Language of document :

Appel iværksat den 6. juli 2009 af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til prøvelse af dom afsagt den 5. maj 2009 af Personaleretten i sager F-27/08, Simões Dos Santos mod KHIM

(Sag T-260/09 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved I. de Medrano Caballero, som befuldmægtiget, bistået af avocat D. Waelbroeck)

Den anden part i appelsagen: Manuel Simões Dos Santos (Madrid, Spanien)

Appellantens påstande

Ophævelse af Personalerettens dom i sagen F-27/08 herunder erstatningskravene.

Appellanten gives medhold i de påstande, som han nedlagde for Personaleretten, dvs. frifindelse.

Appelindstævnte tilpligtes at betale omkostningerne i appelsagen samt omkostningerne, der er afholdt i sagen ved Personaleretten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved denne appel har Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Desing) (KHIM) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Personaleretten den 5. maj 2009 i sag F-27/08, Simões Dos Santos mod KHIM, hvorved Personaleretten annullerede afgørelse PERS-01-07 samt KHIM's brev af 15. juni 2007, for så vidt som disse medfører en slettelse af Simões Dos Santos' saldo for points for fortjeneste som følge af hans forfremmelse.

Til støtte for sin appel har KHIM fremsat følgende tre anbringender:

Personaleretten begik en retlig fejl, for så vidt som den - i strid med retspraksis vedrørende betingelserne for anvendelse med tilbagevirkende kraft af en retsakt og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - fandt, at KHIM havde tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft

Personaleretten begik en retlig fejl, for så vidt som den fandt, at KHIM havde overtrådt artikel 233 EF og princippet om retskraft, der følger af Retten i Første Instans' dom af 14. februar 2007 i sagen T-435/04, Simões Dos Santos mod KHIM, da de foranstaltninger, KHIM tog for at opfylde den nævnte dom, er de eneste, der kan træffes uden at tilsidesætte princippet om forbud mod forskelsbehandling

Personaleretten begik en ulovlighed ved tildelingen af en erstatning for et påstået ikke-økonomisk tab, idet KHIM ikke har begået nogen fejl, og Personaleretten har truffet afgørelse ultra petita.

____________