgerens påstande
EIOPA’s henstilling nr. EIOPA-BoS-22-293 (Ref. Ares(2022)4118763) af 16. (eller 17.) maj 2022 (»den anfægtede retsakt«) i forbindelse med procedurer vedrørende tilsidesættelse af EU-retten, som er indledt mod den nationale kompetente myndighed Národná Banka Slovenska (»den nationale kompetente myndighed«), annulleres.
EIOPA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.
Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive hørt i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder Union (»chartret«).
Eftersom sagsøgte holdt den anfægtede retsakt, som til trods for sin formelle status af henstilling må betragtes som en de facto-afgørelse, og dens udarbejdelse hemmelig for sagsøgeren, blev sagsøgeren ikke informeret om, og fik ikke lejlighed til at gøre sig bekendt med, de underliggende faktiske forhold og oplysninger og fik tværtimod først kendskab til den anfægtede retsakt langt senere. Eftersom den anfægtede retsakt havde en tilbagekaldelse af sagsøgerens forsikringslicens som specifikt formål, må sagsøgeren betragtes som »navngiven adressat« som omhandlet i artikel 39, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1094/2010 1 . I lyset af sagsøgtes fejltagelser og undladelser udgør den afgørelse, som er truffet ved den anfægtede retsakt, en tilsidesættelse af artikel 17, stk. 3, og artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 1094/2010 ud fra en fortolkning i overensstemmelse med chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), som primær EU-ret, og sagsøgerens ret til at blive hørt som sikret heri.
Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til aktindsigt i sagsøgtes sagsakter i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra b).
Eftersom sagsøgte holdt den anfægtede retsakt og dens udarbejdelse hemmelig for sagsøgeren, forhindrede sagsøgte sagsøgerens aktindsigt i sagsakter vedrørende sagsøgeren. Eftersom den anfægtede retsakt er en følge af denne undladelse, udgør den afgørelse, som er truffet ved den anfægtede retsakt, en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ret til aktindsigt som sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra b).
Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en retfærdig administrativ procedure, herunder sagsøgerens deltagelsesrettigheder i henhold til chartrets artikel 41, stk. 1 og 2, og en retfærdig udøvelse af skønsbeføjelser.
Sagsøgte holdt den anfægtede retsakt og dens udarbejdelse hemmelig for sagsøgeren, og lagde, uden hensyntagen til den anfægtede retsakts eksistentielle konsekvenser for sagsøgeren og uden at søge nærmere afklaring hos sagsøgeren, udelukkende oplysninger fra den kompetente nationale myndighed til grund for den anfægtede retsakt. Dette udgør en tilsidesættelse af artikel 17, stk. 2 og 3, og artikel 35, stk. 6, i forordning nr. 1094/2010 ud fra en fortolkning i overensstemmelse med chartrets artikel 41, stk. 1 og 2, som primær EU-ret, samt en tilsidesættelse af de grundlæggende principper om retfærdige administrative procedurer, herunder sagsøgerens deltagelsesrettigheder, en retfærdig udøvelse af skønsbeføjelser og retten til upartisk behandling som sikret heri.
Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til effektive retsmidler og til en upartisk domstol i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1.
Eftersom sagsøgte holdt den anfægtede retsakt, dens udarbejdelse og dens begrundelse hemmelig for sagsøgeren, og ved at underminere sagsøgtes muligheder for at udøve sin grundlæggende ret til at blive hørt og til aktindsigt som fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a) og b), tilsidesætter den anfægtede retsakt i sig selv sagsøgerens grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang som sikret i chartrets artikel 47 samt i artikel 39, stk. 1, 2 og 3, i forordning nr. 1094/2010.
Med det femte anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 17 i forordning nr. 1094/2010.
Artikel 17, stk. 3, 4 og 7, i forordning nr. 1094/2010 opstiller en indirekte tretrinsproces med ansvarstyper for sagsøgte, Kommissionen og den nationale kompetente myndighed, som er opsplittede, overlappende og endda duplikerede mellem de tre organer. Til trods for klare indikationer af den forøgede risiko for fejlkommunikation og fejl og de alvorlige konsekvenser af den anfægtede retsakt undlod sagsøgte i tilstrækkeligt omfang at undersøge, fastlægge og bedømme de relevante omstændigheder, på grundlag af hvilke den anfægtede retsakt blev vedtaget.
Med det sjette anbringende gøres det gældende, at den anfægtede retsakt udgør magtmisbrug.
Ved bevidst at udstede en de facto-afgørelse med en specifik instruks til den nationale kompetente myndighed om at tilbagekalde sagsøgtes licens ignorerede sagsøgte bevidst, at henstillinger i henhold til artikel 288, stk. 5, TEUF ikke er bindende, og foretog en materiel overskridelse af de iboende begrænsninger for myndighedens beføjelser i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010. Dette udgør magtmisbrug i medfør af EU-retten.
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).