Language of document : ECLI:EU:C:2017:593

Sag C-560/15

Europa Way Srl
og
Persidera SpA

mod

Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato)

»Præjudiciel forelæggelse – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – telekommunikationstjenester – direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/77/EF – tildeling af brugsrettigheder til radiofrekvenser til digital jordbaseret radio- og tv-spredning – annullation af en igangværende vederlagsfri udvælgelsesprocedure (»beauty contest«) og erstatning heraf med en auktionsprocedure – nationale lovgiveres indgriben – nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed – forudgående høring – tildelingskriterier – berettiget forventning«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. juli 2017

1.        Præjudicielle spørgsmål – domstolens kompetence – grænser – undersøgelse af national rets forenelighed med EU-retten – udelukket – forsyning af samtlige EU-retlige fortolkningsbidrag til den forelæggende ret – omfattet

(Art. 267 TEUF)

2.        Præjudicielle spørgsmål – antagelse til realitetsbehandling – anmodning uden nærmere oplysninger om den faktiske og retlige baggrund og uden angivelse af grunde, som berettiger en forelæggelse for Domstolen – afvisning

(Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 94)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – retsforskrifter – direktiv 2002/21 – nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed – den nationale lovgivers annullation af en udvælgelsesprocedure for tildeling af digitale radiofrekvenser, som foranstaltes af denne myndighed – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, art. 3, stk. 3a)

4.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – retsforskrifter – direktiv 2002/20, 2002/21og 2002/77 – erstatning af en vederlagsfri udvælgelsesprocedure for tildeling af radiofrekvenser, der afholdes med henblik på at afhjælpe ulovlig udelukkelse af visse operatører på markedet, med en udvælgelsesprocedure mod vederlag, som bygger på en omarbejdet plan for tildeling af radiofrekvenser efter en reduktion af antallet heraf – lovlig – betingelser – den nationale rets efterprøvelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, art. 3, 5 og 7, og 2002/21, art. 8, stk. 2-4 og art. 9, Kommissionens direktiv 2002/77, art. 2 og 4)

5.        EU-retten – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – annullation af en udvælgelsesprocedure for tildeling af digitale radiofrekvenser – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. – foreligger ikke

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 35 og 36)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 39-41 og 45-48)

3.      Artikel 3, stk. 3a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national lovgiver under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder annullerer en igangværende udvælgelsesprocedure for tildeling af digitale radiofrekvenser, som foranstaltes af den kompetente nationale tilsynsmyndighed, efter at proceduren er blevet suspenderet af et nationalt ministerium.

(jf. præmis 58 og domskonkl. 1)

4.      Artikel 9 i direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140, artikel 3, 5 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), som ændret ved direktiv 2009/140, og artikel 2 og 4 i Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en vederlagsfri udvælgelsesprocedure for tildeling af radiofrekvenser, der blev afholdt med henblik på at afhjælpe ulovlig udelukkelse af visse operatører på markedet, erstattes med en udvælgelsesprocedure mod vederlag, som bygger på en omarbejdet plan for tildeling af radiofrekvenser efter en reduktion af antallet heraf, forudsat at den nye udvælgelsesprocedure bygger på objektive, transparente, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige kriterier samt er i overensstemmelse med de mål, der er anført i artikel 8, stk. 2-4, i direktiv 2002/21, som ændret. Det tilkommer den forelæggende ret med hensyn til samtlige relevante omstændigheder at efterprøve, om de betingelser, der er fastsat for udvælgelsesproceduren mod vederlag, er egnede til, at nye markedsaktører faktisk kan komme ind på markedet for digital-tv, uden at operatører, som i forvejen er veletablerede på markedet for analogt eller digitalt tv, uberettiget begunstiges.

(jf. præmis 77 og domskonkl. 2)

5.      Princippet om berettiget forventning skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at en udvælgelsesprocedure for tildeling af digitale radiofrekvenser annulleres, alene fordi operatører som sagsøgerne i hovedsagen, der tidligere havde fået adgang til at deltage i udvælgelsesproceduren, og som, idet de var de eneste tilbudsgivere, ville have fået tildelt brugsrettigheder til radiofrekvenser til digital jordbaseret radio- og tv-spredning, såfremt proceduren ikke var blevet annulleret.

(jf. præmis 83 og domskonkl. 3)