Language of document :

Sag anlagt den 5. maj 2009 - Z mod Kommissionen

(Sag T-173/09)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Z (Tyskland) (ved Rechtsanwälte C. Grau og N. Jäger)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionen tilpligtes gennem meddelelse af aktindsigt i sagsakterne i sag COMP/39406 - "Lasteslanger" - navnlig ved at stille en kopi af Kommissionens beslutning af 28. januar 2009, hvorved Dunlop Oil & Marin/ContiTech AG/Continental AG blev pålagt bøder for at have deltaget i kartellet vedrørende lasteslanger i perioden mellem 1986 og 2007, til rådighed, at give sagsøgeren oplysning om, hvorvidt hans navn er blevet nævnt i denne beslutning og i bekræftende fald, i hvilken sammenhæng sagsøgerens navn er blevet nævnt og særlig, om Kommissionens beslutning indeholder kartel- eller strafferetligt relevante oplysninger om sagsøgerens person.

Kommissionen tilpligtes på en måde, der nærmere fastsættes efter aktindsigt er blevet meddelt, at fjerne henvisninger til sagsøgerens navn, herunder særlig kartel- eller strafferetligt relevante oplysninger om sagsøgerens person, fra Kommissionens beslutning af 28. januar 2009, hvorved Dunlop Oil & Marin/ContiTech AG/Continental AG blev pålagt bøder for angiveligt at have deltaget i kartellet vedrørende lasteslanger i perioden mellem 1986 og 2007.

Kommissionen tilpligtes at undlade at nævne sagsøgeren og undlade enhver henvisning til sagsøgeren i den til offentliggørelse bestemte version af beslutningen.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens afslag af 5. marts 2009 på at meddele ham adgang til aktindsigt i dokumenterne i sagsakterne i COMP/39.406 - Lasteslanger. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at eventuelle henvisninger til hans navn i Kommissionens beslutning af 28. januar 2009 i denne sag fjernes, og at det undlades at foretage henvisning til hans person i den til offentliggørelse bestemte version af beslutningen.

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren gældende, at adgang til aktindsigt i sagen og fjernelse af alle oplysninger om sagsøgerens person udgør en følge af, at sagsøgerens grundlæggende forvaltningsretlige rettigheder er blevet tilsidesat, nemlig retten til at blive hørt, retten til aktindsigt i sagen og princippet om uskyldsformodningen. Ret til aktindsigt i sagen følger endvidere af retten til aktindsigt i Kommissionens dokumenter i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 1.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).