DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
1. december 2016 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – artikel 1-3 – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – spørgsmålet, om der foreligger et »handicap« – begrebet »langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse« – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 3, 15, 21, 30, 31, 34 og 35 – afskedigelse af en arbejdstager, der på ubestemt tid befinder sig i en tilstand af midlertidig uarbejdsdygtighed som omhandlet i national ret«
I sag C-395/15,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de lo Social n° 33 de Barcelona (arbejdsret nr. 33 i Barcelona, Spanien) ved afgørelse af 14. juli 2015, indgået til Domstolen den 22. juli 2015, i sagen:
Mohamed Daouidi
mod
Bootes Plus SL,
Fondo de Garantía Salarial,
Ministerio Fiscal,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne M. Vilaras, J. Malenovský, M. Safjan (refererende dommer) og D. Šváby,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Mohamed Daouidi ved abogado G. Pérez Palomares
– Ministerio Fiscal ved A.C. Andrade Ortiz
– den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget
– den franske regering ved G. de Bergues, D. Colas og R. Coesme, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved D. Martin og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,
efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. maj 2016,
afsagt følgende
Dom
1 Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, artikel 15, artikel 21, stk. 1, artikel 30, artikel 31, artikel 34, stk. 1, og artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af artikel 1-3 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).
2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Mohamed Daouidi på den ene side og Bootes Plus SL, Fondo de Garantía Salarial (lønmodtagernes garantifond, Spanien) og Ministerio Fiscal (anklagemyndigheden, Spanien) på den anden side vedrørende afskedigelsen af Mohamed Daouidi, mens han på ubestemt tid var midlertidigt uarbejdsdygtig som omhandlet i national ret.
Retsforskrifter
Folkeretten
3 De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 (EUT 2010, L 23, s. 35, herefter »FN-konventionen«), angiver følgende i præamblens litra e):
»anerkender, at handicap er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre.«
4 Konventionens artikel 1 med overskriften »Formål« har følgende ordlyd:
»Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre handicappedes fulde og lige adgang til udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt at fremme respekten for handicappedes naturlige værdighed.
Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.«
5 Den nævnte konventions artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 3:
»»[D]iskrimination på grund af handicap« [betyder] enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve anerkendelse, nydelse eller udøvelse på lige fod med andre af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område. Dette omfatter alle former for diskrimination bl.a. nægtelse af tilpasninger i rimeligt omfang.«
EU-retten
6 Følgende er fastsat i 11., 12., 15. og 31. betragtning til direktiv 2000/78:
»(11) Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for personer.
(12) Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. […]
[…]
(15) Det er de nationale retslige myndigheder eller andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til at formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.
[…]
(31) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«
7 Direktivets artikel 1 med overskriften »Formål« bestemmer:
»Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«
8 Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Begrebet forskelsbehandling« fastsætter i stk. 1 og 2:
»1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. Med henblik på stk. 1:
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet
b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre
i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller
ii) medmindre arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette direktiv, i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.«
9 Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1, litra c):
»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
[…]
c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn.«
10 Artikel 10 i direktiv 2000/78 med overskriften »Bevisbyrde« bestemmer følgende i stk. 1, 2 og 5:
»1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klageren.
[…]
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.«
Spansk ret
11 Forfatningens artikel 9, stk. 2, fastsætter:
»Det påhviler de offentlige myndigheder at sikre betingelserne for, at individers og gruppers frihed og lighed virkeliggøres i praksis, at fjerne de barrierer, der hindrer eller besværliggør, at disse rettigheder kan nydes fuldt ud, samt at fremme alle borgeres deltagelse i det politiske, kulturelle og sociale liv.«
12 Forfatningens artikel 14 bestemmer:
»Alle spaniere er lige for loven, og der må ikke ske nogen form for forskelsbehandling på grund af afstamning, race, køn, religion, livsanskuelse eller andre personlige eller sociale betingelser eller forhold.«
13 Af forfatningens artikel 15 følger:
»Alle har ret til livet, til fysisk og moralsk integritet. Ingen kan under nogen omstændigheder blive underkastet tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Dødsstraffen er afskaffet med forbehold af bestemmelserne i militære straffelove i krigstid.«
14 Artikel 55 i Real Decreto Legislativo 1/1995, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 1/1995 om vedtagelse af den omarbejdede tekst til lov om arbejdstageres rettigheder) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«), bestemmer følgende i stk. 3-6:
»3. Afskedigelsen kendes berettiget, uberettiget eller ugyldig.
4. Afskedigelsen betragtes som berettiget, når der fremlægges bevis for den mangel, arbejdsgiveren har gjort gældende i afskedigelsesbrevet. I modsat fald, eller såfremt den ikke opfylder formkravene i denne artikels stk. 1, betragtes den som uberettiget.
5. Afskedigelse, som skyldes en af de former for forskelsbehandling, der i henhold til grundloven eller ved lov er forbudt, eller som sker under tilsidesættelse af arbejdstagerens grundlæggende rettigheder og friheder, er ugyldig. […]
6. At en afskedigelse er ugyldig har den følge, at arbejdstageren omgående skal genindsættes i sin stilling samtidig med, at ikke-betalt løn skal udbetales.«
15 Artikel 56, stk. 1, i lov om arbejdstageres rettigheder bestemmer:
»Kendes afskedigelsen uberettiget, kan arbejdsgiveren inden for en frist på fem dage fra dommens forkyndelse vælge mellem at genansætte arbejdstageren eller at betale en godtgørelse svarende til 33 dages løn pr. ansættelsesår, som for perioder på under et år beregnes forholdsmæssigt i forhold til antallet af måneder, dog højst 24 månedslønninger. Vælger arbejdsgiveren at udbetale en godtgørelse, ophører ansættelsesforholdet med virkning fra tidspunktet for det faktiske arbejdsophør.«
16 Artikel 96, stk. 1, i Ley 36/2011, reguladora de la jurisdicción social (lov nr. 36/2011 om socialretlige domstole) af 10. oktober 2011 (BOE nr. 245 af 11.10.2011, s. 106584) bestemmer:
»I sager, hvor det af det af en sagsøger anførte kan udledes, at der er tale om tilsyneladende forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering eller identitet, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap og alder, eller chikane og alle andre tilfælde af tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed eller offentlig frihed, har sagsøgte bevisbyrden for, at der er tale om en objektiv, rimelig og tilstrækkeligt underbygget begrundelse for de trufne foranstaltninger, og for, at de er forholdsmæssige.«
17 Artikel 108, stk. 1 og 2, i denne lov bestemmer:
»1. I domskonklusionen kender retten afskedigelsen berettiget, uberettiget eller ugyldig.
Afskedigelsen kendes berettiget, når der fremlægges bevis for den mangel, arbejdsgiveren har gjort gældende i afskedigelsesbrevet. I modsat fald, eller såfremt den ikke opfylder formkravene i artikel 55, stk. 1, i [lov om arbejdstageres rettigheder], kendes den uberettiget.
[…]
2. Afskedigelse, som skyldes en af de former for forskelsbehandling, der er fastsat i forfatningen eller lovgivningen, eller som sker under tilsidesættelse af arbejdstagerens grundlæggende rettigheder og friheder, er ugyldig.
[…]«
18 Artikel 110, stk. 1, i nævnte lov har følgende ordlyd:
»Kendes afskedigelsen uberettiget, dømmes arbejdsgiveren til at genansætte arbejdstageren på de samme vilkår, som var gældende inden afskedigelsen, samt til at udbetale skyldig løn, jf. artikel 56, stk. 2, i [lov om arbejdstageres rettigheder], eller, såfremt arbejdsgiveren vælger dette, at udbetale denne en godtgørelse, som fastsættes i overensstemmelse med artikel 56, stk. 1, i [lov om arbejdstageres rettigheder] […]«
19 Artikel 113 i samme lov fastsætter:
»Såfremt en afskedigelse kendes ugyldig, skal arbejdstageren omgående genindsættes i sin stilling samtidig med, at ikke-betalt løn skal udbetales. […]«
20 Artikel 181, stk. 2, i lov nr. 36/2011 fastsætter:
»Såfremt der foreligger indicier for, at der er tale om tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed eller en offentlig frihed, har sagsøgte under retsforhandlingerne bevisbyrden for, at der er tale om en objektiv og rimelig og tilstrækkeligt underbygget begrundelse for de trufne foranstaltninger, og for, at de er forholdsmæssige.«
21 Artikel 2 i Real Decreto Legislativo 1/2013, por el que se aprueba el Texto Refundido de la Ley General de derechos de las personas con discapacidad y de su inclusión social (kongeligt lovdekret nr. 1/2013 om vedtagelse af den omarbejdede tekst af den generelle lov om handicappedes rettigheder og sociale integration) af 29. november 2013 (BOE nr. 289 af 3.12.2013, s. 95635) indeholder følgende definitioner:
»[…]
a) Handicap: En tilstand, der gør sig gældende for personer, der har en langvarig funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
[…]
c) Direkte forskelsbehandling: Den situation, som en handicappet person finder sig i, når denne behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation som følge af eller på grund af vedkommendes handicap.
d) Indirekte forskelsbehandling: Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en lovbestemmelse eller lovforskrift, en overenskomstmæssig eller kontraktlig bestemmelse, en individuel aftale, en ensidig beslutning eller en betingelse eller en praksis, eller et miljø, produkt eller en tjenesteydelse, der tilsyneladende er neutral, kan medføre en særlig ulempe for en person i forhold til andre personer som følge af eller på grund af et handicap, såfremt de ikke er objektivt begrundet i et lovligt mål, og såfremt midlerne til at opfylde dette mål ikke er egnede og nødvendige.
[…]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22 Mohamed Daouidi blev ansat den 17. april 2014 af Bootes Plus med henblik på at arbejde som køkkenassistent i en af restauranterne i et hotel i Barcelona (Spanien).
23 I denne forbindelse indgik Mohamed Daouidi og Bootes Plus en midlertidig arbejdskontrakt, som var begrundet i en øget arbejdsbyrde i restauranten, for en periode på tre måneder for 20 timer om ugen. Der var i denne kontrakt aftalt en prøveperiode på 30 dage. Den 1. juli 2014 enedes Mohamed Daouidi og Bootes Plus om at ændre denne deltidskontrakt til en fuldtidskontrakt for 40 timer om ugen.
24 Den 15. juli 2014 blev Mohamed Daouidis kontrakt forlænget med ni måneder med udløbsdato den 16. april 2015. Køkkenchefen godkendte denne forlængelse, ligesom han godkendte, at Mohamed Daouidis deltidskontrakt blev ændret til en fuldtidskontrakt.
25 Den 3. oktober 2014 gled Mohamed Daouidi på gulvet i køkkenet i den restaurant, hvor han arbejdede, hvilket resulterede i, at hans venstre albue gik af led og måtte lægges i gips. Den samme dag indledte Mohamed Daouidi proceduren med henblik på anerkendelse af, at han var midlertidigt uarbejdsdygtig.
26 To uger efter denne arbejdsulykke henvendte køkkenchefen sig til Mohamed Daouidi for at spørge til hans helbred og til sygefraværets forventede varighed. Mohamed Daouidi svarede, at han ikke ville kunne vende tilbage foreløbig.
27 Den 26. november 2014, hvor Mohamed Daouidi stadig var midlertidigt uarbejdsdygtig, modtog han et brev fra Bootes Plus om disciplinær afskedigelse med følgende indhold:
»Vi beklager at måtte meddele Dem, at vi har besluttet at afslutte Deres ansættelsesforhold med virksomheden. Afskedigelsen har virkning fra dags dato. Baggrunden for denne beslutning er, at De hverken har levet op til virksomhedens forventninger eller har leveret en indsats, som virksomheden finder passende eller egnet i forhold til udførelsen af arbejdet i Deres stilling. Disse omstændigheder kan føre til afskedigelse i henhold til [lov om arbejdstageres rettigheder].«
28 Den 23. december 2014 anlagde Mohamed Daouidi sag ved Juzgado de lo Social n° 33 de Barcelona (arbejdsret nr. 33 i Barcelona, Spanien) med påstand om principalt, at hans afskedigelse blev kendt ugyldig i henhold til artikel 108, stk. 2, i lov nr. 36/2011.
29 I denne forbindelse gjorde Mohamed Daouidi for det første gældende, at hans afskedigelse var i strid med hans grundlæggende ret til fysisk integritet som fastsat i artikel 15 i den spanske forfatning, bl.a. fordi restaurantchefen havde bedt ham om at genoptage sit arbejde i weekenden fra den 17. til den 19. oktober 2014, hvilket han ikke havde været i stand til. For det andet var afskedigelsen diskriminerende, fordi den virkelige årsag hertil var den midlertidige uarbejdsdygtighed som følge af hans arbejdsulykke, og navnlig fordi den således var omfattet af begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78 og dom af 11. april 2013, HK Danmark (C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222).
30 Mohamed Daouidi nedlagde subsidiært påstand om, at denne ret kendte hans afskedigelse »uberettiget« i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 108, stk. 1, i lov nr. 36/2011.
31 Den forelæggende ret har anført, at der foreligger tilstrækkelige beviser for at fastslå, at selv om afskedigelsen af Mohamed Daouidi fremstår som og har samme form som en opsigelse af disciplinære grunde, så er den virkelige årsag hertil, at han var uarbejdsdygtig på ubestemt tid som følge af den arbejdsulykke, han var udsat for.
32 Ifølge denne ret følger det af den praksis, der er fastlagt af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (den øverste regionale domstol i Catalonien, Spanien), Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) og Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien), at en afskedigelse på grund af sygdom eller midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af en arbejdsulykke ikke betragtes som diskriminerende, hvilket betyder, at afskedigelsen ikke kan anses for »ugyldig« som omhandlet i artikel 108, stk. 2, i lov nr. 36/2011.
33 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt en sådan afskedigelse er i strid med EU-retten, såfremt den udgør en overtrædelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, retten til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse, retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold, retten til adgang til sociale sikringsydelser og retten til sundhedsbeskyttelse, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 21, stk. 1, artikel 30, artikel 31, artikel 34, stk. 1, og artikel 35.
34 I øvrigt er den forelæggende ret i tvivl, om der i hovedsagen foreligger forskelsbehandling på grund af »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78. For det første er den begrænsning, som Mohamed Daouidi lider af som følge af, at hans albue gik af led, åbenlys. I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at Mohamed Daouidi på tidspunktet for retsmødet ved denne ret i hovedsagen – dvs. omkring seks måneder efter hans arbejdsulykke – stadig havde venstre albue i gips. Endvidere var Mohamed Daouidis arbejdsgiver af den opfattelse, at hans uarbejdsdygtighed havde varet ved for længe, hvilket var uforeneligt med arbejdsgiverens interesser, med den følge, at betingelsen om begrænsningens »langvarige« karakter var opfyldt. Endelig forhindrede beslutningen om afskedigelse Mohamed Daouidi i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.
35 I tilfælde af, at afskedigelsen af Mohamed Daouidi må anses for at være i strid med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i EU-retten, skal afskedigelsen erklæres ugyldig og ikke bare uberettiget.
36 Juzgado de lo Social n° 33 de Barcelona (arbejdsret nr. 33 i Barcelona) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal det generelle forbud mod forskelsbehandling, som er fastlagt i [chartrets] artikel 21, stk. 1, fortolkes således, at det forbud og den retsbeskyttelse, der foreskrives heri, kan omfatte en arbejdsgivers beslutning om at afskedige en arbejdstager, som indtil det pågældende tidspunkt havde et godt fagligt omdømme, udelukkende af den grund, at denne var midlertidigt uarbejdsdygtig – på ubestemt tid – som følge af en arbejdsulykke, når denne modtager sundhedsydelser og økonomisk støtte fra den sociale sikring?
2) Skal [chartrets] artikel 30 fortolkes således, at den beskyttelse, som bør gøre sig gældende for en arbejdstager, der er genstand for en tydeligvis vilkårlig afskedigelse uden grund, skal være den beskyttelse, der i den nationale lovgivning er fastlagt for enhver afskedigelse, der tilsidesætter en grundlæggende rettighed?
3) Er en arbejdsgivers beslutning om at afskedige en arbejdstager, som indtil det pågældende tidspunkt havde et godt fagligt omdømme, udelukkende af den grund, at denne var midlertidigt uarbejdsdygtig – på ubestemt tid – som følge af en arbejdsulykke, når denne modtager sundhedsydelser og økonomisk støtte fra den sociale sikring, omfattet af anvendelsesområdet for og/eller retsbeskyttelsen i henhold til [chartrets] artikel 3, artikel 15, artikel 31, artikel 34, stk. 1, og artikel 35, stk. 1 (en, flere eller samtlige artikler)?
4) Såfremt de tre foregående spørgsmål (eller nogen af dem) besvares bekræftende, og det vurderes, at en beslutning om at afskedige en arbejdstager, som indtil det pågældende tidspunkt havde et godt fagligt omdømme, udelukkende af den grund, at denne var midlertidigt uarbejdsdygtig – på ubestemt tid – som følge af en arbejdsulykke, når denne modtager sundhedsydelser og økonomisk støtte fra den sociale sikring, er omfattet af anvendelsesområdet for og/eller retsbeskyttelsen i henhold til en eller flere artikler i [chartret], kan de da anvendes af en national ret til at afgøre en strid mellem private, da det, idet det drejer sig om en »rettighed« eller et »princip«, forstås, at de har horisontal virkning, eller idet »princippet om overensstemmende fortolkning« anvendes?
5) Såfremt de fire foregående spørgsmål besvares bekræftende, er en arbejdsgivers beslutning om at afskedige en arbejdstager, som indtil det pågældende tidspunkt havde et godt fagligt omdømme, udelukkende af den grund, at denne var midlertidigt uarbejdsdygtig – på ubestemt tid – som følge af en arbejdsulykke, omfattet af begrebet »direkte forskelsbehandling på grund af handicap« som grund til forskelsbehandling som omhandlet i artikel 1, 2 og 3 i direktiv 2000/78?«
Det femte spørgsmål
37 Med sit femte spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en person som omhandlet i national ret er midlertidigt uarbejdsdygtig som omhandlet i national ret som følge af en arbejdsulykke, i sig selv medfører, at begrænsningen i denne persons arbejdsevne kan kvalificeres som »langvarig« som omhandlet i definitionen af »handicap« i direktivet.
38 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 1 i direktiv 2000/78, at direktivet har til formål at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af et af de forhold, der er anført i denne bestemmelse, herunder handicap. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), finder dette inden for rammerne af Den Europæiske Unions beføjelser anvendelse både i den offentlige og den private sektor, på alle personer for så vidt angår bl.a. afskedigelsesvilkår.
39 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt den tilstand, som Mohamed Daouidi befandt sig i på ubestemt tid, da han blev afskediget, mens han var midlertidigt uarbejdsdygtig i henhold til national ret, er omfattet af begrebet »handicap« som omhandlet i det nævnte direktiv.
40 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Unionen har godkendt FN’s handicapkonvention ved afgørelse 2010/48. Følgelig udgør bestemmelserne i denne konvention fra tidspunktet for dennes ikrafttrædelse en integrerende del af Unionens retsorden (jf. dom af 18.3.2014, Z., C-363/12, EU:C:2014:159, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt fremgår det af tillægget til bilag II til nævnte afgørelse, at direktiv 2000/78 er opført blandt de EU-retsakter, der vedrører spørgsmål, der er omhandlet i konventionen, nemlig for så vidt angår en selvstændig tilværelse, social inklusion, arbejde og beskæftigelse.
41 Det følger heraf, at denne konvention kan gøres gældende i forbindelse med fortolkningen af direktiv 2000/78, som i videst muligt omfang bør fortolkes i overensstemmelse med den nævnte konvention (jf. dom af 11.4.2013, HK Danmark, C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 32, og af 18.3.2014, Z., C-363/12, EU:C:2014:159, præmis 75).
42 Dette er grunden til, at Domstolen efter Unionens tiltrædelse af FN-konventionen fastslog, at begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78 skal forstås således, at det omfatter en begrænsning bl.a. som følge af langvarige fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan forhindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i erhvervsmæssig aktivitet på lige fod med andre arbejdstagere (jf. dom af 11.4.2013, HK Danmark, C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 38, af 18.3.2014, Z., C-363/12, EU:C:2014:159, præmis 76, og af 18.12.2014, FOA, C-354/13, EU:C:2014:2463, præmis 53).
43 Derfor skal udtrykket »handicappede«, som er anvendt i direktivets artikel 5, fortolkes således, at det omfatter alle personer, som har et handicap, der svarer til den definition, der er anført i den foregående præmis (dom af 4.7.2013, Kommissionen mod Italien, C-312/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:446, præmis 57).
44 Det skal tilføjes, at det nævnte direktiv bl.a. omfatter handicap, som skyldes ulykker (jf. i denne retning dom af 11.4.2013, HK Danmark C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 40).
45 Hvis en ulykke medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan denne begrænsning henhøre under begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78 (jf. analogt dom af 11.4.2013, HK Danmark, C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 41).
46 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Mohamed Daouidi var ude for en arbejdsulykke, og at hans venstre albue gik af led og måtte lægges i gips. Det skal bemærkes, at en sådan fysisk tilstand i princippet er reversibel.
47 Den forelæggende ret har præciseret, at Mohamed Daouidis albue på tidspunktet for retsmødet ved denne ret i hovedsagen – dvs. omkring seks måneder efter arbejdsulykken – stadig var i gips, og at sidstnævnte derfor ikke var i stand til at udøve sin erhvervsmæssige aktivitet.
48 Under disse omstændigheder er det ubestridt, at Mohamed Daouidi har pådraget sig en begrænsning af sin arbejdsevne som følge af en fysisk skade. Derfor skal det med henblik på at fastslå, hvorvidt Mohamed Daouidi kan anses for at være »handicappet« som omhandlet i direktiv 2000/78 og således være omfattet af direktivets anvendelsesområde, undersøges, om denne begrænsning af hans arbejdsevne, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, er »langvarig« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 42.
49 FN-konventionen definerer ikke begrebet »langvarig« i relation til fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse. Direktiv 2000/78 definerer ikke begrebet »handicap« og definerer heller ikke begrebet »langvarig« begrænsning af en persons arbejdsevne i det nævnte begrebs forstand.
50 I henhold til Domstolens faste praksis følger det imidlertid af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (jf. bl.a. dom af 18.1.1984, Ekro, 327/82, EU:C:1984:11, præmis 11, og af 16.6.2016, Pebros Servizi, C-511/14, EU:C:2016:448, præmis 36).
51 Idet der ikke foreligger en sådan udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret, skal begrebet »langvarig« begrænsning i en persons arbejdsevne i relation til begrebet »handicap« i direktiv 2000/78 derfor undergives en selvstændig og ensartet fortolkning.
52 Heraf følger, at den omstændighed, at Mohamed Daouidi er omfattet af den retlige ordning om »midlertidig« uarbejdsdygtighed i henhold til spansk ret, ikke kan udelukke, at begrænsningen i hans arbejdsevne kvalificeres som »langvarig« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionen.
53 I øvrigt skal den »langvarige« karakter af begrænsningen efterprøves under hensyntagen til den berørte persons uarbejdsdygtighed i sig selv på det tidspunkt, hvor den foranstaltning, hvorved den pågældende angiveligt blev forskelsbehandlet, blev truffet (jf. i denne retning dom af 11.7.2006, Chacón Navas, C-13/05, EU:C:2006:456, præmis 29).
54 Hvad angår begrebet »langvarig« i relation til en begrænsning i henhold til artikel 1 i direktiv 2000/78 og det formål, der forfølges med dette direktiv, skal det herved bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at den betydning, som EU-lovgiver tillægger foranstaltningerne med henblik på at tilpasse arbejdspladsen afhængig af handicappet, viser, at EU-lovgiver har tænkt på situationer, hvor vedkommende er forhindret i at deltage i erhvervslivet i en lang periode (jf. dom af 11.7.2006, Chacón Navas, C-13/05, EU:C:2006:456, præmis 45).
55 Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, hvorvidt begrænsningen i den berørte persons arbejdsevne er »langvarig« eller ej, idet en sådan bedømmelse frem for alt er faktuel.
56 Blandt de indicier, der kan udgøre holdepunkter for at fastslå, at en sådan begrænsning er »langvarig«, er bl.a. den omstændighed, at den berørte persons manglende arbejdsevne på tidspunktet for den angivelige forskelsbehandling ikke har udsigt til på kort sigt at ophøre inden for et velafgrænset tidsrum, eller, som generaladvokaten nærmere bestemt har anført i punkt 47 i forslaget til afgørelse, den omstændighed, at denne manglende arbejdsevne kan vare ved i betydeligt længere tid, inden den nævnte person er blevet rehabiliteret.
57 Med henblik på undersøgelsen af den »langvarige« begrænsning af den berørte persons arbejdsevne, skal den forelæggende ret lægge samtlige de objektive beviselementer, den råder over, til grund – navnlig dokumenter og certifikater vedrørende den pågældende persons tilstand, der er udarbejdet på grundlag af aktuel medicinsk og videnskabelig viden og oplysninger.
58 Såfremt den forelæggende ret når frem til den konklusion, at begrænsningen i Mohamed Daouidis arbejdsevne er »langvarig«, skal det bemærkes, at en ufordelagtig behandling på grund af handicap kun er i strid med beskyttelsen i direktiv 2000/78 i det omfang, den er udtryk for forskelsbehandling som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 1 (jf. dom af 11.7.2006, Chacón Navas, C-13/05, EU:C:2006:456, præmis 48, og af 11.4.2013, HK Danmark, C-335/11 og C-337/11, EU:C:2013:222, præmis 71).
59 Henset til de ovenstående betragtninger, skal det femte spørgsmål besvares med, at direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at:
– Den omstændighed, at den berørte person på ubestemt tid er midlertidigt uarbejdsdygtig i henhold til national ret som følge af en arbejdsulykke, betyder ikke i sig selv, at begrænsningen i denne persons arbejdsevne kan kvalificeres som »langvarig« som omhandlet i definitionen af »handicap« i dette direktiv, sammenholdt med FN-konventionen.
– Blandt de indicier, der kan udgøre holdepunkter for at fastslå, at en sådan begrænsning er »langvarig«, er bl.a. den omstændighed, at den berørte persons manglende arbejdsevne på tidspunktet for den angivelige forskelsbehandling ikke har udsigt til på kort sigt at ophøre inden for et velafgrænset tidsrum, eller den omstændighed, at denne manglende arbejdsevne kan vare ved i betydeligt længere tid, inden den nævnte person er blevet rehabiliteret.
– Inden for rammerne af undersøgelsen af denne »langvarige« karakter, skal den forelæggende ret lægge samtlige de objektive beviselementer, den råder over, til grund – navnlig dokumenter og certifikater vedrørende den nævnte persons tilstand, der er udarbejdet på grundlag af aktuel medicinsk og videnskabelig viden og oplysninger.
Om de første fire spørgsmål
60 Med sine første fire spørgsmål, som behandles samlet og hernæst, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorledes chartrets artikel 3, artikel 15, artikel 21, stk. 1, artikel 30, artikel 31, artikel 34, stk. 1, og artikel 35 skal fortolkes i en situation som den i hovedsagen omhandlede.
61 I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende kan fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 27.3.2014, Torralbo Marcos, C-265/13, EU:C:2014:187, præmis 27, og kendelse af 25.2.2016, Aiudapds, C-520/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:124, præmis 18).
62 Med hensyn til chartret fremgår det af artikel 51, stk. 1, heri, at chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, dog kun når disse gennemfører EU-retten. Artikel 6, stk. 1, TEU og chartrets artikel 51, stk. 2, fastslår nærmere, at bestemmelserne i sidstnævnte ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer som fastsat i traktaterne.
63 Som det fremgår af Domstolens faste praksis, gælder det, at når en retlig situation ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og de af chartrets bestemmelser, der eventuelt er blevet påberåbt, kan ikke i sig selv danne grundlag for denne kompetence (jf. dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 22, og kendelse af 25.2.2016, Aiudapds, C-520/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:124, præmis 20).
64 I denne henseende skal det imidlertid fastslås, at det på det nuværende trin i hovedsagen ikke er godtgjort, at den pågældende situation falder ind under andre EU-retlige bestemmelser end dem, der er indeholdt i chartret.
65 Hvad nemlig nærmere bestemt angår direktiv 2000/78 – og således som dette er blevet fastslået i forbindelse med det svar, der er givet på det femte spørgsmål – betyder den omstændighed, at en person på ubestemt tid er midlertidigt uarbejdsdygtig som omhandlet i national ret som følge af en arbejdsulykke, ikke i sig selv, at den begrænsning, som denne person lider af, kan kvalificeres som »langvarig« som handlet i definitionen af »handicap« i direktiv 2000/78.
66 Desuden indeholder forelæggelsesafgørelsen bl.a. ikke nogen prognose med hensyn til, om Mohamed Daouidi eventuelt vil komme sig fuldstændigt, eller oplysninger om eventuelle følgevirkninger eller de konsekvenser, som ulykken vil have for så vidt angår gennemførelsen af de opgaver, som han blev ansat til at varetage.
67 Eftersom spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2000/78 finder anvendelse i hovedsagen, således som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, skal afgøres af den forelæggende ret, hvilket vil ske efter, at Domstolen har afsagt dom i den foreliggende sag, kan det ikke antages, at den pågældende situation i hovedsagen på dette trin i proceduren er omfattet af EU-retten (jf. i denne retning dom af 27.3.2014, Torralbo Marcos, C-265/13, EU:C:2014:187, præmis 40).
68 Det må under disse omstændigheder fastslås, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de fire første spørgsmål.
Sagens omkostninger
69 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes som følger:
– Den omstændighed, at den berørte person på ubestemt tid er midlertidigt uarbejdsdygtig som omhandlet i national ret som følge af en arbejdsulykke, betyder ikke i sig selv, at begrænsningen i denne persons arbejdsevne kan kvalificeres som »langvarig« som omhandlet i definitionen af »handicap« i dette direktiv, sammenholdt med De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009.
– Blandt de indicier, der kan udgøre holdepunkter for at fastslå, at en sådan begrænsning er »langvarig«, er bl.a. den omstændighed, at den berørte persons manglende arbejdsevne på tidspunktet for den angivelige forskelsbehandling ikke har udsigt til på kort sigt at ophøre inden for et velafgrænset tidsrum, eller den omstændighed, at denne manglende arbejdsevne kan vare ved i betydeligt længere tid, inden den nævnte person er blevet rehabiliteret.
– Inden for rammerne af undersøgelsen af denne »langvarige« karakter skal den forelæggende ret lægge samtlige de objektive beviselementer, den råder over, til grund – navnlig dokumenter og certifikater vedrørende den nævnte persons tilstand, der er udarbejdet på grundlag af aktuel medicinsk og videnskabelig viden og oplysninger.
Underskrifter